Røvervæsenet i Tyskland ved Slutningen af det 17de Aarhundrede
Røvervæsenet i Tyskland ved Slutningen af det 17de Aarhundrede[1].
Naar man nutildags uden Fare for Gods og Liv kan færdes hvorsomhelst i tydske Lande, naar man ved, hvorledes en fortrinlig Administration, støttet af Nutidens humanere Tænkemaade, sørger for Orden og Sikkerhed og verner om Undersaatternes Person og Eiendom, saa er det os ligetil ufatteligt, at det hele Tyskland for knapt Hundrede Aar siden var hjemsøgt af de vildeste Røverbander, hvis Rovlyst og Grusomhed overskred alle Grænser. Vi holder det neppe troligt, at et saa kort Tidsrum kan have skabt en saa fuldstændig Forvandling fra en Tilstand af halvt Barbari til de sociale Forhold, som vi nu lever under. Naturligvis, der er Kjæltringer og Tugthuskandidater i Mængde den Dag idag, men de er Børn i Magt, sammenlignede med sine værdige Forfædre, der i tætte Masser var forbundne hele Tyskland over, og mod hvis Rovlyst hverken Murene eller Politiet i store, folkerige Byer kunde beskytte, end mindre da Vagterne i Landsbyer, Møller og paa Bondegaarde, hvor man aldrig kunde lægge sig til Ro uden Frygt for om Natten at se Liv og Eiendom sat i Fare ved Indbrud, Mordbrand og Mishandling. Dette er jo Forhold, som er ganske fremmede for vor Tid, og som vi vilde afvise som opdigtede eller overdrevne, dersom ikke fuldstændig paalidelige Beretninger godtgjorde dem.
Dette Uvæsen havde dybe Rødder: helt tilbage til Trediveaars-Krigens Tid maa vi nemlig søge for at finde de Forhold, der skabte Betingelserne for dets Trivsel. Den materielle og økonomiske Ruin, den forfærdelige moralske Forvildelse og Raahed, den Slaphed i de moralske Begreber, som var en Følge af den lange, skrækkelige Krig, gjør os det nogenlunde forklarligt, hvorledes Røveriet da kunde brede sig saa stærkt, og hvor afmægtige Autoriteterne var overfor det. Saa fuldstændig havde dengang Gavtyvene Overhaand, saa trygge var de midt i det borgerlige Liv, at der endog dukkede op kvindelige Røverkapteiner, som den berygtede Anna Sophie, Falsette kaldet, der forstod at fore de mest erfarne Politimænd bag Lyset og med Rostocker Brændemerket paa Ryggen endog indgik Egteskab med en Patriciersøn i Lybeck. Den Magt, som Forbrydervæsenet havde i alle Kredse, øgedes i høi Grad derved, at den almindelige moralske og sedelige Bevidsthed laa saa sørgelig nede. Mange Banditer forstod tiltrods for sit raa Haandverk at føre sig utvungent og elegant i det borgelige Liv og at trænge ind selv i de høieste Kredse. Det var derfor slet ikke altid sagt, at en Gavtyvs Fald eller Paagribelse blev betragtet som en forønsket Seir for Retfærdigheden over Forbrydelsen; tvertimod, der vistes Banditen og Morderen i Fængslet og ved Skafottet de utvetydigste Tegn paa den mest levende Interesse; han betragtedes ligetil som Helten i en ulykkelig Roman, hans Forbrydelser blev til Heltebedrifter, og paa den Vis opstod hine eiendommelige Røver-Romaner, der var den populæreste Lekture i sin Tid.
Først med det 18de Aarhundrede begyndes der en frygtelig Kamp af Politiet og den kriminelle Retspleie, der lidt efter lidt mander sig op, mod Forbryder-Verdenen. Skafotterne dryppede af Blodet fra hele Bander, der faldt Retten i Hænderne og ofte blev dømte efter en uforsvarlig kort Forhandling. Paa ingen anden Tid findes der en saadan Masse trykte Beretninger om domfældte Forbryder-Bander som i de to eller tre første Aartier af forrige Aarhundrede. Man kan af de enkelte Processer tydelig forstaa den uhyre Udbredelse, som Forbryder-Væsenet havde over hele Tyskland, ja udover dets Grænser, og hvilken seig og inderlig Sammenhæng der var mellem de enkelte flygtige Grupper til et stort, fordærveligt Hele. Dette var naturligvis noget, som heller ikke kunde blive ubemerket af den Tids Retsvæsen, men den upraktiske, formelt høitidelige Gang, som var den hele Institution egen, var Hovedgrunden til, at den stod magtesløs i Kampen mod sin frygtelige Modstander, der fortsatte sit gamle Haandverk, ikke alene hemmelig, men aabenlyst lige for Autoriteternes Øine, ja hist og her endogsaa beskyttede af de store Herrer.
Tiggerne og Zigeunerne, som ogsaa var en stor Landeplage, kunde man nogenlunde verge sig imod, saaledes som Hamburg i 1753 havde vist, da det havde udsendt en Militær-Afdeling mod en 400 Mand stærk Bande af saadanne røvende og plyndrende Karle, men overfor de egentlige Røverbander viste alle Forholds-Regler sig frugtesløse. Hertil kom, at Røverne under det dengang herskende Hvervesystem let fandt Leilighed til at forstikke sig som Soldater i det første det bedste Regiment for saa igjen at desertere og enten at løbe over til Fienden eller ukjendt og uforstyrret under nyt Navn igjen at begynde det gamle Haandverk. Dette begunstigedes fremdeles ved de talrige rigsumiddelbare Territorier, hvormed Tyskland, navnlig ved Rhinen, var oversaaet, og i ikke mindre Grad ved de uophørlige Krige og de derved fremkaldte Grænseforandringer og Landafstaaelser, hvorved Forvaltningen stadig gik over i andre, med Forholdene ganske ukjendte Hænder.
Alle disse Omstændigheder gjør da, at Gavtyv-Væsenet udadtil faar en saa uhyre Udbredelse og indadtil en saadan forbausende sikker Organisation. Men endnu en Omstændighed er os paafaldende: Det er den uhyggelige Forvorpenhed hos selve Høvdingerne, der i denne Tid træder os saa grelt for Øinene, og som endog overtræffer de Grusomheder, der øvedes under og efter Trediveaars-Krigen. Trods den Følesløshed og Raahed, hvormed der dengang røvedes og myrdedes, ser man dog endnu hyppig et vist Træk af røverisk Romantik, et vist Hang til Eventyr og Tapperhed træde frem, saasnart der ikke længer gjordes Modstand. I de snigende, lumske Bander i forrige Aarhundrede ser man derimod kun de forvorpne, snedige Forbrydere, der ved Nattetid overfalder de Sovende og plyndrer dem, langsomt slagter dem under skrækkelige Mishandlinger eller kvæler dem under Dynerne, og tilsidst stikker i Brand hvad de ikke kan føre med sig. I denne Tid, da den høit priste moderne Humanisme tager sin Begyndelse, er denne Modsætning saa meget mere paafaldende, som et ikke ringe Antal af hine Røvere gjør Fordring paa at have en god Opdragelse, enkelte endog tør regne sig til den lærde Klasse. Men den Bestialitet, som de viser, finder sin Forklaring i et andet gjennemgaaende Træk hos alle disse Bander, en dyrisk vild Hang til Vellyst og en Umaadelighed i Drik, der bragte mange Røvere under deres Fuldskab i Rettens Hænder og paa Skafottet.
