Samliv med Ibsen/10
IBSEN FORTÆLLER HISTORIER OG
ANEKDOTER.
Ibsen var den aften i strålende humør. Hvad var der hændt ham? Havde han fået idéen til et nyt drama, „fuldt af djævelskab“, eller havde han havt underretning om en eller anden succes på fremmede scener? Hvem ved det? Nok er det, Ibsen lo og spøgte denne aften som et barn.
Sigurd var ikke hjemme. Han var ude i dansemoro, sagde moderen. Alene sad jeg sammen med Ibsen og frue i deres leilighed i Amalienstrasse.
Efter bordet, hvor det velsmagende münchenerøl fra hofbrauhaus servertes for mig og Ibsen (fruen nød intet) blev stemningen endnu livligere. Ibsen fortalte at han samme dag havde modtaget et ret originalt brev fra en gammel, norsk dame, frøken H. (som jeg forresten af hensyn til frøkenens endnu levende familie vil kalde Lona Klem). Under opholdet i Dresden havde de gjort den gamle landsmandindes bekendtskab.
Da konvolutten var forsynet med en sort sørgerand, åbnede Ibsen det med bange anelser, men da han havde læst det, måtte han smile, endskønt han igrunden var en smule krænket.
Frøken Klem meldte ham nemlig i sirlige og bedrøvelige vendinger, at hendes lille, kære „Delle“ (en gammel, bidsk moppe) var afgået ved døden, og tilslut frabad frøkenen sig al kondolence, hun vilde nøies med „stille deltagelse“ i sin dybe sorg.
Jeg måtte le høit. Denne forbindelse mellem Ibsen og den gamle frøkens moppe forekom mig så komisk . . . Hvad pokker havde vor store digter med „Delle“ at gøre?
„Ja, De ler“, sagde Ibsen, „men De kan tro, at jeg for min dél ofte har ærgret mig over frøken Klems mange ubegribelige påfund. Engang forfulgte hun mig uafbrudt, vistnok af ærlig bekymring for min sjæls frelse, med bibelcitater og gudelige ordsprog. Jeg husker godt et, der i sin korthed lød således: „Herre, tilgiv dåren!“
„Dåren! — Nei, det er kosteligt!“
„Men da blev jeg sint og sendte hende et skarpt brev, hvori jeg engang for alle bad mig fritaget for disse brudstykker af den gamle, smudsige jødeliteratur.[1]
„Frøken Klem mener det så godt“, ytrede fru Ibsen, undskyldende som altid, „hun vil kun omvende alle til sin tro —“
„Det var en stor nar“, sagde Ibsen, leende ved erindringen. „Nu skal De høre, hvad hun pønsede ud, mens vi boede sammen med hende i Dresden. Hun havde en bror, som var død og begravet hjemme i Norge, og så fik hun den idé, at hun vilde have broren hos sig. Følgen var, at han blev gravet op igen på „Vor frelsers gravlund“ i Kristiania og sendt til Dresden, hvor han blev puttet i jorden påny, for senere, jeg ved ikke hvormange gange, at —“
„Det er ikke sandt“, skød fru Ibsen ind. „Tro ham ikke, Paulsen.“
„Jovist er det sandt“, sagde Ibsen med en skælm i øiet. „Men min kone skal nu altid sige én imod, det har De nok forlængst opdaget.“
Og uforstyrret af fruens snart smilende, snart alvorlige indvendinger fortalte Ibsen en historie, fuld af barokt lune, som jeg aldrig senere har kunnet glemme, også af den grund, at jeg straks nedskrev hovedmomenterne, og som jeg vil kalde „Kopistens kadaver“.
Jeg har tilladt mig at genfortælle den på min vis, med poetisk frihed og en udmalende bredde, som slet ikke lå for den plastisk knappe Ibsen.
„Han var en original, den gamle kopist. Ro og fred elskede han fremfor alt. At flytte sig fra et sted til et andet, var ham således meget imod.
