Politiske portræter
Politiske portræter
Det er ikke ret mange aar siden det italienske folk genlød av klynk. Det klaged skuffet, hver italiener man traf, hvert oprigtigt presseorgan som ikke hadde betaling for sin optimisme, og klagens indhold var ens: da vi slog landets fiender paa sletterne ved Po og jaged tyskerne ud, da vi hjalp Garibaldi og siden rykked ind i Rom, da trodde vi, vi var med at skabe en moderne stat av Italien, som anerkendte de nye principer for styrelse og gjorde os til borgere istedenfor undersaatter; den annekterte jo ogsaa os og la klostrenes daarlig dyrkede vidder i flinke arbeideres haand, den førte industrien ind, den satte jo folkeoplysning og aandsfrihed i høisædet med sit følge av revolutionære tanker og konfessionsfri videnskab, den skænked os jernbaner, den gav os de parlamentariske institutioner. Men hvad ser vi nu! Der er vokset op en skeptisk slægt, som er blit myndig og foragter staten, fordi den ingenting udretter, for dens finansledelses skyld, for landets misères skyld. Og det allerværste er, at de har ret. Saa den skeptiske skare øger; der er anarkister og socialister og republikanere allevegne, og især blandt statens egne utallige funktionærer findes de! Studenterne piber ud statens professorer rundt om paa universiteterne! Hvilken ungdom vokser der dog op! Staten blir svagere hvert aar! Hvad skal enden bli! — Og teorien om den latinske races dekadense begyndte at silre indover grænsen. — De konservative presseorganer mækred hæse og rustne i stemmen som en gammel fængselsdør: o tempora! o mores! Vi maa ha strammere karabinierer! — Bare en og anden gammel republikaner sukked sangvinsk: det er kun fordi staten blander sig op i saa alt for meget og fortar sig! Vi maa ha en anden statsform.
Og de var heller ikke faa, de som gned sig i hænderne med den husvildes skadefryd: driv bare paa, I herrer parlamentarikere; saa I faar regeret borgernes tillid til jer grundig op med roten.
Saadan var almenstemningen saa sent som i 1898—99. Og den som gik og lytted til disse udbrud, maatte tilsidst faa det indtryk: Dette her gaar aldrig i verden godt! Italien staar overfor en voldsom flomtid.
Men situationen ændred sig som ved et kogleri. Jeg skal ikke her gaa ind paa de enkelte ytre begivenheder, som gik haand i haand med den ny situation. Der er i grunden bare én at nævne: da kong Umberto faldt for anarkisthaand, skaffed den nye konge sig et liberalt ministerium; der gjorde kongen et klogt greb, ventilerne kom op for høitrykket. — Men jeg springer over døgnpolitiken paa Montecitorio og partigrupperingen der — den interesserer jo ikke mer end det interesserer ikke-spillere at høre herrer efter whisten genkalde sig i erindringen, hvordan nu kortene sad; det kan nok i øieblikket ha optat sindene vældig, men det har ikke i samme mon let for at bli historisk dokument.
I de to-tre sidste aar er forandringen foregaat. Flerheden av de husvilde i landet er traadt ind som medlemmer av organiserte fagforeninger, fabrikarbeiderne, jordarbeiderne; der er udspændt et net av organisationer over det hele land. Kursen paa italiensk papir er al pari. O. s. v. Og nu har italienerne faat sin Marconi, til næring for den nationale selvfølelse. — Italien er for øieblikket roligere og mere tilfreds end det har været siden sin genreisning.
Ligefuldt er der kamp og spænding. Kampen staar nu som før mellem proletariatet og de besiddende klasser, mellem godseieren og bonden, mellem fabrikarbeideren og kapitalisten. Det er de parlamentariske partier inderst inde enige om. For der er nok av partier; der er socialister, republikanere, radikale, moderate (= konservative), klerikale; og paa Montecitorio gør endvidere den lokale spænding mellem nord og syd sig gældende — stærkere end italienerne ønsker, at udlændingerne skal tro. Og naar disse flokker klumper sig sammen i kamret, kan det i øieblikket se ud som der hænder noget politisk.
Det som imidlertid foregaar i landet er av social karakter. Spændingen er saaledes saa enkel som den bare kan bli.
Men det som gir spændingen det præg av broget liv, er her som andensteds sagernes talsmænd, er personerne. Jeg vil her føre frem nogen av dem, som den ændrede situation har skøvet i forgrunden, og søge at gi et billede — dem av dem som lokker en ved sin udprægede profil, ved et bestemt temperament.
