Samliv med Ibsen/11
IBSEN I BERGEN.
Ibsens lange ophold i Bergen er altfor lidet belyst. Han var jo ansat ved scenen dér fra 1851—57. Men der kommer nok en tid, hvor man vil gennempløje det på alle kanter. Det vil gå Ibsen som Goethe; hver plet, hvor han har sat sin fod, vil med pietet blive opsøgt af efterverdenen.
Da jeg i min ungdom levede sammen med Ibsen, havde det været let for mig af hans egen mund at samle fuldstændige oplysninger om dette bergenske afsnit i hans liv, men desværre forstod jeg ikke at benytte det gunstige øieblik.
— I mine „Erindringer“ har jeg fortalt, at Ibsen holdt af Bergen, at han karakterisene den som „en by uden pøbel“, at han mindedes familien Sontum, i hvis hotel ved toldboden han en tid havde boet, fru Tresselt, født Holst, som han i sin grønne ungdom havde sværmet for, min gamle ven og lærer, Herman Låding (hans kollega ved teatret), Peter Blytt (en af direktørerne for teatret) etc. — Det var just ikke meget, men det smagte af fugl, som man siger.
Dog nu husker jeg en aften, hvor samtalen næsten uafbrudt dreiede sig om Bergen og anledningen var helt prosaisk, nogle delikate fiskeboller, som fru Ibsen serverte ved aftensbordet.
Da jeg roste dem, sagde Ibsen: „Men slig fisk som i Bergen får man dog ikke herude . . . Husker De den gamle jomfru L'abbée, der var ansat ved teatret som restauratrice? Jeg havde dengang mine værelser i teatrets bagbygning, hvor Bjørnson senere boede — og jomfruen skaffede mig frokost og aftensmad. Hun var en ren kogekunstner . . . Hendes stegte torsk var således et mesterstykke.“
Hvilke minder vakte navnet! Den gamle, bistre jomfru L'abbée med det røde fjæs og de grå hængekrøller under kappen, der altid stod ved teaterbuffeten, og hvis hjemmebagte hjortebakkels var en efterstræbt lækkerbisken for os skolegutter! Hun havde engang villet jage mig ud af teatret, da hun påstod, at jeg havde listet mig ind uden billet — en unobel trafik, som vi ubemidlede og teatergale skolegutter desværre ofte gjorde os skyldig i.
Og det var hendes bror, som var min lærer i fransk og italiensk. — Han gav mig undervisning i de samme værelser, hvor Bjørnson og Ibsen havde boet, og som var fuldt af erindringer om dem.[1]
Om jomfru L'abbée circulerte der flere mærkelige historier. En af dem måtte jeg fortælle Ibsen og frue, som lod til at more sig over den.
Der var karneval i teatret. Jomfruen havde naturligvis skrækkelig travlt på en sådan aften. Hun presiderte hele tiden som en dronning bag buffeten, uddelende ordre til høire og venstre.
Blandt deltagerne i karnevalet var også en gammel slægtning af jomfruen, der trods sin alder havde ladet sig friste til at være med på ungdommens dårskaber. Ud på natten blev han træt og søvnig og følte trang til en liden lur — han havde nok smagt stærkt på drikkevarerne — og velkendt som han var med lokaliteterne, forlod han teatersalen og gik uden videre ind i jomfru L'abbées private værelse, trak gardinerne til side fra jomfruens himmelseng og kastede sig fuldt påklædt i de bløde dun, hvor endnu aldrig nogen mand havde hvilet . . . . Det varede ikke længe før han lå i den sødeste søvn . . . .
Et par timer efter midnat kom jomfruen fra restaurationen ind i sit kammer og tændte lampen. Skønt hun var svært træt af sit arbeide, undlod hun dog ikke at sætte papilotter i håret og gøre et omhyggeligt nattetoilette som hun pleiede. Da hun så endelig var færdig og i yderste negligé vilde hoppe op i sengen, fór hun dødelig forskrækket tilbage . . . . Der lå jo et væmmeligt mandfolk og snorkede bag de røde damaskesgardiner og — o ve! — han havde for at gøre sig det rigtig mageligt, løsnet på sine stramme riddertricots.
