Præsten i Loppen, Novelle af O. Krogh
25. Præsten i Loppen, Novelle af Otto Krogh. Tromsø 1846. 84 S. 16mo. Wulfsberg & Comp. i Komm. 24 ß.
Om denne lille Novelles Værd eller Uværd er en heftig og langvarig Kamp ført af Forf. mod en anonym Recensent i “Norske Rigstidende“. Den Maade, hvorpaa nærværende Tidsskrifts Udgiver nolens volens er bleven inddragen deri, foranlediger ham til at oplyse, at han, ved at erklære det for sin Hensigt at levere “en paalidelig Underretning om — saavidt muligt — ethvert i Norge udkommet Skrift“, ingenlunde har overtaget nogen ubetinget Forpligtelse til at besørge ethvert udkommet Skrift anmeldt, Noget, som Sagens Natur medfører, og Loftet om inden et Aars Forløb at tilbagelevere de uanmeldte, ham tilstillede Skrifter, yderligere antyder. Der gives Skrifter, som Ingen tiltroer sig Evne til at bedømme, og der gives andre, som Ingen anseer det Umagen værd at omtale. Om nu end ikke “Præsten i Loppen“ hører til noget af disse Slags, er den dog af en Natur, som gjør en Anmeldelse af den yderst vanskelig og en Kritik noget nær umulig, og jeg har ikke kunnet formaae nogen i Æsthetiken bevandret Mand til at overtage Arbeidet. Forf. har gjentagende appelleret til den Dom, som i dette Tidsskrift udtales, og Udg. skal derfor, med udtrykkelig Erkjendelse af sin Incompetence, omtale denne Bog, for at ikke Forf. længere paa Grund af det Bifald, Novellen efter hans Erklæring har nydt i Tromsø, „skal vildledes af de Illusioner, hvormed den velbekjendte Forfatterforfængelighed sædvanligviis bedaarer sine Subjekter paa denne slibrige Bane.“ Novellens Fabel er i Korthed denne: Helten, en norsk Bondesøn, theologisk Kandidate (!) Anton Madsen, er Aar 1628 Huuslærer hos Grev (!) Rantzau, hvis Hotel (!) ligger i Kongens Gade (!) i Kjøbenhavn. Paa et glimrende Bal, Greven giver, og hvor Maden civilklædt (!) dandser Qvadrille (!) med Grevens Pleiedatter og gjør stormende Cour til en anden Adelsfrøken, opdages, at Forholdet mellem Informatoren og Grevedatteren er blevet vel intimt, og Greven, som formodentlig havde Kaldsret til Loppen i Vestfinmarken, sender efter en faderlig Tale til Forføreren denne som Præst did, og giver ham sin Pleiedatter med som Ægtefælle. Paa Loppen, hvis Natur og Beliggenhed beskrives i et Indledningskapittel, modtages Præstefolket venligt af Handelsmanden der, Grefsmühlen, og dennes Familie. Den ældste Datter Augusta er forlovet med en Jægteskipper Mülentorp, en punktlig Mand, der ved Afseilingen i Paaske lovede sin Kjæreste at være tilbage til 4de Juni, og kom paa Dagen. Kjæresten begynder snart i sit stille Sind at sammenligne Madsens „rige Individualitet“ med Skipperens; hiin giver hende, efter en paa selve Ankomstdagen gjort Aftale, saagodtsom daglig Underviisning i sit Huus, ikke som „en Magisterpedant, som alene pugmæssig søger at indprente det fastsatte Stof,“ men han underholder hende om „Menneskets Natur, om Forholdet mellem Viljen, Følelserne og Drifterne, — — om Norges politiske Stilling (i 1630!) og dets Udsigter o. s. v. — denne er „kold og stille, med Undtagelse af —“ vi ville ei reproducere Forf.s Undtagelse, der læses S. 50. For at ikke Tilbudet af Underviisning paa selve Ankomstdagen skal forekomme Læseren noget hovedkuls, oplyses, at „den galante og yderst forbindtlige Madsen“ havde strax erklæret, at et saadant Arbeide var ham aldeles uundværligt, saasom han i længere Tid i Kjøbenhavn havde været beskjæftiget med samme,“ Noget, vi alt have oplyst. Hans Kone er sygelig, deres Barn døer, efterat have udtømt Moderens Kræfter; han har aldrig elsket hende, — hun er „en lang, gusten Gestalt.“ Følgelig udspinder der sig et sentimentalt Kjærlighedsforhold mellem Anton og Augusta, medens Mand og Kone daglig mere og mere blive fremmede for hinanden; ved Middagsbordet paa Tomandshaand titulere de hinanden Herre og Frue (!). Imidlertid vil Skipperen have Bryllup; Præsten vier dem under Lynild, Torden og oprørt Hav; Bruden besvimer, og Præsten sees i fuld Ornat „høitideligt gaaende ned til Stranden, hvor han forsvinder i Dybet.“ Katastrophen skal efter Forf. Erklæring være historisk. Novellen slutter med den sædvanlige Underretning om de øvrige handlende Personers sildigere Skjebne.
Om Skriftets æsthetiske Værd kan, som sagt, Udg. ikke dømme. Underholdende har han ikke fundet Bogen. Men der gives formeentlig Fordringer til Novellen, som til andre trykte Bøger, at den f. Ex. skal have en Hensigt, være om ikke fuldendt, saa dog upaaklagelig for Formens og Udtrykkets Side, samt endelig — det fordrer den nordiske Alvor — reen fra Moralens. Udg. troer ikke, at Forf. har opfyldt disse Fordringer. Fremstillingen dette Klædebon, som naar det er heelt og reent skjuler saamangen en Synd, vil neppe tilfredsstille den dannede Læser; Dialogen er altfor ofte en Blanding af Trivialitet og Svulst, og Kostumet aldeles forfeilet, idet Personer fra 1630 optræde med Titler Navne, Klæder, Omgangstone, Begreber, Dandse, Boliger o. s. v. fra 1830. Hvad Hensigt Forf. har havt med at skrive denne Novelle, oplyser hans Fortale, men dens Trykning forklares ikke deraf, og Udg. kan ikke faae anden Moral ud af „Præsten i Loppen,“ end at Loppens haarde Klimat, isolerede Beliggenhed, Mangel paa huuslig Hygge og dannet Omgang, og lignende ydre Omstændigheder nødvendigviis maa føre den Ulykkelige, som bliver Præst der, enten han har Interesse for sit Kald eller ikke (jfr. S. 3—6), paa kjødelige Afveie, et Resultat, som røber en sørgelig overfladisk og grov materialistisk Verdensanskuelse hos den Forf., der — som det synes — for ramme Alvor fremsætter det. Var ikke Avisfeiden indtraadt, kunde man antaget, at Forf. havde skrevet Novellen i en ubetænksom Stund, og trykt den i en endnu ubetænksommere. Den vilde da ei være bleven omtalt i dette Tidsskrift.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |