Russiske sekter
Russiske sekter.
Raskolniki. Lipowanere. Duchoborzer og deres kvindelige pave.
Det er mørke egne af det menneskelige liv, vi skal betræde, mørke baade i psykisk og physiologisk forstand; det er ikke et enkelt mysterium, vi har for os, men en hel verden af gaader. Kun en del af de herhen hørende kjendsgjerninger lader sig belyse og forstaa; de allerfleste er og blir os ufattelige og virker paa os omtrent som spøgelseshistorier og eventyr.
Før vi beskjæftiger os med de russiske sekter, er det nødvendigt at kaste et flygtigt blik paa den orthodokse russiske kirkes historiske udvikling. Der er ingen kristelig kirke, der i den grad som den russiske er stivnet i sine lærdomme og former; intetsteds sligt tomt ceremonivæsen, intetsteds slig mørk intolerance og slig grusom ubarmhjertighed; intetsteds en geistlig stand saa udartet og dybt sunken; intetsteds en slig kirkelig almagt som her, hvor den er forenet med den verdslige, og hvor pave-czaren hersker uindskrænket over 80 millioner sjæle.
Men tryk avler modtryk, og tyranni oprør. Det er derfor let begribeligt, at ingen kirke har frembragt saa mange frafaldne og kjættere som den russiske. Den første skilsmisse indtraadte 1666; nu er der over 200 sekter, og der opstaar daglig nye. Fra midten af det 17de aarhundrede og fremover blev alle sekter strengt forfulgte, især under Peter den store; under Katharina II, den kronede damefilosof, blev det bedre, men først under Alexander I blev der tale om almindelig tolerance. Mange af sekterne blir den dag idag bekjæmpede af statsmyndighederne med al mulig strenghed. Trods dette har de aldrig været i aftagende, men har bredt sig videre og videre, og alle kirkens og statens midler har vist sig afmægtige.
Der er to hovedtræk, som er fælles for alle sekter. For det første søger de alle, ligesom reformationen inden den romerske kirke, tilbage til bibelen og evangelierne: urkristendommen. Det er det baand, der knytter dem til Vesten. Men dernæst øser de ogsaa af den samme dunkle kilde som de asiatiske profeter, af naturens hemmelighedsfulde urkilde, hvorfra den indiske lære og Buddhas dystre visdom har sit udspring; og dette er det baand, der forbinder dem med Orienten, dens guder, hemmeligheder og dæmoniske magter.
Jeg vil selvfølgelig her ikke tale om alle russiske sekter, men kun om de merkværdigste og mest indflydelsesrige, og fremfor alt om dem, der giver os det mest slaaende indblik i Østens store slaviske verden, der foreløbig staar for Vestens øine som en dunkel magt, stum og truende.
Den første skilsmisse inden den russiske kirke indtraf, som sagt, i det 17de aarhundrede. Stødet blev givet af Nikon, patriarken i Moskwa, der gjennemførte 1642 forandringer i kirketjenesten. Han rørte ikke paa nogen maade ved dogmerne, lod kun bibeloversættelsen revidere og foretog endel forandringer i salme- og bønnebøgerne; men ikke destomindre satte en stor del af de troende sig imod reformerne, og det endte efter lange kampe med, at disse paa koncilet i Moskwa 1666 sagde sig løs fra den orthodokse kirke. Disse skismatikere kaldte sig herefter starofierzi ɔ: gammeltroende, mens de af den russiske kirke kaldtes raskolniki, kjættere.
I begyndelsen repræsenterede disse paa en maade den gamle kirke og indtog en lignende stilling som den, gammelkatholikerne for tiden indtager ligeover den romerske kirke; men efterhaanden sagde de sig mere og mere løs fra kirken og fremfor alt fra presteskabet og delte sig i lipowaner og duchoborzer.
Under Peter den store døde mange raskolniki martyrdøden; Katharina gav dem religionsfrihed til en vis grad. For tiden er denne hovedsekt i den russiske kirke delt i tre forskjellige partier: raskolniki, lipowaner og duchoborzer, som dog falder i to hovedgrupper: de saakaldte popowtschina ɔ: de, som har poper, og bespopowtschina, som ingen prester har.
De gammeltroende – raskolniki – holder endnu i mange henseender fast ved kirken. De holder sin gudstjeneste i kirker, har prester og sakramenter, og anerkjender foruden bibelen de græske og russiske kirkefædre indtil midten af det 17de aarhundrede. Til deres rituelle eiendommeligheder hører, at de gjør korsets tegn med pege- og langfingeren, at deres kors er ottekantet, samt at de synger Hallelujah kun to gange og den tredie gang: Gud være lovet.