Først kommer jeg til at nævne en mand, som er død for fem aar siden. Fordi hans skygge er saa stor og saa stærk i sin virkning.
Felice Cavallotti’s værelse i Rom er blit et kapel, hvorhen folkepartiet i alle avskygninger valfarter paa hans dødsdag, 6te mars. Det var en landesorg den dag han faldt i duellen i villaen udenfor Rom. Og siden er han blit en folkehelt. Hans ord citeres paa møder og i aviser. Og der reises statuer rundt paa byernes torve eller fældes marmortavler ind i paladsernes murvægge, der hvor han engang har holdt en tale. Jeg ved ikke om der i det mon har været rigdom paa guldkorn i hans politiske taler, som man nu fremholder; det er jo med politikere som med kunstnere: dør de en tragisk død, eller rykkes de uventet bort, selv om de endog en liden smule har faat overleve sig selv, da vaagner barnepige-instinktet op i en nation, — da er hovedbetingelsen der for at bli profet i sit eget folk. Det er i hvert fald ikke det avgørende hvor værdifulde en saadan mands indlæg er; det avgørende er, om folket tror paa ham, enten han nu var den høvding de tror eller ikke. Og de tror paa Cavallotti.
Det forekommer mig imidlertid, at Cavallotti fortjener at være reformpartiernes helt, deres samlende aand, naar splittelsens dæmon piller ved dem. Der er nemlig, rent menneskelig set, noget fængslende ved ham og hans hele stormende livsførsel, ved hans enestaaende vilje til at ofre sig for sit land. Det har været en rastløs mand, noget av en ødsel ildsjæl, som stod over partierne, skønt venstre, fordi han satte Italiens enhed øverst, — som han selv sa engang: «naar et hold roper: leve kongen! og et andet hold roper: leve republiken! saa har vi endnu et rop tilbage: leve landet! — det land som venter av sine bra borgere lægedom for sine ulykker, det land som trænger faa fraser og mange gærninger.» Cavallotti har været en mand fuld av handletrang, av arbeidstrang, uden hensyn til levebrød; og der har fulgt vaabenklirren med ham, hvor han traadte frem. En utrættelig stridsmand gennem 40 aar av sit liv.
Som attenaarig begyndte han i aviserne (1859). Men han blev ikke med Garibaldi paa de tusendes tog; det var som deltager i general Medicis ekspedition han kom over til Sicilien. Paa overfarten did er det han ombord skriver sine første digte, fyldt av brusende enheds-entusiasme, opblussende som en ung i et ungt land, naar han føler sig at suse med i dets drømme:
«Aa hil dig, Ætnas sagnrige strand!
som knækker aag, som splintrer klingers staal.» —
Hans politiske kamp gjaldt siden venstreministeren Depretis, da denne efter at være kommet til magten begyndte sin forfuskelse av det liberale program. Det gik endnu hetere til siden, da han stod ligeoverfor Crispi. Det var en vældig indsats han gjorde den gang; han stod stundevis ganske alene i den kamp. Men han var en «fusentast», som aldrig firte og som ikke sparte sig selv. Og hvor han fór frem, fulgte der et mylr av dueller; hans modstandere sa, at han led av duelmani — hele 35 skal han ha hat. Hans rastløshed drev ham ogsaa der: han søgte duellerne for at faa endskab paa én sag og komme over til den næste. — Han vilde i Crispi ramme korruptionen og triplealliancen og skattebyrderne. Og han tog denne politiker grundig og historisk; i kamret gennemgik han hans liv og søgte at bevise, hvor Crispi var embedsjæger hos Bourbonerne, republikaner siden, og saa monarkist og ordensuddeler, for at ende i Banca Romana-skandalen. Og det var Rudini som i denne kamp mer end gerne hjalp ham til bevismaterialet, eftersom Crispi stod Rudini iveien. — I 1891 førte Cavallotti obstruktionen an i kamret, dengang Crispi vilde fornye triplealliancen; men de 15 «katter» magted ikke at døive 300 deputerede Hans stjerne steg ligefuldt ude i folket; han blev opfattet som landets offentlige samvittighed.
