Samliv med Ibsen/14
EN VISIT HOS IBSEN.
Det er i München 1876. Jeg passerer Schønfeldstrasse 17, tæt ved den engelske park, hvor Ibsen boede i stueetagen. Digteren sidder ved vinduet i sit arbeidsværelse, der vender mod gaden, han bemærker min ærbødige hilsen og inviterer mig med en håndbevægelse til at komme ind til ham, hvad jeg må betragte som en stor ære, da det er midt i hans arbeidstid.
„Ved De, hvad jeg bestiller idag?“ sagde han efter at de første hilsener var vekslede. „Jeg gennemgår og retter „De unges forbund“, som skal opføres på hofteatret her. Ligeoverfor et tysk publikum er enkelte forandringer nødvendige.“ — Så viste han mig det trykte eksemplar af bogen, hvori han her og der havde strøget. „Hvorfor har jeg nu ladet disse ord gå ud?“ sagde han og viste mig et bestemt sted i bogen (såvidt jeg erindrer var det noget af kammerherrens replikker om hans forhold til kongehuset etc.). Ja, dels er de overflødige, dels vil tyskerne ikke forstå dem; de er for lokale. Og strygningen af disse enkeltheder hindrer slet ikke forståelsen af det hele. Stykket kan som helhed blot vinde derved — det blir mere sammentrængt.“
Når jeg nu mindes disse Ibsens veiledende ord, blir jeg rørt. Han troede på det dramatiske talent hos mig, som nordiske teaterledere har været så tilbøjelige til at overse. Han havde netop i de dage sendt et skuespil af mig „En forsoning“,[1] ledsaget af sin varme anbefaling til Hartvig Lassen, der dengang var censor ved Kristiania teater. Naturligvis kom stykket tilbage.
Hartvig Lassen, denne tørre, korrekte, æstetiske pebersvend, som Ibsen engang efter „Dukkehjemmets“ opførelse i München, kaldte en „Helmer-figur“, havde ingen sympati for mit forfatterskab enten det nu gik i dramatisk eller novellistisk retning. Lassen var dog en mand med fortjenester; hans bog om Wergeland er god og må i flere henseender betragtes som et kildeskrift.
Ibsen spurgte om hvad jeg læste i øjeblikket. Jeg svarede, at jeg studerte Heine og udtrykte min beundring for den tysk-jødiske digter.
„Men er De endnu ikke færdig med ham?" sagde Ibsen i en forundret, næsten ringeagtende tone. Han mente nok at i min alder (jeg var dengang fem og tyve år) burde Heine-sværmeriet være et overvundet stadium — og han havde sikkerlig ret. Det varede heller ikke længe, før jeg blev grundigt kureret.
Da jeg vilde gå, standsede Ibsen mig og sagde:
„Men lad mig ikke glemme at takke Dem for „Sjødronningen“. Jeg har desværre endnu ikke fået tid til at læse den, men jeg spår Dem alligevel en stor succes —“
„Så — ?“
„Ja, for professor Dietrichson har læst den (Dietrichson opholdt sig dengang i München, hvor han gjorde studier til sit værk om „Kristusbilledet“) og han roste Deres bog meget og ytrede tilsist: „Paulsen ved ikke selv, hvad han har skrevet.“
„Skal det være en kompliment eller en dadel?“ spurgte jeg.
Ibsen smilte lunt og fortsatte :
„Professor Dietrichson har en sikker smag, der som regel falder sammen med publikums. De vil få en stor læsekreds.“
I den tilstødende dagligstue traf jeg fru Ibsen, der sad og læste i en roman fra et leiebibliothek. Vi talte om fru Collett, som ventedes til München. Hun havde netop tilskrevet mig, at hun tænkte på at besøge „kong Ludvigs glade by“.
Det var vistnok med blandede følelser at Ibsen imødeså fru Colletts komme. De holdt af hende som menneske og satte hende høit som forfatterinde, men der fulgte altid så megen uro og så mange krav med hende. Hun var nu engang som Ibsen sagde „en ulykkelig natur“, til liden glæde for sig selv og sine omgivelser.
Jeg fortalte fru Ibsen, at jeg i de dage havde læst op igen „Fru Inger til Østråt“. Fru Ibsen meddelte mig da at hun havde været vidne til stykkets første opførelse i Bergen med den geniale fru Luise Brun i titelrollen.
Fru Ibsen var dengang en ung pige og beundrede i al hemmelighed både Ibsen og hans digtning. Ibsen kom jo ofte i hendes forældres fine og literært dannede hjem, hvor stedmoderen, Magdalene Thoresen, var den fortryllende værtinde. Da hun efter thebordet komplimenterede ham for stykket og betroede ham, hvor henrevet hun var, svarede den unge, forelskede digter galant: „Der er i Dem, frøken, stof både til en fru Inger og til en Eline.“ Som bekendt stykkets to kvindelige hovedpersoner.[2]
Mest det første, tænkte jeg. For fru Ibsen er jo en kvinde, der er som sprunget ud af de gamle sagaer.