Præsten/1
Den store sal var omtrent tom. Der stod et par kasser og en kurvkoffert, der var ogsaa kommet op fra lasset to grætne indsydde stoler. Der stod to tomme sænger fra før henne ved den ene væg — det var købegods efter forgængeren; det var ogsaa det gamle høie linnedskab paa samme væg. Derhenne gik en kone og hjalp de nyankomne — hun var ogsaa blit igen paa gaarden efter den andre præsten; det var en 40-aars enke, som nu sad paa Lilleækre, en av præstegaards-pladsene; men allerede hendes dragt viste at hun oprindelig hørte til udenfor dalen. Hun halte og slet sængklær op av en stor sæk, saa virkelysten og opskørtet, ligesom for ved hvert rykk at bevise at hun ikke hørte til det træge bonde-slaget. Der stod en hvid-lakeret barnesæng, som fruen selv sprætted strien av; for deres lille skulde endog inat ha sin egen sæng! — sals-døren var vid aaben ud til loftet og trappen. Det ramled i gangen nedenunder, det traakked og stamped tungt, der lød halvfærdige ord og korte støn, som folk løfted paa svære sager; det var kørekarene som var mødt op ved jernbane-stationen her en tre mil nede og nu læssed av. Især var de mange bogkasserne tunge. Det spurgte op av og til med dæmpet ærbødighed i ropene, hvor de vilde ha det, og det.
Det lugted vederstyggelig brændte filler op gennem trappen — konen hadde lagt i stue-ovnen nedenunder, nu da hun hørte dem komme kørende. Præsten kniste til sin frue, og han trodde det bare blev imellem dem, — men han snakked halvhøit, som byfolk gør den første tid paa landet Som om man der er feilende paa hørselen: — De har nok brugt ovnen til søplekasse her under rengøringen! sa han. Og lidt efter: — Ja ja, det skal vi nu snart faa luftet ud. — Konen hørte det og hun kniksed, med aabenbart forsøg paa en liden dobbelt-mening: — Den lorten blir nu ikke den seigeste, nei! — Men de to merked ingenting av det dobbelttydige. Han smilte og saa paa sin lille datter i den ene tomme sæng — hun var en 8 aar: — Hun sover fremdeles, du! sa han. Og han gav sig til at klæ av hende. Men fruen kom hurtig og overtog det med en overdreven selvfølgelighed, som røbed at hun var av en familje hvor der endnu ikke var pust av tvil om hvor kvindens opgave laa: — Men Brosme, kære da! sa det med den underlig ømme, gammeldagse ærbødighed for manden; hun benytted ogsaa familje-navnet, som fruer fra den gamle tid sedvanlig gør. — Han hjalp til alligevel: — Ta bare kjolen av hende, sa han; — spar hende for resten! … Ja her er stærk søvndyssende luft opover dalen! Al den naaleskogen! — Saa løfted han den lille op, som blev ved at sove: — Ja bære hende, skal jeg da! — Og han bar hende sovende bort i hendes egen lille hvide sæng.
Der kom karfolk klampende op trappen — den var saa gammel at den hven under hvert skridt; det var kørekarene som satte fra sig resten ind paa salen, nogen haandkofferter. Og den unge præst trak lommebogen op for at klarere, lidt forlegen og tvilraadig, for de var jo mødt op paa stationen uden anmodning. Fruen saa nysgærrig forskende paa dem, for ægte døler hadde hun ikke set saamange av i sit liv. — Aa, det var rétur-lass! svarte det, saa det var ikke noget større ta for … Noget større ta for! gentog det ruggende blandt dem. — Jo visst! Jo visst! svarte han. — Taksten er jo 1½ øre kiloen, sa stations-mesteren? Og jeg syntes dere sa, hvert lass kom paa en 600 kilo? — Men lommebogen var da alt paa vei til at forsvinde af delikatesse. — Noget større ta for! brummed det utilgængelig; og klamped saa ned den knirkende trap. — Vil de ikke ha noget! hvisked hun ivrig, bevæget over det gode indtryk. — Kanske det var selve bygden som mødte op av sin godhed, Brosme! … Snille de visst er, folk her! — Han gemte pengene dybt i lommen, lidt beskæmmet: — Ja, det maa jeg si! … Bare jeg nu ikke saared dem! — Men de andre blev staaende dernede paa tunet, stelte med vognene og hestene og repene; av og til brød en stemme igennem, og da var den ligesom indtørket av vedholdende hvisk.
