S. Sivertsons Digte
18. Udvalgte Digte af Sylvester Sivertson, samlede og udgivne af Ole Sivertson. Christiania 1848. 176 S. 8vo med Portrait. Abelsted. Heft. 72 ß.
Ikke blot for Sivertsons personlige Venner — og af dem havde han ikke saa faa; thi ved sine fleersidige Talenter og sin aabne, ærlige og humane Charakter var han under en fleeraarig Virksomhed i forskjellige Landets Egne bleven kjendt, erkjendt og afholdt af Mange — men ogsaa for Poesiens Venner — og af dem gives der her i Landet og nuomstunder dog vel nogle, skjøndt det synes at være blevet Mode hos os ligesaameget at ringeagte Digtekunstens Frembringelser som at beundre Malerkunstens — har det været behageligt at see den nys udkomne, pynteligt udstyrede Samling af Sivertsons udvalgte Digte, der forhen, adspredte i de forskjellige Blade, han var Redakteur af eller Medarbeider i, tildeels vare mindre bekjendte end mange af dem fortjente at være, og indviede til den Forglemmelse, der temmelig hurtigt opsluger den periodiske Presses Pleiebørn.
Forf. af disse Linier kjendte temmelig nøie og fuldstændig S.s poetiske Frembringelser og maa billige, at Udgiveren af den nu udkomne Samling gjorde et Udvalg af dem istedetfor at forelægge Publikum dem alle paany; thi blandt dem, som blandt næsten alle baade større og mindre Digteres Arbeider, fandtes der Festrimerier, fremkaldte af conventionel Nødvendighed eller Overhæng, og overflødigen gode nok for Tilfældet, men ikke værdige til Opbevaring for Efterslægten. Det Valg, Udg. har gjort, maa Anmelderen ogsaa i det Hele taget billige. Men i det han saaledes anbefaler Samlingen til sine Landsmænds Opmærksomhed og Yndest, skal han tillade sig et Par Bemærkninger.
Af S.s originale Arbeider havde Anm. ønsket optaget nogle flere end skeet er; og han indseer ikke, hvorfor de i Nordlyset trykte Digte: „Til Bagtalelsen“, „Farvel til Throndhjem“, „En Drøm“, „Ved Jakob Schavland Grams Grav“, „Til Amtmand Krog, da han nedlagde sit Embede“, ikke ere optagne i Samlingen. Ved at optage Mindedigtene over Statsraad Krohg, Cronhjelm, Stenersen, Bjerregaard og Fr. Nikolai Meyer har Udg. dog viist, at han ikke lader sig dominere af den moderne Kritiks Skrig mod de saakaldte Leilighedsdigte, et Skrig, der i det Væsentlige er en Ytring af blot Vilkaarlighed, der ikke fortjener at bemærkes. Næsten ethvert Digt er et Leilighedsarbeide, en Frugt af en Stemning, fremkaldt ved Noget udenfor Digteren; om denne Impuls er et Dødsfald, en offentlig eller privat Fest eller et andet Tilfælde, maa være ligegyldigt, naar Frugten har et Digts væsentlige Egenskaber i Materie og Form. Desuden er der noget for Anm.s Begreber om Pietet Repugnerende i ikke at optage i Samlingen af en afdød Digters Arbeider de Blomster, som han med kjærlig Haand har strøet paa en Grav eller indflettet i en Festkrands, og som ei vise sig at være Bestillingsgods. Men til sidstnævnte Klasse er det aabenbart nok, at S.s Digte over Gram og til Krohg ikke høre.
Blandt S.s poetiske Oversættelser havde Anm. ønsket, at Udg. havde i Samlingen optaget „Betleren“, „Odelsbonden efter Geyer“, „Trækfuglene efter Stagnelius“ og „Espen efter Carlén“, da disse Oversættelser efter hans Mening endog ere mere vellykkede end den optagne Oversættelse af „Menneskets Ansigt efter Franzén“.
Anm. veed meget godt, at Mange see fornemt ned paa poetiske Oversættelser især fra Svensk; men Udg. har viist, at han heller ikke bekymrer sig herom; og deri gjør han ret. De Fleste, der lade haant om slige Oversættelser, have neppe noget Begreb om den sproglige Kunst, der foruden andre Egenskaber udkræves til et saadant Arbeide, og det netop i saameget høiere Grad, som Originalens Sprog ligger det, hvori den overføres, nærmere. Dette klinger paradox; men Enhver, som har nogen Erfaring i dette Stykke, vil erkjende Rigtigheden deraf; og selv for den Uerfarne vil det blive begribeligt, naar han blot betænker, hvor ulige lettere det er at emancipere sig fra Originalens Form, og i en aldeles ny at omstøbe dens Stof, naar Originalens Sprog er saa forskjelligt fra det, hvori Omstøbningen skal skee, at der ikke er Mulighed end sige Fristelse til slavisk Copiering. Det vilde være let ved Exempler at bevise, at det svenske Sprogs store Lighed med vort netop er den Anstødssteen, hvorover saamangen dansk og norsk Oversætter af svenske Digte har snublet. Andre, der maaske ei miskjende Vanskelighederne ved slige Oversættelser, ringeagte dem som unyttige, da de samme Læsere, for hvem Oversættelserne ere bestemte, kunne læse dem i Originalsproget. Men dette maa tildeels benegtes. Med al sin Lighed med vort Sprog er det Svenske dog ikke saadant, at Enhver, som kan nyde et Digt, kan læse det i Originalen, om denne er ham tilgængelig — og hvor lidet tilgængelig den svenske Litteratur indtil i de allersidste Aar har været her i Landet, er meer end noksom bekjendt — uden en, Nydelsen forstyrrende Brug af Ordbogen.
Desuden er der ligefrem noget Absurd i at ringeagte det Skjønnes Efterligning i Sproget, medens man beundrer Landskabsmalerier, Stillebensstykker, Genrebilleder, Portraiter og Buster, som jo dog ogsaa ere Efterligninger af Noget udenfor Kunstneren, endog hvor de tildeels indeholde Compositioner eller Combinationer af hans egen Fantasie.
Det Skjønne maa blive skjønt, hvad enten det er en umiddelbar Affødning af en Skjønaands egen Aabenbaring eller en middelbar Reproduktion af en anden Kunstners; og hvormeget end et Kobberstik eller en Lithografi staaer tilbage for et skjønt Maleri eller et herligt Sculpturarbeide, hvoraf det giver en formindsket Gjenpart, saa vil dog enhver Ynder af plastisk Kunst være glad ved at eie f. Ex. Müllers og Haufstängels eller endog mindre berømte Mesteres Kobberstik eller Lithografier efter Malerkunstens Mesterværker, som han ellers slet ikke vilde have kjendt, eller som Reisende have stiftet et saare flygtigt Bekjendtskab med.
Paa en meget lignende Maade forholder det sig med poetiske Oversættelser. Forene de nemlig Troskab med Reenhed i Formen, ere de ikke blevne til uden poetisk Opfatning og sproglig Kunst; og begge disse fortjene langt større Anerkjendelse end mangen soidisant Kunstdommer vil tilstaae.
Portraitet foran Samlingen er temmelig veltruffet og i artistisk Henseende vel udført, som næsten Alt, hvad der udgaaer fra Bærentzens lithografiske Officin.
C. N. Schwach.
 |
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |