Samliv med Ibsen/2
IBSEN SOM CICERONE.
To gange i mit liv har jeg nydt den ære at have Ibsen til cicerone.
Den ene gang var i Salzburg for 25 år siden . . . Det var sommertid . . . Hvor nøie jeg endnu erindrer den hede, strålende julidag og Ibsens elegante brune reisedragt og tyrolerhatten! Ibsen var i godt reisehumør; han gjorde mig opmærksom på byens maleriske beliggenhed. Salzburg er jo en af Europas vakreste byer. Floden Salzach, der gjennemstrømmer den, giver den en egen landlig friskhed og Mozarts store navn er for altid knyttet til den . . .
Mens vi på turistvis slentred om i gaderne, viste Ibsen mig flere af dens seværdigheder, dompladsen med Mariesøilen, erkebiskopens palads, der lå på en høi og var bygget i italiensk stil. Men når Ibsen havde sagt et par ord, sank han tilbage i taushed og eftertanke; det var udarbeidelsen af „Gengangere“, som dengang optog hele hans sind . . .
Vi spiste middag i et lidet hotel, mens vi vented på diligencen, som skulde føre os til Berchtesgaden, hvor vi skulde tilbringe sommeren sammen.
Ved bordet bad jeg Ibsen om at give mig en definition på at digte.
Ibsen betragted mig hvast over guldbrillerne.
„At digte er at se,“ svared han lakonisk.[1]
Hvor ofte har jeg senere tænkt på disse Ibsens ord, ikke mindst, når jeg læste arbeider af forfattere, der hovedsagelig lader sig bære af fantasien, uden at have øie for den virkelighed, som fra alle sider ombruser dem!
Den anden gang, Ibsen tjente mig som cicerone, var i Rom i 1881.
En frisk vinterdag med nordenvind — Tramontana som italienerne kalder det — og en blå himmel uden skyer. Solen skinnede uden at varme.
I korsoen mødte jeg Ibsen, han gik som sædvanlig med en alvorlig mine og høitidelige, afmålte skridt. Efter min beregning var han på veien til sin stamkafé, hvor han hver formiddag pleied at studere aviserne.
Som sædvanlig vilde jeg undgå Ibsen for ikke at gribe forstyrrende ind i hans tankegang — jeg vidste jo at Ibsen altid arbeided, det vil sige altid digted, hjemme som på spaserture — men han havde allerede fået kig på mig og med et smil stansed han.
Han spurgte mig hvad jeg bestilte på for øjeblikket, om jeg så meget af det gamle Rom. Jeg svared, at jeg mest sad hjemme og skrev.
„Hvis Deres tid tillader det,“ sagde Ibsen på sin høflige måde, „vil jeg vise Dem noget interessant, som findes her lige i nærheden, et mærkeligt minde fra det gamle Rom.“
Vi gik sammen gjennem korsoen, forbi kaféen, hvor Ibsen pleied at sidde, og kom til Colonnapladsen. Jeg tænkte på, hvor elskværdigt det var af Ibsen for min skyld at ofre en af sine gamle, kjære vaner. Så nåed vi gjennem den korte og trange gade „Via de bergamoschi“ en større plads.
Det var „Piazza di pietra“.
„Nu er vi ved målet,“ sagde Ibsen. „Se Dem om!“
Pladsen lå tom og solbelyst, i morgensolens muntre glans; kun et par bønder i nationaldragt drev forbi. På tre sider af den var almindelige husrækker, men ligeoverfor mig reiste sig ensomt en stor façade i ruiner.
Ved nærmere betragtning fandt jeg at det var en række gamle søiler, der for ikke at falde om, var støttet af murværk, som forbandt dem. Men disse søiler med sine korintiske kapitæler var så storladne og skjøntformede, at de selv her, i det på kunstskatte så rige Rom, måtte vække opmærksomhed og beundring.
Ibsen fortalte mig da, at denne bygning, som romerne havde benyttet som børslokale og som de fremdeles kaldte „Dogana di terra“, udgjorde resterne af det berømte Neptuns tempel, bygget af Agrippa for over to tusen år siden. Begge betragted vi med andagt de mægtige søiler, hvis hvide Carrara-marmor havde lidt meget af ilsvåde og af veirliget . . . Det var som en vemodig hilsen fra antikens svundne verden . . .