To stole udgjorde hele hans verden. Den gamle, høiryggede, læderbetrukne i departementet og den gamle bløde lænestol med den broderte trøster hjemme i hans ungkarlebolig. Om dagen sad han i den ene og skrev af dokumenter, gamle og ærværdige som han selv. Om kvælden i den anden, mens han røgte af sin lange, sølvbeslagne merskumspibe og studerte aviserne — oftest med et stort glas toddy foran sig. Han havde en betydelig formue, men gad aldrig benytte sine penger og sin permission til at se sig om i verden.
Mellem disse to stole svingede hans liv som en perpendikel. De udfyldte det ganske.
Frøken Lona, der var flere år yngre end broderen, styrede huset for ham. Han holdt svært af hende. Søsteren havde i hans øine blot den ene feil, at hun „aldrig kunde holde sig i skindet“, men altid var på farten, i trapperne, på gader og stræder, i kirker og bedehuse. Hun var ligeså rastløs og reiselysten som han var rolig og vegeterende.
En vakker dag døde den gamle kopist — og to stole stod tomme efter ham. Han døde af mangel på motion, mente doktoren, forresten gik han stille ud som et lys. Men mindst anede han, da han til afsked trykkede den grædende Lonas hånd, at han, der i livet afskyede så stærkt reiser, overhovedet alt, hvad der smagte af bevægelse og uro, nu efter sin død skulde komme til at foretage lange og hemmelighedsfulde ture, med jernbaner og dampskibe, til syd og nord.
Et år efter broderens bortgang reiste Lona udenlands, hun tog til Dresden, en by, som man havde rost meget for hende. Hun trivedes også godt i Sachsens gemytlige hovedstad. Den lille skandinaviske kreds, mest bestående af kunstnere og polyteknikere, var også opmærksom mod den gamle, snille, rige frøken, der førte et gæstfrit hus og altid var rede til at forstrække dem med „små lån“.
Og gudskelov, sachserne var ikke hedninger, men gode kristne og protestanter som de norske. Hver søndag gik hun i kirke, bevarede sin religiøsitet og øvede sig samtidig gratis i sproget ved at høre på præstens lange prækener.
Frøken Lona fattede omsider den bestemmelse at slå sig ned i Dresden for bestandig. Kunde man vel finde et mere hyggeligt sted? Og det deilige kaffebrød hos wienerbageren! Det var tusen gange bedre end bager Bruns hjemme —
De første måneder gik fredeligt hen — men så blev frøken Lona med ét melankolsk. Kirkebesøgene, de gratis lektioner i tysk, det delikate kaffebrød var ikke længer nok at stille hende tilfreds — og „Delle“, den lille skødehund, som hun efter broderens død havde anskaffet sig, led mangel på sukker, så lidt bekymrede hun sig om den . . . Hvad kunde der dog være iveien?
Omsider betroede frøken Lona sig til sin beste veninde, en derboende norsk frue.
Hun savnede så broderens grav.
Derhjemme havde hun været vant til at besøge graven næsten hver dag. Om søndagen, efter gudstjenesten, pleiede hun at sidde der i flere timer, tænkende i tårer på gamle dager, hvor enig hun og broderen havde levet sammen (når de da ikke undtagelsesvis kæklede) idet hun taknemmelig bandt en krans om marmorkorset.
Og de vakre, lyse sommerkvæller drak hun undertiden kaffe hos broderen. Det var så „koseligt“, fandt hun. Under shawlet havde hun med sig den lille, varme, vel indpakkede kaffepotte og i tasken et par ferske kager.
Og så gjorde hun interessante udflugter til nabogravene, hun beundrede de nye monumenter, studerte videbegærlig gyldne indskrifter, ransagede blomsterfloret og snuste med en forskers iver i nye opkastede grave, til gamle, ærværdige dødningeben.