Lipowanerne har ingen prester. En udvalgt ældste, starik, holder gudstjeneste og døber børn. De andre sakramenter forkastes. De omgaaes ikke med anderledestroende, anerkjender ikke czaren som kirkens hoved, aflægger ikke ed, gjør ikke krigstjeneste og klipper hverken haar eller skjeg. De afskyr spirituøse drikke og tobak. En lipowaner, i hvis hus en fornem gjest engang tog et par drag af en cigaret, lod huset vaske, feie og skure fra tag til kjælder.
Nogle tusen lipowaner kom under Joseph II til Østgalizien og Bukowina, hvor de lever den dag idag i særskilte menigheder. De har lige fra den første begyndelse af opført sig saa mønstergyldig, at keiser Frantz paa sin reise til Galizien egenhændig dekorerede deres ældste, en 82-aarig olding. I de hundrede aar og mere, de har været der, er ingen lipowaner bleven straffet. De var tidligere ganske fritagne for krigstjeneste. Og efter indførelsen af almindelig værnepligt gjør de udelukkende tjeneste i sanitetstropperne, da det efter deres lære ikke er tilladt at udgyde blod. Istedetfor eden giver de haandslag. De bor i pene, velbyggede landsbyer, driver agerbrug og fædrift, handler kun med sine egne arbeidsprodukter, og er i enhver henseende brave, fredelige og strengt sædelige mennesker.
Ganske anderledes har duchoborzerne udviklet sig. De kalder sig vistnok aandens stridsmænd, men hos dem har Orientens sanselige mysticisme allerede slaaet temmelig dybe rødder. De rev sig i det 18de aarhundrede løs fra raskolniki, og har nu lidet eller intet tilfælles med dem længere. I begyndelsen blev de forfulgte og behandledes med stor strenghed; først 1804 fik de religionsfrihed under den milde Alexander I. De bor for størsteparten i Taurien, men de findes dog over hele Sydrusland.
Jeg har havt anledning til at lære en slig duchoborzermenighed nærmere at kjende.
I denne hemmelighedsfulde sekt spiller kvinden den samme mægtige, gaadefulde rolle, som vi overalt træffer paa i det slaviske Østen; det er ligesom sfinxen, der ligger foran templets indgang. Duchoborzerne forkaster kirke, sakramenter, prester og czarens pavemyndighed; istedetfor har de en kvindelig pave, den saakaldte gudsmoder, i hvem Gud legemliggjør sig for de troende, og er midler mellem ham og dem. Den gudsmoder, som jeg lærte at kjende, var datter af en rig bonde, hvis gaard vilde have gjort enhver adelsmand ære.
Hun modtog mig udenfor huset, hvor hun netop stod og uddelte befalinger til sine yngre søskende. Det var en underlig skikkelse; slank og majestætisk med et skjønt, mildt madonnaansigt inde i en rigdom af tykt, lyst haar; hun gik i røde bondestøvler, kort, broget skjørt, derover en sid, lyseblaa kaftan, besat og foret med pelsverk; om hovedet havde hun hvidt tørklæde, bundet som en turban; brystet var bedækket med koraller og guldmynter; hun saa mere ud som en asiatisk fyrstinde eller en skjøn sultaninde end som en helgen. Hun førte mig ind i sin stue og gav mig beredvillig svar paa alle spørgsmaal.
„Vi har ingen geistlige og ingen kirke,“ sagde hun; „vi forkaster sakramenterne og tilbeder ingen helgen; og dog vil ingen kunne negte, at vi er taalmodige, fredelige og arbeidsomme mennesker. Vor første lov er lighed mellem alle mennesker, alle stænder og alle bekjendelser; vi agter jøder og muhamedanere saavelsom alleslags kristne. Blandt os gives hverken herrer eller trælle, og dog er alle duchoborzer velhavende, rene og velklædte. Vore kvinder gaar for at være vakre, de er alle arbeidsomme, men dog altid glade og pent klædte. Gudsmoderen er menighedens hoved, Guds billede paa jorden. Ved kvinden kom synden ind i verden, og derfor kan der heller ingen frelse komme undtagen ved kvinden. Gudsmoderen vælges af menigheden, naar denne er forberedt ved faste og bøn og oplyst af aanden; thi aanden, det rene lys, er endnu mere værd end bibelen. Vor tro er ingen mørk tro; den fordømmer ikke alt, hvad der glæder menneskene, som synd. Vi tjener Gud uden at gjøre indgreb i naturens uskyldige drifter. Det er skik hos os, at ungdommen mænd og kvinder kommer sammen om aftenerne for at snakke og more sig.“
„Men eders kvinder skal ikke være meget moralske,“ faldt jeg ind.