Men heroppe paa salen la de ikke merke til det. Nu kom turen til dem selv og deres sænge. Nils Brosme var en mand paa de 35; han var spinkel og spæd av vækst, et magert gutte-legeme. Han var næsten skægløs, hadde bare en liden knebel, som var halvblond ligesom hans haar. Han hadde en bratt pande; og under den laa der to blaa smaa, men villende øine; og de var rødkantede, ligesom der i det hele var noget tendert og ømfindtligt, næsten hidsigt ved hans ansigtshud, mest omkring munden, saaledes som man stundom ser hudsystemet i saakaldte gamle familjer, der hvor gennem slægtsleds kræsne vellevnet de ytre smags-anlæg har udviklet sig, og især en stigende fin gane gaar i arv. Næsen reiste sig stærk og tverr ud av ansigtet, og var ikke spor krum eller overflødig i nogen linje — en slags indkilet trekant stod den der; men den var smal. Det var et urørligt ansigt, et ansigt uden spil i trækkene. Et logisk ansigt. Han var eneste søn av en bekendt professor, ligesom hans far igen var eneste søn, og hadde været sygelig som liden; han var blit stullet med og var derved blit en smule forkælet.
Fru Anna var ved de 30. Hun var heller ikke høi, men bred, om ikke netop fast av legem; ja der var et budeie-fyldigt fang, hun var ligesom mor allerede i sit skøds bredde. Men ellers var hun fin- og spædlemmet. Hun hadde merkværdig rørlige ansigts-muskler, uden tilløb til store monumentale linjer; det var et rigt, lidt rundlet ansigt, et ansigt fuldt av spil, fuldt av uro, og det vidste ligesom endnu ikke hvad vilje var; en rynkefri ungpige-kind; rige tykke læber med en kræsen gæp ved mundvigen; tynde tynde bryn, men mørke; og brunlige store øine; en rummelig, klog, hvælvet pande; og hendes haar var mørkebrunt og langt, frodigt av saft, mættet av farve og av glans. Hun var slet ikke hvad man kalder vakker; men der var denne rigdom i minespillet, i instinkternes uro, rent til at elske sig fortabt og blind i. Hun var mor ogsaa i sin sjæls kime. Hun var væver, gik ligesom stadig paa vak og merked straks, naar én av hendes nærmeste rørte paa sig og fik et ønske, jaget av morsfølelse, let at opskræmme — denne hvileløse opslitende drift, som er dyre-morens særmerke, naar den har unger! Og stundom fik det løbe helt ud og lægge sig som denne tungsindige vellyst over blikket, der den kommer sigende over dyre-morens øie, naar hun suges av ungen, og som stiler udover sig selv, imod slægternes fornyelse. Der var ikke et enkelt herskende træk i det ansigt, uden dette ene, koglende, blændende, som blir sjeldnere som slægterne dør — den tørstige mors-uro, som ligesom aldrig noksom kunde komme sine kære til hjælp. — Men der laa hos fru Anna tillige opdragelse i denne selvforglemmelse, og hun følte sig, som følge av den, altid som mandens tjenerinde; hun var nemlig av en lidt borneret, gammel grosserer-familje i Kristiania, hvor den sidste menneskealders kvindesags-gæring var dampet sporløst forbi. —
Anna ba konen henne ved sængen gaa ned og hente et sjal … laa kanske igen i vognen! Og i det samme hun var væk, nytted hun stunden, gik indunder sin mand og hvisked: — Velkommen hjem, præstemand min!
Han sa: — Tak fordi du fik mig til at søge hid og sælge skolen og bryde over tvert med alt dernede. Vi var jo aldrig alene, dernede, Anna! En slik indfødt bygut og eneste søn fra en velstaaende familje, som gennem generationer har holdt aabent hus, blir jo plukket i filler av nedarvede bekendtskaber, som ikke kommer én ved. Selskabelighed! sangkor-øvelser! — jeg var jo et lappetæppe derinde tilslut! … Det var ligesom ikke saa farligt for dig, endda du ogsaa hadde tat grosserer-familjens bekendtskaber i arv: Kvinderne de har os med, de, naar de er ude! de kommer tilbage til os med ansigtet endnu lyst av minnets genskin og sindet ligesom fyldt av skælvende ny længsel. Men vi mandfolk har ligesom ikke vore koner med paa den maade: naar vi f. eks. kommer hjem efter en sanger-fest, saa kommer vi ligesom en liden smule til fremmede først; vi maa skrælle os av lange tider for at naa frem igen der vi stod og gik før. Vi leter for at ta traaen op. Og et lykkeligt samliv beror tilslut paa denne rutine i at ta traaen op.
Hun lo: — Og den rutine var du ærlig nok til aldrig at lægge dig til. Du var grætten, naar du kom tilbage — det var du! … Men her skal det ikke bli noget stræv med at finde traaen igen.
Han blev ved: — Og saa denne skolegærningen! Naar jeg nu tænker paa dem, — det var i grunden nogen forfærdelige aar! — Han kom i stille stigende oprør: — Gaa derinde som bestyrer, i forkastelige hensyn til opover ørene! Den pinlige ujævnhed i behandlingen av den slet betalende og den velhavende — bare det f. eks.! denne modbydelige tolerance, saasandt skolen skulde bestaa! disse karakter-optrevlende baand — dette som kaldes konduite, som passer streberen, men som ikke passer mig! Et spredende, forødende liv! Ens selvfølelse led av det, éns stolthed, du!
— Ja din bløde, men retlinjede karakter synes jeg ligesom ikke hadde godt av det i længden.
Han smilte overlegen: — Retlinjet og blød paa samme tid!
Hun blev bare ved: — Du var for hidsig, du hadde saa alligevel ikke kunnet holde stillingen. Du var blit saa nervøs paa det sidste, Brosme.
Han smaalo: — Jeg aad jo negler som en udslidt bestyrer … Men her har vi høifjæld, og dal, og nervestyrkende luft. Saa kan den staa dernede i byen den kalkede skolegaard og glo, blinkset og solblind!
Hun strøg ham paa brystet: — Barnaal-luft for disse lungerne dine, du!
— Her faar jeg da ogsaa se paa, at lighed gennemføres. Lighed for loven, uden overklasse-hensyn, uden ærbødighed mod de store skatteydere! Nu kan man da ialfald træ frem, om det kniber, med bare sin samvittighed over sig! Slut paa al pinlig avpruting! — Desuden, livet flyder enkelt her. Man taler lige ud. Og «høi» og «lav» forekommer da visst ikke engang … Aa du er en skøier du — det saa jeg idag vi kørte opover: du tænkte nok meget længre frem end til disse svage lungerne.
Hun trak en haanlig gæp: — «Tænkte» — du!
— Jaja, jeg ved du siger det. «Blød, men retlinjet» beviser det jo ogsaa! … Men du har ialfald tæft for ti mandfolk!
De blev avbrudt. Det klamped i den hvinende trap, det var en kørekar — han kom med en væske. Der kom én til med en ulster, der kom flere; der var slet ikke sager nok til alle, og én blandt dem vilde saa endelig bære sjalet for konen. — De blev staaende lidt paa salsgulvet og pusted og saa sig op i taget, med en udsuget, næsten blodfattig mine: … Noget større ta for, sa det … Blev altids forlikte … Jaja san … Og saa gik de igen, satte klampende udover den knirkende trap.
Men præsten fik grebet den sidste, trak ham tilbage: — Det blir altsaa 9 kroner lasset! Her er 50. Skal altsaa ha igen 41 av dig.
