Sømanden i Land
Sømanden i Land.
Brudstykker af Nils Næsses Optegnelser.
Den Sikkerhed, med hvilken man rejser overalt i vort Fædreland, er almindelig bekjendt. Kun saare sjelden afbrydes den ved et enkelt Overfald, der da er Gjenstand for Justitiens utrættelige Anstrengelser, og bliver næsten uden Undtagelse opdaget og indgyder formedelst sin Sjeldenhed Afsky men ingen Frygt for Fremtiden. Kun hvor Stedet, paa hvilket en Morddaad har været begaaet, udmærker sig ved rædsomme Omgivelser, ved en afsondret Beliggenhed, som erindrer den, der besøger det, om hvor afmægtig han i saa isoleret en Tilstand vilde være imod Morderarmen: kun da føler man sig ilde tilmode ved at mindes den begangne Udaad; og saadanne Steder bære da ogsaa næsten altid Erindringen hos sig, idet de gjerne benævnes efter Gjerningen. „Mordskoven,“ „Styrtebakken,“ „Ulvehullet,“ „Stinge-Aasen,“ ere Benævnelser, som vil kjendes, hver i sin Egn af Landet. Iblandt de Steder, som vel ikke ved et eget Navn men desto mere ved sine frygtopvækkende Omgivelser erindrer om et afskyeligt Drab, er Skiftet Brække, paa Grændsen af Christianssands og Bergenhus Stift. Det ligger ikke ved den almindelige Postvej og besøges derfor sjelden.
Meddeleren af dette lille Eventyr er en Sømand, som efter adskillige Aars Fraværelse i fremmede Lande og paa fremmede Have, vendte tilbage til det kjære Norge, hvorom i de senere Aar kun en enkelt tilfældig Avisnyhed eller en forbifarende Landsmand havde givet mig Glimt af Kundskab. Disse Glimt tjente kun til at vække end mere min Længsel efter fuldt Lys, og da jeg ved heldig Omsætning af Varer havde lagt mig tilbedste en for en ugift Sømand ret vakker Sum, kunde jeg ikke bare mig for at følge min Længsel efter at besøge Fædrelandet. Jeg opgav en fordelagtig Middelhavstur og tog som Passager over fra Plymouth til Christianssand. Om man ogsaa vilde tilgive en ulærd Semand hans Snaksomhed — og den hjemkomne Nordmand Udbrudene af hans Rørelse og barnlige Ubekjendtskab med Tingenes Orden, saa bor jeg dog ikke i Tillid til saadan Overbærelse give den noget nøvede Pen for langt Reb; men jeg erindrer mig endnu i rette Tid, at det var min Hændelse paa Brække, hvorom jeg skulde skrive.
Da jeg i Christianssand erfarede, at en af mine nærmeste Paarørende, der tilligemed mig havde gaaet i Christianssands Latinskole, og hvis Minde altid er blevet mig dyrebart, nu levede som Prest noget inde i Bergenshusstift, besluttede jeg mig til at besøge ham, nagtet Høstvejene just ikke syntes at indbyde Bølgens blødtvuggede Søn til noget behageligt Tog. Som det nu er vor Maade, hvor Børen gaar op imod, at gaa saa højt op under Vinden, som vor Sejler vil lystre, saa satte jeg ogsaa, trods adskillige paa dette Strøg vel befarne Folks Fraraadelse, min Kurs saa lige som mulig op igjennem Stiftet, og rettede mig mest efter Pontoppidan.
Det havde regnet den hele Dag; selv min Kalmuksfrakke begyndte at lække paa Kjødsiden. Da det ud paa Eftermiddagen paa engang klarede op ret forud, og Solen slog sine blege Efteraarspile hen over Sletten, puttede jeg af barnagtig Glæde mit Fyrstaal i Lommen, sprang af det usle Kjøretej og op over en Bakke, hvor mit Brændeglas rigtig snappede saa mange Straaler, som høre til at tænde et Stykke Knusk. Min Skydsdreng havde aldrig seet saadan en underlig Ting, som et rundt Stykke Vinduesrude, der kunde tænde Ild. Medens jeg spøgede med ham derover, satte han et snurrigt Ansigt op, et af disse ubeskrivelige, som Hogart alene kunde fremstille; Nysgjerrighed, Forbauselse, Afsky og dertil et Slags Selvtilfredshed lyste paa engang frem af det livlige Aasyn.
