Samliv med Ibsen/19
EN IBSENSK LEKTION.
Sommeren 1880 tilbragte jeg sammen med Ibsen i Berchtesgaden. Vi var ganske alene. Ibsens frue og søn reiste omkring i Norge.
En henrivende kvæld i slutningen af Juli. Efter at vi havde spist middag i hotellet og Ibsen havde passiaret lidt med husets kvikke døtre, foreslog han mig at gå en liden tur, da veiret var så pent.
Vi passerer den lille bys hovedgade og jeg indretter uvilkårlig min gang efter Ibsens og tager langsomme og værdige skridt. Folk vender hodet og ser efter os. „Der berühmte Norweger“ er jo kendt af alle, selv af det minste barn. Ibsens brune reisedragt og filthatten med fjær er også ret mærkelig.[1] Så kommer vi ved en dreining af veien tilvenstre til det lille, hvidmalte hus, hvor Jonas Lie og familie bor. Vi stanser ikke, vi kiger bare op mod vinduerne; vi er ræd at forstyrre. Fru Thomasine liker ikke unødvendige visitter, hendes „Jonas“ skriver nemlig for tiden i sit ansigts sved på en ny sjøroman „Rutland“. Vi skal forresten snart have den glæde at se både „Jonas“ og hans „Thomasine“, for aftalen er, at vi skal træffes hver lørdag i Lies hjem, hvor et godt aftensbord, tilberedt på hjemlig vis, og et glas toddy ovenpå venter os.
Endelig er vi nede i dalen . . . Vi vandrer ved bredden af den lille flod Achen . . . Hvor her er deiligt at ånde! Luften er fuld af granduft og en stærk blomsteraroma . . . Fjeldlandets flora dufter jo stærkere end slettelandets . . . Floden mumler og bruser, idet den skynder sig forbi, på begge sider af os har vi de friske, skogklædte fjeldvægge og bag os ligger Watzmann, den store kiæmpe, hvis tindes sneflekker rødmer i den nedgående sol . . .
Ibsen gik taus som sædvanlig — det var „Gengangere“, som det år spøgte i hans hjerne — jeg morede mig med at slå hodet af alle veiens uskyldige markblomster med min stok.
Så standsede Ibsen og betragtede floden . . . Han betragtede den længe og lod til med behag at indånde den kølige friskhed, som viftede fra den i sommerkvælden . . .
Pludselig vendte han sig mod mig og spurgte:
— Ved De nu, hvor denne flod har sit udspring og hvor den munder ud?
Jeg stod der ganske forvirret som en skolegut, der overhøres i en lekse, som han har glemt eller aldrig kunnet.
„Nei“ ! svarede jeg så bestemt.
Ibsen gik videre, det så næsten ud til at min uvidenhed bedrøvede ham. Han, der lagde mærke til alt, havde forlængst opdaget, ikke alene at mine skolekundskaber var ret mangelfulde, men at jeg fremdeles foretrak den lettere æstetiske læsning for alvorlige studier, og at jeg i lyrisk drømmeri ikke havde øiet nok åbent for livets praktiske sider.
Geografi har især været min svaghed. Det lidet, jeg den dag i dag kan af dette fag, har jeg lært ved at reise om i verden.
„Den forener sig med Donau og munder ud i det sorte hav“, sagde Ibsen endelig.
„Nei, tænk“ ! udbrød jeg som den skikkelige Tesmann i „Hedda Gabler“. Det er da svært interessant . . . „Den lille flod får såmænd ben at løbe på, inden den når did.“
Og min fantasi slap ikke billedet. Jeg så floden bugte sig frem mellem vekslende landskaber, snart høie fjelde, snart flade enge og frugtbare marker, stadig svulmende i bredde og magt, for tilslut at styrte sig i havet.
„De burde studere lidt geografi“, kastede Ibsen hen.
For at vise Ibsen, at jeg var hjemme i literaturen, om end ikke i geografien, begyndte jeg sagte at deklamere af Goethes digt „Mahomets gesang“, hvor en flods opståen og udvikling skildres:
„Und nun schwillt er
herrlicher; ein ganz geschlechte
trägt den fürsten hoch empor!