I de dage havde jeg netop bladet i Ibsens digte, og jeg måtte nu erindre, hvor kraftigt han i et par linjer havde malet romerstatens undergang:
Der råder en dæmon med evig magt.
Prøv kun at byde ham trods.
I støv måtte „domus aureas“ pragt,
i grus måtte Neros' kolos.
Men først måtte romerforbrydelsen nå
over jorden fra pol til pol,
tyrannen sin apotheose få
og kejserens gyldne billeder stå
som guder på kapitel.“
Da jeg på hjemveien sagde til Ibsen, at jeg allerede flere gange havde passeret Piazza di pietra uden at opdage de sjeldne tempelruiner, fikserte Ibsen mig over guldbrillerne.
— De maa ikke gå i drømme, men lære at bruge Deres øine,“ sagde han med en strenghed, hvorunder der lå så megen ægte velvilje. „For én, der vil være digter, er dette dobbelt nødvendigt.“
— At digte er at se, tænkte jeg, erindrende hans ord ved middagen i Salzburg.
— Fortæl mig, sagde han pludselig, hvad farve har tapetet hjemme på Deres værelse?
Jeg blev ganske rød og måtte indrømme, at jeg ikke vidste det.
— Ser De, sagde Ibsen, triumferende som altid, hvor han opsnuste en feil, der bestyrkede hans mistænksomme anelser. „Jeg har ret i min formodning . . . De lægger ikke mærke til noget . . . Men hvordan kan et normalt organiseret menneske bo i månedsvis i et værelse uden at kjende væggenes farve . . . Når jeg træder ind i et fremmed hus, bider jeg mærke i den minste gjenstand, intet undgaar mig . . . Ja, jeg ser alt, tilføiede han stille, mere for sig selv end henvendt til mig.
Ibsen behøved ikke at fortælle mig dette . . . Hans digtning, der som en skarp sonde trænger ind i vore hemmeligste sår, bærer nok vidne derom.
Med piazza di pietra blev jeg forresten senere svært fortrolig, for her lå „Jacobini“, den bekjendte restaurant, som skandinaverne særlig yndede.
Ibsen og jeg stansede et øieblik foran et butikvindu, hvor der blandt andre rariteter var udstillet en skorpion i et spiritusglas, og vi begyndte at tale om dette giftige dyr, der i Italien anretter saa megen skade. Det er lidet og mørkt og minder med sine klør om en krabbe. Bagkroppen udgjør en hale, som slutter i en giftbrod.
Ibsen havde selv i sin tid, sagde han, været nærved at blive stukket af en skorpion. Det var den sommer, han boede i Arizzia, den lille by tæt ved Albano, og skrev på „Brand“. En aften fik han øje på et lidet, underligt dyr, der krøb henover stengulvet. Ibsen fandt straks ud, at det var en skorpion og det af farligste slags . . . Og hans lille gut, Sigurd, som uden at ane nogen fare, lekte lige i nærheden! Her var gode råd dyre. Men Ibsen tabte ikke sin åndsnærværelse. Han greb et stort, tomt vandglas og hvælved det forsigtigt over skorpionen, som derved blev fange.
I korsoen skiltes jeg fra Ibsen. Alene gik jeg hjemover, idet jeg ikke uden taknemmelighed mindedes den lektion, som Ibsen havde givet mig.
„At digte er at se,“ klang hele tiden som et omkvæd for mine øren. Og jeg indbildte mig at have forstået den dybere betydning af Ibsens ord . . . Det gjaldt ikke alene at se med det legemlige øie, men også med det åndelige — det gjaldt ikke alene at studere omgivelserne og naturen, men også menneskesjælen . . .
Da jeg kom ind i mit værelse i „Via Rasella“, gav jeg mig straks til at undersøge, hvad farve tapetet havde.
Det var lysegrønt med nogle underlige sorte figurer, der ligned små djævle.
Og et sligt tapet havde jeg kunnet overse!
- ↑ I „Rimbrevet“ kalder han også digteren Johan Ludvig Heiberg for seeren — „den store seer“.