„Hm!“ udbrød han, „det Glas nytter nok ikke alle Steder lige godt. Du er vel kjendt her, skjønner jeg; eller ogsaa ved Du Mangt og Meget.“
Jeg forstod nu Drengen omtrent ligesaa godt, som han begreb, hvad der foregik med det magiske Glas. Efter megen Snakken frem og tilbage, hvorunder jeg standsede for at indtage mit Middagsmaaltid, som ogsaa kom min gode Erik tilpas, fik jeg da denne Besked.
Den Bakke, paa hvilken jeg havde hentet mine Straaler, var en Henrettelsesplads, og den Sten, fra hvilken jeg efter Drengens Mening havde bortsnappet de glødende Pile, bevarede Navn og Datum, da Gjestgiveren i Brække her henrettedes for et grusomt Mord. — Nu maatte jeg naturligvis hen paa Bakken, og læste paa den opstaaende Stenhelle.
OLE JENSEN BRÆKKE.
Henrettet med et Sværd, hans Hoved sat paa Stage,
Hans Krop udlagt paa Hjul til Ravn og Ørn og Krage.
Han skjændigt Mord begik paa fredsom Rejsemand,
Fordi den fule Aand formørked hans Forstand.
Til en Advarsel af Hr. Jochum sattes dette.
Ve Dem, som Gud og hans Befalinger forgjette!
Mordet begaaet den 9de Sbris 16*7.
Henrettelsen skeet den 17de Aprilis 16*8.
„Den 9de Oktober 16*7!“ udbrød jeg. „Altsaa idag for hundrede Aar! Idag for hundrede Aar!“ Vistnok er der mange Ting, som gjør et andet og dybere Indtryk paa den med det daglige Borgerliv lidet bekjendte Søfugl, end paa Landboerne. Jeg ved derfor ikke heller ret, om mine Landsmænd komme til at spotte over denne oprigtige Bekjendelse, at jeg blev overmaade forvirret ved Tanken om netop at blive den, der efter et Sekulums sidste Pulsslag skulde sætte min Fod i hin gamle Morderhule. Netop i den Aftenstund, jeg skulde dvæle i det neppe en Fjerdingvej fra mig liggende Skovhus, var for hundrede Aar siden den Udaad skeet, som jeg nu ved min Ankomst kunne komme til at vække af sin Sekelgrav.
Ordknap, mørk, næsten bange — drejede jeg ind i den mørke Furuskov; og det atter sammentrukne Uvejr tjente ikke til at opmuntre mig. Drengen sturede ogsaa, — enten det nu kom deraf, at hans Overtro gjorde ham bange for mig, eller han gjøs for den Morderhule, hvortil han skulde ledsage mig: nok, jeg ønskede at skvulpe i et andet Farvand, hvis Bund jeg forstod at søge med Lod. Endelig, eller altfor snart efter min Ulyst at regne, kom vi til den sumpige, ulykkelige Dal; hvori, paa tre Sider omringet af den mørkeste Skov, Gjestgiverstedet Brække aabnede sin kun lidet gjestevenlige Façade. Jeg traadte ind, bøjende mig under den lave, paa tvers afdelte Dør, og spurgte efter Skydsskafferen. En fed, lasket, temmelig høj Kvinde traadte mig imøde. Hun var iført en blaa, sid Mandstrøje; et svært Parti Skjørter omgjordede de føre Lænder; paa Hovedet havde hun et fremadhængende Skaut[1]. Med en raa Altstemme svarede hun, tvert nok, at her ingen Skydsskaffer var tilstede. „Naar Manden hendes kom hjem i Kveld, fik jeg vel Besked om Skydsen. Hun var Fanden ikke Skydsskaffer.“
Vi Stakkels Sømænd ere altid mere eller mindre kejtete paa Landjorden, og, uden at det derfor er afgjort, at vi mangle Mod, lade vi os dog let forbløffe under Forholde, som ere os fremmede. Lidt frygtsom spurgte jeg, naar Manden vel kom tilbage; og da intet eller dog et mig uforstaaeligt Svar fulgte derpaa, betalte jeg min utaalmodige Skydsdreng, saa efter den Bortilende, som efter min sidste, svage Støtte, og gik nedslagen ud til mit Tøj, der ved Drengens raske Arme var bragt ind under Bræddeskuret, ved Siden af Døren. Stuen var ikke meget behagelig. Lav, smudsig, fik den en usirker Belysning, mere fra Ilden paa Skorstenen end fra de elendige Vinduer, hvis fleste Ruder vare af Papir. Jeg gad ikke spørge efter Gjestestue, thi der lod sig ingen saadan formode, — men tog min Madkurv og Flaskeforet ind.