Ja, alt havde været så deiligt derhjemme, når hun selv skulde sige det. En slig liden hyggelig grav som hendes bror, kopistens, så egnet til at drikke kaffe på — der stod den nydeligste, grønmalte bænk i skyggen af en tårepil — fandtes der ikke i hele verden. Hun længtes efter denne lille, hyggelige graven sin, det måtte hun åbent bekende. Og hvem indestod hende så for, at den blev pyntet og passet som den burde? Gamle Maren kokke havde jo rigtignok lovet hende at se til den hver lørdag — men hvem kan stole på en gammel kærring?
Frøken Lona gråt idet hun fortalte sine sorger, og veninden, den gode sjæl, gråt med hende og søgte at trøste hende. Tilslut sagde hun helt simpelt:
„Hør, kære frøken Klem, De skulde lade Deres stakkers forladte bror komme herned til Dem. Det er let at grave ham op, så blir han ekspederet herned som andet fragtgods. Han blev jo efter sit eget udtrykkelige ønske balsameret og lagt i en zinkkiste, så at overflytningen kan ske uden mindste ubehagelighed . . . . De begraver ham hernede påny og så kan De jo i al gemytlighed fortsætte Deres gamle kirkegårdsliv derhjemmefra. Jeg inviterer mig herved sammen med Dem at drikke en kop the hos den salig afdøde. Det er originalt — jeg har ikke oplevet sligt før — og jeg sværmer for det originale.“
Gamle Lona studsede lidt ved idéens nyhed, men efter nogen overveielse blev hun slået af dens praktiske side.
Ja, dette var den eneste udvei! Det vilde jo koste penger, mange penger — men hvad ofrer man ikke for en kær, gammel bror? Desuden havde „Hansemand“ godt af at se sig lidt om i verden . . . I levende live vilde han jo aldrig stikke sin næse udenfor husdøren. Det var en svaghed hos ham, stakker . . . . Derfor kunde han nu ha’ godt af at røre lidt på sine stive lemmer . . . .
Hun skrev til vedkommende øvrighed i Norge — og en god dag ankom velbeholden med jernbanen, i en stor omhyggelig tildækket kasse, den gamle kopist.
Frøken Lona var meget bevæget — hun havde dog ikke mod til at åbne kisten og betragte de kære træk — og i sin alteration drak hun mere kaffe end sædvanlig.
Dagen efter blev han begravet på den kirkegård i Dresden, som lå nærmest Lonas hjem. Hun havde af flere grunde ønsket, at jordfæstelsen skulde foregå i al stilhed, men hvem beskriver hendes rørte, taknemmelige glæde, da et sangkor, ganske frivilligt, af ren broderkærlighed, dukker op ved graven og synger de deiligste, lutherske salmer . . .
Disse tyskere var dog et snilt, kristeligt, uegennyttigt folk. Vorherre velsigne dem allesammen!
En uge efter blev der presenteret frøken Lona en regning fra begravelses-selskabet „Concordia“. Med et suk betalte hun. Menneskene var dog ikke så gode, som de burde være, de tænkte kun på det usle mammon. Såmange rigsmark for den kedsommelige salmesang og et par stygge, grønne kranse!
Men så kom den behagelige dél af festen. Hun sad som før ved broderens grav, strikkede paa en gammel strømpe, puslede om blomsterne og gjorde sig tilvens med graverkarlen, hvem hun gjorde en hel dél overflødige, men om en rosværdig videbegærlighed vidnende spørgsmål, hvilke familier der lå i nærheden af broderen, hvad stand de tilhørte etc.
Det var så morsomt at erfare, at broderen, der altid havde været så aristokratisk, var kommet i godt selskab. Ved hans høire side lå nemlig en general, og ved hans venstre en „oberappellationsrath“.
Mere end en varm knakwurst blev under blide tårer fortæret på broderens grav, mens graverkarlen løb over til den nærmeste brygger for at hente et krus øl til hende. Når så frøken Lona nippede til den skummende drik, måtte hun jo med vemod erindre, hvor glad den fromme sjæl dernede havde været i det stærke, alle de små toddyer, han i sit liv havde konsumeret — og grebet af en finfølelse, som kun findes hos kvinden, slog hun halvdelen af krusets indhold udover graven, idet hun vemodigt betragtede, hvordan dråberne langsomt sivede ned i mulden, ned mod hans altid tørstende mund . . . .
Men den dumme graverkarl forstod slet ikke dette bevis på delikatesse hos frøken Lona; han ønskede selv at tømme kruset og syntes, at hun „ødslede med guds gaver“. Han fik desuden en mistanke om at gamle Lona ikke var rigtig i hodet, og behandlede hende fra den dag af med mindre venlighed, uagtet hun gav ham rigelige drikkepenger.
Da skete noget forfærdeligt. Den norske familie, frøken Lona især havde knyttet sig til, brød uventet op fra Dresden og reiste til Italien. Det var ikke langt fra at frøken Lona betragtede det som et forræderi mod hende. De havde jo selv — både fru X. og hendes mand — rådet hende til at slå sig ned i Dresden for hele livet; derfor havde hun også ladet sin stakkers bror komme til sig — og nu tog de afsked fra hende uden videre. Det var troløst i høieste grad.
Den skandinaviske kreds tyndedes mere og mere — og det værste var, at „Delle“, den lille, søde Delle, der var så fin i skindet og så bidsk i munden, blev farlig syg, så syg, at hun ikke engang var istand til at knurre mere og bide de forbigående i læggen . . .
Frøken Lona følte sig tilslut så frygtelig ene i den fremmede by. Med tyskerne, der havde bedraget hende så skammeligt, vilde hun ikke mere blande sig. — og skandinaver var der nu ikke flere af.
Alene sad hun på broderens grav og fældte sine modige tårer. Hun og broderen snakkede sammen — egentlig var det kun en monolog, for hun fik af gode grunde aldrig svar på sine klager og sine spørgsmål.
Graverkarlen var i dårligt humør, han vilde slet ikke indlade sig med hende — og når hun i melankolsk ekstase snuste til gamle, smuldrende dødningeben, forbød han hende det strengelig. Han bad hende tilslut om at „respektere gravfreden“, så uforskammet var han.
Men fra den norske familie i Italien fik frøken Lona det ene lokkebrev efter det andet. Veninden opholdt sig nu i Rom, og kunde ikke noksom rose stadens skønhed og dens henrivende beliggenhed. Desuden kunde man leve langt billigere i Italien end i Tyskland, skrev veninden. Og vin drak man til alle måltider, den kostede slet ingen ting.
„Ja, de har let for at skrive at jeg skal komme derned“, tænkte frøken Lona, hos hvem reisefeberen i stilhed vågnede, „men hvem skal så pleie min stakkers bror?“
Lade ham tilbage alene her i Dresden? Mellem disse fæle tyskere, der havde taget en ublu betaling for at synge en liden salme på hans hædersdag? — Umuligt! — Det vilde være troløst mod ham . . . Og det vilde den salige aldrig tilgive hende . . .
Men tilslut overvandt lysten til forandring alle hendes søsterlige skrupler. Til afsked lagde hun en stor krans af forglemmigeier på hans grav, tog sin gamle røde kabuds på, og snart rulled den gamle falmede skikkelse afsted i kupéen, nedover mod syden, idet hun deklamerte for sig selv: „Kennst du das land —“
Familien, forberedt på hendes komme, stod på perronen og modtog hende med åbne arme. Men midt i gensynets glæde hviskede frøken Lona: „Min bror, min stakkers Hansemand!“
I den første tid af hendes ophold i Rom var alt herlighed og glæde. Hun likte så godt den milde luft, de vakre promenader og de elskværdige mennesker. Men snart fik hun øie for skyggesiderne. Maden var hende usmagelig, insekterne generte hendes fine frøkenhud og sproget forstod hun ikke. Men fremfor alt savnede hun en protestantisk kirke med pastor Hansen på stolen og alle hjemmets religiøse ceremonier. Når hun så et menneske knæle for et madonnabilled, vendte hun sig foragtelig bort og brummede: „Hedning!“
Til disse bekymringer sluttede sig den stadige tanke på den fjerne bror.
