Samliv med Ibsen/16
IBSEN SOM MALER OG KUNSTKENDER.
Ibsen sysselsatte sig i sin ungdom med at male. Han havde både anlæg for og lyst til denne kunst. Spredt om i familierne i vort land eksisterer endnu tegninger og malerier af ham[1].
Der var endog et øjeblik i Ibsens liv, hvor han for alvor tænkte på at ombytte pennen med penselen. Han indbildte sig, at på maleriets område lå hans hovedevne. I sin lidet kendte ungdomsdigtning. „I billedgalleriet“ lader han en af personerne gøre en bekendelse, der er som skrevet ud af hans eget hjerte:
„Jeg stod i kunstens høie helligdom,
en åndig klarhed over blikket daler;
fra barmens dyb en røst forkynder som
Correggios fordum: „Også jeg er maler!“
Da var min lod bestemt, min higen stillet,
og foran mig lå livet lyst og rigt;
det blev mit kald jo, hvert et sjælens billed
at klæde deiligt i et farvedigt“.
Heldigvis for os og literaturen forlod Ibsen dette imaginære „kald“ og valgte det, som naturen havde bestemt ham til.
I et brev til bibliotekar Halvorsen, udgiveren af norsk forfatterleksikon, har Ibsen selv givet nogle oplysninger om sin udvikling som maler:
„Jeg besøgte som gut et årstid tegneskolen i Skien og lærte der lidt blyantstegning. Samtidig eller lidt senere fik jeg nogen vejledning i oliemaling af en ung landskabsmaler Mandt fra Telemarken, som undertiden opholdt sig i Skien.
I Bergen gav jeg mig adskilligt af med at male i akvarel under tilsyn af den nu afdøde Losting dersteds. Efter tilbagekomsten til Kristiania malte jeg i olie hos Magnus Bagge. Men i 1860 begyndte forberedelserne til „Kærlighedens komedie“ og „Kongsemnerne“ stærkt at beskæftige mig og fra den tid af lagde jeg malerkunsten på hylden“.
Man ser heraf at Ibsen dyrkede malerkunsten lige til sit to og tredivte år, og at han først da ofrede sig helt for literaturen.
Han sagde med et suk som malerinden i ovennævnte digtning:
„Og der gik dage og der gik år, —
til kunsten jeg drømte mig viet;
nu er min gøglende drøm forbi, —
på loftet står staffeliet“.
Det blev for Ibsen som for Goethe, der under sit ophold i Rom morede sig med at tegne og modellere, kun dilettantisme.
Ligesålidt som Goethe trængte han dybere ind i de bildende kunsters ånd og teknik, men der er heller ingen tvivl om, at denne midlertidige sysselsættelse ved staffeliet har gavnet begge digtere på deres specielle område.
I sine samtaler med Eckermann indrømmer Goethe, at han ikke havde noget talent for den bildende kunst, og dog beklagede han ikke den tid, han havde anvendt på at tegne — for han havde vundet i indsigt. Det er den fordel, mener han, som vi kan uddrage af hver falsk tendens. „Den, som uden tilstrækkeligt talent uddanner sig i musik, bliver vistnok aldrig nogen mester, men han vil dog lære at anerkende og skatte det, som mesteren har frembragt“.
Og Ibsens „gøglende drøm“ havde også lært ham adskilligt; den blev til vinding for hans digtning. Han har lært at se, han har fået øie for de store, klare liniers skønhed og for det udfyldende perspektiv, der over forgrundens realiteter peger ud mod uendeligheden . . . .
Men hjemme i Norge glemte man ikke, at Ibsen engang, inden han blev den verdensberømte digter, havde syslet med pensel og farver.
Sommeren 1873 tilbragte Ibsen i Wien, hvor han ved verdensudstillingen det år blev valgt til officiel jurymand for Norge og Danmark i 25. gruppe (maleri og billedhuggerkunst).
Hvor alvorligt Ibsen tog sig sin opgave, ser vi af den lange og interessante indberetning, han som jurymand sendte til „Morgenbladet“, og hvor han blandt andet skriver om udstillingen:
„Navnlig vil den mægtigt bidrage til at berigtige visse fejlagtige meninger og til at bortrydde visse fordomme, som hidtil har været gældende. Jeg sigter her til den gængse lære om, at den slaviske folkestamme liden eller ingen del tager i det store fælles civiliserede samarbejde. Det bekendtskab, som Europa i de senere år har gjort med den russiske digtning, synes at burde have afkræftet en sådan påstand; men er dette end ikke hidtil lykkedes, så nærer jeg ingen tvivl om, at Wienerudstillingen vil kalde en ganske anden og rigtigere anskuelse tillive.
Udstillingen lærer os, at Rusland indenfor alle den bildende kunsts områder står fuldstændigt på samtidens højde. Den friskeste og mest energisk nationale opfattelse er her forbunden med en uovertræffelig teknik“.
Da jeg senere traf Ibsen i München, gik han bare op i sin digtning. Det var, som om de andre kunster ikke eksisterte for ham. Udtalte han en sjelden gang en dom over maleri eller skulpturarbejde, var han svært forsigtig og reserveret i sine udtryk, hvorimod han, når det gjaldt literatur, dømte skarpt og uforbeholdent som en mand, der taler om det fag, som er hans eget og som han tilfulde forstår sig på.
