Samliv med Ibsen/15
EN „HISTORISK“ AFTEN.
Jeg var buden til et lidet selskab hos Ibsens. Det var en dag i Mars 1881 — ja det var selve den 13de Mars. Af gode grunde husker jeg nøje datoen — for denne mindeværdige dag tilhører historien.
Senere end de andre indfandt jeg mig i Ibsens hjem. Jeg havde nemlig anvendt den deilige vårdag til at gøre en længere udflugt i kampagnen, hvor jeg havde plukket anemoner, snakket med de brune hyrder, der drev kvæget foran sig og beundret akvadukterne, som i den dalende sols rødme tog sig dobbelt malerisk ud . . .
Da jeg trådte ind i salen blev jeg slået af udtrykket i gæsternes ansigter. En heftig bevægelse lod til at have grebet dem alle . . . Øinene strålede, minespillet vekslede, over samtalen var der noget febrilsk, og i lidenskabelig iver snakkede man i munden på hverandre.
Selv Ibsen var revet ud af sin majestætiske ro og fru Ibsen gestikulerte som en italienerinde.
Hvad kunde der dog være passeret? Det måtte være en stor glædelig begivenhed . . .
„Men har De da ikke hørt nyheden?“ sagde den yngste i selskabet til mig. „Alexander den anden er idag bleven dræbt af en bombe — der er netop kommet telegram fra St. Petersburg — Verden har en tyran mindre!“
Fra idyllen i kampagnen kom jeg her lige op i tragedien . . .
Forskrækket hørte jeg på ham, men så — det er underligt at tilstå det — grebes også jeg af en egen lykkefølelse, skønt jeg godt vidste, at den dræbte keiser sålangt fra at være en „tyran“, var en skikkelig mand, der efter evne havde søgt at befordre Ruslands frihed. Han lindrede således Finlands skæbne, og livegenskabets ophævelse var jo efter sigende skeet på hans initiativ.
Hvad var det som dengang foregik i min og de andres sjæl? har jeg senere spurgt mig selv. Var det kærlighed til det undertrykte russiske folk? Var det et dunkelt håb om at revolutionen over keiserens lig vilde vinde sikrere fremgang? Hvem véd det?
Kanske var det bare denne øjeblikkelige beruselse, som næsten alle store begivenheder, der kommer pludseligt og uventet som et lyn, vækker hos os?
Et par dage efter denne aften hos Ibsens traf jeg i korsoen en af deltagerne, en tør, pedantisk theolog fra en af vore småbyer. Vi talte sammen om selskabet. Han undrede sig over, at man i Ibsens hjem kunde tolerere bifaldsytringer over en dåd af denne art, der havde fået hårene til at reise sig på hans hode (han var forresten skaldet) ja, når han skulde være ærlig, måtte han tilstå, at han igrunden var svært „indigneret“ over selskabets opførsel.
Jeg svarede ham ikke — jeg huskede nemlig gamle Holbergs råd at man aldrig skal strides med theologer, for det er både håbløst og farligt. Men jeg tænkte ved mig selv: „Skulde ikke en anarkistisk farvet digterånd som Ibsen, han, der har skrevet oprørske ord som disse:
„De siger jeg er bleven konservativ;
jeg er, hvad jeg var, hele mit liv.
Jeg går ikke med på at flytte brikker.
Slå spillet overende, da har De mig sikker.
― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ―
― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ―
I sørger for vandflom til verdensmarken.
Jeg lægger med lyst torpedo under arken.“
skulde ikke han få lov til at sympatisere med den revolutionære bevægelse i Rusland, selv hvor den skeiede ud og anvendte forkastelige midler, uden at blive genstand for smålig kritik?
Det er jo netop på det beståendes ruiner at han vil bygge det nye samfund — det tusenårige rige, hvor ulv og lam skal græsse i fred ved hinandens side . . .
Hvor sælsom er forresten ikke historiens Nemesis! Den vil ramme politiske tilstande og kommer til at ramme uskyldige personer, der bliver tidens syndebuk som den brave borgerlige Ludvig den 16de, der blev revolutionens offer, og nu den milde, reformvenlige Alexander den anden!