Und im rollende triumphe
giebt er ländern namen,
städte werden unter seinem fuss“.
Men Ibsen hørte slet ikke på mig . . . Han havde fået øie på noget på den anden side af veien — og standsede.
„Hvad er det der“? spurgte han alvorlig som en dommer, idet han pegte ud. Jeg blev ganske nervøs; nu skulde jeg igen stå skrifte.
Imidlertid betragtede jeg det, som Ibsen havde vist mig . . . Det var en genstand af træ . . . På et par høie ben stod en liden, åben kasse, hvori der lå nogle rester af hø.
Hvad kunde det dog være? Nøiere betragtede jeg tingen som om jeg vilde aflure den dens inderste hemmelighed ... I øieblikket kunde jeg dog ikke finde det ud og jeg blev mere og mere skamfuld under virkningen af Ibsens forskende, halvt ironiske blik ... Så førte høstråene mig endelig på sporet.
„Pyt, det er let at gætte . . . . Det er noget, som hestene spiser af . . . En krybbe kaldes det for.“
Ibsens ansigt opklaredes og der gled et smil af næsten faderlig velvilje henover det.
„Se, det vidste De dog“, sagde han og rettede på guldbrillerne. Hm!
Det forekom mig dog som om han ikke rigtig kunde forene dette nye gunstige indtryk af min iagttagelsesevne med en allerede fastslået, for mig lidet smigrende opinion . . .
Så kunde jeg se på hans mine, at han var langt borte . . . Jeg øvede påny mit hærværk mod blomsterne ved veien, mens han gik og drømte om Osvalds tragiske skæbne . . . Men pludselig måtte jeg mindes hans gamle belærende ord til mig: „Hav altid øinene åbne! At digte er at sé.“
Da vi kom til Berchtesgaden, havde Ibsen lovet mig, at han en dag, når han havde god tid, vilde være cicerone for mig. Han kendte jo så godt stedet fra gamle tider — han havde skrevet en stor del af „Keiser og Galilæer“ der — mens jeg var der for første gang.
Ibsen havde i sin ungdom været en ivrig turist og besteget flere af Norges høieste fjelde, men nu, da han var bleven ældre, undgik han alle strabadser af den art. Han foretrak nu at spasere frem og tilbage på den brede landevei i dalen . . . Der gik han i landlig ensomhed med den samme ro og anstand som på den folkerige „Karl Johan“ hjemme . . .
En formiddag sagde Ibsen til mig — var det som belønning for den viden, jeg nylig så uventet havde lagt for dagen? — at han nu vilde gøre alvor af sit løfte og vise mig lidt om i Berchtesgaden.
„Her er et mærkeligt fjeldparti lige i nærheden . . . Der vil vi først vove os op . . . Udsigten derfra er så vakker . . .
Jeg takkede meget og fulgte Ibsen . . . Men hvor forundret blev jeg da Ibsen førte mig op på en haug på den anden side af landeveien, hvor denne passerte hotellet . . . Det kan ikke være det mærkelige fjeldparti, han vil vise mig, tænkte jég . . . Jo, ganske rigtig . . . Der stod en bænk deroppe og på den slog han sig rolig ned . . . Vi var altså ved målet.
Jeg kunde ikke beherske mig, men lo høit.
„Hvad ler De af?“ spurgte Ibsen med rynkede bryn.
„Undskyld — men denne haug kender jeg så godt . . . . Den har jeg sprunget op på hver morgen, lige fra vi kom hertil . . . Her er altid så mange sommerfugle — og det er så morsomt at se på deres lek . . . En dag satte to sommerfugle sig på mig, en på min skulder, en anden på mit knæ . . . Det var så underligt, men varsler vist noget godt . . . Og jeg sad ubevægelig som en støtte for ikke at skræmme dem —“
Ibsen svarede ikke, men han så ud som om han var ret krænket i sin værdighed som cicerone.
- ↑ Ibsens hat var ved vor ankomst uden al pynt, men et par dage efter satte han en strålende fjær på den. Da jeg smilende undrede mig derover, sagde Ibsen halvt undseligt: „Jeg syntes, den var så bar.“ — Er nu ikke dette et elskværdigt barnligt træk af digteren, som fortjener at opbevares?