Røldals Kirke

Norske Bygdesagn

Utgitt av Ludvig Daae, J. W. Cappelens Forlag, 1881 (Første Samling, s. 1-9).

„Jeg kom nu fra de Varme Bad;
De vilde ikke virke,
Nu maa jeg hid at spørge ad
Om Røldals gamle Kirke.
Der siiges: at den har en Skat
Som Røldals Kaarset heder;
Og paa hver Sancte Hanses Nat
En krafftig Salve sveder;
Den heeler Krykke-Mænders Been,
At de, som Hinden spiller,
Den Blinde smør sin Øye-Steen
Og staver uden Briller.
Ja ufrugtsommelige Møer,
Som denne Svede rører,
De finder anden Kraft end før
Og Skumfar-Seiglet fører
Did maa jeg hen; Maa skee jeg og
Kand Raad og Redning finde
For mine dumme Øyne-Log
Og Aske-Farved Kinde.“

(Ole Camstrup, Trifolium metricum, Kbhvn. 1739. 4. S. 34–35).

Middelalderens fornemste Valfartssted i vort Land var som bekjendt Throndhjems Domkirke, og man havde desuden ogsaa andre, f. Ex. Michaelskirken paa Slotsbjerget ved Tønsberg, det hellige Kors ved Borre samt Værne Kloster.^[1] Efter Reformationen maatte Valfarterne til de Bykirker og Steder, der laa i den store Alfarvei, snart ophøre som Følge af den nye Geistligheds Nidkjærhed, der netop i saadanne Punkter kom mest tilsyne, men derimod vedblev fremdeles overtroiske Pilegrimsvandringer til mere afsidesliggende Kirker eller hellige Kilder, idet navnlig Syge paa saadan Maade troede at kunne gjenvinde sin Sundhed og Førlighed.

Det mærkeligste af disse Valfartssteder var uden Tvivl Røldals Kirke.

Røldal (Rörgudalr) er som bekjendt en liden Indsænkning midt i Fjeldmassen mellem Ryfylke, Hardanger og Øvre Thelemarken. Den ret smukke Bygd, der ligger rundt om et Vand, var tidligere Annexsogn til Suldal i Ryfylke, men har nu egen Præst og hører til Bergens Stift. Om Befolkningens Herkomst har man forskjellige Sagn, der gaa ud paa, at den skulde nedstamme fra Rømningsmænd. Navnlig er der en udførlig, men aabenbart helt opdigtet Fortælling om en Heste-Per, der efter at have været en farlig Røver reddede sig fra sine Forfølgere ved at flygte til den ubeboede Dal, hvor han opryddede Gaarden Rabba og blev Stamfader for en talrig Æt. Gravhauge vidne imidlertid om Beboelse allerede i Hedenskabets Dage. Kirken er en Stavekirke, hvis Ydre dog er helt forvansket.

Naar Valfarterne hid have taget sin Begyndelse, er uvist. Man finder dem først omtalte i det syttende Aarhundrede, da Biskoppen i Oslo Nils Glostrup, der 1622 besøgte Vinje i Thelemarken, skrev saaledes i sin Visitatsbog: „Her berettede mig Præsten, at der dreves en stor Afguderi udi Rellsdalen, som er Annex til Suledal udi Stavanger Stift, med et Crucifix, som Almuen søger, naar dennem nogen Sygdom paakommer, hvilket jeg heftigen lastede, med mere, hvorimod nogle gode Midler skal blive berammede.“

I 1644 advarer ogsaa Bergens Biskop Ludvig Munthe i sin Catechismusforklaring mod „at søge til Røldals Kirke og ofre til hende Penge og Voxlys.“

Noget senere omtales Kirken af den danske Boghandler Jens Lauritssøn Wolf, der i 1651 lod trykke en Beskrivelse over Norge. „Der siges om Rørdals Kirke udi Stavangers Stift, i hvilken ingen Tjeneste holdes uden en Gang om Aaret, som er St. Hans Dag, at der findes et Crucifix, som giver nogen Fugtighed om den Tid, hvilken de Syge, som til bemeldte Tid did kommer, tager og stryger paa de Steder paa deres Legeme, hvor de befinde sig Meen at have, hvorefter de blive helbredede. Dette Kors siges at være funden paa Stat-Havet, og som de, der funde det, vilde drage det op, var det dennem saa tungt, at de ikke var mægtig dertil, uanseet at det ikke er større, end at en Karl kunde bære det. De lovede at give det til en Kirke, og nævnede flere Kirker, men det var lige tungt at faa op og komme tilrette med. Tilsidst, da de nævnte Rørdals Kirke, lettede det sig, og de fik det op.“^[2]

Crucifixet er et Christusbillede af Egetræ, næsten af naturlig Størrelse, oprindelig meget smukt emaljeret, men stærkt forslidt ved idelig Kyssen. Desforuden fandtes i Kirken en Mængde andre Ting, hvortil Overtroen knyttede eventyrlige Beretninger. Krykker og Stave i Overflod vidnede om, hvormange Syge her vare blevne friske. Tavler paa Væggen navngave ogsaa dem, som havde Kirkens undergjørende Kraft at takke. Blandt Andet fandtes en Tavle fra 1777, der udtalte hele Hjelmelands Præstegjelds Erkjendtlighed, fordi Bygden i hint Aar var bleven fri for Ulve. Ligeledes var der ophængt en tørret Torsk, der var fanget i Røldalsvandet og altsaa, for at tale med Jeronimus i „Den honette Ambition“, var en „Kabbeljau i friskt Vand“. Engang havde nemlig to Fiskere roet i en Baad paa Røldalsvandet, af hvilke den ene, en Udbygding, havde vovet at ytre Tvivl om Kirkens Hellighed. „Den er ikke mere hellig,“ sagde han, „end der er Torsk her i Vandet.“ Men strax bed det paa hans Krog, og han drog en Torsk op i Baaden.^[3] Ligesaa hang der paa Væggen en tørret Oxefod. Om den fortaltes, at to Karle, af hvilke den ene var en vild og vantroende „Austmand“, havde holdt paa med at slagte en Oxe, og en af dennes Fødder var brukket af i Knæleddet. „Røldals Kirke er ikke mere hellig, end denne Oxe reiser sig igjen,“ sagde Austmanden. Ikke før vare Ordene udtalte, før Oxen reiste sig igjen og hoppede om paa tre Ben.

Kirkens store Ry for Hellighed indbragte den mange Penge, thi baade Pilegrimene og andre ydede den naturligvis Gaver. En fornem adelig Dame, Fru Lisbet Bryske, skjænkede den saaledes i 1625 et Døbefad.^[4] Da Røldals Kirke, ligesom Norges øvrige Kirker, blev solgt af Frederik den Fjerde, kom den til at give sin Kjøber en rigere Indtægt end mangen Hovedkirke i frugtbare Bygder. Den kjøbtes da af en Capitain (senere Oberst) Christopher v. Krogh^[5] paa Haagenvig i Vigedals Prestegjeld († 1752), en Mand, som var meget bekjendt i Egnen under Navn af „Gamle Kroken“, og hvis Familie lige til 1835 besad Gaarden Haagenvig. Han deltog i Krigen mod Karl den Tolvte og skal under den for egen Regning have dannet et Frikompagni af dristige og forsorne Karle, hvormed han gjorde Streiftog indover den svenske Grændse. Det fortælles om ham, at han mange Gange var nær ved at blive fanget af Svensken og tilsidst virkelig blev omringet og efter et stort Mandefald blandt hans Folk nødt til at overgive sig. Karl den Tolvte tænkte da først, heder det, paa at lade ham skyde, men blev saa indtagen af hans djerve og frygtløse Svar, at han skaanede hans Liv.

Efter Freden opslog Krogh sin Bolig paa Haagenvig og kjøbte de fleste Kirker i Ryfylke. For Røldals Kirke skal han ifølge Sagnet kun have givet 101 Daler; men da han tog den i Besiddelse, lod han „en stiv Kløv“ med Sølv bortføre fra den. Det Sølvtøi, han tog fra Røldal, forstod han paa en særegen Maade at gjøre sig indbringende, thi da han ogsaa eiede andre Kirker, solgte han fra disse de største og kostbareste Kalke, Diske o. s. v. og lod de mindste og ringeste af de fra Røldal hentede bruge i deres Sted. Derfor skal der virkelig endnu rundt omkring i Ryfylke findes hellige Kar, hvis Indskrifter vidne om, at de i sin Tid have været skjænkede til Røldalskirken. Efterat „Gamle Kroken“ saaledes havde plyndret Kirkens Eiendomme, skal han ikke mere have bekymret sig om den, men overladt den til dens forrige Leilændinger, hvorfor disse siden opførte sig som Kirkeeiere og gjorde sig de omliggende Bygders Overtro nyttig.

