Samliv med Ibsen/17
IBSEN OG KVINDESAGEN.
Noget af det interessanteste i Ibsens udvikling er hans forhold til kvindesagen.
Oprindelig var han lidet gunstig stemt for den. Mills bog om kvindens underkuelse indgød ham således ringe sympati, da den udkom, og Mills skribentpersonlighed var ham imod.
Ibsen kom jo fra et strengt pietistisk hjem i provinsen. De kvinder, han først så op til, hans mor og søster, var stille, ydmyge, fromme naturer, der altid erindrede det så misforståede og misbrugte bibelord, at kvinden bør være manden underdanig.
De ofrede til det gamle, af tiden dødsdømte kvindeideal.
De indtryk, vi modtager i vor barndom, er svært dybe. Oftest blir de bestemmende for hele livet. Det varede også længe, før Ibsen vandt frem til en friere, mere sympatetisk opfatning af kvindens stilling i det moderne samfund.
Og dog var et stort syn på kvinden ham medfødt, hvad der åbenbarer sig i hans digtning allerede fra dens begyndelse. Han skildrer nemlig fortrinsvis stærke, selvstændige kvinder, kvinder af sagatypen som en „Hjørdis“ og en „Fru Inger“. Uden at han anede det, blev han derfor taget til indtægt for kvindesagen, inden han egentlig vidste, hvad denne sag betydde og havde opgjort sig nogen mening om den.
Hvor tidt fortalte fru Collett mig om sin henrykkelse over „Hjørdis“, der forekom hende som en vårbebudende svale for den opgave, hun havde viet sit liv! Og Ibsen betroede mig, at han efter udgivelsen af „Hærmændene“ modtog anonymt et begeistret overstrømmende takkebrev, som han havde al grund til at tro skrev sig fra fru Colletts hånd.
Hvad der først gav Ibsen et nyt syn på kvinden, var hans ægteskab, det daglige samliv med hustruen, der var så ulig kvinderne i hans egen æt, og mere lignede de djærve sagaheltinder, som hans digterfantasi havde skabt, men som han hidtil ikke havde truffet i virkeligheden.
Så lærte han efterhånden fru Colletts skrifter at kende, og hvad indflydelse de havde på ham — ikke mindst „Amtmanden døtre“ — beviser „Kærlighedens komedie“, der ikke blot adopterer nogle tanker af fru Colletts geniale arbejde, men som i hovedfiguren „Svanhild“ endog låner træk af hendes egen personlighed, som den i ungdommens gæring formede sig.
En række år går hen — og fru Collett besøger på vejen til Italien Ibsen i Dresden. Det ligger nær at tænke sig, at i den daglige omgang med fru Collett har samtalen væsentlig drejet sig om det emne, som interesserte hende mest, og at Ibsen da har modtaget mange vækkende og frugtbare impulser.
Fru Collett mindedes ofte hint mærkelige Dresdenerbesøg. Hun opdagede jo straks, at Ibsen endnu ikke var den „kvindens ridder“, som hun at dømme efter skildringen af „Hjørdis“ havde forestillet sig — og hun fandt ham i mange stykker gammeldags.
Ibsen søgte således, fortalte fru Collett mig, at stænge damerne som ringere, for logisk tænkning mindre anlagte væsener, ud af en alvorlig diskussion, hvad der undrede hende meget. Han vilde egentlig kun disputere med mænd. —
Da jeg senere traf Ibsen i München, gjorde jeg den samme iagttagelse. Hans beundring for kvinden var endnu, trods al påvirkning, ret platonisk. Hvis han således havde valget mellem at tale med en dame, der tilmed var høitbegavet, og et ganske almindeligt mandfolk, foretrak han, måske dog af magelighedshensyn, den sistes selskab. —
I mine „Erindringer“ har jeg berørt Ibsens forhold til kvindesagen:
„Omslaget i Ibsens sind skyldes efter min mening to sjeldne kvinder, der begge stod ham nær, hans hustru og hendes gode veninde, fru Collett.
For fru Ibsen har det første møde med fru Collett — det var nok i Dresden i 60årene — havt en afgørende betydning.
Med al sin begavelse og fordomsfrihed var fru Ibsen — præstedatteren fra den ortodokse norske småby. Hendes livsanskuelse trængte til på flere vigtige punkter at frigøres. Det blev fru Colletts mission at åbne hendes blik for kvindens mislige samfundsstilling og nødvendigheden af at den forbedredes.
