Præstegaarden (Helene Lassen)
Præstegaarden.
hvor viddens veir og vintrens vind
skjær iskoldt gjennem sjæl og skind —!“
(Ibsen: „Brand“.)
Du kjære, lysegrønne lille præstegaard, om sommeren omkranset af svaler, om vinteren af sne! Bestandig er der noget i flugt omkring dig. Men ingen trær staar og hvisker og tisker om dig som om andre præstegaarde; derfor var det blit saa stilt, om ikke svalerne og sneen havde besørget slig munter dans i luften. Naar jeg staar oppe i bakken og ser paa dig, saa blir jeg bestandig rørt over dig, for du er egentlig for liden og lys til at ligge saa alene op mod fjeldet, og du kjæmper saa tappert mod ensomheden. Du gir dig ikke til at klage over, at du ingen trær har til selskab, men trøster dig med, at du har flere svaler og mere sne omkring dig end alle andre præstegaarde i landet. Og saa længe har du set paa de kameraterne, du har, til du er blit munter som en svale og nøisom som en snehaug, endda du ser ud til at være kommet fra lysere egne, som om du var tænkt til villa med veranda ud mod stille skvulpende sø. Her virker din hvide veranda, begravet i snefonner de tre fjerdedele af aaret, næsten parodisk. Selv den korte tid, da de yndige svaler i tætte husrader bor om dit tag, er det ikke mange dage, det ikke er surt at sidde der.
Men ikke skal jeg rive din veranda ned, og ikke vil jeg forandre et fnug af dit udseende. Slig som du er, elsker jeg dig, baade for de lysere minder, du vækker, minder om villaer med grøntomslyngede verandaer ud mod stille skvulpende sø, og mest, fordi du greier dig saa tappert paa fjeldet.
Hvem havde nu den lykkelige idé at male dig lysegrøn som vaarens første løv og spirer?
Kanske var det en ung præstefrue, en af disse stille, blege, som det er saa mange af her i sten- og snelandet vort, en af disse, som blir stille og blege, fordi de rykkes op af sin egen jordbund og plantes om i sten eller sne. Jeg snakker ikke om de trivelige præstefruer i rige bygder sydpaa; de kan være baade tykke, runde og muntre; men jeg mener en af alle de Sibirieforviste i Nordland eller i fjeldbygderne. En slig liden bleg, fortrykt præstefrue har kanske engang staat ude i sneen her og set sig kold paa hvide bakker og hvide fjeld.
Det har kanske været en dag sent i mai eller endog langt ud i juni; hun har følt en fortærende længsel efter græs og grønne trær, og saa har taalmodigheden brustet: Hun vil gjøre oprør, hun vil finde paa noget rigtig rebelsk! Saa har hendes øine streifet præstegaarden, som formodentlig ogsaa var nonneagtig hvid, og saa har hun ikke aarket alt dette forsagende hvide længer, men har stampet i foden til sin mand og sagt: Kom, lad os da i det mindste male præstegaarden grøn!
Hun var vist lidt uskikkelig, da hun sa det, men manden er vel alligevel blit rørt over hendes længsel efter grønt, siden han har føiet hende. Sikkert er det ialfald, at præstegaarden er grøn. Og ve den præst, som nogen gang vover at kalke den over igjen med hvidt! Han vil faa med en vred hærskare af præstefruer at bestille, baade med dem, som har været her, og med dem, som senere kommer. For det er ikke saa greit at plantes om i bare sne; det iser saa koldt i begyndelsen; og hvidt, det er nu bare hvidt og eier ikke livets spillende farver.
Men — saa trøster de sig tilslut de ogsaa, med svalerne.
For svalerne her — ja de burde egentlig ha en hel fortælling alene, eller ikke en fortælling, naturligvis, men et digt, eller ikke et digt, naturligvis, men en serenade maatte det være, naar de efter sit muntre dagværk — dette dagværk, som bestaar i at svæve i fjeldblaa luft og gabe lidt, saa flyr maden lyslevende ind i munden paa dem — har fløiet til ro i sine reder under præstegaardens tag, naar de en liden stund, den let sommernatslørede, folder de spilte vinger sammen, lukker det syngende, jublende neb og hviler det lille lykkelige hode mod sin mages hvide bryst. Da vilde jeg synge for dem min serenade, mere forelsket end den, sydens unge mænd synger under den elskedes balkon, synge dem min tak, fordi de kommer med favnen fuld af varme eventyr fra syden, fordi de kommer med sindet fuldt af ferieglæde og forelskelse, fordi de prater og traller saa muntert, at vi glemmer, at her hverken er syrener eller roser eller lærker eller alt det andet, som hører sommeren til.
Svalerne de er sommeren her.
Naar de pludselig en dag efter den lange, lange vinter, som drysset ned fra himmelen, sidder paa taget allesammen og skravler og ler — Herregud er det saa muligt andet end at bli munter og glad som en svale og synge og tralle som den?
Men vil vi høre det allerintimeste svaleprat, saa lurer vi os op paa loftet, lægger hodet ned langs gulvet, hvor bare en tynd væg skiller mellem rederne. Sligt et husligt skravl! Somoftest er det bare moro; men — saa helt idyllisk pletfrit er nok ikke deres huslige liv heller! Der vanker skarpe ord imellem; men — skvit, skvat! saa er det over, og de elskende tar sig en tur paa spilte vinger, glemmer og drukner alt i fjeldblaa luft.
Naar saa høsten kommer, og de gamle svaler er blit mere adstadige i tankegangen, er det den unge slægt, som interesserer os mest.
Uforlignelig søde er de, naar de gjør sine første klodsede flyveforsøg. Og øve sig maa de til reisen.
Jeg saa dem engang samle sig paa skolehustaget alle svalerne fra præstegaarden og fra de nærmeste gaarde. En sværm af bittesmaa, trillende runde svaleunger var det, som alle havde arvet mamas og papas bedaarende hvide maver. Det var nok den sidste store generalprøve, for nu var de blit saa flinke, at det var en lyst. Længere og længere blev de smaa barnslige slag i luften, kortere og kortere hvilte de sin lille runde krop paa skolehustagets blanke skifersten, mindre og mindre hørte de efter forældrenes raab og retledning, kjækkere og kjækkere kløved de høstens kjølig-klare luft, freidigere og freidigere tænkte de paa reisen, den store over havet, den, som mor havde fortalt dem om i de studslige regnveirsdage inde i redet, før de havde lært at bruge sine vinger.
Reisen, ja.
En dag, kort efter den store generalprøve, kommer vi ud og finder det saa underlig stilt i luften.
Aa, de reiste tidlig, tidlig idag, mens vi endnu sov, uden farvel, uden et ord til tak for sig! De kunde da gjerne banket paa ruden til os, eller sunget en liden stump saa høit, at vi havde vaagnet! For vi havde da været saa snille mod dem og ikke en eneste gang skjændt, fordi de i sommerens løb rent havde ødelagt præstegaardens renommé for klare vindusruder!
Men naar jeg tænker paa al den glæde, de har givet os, saa har de nok rigelig betalt sin husleie; det er vi, som blir tak skyldige, og gjerne skal jeg indfri den gjæld: Deilige svale, tak for den korte, men vidunderlige sommerglæde, du skjænker os. Kom igjen og bo om vor lille lysegrønne præstegaard hvert aar, forlad den aldrig, for da blev det ingen sommer her, naar ikke du kom til vederlag for syrenerne og roserne og altsammen, som ikke kan leve i fjeldets korte sommer. Men din sang er mere end syrenernes lillafarvede duft, og dit hvide bryst er deiligere end rosernes dunkle røde, derfor vil vi ikke graate for blomsterne, saalænge du kommer. Men blir du borte, lille svale, da graater vi for dig og for blomsterne og for altsammen!
