Samliv med Ibsen/12
IBSEN OG HENRIKKE HOLST.
I min første ungdom var jeg med at spille privatkomedie i Bergen. Det var i velgørende øiemed. Forestillingen fandt sted i teatret på „Engen“; man gav et stykke „Kærlighed og kritik“ af Paul Lindau, hvori den senere så berømte forfatterinde, fru Amalie Skram (dengang fru Müller) spillede hovedrollen.
Ikke i dette stykke, men i en studenterpiece „Shahen af Persien i Holmestrand“, der gik samtidig, var det at jeg debuterte for min fødebys kritiske publikum i en liden tjenerrolle, som jeg skilte mig svært dårlig fra. En hat, som jeg skulde bringe ind på scenen, glemte jeg således altid at aflevere i rette øieblik, hvad der indbragte mig forbitrede øiekast fra mine medspillende.
Og jeg, som engang havde drømt om at blive skuespiller! — Slig kan man tage feil af sin bestemmelse her i verden.
Blandt de optrædende dilettanter var der en dame, som jeg især lagde mærke til. Det var fru Rikke Tresselt, født Holst (søster til justitssekretær H.), gift med en købmand i Bergen og moder til en stor børneflok. Men de mange husmoderlige bekymringer havde slet ikke taget på hende. Hun var ungdommelig frisk og munter, med et leende ansigt og en pigeagtig slank figur — og der var i hendes kvikke væsen og djærve svar ikke så lidet af en holbergsk Pernille.
Jeg havde mine grunde til særligt at interessere mig for denne dame; jeg var jo allerede en stor Ibsen-dyrker, og nu havde man hvisket mig i øret, at fru Tresselt havde været en af Ibsens ungdomsflammer, da han i femtiårene opholdt sig i Bergen som instruktør ved vor scene og at han i sin forelskelse havde skrevet flere digte til hende.
Hvergang fruen stod ude mellem kulisserne, læsende i sin rolle eller passiarende med en medspiller, søgte jeg at nærme mig hende. Hun var venlig og ligefrem — alt andet end afvisende. Tilslut blev vi ret fortrolige, men Ibsens navn undgik jeg altid i vor samtale. En vis sky holdt mig tilbage fra at berøre dette emne.
Så forlod jeg Bergen og var borte i mange år. Sammen med Edvard Grieg reiste jeg i 1876 til Bayreuth for at se de første Wagnerforestillinger — og derfra tog vi til Gossensass, den lille by ved foden af Brennerpasset, hvor jeg traf Ibsen.
Ofte talte jeg med Ibsen om min fødeby, som han kendte så godt og hvorfra han havde hentet sin hustru.
Ibsen havde kun gode ord om Bergen, „byen uden pøbel“, som han engang kaldte den, skønt bergenserne ikke altid havde været elskværdige mod ham. De er jo ustadige og lunefulde som selve de vindkast fra havet, der ofte hjemsøger byen. Den ene dag er man genstand for deres begeistring, den næste dag for deres flængende kritik. Mådehold i ros og dadel kendes ikke.
En kvæld fortalte jeg Ibsen om min teatergalskab, at jeg havde optrådt i en privatkomedie i Bergen — og at fru Tresselt var blandt mine medspillende.
Ibsen smilte, da han hørte navnet — jeg mærkede at det fremkaldte kære minder.
„Ja, De kan tro, at det var en frisk jentunge“, sagde han efter en længere, tankefuld pause. „Slige finder man kun i Bergen. Hvor nøie jeg erindrer en sommerdag, da hun kom og hilste på mig. Jeg sad og røgte på trappen af Sontums hotel, så kom hun springende, rød og varm, og råbte op til mig: „Goddag Ibsen! Har De ikke en toskillingskage til mig idag?“[1]
„Hun var nu altid så glad i søde sager“, tilføiede han.
