Problemet i Syditalien
Problemet i Syditalien
Cavour skal ha sagt paa sit dødsleie om Syditalien: «Om tyve aar vil det være Italiens rigeste provinser.»
Der er nu gaat to gange tyve aar, siden de ord faldt; det var nemlig en ting, som maatte løses først, det syditalienske spørsmaal.
Tidligere har jeg antydet det uhyre, som man samler under betegnelsen la questione meridionale.
Og derfor gaar jeg her ikke nærmere ind paa den administrative korruption, fordi netop Neapel-affæren har git et nøiagtigt billede av den, og det bringer saaledes intet nyt til billedet nøiere at gennemgaa de lignende resultater, som kongelige undersøgelseskommissioner nys er kommet til, f. eks. i Palermo og i Catania. Historisk set, saa er det vanerne fra Bourbonernes elendige styre, som bare fortsætter sig.
For at gi et indblik i almenoplysningen her sydpaa skal jeg kun anføre et par tal fra en statistik over de skrive- og læseudygtige i landet. I Calabrien var det ved folketællingen 1881 77 pct. av befolkningen, som ikke kunde bogstaverne, paa Sicilien 65 pct.; til sammenligning anfører jeg av de nordlige provinser f. eks. Piemont med kun 11 pct. Ved folketællingen, som offentliggjordes nu ved nytaar — altsaa 20 aar efter — var antallet gaat endel ned; men det var fremdeles oppe i 60—70 pct.
For at gøre billedet fuldstændigt vil jeg ogsaa her nævne det syditalienske politi, hvis forhold forøvrigt ogsaa faar sin forklaring ved den administrative korruption. Jeg behøver bare at minne om den sidst fangne storrøver Musolino, som holdt sig tre aar i Calabrien og siden uhindret spaserte helt nord til Ancona; og det var intet bandit-geni — han misted jo sans og samling, da han paa veien traf de to karabinierer, som ikke kendte ham. Det er det elendige politi, han skylder de tre aars frihed.
Deres retsvæsen er av samme løse art. Man ser, at myndighederne selv ikke har tillid til juryerne, idet de vigtige sager næsten uden undtagelse henlægges til nordlige retsdistrikter, saadan som netop er tilfældet med mordsagen mod Palizzolo, og som blir tilfældet med Musolino’s proces, som skal fore i Lucca.
Alt dette er led av det store uhyre, som heder det syditalienske spørsmaal.
Det følger av sig selv, at inderst inde bunder korruptionen i misèren; det, at folks overbevisning kan købes, skriver sig jo fra, at de trænger pengene. Det er i grunden det samme, som en rig godsbesidder og konservativ politiker fra Girgenti-egnen skriver om bøndernes fattigdom der: ... «Herav kan man forstaa deres immoralitet, som næsten er blit en nødvendighed; for naar ikke hæderligt erhverv strækker til for at underholde familjen, saa blir de nødt til at gaa ud paa naskeri og røveri.»
Og misèren igen bunder for landets vedkommende i agrarforholdene, ligesom paa den romerske Campagna; man indser det specielt paa Sicilien, naar man betænker, at 4⁄5 av øens indbyggere er bønder. Ordningen av agrarforholdene er egentlig «questione meridionale». Hertil kommer da reform i kommunikationsvæsenet, hvorved Syditalien vil bli handelsmarked for Levanten, ligesom Milano delvis er blit det for Mellemeuropa. Men for de større byers vedkommende er problemet forsørgelse av det talrige proletariat gennem industrielle anlæg, saaledes som Saredo i sin indberetning pegte paa. Men agrarforholdene er og blir egentlig det syditalienske spørsmaal. Det er uhyret under vandskorpen. Og hver revolt, hver halsløs gærning av bondeflokkene er paa en eller anden maade en boble, naar uhyret dybt dernede rører paa sig.
Men før jeg behandler agrarforholdene nærmere, vil jeg til belysning av tilstanden ogsaa sammenstille formues-forholdet i Nord- og Syditalien[1]. Ifølge rigets statistik var kreditoperationerne ved bankernes omsætning 1893 for Siciliens vedkommende i det hele paa ca. 300 millioner (indbyggere ca. 31⁄2 million), for Lombardiets vedkommende paa ca. 800 (indbyggere ca. 4 millioner); naar alle hensyn regnes med, skal dog forholdet i virkeligheden være som 1 til 4. Men forholdet mellem nord og syd stiger endnu klarere frem, naar man tar indskuddene. I Lombardiet stiger da beløbet til 1 milliard 91 millioner; paa Sicilien er det blot 100 millioner! Og her er altsaa ikke medtat den kapital i Lombardiet, som staar i industrielle foretagender, ligesaalidt som de ikke ubetydelige summer, som kommer did fra Schweiz, Tyskland og Frankrig. Eller man kan bare ta for sig skattepantningen av fast eiendom, det gir næsten det grelleste billede: fra 1ste januar 1885 til 30te juni 1897 var der 148 saadanne i Lombardiet; paa Sicilien var der 18 637 ekspropriationer! Og nu er denne ø en av de rigeste, om ikke den rigeste egn i syden.
Hertil kommer da ogsaa, at den fabrikvirksomhed, som findes i Syditalien, gerne er i udlændingers hænder. Og det er mest fremmede skibe, som gaar ind og ud i deres havne. Talende er ogsaa Neapels import og eksport, sammenlignet f. eks. med Livorno’s, som i folkemængde bare er en fjerdepart; de to byer er lige i eksport.
Blandt de ting, som har bidraget saa stærkt til at hemme formuernes udvikling i Syditalien, var ogsaa toldkrigen med Frankrig i sin tid; det brud rammed især syden, mens Norditalien netop blomstred under protektionismen. Der er nogen faa millionærer; men de fleste gaardbrugere er fattige.
Ogsaa skattesystemet bidrar til det samme misforhold mellem nord og syd. Indkomstskatten i Italien falder saa uforholdsmæssig tungt paa den, som arbeider paa jorden; for en ridehest, for et firspand, betales saaledes ingenting, fordi de repræsenterer — og det er jo saa — en udgift og ingen fortjeneste; derimod for mulæslet, som trækker bondens plog eller kører grønsagerne til torvs, betales der.
Her er vi altsaa ved misèrens oprindelse: agrarforholdene.
Ulykken ved det gamle romerske samfund var igrunden skillet mellem byen og landet, som holdt sig saa uoverstigeligt; og landet blev altid ofret for byen. Det skille er ulykken den dag idag. Og det merkes stærkest her sydpaa, fordi der er saamange, som lever av landet. Giolitti, den nuværende indenrigsminister, har forlængst gjort opmerksom paa, hvor skatterne tar tungt paa jordarbeidet. For industrielle og kommercielle indtægter er der saaledes et skattefrit beløb indtil 533 lire; men den, som køber en liden gaard for den samme sum, som den anden satte fabrik eller handel igang med, eller begyndte en osteriforretning, han betaler skat straks, selv om han ikke tjener 533 lire Og den italienske stat har ikke den klækkelige post til akerbrugets ophjælp paa sit forøvrigt forsvindende lille landbrugsbudget, som f. eks. Preussen og Frankrig har.
Bøndernes levesæt er da ogsaa i samklang med deres livsvilkaar. En Messina-præfekt skildrer saaledes forholdene saadan som man finder dem blandt bygselmændene paa den romerske Campagna; de lever i usunde skur med aare midt paa gulvet, sover sammen med høns og æsel og svin og geder. Der er, ifølge samme præfekt, nogen faa undtagelser i Catania-provinsen og et par andre steder. Intet under, at det er her sydpaa røver-uvæsenet trives bedst. Intet under, at det er herfra udvandrer-drifterne vælter ned til havnebyerne.
Og malariaen herjer paa sletten sydover fra Neapel mod Calabrien, omkring Salerno-golfen, hvor jorden ligger saa øde trods klimaet, trods den fede muld. Den optræder i Apulien og paa Sicilien.
