Samliv med Ibsen/18
EN SAMTALE MED IBSEN.
Når jeg om aftenen besøgte Ibsens hjem i München, opstod der som regel en liden komisk strid — og den dreiede sig på en måde om min egen person.
Ibsen var vant til efter bordet at røge en cigar, men han fik ikke lov til at røge inde i dagligstuen, hvor vi andre samledes, kun på sit eget værelse, der forresten stødte op til dagligstuen.
Fru Ibsen var streng i det punkt som alle gode husmødre er det. Men følgen var jo, at vi en dél af aftenen måtte undvære Ibsen — og det var så kedeligt, syntes jeg.
Som gæst kom jeg i svær forlegenhed. Jeg forstod så godt — uden at være ubeskeden — at både Ibsen og frue satte pris på mit selskab. Jeg var ung, livsglad og meddelsom dengang og jeg har sandsynligvis virket oplivende på de ældre. Fruen ønskede, at jeg efter bordet skulde sidde inde hos hende i salonen — hun satte sig altid selv i sofaen og inviterte mig med et venligt smil at tage plads ved hendes side — men Ibsen åbnede døren, keg ind til os, lyttende i øjeblikket til vor samtale og hans blik sagde tydeligt:
„Kom herind til mig, så vi kan passiare gemytligt sammen.“
Hvad skulde jeg stakker gøre? Jeg vilde helst behage begge parter, både Ibsen og frue. — Dengang nød jeg endnu ikke tobak, ellers havde jeg havt den beste undskyldning til at svigte den elskværdige værtinde og slutte mig til gemalen . . .
Men så var det en aften — jeg ved ikke selv hvordan det gik til — at oprørsånden kom over mig . . . Uden at mæle et ord forlod jeg min hædersplads ved fruens side og listede mig ind til Ibsen, hvor jeg blev modtaget med åbne arme . . .
Ibsen boede dengang i Amalienstrasse i en stor, herskabelig leilighed! Hvor nøie jeg endnu ser hans arbeidsværelse, indhyllet i de blågrå dampe, for mig! Det sirligt ordnede skrivebord med de gamle romerske mynter, brevpressen over de pént sammenlagte papirer, askebægeret etc. Ibsen røgte undtagelsesvis på en liden, gammel snadde og lod til at være i udmærket humør.
Han havde været så elskværdig at gennemse i de dage for mig mit skuespil „Falkenstrøm & søn“ — og talen faldt nu på den dramatiske kunsts vanskeligheder. Mit skuespil hed oprindelig „Olsen“ og var i fem akter. Ibsen rådede mig nu til at forandre titelen og sammentrænge stykkets handling til fire akter.
„Det er let sagt“, udbrød jeg, „men hvordan gør man det?“
„Det blir Deres sag at finde ud“, svarede Ibsen med et lunt smil. Anden hjælp fik jeg ikke.
„Den dramatiske kunst kræver helt sin mand“, sagde Ibsen senere i samtalens løb. „Man må ofre sig for den alene. Jeg kan således ikke tænke mig, at en digter både på novellens og dramaets område kan prestere det udmærkede. For at nå mesterskabet, må man begrænse sig.
Jeg var ikke ganske enig med Ibsen. Min mening var, at der gaves digternaturer, så overdådig udrustede, at de souverænt beherskede alle literaturfelter . . . Og jeg nævnte som et eksempel Bjørnson.
Ibsen fikserede mig over guldbrillerne.
„Hvilket skuespil af Bjørnson tænker De nu nærmest på?“
„De nygifte“.[1]
„Men det beviser jo netop, hvad jeg siger . . . . „De nygifte“ er intet drama, kun en dramatiseret novelle.“
Senere læste jeg „De nygifte“ op igen og måtte delvis give Ibsen ret. Det er jo ikke livet selv, men en i dramaet indskudt roman, som skaber vendepunktet.
„Der er tusen finesser ved den dramatiske kunst“, sagde Ibsen efter en pause. „Har De for eks. nogensinde tænkt på, at replikkerne i et stykke bør have forskellig farve eftersom de siges om morgenen eller aftenen?“
Beundrende hørte jeg på Ibsen. Af erfaring vidste jeg jo, hvilken indflydelse veiret og dagens forskellige stemning og lysstyrke har på vor tankegang og vor tale, men det var aldrig faldet mig ind kunstnerisk at benytte denne iagttagelse . . . . Hvor tidt havde jeg således om aftenen skrevet sentimentale breve, som jeg, efter at have gennemlæst dem i det kritiske morgenlys, rev i stykker . . .
Ibsen fortalte så, hvordan virkelighedsindtryk uvilkårlig omsættes i digtning, uden at man selv rigtig er sig det bevidst.
Da Ibsen sist var hjemme, havde man i Kristiania feiret ham meget, blandt andet med et fanetog. Man havde tænkt at berede ham en glæde, men synet af toget virkede forstemmende på ham . . . . Sky veg han tilbage for de mange mennesker og de bølgende faner.
Fandt han noget hult ved demonstrationen, da ikke alle partier var repræsenteret i toget? Ibsen var jo dengang høire, eller havde fået skinnet af at være det . . . Eller fandt han, der kan være så streng mod sig selv, at han ikke på sit daværende standpunkt tilfulde fortjente denne udmærkelse? Hvem ved? Nok er det at demonstrationen faldt ham tungt for brystet, han syntes, at „det lugtede lig —.“
Senere skrev han „Samfundets støtter“, hvori han rev sig løs fra høire og dets politik. Af hin oplevelse i Kristiania formede sig så den mærkelige scene, hvor konsul Bernick, da man hylder ham med et fanetog og illumination af byen, forskrækket vil gemme sig for glansen af de strålende vinduer, idet han ud af sin ængstede samvittighed råber: „Ser I ikke, at alle disse lys rækker tungen ud efter os? — Alt dette er lys i en ligstue — “[2]
Tilslut nævnede Ibsen flere betydelige skuespillere, som han efterhånden havde mødt.
Den danske skuespiller Jørgensen, der i sin tid var knyttet til Kristiania teater, havde især grebet Ibsen. Både som menneske og som kunstner var han lige fremragende. Han havde i sin tid stået i et fortroligt forhold til Wergeland. men dennes geniale vildskab, der ikke altid var uden råhed, gjorde, at den fintfølende dansker trak sig såret tilbage.
Da Jørgensen omsider forlod Norge gjorde man en fest for ham, hvortil Ibsen skrev en sang, der er optaget i hans digtsamling under titelen: „Til en bortdragende kunstner" og som begynder således:
„Nordpå, fra de danske strande,
djærv og frisk han foer;
al hans arv var ånd i pande,
høvdings magt i ord —“
Også fru Laura Gundersen blev af Ibsen mindet med beundring — og fru Heiberg, som han skyldte så meget.
— Næste Aften besøgte jeg igen Ibsens, men nu var alle oppositionslyster forgået mig. Beskeden indtog jeg igen min plads i sofaen ved fruens side. Hun smilte nådigt til mig — og lod som om hun havde glemt, at jeg havde været hende en utro kavaler.
Ibsen viste sig som sædvanlig i den halvåbne dør og nikkede indbydende til mig . . . . men dennegang modstod jeg fristelsen.
Fru Ibsen talte om „Konsuelo“, George Sands berømte roman, som hun i den grad holdt af, at hun læste den op igen hvert år . . . . Madame Garcia-Viardot, George Sands gode veninde, i hvis hjem jeg kom så tidt under mit ophold i Paris, skal ha’ stået model til mange partier af bogen. Dette vidste dog ikke fru Ibsen og det interesserte hende meget at erfare.
Vi kom senere at berøre et eget emne — digternes forskellige arbeidsmethoder.
Nogle digtere undfanger værket i en uigennemtrængelig taushed — undfangelsen er som en helligdom for dem — ikke et ord røber, hvad der så fuldt optager deres sind . . . De vilde ligesom tage duften og glansen af digterværket ved at nævne det med navn . . . Kierkegårds ytring at „det guddommelige vil virkeliggøres i taushed“, er ligesom skrevet for dem.
Så gives der digtere — ikke mindre betydelige — som slår ind på en ganske anden vei.
De har næppe fået idéen til et nyt arbeide, før de føler trang at meddele sig til omgivelserne, som de forlanger råd og kritik af. Inden de endnu har sluttet bogen, uvidende qm hvordan handlingen vil udvikle sig, læser de det første halvfærdige kapitel op for en vennekreds, der foreslår rettelser og således på en vis måde blir medarbeidere.
Slig var George Sand, der ved udarbeidelsen af sine romaner altid rådførte sig med sine mandlige venner, hvis eiendommelige meninger og udtryksmåde man fandt igen, så at kritiken på hende ironisk kunde anvende det bekendte ord: „Stilen er manden“. Slig var Paul Heyse, der læste op sine endnu utrykte noveller for husets intime og som tillod, at der senere fandt „eine besprechung“ sted. Ved slige „besprechungen“ var jeg selv flere gange nærværende, og jeg fandt dem næsten komiske. En foreslog rettelser her, en anden der, og så forkludredes hele arbeidet.
Og hos os havde vi Welhaven, som i en almindelig salonkonversation gav alle poesiens gyldne dukater fra sig, så at han ofte kun havde fattig kobbermynt tilbage til sine digte — han forstod ikke at holde hus med sine åndelige skatte — og den dag idag har vi mellem os Bjørnson, der er så åbenhjertig, hvad hans digteriske planer angår, at aviserne undertiden meddeler os indholdet af et stykke, han endnu ikke har nedskrevet, men kun sysler med i sin fantasi . . .
Fru Ibsen havde med tålmodighed hørt på mit lille foredrag.
„Så må Ibsen høre til den første klasse, De der nævner“, sagde fruen omsider, „for han betror sig ikke til nogen, ikke engang til mig . . . . Undertiden får jeg dog en slags idé om, hvad han skriver på . . . Han kan ufrivillig røbe sig ved altid i samtalen at vende tilbage til et og samme emne, som han ønsker belyst fra alle sider, pro og contra . . . .[3] En anden sag er det, når manuskriptet først er færdigt. — Så får jog lov at læse det — jeg alene.“
Ibsens angst for at man skulde opdage, hvad han i øieblikket digtede på, var så stor, at den let kunde få et komisk skær over sig . . .
En sommer reiste fru Ibsen og Sigurd sammen med ham på jernbanen. Ibsen skrev netop på et nyt skuespil, men hverken fruen eller sønnen anede, hvad det handlede om . . . Naturligvis var de begge meget nysgerrige . . . Så hændte det, at Ibsen ved et stoppested forlod kupéen, men idet han gik ud, tabte han et lidet stykke papir. — Fruen tog det op og undersøgte det nøiere. På papiret stod skrevet: „Doktoren siger“. Ikke andet.
Fruen viste det smilende til Sigurd og sagde: „Nu skal vi drille Ibsen lidt, når han kommer tilbage . . . Han vil bli ganske forskrækket, når han mærker, at vi ved noget om stykket.“
Da Ibsen så trådte ind i kupéen, betragtede fruen ham skælmsk og endelig sagde hun: „Hvad er det for en doktor, der optræder i dit nye skuespil? Den mand får vist mange interessante ting at sige?
Men havde fru Ibsen kunnet forudse virkningen af sin uskyldige spøg, havde hun neppe åbnet munden. For Ibsen blev som målløs af overraskelse og harme. Og da han så fik mælet igen, fulgte en strøm af bebrejdelser . . . . Hvad betydde dette? Var han ikke tryg i sit eget hus . . . . Var han omgivet af spioner? Havde man brudt ind i hans gemmer, i hans pults allerhelligste? etc.
I fantasien hidsede han sig mere og mere op, indtil han så syner ved høilys dag . . .
Fru Ibsen, der havde hørt på hans stigende forbitrelse med et roligt smil, rakte ham tilslut papiret.
„Vi ved ikke mere om dit stykke, end hvad der står på denne seddel, som vi fandt på gulvet i kupéen. — Værs'god!“
Slukøret stod Ibsen der . . . Al hans mistanke opløste sig nu til intet.
Men den digtning, som da sysselsatte Ibsen, viste sig senere at være „En folkefiende“.
„Doktoren“ var ingen anden end vor gamle bekendt, doktor Stockmann, den hjertensgode og konfuse samfundsforbedrer, som Jonas Lie délvis har stået model for.
- ↑ Bjørnson havde dengang endnu ikke skrevet „Over evne“, som med rette har vakt beundring.
- ↑ Idéen til „Samfundets støtter" er sandsynligvis gået op for Ibsen i det øieblik, han på altanen modtog fanetoget. Han har da følt, at han dengang uden at ville det, selv afgav en falsk samfundsstøtte — det vil sige at han med sin digterautoritet støttede et parti, som han ikke havde sympati for i sit hjerte.
- ↑ „Ibsen har en forunderlig evne til, når han forbereder sig til at udføre et drama, da at lede samtalen ind på emner, der kunne give ham stof til karakterstudier, hvorved endog hele replikker kunne falde, der kan benyttes“, siger Dietrichson i „Svundne tider“.