Professor Hieronimus/27
XXVII.
Før middag var Else i bad, fulgt af frk. Ræder. Badeværelset lå nedenunder tæt op til mandsafdelingen, og var et stort skummelt rum med stengulv og et uappetitligt badekar af zink. Det hele ligned en kjælder. Bagefter måtte Else gå tilsengs for ikke at forkjøle sig, héd det, og hun spiste sin middagsmad på sengen.
Om eftermiddagen da gassen var tændt, sad Else og hækled på cellegangen sammen med bedstemor og Mariane, der gik omkring på sin sædvanlige svinglende måde, udstødende støn og dybe sukke. Hun var endnu nervøsere end ellers, for imorgen skulde hun afsted til «Sct. Jørgen».
Frøken Stenberg kom ind fra den rolige gang. «Bella Holm er ventende», sa hun til Thorgren, som havde vært inde og puslet fru Fog.
«Nå, er det nu galt fat igjen!»
Else vilde spørge, hvem Bella Holm var, men i det samme rasled det i låsen derhenne, fløjdørene skjødes ind og to portører kom med en båre, hvorpå et kvindeligt væsen sad oprejst, foroverbøjet, søgende og gramsende på teppet.
«Der er hun allerede», sa frk. Stenberg. «Ih gud forbarme sig, sikken hun sér ud! Den har nok vært høj denne gang».
«Jeg spørger, hvor jeg er – jeg spørger blot», skikkelsen på båren løfted hodet og greb en af portørerne om armen. «Jeg begriber ikke det hele, og det sa jeg også til fru Lund, da de vilde flytte min komode».
Else, som havde nærmet sig båren, veg tilbage med et ryk. Hun havde sét et kuglerundt ansigt, der var opsvulmet, så at øjnene næsten blev borte. Den ene kind var blåsort-flammet med en gabende rift, som blødte. Dette ansigt til denne bløde, dannede stemme!
«Sid De blot stille, og pas Deres smådyr,» sa den portør, som Bella Holm havde grebet om armen. Så blev båren sat ned udenfor den nederste celle, som havde ståt tom efter selvmordersken, og portørerne tog Bella Holm med tepper og det hele, og bar hende ind.
«Har hun tat gift?» spurgte Else frøken Stenberg.
«Sådan kan man jo gjerne kalde det. Hun har delirium.»
«Dør hun, tror De?»
«Nej såmæn gjør hun ej. Om 3, 4 dager er hun lige god igjen.»
Da portørerne var borte, gik Else hen i celledøren og så ind. Bella Holm sad oprejst som før på båren og undersøgte ivrig teppet, mens hun talte ustanselig med sin bløde, behagelige stemme.
«Har De ikke en tår øl, De der?» sa hun pludselig og så op.
«Hun be'r om øl, frøken Thorgren!»
«Jo, jeg skal gi hende øl, kan hun tro!» Thorgren stod foran Bella Holms seng. «Læg sig så, hun finder så intet alligevel.» Thorgren tog hende om skuldrene, og tvang hende ned på puden.
«Jamen hvidtøl?»
«Vil De ha melk, skal De få. Intet andet.»
«Hvad er det, hun søger efter?» spurgte Else.
«Fluer og alskens kryb. Det gjør altid deliriumspatienter.» –
«Ja, stakkel» – slutted senere frk. Stenberg sine svar på Elses ivrige spørgsmål om Bella Holm. «Hun er såmæn af pén familje. Hendes far var adjunkt, tror jeg. Han var uhelbredelig spiller, og da han havde bortspillet alt lige indtil sengklærene, skjød han sig en kugle for panden. Og moren var der også noget galt med».
«Men hvor kunde De da ta så koldt imod hende?» spurgte Else rystet. «De viste hende ikke spor af déltagelse».
«Sådan én kan man jo dog ikke andet end foragte. I begyndelsen når hun var her, talte jeg godt for hende. Men nu gjør jeg det ikke mere.»
Else gik ind og sa godnat til bedstemor, der altid kom iseng klokken 6. Søde, gamle bedstemor, den eneste glade, fredopfyldte sjæl i dette helvede.
Som sædvanlig, når Else var derinde, efter at bedstemor var kommet i seng, trak også nu bedstemor Else tæt ned til sig, slog armen om hendes hals, og betroed hende det lille, altid det samme tilbagekommende, som hendes forestillinger rummed.
«Ja», sa Else, «men nu må jeg gå. Godnat bedstemor».
«Godnat», bedstemor kyssed som hun plejed Else på begge hænder. «Imorgen får jeg kaffe igjen. Det linder så godt».
«Fru Kant!» råbte fru Syverts, da Else kom forbi hendes dør.
«Nu har jeg fåt min ring, se», fru Syverts gned med lommetørklædet på ringen og fremviste sin højre hånd. «Det var ikke Carl, som havde tat den tilbage, frk. Stenberg havde den. De har også sagt, at jeg må skrive til min mand, såsnart jeg kommer op. Men inat var lægerne også inde hos mig – Jeg véd ikke, hvad De synes», det sidste kom hviskende, og så lo fru Syverts, rustent og dæmpet, men så hjærteligt, at hun rysted.