Gudsmoderen saa rolig paa mig med sine store, kloge øine. „Egentlig lægger vi ikke stor vegt paa egteskabet,“ sagde hun; „to voksne menneskers vilje er nok til at afgjøre den sag. Familiens ældste erklærer brudefolkene for forenede, og dermed er egteskabet indgaaet. Og vi gjør ikke større vanskeligheder ved skilsmisse. De drifter, der er syndens kilder, kan ikke være onde i og for sig, ellers havde Gud i sin godhed ikke givet os dem. Istedetfor at undertrykke disse drifter og saaledes egge naturen til oprør, giver vi efter for dem og berøver dem derved deres farlighed. Vi gjør det let baade at indgaa og ophæve egteskab, og betragter ikke kjærlighed som en synd. Vi undgaar derved egteskabets almindelige farer: skinsyge, had og misfornøielse, og hjælper saaledes aanden til seier. Vi lader kvinden faa lov til at pynte sig og more sig, naar hun har opfyldt sin pligt og gjort sit arbeide; derfor elsker vore kvinder arbeide. De staar op tidlig om morgenen, mens endnu stjernerne lyser og har sit hus i orden før solopgang. Om aftenen sidder de med sit haandarbeide; de er pent klædte og morer sig i selskab, og det har ingen ondt af. Da det er saa let at opnaa skilsmisse, er det heller ikke vanskelig for kvinderne at være tro; derfor blir egteskabsbrud ogsaa meget strengt straffet hos os.“ „Af hvem?“ spurgte jeg. „Af gudsmoderen,“ svarte den skjønne helgen. „Men det er meget sjelden, der indkommer klager, da duchoborzerne ikke tager det saa nøie i den henseende, naar kvinderne ellers opfylder sine pligter.“
„Er da duchoborzerne overbeviste om, at Gud er levende blandt dem i gudsmoderens skikkelse?“ spurgte jeg videre.
„Gud er levende i ethvert menneske,“ svarede hun; „thi den treenige Gud aabenbarer sig for os kun i menneskenes sjæl, Faderen i hukommelsen, Sønnen i forstanden, og Aanden i viljen; men gudsmoderen er udvalgt af Gud til at fuldbyrde hans vilje her paa jorden.“
„Men man beskylder duchoborzerne for, at de ikke er fromme, men at de lever et temmelig frit og verdsligt liv,“ indvendte jeg.
„Vi følger den moral, som Kristus har lært os,“ svarte gudsmoderen. „Elsk din næste som dig selv, og hvad du ikke vil, at andre gjør mod dig, det skal ikke du gjøre mod dem. Vor tro lærer os ogsaa at ære Guds billede i ethvert menneske. Men forløsning faar vi kun gjennem vor hellige lære. De første mennesker har fortabt paradiset ved syndefaldet. Der ligger en dyb betydning i denne lære, en hellig hemmelighed, som jeg nu skal afsløre.“
Gudsmoderen fæstede sine øine paa mig og fortsatte med dæmpet. stemme: „De første mennesker aad frugten af kundskabens træ og saa pludselig, at de var nøgne og bluedes; det vil sige, de opdagede med én gang, at aand og natur er forskjellige som dag og nat, som ild og vand, og de bluedes over sit kjød, søgte herefter at skjule det og fornegtede det, ja deres aand drev sit hovmod til at foragte og kjæmpe mod kjødet. Denne splittelse i os det er den forbandelse, der hviler over verden; paradiset, som menneskene blev drevet ud af, det er naturen.
Men vi vinder det tabte paradis tilbage ved, istedetfor at bekjæmpe
naturen og drifterne, at give dem deres oprindelige uskyld tilbage. Den
samme aand, der engang frembragte blygselen for det legemlige, lærer
os nu ikke at blues ved det, som er naturligt; thi Gud har givet os
aanden til at beherske naturen, ikke til at mishandle den“
„Tror I paa et liv efter døden og paa de dødes opstandelse?“ var mit næste spørgsmaal.
„Vi tror, at sjælen har levet før den jordiske tilværelse, og at den vil leve efter den. Paa den yderste dag vil alle mennesker opstaa, men kun i aanden, og saa kommer den sidste dom.“
„Men her paa jorden dømmer gudsmoderen i Guds sted,“ bemerkede jeg.