Jomfruens første tanke var at kalde på politiet, men frygten for skandalen afholdt hende derfra. Tænk, om det kom ud i byen at hun havde havt et mandfolk i sin ærbare seng! Nei, hun måtte hjælpe sig alene. Hun rystede kraftigt den sovende, der vendte sit ansigt bort fra væggen, og jomfruen opdagede nu, at „personagen“ var ingen anden end hendes kødelige sødskendebarn, den brave Dankert Feser på Bryggesporen . . .
Men det varede længe før jomfru L'abbée kom sig af den „alteration“, som fætteren mod sin vilie havde forårsaget hende. „Jeg skælver endnu over hele kroppen, når jeg mindes det rædsesfulde syn“, sagde hun senere. „Og tænk, han havde støvlerne på sig!“
— Under sit ophold i Bergen levede Ibsen meget stille, udenfor det egentlige selskabsliv. Nogle familier omgikkes han dog, blandt andre familien Schrøder. Ibsen spurgte om jeg kendte denne.
Vor nabo i „Klosteret“ var en gammel gartner Schrøder, dansk af fødsel, en dannet mand, der i sin fritid gav undervisning i naturlære på latinskolen — det kunde vel ikke være ham?
„Nei, han var købmand —“
Så gik der et lys op for mig . . . . Den Schrøder, Ibsen havde kendt, måtte være svigerfar til konsul Stub, på hvis kontor jeg tilbragte en række af mine ungdomsår. Hans fornavn var Morten?[2]
Ganske rigtig —
Jeg forstod godt at Ibsen havde kunnet finde behag i Schrøders selskab. Det var en fin, gammel herre, at dømme efter det portræt af ham, der hang i konsul Stubs dagligstue. Noget i trækkene mindede mig altid om digteren Hauch.
Schrøder må også ha’ været et stykke af en kunstelsker, for i konsul Stubs villa på Møllenpris fandtes en marmorstatue, som han havde arvet efter sin svigerfar. I en handelsby som Bergen var et billedhuggerarbeide af denne art en sjeldenhed; derimod havde man rundt om i hjemmene ikke så få malerier.
Statuen, der var meget vakker, forestillede en ung gut (sandsynligvis en kopi efter Thorvaldsen). Min skikkelige principal, der tidligere havde været sjømand og som forstod sig mere på penge end på kunstsager, skræmmedes af statuens nøgenhed og vendte dens ansigt mod væggen, så at tilskueren bare fik øie på bagsiden. Jeg måtte le af den gamle sjømands snerperi og gjorde engang et forsøg på at give figuren en naturligere stilling — men med dette forsøg kom jeg galt afsted.
— Om fru Magdalene Thoresen, i hvis hjem han lærte den unge dame at kende, som senere blev hans hustru, talte han ofte.
Fru Thoresen holdt jo en slags literær salon (hendes hus lå tæt ved korskirken, et skridt fra underofficérsskolen og eksisterer den dag idag) og der samledes Ibsen med flere af Bergens mest fremragende mænd, blandt andre den berømte overlæge Danielsen og rektor Steen, der siden blev statsminister etc.
Men jeg fik indtryk af, at Ibsen ligesom Bjørnson (der forresten i sin tid udgav hendes „Digte af en dame“) satte mere pris på fruens personlighed end på hendes digtning, hvis tilstræbte norskhed og overstrømmende pathos ofte blev genstand for Ibsens kritik.[3]
En aften raillerede han således stærkt en enkelt scene i „Herluf Nordahl“, som han nylig havde læst.
Tæt ved Bergen ligger Svartediket, et trist fjeldvand, hvor fortvilede mennesker nu og da har druknet sig . . . Men hos fru Thoresen blir ofrenes antal så stort, at en mand er nødt til at sidde nat og dag i en hytte ved vandet og fiske op ligene, så at stedet i hendes gengivelse blir et sidestykke til la morgue i Paris.