Fru Ibsen har igen påvirket sin mand, mindre ved ord end ved eksemplets magt, ved en karaktérstorhed, der både kan minde om gamle sagakvinder og om en så moderne skikkelse som fru Alving.
Hun forstod fuldtud, hvor ansvarsfuld hendes stilling som den berømte digters hustru var og følte sig tilslut som kønnets gesandt hos en digterisk stormagt, hvis ord nåede vidt og havde kraft til at hæve kvinden eller til at underkue hende.
Selv holdt hun hver dag i sin egen person det uangribelige, pletfrie billed af en selvstændig og høisindet kvinde op for hans betragtning.
„Hendes mål er at tænde
mit syn i glød,
så ingen fik kende,
hvo hjælpen bød“,
siger Ibsen i sit takkedigt til hende.
Så udgiver Ibsen „Et dukkehjem“, hvor en liden kvinde bryder ud af ægteskabet og ruster sig til kamp mod samfundet, det store samfund, hvis love, givne af mænd, hun ikke anerkender — ialfald passer de ikke for hende, mener hun.
Først og fremst vil hun stræbe efter at blive et menneske, en personlighed. At være samfundsmedlem, hustru og moder kommer så i anden række.
Hvordan dette oprørske skuespil satte sindene i bevægelse husker vi alle. Det virkede som en åndelig revolution, især da på kvinderne. De forstod straks, at digterens sympati var på Noras side, de opfattede digtningen som et frigørelsesskrig, en appel til deres kamp-evne, et varmt indlæg for deres specielle sag, skønt Ibsen senere har betroet os, at da han skrev „Et dukkehjem“, tænkte han ikke på nogen sag overhovedet, at al bevidst tendens er fremmed for hans digtning, der udelukkende lægger an paa menneskeskildring.
Men hvad Ibsen har ment eller ikke, kan her være os ligegyldigt. Vi har kun at holde os til den virkning, som stykket øvede på kvindesagen — og den var kolossal.
Den for mange så ubeleilige sag kom igen på dagsordenen, kvindernes rettigheder debatteredes overalt. Ibsen var nu rundt om i Europa ved siden af Mill bleven det underkuede køns ridder. Man kaldte ham „Kvindernes digter“. Han havde ved sit „Dukkehjem“ givet sagen det fremstød, som alle kvindekongresser og kvindedebatter ikke havde formået at give den.
Tilslut opstod der en hel literatur om Noraspørgsmålet — det vil sige om kvindesagen.
I Ibsens kølvand fulgte nu andre digtere, først og fremst Bjørnson.
Denne vor store digter og politiker, som hidtil havde stået udenfor bevægelsen eller rettere sagt, været den halvt fiendtlig, skrev nu det skønne drama „En hanske“, der gjorde et dybt indtryk, ligesåmeget ved sin tendens som ved sin poesi. Det gav nemlig den dramatiske form for det strenge, helt bibelske kyskhedskrav, som fru Collett så tidt havde fremholdt, idet hun bebreidede manden, at han glemte det gamle bud „Ærer derfor gud i eders legeme!“, at han rev sig løs fra den sædelige fællesforpligtelse, hvis overtrædelse hos kvinden han straffede dobbelt hårdt.
Bjørnson havde hele sit liv vist fru Collett uvilie og endog tilladt sig at kalde hendes „Amtmandens døtre“ for en dårlig bog“ — og interessant var det nu at iagttage, hvorledes også denne kæmpe måtte bøie sig for tidsånden og modstræbende bidrage sit til kvindesagens fremgang.
Fru Collett var også meget begeistret over „En hanske“ og glemte nu alt gammelt nag til Bjørnson.
„Der har han rammet dyret“, sagde hun til mig, da vi snakkede sammen om bogen. „Vi kan ikke takke ham nok.“
Om Ibsens værker kan man sige, at næsten hver ny bog holder kritikens dommedag over den foregående, hvis tankegang ikke længer tilfredsstiller digteren, der i mellemtiden har nået et andet, mere fremskredent standpunkt.
Husk bare „Vildanden“, hvor en stor del af Ibsens tidligere produktion må løbe spidsrod! Hjalmar Ekdahls og Ginas tragikomiske opgør virker som en rén parodi på afskedsscenen mellem Nora og Helmer. Ibsen har vistnok fremdeles et par idealer i behold, men han mønstrer dem nu ligesom fra vrangen af — og dette syn er mere lærerigt end opløftende.
Og ganske rigtig — efter et „Et dukkehjem“ kom „Hedda Gabler“, der ikke lidet bidrog til at køle kvindernes begeistring for deres digter.
Ibsen havde nemlig nu fået øie på skyggesiderne ved emancipationen. Det er en alt andet end sympativækkende skikkelse, som han her skildrer os, det er en tom, gold, snobbet hustru, der af hensyn til sin skønhed og sit egoistiske velvære skyr moderkaldet . .
Som „Nora“ bryder hun ud af ægteskabet, men ikke som denne for at udvikle sig i livets kampe. I et øiebliks blaserthed og livslede sætter hun pistolen for panden og flygter ind i det tomme intet . . . Og hun efterlader sig ikke noget savn . . . Ægtemanden nærmer sig straks hendes veninde, Thea Elvsted, og søger trøst hos hende . . .
„Er Ibsen fremdeles vor ridder?“ spurgte kvinderne lidt tvivlende. „Ser han ikke nu på os med nye, ukærlige øine?“
Et par af Ibsens taler kan give svaret på, hvad han egentlig mener om kvinden og den plads, man bør indrømme hende.
Sommeren 1885 — altså på det tidspunkt, da Ibsen går svanger med „Rosmersholm“ og dets „Adelsmennesker“ — besøger han Trondhjem, hvor han holder en betydningsfuld tale til arbeiderne, der har bragt ham sin hyldest.
Efter at have udtrykt sin beklagelse over, at hos os de individuelle rettigheder ikke er således betryggede, som han ventede, og at den enkelte ikke er indrømmet hverken troesfrihed eller ytringsfrihed udenfor en vilkårlig fastsat grænse, siger han:
„Her er altså endnu meget at gøre, før vi kan siges at have nået frem til virkelig frihed. Men jeg frygter for, at vort nuværende demokrati ikke vil magte at løse de opgaver. Der må komme et adeligt element ind i vort statsliv, i vor repræsentation og i vor presse“.
Og dette „adelige element“ vil efter Ibsens mening kvinden og arbeideren i første række være med at skabe. For han fortsætter således:
„Jeg tænker naturligvis ikke på fødselens og heller ikke på pengenes, ikke på evnernes eller begavelsens. Men jeg tænker på karakterens adel.
Den alene er det, som kan frigøre os.
Dette adelskab, som jeg håber, at vort folk må forlenes med, det vil komme til os fra to grupper, som endnu ikke har taget nogen ubodelig skade under partitrykket. Det vil komme til os med vore kvinder og med vore arbeidere.
Den omformning af samfundsforholdene, som nu forberedes ude i Europa, den beskæftiger sig væsentlig med arbeideren og med kvindens fremtidige stilling.
Den er det, jeg håber og venter på, og den vil jeg virke for og skal jeg virke for hele mit liv, alt hvad jeg kan“.
I 1898 — tretten år senere — holdt Ibsen ved den fest, som norsk kvindesagsforening i Kristiania gav for ham, en anden tale, der vel er værd at mindes. Den røber, at Ibsens anskuelse af kvinden er undergået en forandring siden han skrev „Et dukkehjem“, modnet som den nu er af tid og erfaring.
Ibsen sluttede nemlig sin tale således:
„For mig har det altid stået som en opgave at løfte landet og give folket et høiere stade. Under dette gør sig to faktorer gældende: det står til mødrene ved anstrengt og langsomt arbejde at vække en bevidst følelse af kultur og disciplin. Dette må skabes i menneskene, før man kan hæve folket videre. Det er kvinderne, som skal løse menneskespørgsmålet. Som mødre skal de det. Og kun da kan de det. Heri ligger en stor opgave for kvinderne.“
I denne opsigtsvækkende tale tog Ibsen ligesom den forvildede „Nora“ ved hånden og førte hende fra alle udflugter i det blå, tilbage til hjemmet, til moderens plads ved arnen — kvindens høisæde nu og i al evighed . . .
Det standpunkt, som Ibsen her repræsenterer, deles nu af næsten alle oplyste mennesker, og især i Sverige har det i Ellen Key fundet en varm tolk.
Hvor høit end kvindens åndsudvikling stiger, må den have sin rod i hjemmet og fortrinsvis virke der, og moderkaldet må altid synes hende det mest attråværdige. Både naturen og guds stemme i hendes eget bryst har bestemt hende for dette kald.
Som mødrene er blir slægten.
Det er mødrene, som ved sin karakter og den opdragelse, de giver børnene, bestemmer den fremtidige generations kår, om disse skal blive onde eller gode, føre til fald eller frelse.