Til at overvælde eller kue de skrækkelige Elementer skortede det Autoriteterne baade paa Omtanke og Kraft. Der manglede da ogsaa kun den dybtgribende Omvæltning, som den franske Revolution medførte, for at sætte alle fordærvelige Stoffer i Bevægelse. Som ved et Trylleslag stod der over hele Holland og Tyskland og langt udover disse Landes Grænser et frækt, forbrydersk Broderskab, som Historien ikke kan opvise Magen til, udbredt over det vide Omraade i et stort Hele og i en næsten talløs Forgrening, paa een Gang sluttet og bevægeligt, haardnakket og flygtigt, handlende med raa Vold og med den fineste Sluhed og Forslagenhed, kjæmpende for Livet med Fortvivlelsens Mod og sættende det samme Liv paa Spil for at kunne tømme Livslystens Bæger til Bærmen, røvende Rigdomme sammen og forødende den i vanvittig Nydelse.
En Eiendommelighed ved det tyske Røvervæsen, der tillige var en væsentlig Grund til Vanskeligheden ved at tilintetgjøre det, var den Omstændighed, at det her altid har manglet de organiserede Bander paa bestemte Førere, der, saaledes som i Frankrig og Italien, kunde faa en stadig Overmagt og hævde en varig Disciplin blandt sine Undergivne. Dels var vistnok Terrainet i Tyskland mindre skikket til at yde varige Skjulesteder for en større, samlet Masse, dels har vel de mange smaa Lande været en væsentlig Hindring for Udviklingen af et ordentligt Høvdingskab, skjønt der, navnlig blandt de rhinske Bander, just ikke syntes at være nogen Mangel paa fortrinlige Emner til Røverkapteiner. Vistnok holdt Banderne sammen; men de valgte sig for hvert enkelt Foretagende en Anfører, „en Banherre,“ der med Brækjernet i Haand banede Vei og fordrede ubetinget Lydighed, til Foretagendet var udført, og Byttet var delt. Raskt spredtes nu Flokken fra hinanden for igjen at optræde paa andre Steder i en ny Gruppering. Om den nederlandske Bande hører vi, at den havde bestemte Grader. Til første Klasse hørte „Cheferne,“ Anførerne, der under Røveriet bar Brækjernet i Haanden, til anden de saakaldte Baldowerer, der skulde opspore en rig Mand, og skjønt de ikke selv drog med, skulde have en anseelig Del af Byttet, til tredje Veteranerne, Røverne, der havde næsten samme Rang som Chefen og reiste med ham tilhest eller tilvogns til det ofte fjerntliggende Sted, hvor Planen skulde udføres, og var Kjernen i Banden. Den sidste Klasse dannedes af „Gutterne,“ unge forvorpne Knøse, der opholdt sig paa det bestemte Sted og af Chefen eller Veteranerne blev hvervede til Udførelsen af det enkelte Rov og siden igjen fik gaa.
Denne frygtelige nederlandske Bande dannede sig omkring 1790, begunstiget ved de revolutionære Bevægelser i Brabant og Flandern; snart sluttede den sig sammen i større Grupper, som den brabantske, hollandske og mersenske, snart i mindre Skarer, der i stadig Kamp med Politiet huserede snart her, snart der, forsvandt paa et Sted for at dukke op igjen paa et andet langt derfra, ved energiske Forfølgelser spredtes fra hinanden og forenede sig paany og fra den nordligste Spidse af Friesland lige til Baiern, fra Seine til hinsides Elben, snart i Nimwegen, snart i Hamm og Köln, snart i Ansbach og Donauwörth satte alt i Skræk ved den utrolige Snedighed og Forvovenhed, hvormed de undfangede og udførte de dristigste Planer og hobede uhyre Skatte sammen. Netop den forbausende Magt og uhyre Udbredelse hos denne Bande, der ligesom voxte op af Jorden ved et Trylleslag, gjør den mystiske Folketro forstaaelig der satte den i Forbindelse den den Onde selv.
I denne Forbindelse er den ældre Mersener Bande af særegen Interesse, dens Organisation omhylledes af en Hemmelighed, fra hvilken Sløret først ganske nylig er bleven fjernet.
Paa Maas’s høire Bred, halvanden Mil nordost for Mastricht, ligger ved Foden af et med tæt, vildt Krat overgroet Bjerg, der rager høit op over Maas-Dalen, en ikke just stor, men folkerig Landsby, Mersen. I hundrede Aar, ja længer, havde her midt blandt fredelige Bønder noget forvorpent Pak slaaet sig ned. Hvad der bidrog til, at det netop valgte dette Sted, var dels den Omstændighed, at det i Nærheden havde baade Brabants, Julichs og Aachens Omraade, saa det med Lethed kunde vandre fra det ene Distrikt til det andet, dels at der her strømmede sammen en Mængde omstreifede Handelsjøder, som befordrede Salget af Tyvekosterne. Men de Røvere, som i den første Tid slog sig ned her, var ikke alene et andet Slags Folk end de senere Tiders, de havde ogsaa en anden Methode. De gamle Mersenere stormede ikke med Magt sine Ofres Døre, angreb dem ikke personlig eller mishandlede dem. Deres System var netop det modsatte; de listede sig saa stille som paa nogen Maade muligt i Nattens Mulm og Mørke til rige, ensomt boende Bønders Gaarde, brød uformerkt ind og flygtede med Rovet, ofte uden ellers at efterlade sig det ringeste Spor. Tyverier af denne Art skede i 60-Aarene saa hyppig, øgedes med hver Dag og var omgivne med et saa hemmelighedsfuldt Slør, at Almuen fuldt og fast troede, at det var den lede Satan, som var paafærde. Ubegribelig syntes den Hurtighed, hvormed Rovet bragtes til Mersen. Snart havde den ophidsede Fantasi udmalet sig allehaande Djævelskab. Under det blodige Lig af en myrdet Person, hed det, sluttede Røverne sit Forbund med skrækkelige Eder. Belial selv præsiderede, mønstrede Medlemmerne, bragte Tyverier i Forslag og hjalp til at udføre dem. Enhver af Banden havde til sin Raadighed en sort, ragget Gjedebuk, hvormed han pleiede at ride gjennem Luften for at hente sit Rov langveisfra. Heraf fik de da Navnet „Bukke-Ryttere.“
Bukke-Rytternes Ordning med alt dets hemmelighedsfulde Væsen rækker tilbage til Trediveaars-Krigens Tider. Om Røverhøvdingen, „Kirurgen“ Kirchhoff, fortælles der saaledes, at han en stille, maanelys Nat tog sine Fæller i Ed foran et Kapel under den dengang sedvanlige Forskrivning til Djævelen. Fuldstændig i Stilen er det, naar Kontrakten, hvis Indhold vi endnu har bevaret, underskrives med Deltagernes eget Blod, idet nemlig enhver skar sig i den venstre Tommelfinger, samlede Blodet i Pennen og dermed satte sit Navn paa Pergamentet.
Begunstigede ved Folkets Overtro og Frygt havde Bukke-Rytterne i flere Aartier drevet sit Uvæsen, da endelig Justitsen ved øget Strenghed søgte at gjøre godt igjen, hvad den tidligere havde forsømt. Omkring Aar 1770 tog man da fat med Fængslinger, pinlige Forhør og Henrettelser ved Strikke og Hjul. Høvdingen blev martret tildøde, og Blodsudgydelsen tog ingen Ende, før hele den trolddomsagtige Røverforening syntes fuldstændig tilintetgjort, før en hel Række Huse stod øde, og en stor Del af Mersens Indvaanere havde lidt Forbrydernes skrækkelige Død.
Men trods alt dette var Bukke-Rytterne dog ikke aldeles tilintetgjorte; deres Hovedanførere undkom og blandede sig med den for Størstedelen af Jøder bestaaende nederlandske og brabantske Bande, der i Aaret 1790 under den frygtelige Abraham Picard, „Nattens Konge,“ brød frem med aabenlys Vold. Sprængt fra hinanden i Aaret 1796, indrettede den sig igjen i Mersen under Franz Bosbeck; ogsaa her forfulgt og adspredt viste den sig igjen to Aar efter i Neuwied og Essen. Efterat Rhin-Departementerne i 1798 havde faaet fuldstændig fransk Forvaltning, havde Røverne det her slemt nok; saa samlede sig da alle, som havde reddet sig, paa høire Rhinbred til en bevægelig Masse, hvis enkelte Grupper aldrig fik nogen fast Holdning. Snart saa man Picard som Anfører for Essen-, snart for Neuwieder-Røverne, snart var Schinderhannes blandt Neuwiederne, snart hos sin egen Bande; i Deutz havde Fetzer, ved Aachen Peter Sprung en Røvergruppe, der dog alle igjen traadte tilbage til det store Forbund, naar Omstændighederne krævede det.