Mens Ibsen talte så jeg for mig hele sceneriet, som jeg kendte så godt fra barndommen af . . . Det gamle Sontums hotel, hvor Ibsen boede, med sine grønne lindetræer udenfor, toldboden i nærheden og fjorden lige ved — Ibsen i godt humør på altantrappen, med kaffeen og cigaren, hodet fuldt af brusende lyrik; den unge, vakre bergenserinde i overgangsalderen, der tillidsfuldt og uden ceremonier nærmer sig ham.
Han var jo ikke som andre dødelige, det vidste hun, han var jo digter, med fuld og øm forståelse af alt, hvad der foregår i et lidet gådefuldt bachfisch-hjerte . . .
Naturligvis fik hun kagen — og siden spaserte de i det dejlige veir en tur sammen ud til Nordnæs.
Men Ibsen betroede mig ikke, hvad jeg fra den beste kilde hørte senere, at han på en af disse sine spadserture med den sekstenårige, endnu ikke konfirmerte Rikke Holst, uventet mødte den strenge far, for hvem udsigten til at en brødløs poet løb bort med hans datter, var alt andet end tillokkende . . .
De sværmede netop i idyllisk ro oppe på „Klosterhaugen“, da faderen overraskede dem. Den lille Rikke så straks at faderen var rasende — „han var grøn af sinne“, påstod hun senere — og frygtede for en scene. Ibsen har sandsynligvis gjort det samme, og da han ligesålidt som Goethe var nogen heros, når det gjaldt det praktiske liv, tog han uden videre flugten, overladende til den unge pige at klare sig ud af forlegenheden som hun best kunde.
Jeg har al grund til at tro, at Ibsens lidet modige optræden ved denne leilighed, kølnede stærkt den lille Rikkes begeistring for ham — han var i hendes øine ikke længer romanhelten med alle mulige dyder — og at den bidrog sit til, at de omsider gled bort fra hinanden . . . Hun har ialfald selv sagt mig, at hun dengang ventede af Ibsen, at han som en „bold riddersmand“ havde stået frem for faderen og forlangt hendes hånd —.
Men vi, som er ældre, dømmer Ibsen mildere end det unge, romantiske pigebarn . . . Situationen var unægtelig vanskelig . . . Hvad skulde Ibsen gøre? Han var ikke indført i familien, ikke forestillet for faderen, og noget bindende forhold har han neppe tænkt på . . .
Det hele havde karakteren af en flygtig ungdomsforelskelse, født i øieblikket og levende for øieblikket, en erotisk sommerfugleleg, hvor begge parter slipper bort med uskadte vinger, og med en fager erindring for hele livet. Fra Ibsens side var der nok alvor i leken, men for hende, det sekstenårige barn, som kun kendte Eros af navn, var alt lek.
Hvad der henrev Ibsen hos den purunge bergenserinde med de mørke øine og den muntre latter, var hendes blomsterfriskhed og umiddelbarhed, hendes frihed for alt tillært og konventionelt, hendes ægte bergenske lyst til alskens spilopper og galskaber . . . Mellem snerpede damer i en salon, „modne møer og matroner“, må hun ha’ virket som en naturens åbenbaring, en hilsen fra mark og skog . . . Der har over den unge Rikke Holst været den samme naivitet og tindrende livsglæde, som bedårede Goethe hos Christiane Vulpius, der senere blev hans hustru . . .
Men Ibsen har selv best tegnet os hendes skikkelse i det bekendte digt, som er skrevet til hende, „Markblomster og potteplanter“.
Man ser af digtet, at folk undrer sig over Ibsens smag, at han foretrak det glade ulærde pigebarns selskab fremfor omgangen med byens æthetiske damer, der ved thebordet kunde deklamere så pént både om Wergeland og Welhaven:
„Min gud, jeg kan ei Deres smag forstå,
ved ei, hvor De har Deres øine.
Hun er ingen skønhed og regnes må
så halweis til de forfløine.“
Ja, vistnok det mere stemmende var
med tonen i dagens dramer,
ifald jeg mig kåred et eksemplar
iblandt de normale damer.
De pranger som vintrens blomsterflor
så sirligt i vindueskarmen;
som potteplanter i lunken jord
de grønnes ved kakkelovnsvarmen.
Og regelmæssigt hver blomstergrén
forynges efter sin dvale, —
ja, var jeg fornuftig, jeg kåred mig én
imellem de mange normale.
Hvad hjælper fornuftens kløgtige garn?
Dens røst er mig led og vammel;
thi hun er et markens friluftsbarn
og seksten skjærsommere gammel.“[2]
Undertiden overraskede Ibsen hende med at sende hende små digte. Da hun således havde foræret ham en buket aurikler, fik hun straks efter følgende vers: „Til min aurikel“, som ikke tidligere har været trykt, da Ibsen ikke har optaget dem i sin digtsamling.
Digtet er jo ikke betydeligt, og i sin ungdommelige sentimentalitet er det så uligt den senere Ibsen. Men os interesserer det, ikke alene fordi det viser os Ibsens daværende udviklingstrin som lyriker, men også ved den sørgmodige anelse om forholdets snare opløsning, som går igennem det, og som især åbenbarer sig i slutningslinierne: „Snart er jeg glemt —“
Til min aurikel.
„Yndige blomst med de duftende blade,
kort som en drøm var din strålende flor;
Ak, thi ei længer kan dugperler bade
bægret, der bøier sig visnet mod jord.
Det er mig sagt, at i blomsternes skjød
leger der alfer med sommerfuglvinger;
knække vi stænglen — det bæver og klinger
mat som et suk — det er alfen, som dør.
Men i min yndige blomme dog end
lever en alf — som en fugl i sin rede;
det er erindringens alf, — og med den
vemodsfuldt, sværmende vil jeg mig glæde.
Her i mit stille, mit ensomme hjem
gæster mig vekslende syner og drømme;
stemmer, der hvisker med vårvindens strømme,
maner da tidt jeg i stilheden frem.
Snart er jeg glemt, — og når vinterens nat
ruger som gravhøien over min lykke,
da vil jeg tro blandt erindringens skat
gemme min blomst som det dyreste smykke.“
Ved en anden leilighed sendte Ibsen hende en deilig lyserød rose, som han havde plukket af det lille rosentræ, der stod i hans vindue og som han selv havde pleiet — og blomsten var ledsaget af følgende
impromptu:
„Med en rose.“
Min lille rose tilgiv! tilgiv!
Jeg bryder din stængel, jeg ender dit liv
blandt sødskende små i vrimlen;
men sørg ei! thi vid, at jeg sender dig hen
at vågne — som mennesket vågner igen
— i himlen.“
Den lille Rikke var ikke meget literær, — hun var jo et „markens friluftsbarn“ — men så meget forstod hun dog, at blomsten kom i himlen, når den kom til hende, og hun glædede sig svært, både over rosen og over digtet . . . Og hvor smigrede det ikke hendes barnlige forfængelighed at en digter, en virkelig digter, udmærkede hende! . . .
Nygårdsalléen med sine „løvkronede buer“ var en yndet promenade for bergenserne i de dage. Den besøgtes forresten mest om søndagen, ellers var den så forladt og stille som noget elskovspar kunde ønske sig. Der, under det grønne, susende løv har Ibsen og hans hjertes dame vandret sammen i en af de lukkede sidegange, mens Lungegårdsvandet, om hvilket Ibsen i et ungdomsdigt siger, at „det er klart og dybt som bergenserindernes øie“, lå smilende dernede med „Kalfarets“ maleriske, villabestrøede høider, og „Ulriken“ reiste sig vældig i baggrunden, i brungrå eller rødviolet farvetone, eftersom solen stod høit eller lavt . . .
Men det sted, hvor de to helst spaserte, var ude på Nordnæspynten med fjorden foran og udsigt til Askøen. Nu ligger der en park, men dengang var der grøn mark og små fjeldknauser, og den ensomme pynt var som skabt til stævnemøde.
Den galante Ibsen havde da undertiden med kager eller frugt — ud på høsten var det især kirsebær — , som han bød den lille Rikke, for han vidste jo, at i hendes lykkelige alder er man en slikmund og at appetiten ofte har lige så store krav som det sværmeriske hjerte . . .
