Raad til Ophelia
RAAD TIL OPHELIA
He is dead and gone, Lady,
he is dead and gone!
Ophelia, agt paa din elskers blik,
men ikke i glansen af faklers brande,
og ikke i skyggen af søt musik,
men øie til øie, pande mot pande!
Hold stille hans læber og hænder borte,
men bare forgaa i det blanke, sorte —
sænk dig, Ophelia, synk, gaa vild
i noget, som bare paa skrømt er til!
men ikke i glansen af faklers brande,
og ikke i skyggen af søt musik,
men øie til øie, pande mot pande!
Hold stille hans læber og hænder borte,
men bare forgaa i det blanke, sorte —
sænk dig, Ophelia, synk, gaa vild
i noget, som bare paa skrømt er til!
Er det ved Acherons strand, du er?
Taakede vidder flyter ut
i svartnende tuver og bleke kjær —
myr efter myr af dødt land,
et dødblekt far for vandsyke blommer,
som speiler skarpt i det graalyse vand
sin grimme, hængende gustne sommer!
— — —
Taakede vidder flyter ut
i svartnende tuver og bleke kjær —
myr efter myr af dødt land,
et dødblekt far for vandsyke blommer,
som speiler skarpt i det graalyse vand
sin grimme, hængende gustne sommer!
— — —
Dette er evigheten i sted!
Dette er stilheten uten fred!
Du, som din elskedes sind vil gjæste,
bys ikke engang fotefæste!
Dit, du deilige, favnes du ned —
bænk dig et leie i liljernes laken,
søk dig en søvn, hvor blomsterne vaaker,
høinattestide, lik lys i staken!
Dette er stilheten uten fred!
Du, som din elskedes sind vil gjæste,
bys ikke engang fotefæste!
Dit, du deilige, favnes du ned —
bænk dig et leie i liljernes laken,
søk dig en søvn, hvor blomsterne vaaker,
høinattestide, lik lys i staken!
Uten at unde sig skyggen af hvilen
skinner de, søvngjængertændte af tvilen —
straalende ut af et utpint land
med dødblekt far for vandsyke blommer,
som speiler skarpt i det graalyse vand
sin grimme, hængende, gustne sommer — — — —
skinner de, søvngjængertændte af tvilen —
straalende ut af et utpint land
med dødblekt far for vandsyke blommer,
som speiler skarpt i det graalyse vand
sin grimme, hængende, gustne sommer — — — —