Denne Røvermasse blev desuden forstærket ved et betydeligt Antal Høvdinger, der ved Daden i Dillenburg under et med utrolig Forvovenhed foretaget Røveri var blevne tagne til Fange efter et formeligt Slag, men derpaa det følgende Aar var flygtede fra sit Fængsel i Wesel. Det er saaledes let at forstaa, at alle de Rædsler og Ugjerninger, hvormed Landskaberne paa den venstre Bred var blevne hjemsøgte, nu gjentog sig paa en endnu frygteligere Vis paa den høire Side. Det paafaldende i den Omstændighed, at Neuwied, lig det hessiske Eckeroth og Ramsthal, kunde byde dette Pak et saa langvarigt og sikkert Tilflugtssted, forklares ikke blot af den Lethed, hvormed der indrømmedes al Slags Fremmede uden Legitimation Ret til at slaa sig ned: det bliver endog med Krav paa Paalidelighed berettet, at Tyvekosterne blev skjulte bag Kirkernes Altre, at i Aachen, Neuwied og Essen Politi-Vagtmestrene udstedte falske Pas, varskoede Forbryderne og aabnede Portene for dem, at de i Eckeroth fandt sikker Beskyttelse hos Øvrigheden, naar de betalte Amtmanden den behørige Tribut. Blev de fangne, var det med Fængslernes elendige Indretning og Vagternes Upaalidelighed ikke vanskeligt at undvige. Om den berygtede Picard ved man, at han har siddet fast i Middelburg, Lille, Mons, Gent, Münster, Wesel, Køln og andre Steder, men hver Gang flygtet.
Utrolig var den Dristighed og Forvovenhed som Førerne viste ved sine Anlæg. Da Posten i Langenfeld skulde røves (1799), sammenkaldte Fetzer, Joh. Müller og Schiemann Englænder Røvere fra alle Kanter af Tyskland. Som til et Slag drog Banditerne ud, plyndrede aabenlyst Landsbyerne og sloges med Fortvivlelsens Raseri mod langt overlegne Soldater-Afdelinger og Bønder. „Johannes durch den Wald“ gjorde ligetil hele Sogne ved Mosel skatskyldige. Han holdt gjerne til paa et i en romantisk Trakt liggende Slot, Schmittburg, der var fransk Eiendom og beboedes af fattige Daglønnere. Selve Røverselskabet havde slaaet sig ned i Slotskapellet. Da en Dag Gendarme-Brigaden red gjennem Dalen, ilede Røverne dem imøde i fuld Kamporden. Ethvert Menneske i Nabolaget kjendte deres Opholdssted uden at forraade dem. Unggutterne indfandt sig gjerne hos dem og forsynede dem med Ammunition, ja Røverne holdt endog Baller, der blev talrig besøgte af den landlige Befolkning.
Den uhyre Udbredelse, som Røvervæsenet havde over hele Vest- og Nord-Tyskland endnu i Begyndelsen af dette Aarhundrede, og hvortil de stadige Krige ogsaa bidrog Sit, gjør den dybe Rædsel forstaaelig, som dengang havde grebet Befolkningen. Naar allerede i de store Byer, f. Ex. Køln og Düsseldorf, hvor Gavtyvene fandt et sikkert Tilflugtssted i de mange Lastens Huler, de voldsomme Indbrud steg til en foruroligende Høide, saa var Landbefolkningens Stilling ligetil frygtelig. Neppe var en Godseier befriet for de vilde Soldaterhobe og troede at kunne nyde det Reddede i Ro, saa blev han overfaldt af en Røverflok med skaanselsløs Voldsomhed.
