Rettelser til Afhandlingen „Om Peder Claussøn Friis og hans Skrifter“ foran Udgaven „Samlede Skrifter af Peder Claussøn Friis“

Legg til lenke
Fra Wikikilden

RETTELSER
TIL
AFHANDLINGEN „OM PEDER CLAUSSØN FRIIS OG HANS SKRIFTER“ FORAN UDGAVEN „SAMLEDE SKRIFTER AF PEDER CLAUSSØN FRIIS“.
AF
Dr. GUSTAV STORM.
I.

Fra de mig indtil 1881 tilgjængelige Dokumenter, hvor Hr. Peder Claussøn omtales, kjendte jeg dengang intet, som kunde tyde paa, at Hr. Peder var personlig kjendt paa Østlandet; jeg har derfor dengang antaget, at Hr. Peder ikke paa sine Reiser var kommet længer øst end til Skien, uagtet enkelte Udtryk nok kunde tyde paa personligt Kjendskab ogsaa til Oslo. Fornylig er jeg i det danske Rigsarkiv bleven opmærksom paa en saavidt vides hidtil ubenyttet Kilde til norsk Personal-Historie omkr. Aar 1600, hvoraf noget andet fremgaar. Blandt Dokumenterne vedkommende Hyldingerne i 1591 og 1610 i Oslo fandt jeg nemlig Bemyndigelser til at repræsentere Kapitler og Landsprester ved disse Hyldinger, og blandt disse følgende vedkommende Hr. Peder:

1) Fuldmagt, udstedt af Kapitlet i Stavanger, for hæderlige og vellærde Mænd Hr. Knud Michelssøn, Provst og Sogneprest til Domkirken, Hr. Peder Claussøn „archedegen“ og Hr. Christiern Dafinssøn, Predikant sammesteds, til at møde ved Hyldingen i Oslo, dat. 3 Mai 1591.

2) Fuldmagt for Lister Provsti, udstedt af Sognepresterne Knud Pederssøn til Bjelland og Niels Peterssøn til Kvinesdal til Hr. Peder Claussøn, Sogneprest til Undal og Provst i Lister Len, Hr. Daniel Pederssøn, Sogneprest til Lister, og Hr. Rasmus Matssøn, Sogneprest til Lyngdal, for at møde ved Hyldingen, dat. Valle 17 April 1610. (Skrevet med Peder Claussøns Haand).

3) Fuldmagt, udstedt af Stavangers Kapitel, for Hr. Peder Claussøn „archidiaconus“, Sogneprest til Undal og Provst over Listerlen, item Hr. Christen Dafinssøn, Kannik og Predikant til Domkirken, og Hr. Rasmus Pederssøn, Kannik og Sogneprest til Torvestad og Provst i Karmsund, til at møde for Kapitlet ved samme Hylding.[1]

Da disse Dokumenter er fremlagte ved selve Hyldingen og endnu findes blandt Hyldingsakterne, er det dermed givet, at Hr. Peder har været tilstede i Oslo baade ved Christian d. 4des Hylding 8 Juni 1591 og ved dennes Søn Prins Christians Hylding 17 Juni 1610. Utvilsomt har saaledes Hr. Peder benyttet denne Leilighed, hvorved han vel er truffet sammen med Mænd fra Landets forskjellige Egne, deriblandt fornemmelig fra Østlandet, til at samle Efterretninger, som han har tilgodegjort i sine senere Skrifter. Saaledes maa man fornemmelig tænke paa hans Optegnelser om Østlandet overhovedet i hans „Norges Beskrivelse“ (1613); ligeledes tør han her have samlet de historiske Efterretninger om Oslo Beleiring i 1567, som han tænkte paa enten at bearbeide i et eget Skrift eller indarbeide i et større historisk Værk.[2] visselig har Hr. Peder ved disse Leiligheder ogsaa gjort Bekjendtskab med Personer fra Oslo, fornemmelig vel geistlige; dog vover jeg ikke at pege paa bestemte Personer, og navnlig finder jeg ingen Grund til at gjætte paa Oslobiskopen Jens Nilssøn. Vistnok har, som Dr. Y. Nielsen har fremhævet, Hr. Peder i 1576 i Skiensmødet været sammen med Biskop Jens Nilssøn og kunde saaledes have fornyet Bekjendtskabet med ham i 1591; men isaafald skulde man have ventet i Hr. Peders Skrifter at træffe paa Laan fra Biskopens Skrifter eller ialfald overensstemmelser med disse. Saadanne Laan eller Ligheder har det imidlertid ikke lykkedes mig at finde, og alle de Steder, hvor man kan anstille direkte Sammenligning, f. Ex. om østlandske topografiske Forhold, om Hamar, om Fiskene i Mjøsen o. l., viser kun, at Hr. Peder ikke har laant fra Biskopen.[3]