Bonden lod sig nøde længe. Men han fandt tilsidst frem vekslepenge; han var raus, talte dem op ligesom i blinde for at syne sin uverdslighed og pengeforagt: — 41, sa du? sa han.
Men det var med vilje blit fem tiere og der laa én krone ovenpaa dem. Og præsten tog imod i blinde og gemte pengene i tegnebogen uden at tælle.
— Du lyt’ telja etter! sa det.
— Aa det trænges visst ikke.
Manden blev ængstelig: — Jau, du lyt’!
— Jeg tror dere! tror dere! — Godnat, godnat!
Anna sa lystig, da han var ude, men med en stemme som var lidt tilspidset over denne vending: — Det er da nogen raringer, dette her! … Sandelig er det ikke underligt at dumpe op i landsbøida saadan direkte fra hovedstaden!
Præsten snakked til konen, som redde op sængerne: — Ja tak, nu greier nok vi resten! — Og han gæsped gennemtræt for at gi det eftertryk. Men hun vilde gøre sin pligt grundig og til ende henne ved de to sænger. Saa Anna tilsidst ba hende gaa ned og hente det andet sjal ogsaa.
Han nikked mørk efter kørerne: — Bare maskeret griskhed, det hele, altsaa!
Men da konen var vel ude, vendte Anna raskt tilbage til det forrige emne: — Aa saa deiligt lidt ensomhed skal bli!
Han lysned og sa: — La du merke til alle de lange, folketomme moerne vi kørte igennem langs vandet lige her syd. … Jaja, gud forlate os: vi er jo her for paa embeds vegne at omgaas mennesker, men —
Hun sa skælmsk: — Ja rent ud sagt: det skal bli bra deiligt ikke at ha for mange av den slags omkring sig!
— Og slik som det lugted skog gennem moerne! Der var gran og der var furu. Hørte du skydskaren fortalte, gran vilde ha fed, dyb jord, men furu greied sig paa bare skolten eller i sand? Det er noksaa interessant, for da ved man jo paa avstand en hel del om jordsmonnet.
— Du er saa grundig, du!
— Husker du den sidste mo her lige ved præstegaarden, der den grønlige stjerne stod og blinked imod vaarlyset?
Hun lo: — Grøn stjerne! Er det stort bedre end «blød, men retlinjet karakter»? … Det var jamæn bra jeg købte malerskrin med, saa du kan begynde lidt her i fristunderne.
— Købte du alligevel! … Ja her blir nok fred til at male. Du ved jeg fik anmodning av min ven redaktøren om et bidrag til hans julehæfte … Og den første sommer ber vi ingen paa besøg her op, du!
— Undtagen altsaa din formands frue.
— Som har bedt sig selv, stakkar. Ja det blir nu ikke mange dagerne. Til hun faar krævet ind restancerne ude i bygden efter auktionen; — saa skydser vi hende sørover igen … Og vi skal saavisst efter evne hjælpe til med inddrivelsen — hva! —- Og til konen, som nu kom ind med det andet sjal, sa han: — Her i dalen bor vel ikke videre storfolk? — Han hadde paa turen opover idag lært den glose.
Der bodde en maler, svarte hun, oppe i Juvet. Og saa dæmped hun snu stemmen: men han holdt sig helst for sig selv — var av dem, maattru. Ja ganske alene bodde han nu ikke, da.
Men præsten spurgte ikke mer der; han vidste lidt om ham — det var hans klassekamerat fra skoledagene. Han bare snudde sig til fruen: — Gudskelov, her er altsaa da ikke engang anledning til nogen fordummende boston, naar distriktslægen kommer!
— Og han maleren maatte du kunne faa vink av den første tid, Brosme.
Konen blev betydningsfuld ved: hm, det var nok rare greier deroppe, — og saa hen efter fruen.
— Tak, nu klarer vi resten! sa han og gæsped eftertrykkelig for anden gang.
