Professor Hieronimus/03
III.
Kants sad ved frokosten.
«Jeg spiser nu ikke, mamma,» forsikred Tage, der sad ligeoverfor Else med en stor spisesmække om halsen, og stak til spejlægget og det småtskårne kjød på sin tallerken. «Jeg gjør det nu ikke alligevel. Jeg gjør ikke.»
«Når Du ikke vil spise, så kan Du gå fra bordet,» sa Knut med en bevægelse, som om han vågned op. Han trykked på bordklokken, og barnepigen kom ind og fik ordre til at gå tur med Tage.
«Jeg har talt med Tvede idag,» sa så Knut. «Har Du noget imod at lægge Dig ind på hospitalet hos professor Hieronimus?»
«Har Tvede virkelig fundet på det af sig selv?» spurgte Else, og der kom et næsten fjendtligt udtryk i hendes øjne.
«Ja, han har. Nu gjælder det bare, at Du vil?»
«Jo, jeg vil gjerne,» svarte Else, mens hendes øjne langsomt fyldtes med tårer. «Jeg må med magt rives bort fra mit billede, ellers kan det gå galt. For jeg er jo altså ikke normal.»
«Bli dernede nogle dage,» fortsatte Knut. «En halvanden ugestid i det højeste. Det vilde Du vel sagtens kunne finde Dig i?»
«Jeg kan finde mig i alt, bare jeg får fred og ro. Lidt puslearbejde kunde jeg vel sagtens ta med. Skitserne til «Børnenes Julebog» f. eks?»
«Naturligvis. Så får vi høre hans mening, om Du bør ta til Schweitz en tur, eller lægge Dig på landet lidt.»
«Det skal bli godt at få tale med en mand som Hieronimus. Forklare ham, hvordan jeg har det i ét og alt. Du må gå ned til ham endnu idag.»
«Jeg har alt vært der.»
Else blev lidt blegere i kinderne.
«Hvad sa han?»
«Han havde ikke tid, men bad mig komme igjen klokken tre og ta Dig med. Han gjorde et udmærket indtryk, rolig og betænksom. Forresten ligned han en lægprædikant i sin luvslidte overfrakke. Men det var vel hospitalsdragten. Vær så parat præcis halv tre.»
Else gik ind i atelieret og så på sit store billede. Galt og umuligt var og blev det –. Hun krymped sig sammen under den fortærende smerte over egen hjælpeløshed, der stadig fyldte hendes indre, og som hvergang hun stod foran billedet ganske tog magten fra hende. – Intetsigende, uden liv, meningsløst. Det var, som om en stor klam hånd greb om hendes hjærte, så hun kun med møje kunde trække vejret.
Om hun forsøgte endnu engang, nu i sidste øjeblik, da hun havde opgit alt og skulde flygte fra det –. Tænk, om det kunde lykkes! Hun syntes, hun havde læst eller hørt om lignende tilfælde. Fik hun bare noget af det til, udtrykket i øjnene f. eks.? Hun vilde få håb og mod og nye kræfter.
Ilfærdig begyndte hun at male, men det varte ikke længe, så kasted hun paletten og vendte sig bort. Sådan gik det jo altid. Hvor mange gange havde hun ikke i vanvittig trang til at vælte sorgen fra sig og fatte nyt håb tænkt, at netop nu var øjeblikket, da ånden vilde komme over hende, men altid havde hendes anstrængelser vært forgjæves. – Nej, hun måtte bort, bort fra altsammen, fra arbejdet, fra mindet om arme Kirsten, fra synet af Tages vantrivsel. Det skulde rigtig bli godt at komme ned til Hieronimus.
Ja – fik hun nu bare slippe for at tænke på billedet, at hun ikke kom til at sidde dernede og male og male, og se foran sig, hvordan det skulde være, og brænde efter at begynde på nyt. Men hun vilde gjøre alt for at skyve tankerne fra sig, sove sig helbred og kræfter til under freden og stilheden dernede. Otte–ti nætters søvn vilde gjøre underværker.