Men på disse hemmelige ture var de som regel ikke alene. En veninde af frøken Holst, frøken Lossius (senere fru Petersen), ledsagede dem i nogen afstand og tjente dem som sauvegarde . . . Især frygtede parret for at faderen skulde passe dem op.[3]
Faderen kunde dog godt have været vidne til, hvad der passerte mellem de to, for Ibsen var i sit forhold til datteren finheden og ridderligheden selv. Ikke engang hendes stærke overgivenhed formåede at dæmpe hans ærbødighed. Han sagde altid „De“ til hende og tillod sig ikke selv den mest uskyldige frihed. Således undgik han altid at tage hende i hånden.
Først da de som ældre mødtes igen efter over en menneskealders skilsmisse, sagde Ibsen uvilkårligt „du“ til hende — en fortrolighed, som hun af sit fulde hjerte besvarede . . .[4]
Og efter et sådant uskyldigt stævnemøde i det grønne, med hodet fuldt af blomsterduft, af fuglekvidder og elskovstanker, gennembævet af vemod over bruddet, som naturnødvendigt måtte komme eller måske allerede havde fundet sted i hans tanke, er det at Ibsen har skrevet sin af Heine stærkt påvirkede „Fuglevise“.
Ibsen havde endnu ikke taget sig selv i besiddelse og givet sin ånd dens særpræg; han var jo så ung dengang, blot nogle og tyve år:
alléen op og ned;
lokkende som en gåde
var det forbudte sted.
og himlen var så blå!
i lunden sad en fuglemor
og sang for sine små.
med legende farvespil;
to brune øine lyste
og lo og lytted til.
hvor det tisker og ler, —
men vi, vi tog et smukt farvel
og mødtes aldrig mer. —
alléen op og ned,
så har for de fjærede småfolk
jeg aldrig ro og fred.
mens vi troskyldigt gik,
og gjort om os en vise
og sat den i musik.
thi under løvets tag
hver næbbet sanger synger om
hin lyse forårsdag.“
En række år gik hen, så forlovede Ibsen sig med frøken Susannah Thoresen, datter af provst Thoresen til korskirken og steddatter af forfatterinden Magdalene Thoresen — og forlod Bergen.
Den lille Rikke havde imidlertid forlængst giftet sig med herr grosserer Tresselt. Afskeden mellem hende og Ibsen havde fundet sted uden brodd fra nogen af siderne — det var som Ibsen selv siger, „et smukt farvel“.
Forholdet mellem dem lignede et lidet, sommerligt lystspil, der for et øieblik truer med at tage en alvorlig vending, men som tilslut opløses i skøn harmoni.
Men de „digterbilleder“, som Ibsen engang havde malet for den lille pige fra Bergen på deres ture i den „forbudte allé“, kunde hun senere hen i livet aldrig glemme . . . Ja, ved grossererens side, som værdig frue og husmoder, i køkkenets og barnekammerets travlhed, var det hende en lykke at mindes sit livs „lyse forårsdag“.
Med stolthed fulgte hun Ibsen på hans senere så strålende bane, og rygtet vil vide, at hun engang, efter at have læst en af hans bøger, som gjorde særligt indtryk på hende, sendte ham et lidet, naivt takkevers, hvad der rørte den berømte digter.
Det kaldte jo tillive et helt afsnit af hans liv, måske det poesirigeste og lyseste, opholdet i Bergen mellem de gamle syv fjelde, de første forelskelser, de første digterdrømme . . . .
For et par år siden, på et sommerbesøg i Bergen hilste jeg på fru Tresselt, som jeg ikke havde set siden hin dilettantforestilling i Bergen, i begyndelsen af syttierne.
Hun var ikke meget forandret. Der var kun enkelte grå striber i hendes mørke hår, og øinene var endnu unge og spillede fulde af skælmeri . . .
Det er forresten en kendsgerning, at bergenserinderne bevarer sit gode ydre høit op i årene. Den fugtig milde luft holder deres teint frisk, og det holbergske lune og lystighed, som de har fået i arv, bevarer sindet ungt.
Bjørnson ytrede engang, efter et ophold i Bergen, at han sjeldent havde set såmange lykkelige mennesker, samlet på én plet.
Fruen modtog mig venligt som en gammel, god kending. Hun førte mig ind i en salon, fuld af blomster (denne store blomsterkærlighed er også en eiendommelighed ved bergenserinderne) med udsigt til Ulrikken, det gamle fjeld, som hun i sin ungdom en deilig pintsemorgen havde besteget sammen med Ibsen.
Samtalen faldt naturligvis straks på den store digter, som vi begge havde stået nær og begge beundrede.
Fruen fortalte mig på sin kvikke måde mange træk om ham fra ungdomstiden — jeg må beklage at jeg ikke erindrer alt, for alt var mærkeligt og værd at tages med.
Ibsen var dengang meget soigneret, ja hvad hans påklædning angik, drev han det indtil pedanteri. Hans frakke var således forsynet med ærmer, der var meget vide foran, såkaldte „engageantærmer“, og disse igen prydet med et slags lange kniplingsmanchetter (en mode, som de andre herrer ikke brugte). Kalvekryds bar han altid.
Hans ydre med den brune teint, det sorte fuldskæg og hår var i ungdommen mere interessant end egentlig smukt, sagde fruen. Min egen mening er, at hvis Ibsens definition af det skønne som det karaktérfulde holder stik, må han ha’ seet meget godt ud.
Den samme pertentlige orden herskede også i hans værelser. Møblerne var uden et støvgran og i vinduerne stod sirlige blomsterpotter. Hun havde selv seet hans bolig, som den dengang var indrettet, da han et par gange havde inviteret hende til formiddagschokolade hos sig, sammen med familien Sontum og et par af hendes veninder.
En 17de mai, som hun havde feiret sammen med Ibsen og hvor Ole Bull var tilstede, kastende som en stråleglands over festen, kunde hun aldrig glemme.
Ibsen holdt festtalen. Han var klædt som bergmand og trådte frem af en grotte på tribunen, der for anledningen var reist på torvet, ikke på „Engen“, hvor man som bekendt senere pleier at høitideligholde dagen.
Af Ibsens lange tale kunde hun blot huske, at han særlig henvendte sig til de unge i forsamlingen og i varme, digteriske ord lagde dem Norges sag på hjerte.
Tilslut fortalte fruen mig, at da Ibsen i 1885 besøgte Bergen, havde hun påny været sammen med ham . . .
Men dette Ibsens besøg fortjener et par ord for sig. Han kom dennegang til Bergen ikke som den unge forfatter, hvis ry var omstridt, men som den ældre, verdensberømte digter, vor tids første dramatiker, der satte alle Europas kritiske penne i bevægelse og endog hyldedes af sin gamle modstander, Bjørnstjerne Bjørnson.
„Den største dramatiske kraft, som nu nogen råder over, eier Henrik Ibsen“, skrev Bjørnson i et amerikansk tidsskrift.
Ibsen havde god grund til dennegang at vente en officiel, festlig modtagelse af borgerskabet i en by, hvis scene han havde viet sin ungdoms beste kræfter, men det gik anderledes.
Da dampskibet nærmede sig bryggen, trådte Ibsen, efter hvad jeg har erfaret, op på dækket, klædt i galla og så forventningsfuld mod land. Bryggen var næsten tom. Ingen af Bergens øvrighedspersoner eller literære spidser havde indfundet sig for at gøre honneurs.
Men fire af byens originaler, som Ibsen havde kendt i sin bergenske „sturm und drangperiode“, da han var mindre kræsen på sin omgang, var mødt frem for at hilse på „kammeraten fra gamle dage“.
Der var mægler Peter Kieding, et lyst hoved, bekendt for sine witzer, der løb byen rundt, kirketjener Dahl, i nær slægt med den berømte maler af samme navn, en jovial herre, der holdt meget af et godt glas vin, herr Parelius, en gammel, musikalsk snedkermester, som i siit tid havde spillet med i orkestret i det bergenske teater, og en fjerde herre af samme art.
„Velkommen, gamle Henrik!“ råbte den muntre kirketjener, der i dagens anledning allerede havde taget sig en ekstra hjertestyrkning, da han fik øie på Ibsen.
Digteren forsvandt hurtigt nede i salonen og kom først senere i land.
Da jeg talte om denne mærkelige modtagelse med Peter Blytt, Ibsens ven og en af byens mest anseede borgere, — han var således formand i „Logen“ og man kaldte ham der spøgende „kong Peter“ — måtte Blytt indrømme, at han selv på en vis var skyld deri. Han var jo byens officielle festarrangør og festtaler — og når han ved denne leilighed ikke fik noget i stand, så var det fordi han i øieblikket var optaget af en stor børsforretning. Blytt var nemlig købmand og havde altid travlt.
Jeg erindrer godt, at jeg bebreidede Blytt, at han ikke denne ene dag havde ladet forretningerne hvile, selv med fare for at tabe nogle penge. Det er jo ikke hver dag at man gæstes af en Henrik Ibsen. Det vigtigste havde været at feire digteren, hans gamle ven, der imidlertid var bleven en ære for vort land, en af verdens store.
Men Blytt, der var en sælsom blanding af et forretningsgeni og en begeistret lyriker, gav mig ikke ganske ret; det kunde jeg se på hans høitidelige mine.
Blytt fik også Ibsens misfornøjelse at føle . . . Da han dagen efter hilste på digteren, blev han modtaget ret køligt.
Men tilbage til fru Tresselt!
Fruen fortalte altså at hun havde genset Ibsen i 1885 — og hun tilføjede, at siden første gang, hun mødte ham, og siste, var der hengået over tredive år, en hel menneskealder.
„For et gensyn!“ tænkte jeg. Og hvormeget havde de to oplevet i mellemtiden — og hvor forskelligt!
Han ude i det store Europa, løftet som på en trone af menneskenes hyldest, med berømmelsens krans om panden — hun, vegeterende hjemme i provinslivets stilhed og ubemærkethed.
Og så skildrede fruen mig mødet med Ibsen.
Fruen talte „kavbergensk“, som jeg vil omsætte på vort almindelige sprog, dette kavbergenske, som selv de finere familier i min fødeby taler, når de er i fortrolighed eller alene. Og intet er naturligere. For denne dialekt med de sære ord og de hårde konsonanter, som mange finder så simpel,[5] har lidet eller intet med plattysken at gøre. Den er en levning af vort gamle norske mål, det mål, som Snorre skrev og vore konger talte, og som på vor isolerte vestkyst har holdt sig ligetil nu.
„Eg“ og „dokker“ (for kun at nævne et par af de ord, hvis brug man altid bebrejder bergenseren) benyttes jo den dag idag på Island. „Dokker“ (egentlig „dykker“) er således det personlige pronomens flertalsform, vort „I“.
Fru Tresselt stræbte ikke efter at give „la grande dame“ — og hun har heller aldrig været det, hvad vi kan se af Ibsens digt til hende. Hun var noget andet og bedre, et friskt naturmenneske, et „markens friluftsbarn“, jævn og ligefrem i sine manerer som i sin tale, fuld af mutterwitz og drastisk lune . . . Og le hjerteligt kunde hun fremdeles trods årene, så hjerteligt og høit som nogen Pernille.
„Jeg tog med mig en buket af de markblomster, han holder så meget af“, begyndte fruen, „og gik op i hotellet og hilste på ham . . . . Jeg forsikrer Dem om at jeg havde hjertebanken som en ung pige, da jeg gik opad trapperne . . . Trods de mange år, vi havde været skilte, kendte han mig straks — og jeg forstod at det glædede ham at se mig —“
Fruen gjorde en lang, tankefuld pause.
„Hvad sa’ De så til ham?“ spurgte jeg, i min iver glemmende al diskretion. „Det må ha’ været en mærkelig samtale —“
Fruen smilte underfundigt ved erindringen — ja, det var et rigtigt skøieragtigt smil.
„Det første jeg sa' til ham, var: „Du kan tro, Ibsen, at jeg idag ofte har speilet dette gamle fjæset mit . . . For jeg vilde så gerne være lidt pén, nu da jeg skal stedes for dit åsyn .... Jeg vilde så gerne, at du ikke skulde finde mig altfor forandret, så at du kunde synes en smule om mig ligesom i gamle dager.“
Ibsen sagde hende en passende kompliment, idet han rørt greb begge hendes hænder.
Hun takkede ham for hans skuespil, som hun havde læst med så megen glæde. Ibsen spurgte hende:
„Har du så fundet noget spor af dig og vort ungdomsforhold i min digtning?“
Fruen lo.
„Lad mig tænke mig om . . . . Ja, det skulde da være „mutter Stråmand" i „Kærlighedens komedie“ — hun med de otte barn og det evige strikketøi i hånden."
Ibsen protesterte . . . . Han mente, at hun havde sat andre, mindre prosaiske spor, uden at han dog nævnede den figur, som hun havde afgivet model til.[6]
Så fortalte han hende om sit liv, siden han forlod Bergen, om sin familie og sine reiser. Tilslut spurgte han hende, idet han vemodigt forskende betragtede hende gennem guldbrillerne: „Men hvordan har så du havt det i alle disse år?“
„Ok, snak ikke om det, far!“ afbrød hun ham med en smilende hovedrysten. „Mens du skrev de digte, som gjorde dig berømt, har jeg bare sat unger ind i verden og stoppet gamle bukser.“
Ibsen lo hjerteligt og rakte hende hånden — han følte, at han igen var i Holbergs by.
„Du er og blir da den gamle, Rikkemor . . . Gud velsigne dig!“
Og slig skiltes de to gamle venner. Det blev et „smukt farvel“ mellem dem også dennegang.
Dog farvellet blev ikke det siste. Ibsen — den altid korrekte — aflagde hende nemlig visit, inden han reiste, og da fruen senere i familieanliggender besøgte Kristiania, var hun flere gange gæst i digterhjemmet i Arbinsgade, hvor Ibsen, og ikke mindst hans høisindede hustru, modtog hende med den største elskværdighed.
- ↑ Herr Sontum var bror til den fru ingeniør Andersen, som Ibsen viste så meget venskab. Hendes datter var igen den bekendte pianistinde, Hildur Andersen. Og hos familien Sontum var det, at Rikke Holst først gjorde Ibsens bekendtskab. Hendes forældre og Sontums var nemlig gamle omgangsvenner.
- ↑ I „Ibsens breve“, første dél, skriver Ibsen til etatsråd P. Hansen: „Fru Inger til Østråt“ hviler paa et hurtigt knyttet og voldsomt afbrudt liebschafts-forhold, til hvilket også refererer sig nogle mindre digte som „Markblomser og potteplanter" — „En fuglevise“ etc.
At de nævnte digte er skrevet til daværende frøken Holst, ved vi nu alle, men hvilken forbindelse der er mellem dette „liebschafts-forhold“, som Ibsen så karakteristisk kalder det, og „Fru Inger til Østråt“ er mig uforklarligt. — Skulde frøken Holst måske ha' afgivet forbilledet til „Eline“ i samme stykke? - ↑ Ibsen sendte mange, mange år senere et liden billet til fru Petersen, hvori han mindtes gamle dage og blandt andet skrev: „Tak, fordi De tro holdt vagt.“
- ↑ Meddelt mig af fru Tresselt.
- ↑ Min gamle, æsthetiske lærer, herr Låding, advarede således altid os gutter for brugen af de hårde konsonanter. At sige „køt“ istedetfor „kød“, var i hans øine en forbrydelse.
- ↑ I Ibsens rige kvindegalleri er der egentlig kun én person, der minder om den unge Rikke Holst — og det er „Hilde“ i „Bygmester Solnæs“.