Rousseaus skygge
ROUSSEAUS SKYGGE
Aaret sprang over den besværlige vaar, og det blev sommer uden den lange overflødige indledning af tegn og varsler. Den kom en dag med gjøken, og den tid er inde, da det slet ingen kunst er at leve for mennesker eller dyr eller vækster. Fjorden er blit varm uden solens hjælp af strømmene fra havet, og alt er i orden til de tre maaneders lyse sorgløshed. Jeg har rigtignok aldrig faaet poteterne saa sent i jorden, men det betyder ingenting. De kan blive liggende der saa meget des længer. Imorges da jeg kom ud paa mit land med hakken for at mulde dem, laa en staalorm og sov i en af furene. Den skinnet i den aarle rødlige dag som en sammenflydt strøm af nattens dugg, den hang kjølende over min haand, da jeg tog den, og krummede sit legeme i en liden isende vaande af forskrækkelse. Saa begyndte morgenen at brise i det unge bjærkeløv i lierne med den samme vaagnende frysning som ormen, som fjordfladen, som himmelen, hvor de fine fjærskyer sitrer spilede mod det blaa, som den første opstemmende iver i alle de tindrende struber inde fra skogene.
Ingenting gaar saa let fra haanden som arbeidet med jorden. Fordi det er det egentlige arbeide og alt andet i bedste fald er en afglans af dets herlighed. Jeg kunde spade i mit sprog og dyrke ord, men de har en uvarig blomstring og bærer ingen frugt i et land, som i de ni mørke maaneder af aaret er dækket af landsmaal. Medens jorden bestandig giver mere igjen end den fik. Den glæder sig ved at pløies, harves, vendes, hakkes; den bøier sig villig under lugt, den møder ens ønsker; den blir bare sur og ilsk og tvær over skjødesløshed. Den har hu til forandringer. Kom ikke igjen hvert aar til den med dine evindelige poteter. Dens onde lune sætter sig i dem som vattersot og tørraate. Men giv den til en afveksling aspargesbønner: Den vil gyde alle sine safter i den nye sæd, den vil føle sig smigret og drive den frem til en høst af hundrede fold. Slig er jorden, den elsker kultur.
Og den, som dyrker jorden, dyrker sit eget sind. Stengadernes mennesker, som indbilder sig, at der opstaar nye sandheder, og at det gjælder at plukke dem, eftersom de skyder op og førend de visner, vil sige, at dette er gammelt forslidt Rousseau. De sender sine børn til kinematograf for at faa fantasien udtørket og afsvid ved hjælp af forfalskede realiteter istedenfor at vise dem det store mysterium i et frøs udfoldelse til plante. Selve naturlæren anvendes til menneskenes fordummelse, fordi man faar vide alt som fremmede, uvedkommende kjendsgjerninger gjennem foredrag, bøker og demonstrationer, medens naturen ikke forraader ét af sine undre uden til den, som ydmygt fatter sig selv, sit væsen, sine vilkaar gjennem det, han med egne sanser opdager af den broderlige verden. Brænd det sørgelige herbarium og laan ikke børn naale til at spidde biller og sommerfugle, men lad det være fremtidens opgave at skaffe hvert barn sin egen haveflek. Gjør det til en liden trofast deltager i det sommerlige mirakel, nød det til at hente sine tanker af forundringens uudtømmelige brønd istedenfor at plapre opigjen vore egne overantvordede taabeligheder.
Blandt alle de store huse i byerne er ingen hæsligere end de moderne fængsler og skoler. Det er en tankevækkende lighed. De har den dræbende, korrektionelle korrekthed tilfælles; de er bygget slig for at tilføres lys og luft, men lys og luft er der ogsaa i Sahara. Man kan se udenpaa en slig skolebygning, hvad der læres derinde og fremfor alt hvad der forsømmes. Det er den videnskabelige aand med sit lys og sin luft, som staar for anlægget og driften; det er den, som har forfattet de smaa sandige lærebøker og dresseret lærere til at luge væk det frodige mylder i de yngstes forestillingsliv, hvilket endda var udmærket, hvis den videnskabelige aand kunde plante noget i den ryddede muld. Men det er det, den ikke kan. Den overrisler med kundskaber, oplysninger, kjendsgjerninger, men de forbliver døde og magtesløse, de preller af paa ligegyldigheden, de omkommer paa veien til sindene i sin egen uanvendelighed. Lad det være fremtidens opgave at skaffe ørkenskolens sønner hver sin lille oase. Var det en fri bedrift at opdrage unge i dette rige, og forbeholdt staten sig ikke ret til ensartet overstøvning af intelligenserne, vilde jeg tænke paa at oprette en skole med en have, en skog og en fjord til undervisningsgjenstande og med selve den hastige sommer til leder. Den vilde tage bøkerne fra dem og indprente dem sine ældgamle sandheder om arbeide og leg, om tidlig opstaaen, om uskyld og god samvittighed; den vilde ikke gjemme et under for deres øine eller give dem en eneste upaalidelig forklaring. Deres bevidsthed skulde blive klar som dagens lys af at vaage ved de virkelige, de groende ting. De skulde udstyres som letbevæbnede og ikke sukke under kundskaber, de skulde lære at styre sit videbegjær for ikke at komme paa vildstraa i mangfoldigheden, og viste nogen af dem distinkt videnskabelige anlæg, skulde han blidt udelukkes, thi det videnskabelige menneske er, som det heder i en af de store bøker:
ganz wie ein Thier auf dürrer Heide,
von einem bösen Geist im Kreis herumgeführt,
und rings umher liegt schøne, grüne Weide.
Vi gjør kanske lidt nar af os selv ved at opstille det videnskabelige menneske som mønster og gjøre dets anskuelsesform til norm. Den omsiggribende nysgjerrighed og lysten til at sønderlemme er kanske ikke den eneste og ialfald ikke den fuldkomneste vei til levende erkjendelse. Idag er jeg uafladelig enig med Rousscau. Hans skygge hviler over mine betragtninger.
Stengadernes mennesker svæver i en vildfarelse, naar de tror, det er et fattig liv, som føres udenfor begivenhedernes dansende lysring. De forundrer sig over, at man kan leve uden fornøielser, uden kunst, uden theater. Men de fleste mennesker i de fleste land lever slig og har bestandig levet slig. De har den oprindelige livskraft, de trænger ingen kunstig energitilførsel, de er verdens salt, fordi deres tilværelse har sin mening, sin simple skjønhed, sin guddommelige lov. Kjære Jean Jacques, det er netop blandt de millioner, der ikke engang kjender Deres navn, de mennesker findes, som ved sit liv giver Dem ret.
De er fortræffelige, ja ganske udmærkede og i sin slags absolut uundværlige de mennesker, som med hud og haar, i sind og skind, uden tvil og bagtanker er børn af sin tid. Men de er lidt ulystelige. De er blomsten af enhver tidsalders halvdannelse. De er geledderne under opsvingning til hurrapladsen. Indbildske fremskridtsobskuranter, som tror at hver liden opfindelse, hver ny videnskabelig hypotese har rækkevidde i retning af tilværelsesproblemets løsning. At være barn af sin tid er at dele alle sin tids fremskridende dumheder, at lade sin tro bestemmes af de sidste bulletiner fra den tyske bibelkritik og grundlægge sit evighedshaab paa Metschnikofs udryddelse af tyktarmens bakterier. Det er at læse de sidste bøker, fordi de næstsidste alt er glemt. Det er at gjøre sin hjærne til et museum for selvmodsigelser: at være tilhængere af fred og af forsvar, af frihandel og beskyttelse, af nationalisme og socialisme, af riks- og landsmaal, af familielivet og dets undergang. Kaos er et navn paa løgn, og logik kan bare læres af naturen, som ogsaa er den høie skole for taalmod og haab.
Ja, den som dyrker jorden, dyrker sit sind. Solen er kommen høiere; nede i bakkeskraaningen staar en apal i lysende juniflor, og rundt under den paa engen har løvetanden aabnet sig efter nattesøvnen og holder sine tusen runde solspeil mod dagen. Sommeren er endnu i sin første ungdom. Aspeløvet er brunt og svedt og har endnu ikke lært sig den ængstelige raslen, den lille hoste, hvormed det erfarne træ fra Mellemeuropa udtrykker sin nervøse fornemmelse af vor sommers uvarighed. En enkelt fri gran kaster skyggen indover marken, hvor jeg arbeider — en stor silhouet, en skikkelse, et præstelig omrids — Rousseau i sin armeniske kaftan . . . Det er skyggen, som er faldt ind over mine betragtninger.
— De havde ret, Jean Jaques, ogsaa deri, at De var det bedste af alle mennesker. Men var De egentlig en eneste gang lykkelig?
— Det var, naar jeg ikke netop manglet det allernødvendigste, at jeg følte mig som den allerulykkeligste blandt de dødelige.
— Ja, De har fældt mange taarer i Deres liv, men De fortalte engang, at De kunde sidde paa en sten ved stranden i timevis og more Dem med at se taarerne falde i vandet og danne ringer. Det tyder ikke paa fortvilelse?
Skyggeansigtet mørkner. Han fordrager ikke gjøn.
— De citerte nys et vers, siger han, C’était de l'Allemand. Voila au moins une de mes pensées bien traduite. Eders videnskabelige hoder tilhører fremdeles det Holbachske koteri. Man paastod, at jeg ikke vilde holde ud i tre maaneder i ensomheden borte fra deres Paris, deres videnskabelige vrøvl og deres theater. Men havde det ikke været den fordringsfulde madame d'Epinay, som bestandig kjedet sig — —
Og Therese, lægger jeg i tankerne til, men siger:
— Ja hun var Dem til plage, fordi De ikke elsket hende.
Havde det været madame d'Houdetot — —
— Men hun elsket en slubbert, som sad og snorkete, da jeg forelæste hende mit brev til Voltaire.
Skyggen fortaber sig i sine bekjendelser, som lærer mig, hvor umulig det er for os at flygte, selv om vi aldrig saa godt indser, at vi intet bedre har at gjøre. Jeg mærker, at jeg staar med hakken og mulder mine poteter tankeløst og ufuldkomment. Solen er begyndt at brænde, og dette arbeide med jorden, dette egentlige arbeide, gaar ikke egentlig saa let fra haanden. Det falder traat som selve pennens. Gud ved ogsaa, om der vil skyde noget op af min stengrund.
— Det tyske vers, jeg citerte, siger jeg til skyggen, var af Mefistofeles.