Hendes gamle melankoli truede med at vende tilbage. Men venindens ømme hjerte anede grunden til hendes forandrede væsen, og en dag, da de sad fortroligt sammen ved kaffeen, sagde hun til hende:
„Hør, snille frøken Lona, det var kanske lidt ufornuftigt af os at få Deres dyrebare bror til Dresden, for det er ikke en by, hvor et anstændigt menneske lægger sig til ro for evigheden. Men nu vil jo De, kære frøken Lona, for alvor slå Dem ned her i Rom — og hvad er så naturligere at De nu lader Deres bror grave op igen — det er jo Deres eneste, høitelskede slægtning — og får ham ekspederet herned for at han kan hvile i Deres nærhed og daglig have godt af Deres omgang og pleie.“
Frøken Lona nikkede vemodig bifaldende.
„Hernede har man de deiligste kirkegårde i Europa. Marmortempel ved siden af marmortempel, lange alléer af cypresser og laurbær — et dødens villakvarter! Deres bror kan ikke komme til at bo finere. Naturligvis vil en sådan overflytning koste adskillig penger, men en kærlig søster som De ser jo ikke på udgifterne, når det gælder ham, Deres øiesten —“
Frøken Lona brast i gråd og omfavnede veninden, der altid havde slige gode idéer. Det blev jo en lang og besværlig reise for „Hansemand“, stakker, men alligevel ― ― Til gengæld vilde hun pleie ham dobbelt ømt, når han arriverte i god behold. Hun vilde sætte et jerngitter om graven og sætte en stor cypres på den . . . Hvem ved, hvad den stygge graverkarl i Dresden havde fundet på af ondskab i hendes fraværelse? Kanske han havde stjålet blomster fra graven og ødelagt den vakre, gyldne inskription? Han havde et ægte skurkefysiognomi, når hun rigtig tænkte sig om . . . Nei, nei, til hin graverkarls varetægt turde hun umuligt betro sin bror! Hun måtte få ham til sig. Her nede hos hende var han i fuld sikkerhed.
En norsk grosserer, der på hjemveien fra Rom passene Dresden, påtog sig velvilligt at besørge det fornødne. Frøken Lona advarede ham indtrængende for de mystiske salmesangere, der ligesom dukkede op af jorden, hvor de lugted et kadaver og hun bad ham moralisere dygtigt for graverkarlen.
Grossereren lovede alt. En måned efter kom en stor, omhyggelig tildækket kasse, forsynet med frøken Lonas adresse. Atter havde hun sin elskede bror hos sig . . . Men heller ikke dennegang havde hun mod til at åbne kisten . . . Det vilde også være synd at forstyrre broderen i hans dybe søvn . . .
Men da så den gamle kopist for tredie gang skulde stedes i jorden, opstod der adskillige vanskeligheder. Han var jo protestant — og her var man jo i et katholsk land. Frøken Lona vilde slet ikke vide af nogen italiensk præst med vievand og krucifiks. Endelig, efter megen møie, fik kopisten sin beskedne plads anvist på kirkegården ved Cestiuspyramiden, i et hjørne for sig selv.
Frøken Lona plantede en cypres på graven, og de varme sommereftermiddage gik hun den lange vei, langs Tiberen, derud, gnaskende på en appelsin, idet hun nød den klare, behagelige luft og i sit hjerte beklagede broderen, som slet ikke kunde se al denne skønhed, og glæde sig over den lysende blå himmelhvælving.
Kirkegården luktes ved solnedgang, og da blev et par blodhunde slupne løs for at vogte den om natten. En eftermiddag, da frøken Lonas madkurv var mere end almindelig velforsynet og hendes betragtninger over død og evighed mere dybtgående end nogensinde, glemte hun tiden.