Atter brød Uvejret løs; Tordenen skraldede; Lynet tegnede sine vilde Ildfigurer i de sorte Skyer, og Glimtene skjøde tilsyneladende ind i Hytten. Kjærlingen mumlende en Stump af Fadervor og lagde flere Kviste paa Skorstenen.
Imidlertid havde jeg faaet mine Tvebakker, min lybske Pølse, mit gode Gaasebryst og min engelske Ost frem. En god Slurk gammel Rum drev Væden og Utilfredsheden udad, og jeg skjænkede atter i til min ordknappe Vertinde.
„Jeg drikker ikke det Helvedes Brændevin; der er nok af dem, som drikker det,“ ytrede Konens Taknemmelighed sig. Dog lod det, som om Spegegaasen bragte hende paa andre Tanker, og hun modtog et Stykke Mad.
Nu mente jeg at have fortjent et Svar og spurgte atter efter Manden.
„Aa han er vel ikke langt unna. Han gik i Dag med Forvalteren paa Skovudvisning. Jeg skal nu lave Aftensmad til dem, naar jeg faar melket.“ — En sød Musik i mine Øren!
„Altsaa bliver vel Forvalteren her i Nat?“
„Ja det kan I vel tænke. Naar de faa deres Brændevin opdrukket og gjort Folk ulykkelige, komme de sagtens i Reden.“ — Derpaa tog hun sin Melkekolle og gik ud i Regnskyllen.
„Gjort Folk ulykkelige! Hvad mon det skal betyde?“ tænkte jeg ved mig selv og drak min Dramunge. Det blev mig noget trangt i Stuen, og jeg gik ud i Forskuret med min Pibe. Udenfor var det endnu Dag. Ved nærmere at betragte Huset saa jeg, at det havde et Kvistkammer med ordentlige Vinduer. Den Loge havde sagtens Forvalteren abonneret; men der blev vel ogsaa Plads til mig. Det var en stor Trøst; naar kun ikke det fordømte „gjort Folk ulykkelige“ havde tonet i mine Øren. Ligeoverfor Huset laa Stalden, og jeg stod i Begreb med at gjøre min uhyggelige Værtinde en Visit i Fjøset, da jeg med Et blev var gjennem Gluggen af en til Siden staaende Stolpebod et Ansigt, som kigede frem. I Stedet for at ælte ud i Sølen i Styrtebadet, gik jeg ind efter min Kikkert og rettede den paa den omtalte Glugge. Den trækker godt, og snart havde jeg tæt foran mig Billedet at en udtæret Yngling, hvis vilde Blik syntes, efter det sædvanlige optiske Blændverk, at hefte sig paa mig, der dog stod skjult, men hvilket nok fulgte de krydsende Lyn. Dette Syn bevægede mit allerede oprørte Gemyt, — og Røvere, Mord, Plyndringer løb om i mit Hoved. Konen kom over Gaarden med sin Melk, og jeg gik efter ind i Stuen. „Er her Arresthus?“ vilde jeg have spurgt; men i min Passivitet vovede jeg kun at spørge, om her slet ingen flere Mennesker var paa Gaarden. — Et tørt Nej paafulgte, og jeg opslugte atter andre Spørgsmaale med et drøjt Stykke Ost. — Ilden flammede højt; en Gryde blev paasat med Vand i — en Stegepande skuret. Det blev mig for varmt i Huset, og jeg trak min Spencer af.