Men naar svalerne er reist, saa kommer sneen, endnu før den eneste lille bjerk, som staar udenfor præstegaarden, har mistet sine blade. En slank, fin liden bjerk er det, som engang blev plantet midt i en udstukket plæn, som var tænkt til have. En to-tre aar stræver alle præstefruerne med denne haven; men saa opgir de den. Dels var sommeren for kort, og dels leved de i sin ensomhed i et altfor gemytligt samliv med husdyrene. Snart var det hesten, som rulled sig freidig midt i salatsengen, snart var det sauene, som la sig til at ørte midt op i det altsammen. Eller det var hunden, som vilde grave sine bedste ben ned der, hvor netop de smaa blege nemofilaer stræved med at slaa sine lyseblaa øine op, eller en kjælen kalv, som sprang om, hvor den vilde, kneb en fristende brandgul ringblomst, som havde været saa dristig at gjøre sig færdig, før sneen kom, eller hønsene, som ihærdig sparked og plukked paa ligt og uligt og tog sit jordbad i de netop tilsaaede og tilklappede senge. Og naar saa, for at sætte kronen paa al denne elendighed, erterne stod og blomstred tragisk midt i sneen, og gulerødderne mistænkelig minded om fyrstikker i omfang og tørhed, saa indsaa de, at det var bedst at lægge denne havedrøm om gulerødder og erter bort sammen med drømmene om syrener og roser.
Men bjerken staar der altsaa alene, midt paa den grønne plæn, og trodser baade sneen og stormen og kulden. Og elsket blir den med næsten ærbødig kjærlighed af alle i præstegaarden; at røve en kvist fra den betragtes som helligbrøde, for der er ikke flere end denne ene!
Bjerken er det haardføreste træ, som vokser længst tilfjelds, staar det saa tørt i naturhistorien. Men vent lidt, saa skal jeg fortælle det paa en anden maade, for ikke skal nogen faa mig til at tro, at den fine, bløde bjerk af naturen skulde være af et grovere slag end den haarde, stikkende gran eller furu. Naturligvis var det disse robuste, mandhaftige naaletrær, som skulde klatret høiest tilfjelds, og ikke den fine ungmø, bjerken.
Men naaletrærne vilde ikke; og skogen laa der dyster og tung, uden kvindeligt liv og ynde, og lierne sluttet saa braat; intet lyst løvbaand mellem dem og fjeldet, for bjerken bodde i varme, rige lande først. Sikkert var den det fineste, tendreste, mest forkjælede af alle trær engang, født grevinder allesammen. Men saa kom fuglene fra nord paa sine vinterbesøg og fortalte dem om nordens lande, om sne og is og haarde bartrær, hvis naale stak og saared. Og ordene har faldt i en blød, opofrende liden jomfrubjerks sjæl: Jeg vil reise did op som barmhjertig søster, jeg vil mildne dem savnet af sydens varme, jeg vil vifte om dem med mine bløde blade, jeg vil lade mine lange rakler svaie i vinden, at mit frø kan spredes vidt udover og live op i deres dunkelt grønne skoge!
Og tanken har fænget. Det blev et helt pilegrimstog af blide, barmhjertige søstre, som drog mod norden. Og der har de kjæmpet sig frem, øvet sig i selvfornægtelsens store dyd, aldrig turdet lytte til sangene fra syden, men ihærdig krabbet opover fjeldets haarde sider, indtil de har lært at bli de haardføreste, mest udholdende af alle trær.
Men til løn for sit opofrende arbeide slap de at faa arbeidsdragt og grove arbeidshænder. Skaberen lod dem beholde sit skjære grønne og sin skinnende stamme og lod alle digtere gi dem prisen blandt skogens trær.
Og vor bjerk stammer i lige linje ned fra sin ædle stammor. Den er præstegaardens barmhjertige søster og flinke lille prædikant om ydmyghed, om selvfornægtelse og om mod. Den er det, som har lært os, at det gaar an at plantes om i sne. Det har ikke netop svalerne; for de flygter, de, naar sneen kommer; men bjerken og vi faar ta mod dem sammen.
Saa fald da, hvide sne! vi skal ikke skjænde paa dig. Det er jo du, som pynter saa pent til jul og glitrer krystalklart omkap med himmelens stjerner. Det er du, som lager vore herlige skibakker med de muntre hop, og du, som blir til vaarens brusende bækker — hvad tyngsel der maatte følge med dig, har du sonet med alt dette.
Fald, hvide sne! Pisk mod vore ruder, fyg over vore tager, driv sammen til skavler og taarn! Stæng bare alle vore veie, vi lager os nye paa ski og tar os et bad i dine hvide, friske bølger!
Du fylder nok tiden, til svalerne kommer, og derfor, tak for samværet, du og! —
Ja, slig er det, der du ligger, lille lysegrønne præstegaard.
Gud signe dig, og tak for hjemmet, du gav os paa fjeldet!