Biskoppen i Christianssand Jacob Kærup forsøgte ved en Formaningsskrivelse til Almuen af 16de Marts 1737 at gjøre en Ende paa Valfarterne. Han foreholdt Bønderne alvorlig deres Afguderi „med det ophængte Crucifix i Kirken, der ved St. Hans Dags Tid gives Ære, den Gud alene tilkommer“, klagede tillige over, at de vare „uvillige til at betale Kirke-Expenser i rette Tid og ulydige mod Sognepræst og Sjælesørger“, og paabød endelig: „at I ved St. Hans Dags Tid hverken selv maa eller tillade Fremmede at gjøre bemeldte døde Crucifix i Eders Kirke nogen Slags Tilbedelse eller Offer, men paa den Tid nedtage det og lade det i en Kiste eller Trælade nedlægges og bevares hos Præsten, men siden kan det som en Prydelse hænge nederst i Kirken paa en Væg.“

Advarselen frugtede imidlertid Intet. Præsterne kom derhos kun et Par Gange om Aaret fra Suldal til dette Annex, og Afguderiet kunde saaledes holde sig lige til 1835, da det fik en brat Ende. Hermed gik det saaledes til.

Der var i det nysnævnte Aar berammet Provstevisitats i Bygden til 5te Juli, som var en Søndag. Løverdagen iforveien kom da Provsten og Sognepræsten derop, og den første tog sit Ophold paa Gaarden Gryting, den anden paa Saltvold, det sedvanlige Præsteherberge. Men den 4de Juli var efter den gamle Stil, som Almuen i dette Tilfælde fremdeles fulgte, Sankt Hans Aften, altsaa Røldals fornemste Helg. Klokken kunde være omtrent elleve om Aftenen, og Provsten var just kommen i Seng, da han til sin store Forundring hører, at Kirkeklokken begynder at ringe. Ved at kaste et Blik ud af Vinduet blev han i den halvdunkle Sommernat et stærkt Lysskjær var, der strømmede ud af Kirkens Vinduer. Uden at forstaa, hvad dette skulde betyde, stod han op, gik ned til Saltvold og tog Præsten med sig. De fandt nu Kirkens Skib indhyllet i Mørke, medens Koret var prægtigt oplyst og opfyldt af Mennesker. Foruden mindre Lys rundt om i Koret brændte paa Alteret sex klare Voxlys, og Røgelse var antændt i et gammelt Røgelsekar. De to Geistlige holdt sig ganske stille i Skibet og kunde derfra iagttage Alt, hvad der foregik. Efterat en Psalme var sungen, oplæste Forsangeren, en gammel afskediget Skoleholder,^[6] en lang Prædiken af en Kirken tilhørende Postille, der ironisk nok netop indeholdt en skarp Straffetale imod alt papistisk Uvæsen. Tilhørerne kjedede sig umiskjendelig under Oplæsningen og længtes efter, hvad der skulde følge bagefter; Nogle gabede, Andre sov ind, og en halvtosset Pige fra Hardanger forkortede sig og Flere Tiden ved at skjære Ansigter. Endelig var Forelæseren færdig. Nu traadte to af de tilstedeværende Kirkeeiere frem og hentede det hellige Crucifix ned fra dets sedvanlige Plads over Kordøren. Det lænedes op til Alteret og viste sig i fuld Belysning for den tilbedende Mængde. De Valfartende (thi det var de allesammen paa Skoleholderen og Kirkeeierne nær) gik nu under Psalmesang en for en op til Alteret, hvor de med en Linklud tørrede „Sveden“ af Billedets Pande og Ansigt og derpaa med stor Omhyggelighed gjemte Kluden. Denne saakaldte Sved indeholdt Helsebod for alle Sygdomme, og det enten den Troende personlig eller ved en Stedfortræder hentede sig den i Kirken. Derefter blev Billedet paany taget fra Alteret og ophængt over Kordøren. Den gamle Offerpsalme „Al den ganske Christenhed“ istemtes, og de Valfartende gik op til Offers. En af dem lagde endog ti Species paa Alteret; det var en Mand fra Holmedals Sogn i Bergens Stift, som valfartede paa en sengeliggende gammel Kones Vegne. Den hele Indtægt paa een Daler nær, som Skoleholderen fik for sin Umage, tilfaldt Kirkeeierne. Efter Ofringen fulgte endnu en Psalme, men derpaa brød Forsamlingen skyndsomst op. Hver greb sin Stav og ilede afsted, „thi Pilegrimene maatte ikke komme til Røldalsbygden, førend efter at Solen gik ned, og de maatte være ude af den, før Solen randt op“.

Provsten traf nu Foranstaltninger til at faa Afguderiet afskaffet for bestandig, men endnu flere Aar efter bleve dog af og til Gaver indsendte til Kirken selv fra fjerntliggende Bygder, dels gjennem Præsten, dels gjennem Kirkeeierne.

Den Regel, at Pilegrimene skulde forlade Egnen, var maaske først opkommen i senere Tider og muligens egentlig opfunden af Kirkeeierne, for at ikke de Fremmede skulde komme til at tale for meget med de indfødte Røldøler, hvilke selv for længe siden havde ophørt at tro paa Miraklerne i Kirken. De fleste Valfartsreisende skulle have været fra Skaaneviks og Os Præstegjelde.

Tidligere holdtes lige efter St. Hans-Helgen ogsaa et Marked i Røldal ved den indre Ende af Vandet. Det skal have varet i hele otte Dage, og i disse Dage samledes da her de værste af alle Ryfylkes, Hardangers og Thelemarkens Hestebyttere. Uden noget Opsyn førte disse Folk tilligemed Ungdommen af begge Kjøn fra de nærmeste Bygder et vildt og uterligt Liv, som gjorde Markedet berygtet. Slagsmaal fandt naturligvis idelig Sted, især mellem de „vilde Austmænner“, stundom forekom ogsaa Manddrab. Af og til mumledes ogsaa om Folk, som reiste hjemmefra med mange Penge i Lommen, men aldrig mere kom hjem, og om Andre, som pludselig vare blevne rige, uden at Nogen vidste hvorledes. „Her er mangen Dands snud, mangen gild Gamp er her sprængt, og mangen spræk Karl er her dængt“, heder det endnu om den gamle Markedsplads. I 1755 indtraf en Vandflom, som endnu mindes som den „store Flaumen“. Den ødelagde Markedspladsen, der da opfyldtes med en Mængde Sten. I 1756 blev ved Reskript af 4de Septbr. Røldals Heste- og Kvæg-Marked fra første Tirsdag efter St. Hans Dag henlagt til tredie Tirsdag derefter, og endelig bortfaldt det i 1810 aldeles.

Da Røldal er en fattig Bygd, og endnu mere var det, førend de nyere Veianlæg forbedrede Almuens Vilkaar, strømmede herfra Tiggere i talrig Mængde ud i Nabobygderne, hvor de behandledes med en særegen Medlidenhed og Godgjørenhed, fordi de kom fra et Sogn, hvis Kirke var saa hellig. De forsømte da ikke at fortælle alle de Mirakler og Legender, der knyttede sig til denne for derved at erhverve saa meget rigeligere Almisser.

En interessant Beskrivelse af Bygden findes i „Den Constitutionelle“, Aarg. 1844, No. 35 og 47. Om Pilegrimsfarterne i dem sidste Tid fortælles i samme Blad for 1841, No. 186 og i Aftenbladet for 1868, No. 49 flg. af Provst Løberg, der dog tildels er unøiagtig og navnlig feiler, naar han mener, at Røldal i den katholske Tid „havde en rig og mægtig Clerus“. Se ogsaa Glostrups Visitatsbog (Haandskr. i Kbhvns Univ.-Bibliothek, Arnam. No. 893. 4.). Wolfs Norrigia illustrata, Kbhvn 1651. 4. S. 178–179. L. Munthes Catechismus-Forklaring (Casparis Udg. S. 24) samt Biskop Kærups Copibog i Rigsarchivet. Om Markedet se ogsaa Landstads Folkeviser, S. 400.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. L. Daae, Norges Helgener, S. 11.
2. For omtrent tyve Aar siden hørte Forf. Sagnet om Crucifixets Opdagelse fortælle i Kvinesdal aldeles i samme Form, som Wolf i 1651 har nedskrevet det. Findestedet for Korset er ogsaa henlagt til „Korsfjorden“ (uvist om ved Bergen eller i Ryfylke), og mellem de Kirker, hvortil man først lovede det, opnævnes Svithunskirken i Stavanger, Apostelkirken i Stavanger, samt Fane, Moster, Avaldsnes o. s. v. Et lignende Sagn fortaltes ogsaa om et Christusbillede i Fjotlands Kirke.
3. Da Corfits Braem 1674 reiste i Valders, viste man ham i Bangs Kirke en Torsk, „som for nogle Aar siden var fangen udi det ferske Vandet.“ Norske Magasin, II. S. 482.
4. En anden Gave omtales i Norsk hist. Tidsskrift, I. S. 500.
5. B. Moes Tidsskrift for den norske Personalhistorie, II. S. 248.
6. Længere tilbage i Tiden skal Klokkeren have fungeret som Forelæser.