Og samtidig med al denne kamp skrev han opflammende digte og dramaer (Pezzenti; Guido; Messeni; Alcibiade; Luna de miele). Jeg kender ikke tilstrækkelig hans digtninge til at fælde nogen dom; men det jeg har set, synes at lide av lidt hulhed og bombast. Det kan vistnok ikke nægtes, at der i det hele, efter vor smag, er en smule retorik ved Cavallotti; — men der ligger gærninger og begivenheder bag! Det er den samme slags retorik som i sin tid skabte et samlet Italien; — og det er jo ikke saa daarlig retorik endda.
Cavallotti var dog visselig ingenlunde en mand med lys og tryg tro; — han tænkte vel inderst inde som saa: men tro er alligevel det eneste som der er mening i! Flagrende altid videre ind i ny kamp, berusende sig og glemmende sig. Der er noget av dette ved hans endeligt ogsaa hin morgen i villaen udenfor Rom — jeg kan ialfald ikke værge mig mod det indtryk, — ved den hidsige maade, hvorpaa han, den drevne duellant, kasted sig frem, saa modstanderens sabel jog ham gennem mund og svælg. — Over sin sæng hadde han hængende billedet av to mænd i Italiens historie, som hadde dræbt sig selv av væmmelse over løgnen i verden.
Thi Cavallotti var i grunden ingen politiker; han blev saaledes grundig tat ved næsen av Rudini — bare for at nævne et tilfælde. Et herlig stormende veir var han, med sang i sig om et enigt Italien og om et redeligt Italien. Det er det manende ved hans skikkelse, i tider da offermodet ligesom er svagere blandt statens mænd, og hver saadan indsats kræver vederlag.
I sammenligning med Cavallotti blegner neapolitaneren Matteo Imbriani’s navn, skønt det har samme slags klang; ogsaa hans betydning stak i hans ubestikkelighed, i hans uegennyttige vilje til at ofre sig. Han var ogsaa med paa general Medici’s tog til Sicilien, og deltog siden i omtrent alle frihedskampene. Hans drøm var en «lega latina», og i hans skikkelse er nationalhadet til Østerrige leggemliggjort.
Og i forbindelse med disse døde vil jeg nævne Bovio’s filosofiske genfærd, som endnu lever i Neapel, en fortsættelse av Garibaldi’s borgeraand, republikaner. Men det republikanske parti i italiensk politik er, hvad maalstræverne er hjemme i sprogudviklingen: republikanerne springer uden videre over en national opløsnings- og forfaldstid, som dog har været og som har efterladt uudslettelige spor; og forgæves holder de hver høst sin landskongres, hvor de med redelig vilje søger at hale programmet lidt ned, saa de ikke skal bli ved at sidde i politiken som Simon Stylites oppe paa søilen. Bovio er redeligheden og uegennytten i person, hvis standpunkt folk, selv om de ikke er hans meningsfæller, spørger efter ved vigtigere sager. Men der er gaat hegelsk filosofi i ham, og naar han slipper sig rigtig til der, minner han i filosofisk duelighed stundevis lidt om Cicero, naar denne roter i den græske filosofis dialektik og forflygtiger kategorierne; men hans meningsfæller lytter til ham med respektfuld uforstaaelse. Thi, i modsætning til Cicero, er Bovio en karakter, saa hans popularitet holder sig uanfægtet. — Og saa kommer et moment til: han har det med, ligesom Tolstoi, stadig at ligge for døden. — —
Det «moderate» parti har ingen manende genfærd, som virker samlende saadan ved sin nærhed som Cavallotti. De har den abstrakte enheds-idé; og de driver en ivrig, men lidt bleg kultus av enheds-minnerne ved at reise slette statuer i alle byer til erindring om samlingsværket.
Man kan nemlig ikke si om Crispi, at han har efterladt noget politisk testamente; og det vil man endnu mindre kunne si om en ideløs politiker som Rudini. Ved Crispi var der et tiltalende moment: han kunde handle paa impuls; — men han indsnævredes efterhaanden i politiken til blot og bar konstabel. Rudini virker som der aldrig har været plads for impuls i hans bringe, en bred plantage-eier uden nerver, som aldrig kan komme ud av koncepterne, — med italienerens pragtfulde fordøielse og dyriske ro. En ytterst fornøielig type i og for sig, — men ikke noget stof at lage genfærd av, som kan virke manende og samlende.