Men i det samme klamped det paany steg for steg nede i den hvinende trætrap. De lytted. Hun sa: — Og saa denne henrivende gamle trap, som melder visiter længe i forveien! Det blir mindst to besøg for hvert et! Hvad skal vi med omgang! — Den som hadde vekslet, kom først ind med en koffert og satte fra sig. Hun kniste lunt: — Disse raringerne blir visst ved at gaa her ud og ind inat! —— De andre kom ruggende efter ham ind paa salen. De stilled sig alle op til at glaape i taget og svælge: … Det var i førefaldet nu, snakked en av de bagerste, saa det var just ikke let køring. … Bogkasserne var svinagtig tunge … En tredje gliste frem: hesterne var endnu drivendes vaade av svedt! …
Da brød pludselig han ud, som hadde vekslet, og skar i som i havsnød: — La du dei særs! — Særs? gentog præsten.
— Høire du inki! vil du telja etter, du din —!
Præsten syntes han hørte, hvor han saa summed sig og taug av ærbødighed — det var jo præsten han snakked til! Og han tog raadvild sin lommebog op igen: — Men du talte dem jo selv op? sa han.
— Du skjyna no vel altids pæng! blev det sagtmodigere ved. Men der laa endnu en rest av hans angst i den revsende tone — præsten syntes det lød som der her forelaa et bevist forsøg paa uretmæssig tilvendelse fra hans side. Og han saa spørgende paa manden, mens han aabned tegnebogen; det var et lidet tuftekall-ansigt, haaret og skægget, og inde i det buskete sad der to smaa klippende blaa øine gemt, som forresten nu alt var ved at gaa til hvile igen; han anstilled sig fattig i aanden, men svælged visst endnu av sindsbevægelse: — Eg æ no inki so inne paa, tælja op aa gi imot paa so store pæng, sa det.
Præsten talte efter: — Her var jo en ti-er for meget! sa han.
Da anstilled manden sig overrasket, som han fik den forærendes: — Jaja; æ da so eg ska ha den ti-kronaren, so —! Og tog imod den.
Men endda, syntes præsten, var stemmen helt rusten av bebreidelse. Han lytted endnu lidt til klangen av sætningen og var i tvil. Pludselig trodde han, at han saa sammenhængen; han fór hidsig op: — Hykleri! Hykleri! Du affekterer ringeagt for denne verdens gods og tæller flot op; og saa syntes du ikke det blev paaskønnet!
Men fruen holdt ham staggende paa armen og hvisked: — Brosme! Brosme! Du maa søge styre dig!
— Skal dette være vort første indtryk av dalen? blev han ved.
Og konen henne ved sængerne blanded sig ogsaa op i det for at dæmpe optrinnet, men med et sledsk grin, som samtidig tog avstand fra og hæved sig høit over alt som døler hed: — Skulde nu ligesom være den gildeste kar i dalen, han der!
— Gildeste kar eller en husmand! — jeg siger min mening uanseet person! Det slaar jeg fast en gang for alle! — Og han satte efter de andre med lommebogen: — Det er visst av slet dulgt graadighed at dere gaar her ud og ind og puster! Det er jo ikke andet jeg har ønsket end at faa gøre op! Jeg ber ingen møde av sin godhed og køre gratis.
Da satte alle i, og værged sig ihærdig med strakte hænder imod lommebog og denne verdens gods, mens de tramped hastig udover den hvinende trap: — Nei nei! … Aa slettes inkji! … Blev altids forlikte! …
Lidt efter skrangled det dernede paa tunet fra kærrer, som trilled bortover frossen mark.
Præsten stilled sig stum hen i vinduet, med ansigtet mod ruten for at køle sig ovenpaa sammenstødet. For dette var virkelig en lidt uheldig begyndelse ogsaa for hans vedkommende. Og konen derhenne based og klapped larmende med bolstrene paa de to sænger, som én som var pinlig berørt.
Det var mørkt ude nu. Røyslands-nuten, som de kørte frem under efter den sidste mo, lige før de naadde ind paa præstegaards-jorderne, var kulsvart. Der lyste en stjerne over nuten. — Han vented længe, før han turde si noget, forat hans stemme skulde være helt rolig. Han syntes, det tog en forfærdelig tid med den konen derhenne; der blev nedlagt overordentlig megen øm omhu paa de to sængerne deres.
— Vi fik jo ikke set stort i skumringen, sa han tilslut.
— Ser efter lønnetræet? spurgte konen og kom kipen frem paa gulvet.
— Lønnetræet?
— Det utafor salsvinduet, vel! … Men det hugg de nok ned.
— Hvem?
— Forrige præsten for fruas skyld … Bare stabben igen!
— For fruens skyld?
Hun slog om og begyndte at lægge rolig ud, som om der ingen bagtanke fandtes: — Det var et svært, skyggefuldt træ, maattru, med greiner som tømmerstokker. Han holdt nu ogsaa paa i flere dage, før han fik det ned.
— For fruens skyld, siger du?
Hun fik nye skøieragtige kast i øiet ved det minnet: — Smaa dævla som krabba op i det, veit je — hihihih! — Men saa tog hun sig i det og sukked alvorlig: — Det Var nok ikke alt, som det burde være mellem præsten og fruen. Men nu da de reiste, ja da, saa blei det som et slags fôrhold igen da, ser dere. — Hun sa godnat og gik: — Jaja, der monne foregaat rare greier her paa gaarden, san, før de kom her de fem mand fra øvredalen ruggande og fik slut paa det.
Han lukked salsdøren efter hende. Og de begyndte dødsens trætte at gaa til ro. Anna var bleg av træthed.
— For et uhyggeligt menneske! sa hun med de urolige brune blunk i øiet.
— Hun har bare ikke ordet i sin magt, svarte han undskyldende, og kniste saa, mens han gik paa gulvet: — «Et slags fôrhold» om ægteskabet! Det gaar i ét for hende.
— Ja netop! Det er det det gør!
Han strakte sig pludselig paa taa, fordi han fik øie paa noget op paa linnedskabet, og trak det lattermild ned. Det var et støvet ris. — Det følger ialfald med gratis! sa han og kasted det lekende i luften; — kasted det ogsaa paa hende i kaathed.
— Nei uf! sa hun med væmmelse og saa hen til sin lille i sængen: — Brænd det, Brosme! Kast det i ovnen!
— Nei saamæn! smaalo han og slængte det op igen paa skabet: — Denne miniatur av en moralsk soplime skal opbevares som museums-genstand, — som pant paa min pædagogiske teori, at en skarp, blankslipt vilje er et menneskes herligste eie! — Han kniste indadvendt: — Den som forresten avfolked skolen for mig i byen, fordi jeg udviste de smaa syndere istedenfor at bruge spanskrør!
Men Anna kom tilbage til enken: — Det uudgrundelige, væmmelige smil! Katteøinene som lytter ligesom skadefro under de tykke laag! … Hvad ser hun paa mig efter bestandig! Og alt som hun siger, synes jeg ligesom bare er halvkvædet ymt: dette nedhuggede lønnetræet f. eks.! … Vi vil ikke ha hende inde! hun skal ikke rede vore sænger! Du Brosme: vi kan da virkelig ikke, synes jeg, være forpligtet til at overta hende efter din formand! Ligesaa lidt som dette fæle riset.
— Nei, sa han. Selvfølgelig! — Og han gik hen til hende og la sit øre indtil hendes bryst. Han hørte hvor opslitende hjærtet arbeided bare for dette — det var som der var baand herinde som tøired det for stramt. Han syntes, han lytted til selve mors-uroen i naturriget; ja herinde maatte ingenting slitne, for da blev der ingen hytter og hjem igen. Og han tænkte: herinde var bekymring nok for hele hans nye kald! — Nei, sa han. Ligesaa lidt som dette antike ris! Imorgen gaar vi om paa gaardene og saa fæster du din egen uforfalskede dølejente.
Men da hun var i sængen, levned hun til igen. Hun kniste endog tilsidst ved en pludselig tanke, og de brunlige øine blinked store frem av tæppet: — «Kalvehagen» — var det ikke saa klokkeren vor her hed, du? … «Kalvehagen»!