Professor Hieronimus/15
XV.
Knut sad for tredje gang siden Elses indlæggelse på hospitalet, spændt og urolig i professorens venteværelse.
Hvad han hidtil havde fåt ud af den ordknappe professor, havde lydt lidet trøstende og lidet oplysende: «Deres hustru var urolig ved indlæggelsen.» – «Ikke tale om besøg.» – «Nu til en begyndelse kun spørgsmål om at vinde patientens tillid» – «Ingen nytte til at forhøre sig før om nogle dage.» – «Foreløbig kun det at bemærke, at Deres hustru synes at være en meget vanskelig patient.»
Det var Knut, der under besøgene havde ført ordet. Professoren havde lyttet til – ikke så interesseret, som han gjærne skulde være, syntes Knut. Hvorfor var denne mand så forbeholden, i grunden kjølig? Sad han med sin opfattelse færdig, eller havde han ingen mening dannet sig endnu? Hvorfor var det ikke lægen, der ledte samtalens gang? Den drejed sig jo udelukkende om patienten.
Nu nikked Betjenten ved døren til Knut. Det var hans tur.
«Deres hustru er udtalt sindssyg.»
Det gav et sæt i Knut. Ordet greb med næsten legemlig voldsomhed ind i hele dette pinefulde, varsomt tvundne spind af bekymringer, der længe, stykke for stykke havde bredt sig om hans tanker og følelser.
«Sindssyg?» sa han.
«Ja.»
«Forvirret?»
«Formen for hendes sindssyge er den næsten fuldkomne mangel på evne til at beherske sit følelsesliv. Undertiden er hun en rén furie.»
Det varte lidt, før Knut svarte. Nu var her altså klarhed nok, og en sikkerhed i tonen, der ikke lod plads åben for den mindste tvil.
«Og professoren har tat hendes særegne impulsive kraft med i betragtning – den, der kommer frem i hendes produktion?»
Med så meget som halvdelen af et sekunds tøven svarte Hieronimus: «Ja.»
«Kjender professoren min hustrus malerier?»
«Min stærkt optagne tid har i de senere år desværre hindret mig i at følge med kunstens udvikling herhjemme.»
«Må jeg sende professoren nogle gjengivelser af hendes malerier?»
«Tak. Selvfølgelig vil der i valget af emner kunne være en vejledning til bedømmelsen af Deres hustrus tilstand.»
«Og i behandlingsmåden? Det kunstneriske højdepunkt, der er nået?»
«Også deri.»
Professoren gjorde nogle skridt fra skrivebordet hen mod kakkelovnen.
«Mit råd er, at Deres hustru indlægges på Sct. Jørgens sindsygeasyl for en ikke altfor kort tid.»
Atter gav det et sæt i Knut, som fik han et stik.
«For hvor længe?» spurgte han.
«Et år.»
«Hvad skal der opnås derved?»
«Helbredelse», sa Hieronimus fast og med liksom antydning af mishag over spørgsmålet. Da Knut intet sa, tilføjed han: «De skal ikke ta Deres beslutning nu med det samme. Tal med dr. Tvede. Deres hustru blir foreløbig her. Det haster ikke.»
«Det forekommer mig dog, at når der er tale om indlæggelse på et sindssygehus –»
«Deres hustru skal først af alt lære disciplin. Hun er misfornøjet med sit ophold hos os. Hun vil ikke ha godt af, netop nu at bli flyttet. Det tar også mindst 10 dage at få sagen ordnet. Giv mig Deres svar i løbet af ugen.»
«Og professoren er af den mening, at der ad denne vej virkelig vil opnås helbredelse?»
«Ubetinget. Vi har mange eksempler derpå. Det første halvår vil hengå under protester fra Deres hustrus side. Så vil hun falde til ro, og endelig forlade hospitalet med taknemmelighed i hjertet og helbredet.»
«Ad denne rent mekaniske vej, ved afsondring og indespærring?»
«Ad denne rent mekaniske vej – ja,» sa Hieronimus med en mine, som om han netop fandt udtrykket slående.
Knut havde følelsen af, at han stod der og forslæbte sig på en tung byrde. Han kunde ikke gå, og han undlod med vilje at lægge mærke til, at audiensen hos den altid travle professor var forbi.
«Så vil De jo også få fred i Deres hjem,» sa Hieronimus fra sin stol med noget i stemmen, der klang som spot.
Der gik påny et ryk gjennem Knut. Var hans mange, omhyggelig overvejede ord da blevet tydet som klage over egen nød?
Den mand der i stolen var dog næppe så stor en sjælegransker, som han havde ord for.
«Der er kun ét at gjøre: Følg Hieronimus' råd», sa om aftenen dr. Tvede til Knut. Den næste dag sa to læger af Knuts bekjendtskab det samme til ham: Hieronimus var en mand, hvis dom i slige sager man ubetinget måtte stole på.
Det er altså derpå din kraft skal sættes ind, tænkte Knut. Han bandt så sin vilje med faste bånd om en beslutning, der smærted som en ond byld i brystet: Hieronimus' råd skulde følges.