Klokken var næsten otte — og hun sad endnu der under cypresserne, med hænderne fromt foldede over madkurven. Endelig for hun op og gned sine øine . . . Havde hun fået sig en liden lur? Uf! — Hun var ganske alene på kirkegården — og sydens tusmørke, der kommer så tidligt, var der allerede . . . Alléen af cypresser tog sig i denne skumring ud som en række svarte spøgelser, der marscherte lydløst fremad, bent imod hende . . . De hvide monumenter glimtede uhyggeligt mellem træerne, og pyramiden der borte lignede ganske et tykt, djævelsk uhyre . . .
Hurtigt, skælvende på alle lemmer, søgte hun udgangsporten . . . Den var lukket. Hun søgte en anden, mindre port, men også den var forsvarlig stængt. I sin hjerteangst råbte hun høit — men ingen svarede.
Stakkers gamle Lona! Hun blev ganske fortvilet og hendes fortvilelse blev ikke mindre, da hun hørte en fjern, glammende lyd som af et rasende rovdyr . . . I sin dødelige skræk undersøgte hun muren . . . Den var af sten, høi og stærk og oventil forsynet med glasskår . . . Men etsteds var muren itu og betydelig lavere end ellers . . . Om hun vågede forsøget?
Hun lod madkurven i stikken, løftede skjørtet så høit iveiret som hendes ærbarhed som pebermø tillod det og begyndte så at klatre op ad muren, idet hun benyttede et solidt marmorkors som fodskammel.
Endnu en anstrengelse — en siste — og hun var fri! Hun sad netop ridende overskrævs på murens tinde og vilde med ungdommelig lethed svinge sig ned på veien, da hun pludselig følte et par skarpe tænder bore sig ind i sin jomfuelige læg — et grusomt bid, der afpressede hende et hyl af smerte.
I besvimet tilstand tumlede hun så ned på den anden side af muren. —
I flere uger efter denne stygge begivenhed var frøken Lona syg af den udstandne skræk og lidelse. Hun lå tilsengs og skønt hun var god og harmløs af naturen, forbandede hun nu hver dag Italien, dette afskyelige land, hvor en ærbar, norsk jomfru, der var opdragen i den rene protestantiske lære, både døbt og konfirmeret, ikke kunde få lov at spasere på en kirkegård og pietetsfuld snuse til gamle familieben uden at blive antastet af blodige uhyrer . . .
Højtideligt svor hun, at hun vilde ryste støvet af sine fødder og drage bort straks hun blev rask. Hun vilde tilbage til Norge, det gode, gamle, uskyldige land, som hun aldrig burde forladt. Hvad i guds navn vilde hun herude, hvor man hverken fik spiselig mad eller den rette sjæleføde? En mand som pastor Hansen derhjemme fik hun jo aldrig høre.
Naturligvis måtte hun tage broderen hjem med sig. Hun kunde umuligt bringe det over sit hjerte at lade ham blive tilbage i dette fremmede land, fuldt af lutter hedninger, der lå på knæ for et malet fruentimmer med krone på hodet, og som hverken kendte til Luthers lille katekisme eller Pontoppidans store „forklaring“.
Ja, det var hendes pligt at grave broderen op påny, en hellig, uafviselig pligt, det indså hun nu.
En dag ud på høsten kom frøken Lona tilbage til sit fødested i Norge, ledsaget af en stor, omhyggelig tildækket kasse. Veninderne troede, at hun medførte store skatte og foræringer til dem, samlede på udenlandsrejsen, men det viste sig desværre kun at være — Hansemand.
Den gamle kopist skulde nu med stor højtidelighed for femte — nei, for fjerde gang! — sænkes i jorden, og omsider få den ro og hvile, han her i livet havde elsket så meget. Men så var der forbeholdt frøken Lona en stor og smertelig overraskelse.
