Samliv med Ibsen/13
IBSEN OG MARIE THORESEN.
Når Ibsens historie engang udførlig skrives, vil man nævne en række kvinder, som har grebet ind i hans liv ved en høi grad af renhed og hjertensgodhed eller ved udpræget åndelig begavelse.
Der er hans gamle, brave moder, hvis væsens forskellige sider, digterisk omformet, han har skildret os i „mor Åse“ i „Peer Gynt" og som „Inga" i „Kongsemnerne“. Så har vi hans sjeldne hustru, fru Susannah, om hvem han siger i digtet „Tak“, at
„hendes slægt er de skiftende
skikkelsers rad,
som skrider med viftende
flag i mit kvad,“
og hvis karakter træder mest frem i „fru Alvings“ myndige skikkelse — samt hans søster, fru Hedvig Stousland, hvis væsen som barn er så rørende gengivet i „Vildanden“s Hedvig, opkaldt efter søsteren.
Endelig har vi foruden frøken Bruun, Christoffer Bruuns søster, der har stået model til „Agnes“ i „Brand“, vor geniale Camilla Collett, fru Ibsens gode veninde. Både i „Svanhild“ og „Fruen fra havet“, har Ibsen benyttet træk af Camilla Colletts dybe, rigt sammensatte personlighed.
„Det er nu mange år siden,“ skrev Ibsen til Camilla Collett efter udgivelsen af „Fruen fra havet“, i hvis originale heltinde hun halvt forskrækket fandt sider af sit intimeste væsen afsløret, „at De gennem Deres åndelige livsgang, under en eller anden form begyndte at spille ind i min digtning —“[1]
Men foruden disse er der en kvinde, som ingen nævner og som få har personlig kendt, da hun levede ganske stille, skjult i huslivets skygge, og tilmed døde forholdsvis ung, der har øvet en ikke ringe indflydelse på ham.
Det er hans hustrus søster, Marie Thoresen, som i flere år boede i Ibsens hjem i Dresden.
Om hende er det, at Halvdan Koht i sin udmærkede indledning til Ibsens breve skriver, at af medlemmerne af den Thoresenske familie var Marie den eneste, som havde virkelig betydning for Ibsens person og digtning og at hun stod ham nærmere end den øvrige familie.
Marie fødtes ligesom fru Ibsen i faderens, provst Thoresens andet ægteskab med Sarah Dåe. Tredie gang giftede han sig som bekendt med Magdalene Krag fra Danmark, der senere fik et anseet navn som forfatterinde.
Maries opvækst kunde vistnok været blidere. Hun var kun en liden pige på 6—7 år, da hun fik stedmor, og hvad et lidet, ømt barnehjerte lider ved en sådan forandring, kan alle tænke sig. Denne stedmor var vistnok hjertensgodheden og elskværdigheden selv, men altfor optaget af literære interesser, af teater og selskabelighed, til at tage sig rigtigt af hjemmet og de små.
Med „Svanhild“ i „Kærlighedens komedie“ kunde Marie sige:
„Jeg var en hjemløs i min moders hus,
jeg var en ensom i mit eget indre“ —
Hendes opgave i hjemmet blev sammen med sin søster Susannah at stelle for de yngre sødskende og de små stedsødskende, som i årenes løb indfandt sig — og dette gav Marie allerede i en ung alder, efter hvad en dame, der stod hende nær, meddeler mig „en egen, moderlig ynde“.
Blond og blid var hun, ikke egentlig vakker, men meget indtagende. Alle, som kom i hendes nærhed, holdt af hende.
Da hun besøgte Ibsen i Dresden, traf hun digteren i hans vistnok lykkeligste periode.
Ibsen var kommet i havn. Stilheden var indtrådt ovenpå stormen og kampen.
Efter udgivelsen af „Brand“ var Ibsen almindelig anerkendt. Og med den stigende berømmelse kom også det økonomiske velvære. For fremtiden kunde han, uhindret af næringssorger, der havde forbitret hans ungdom, leve udelukkende for sin digtning.
Når man gennemblader Ibsens breve, slåes man af den lyse, freidige tone, som udmærker brevene fra Dresden fremfor de øvrige i samlingen.
Man mærker at digteren for et øieblik hviler ud i sin seiersfølelse, idet han med velbehag betragter de opnåede resultater, tagende taknemmeligt lidelsen og bitterheden med som et nødvendigt led i det hele. Det er jo dissonantserne, som fremhæver den endelige harmoni . . .
Således skriver han til sin forlægger Frederik Hegel:
„Jeg befinder mig i en lykkelig og forsonet sindsstemning — — — Dresden er et meget behageligt og meget billigt levested —“
Maries ophold i hans hjem bidrog sikkerlig også sit til hans forandrede sindstilstand. Der er kvinder, som ved sin blotte nærværelse, forstår at give hjemmet et skær af lys og ynde . . .
Stille og mæglende trådte hun ind i digterens dagligstue, hvor der ofte var brydninger nok som der kan være det mellem to stærke, jævnbyrdige personligheder, som begge holder på sin ret . . .
En kvæld, da jeg sammen med en dansk dame var gæst hos Ibsens, stredes Ibsen og frue hele tiden om værdien af en netop udkommet bog. Ibsen påstod, den var god, fruen fandt den slet, og da Ibsen i diskussionens heftighed pukkede på den større viden, han som akademisk dannet mand sad inde med, svarede fru Ibsen rolig, lekende med sin vifte, at en kvindes instinkt sagde hende mere end al mandens viden.
Da jeg fulgte den danske dame hjem fra Ibsens, sagde hun med et suk : „Herregud, de to kan da umulig være lykkelig sammen.“
Jeg lo og svarede: „Forstår De da ikke, at Ibsen og frue strides sammen som to gode, åndfulde kammerater, og at en slig scene, som vi iaften oplevede, ikke på nogen måde berører deres dybere, sjælelige forhold til hinanden . . . Vilde De da hellere istedetfor denne selvstændige fru Ibsen, der siger sin mand sandheden, og hvis karakterfasthed vi alle beundrer, have en liden, vulgær eftersnakkerske?“
I et fortroligt brev til en dansk ven udtaler Ibsen sig selv om sit ægteskab, idet han priser dets lykke . . .
„Først da jeg var bleven gift, fik mit liv et vægtigere indhold. Den første frugt heraf var et længere digt „På vidden“. Den frigørelsestrang, som går igennem dette digt, fik imidlertid ikke hele sit udtryk før i „Kærlighedens komedie“. Denne bog gav anledning til megen snak i Norge, man blandede mine personlige forhold ind i discussionen og jeg tabte meget i det almindelige omdømme. Den eneste, som dengang billigede bogen, var min kone. Hun er en karakter, som jeg netop behøver — ulogisk, men med et stærkt poetisk instinkt, med et storsindet tankesæt og med et næsten voldsomt had til alle smålige hensyn.“
Og til sin søster i Skien, fru Hedvig Stousland, skriver han om det samme emne:
„Min kone skulde jeg ønske, at du kendte, hun passer aldeles for mig.“
Søstrene var imidlertid meget forskellige. Mens fru Ibsen slutter sig til Hjørdistypen og i sin viliekraft og sit stærke følelsesliv kan virke som en sagakvinde, tilhører Marie hendes modsætning, den, som vi altid finder i Ibsens digtning ved siden af heltinden, den passiv blide, opofrende, men mindre betydelige kvindenatur.
Ligeoverfor „Fru Inger“ står jo en „Eline“, ligeoverfor Hjørdis en Dagny og ligeoverfor Hedda Gabler en Thea Elvsted . . .
Men var Marie mindre karakterfuld end søsteren, fulgte der hende til gengæld denne mildhed og harmoni, der kan ligne en svanes yndefuldt glidende flugt over det blanke vand — denne harmoni, som vi alle elsker, digteren ikke mindst . . . I en sådan åndelig atmosfære er det at digteren har sine lykkeligste drømme . . .
Jeg tænker mig at Ibsen under den første del af Maries Dresdenerophold, har været den galante cicerone for sin elskværdige og videbegærlige svigerinde . . .
Mens fru Ibsen er optaget af at ordne sit hus eller gennemgå lektier med Sigurd, der endnu er i guttealderen, vandrer Ibsen og Marie om i Dresdens stille, sollyse gader . . .