„Forbandet fin Skjorte og Djævels dejligt, blaat Klæde, og jeg tror Guds Død Sølvknapper!“ snakkede Konen i et Slags Aandsfraværelse, idet hun kjælede for min Spencer.
„I er nok en galant Mand.“
„En fattig Sømand, Mor.“
„Til Helvede! I er nok af Forvalterens Slags Folk. Kanske I kjender ham. Det er en grum Mand.“
„En grum Mand?“ tænkte jeg. Ordets provindsiale Betydning havde jeg rigtignok ikke glemt; imidlertid opstode derved uhyggelige Tanker.
„Det ser ikke ud til, at jeg kommer afsted i Aften.“
„Fanden kan se, ikke Folk, i Kveld. Naar Forvalteren kommer og hans Søn, faar I vel andre Tanker. Det bliver vel en synderlig Huskestue. Ser jeg ret paa det, I har at fare med, bliver der hverken Rejse eller Søvn.“
Jeg blev baade kold og hed og fangede den Ide at lade mit Tøj i Stikken og smøre Haser. — Men efter en liden Pause foreslog Kjærringen mig at gaa op paa Gjestekammeret, idet hun lagde Gløder paa Ildskuffen. Mekanisk fulgte jeg efter, og efter at have klavret op ad en Stige, stod jeg i et ganske anstændigt panelet Kvistværelse, hvori vare to Senge, hvilket jeg endnu i Skumringen kunde se. Hun mumlede endnu noget om galante Folk, lagde Brænde i Ovnen og vilde gaa ned.
„Skal jeg være her, vil jeg have Lys,“ raabte jeg halv trodsig, halv bange.
„Her er Lys; men det er et Kirkelys; andet har jeg ikke,“ svarede Sibyllen og tændte en uhyre, grøn Kjerte, hvis Vormasse kun i Midten smeltede og gav Stuen et afskyeligt Skjær.
Jeg lo af Forskrækkelse og satte mig i en Pindestol. Hun gik sin Vej. — Med Alterlyset i Haand mønstrede jeg mit Kammer. Et hyggeligt Syn! Paa Væggen to Par Pistoler; under Loftet en stor og, som jeg strax fandt, ladet Musket. Langs ad Væggene en uhyre Mængde Mands- og Kvindeklæder. „Her mangler min Sjæl bare Blodsøsdraaber, for at jeg skal finde mig rigtig fornøjet!“ raabte jeg højt og søgte efter dem paa Gulvet. Ja ganske rigtig! Endnu utørret Blod rødmede tæt ved den ene Seng.
„Naa kjære Gud Fader! Saa vil Du, at jeg skal ende mine Dage her! Din Vilje ske! Skal mit Glas udrinde, saa se Du selv, o store Kaptejn, til Nathuset, at Kompasset ikke misviser; men styr i din store Naade min skrøbelige Skude i den evige Freds Havn!“
Ja I gode Folk paa Land! I le ad en enfoldig Sømand og spotte derover, og han bander i godt Vejr men beder, naar hun gaar hul med svær Sø og Slingring. O I bande ogsaa i eders rolige Soldage; men kanske I ikke vide saa vel, hvor Bønnen gjør godt, naar hun kniber. Og den gode Gud forkaster ikke en syndig Sømands hede Bøn, fordi han bander efter sin daarlige Vane, saa længe Børen er god. — Jeg ved, da jeg var færdig med min Tale til Vorherre, løste jeg rolig de foldede Hænder og begyndte min Vagt med faste Trin op og ned ad Gulvet. Da hørte jeg et Lommeurs Pikken henved Vinduet. Hvorledes skal jeg betegne mine Følelser, da jeg greb Næpen i min Haand og betragtede den? Hvad Klokken var, fik jeg ikke megen Tid at undersøge; thi Uret var mig altfor vel kjendt. Det var salig Faders Ur, som jeg fik paa min Konfirmationsdag, og som jeg for femten Aar siden havde spillet bort i Pas à Dix til en Skolekammerat. Trommel hedte han. Jeg faldt i svære Tanker. Men da jeg nu kom til at se paa en Kuffert, som stod foran mig, og derpaa læste TROMMEL, gik det atter i mig, og jeg syntes selv Blodsdraaberne ved Sengen talte om Trommel. — „Her er da formodentlig for faa Timer siden, den gamle Bænkekammerat myrdet; og Du skal vel snart gjøre ham Selskab! Det var en vilter Dreng; ikke meget godt ved ham. Nu Gud være hans og min Sjæl naadig! Han tog min Lottes Hjerte fra mig. Siden har jeg fjaset paa Sømands Vis med mangen en Tøs, men ingen har vundet min Kjærlighed, og ingen har ejet saadant Smil og saadanne Øjne. Naa, nu er det forbi med Pibningen, sagde Baadsmanden, da han rev Underlæben af sig. Saa, saa!“
Der blev Støj i Gaarden. Et Par Hunde begyndte at gjø og Mandsstemmer lode sig høre. Jeg tog temmelig rolig Musketten ned og lagde den foran mig, ventende, hvad der vilde ske. Et enkelt Gulv skildte mig fra det støjende Mandskab, der stormede ind i Stuen nedenunder. Tre Stemmer lode sig let adskille; den ene var klar og hørte en Yngling til; de to vidnede om Alder og Brændevin.
Hvem er da den Fremmede, Sisil, som Du har sluppet op?“ hørte jeg. Svaret var utydeligt.
„Rolf! Se til hvem den Kjøter er?“
„Fanden se til! Jeg vil ikke gaa op nu; jeg er vaad.“
Lidt efter traskede flere Ben op ad Stigen.
Mig forekom det, som om en hel Bande stormede op til mit Bur. Imidlertid var det kun to, der reve Døren op. Jeg stod bag en meget højrygget Stol, paa hvilket jeg havde lagt Musketten, Bøssepiben lige imod de Indtrædendes Bryst. Tæt foran mig paa Bordet stod et svagt brændende Lys, saa at det ikke var mig muligt nøje at skjelne de Nøokommendes Ansigter. Begge bleve, syntes mig, noget forbløffede vebat se mig i Forsvarsstand.
„Hvem er I?“ spurgte i en noget uvis Tone den Ældre og strøg sin Hue af.
„Hvad er for Galskab, I har fore? Lever Manden der denne Bøsse eller Fanden —“ begyndte den Pngre i en kjæk Tone.
„Den Første,“ raabte jeg, „som kommer et Skridt nærmere imod mig, nedlægger jeg paa Stedet. Staar stille og svarer mig paa mine Spørgsmaale. Det er mig, som har at spørge.“ — Jo længere jeg talte, desto raskere gik det mig fra Munden, og de saa betænkeligen paa hinanden. Jeg tordnede Fordærvelse over dem, hvis de ikke paa Øjeblikket godvilligen krøbe til Korset og stillede sig i det Hjørne, jeg pegede paa. Det var min Hensigt med Bessen i Haand at trække mig ud ad Døren, lukke dem inde, nedlægge den tredje Person i Stuen og derpaa bemægtige mig en Hest og rejse afsted. Men inden jeg ser mig for, gjør den Unge et Nik til den Ældre, og som et Lyn fare begge To ind paa mig, hver fra sin Side, — og der laa Musketten!