Saaledes er det. Gudsmoderen skal æres i Guds sted, fordi hun regjerer i hans navn paa jorden; Gud har udvalgt hende til at føre mennesket tilbage til paradiset. Hun alene kan straffe og forlade synder, og hendes bud er Guds bud. Duchoborzerne tror ikke paa Kristi guddom; de anerkjender hverken paven eller czaren som sit overhoved, heller ikke helgenerne. De har ingen geistlige, ingen helgenbilleder, ingen sakramenter; hos dem er gudsmoderen alene det guddommelige væsens og viljes legemliggjørelse.“
Næste søndag havde jeg leilighed til at overvære duchoborzernes gudstjeneste og to omvendtes optagelse i deres samfund. Deres bedehus stødte umiddelbart op til det hus, hvor gudsmoderen boede og holdt sit hof. Den store sal, i hvilken menigheden holdt andagt, var et ganske simpelt indrettet rum uden prydelser. Der var over 200 personer samlede, allesammen velklædte, kvinderne endog ikke uden et vist koketteri. Foruden mig var der endel andre anderledestroende, nogle lutheranere, nogle katholiker og et par polske jøder. Mændene stod til venstre for alteret, kvinderne til højre. I den ene ende af rummet stod et træbord med salt og brød. Gudsmoderen traadte ind i en sid pels af blodrød fløiel, besat og foret med kostbart maar, guldbroderte tøfler paa fødderne, kokoschnik, et slags sølvbroderet tiara, paa hovedet; hun mindede om en Moskauerdronning fra Iwan den skrækkeliges tid; ved hendes indtrædelse kastede hele menigheden sig paa knæ. Hun velsignede dem og tog plads paa et slags trone. Hun gav mig et vink, og jeg nærmede mig. „Hvoraf kommer det, at I taaler anderledestroende i eders tempel?“ spurgte jeg forbauset, thi jeg vidste, at raskolniki ikke er saa tolerante. Gudsmoderen svarede: „Enhver, kristen, jøde, muselman eller hedning, kan deltage i vor gudstjeneste; thi mennesket kan ikke vanhellige Guds tempel ved sin nærværelse, men kun ved slette handlinger.“
Nu traadte forsangerne hen til bordet og istemte salmen: „Saa taler Herren, Israels Gud;“ menigheden faldt ind ved slutningen. Da sangen var forbi, traadte den næstældste hen foran bordet og tog den ældste i haanden. Det var rørende at se, hvorledes de to oldinger med det hvide haar og skjeg og de ærværdige ansigter to gange bøiede sig for hinanden og kyssede hinanden. Derpaa traadte en tredie hen til dem, og de bøjede sig og kyssede hinanden alle tre. Alle de tilstedeværende fulgte efter orden deres eksempel, først mændene, saa kvinderne.
„Hvad betyder denne ceremoni?“ spurgte jeg gudsmoderen.
„Det betyder,“ forklarede hun meddelsomt, „at man maa ære Guds billede i sin næste, da mennesket er Guds stedfortræder paa jorden.“
Nu greb den ældste begge de nyomvendte i haanden og førte dem til gudsmoderens trone. Her faldt de paa knæ, slog tre gange panden mod jorden og kyssede ydmygt gudsmoderens fødder, mens hun velsignede dem. Derpaa hævede sig den kvindelige pave, reiste de knælende op og førte dem hen til den ældste, altsammen med en værdighed, som mangen dronning kunde misunde hende. „Jeg bringer eder to brødre,“ sagde hun, „tager kjærlig imod dem, agter dem og elsker dem!“ Den ældste gav derpaa de omvendte haanden og kyssede dem, hvorpaa alle de andre ogsaa kyssede dem efter rad.
Det egentlige mysterium hos duchoborzerne minder om de sanselige religiøse fester for Astarte, samt om lignende ceremonier hos grækerne og de nulevende druser i Libanon. I alle disse hemmelige ceremonier er det det gamle Orientens mystiske jomfru, som gaar igjen, og som ogsaa i en renere skikkelse gjenkjendes i den romerske kirkes Mariakultus.
Ligesom hos druserne en levende jomfru blir sat op paa alteret og gudstjenesten tilsidst udarter til et vildt orgie, saaledes minder ogsaa det paradis, hvor gudsmoderen indfører duchoborzerne, mere om Muhameds paradis end om den hellige Eden.
To aar, efterat jeg havde besøgt duchoborzerne, lod gudsmoderen en troløs elsker korsfæste. Domstolene kunde ikke drage hende til regnskab, da der ikke fandtes nogen, som vilde have aflagt vidnesbyrd mod hende. Gudsmoderen er i ethvert tilfælde en af de mest overraskende typer i det gaadefulde Østen.
Det er klart, at en saadan med despotisk magt udstyret stilling har noget tillokkende for høitstræbende kvinder. Det maa derfor ikke undre os, at det i Rusland ikke sjelden er fornemme damer, der beklæder denne værdighed. Saaledes var blandt andre hofdamen Katharine Tartarinow gudsmoder for adamiternes chlistowchiske sekt. Hun døde 1856.
- ↑ Af L. v. Sacher-Masoch i „Nord und Süd“.