Fuldmagten af 1591 viser, at Titelen „archidiaconus“ (Formand i Kapitlet) ikke, som jeg antog (p. XXXIX), var givet ham af Biskop Laurits Skabo efter Domprovsten Hr. Knut Michelssøns Død (1607–8), men at Hr. Peder bar denne Titel allerede i Biskop Jørgen Erikssøns Tid, ialfald saa tidligt som 1591. Hvor tidligt han modtog denne Værdighed, som forklarer, at han f. Ex. i 1592 optræder paa Biskopens Vegne i Forhandlinger med Bønderne i Nedenes (p. XIX), er mig ikke klart; maaske det er skeet allerede efter den gamle, forhenværende Biskop Jon Guttormssøns Død i 1578.

Fuldmagten af 1610 viser, at det var feilagtigt at antage (p. XXXX), at Hr. Peder i Biskopens Fravær Sommeren 1610 har fungeret som hans Vicarius; Hr. Peder har netop ligesom Biskopen været tilstede ved Hyldingen. Ligeledes oplyser Fuldmagten af 1610 noget nærmere Udfaldet ved det S. XXVI omtalte Prestevalg i Kvinesdal. Nils Pederssøn (Normand), som i 1609 var valgt af Almuen, men mod hvem Provsten havde protesteret, blev virkelig godkjendt af Biskopen efter Kongens Ordre, og Hr. Peder har altsaa som Provst maattet finde sig i hans Ansættelse og forlige sig med ham. Nils Pederssøn har nemlig været tilstede paa Hr. Peders Prestegaard Valle d. 17de April 1610 som Sogneprest i Kvinesdal og deltaget i Valget paa Hr. Peder til Deputeret fra Lister. Men den nye Sogneprest maa være død strax efter; thi under Opholdet i Oslo (15–21 Juni) har Lensherren, Styring Bohl, berettet til Kongen, at hans Kald var ledigt, og fik ved Kongebrev af 19de Aug. s. A. Anvisning paa at beskikke hans Eftermand med Forbigaaelse af Almuens Valg.[4]

II.

Om de gamle Haandskrifter, Hr. Peder benyttede, kan kun faa yderligere Oplysninger gives. Jeg har i „Arkiv f. nord. Filologi “ oplyst, at det var en Feiltagelse, naar jeg sluttede (p. LVI), at Lagmanden Laurents Hanssøn og Peder Claussøn har benyttet samme Haandskrift af Heimskringla. Denne Slutning udgik fra de næsten identiske Udtryk i begges Fortaler om Snorre Sturlassøn som Forfatter; men, som jeg paa det Sted viste, er „Fortalen“ i Peder Claussøns Sagaoversættelse indskudt af Ole Worm fra Laurents Hanssøns haandskrevne Oversættelse og vedkommer ikke Hr. Peder.

Ligeledes har jeg i Norges gl. Love IV gjort bedre Rede for de gamle Lovbøger, Hr. Peder har havt Adgang til. Hans Hovedkilder har været „Jon Simonssøns Lovbog“ (A. M. 322 fol.) samt „den Frostetings Lovbog “, som tilhørte Lagmanden Pros Lauritssøn paa Nørholm (nu C. 21 i Stockholm); disse Haandskrifter har Hr. Peder aabenbart laant fra de to Lagmænd. Den islandske Lovbog, som jeg S. LVII har regnet blandt hans Lovkilder, er derimod utvilsomt den trykte Jonsbók i en af de tidligste Udgaver.