Det var med en næsten fortvivlet Forbitrelse, at Autoriteterne optog Kampen mod det frække Pak, og de gjorde virkelig nogen Afbræk i Uvæsenet. Men neppe var der der oprettet en taalelig Ro, saa fremkaldte nye krigerske Bevægelser den gamle Usikkerhed. Opmuntrede ved den almindelige Forstyrrelse under Kampene mod det franske Voldsherredømme (1813) og befriede, især af det franske Gendarmeri, greb de forvorpne Karle allerede igjen til det vante Haandverk. Der gaves neppe et eneste af de franske Tropper rømmet Sted, hvor ei Forbryderne sprængte sine Baand. Saaledes undløb alene i Kassel under Besættelsen med russiske Tropper 171, i Heiligenstadt 88 Straffanger for paany at flokke sig sammen. Først lidt efter lidt lykkedes det i de følgende fredelige Tider ved Embedsmændenes Energi og Udholdenhed og ved Hjælp af det atter indførte Gendarmeri at holde dette Fantepak i Tømme.
I det østlige og sydlige Tyskland er af disse Røverhistorier ikke blevet synderlig andet tilbage end Navnet Schinderhannes, en Helt, der dog langtfra fortjente den Berømmelse, der blev ham til Del. I Rhinlandene derimod lever endnu Erindringen om den trængselsfulde Tid i talrige Folkebøger. I Vertshuse og Skjænkesteder fortæller man om Studenten Damian Hassel, om den store Fetzer og hans heroiske Død; det Taarn ved Rhinen, hvorfra han engang undveg, heder i Folkemunde Fetzertaarnet, og Spielmanns Mathias er den Dag i Dag en velbekjendt Skikkelse.
Af Tilstandene i Køln paa Røverbandernes Tid giver følgende Skildring af en Samtidig et anskueligt Billede.
„Indbrud og gyselige Røverhistorier hørte hos os til det daglige Liv, og vi Gutter var saa fortrolige dermed, at vi betragtede det som det skulde saa være. De truede enhver som andre Ulykkestilfælde, og Den priste sig lykkelig, som blev forskaanet for dem. Enhver er jo sig selv nærmest, og det interesserede os derfor mere naar det hed, at Fetzer igjen var brudt ud, eller den og den Bande havde gjort Indbrud her og der, end naar det hed, at Østerrigerne havde slaaet Franskmændene, eller den eller hin General kom dragende over Rhinen. Naar en eller anden af de store Røvere blev fangen og indbragt, glædede det os vel; men Glæden var dog forbunden med en hemmelig Frygt, thi man tvivlede ikke paa at han snart igjen vilde bryde ud. En almindelig Forfølgelse og Udryddelse af Uvæsenet holdt vi for ganske umulig, og der tiltrængtes ogsaa i Virkeligheden for at gjøre den mulig, den hele Talentfuldhed og al den rastløse Udholdenhed hos en saa udmerket Mand, som Statsprokurator Keil. Navnlig var vi i Køln, den store og rige By, altid opfyldte af Skræk; thi enhver vidste, at et betydeligt Antal Røvere her stadig havde sit Tilhold, enten naar de laa paa Lur, eller naar det gjaldt i Sus og Dus at sætte de røvede Skatte overstyr. I de tusinde Smuthuller i den krinklede By fandt de den bedste Anledning til at unddrage sig Sikkerhedspolitiets Øine. Det var slet ingen Hemmelighed, at en af deres Hovedagenter, der kun var Mellemmand, men ikke selv stjal, boede midt iblandt os. Som Gut saa jeg ham ofte, den berygtede Spielmanns Mathias, staa derover ved Broen i Deutz. Naar han med sine fule Øine stod der og grinede, strøg sig om Munden og hilste til os Skolegutter, løb det os vel koldt nedover Ryggen, og vi sprang i pludselig Frygt vor Vei; men det hindrede os ikke i at vende tilbage og betragte ham; thi han var en berømt Mand og modtog Høflighedsbevisningen med stort Velbehag. Var han i Samtale med Nogen, vidste vi hvad Klokken var slagen, at man igjen raadslog om et nyt Indbrud. Det vidste enhver; men Spielmanns Mathias stod i mange Aar uanfegtet paa Broen i Deuß.