Billedgallerierne, som i hans ungdom havde fristet ham, besøgte han nu aldrig.
Den berømte danske kunsthistoriker Julius Lange, der i Dresden omgikkes Ibsen, skriver også, betegnende nok, i sine „breve“, at han hos Ibsen ikke fandt videre kunstinteresse; „Jeg måtte love Ibsen igår at gå med ham engang gennem galleriet, da han, der har levet her i to år, er så uvidende i det, at det er en skam. — I det hele taget er det lidt forbausende, hvor uudviklet hans organ er for rigtigt at forstå et kunstværk og hvor ringe drift han har til at se noget sådant.“
Under Ibsens ophold i München levede der en række norske malere, Werenskiold, Eilif Peterssen, Skredsvig, Munthe, Wergeland og andre. Næsten alle disse kunstnere havde den ære nu og da at modtage visit på sine atelierer af prins Luitpold af Bayern, den nuværende prinsregent, der med kenderens fine blik mønstrede deres arbejder; derimod faldt det aldrig Ibsen ind at besøge sine unge landsmænd.
Han isolerte sig mere og mere.
I Rom formåede jeg ham dog til at gå op til maleren Nils Hansteen, der dyrkede en genre, som især tiltalte Ibsen, marinebilledet. Men mere end af Hansteens malerier lod Ibsen til at være fængslet af en liden, fuldstændig rigget skibsmodel, som hang opunder taget. Med et barns henrykte glæde betragtede han den. Og på hjemveien sagde Ibsen til mig, at hvis han vendte tilbage til Norge for at bosætte sig der, måtte det være i en liden fjordby, der lugtede af tang og tjære, en fjordby, hvor han kunde have anledning til at se mange sejlere og skibsværfter. Skibsværfter måtte der frem for alt være.
I Ibsens digterværker har heller ikke hans ungdoms kunstliebhaberier sat sig dybere spor.
Lader han en sjelden gang en billedhugger eller maler optræde (som Lyngstrand i „Fruen fra havet“), er det mennesket og ikke den specifike kunstnernatur, som han skildrer.
Men at Ibsen i årenes løb ikke ganske har glemt sin gamle kærlighed, viser de indkøb af billeder, som han har gjort på sine rejser.
Væggene i hans Munchenerhjem var fra gulv til tag smykket med malerier, især af den gamle, italienske skole, og Ibsen lod til at være ganske stolt af sin lille samling. Om billedernes kunstværdi tør jeg personlig ikke udtale mig, men af kendere har jeg hørt, at Ibsen for et par billeders vedkommende er bleven grundig narret. Der var således et, som Ibsen havde betalt en god pris for, da han troede, det var en original af en gammel mester, men som i virkeligheden kun skal være en ret god kopi.
Vi må her ikke glemme, at i Italien drives forfalskningen af kunstværker i stor stil og at det er let for en mand, der ikke er kender og kunsthistoriker af profession at blive taget ved næsen. Selv fagmænd bliver ofte snydt af de listige italienere. I Rom gives der hele fabriker, har man fortalt mig, hvor man ganske offentligt, uden at bryde sig om kritiken og snakket, beskæftiger sig med at eftergøre gamle broncer, malerier og buster for siden at afhænde dem til de lettroende turister. —
Ofte, når jeg vandrede om i udlandets gallerier, tænkte jeg pludselig på Ibsen og på den passion for malerkunsten, der engang havde fyldt hans liv og truet med at give det en anden retning.
Alene i galleriets høitidelige stilhed, omgivet af mesterværker, der levede og talte til mig, følte jeg mig så lykkelig . . . Hverdagen var stængt ude, skønhedsdrømmen begyndte . . . Mit sind fyldtes efterhånden af en vidunderlig ro, en religiøs andagt, som jeg sjelden eller aldrig har kendt i noget gudindviet tempel . . .
At Ibsen engang har været fortrolig med en lignende stemning ved sine ungdoms besøg i kunstens lyse sale — ja, at han har været dybere grebet end nogen af os andre — fremgår tydeligt af en af hans mindre kendte sonetter, hvormed jeg vil slutte denne lille skitse:
„Jeg stod en morgenstund i galleriet
og drak begeistring af den rige kilde,
som kunstens høie fædre havde viet
til uforkrænkligt liv med hænder milde.
Hvor er ei siælen let og sindet stille!
Det er som alle storme havde tiet,
det er som alle bølger havde biet
i deres flugt og blidt mod stranden trille.
Hvad er hin stilhed vel i kirkens haller,
hvor menigheden triner ind andægtig
som det sig hør og bør i herrens tempel
mod denne stilhed, der som duggen falder
på sindet her, hvor ånden har sit stempel
sat på hver tavle evigstærk og mægtig“.
- ↑ Lorentz Dietrichson fortæller, at der i apoteket i Grimstad, hvor Ibsen i sin tid var farmaceut, i 1870årene fandtes flere landskaber fra hans hånd samt et figurbilled, fremstillende en lods på udkig, og som man kaldte „Terje Viken“.