Hun løfted blindrammen med det store lærred ned fra staffeliet og stilled det op mod væggen, med bagsiden ud. Så gik hun ind i barneværelset og efterså Tages tøj. En bluse, hun havde i arbejde, mangled knapper og snore. Den gjorde hun færdig, samled i en bunke, linned og strømper, som skulde repareres af barnepigen, og la alting pent tilrette, hvorpå hun satte sig ved bordet med det tunge hode hvilende i hænderne. Øjnene føltes svidende stive af den lange søvnløshed, det snurred i panden, og hun kjendte en pludselig svimmelhed. Uvilkårlig greb hun efter støtte. Mat og dødsens søvnig lod hun armene falde ned på bordet og ansigtet på de sammenlagte hænder. – –
– Der var underlige lyde omkring hende, tunge sukke og en ensformig sutren, blandet med rassel af visne blade. Hun vilde løfte hodet for at se, hvad det var, men kunde ikke få det op, alt det, hun stred og sled. Endelig lykkedes det. Hvad er dette, tænkte hun. Der var så stort omkring hende, og så højt til loftet, og lyset var grålig blegt, som af fjernt og diset måneskin. Og der langs væggene stod senger i rækker med hvide lagen og nedstukne tepper, under hvilke der lå mennesker, som var stivt udstrakte, og som jamred sig. Alt imellem letted de hoderne og bad med hjærteskjærende stemmer om, at de stramme tæpper skulde løses, men ingen svarte. Ved siden af den høje, smale dør midt imod stod en skikkelse med bundne hænder i lang hvid lysende kittel og fastholdtes til væggen af et tykt, mørkt reb, der var surret om livet. Øjnene var opspilet, uden pupiller, med store fremstående hvider, og ud af munden hang en lang begfarvet tunge. Else vilde rejse sig, men det var hende umuligt at røre et lem. Stiv af rædsel stirred hun på døren. I et par spring vilde hun kunne nå den. Men hvis den nu var låset, og der ingen nøgle sad i –. Ja, den var låset, og uden nøgle, hun så det tydeligt. Da følte hun sit legeme bli til en lam masse, og hun begyndte at glide ned af stolen, men i det samme åbnedes døren lydløst, og 4 mænd kom stille ind, bærende mellem sig en lang lys kiste med et bueformet halvtag oppe ved hodegjærdet. Halvtagets åbning fortil dækkedes af en glasrude, og gjennem denne så Else et menneskehode, der lå på skjæve med et indfaldent udslukt ansigt, hvis farve syntes blysort mod kistepudens hvide betræk. I samme øjeblik vidste hun, at det var Knut, og at han var død. Kjæmpende for at få lyd udstødte hun et skrig, lod sig falde næsegrus mod gulvet og vågned.
Hun fôr op fra stolen, midt frem i stuen, hvor hun blev stående og så sig om med forvildede blikke.
Døren fra spisestuen blev stilfærdigt åbnet, og hendes mand stak hodet ind. Ude af sig selv, med oprakte arme, højt hulkende styrted Else imod ham, rev døren helt op og kasted sig om hans hals.
Knut havde møje med at få hende beroliget. Han vilde, hun skulde lægge sig på chaiselonguen i atelieret – der var endnu 5 kvarter, til de skulde gå, men Else klynged sig skjælvende til ham og trygled ham om ikke at forlade hende et eneste øjeblik.
Omsider fik han hende til ro på chaiselonguen, hvor hun blev liggende med vidåbne øjne og stirred og stirred på drømmens syn, mens hun om sig følte som en verden af rædsel og elendighed. Tit havde hun tænkt, at hun var det mest forpinte menneske på jorden. Nu dukked det op i hendes forestilling, at der for menneskenes børn gaves lidelser og pinsler af anden og grufuldere art end hendes. Ved hver mindste lyd fôr hun sammen, og rakte ræd hånden ud efter Knut, som sad med en bog i en lænestol tæt ved.