Men i Grunden blev Nils Næs og jeg nu først i sin Æsse. Disse Geværer har jeg aldrig havt noget ret Bekjendtskab til. En Kanon har jeg lært at betjene saa godt som nogen Søartillerist; men disse tossede Rør, som skal løftes op under Næsen som en Tubus — nej, da lover jeg mig mine tjærede Sømandsnæver. Derfor kom de to Patroner ilde an; inden Du kaster en Bom fra Læ i Luvart, laa begge Passagererne hver i sit Hjørne og taug stille som den Kat, der er hængt i et Mers. „Bi et lidet Korn, Gutter!“ sagde jeg og tog en op i hver Haand; „nu kan I nikke til hinanden.“ Derpaa nikkede jeg deres Pander, saa det knagede i dem, ligedan som i den første Skude, jeg førte. Ikke kom Mandskabet til Orde, og ikke fik de klaret hverken Arme eller Ben til Forsvar.
Pludselig stod midt i den aabne Dør en bleg, mager Mand i hvide Klæder. Med en fordrejet Mine stirrede han et Øjeblik paa mig. Da kjendte jeg Synet. Det var Trommels blege Skikkelse. Jeg slap Misdæderne og slog Hænderne for Øjnene. Men jeg, som har set den graa Sømand i den Midlandske Sø og den flyvende Hollænder under Linjen, som har mangen Nat havt en Mand med paa Vagten, der ej hørte til Mandskabet om Dagen, — jeg tog mig ikke længe nær af det Syn — men gjorde, hvad man for Sikkerheds Skyld altid bør gjøre i saadanne Tilfælde. Og derefter talte jeg ham rolig til.
„Frants Trommel!“ sagde jeg; „Du er da færdig, min gamle Gut! Nu, Vorherre være med Dig! Enten hævner jeg din Død paa disse to brave Folk, eller jeg kommer efter Dig. Ske Guds Vilje.“
„Men er Du da rent ravruskende gal?“ skraalede Trommel og kom ind i Stuen. „Har Du Ølkvæse, eller rider Satan Dig skindbarlig? Hvad har min Søn der og Verten gjort Dig, siden Du har slaaet dem halv ihjel?“
Pokker ved, hvad Mennesket skar op; men jeg mærkede rigtignok, at jeg havde gjort et Bestik som en ung Søkadet, der skal agere Kaptejn. Noget skamfuld gjorde jeg et Buk for begge Patronerne og gik derpaa hen imod Frants.
„Naa, Brorlille, med Misvisningen er det en egen Sag i fremmede Søer og den bedste Styrmand kan tage fejl, naar Fortvilelsen bedrager ham. Lad nu det være godt! Mine Herrer, exkuserer mig, hvis jeg har gjort nogen Molest; det var vel ment. — Naa Tjenere, Tjenere, Hr. Broøder! Vi træffes da altsaa under en jordisk Højde.“
Det varede virkelig længe, inden Tougverket blev klart, og vi kom paa det Rene med hverandre efter indtruffen Misregning. Jeg benytter den Tid, som skulde medgaaet at oplyse Læseren om Trommels „Men“ og mit „Ih nu!“ om Vertens Jammersang og Rolføs Forbandelser, — til at gjøre Undskyldninger for det Sprog, hvori min Pen alt længe imod min Vilje har forvildet sig. Jeg begyndte denne Traktat ikke blot med de bedste Forsætter — men ogsaa med en ganske smuk Intimation. Nu, tænkte jeg, skal ingen lugte Saltvand af dit Blækhus. Men som Vinden kom i Fjæren, rendte hun ud for mig paa gammel Vis. Der hjælper ingen Gebet, sagde Præsten, da Messanen gik over; og saaledes er det ogsaa fat med mig. Hver for tale sit Kragemaal eller ogsaa tie stille.
Endelig sadde vi da i god Ro alle Tre om Bordet, og Værten Lars Brække, vartede op og skjænkede den varme Punsch i Glassene. Haren, hvis Blod havde gjort mig til Hare, smagte ikke ueffen til Forvalter Trommels gode Vin, og min engelske Ost blev befunden ægte ved Deserten. Der gik da Tungen om Gammelt og Ryt, og Frants skjænkede vel i — baade for mig og for sig selv. Havde ikke den lapsede Dreng, den Rolf, været med, som sad i Et væk og skulede paa mig og følte efter sit Marsvinhoved, — det havde været en Helligaften, som paa Nul, naar de Ubefarne have hønset. Endnu en anden Ting gjorde mig Afbræk. Jeg var ude, for med Respekt at se efter Fløjet. Da jeg stavede op efter Trapperne, hørte jeg Frants i den mørke Gang sige til Gjestgiverkjærringen:
„Er Du vis paa, Sifil, at det Sødyr ikke har seet Noget til Bæstet oppe paa Staburet?“
Hun forsikrede, at det var umuligt.
„Er der intet Tegn til, at han sætter til snart?“
„Han er mager og bleg; men jeg tror ikke han er hastig fejg.“
„Ja, ja; jeg er et kristeligt Menneske og vil ikke have noget paa min Samvittighed. Men Du maa ikke fore ham for vel, Sisil; og det fordærvede Mel, jeg gav Dig, er godt nok til ham.“
„Forvalteren kan være ganske rolig. Jeg basker sku ikke op med mange gode Ting. Han faar hverken Formeget eller Forgodt.“ „Ja for det Øvrige maa vi lade Gud sørge.“
Denne smukke Samtale satte mig i et ganske andet Lune, end det, der nylig havde varmet mig. Da jeg imidlertid ikke kunde trænge ind i disse Folks Hemmeligheder, holdt jeg Ørene stive og drak af Lethe, indtil Sengene optoge os og Søvnen slog sit Klæde om denne for mig saa brogede Eftermiddag og Aften.
Da jeg vaagnede den næste Morgen, gned jeg længe mine Øjne og sad oprejst i Sengen, stirrende forvirret omkring mig. Endelig gik Gaarsdagens Gjøglespil forbi min Erindring, og jeg vidste, hvor jeg var. Lige over for mig ved den anden Væg stod Trommels Seng. Han laa med Armene over Hovedet, snorkende. Jeg betragtede ham eftertænksom. Et langagtigt, grovtfuret Ansigt, en uformelig bred Mund, en spids fremstikkende Jedehage, de lukkede Øjelaage ligesom indsyede i tykke Puder, alt Blodet borte af Kinderne og Næsen derimod farvet med et let Violskjær, — saaledes laa min gamle Skolekammerat foran mig, og jeg sammenlignede det Svundne og det Vundne, Ungdommens glade Dage, og dem, som ej os smage. Hans Billede som Dreng stod lyslevende for mig ved Siden af denne Lidenskabers, Sorgers, Vellevnets og Gud ved hvormange Dæmeners Bolig. Og se, disse to Ansigter, Drengens og Mandens, vare de samme! ikke et Træk fandt jeg i de sidste, hvortil jo Sporet laa i det første. Da randt mig i Hu en Begivenhed, som jeg aldrig kan fortælle med Ligegyldighed.
Jeg gjorde som Understyrmand en Rejse paa Prinds Frederik, Kap. Barch til Vestindien. Dengang var jeg saa en Snes Aar. Vi vare komne ud af Passaten ved adskillige smaa Uheld og havde ingen god Tur. Det gik jævnt, indtil vi paa Højden af Terceira og 340° L. fik Havblik. Ingen Kanonskudsvidde fra os laa en engelsk Sejler. Vi og Engelskmanden morede os i nogle Dage med at signalisere. En Aften sætter Chefschalupen ud fra Engelskmanden, og vi faa Besøg af en gammel, ærværdig Officier en Fætter af James Cook. Han blev modtagen med al Honnør og vel bevertet. Det var en vakker Mand, fuld af Aand og Munterhed. Dog laa der et saa dybt Alvor bag ethvert Smil, at mit Hjerte følte sig underligt i Brystet, hvergang jeg saa paa ham. Som han sidder ved Grogglasset og taler om Mangt og Meget, løber han med en fin Blyantspen imellem Fingrene let henover det store Søkart, som var lagt paa Bordet. Kaptejnen blev det ikke var; men jeg, som med sær Interesse fulgte enhver af Oldingens Bevægelser, lagde Mærke til Blyantslinjen, der ikke syntes at have nogen Betydning. Over Midnat stødte hans Baad fra Borde, og vi toge en anstændig Sømandsafsked med ham, idet vi vel vidste paa begge Sider, at Orkanen var i Anmarsch. Den kom ogsaa og rasede, jeg erindrer ikke mere hvorlænge og har heller ikke isinde at skrive en Sørejse, hvorfor alt Uvedkommende her tilsidesættes og jeg kun anfører, at vi, jeg og Overstyrmanden, den første Haabets Solskinsdag bleve kaldte ned til Kaptejnen og betroede, at han ikke kunde udfinde hvor vi vare. En Kyst var ikke langt borte, men hvilken? Kaptejnen og Overstyrmanden laa over Søkartet og grublede, regnede, disputerede og rystede paa Hovederne. Jeg, som stod længere fra Bordet, var som den Pngste ikke meget tiltalt. Da faldt Lyset ved en Bevægelse af Agterenden anderledes igjennem Vinduet og jeg blev hin lette Blyantstreg var. Den strøg lige forbi Paramaribo. Blodet stemmede haardt om mit Hjerte; med en beklemt Røst traadte jeg til Bordet. „Med Forlov, Hr. Kaptejn, da Orkanen begyndte at gaa, vare vi jo der?“
„Ja vist.“
Naa, saa have vi passeret denne Kurs,“ jeg pegede efter Linjen, „og sejle i dette Øjeblik ret ud for Nordkysten af Surinam.“
„Du er ikke rigtig i Hovedet!“ tog Overstyrmanden Ordet. „Saadan Sejlads kan vi aldrig have gjort. Du kunde lige saa godt løjet os til Terra del fuego.“
Men jeg havde Ret, eller rettere den gamle Mands Linje. Han havde tegnet Kursen i Blyant; Skjæbnen trak den op med Livets Farver. Det var endda en Menneskehaand, fra hvem den Kontur kom; men naar nu Naturens Finger aftegner Mandens Liv i Barnets Aasyn! — Nils, Nils! Begynd ikke at spekulere! Dertil duer ikke din Skibskiste af Hjerneskal. „Nok dermed!“ sagde Kahytdrengen, da de bankede ham, til Ryggen gik over.
Ved Siden af Faderen laa Rolf. Hans Fysiognomi mishagede mig endnu mere. Paa dette Puglingsaasyn var mere end Konturer at se; i Livets levende Farver blaanede, gulnede rødmede, bøjede, kantede og strammede sig hans Livskart.
Da de vaagnede, kom Kaffeen op. Samtalen blev mager. Frants syntes at mistænke mig, Gud ved for hvad; Rolf gloede som en Jakal paa mig. Verten krøb tilside, naar jeg blot strakte en Haand ud. Endelig, da de havde smagt min Rum et Par Gange, droge vi afsted, hver til sin Vej, de To ridende, jeg stampende i en Kjærre med en døv gammel Kone til Skydsperson.
Men hvem var den blege Yngling indenfor Stolpebodgluggen? Derpaa gad jeg nok kunne give Forklaring. Men hvor mange uløste Gaader frembyder ikke Livet? Det skal være mig kjært, om min ringe Beretning paa nogle Øjeblikke kan underholde; derfor har jeg optegnet den.
- ↑ Skaut kaldes en Hovedbedækning, som almindelig bruges af Fruentimmerne i Norge, bestaaende af et stort Torklæde, der foldes ikke uligt et Madonnaklæde.