Og naar en læser om hungersdød i Italien, saa er det næsten altid fra en smaaby i Basilicata og Apulien. —
Det er derfor ikke noget under, at her nede ofte er optøier og uro. Det er ikke almindelige optøier, de har vel aldrig været politiske. De opstaar dels av, at bønder paa liv og død vil arbeide for at faa, om bare 70 centisimi om dagen paa egen kost. Ifjorvaar var der en saadan alvorlig reisning i Lecce-provinsen. 200 bønder hadde git sig til at arbeide paa en millionærs gods; men om aftenen vilde han ikke betale mere end 30 centisimi, og saa slutted 2 000 andre arbeidere sig til, og de stormed gennem landsbyen og knuste vinduerne i rigmandens palads. Det blev først roligt, da tropper kom tilstede. Den selvsamme form og aarsag hadde optøierne fleresteds dersyd dengang.
Men en anden grund til optøier er trætte om de saakaldte beni demaniali, almenninger, som for 30—40 aar siden har været fælleseie, men som saa private jordmillionærer har usurperet. Og dette glemmer ikke bønderne godseieren, og med visse mellemrum tar de dem i besiddelse; men misnøien bryder gerne først ud, naar der kommer socialister paa stedet. Dette almennings-spørsmaal er et av de vanskeligste der syd at ordne. Energiske mænd har forsøgt paa det; men papirer og dokumenter er opsnappet og ødelagt paa sin vei til indredepartementet. Naar saa hertil kommer nye grunde til misnøie, som øgende brødpriser, saaledes som vaaren 1898, saa kan det komme til at gaa temmelig uforsonlig og blodig for sig (som ved Minervino Murge i Apulien det aar). — —
Men hidtil har der ikke været nogen organisation over deres optræden, ingen sammenhængsfølelse, ingen disciplin, ingen mening. Og det er saare ofte netop de reaktionæres og godsbesiddernes ærinde, bondeflokken gaar, naar de kommer tumlende ind paa byens pladse og stiller sig op foran raadhusene. En slags begyndelse til organisationen skedde paa Sicilien gennem de saakaldte «fasci» (1890—92)[2], bondeforeninger, som bl. a. skulde ta sig av bygselkontrakter og talte kollektivismens sag; men de blev jo med magt opløst av Crispi og beleiringstilstand proklameret isteden. Men organisation tør komme, skønt det vil falde vanskeligere at gøre disse bønder solidariske, end det faldt i Norditalien.
Indredepartementet har tit maattet træde til med pengeuddeling i de apuliske smaabyer, og arbeids departementet har maattet gaa igang med arbeider for at lindre nøden. Men endnu er ikke det vældige vandledningsprojekt — aquadotto pugliegg — naadd ud av komitebearbeidelse, skønt der er faldt lov for det. Det skriver sig helt fra 1868. Men det er dyrt; det kalkuleres til 163 millioner, men med overskridelser og renter sætter man vandledningen til 260 millioner. Det er Selefliodens vand, den som falder ud ved Salerno, som agtes ført ved tunnel gennem Appeninerne med en hovedledning paa 262 kilometer (＋ forgreningerne = 1398 km., total = 1660 km. — lidt mindre end avstanden fra Rom til Berlin) Gennem fjæld kommer den til at gaa 75 km. — fem gange længere end Gotthardstunnelen.
Men dette kolossale projekt gaar ikke gennem kamret uden knur og modstand, og tonen over modstanden er — efter den lille prøve, kamret gav i december ifjor — den samme som i vort storting, naar der skal bevilges til en stambane, og distrikternes snakkesalige udueligheder faar sveiv paa lirekassen.
Der er nemlig en skinsyg spænding mellem nord og syd, som regeringerne før stundom har spekuleret i og fremelsket. Den er gammel, lige fra 1886, da grundskatten ordnedes. Da brød den ud i kamret.
Men den stikker dybere, stikker noget i racen. Antagonismen er indgrodd; de i nord liter ikke paa dem i syd. Ja, saa langt syd som i Abruzzerne: — nævner de «napolitano», saa har de nævnt en keltring, det har jeg hørt mer end en gang. Kanske det av virkelighed, som der dog, trods overdrivelsen, ligger bag en saadan opfatning, — kanske det, naar alt kommer til alt, imidlertid blir det aller vanskeligste ved dette vældige, vanskelige syditalienske spørsmaal.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |