Hopp til innhold

Professor Hieronimus/34

Fra Wikikilden
Gyldendalske Boghandel (s. 280286).
◄  XXXIII.
XXXV.  ►

XXXIV.

Og så var al spænding og al uro borte. Istedetfor trådte en iskold forhærdelse, som gav hende fred. Det var altså alligevel sandt, at Knut ikke havde villet se hende. Når han ikke var kommen etter det brev, hun havde sendt, så – – Hun forstod ikke et muk af det hele – men det fik være det samme.

Da Hieronimus kom ved aftenstuegangen, spurgte Else, om hendes mand nu havde fåt at vide, at han kunde besøge hende.

«Nej», sa Hieronimus i frydefuld tone. «Det haster ikke».

«Nu kan det forresten også være det samme», svarte Else. «Jeg har ikke længer lyst til at se min mand».

«Den lyst kommer nok igjen», Hieronimus vimsed ud.

Næste morgen ved stuegangen begyndte reservelægen igjen at snakke om, at nu kom hr. Kant. Professoren gik ikke fra sit ord.

«Jeg bryr mig ikke mere om at se min mand», sa Else heftigt. «Aldrig mere i dette liv!»

«Fy, fy», sa reservelægen.

«Her har han ladt mig være, ikke en eneste gang sét til mig – Det er ikke hans fortjeneste, at jeg ikke har mistet forstanden.»

«Vær nu fornuftig, fru Kant», reservelægen tog Elses hånd og så fast på hende. «De véd jo ikke, hvilket pres Deres mand har vært under».

«Men hvorfra har han fåt denne pludselige autoritetstro? Og det på sådan en vildfarende herre som Hieronimus?»

«Man må jo tro på lægerne, ikke sandt, fru Kant? Dannede mennesker er opdraget til det.»

«Og så udsætter man sine nærmeste for at gå tilgrunde af bare dannelse!» råbte Else forbitret,

– Om eftermiddagen ved femtiden stod med ét dr. Tvede foran Else. Hun sad ved vinduet og hækled.

Else tog imod ham med iskold ro. Han skulde hilse så meget fra hendes mand.

«Og jeg skal til «Sct. Jørgen,» spurgte Else blot.

«Ja, fru Kant.»

«Så har vi ikke mere at tale med hinanden om. De har nok godt røgtet det ærinde, jeg gav Dem til min mand.»

Dr. Tvede stod og stammed i det, og så alvorlig og bedrøvet ud. Hans besøg blev kun kort. Da han gik, rakte han hånden.

«Farvel», sa Else og rejste sig. «Det kan godt være, det er sidste gang, jeg taler med Dem, for når jeg kommer ud fra «Sct. Jørgen,» søger jeg ikke Dem.»

Så gik Tvede.

En timestid senere kom Hieronimus. Else spurgte igjen om hendes mand havde fåt underretning om, at han kunde besøge hende.

Og atter igjen lød det samme frydefulde «nej», og det samme: «Det haster ikke».

«Jeg skulde forresten gi Dem dette», Hieronimus la et brev på bordet foran Else. Det var fra Knut, og Else så straks, at det var flænget som det forrige brev.

«Jeg læser ikke et brev fra min mand, som De har åbnet», sa Else og rejste sig i hast.

«Det gjør mig ondt for Deres mand», svarte Hieronimus.

Else fjerned sig nogle skridt. Så blev hun stående halvt bortvendt.

«Forresten er dette en højst forloren indignation», sa Hieronimus med spot. «De, som før har været interneret, véd jo, at sindssygepatienternes breve altid blir åbnet».

«De, som skrev breve til mig dengang, brød jeg mig ikke om», svarte Else. «Det er anderledes nu. Desuden var mine breve ikke åbnet».

«Hum. Der husker De vist fejl.»

Else målte ham med et koldt blik.

«De bør stadig lægge an på at tøjle Deres sind», vedblev Hieronimus hånlig. «Det vil De også få god lejlighed til, når De nu kommer til «Sct. Jørgen» for længere tid.»

Ikke et muk svarte Else.

Hieronimus gav sig god tid, før han gik.

Da han var borte, tog Else brevet mellem tommel og pegefingeren og kasted det ud på bordet i gangen.

– «De, som før har vært interneret» – Også dette skulde denne «sindssygelæge» med hån kaste hende i ansigtet.

Ja, dengang. Hvor stille og godt havde hun ikke havt det på anstalten hos den humane og kjærlige gamle overlæge, der nu forlængst lå i sin grav. Dengang var det også langvarig søvnløshed fremkaldt ved sjælelige rystelser, som havde voldt, at hun blev syg. Og hun havde dengang vært dårligere end nu. Havde ikke kunnet kjende sine allernærmeste og havde havt en bitte liden grå, tyk mand, som ustanselig hopped op og ned på bordet, og altid fik lampen mellem benene. Men straks hun kom på anstalten fik hun sove. Den tykke grå mand blev borte, og der faldt helbredende fred over hende. Og da hun efter knapt 2 måneders forløb skulde forlade anstalten, havde hun bedt om lov til at bli der lidt endnu. Men den gamle, kjærlige overlæge havde smilende rystet sit grå hode og sagt, at han kunde ikke forsvare at beholde hende længere, fordi hun tog pladsen op for en virkelig syg. Det var netop mindet om dette fredfuldt velsignede ophold hos den gamle elskelige overlæge, der havde gjort hende så villig til at søge Hjælp hos Hieronimus.

Hos Hieronimus! Denne mand, der havde skrevet nogle afhandlinger, som havde vakt opsigt, og som holdt forelæsninger, der intresered de unge medicinere! Andet vidste ingen om ham. Jo, man vidste også, at han havde dårlig mave, og at han var nokså grætten.

Næste morgen var det professoren, der gjorde stuegang, fulgt af en hvid kandidat.

Da han kom, gik Else frem og tilbage på den lille gang udenfor sit værelse. Hun hørte hans skridt, men vendte sig ikke om, før hun var ved enden af gangen.

«Godmorgen», sa Hieronimus.

«Godmorgen», mumled Else.

«Hvordan står det til?»

«Som det plejer», Else strøg forbi ham, og gik ind i sit værelse op til vinduet, hvor hun vendte ryggen til.

«Dr. Tvede var her jo igår», hørte hun professorens stemme ude på gangen.

«Ja», svartes der af frk. Stenberg.

«Gjorde hun en scene?»

«Nej. Nogen scene var der ikke. Jeg sad herude på gangen, og det gik ganske stille af. Men dr. Tvede var der kun et øjeblik, og da han gik, sa han, at fru Kant havde vært vred.»

«Notér, at fru Kant har vist vrede mod dr. Tvede», skratted Hieronimus. Formodentlig henvendt til kandidaten, tænkte Else. –

– «Det kunde De gjerne ha sparet mig for, frk. Stenberg,» sa Else, da stuegangen var overståt.

«Dr. Tvede bad mig om at sige det. Så er jeg nødt til at gjøre det.»

«Er det virkelig sandt. – Bad han Dem?»

«De kan da vide, at jeg ellers ikke havde gjort det, kjære fru Kant», frk. Stenbergs tone var mildt bebrejdende. «Tror De, jeg vil volde Dem ubehageligheder, når jeg kan undgå det?»

Else stod målløs. Tvede, denne mand, som hun havde holdt så meget af, og som havde vært hendes ven. Hvad var dog dette for noget? – «Når man er på denne afdeling, er der ingen, som ænser, hvad man siger» – – Ja ja, ja, hun blev passet på og lagt mærke til som et underligt dyr.