Ibsen lo af denne skildring, der i sin overdrivelse står på grænsen af det komiske, han lo så hjerteligt, at det vakte fru Ibsens mishag. Fru Ibsen er nemlig en kvinde med stærke følelser, hun idealiserer de mennesker, hun holder af, og kan ikke se feil hos dem.
Da jeg for at komme Ibsen tilhjælp, ytrede: „Men Deres stedmor skriver da ofte svært underligt“, sagde fruen hurtigt og energisk: „Mor, må jeg bede, mor.“
Hun elskede fru Thoresen både som digter og menneske, og man har al grund til at tro, at fru Ibsen er forbilledet til den unge Hilde i „Fruen fra havet“. Hilde, der er så lidenskabeligt indtaget i den smukke, begavede stedmor, som, optaget af sine fantasier, tager liden notits af hende . . .
Ibsen måtte dog indrømme, at fru Thoresen besad „et varmt, lyrisk sind“. Hendes digte er også efter min mening det skønneste, hun har skrevet, og når hendes såkaldte „norske" fortællinger forlængst er glemte, vil man endnu med glæde mindes hendes sange, for eks. denne, hvortil Nordråk har sat en vidunderlig sørgmodig melodi :
„Jeg har søgt, ak, jeg søgte så længe —“
Hos den gamle skibsrheder Nielsen i Bergen (en onkel til fru Randi Blehr) var også Ibsen indført.
Nielsen gav engang et større aftenselskab for ham. Efter bordet gik man op på den nærliggende „Klosterhaugen“ og så udover byen . . . . Det var måneskin og i en sådan drømmende belysning er Bergen med sit vekslende terrain, rigt på lys og skygge, dobbelt vakker . . . . Nedenfor dem lå „Vågen“ med sin skog af sorte master og sine røde og grønne lanterner, månen slog en skælvende sølvbro over fjorden, på hvis anden side findes byens historiske punkt, Sverresborg, Walkendorfstårnet og kongehallen.
Ibsen var især optaget af at betragte kongehallen, der dengang var ganske forfalden og brugtes til kornloft — og de bergenske venner, der ledsagede Ibsen, siger, at det var i denne nattetime, mens vinden havde lagt sig til ro og månen høitideligt gled over Fløjfjeldet gennem de sorte skyer, at Ibsen fik idéen til sit bekendte digt „Kong Håkons gildehal“:
„Du gamle hal med de mure grå,
hvor uglen bygger sin rede,
så tidt jeg dig ser, må jeg tænke på
kong Lear på den vilde hede —“
Og hvem ved, måske har også i denne time, ved synet af hallen, „Kongsemnerne“ i uklare omrids dæmret for ham? Det var jo derinde Håkon havde boet med sin dronning Margrethe, hertug Skules datter . . . .
Når jeg sad fortrolig sammen med Ibsen og mindedes, hvad han havde oplevet i Bergen, var der én ting, jeg så gerne vilde spørge ham om, og det var angående den udfordring til duel, som han i sin ungdoms varmblodighed havde sendt Låding, der dengang som sagt var hans med-instruktør ved teatret, et forhold, som gav anledning til mange rivninger. Men jeg følte at det var et delikat emne at berøre og taug derfor viselig.
- ↑ Herr L'abbée, der var en stor raring, døde nylig næsten hundrede år gammel. Han havde levet som en fattig mand, og det undrede derfor alle, at han efterlod sig en ikke ubetydelig formue.
- ↑ Schrøders søn, der blev en af vore ivrigste målstrævere, vragede familienavnet og kaldte sig på bondevis efter faderens fornavn Mortenson (Mortens søn).
- ↑ I Ibsens nys udgivne „breve“ vil man ved siden af lovtaler finde flere ret skarpe ytringer om fru Thoresens forfatterskab.