En læge åbnede kisten og undersøgte kadaveret, inden det gravedes ned — og det viste sig da, at kopisten ikke var kopisten.
Med andre ord, kisten indeholdt skelettet af et — fruentimmer.
Gamle Lona var nær ved at tabe viddet over denne skrækkelige opdagelse.
Men hvor kom det gamle fruentimmerskelet fra? Hvor i alverden kunde dog hendes bror være bleven ombyttet? I Kristiania, Dresden eller Rom? — Og hvor lå han nu, stakker?
Hun havde altså i disse lange år udenlands reist om med et viltfremmed menneske — måske var det ovenikøbet et gammelt tugthuslem? — Det var på et hende aldeles uvedkommende fruentimmers grav at hun havde siddet så mangen gang i vemod og spist knakwurst og appelsiner, og udgydt over den tysk øl og bitre tårer . . .
— Efter at det første hårde stød var over, rustede frøken Lona sig resolut til en ny reise — en opdagelsesreise, der i hendes snevre kreds vakte samme interesse som Stanleys ude i Europa . . .
Også hun havde sit „mørke fastland“ at gennemforske . . .
Først reiste hun til Dresden — men da alle undersøgelser på kirkegården dér viste sig at være unyttige, drog hun videre til Rom. Hun har svoret på, hvad det end skal koste, at finde sin tabte bror, og da hun har en fin støvernæse og en gammel erfaring i at snuse til smuldrende dødningeben, er der al udsigt til at hendes heroiske foretagende vil lykkes.“
Historien var slut. Ibsen havde i løbet af fortællingen oftere leet tilfreds på en ham ejendommelig, let snøvlende måde.
„Det er ikke sandt“, gentog fru Ibsen, men hendes protest lød nu så svag og håbløs . . .
Mig havde historien moret, og om den var sand eller opdigtet, bekymrede mig i øieblikket ikke stort. Der var en Per Gyntsk fantasi i den, tænkte jeg, og det var hovedsagen.
Ibsen opdagede, at jeg havde et lidet sår på kinden. Det var en klodset barbér, som havde skåret mig. Ibsen smilte, da han hørte dette og fortalte så følgende anekdote.
En mand kom ind til en barbér i Munchen og satte sig netop på stolen for at få sit skæg afraget, da han lagde mærke til, at der ved siden af ham stod en stor hund, der uafbrudt betragtede ham, mens barberen udførte sit arbeide.
Hunden gjorde ham ganske nervøs og tilslut spurgte han barberen, hvorfor den stod der på samme pletten og gloede på ham.
„Jo, det skal jeg sige Dem, min herre“, lød svaret. „Det stakkers dyr er vant til at opfange de kødsmuler, som kan falde af ved barberingen.“
Igen måtte jeg le af hjertens grund. Jeg syntes jeg så den ulykkelige mand forfærdet springe op og flygte ud af døren.
Tilslut kom vi til at tale om uheldige rimsmede. Ibsen, der dengang ytrede, at verseformen havde levet sin længste tid og nu burde rent forsvinde, var dog mere optaget af snurrige rim end nogen troede.
Ibsen meddelte mig, at i hans ungdom var der i Kristiania en vakker italiensk sangerinde, signora Mercato, som gav concerter og gjorde megen lykke.
Da hun reiste, offentliggjorde en af hendes mange beundrere et digt til hendes ære, hvori forekom følgende linier:
„Vi har ikke hørt til dato
slig sang som din, oh, skønne Mercato!“
Rimet var ialfald ret originalt, tænkte jeg. — En stund efter brød jeg op, idet jeg takkede Ibsen og frue mange gange for den behagelige og underholdende aften.
- ↑ Hvor digterne er stemningsmennesker beviser best denne Ibsens i samtalens løb henkastede ytring. For han beundrede som ingen anden bibelen, især da det gamle testamente, som han havde studeret gentagende og nøie. „Jeg læser intet andet end bibelen — den er kraftig og stærk“, skriver han i et brev til Bjørnson fra Ariccia.