Man skulde i det mindste have troet, at Røverne, som udstrakte sin Virksomhed paa den ene Kant til Holland, paa den anden lige til Main, og som snart paa den franske, snart paa den tyske Side af Rhinen fik den hurtigste og bedste Besked om alle Leiligheder, hvor der var noget at gjøre, vilde skaane den By, hvor de fandt Beskyttelse eller ialfald Skjul. Men saa var det dog ikke; ogsaa her hørte Indbrud og Plyndringer til Dagens Orden, ret som til Haan mod Politi- og Militærmagt, som altid var for sent paa Pladsen og vel heller ikke fandt den nødvendige Understøttelse blandt Borgerne; thi Frygten for Bandernes Hevn var stor. Man vidste med Sikkerhed, at Gavtyvene havde sit Asyl hos en Vert i en bestemt, berygtet Del af Byen, men Efterforskningerne, naar et Tyveri var begaaet, kom altid for sent. Fuglene var altid fløine.
En Nat — jeg husker det endnu saa vel — blev der banket paa vort Vindu. Kjendinger raabte til os, at der i Hjørnehuset nede i Gaden just blev begaaet et Indbrud, vi maatte tage os iagt. Hvad der mentes dermed, og hvorledes vi skulde tage os iagt, det vidste jeg ikke. Hos os Gutter var Nysgjerrigheden endnu større end Skrækken, og vi gik op paa Loftet for at betragte hvad der var at se. Der var virkelig gjort Indbrud af Banden, efterat den havde sprængt Skaadden og slaaet Døren ind, og Røverne havde plyndret i den folkerige By, efterat allerede de nærmeste Gader var allarmerede. Først da den væbnede Magt rykkede frem, begav de sig Flugt, men med sit Bytte! Nu vidste jeg hvad Advarselen betød. De belæssede Røvere forsvandt for vore Øine, næsten i Begreb med at støde sammen med sine Forfølgere, i eller mellem Husene, — for at klatre over Tagene. For at forstaa dette maa man have for Øie den Tids eiendommelige Byggemaade med de smaa Gavlhuse, slig som de tildels endnu findes. Jeg saa med egne Øine tre af de forfulgte Karle svinge sig over en lav Mur op paa Tagrenden, mellem det Hus, hvor jeg boede, og Naboens, og det med tunge Sække paa Ryggen. De løb saa behændig som Katte. Mit Hjerte bankede en Del stærkere ved dette natlige Eventyr, ret som om jeg havde læst det i den gyseligste Røver-Roman; men der var vel ældre Hjerter end mit, som ogsaa bankede; thi der var mange som saa hvad jeg saa, men de anholdt ikke Røverne. Paa den anden Side hoppede eller slap disse sig ned med den samme Behændighed, og saavidt jeg kan erindre blev kun faa af dem grebne. Det var eet Tilfælde, men det vakte i Begyndelsen ikke mere Opsigt, end om det var blevet sagt at der var Pibebrand i Hjørnehuset, eller at der var et ordentligt Slagsmaal igang. En overordentlig Sensation fremkaldte derimod Fetzers Henrettelse. Man beklagede ham egentlig ikke; han havde fuldt ud fortjent det, men den kraftige unge Mand med det brede Kjæmpebryst, der gik saa friskt til Døden som til sine Eventyr, der havde bekjendt saa frimodig og endnu paa Guillotinen var Helten saaledes som hele sit Liv igjennem, vakte en ualmindelig Deltagelse og de blandt de Tusinder af Tilskuere, der fremdeles skulde faa leve, vil aldrig glemme Indtrykket deraf.“
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Efter Aug. Sach: „Deutsches Leben in der Vergangenheit“ ved O. Forstrøm.