Han viser hende alt, hvad der kan more en nyankommen, han fører hende op på den Brühlscke terrasse, hvor der er så dejligt mellem de gamle grønne træer og monumenter og hvorfra man har slig vid udsigt mod det fjerne — han peger på Elben, der smilende drager igennem det frodige sommerlandskab, idet han fortæller hende om sit første besøg i 1852 i Sachsens hovedstad og om sit samvær med den gamle, berømte bergenser, maleren professor Dahl, som dengang boede der og som så venligt tog sig af den unge poet, der med et stipendium i lommen var ude for at gøre teaterstudier . . . Hun lytter interesseret, og han fortæller videre om sin beundring for de store skuespillere Emil Devrient og Dawison, som han dengang ofte så optræde.
Og en skøn dag fører han hende ind i „grüne gewolbe", det sjeldne skatkammer, fuldt af guld og smykker og ædle stene — og nu og da ledsager han hende i kunstgalleriet, hvor de begge blir stille stående fremfor Rafaels sixtinske madonna . . .
Ibsen deler dog ikke ganske sin svigerindes beundring for dette mesterstykke. Han, der selv er så urkraftig, foretrækker naturligvis den mægtige karakterfulde Michel Angelo fremfor den sødlige Rafael[2].
Og på deres vandring i galleriet er det at Ibsen, hvis skarpe blik intet undgår, opdager en falmet malerinde, der sidder ved sit staffeli og kopierer en madonna af Murillo — han genkender hende straks, for mange år siden så han hende sidde der på samme plads, men dengang strålende af ungdom og skønhed.
Hun frister nu kummerlig livet ved dette sit underordnede arbejde, men Ibsen beklager hende dog ikke, thi han har fundet ud, at den gamle kunstnerinde gemmer et ideal i sit hjerte . . .
„Øjets svømmende
langsyn siger,
hun bygger drømmende
skønhedsriger —“
Ibsen førte desuden Marie ind i den moderne tyske skønliteratur ved at forære hende de nye digteres arbejder.
I Ibsens bibliotek fandt jeg en række af smukt indbundne tyske digterværker, som Ibsen med en hjertelig tilegnelse havde skænket Marie og som ved dennes død igen var kommet i den Ibsenske families besiddelse. Blandt disse digtere var især repræsenteret Paul Heyse, for hvem Ibsen nærte stor interesse og beundring.[3]
Ibsen fik ligesom hele familien i samlivet med Marie en stigende godhed for hende. Hun havde den sjeldne evne at lokke frem det beste, det blideste hos sine omgivelser . . .
En dag overraskede Ibsen hende ved at forære hende en buket vandlilier, sammen med et digt, som nu, offentliggjort i hans digtsamling, kendes af alle.
Bevæget læste Marie det og gemte det så som et klenodie.
Men digtet hed „Med en vandlilie“ og lød således:
„Se Marie, hvad jeg bringer,
blomsten med de hvide vinger.
På de stille strømme båren,
svam den drømmetung i våren.
Vil du den til livet vie,
fæst den på dit bryst, Marie!
Bag dens blade da sig dølge
vil en dyb og stille bølge.
Vogt dig, barn, for tjernets strømme.
Farligt, farligt der at drømme!
Nøkken lader som han sover, —
lilier leger ovenover.
Barn, din barm er tjernets strømme,
farligt, farligt, der at drømme, —
lilier leger ovenover; —
Nøkken lader som han sover —“
Grieg har sat en dejlig musik til det, og mens jeg skriver disse linier, lyder melodien dragende for mit øre . . .
I den nye udgave af Ibsens digtsamling har han omarbejdet dette digt. Maries navn er strøget og erstattet med — „min beste“.
Jeg fortæller i mine „Nye erindringer“ at jeg en dag tillod mig at gøre Ibsen opmærksom på, hvor uheldig, for ikke at sige smagløs denne forandring var.
„De har efter min mening,“ sagde jeg til Ibsen, „ved en liden rettelse ødelagt en af bogens vakreste digte „Med en vandlilie“. Ibsen rynkede brynene. „Oprindelig hed det første vers således:
„Se Marie, hvad jeg bringer,
blomsten med de hvide vinger!
På de stille strømme båren
svam den drømmetung i våren.“
Men i den nye udgave har De ændret det til:
„Se, min beste, hvad jeg bringer etc.
Dog dette „min beste“ kan ikke erstatte det skønne, fortrolige „Marie“; det har en ironisk, overlegen klang, der mindre passer i tiltale til en ung, nydelig dame, som man bringer vers og blomster. Ja, det forandrer på en måde digtets hele karakter, idet det fjerner det stænk af erotik, der som en usynlig forårsduft hviler over det.“
Skønt Ibsen ikke vilde indrømme fejlen, har jeg al grund til at tro at han i sit stille sind gav mig ret. Årsagen til rettelsen er let nok at forstå. Ibsen, der kan være overdreven taktfuld, har villet fjerne alt personligt, alt hvad der kunde minde om det virkelige forhold.
Ibsen talte flere gange med mig om Marie Thoresen, som han satte så megen pris på.
Ibsen viste sjeldent nogen følelse, hvad der ikke udelukker, at han kunde føle dybere og stærkere end andre, men det forekom mig dog at han var synlig bevæget, da han skildrede Maries dødsleje i København. Jeg husker, at han beklagede, at den norske digter Munch og frue, som dengang var bosat i Danmarks hovedstad, og som Ibsen fra samværet i Rom betragtede som venner, havde vist Marie så ringe deltagelse i hendes siste stunder.
Derimod roste han varmt sin forlægger, Frederik Hegel, der på flere måder, også ved at følge den afdøde til graven, havde vist Marie og hendes familie sit trofast venskabelige sindelag. —
Da Marie efter et par års ophold hos Ibsens, forlod dem, efterlod hun et dybt savn.
Maries navn forekommer ikke så sjeldent i Ibsens „breve“.
Til hendes bror, Johan Herman Thoresen, skriver han således fra Dresden i September 1872.
„Marie tænker vi ofte på. Jeg anser det fremdeles ikke for vel overvejet, at hun forlod Dresden. Gid det nu måtte lykkes hende at finde en nogenlunde tilfredsstillende plads.“
Ja, hvorfor forlod Marie så pludseligt Ibsens hjem? Ydre tvingende grunde har der neppe været.
Ibsen siger i sit ovenanførte digt, at det er farligt at drømme i Maries nærhed:
„Barn, din barm er tjernets strømme,
farligt, farligt der at drømme. —“
Men følte måske Marie den samme utryghed sammen med ham?
Blandede der sig ved det daglige samvær i venskabet for manden og beundringen for digteren en endnu dybere følelse — en følelse fuld af renhed og adel, som hun dog frygtede for at give navn?
Hvem ved det? Det hele kan blot berøre os som en anelse, som et streiflys, der falder over et natligt landskab, for i næste sekund at lade det synke tilbage i dunkelheden . . .
Men et digt som Ibsens til Marie vil bevare hendes navn hos os.
Når vi en sommerkvæld vandrer alene ved et af vore stille drømmende skogtjern og ser en vandlilie som i lek glide frem og tilbage, snart løftende sit bæger mod lyset, snart dølgende det under vandet, vil vi stanse og vemodigt mindes hendes blege, yndefulde billede . . .
- ↑ Ved „Den fremmede“, der dæmonisk behersker fru Ellida, skal Ibsen have tænkt på Welhaven og hans forunderlige magt over Camilla Wergeland.
- ↑ I et brev til Georg Brandes siger Ibsen: „Rafaels kunst har egentlig aldrig varmet mig; hans skikkelse hører hjemme før syndefaldet.“
- ↑ Paul Heyse dømmer til gengæld skarpt det siste afsnit i Ibsens digtning, som han karakteriserer som „hospitalspoesi“. „Gengangere“ var ham især en torn i øiet. Da jeg sist på gennemreise til Rom besøgte Heyse i München, og talte med ham om dette Ibsens berømte skuespil, der minder om de græske tragikeres udødelige mesterværker, ytrede Heyse misfornøiet: „Solche bücher schreibt man überhaupt nie.“ —