Om Hr. Peders Skrifter har jeg ingen nye Oplysninger at give; kun benytter jeg Leiligheden til at berigtige enkelte Misforstaaelser. Jeg har S. LXVII opfattet hans Omtale af „Siøkarten“ som en Henvisning til et paatænkt eller paabegyndt Arbeide af ham; rimeligere er det dog, at han her efter Tidens Sprogbrug med „Siøkarten“ mener en sædvanlig Kystbeskrivelse af den Art, som i Nordeuropa dengang kaldtes „Søkart“; et saadant „Søkart over Øster og Vestersøen“ findes i et dansk Lovhaandskrift fra 1594, nu i Stockholm.[5]

S. LXVII har jeg formodet, at Biskop Laurits Skabo har efter Hr. Peders Død sendt hans Sagaoversættelse til sin Svoger, den danske Historieskriver Claus Lyschander, „thi efter hans Død fandtes den blandt dennes Bøger og indgik med disse i Universitetsbibliotheket“ o. s. v., hvorhos jeg i Noten bemærker, at Lyschander dog ikke i „Danske Kongers Slægtebog“ har benyttet Hr. Peders Skrifter. Denne Formodning gik ud fra, hvad Dr. Holger Rørdam hævdede i „Lyschanders Levned“ (p. 146), at den af ham der meddelte Bogliste var Katalog over Lyschanders Bøger. Men senere har Hr. Birket Smith bevist, at dette er en Feiltagelse, og at Boglisten kun er en Afskrift af det Kjøbenhavnske Universitetsbibliotheks Katalog over dets Haandskriftsamlinger fra 1662.[6] Min Formodning, at Biskop Laurits Skabo har været Mellemmand mellem Hr. Peder og Lyschander, maa saaledes bortfalde. Vi ved af Listen kun, at der i Universitetsbibliotheket ved 1662 fandtes flere Haandskrifter af Hr. Peder Claussøns Arbeider, der betegnes: 1) Norvegica B. 11 postea edita. a Wormio; 2) Petri Claudii [Frisii][7] Historiarum Norvegicarum Tom. 1, Tom. 2, Tom. 5, Tom. 6, Tom. 7, Tom. 8. At ogsaa den første indeholdt Kongesagaerne, sees af Stephanius’s Beskrivelse af samme Haandskrift fra c. 1640: „In Cod. B 11 extat Chronicon Norvagicum Snorronis Sturlesonii quod auctius prodiit 1633“. Det har altsaa aabenbart været Hr. Peders Manuskript til Kongesagaerne, saaledes som det forelaa for Worm i 1633; „auctius“ sigter vel til Worms Tillæg i den trykte Udgave. Det andet Haandskrift, hvis Tilstedeværelse i Universitetsbibliotheket ikke kan paavises før 1662 og rimeligvis er yngre der end Stephanius’s Registrant, har været delt i flere, mindst 8 „Tomer“ – rimeligvis særskilte Hefter eller Bind –, og paa Grund af denne Deling manglede allerede i 1662 3die og 4de Tome. Begge Haandskrifter er naturligvis brændt i 1728, og ingen Historiker sees at have benyttet dem, medens de endnu fandtes i Bibliotheket.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ I Oslo Kapitelsbog nævnes kun, at Biskopen og Hr. Christen Dafinssøn kom til Oslo Pintsedag d. 27 Mai (Hist. Tidsskrift 1ste Række II, 111); de øvrige Deputerede er altsaa ikke komne sammen med dem.
  2. ↑ Udgaven S. 284.
  3. ↑ Jfr. Dr. Y. Nielsens Bemærkninger i Fortalen til „Biskop Jens Nilssøns Visitatsbøger og Reiseoptegnelser“ p. LX.
  4. ↑ Norske Rigsregistranter IV, 391. [Wikikildens note: Fotnotetegnet mangler i originalen.]
  5. ↑ Norges gl. Love IV, 690 f.
  6. ↑ Birket Smith. Om Kjøbenhavns Universitetsbibliothek før 1728, S. 26.
  7. ↑ Birket Smith, S. 141 og 152. Familienavnet Friis findes hos Rørdam l. c., ikke hos Birket Smith.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Rettelser_til_Afhandlingen_„Om_Peder_Claussøn_Friis_og_hans_Skrifter“_foran_Udgaven_„Samlede_Skrifter_af_Peder_Claussøn_Friis“&oldid=218554»