Men Crispis og Rudinis parti har nu Sidney Sonnino. Det er et jern, maaske den betydeligste statsmand, italienerne har for øieblikket, forsaavidt han er den, som statens eksistens i en snæver vending tryggest kan bygge paa. Hans kraft maales bedst ved de radikales had. Oprindelig er han dog ingen fordomsfuld autoritetsdyrker; han har i sine yngre aar nedlagt sine studier i uhildede værker som Suffragio universale, Governo rappresentativo o. a. Han hører til de yngre politikere, som har fjernet sig fra enheds-entusiasmens frasemageri, en desillusioneret kapitalist med skarp, kynisk sans for realiteterne; man behøver bare følge en smule den avis han grunded i Rom for et par aar siden, Giornale d’Italia, for at føle det. I kamret er han uforstyrrelig fremadskridende i sin kritik, trods skrik og avbrydelser fra venstre, — passelig sutrende; han har holdt den skeptiske klagetone fra fire-fem aar siden vedlige; hans omkvæd er for øieblikket i grunden blit, hvad han fremholdt i sin store kammer-tale ifjor vaar: «Revolutionens bølge vokser for hver dag mer.» Og han fører altid «autoritá dello Stato» i munden. Men forøvrigt ligger han paa lur efter modpartiets utopier og venter — og søger stundom ved at fremkalde vanskelige streiker at paaskynde bølgen, da han kan komme til og værge de store kapitaler, eller han kaster ind ændringsforslag for at forpurre. I virkeligheden selv programløs, kanske i grunden en smule uproduktiv av væsen; han er jøde; — men han er oprindelig ingen høker i politik. Det er noget av en despot, en diktator-natur, den av alle politikerne, som kommer det gamle italienske begreb om statsmand nærmest. En logisk, tæt individualitet, som maa fange ens interesse. Thi vel har situationen ført det med sig, at han nu er kommet til at lægge roret den anden vei, saa han er blit en skikkelse med nattens skygger over sig, — men ligefuldt, det er en klar og høi skikkelse. Det er de skikkelser, som i smaa lande blir forfulgt og udskældt for intriganter og forrædere mod den gode sag, mens frasemagere, som ved første kritiske knibetag gør kuvending og forraader det lille lands av dem selv oparbeidede politiske passion, gælder som hædersmænd — eller forfremmes til amtmænd. —
Helt forskellig fra en skikkelse som Sonnino er det nuværende ministeriums chef Zanardelli. For en to-tre aars tid siden overtog han regeringen uden portefølje, dengang Sonnino beredte forsonings-ministeriet Saracco vanskeligheder ved den svære havnestreik i Genua, som vokste den gamle mand over hodet. Sonnino opfanged imidlertid ikke pæren; kongen tog et ublandet liberalt ministerium, hvis program bl. a. var avskaffelse av bytold paa fødevarer, — et program som under de frugtbare parlamentariske rivninger har undergaat saapas modifikationer, at der nu ikke synes at staa igen stort mer end en lettelse i saltskatten, samt skilsmisseloven; gaar disse reformposter ogsaa i parlamentets store papirkurv, reiser vel det selvsamme parlament sig og gir ministeriet et mistillidsvotum for svegne løfter — det har i hvert fald været metoden før. — Men i det tilfælde kan Zanardelli godt paany bli overdraget at danne regering.
Han er nemlig ifølge væsen ikke en mand som skiller; der er noget samlende ved ham som personlighed, og i det ligner han Cavallotti; men der er intet stormende ved ham. Som ung var han vistnok republikaneren Mazzini’s fælle og medlem av en revolutionær klub — nihilisten Bakunin fortæller, at han har truffet ham, og da har nok mødets anledning ikke været saadan helt harmløs. Han har ogsaa været med ved Italiens reisning og har deltat i frihedskampene. — Zanardelli tilhører politikerne av den gamle skole, med den gamle skoles godlidende festivitas og lyse, lidt senile humør, som i grunden ingen uvenner kan faa, — uden at han dog rakner op i den generations frasefyldte hulhed, som den kan ta form hos agerbrugsministeren professor Bacelli, naar en bedre middag gør sin virkning paa tungebaandet. Hans lange politiske liv har tillige opøvet et gløgt øie, som forstaar at vælge sine mænd — man ser det næsten bedst ligeoverfor de politikere som han forstaar at undgaa i sit ministerium (som finansmanden Luzatti og Syditaliens specielle ministerkandidat Lacava). Han er endvidere en betydelig taler, i sin tid landets mest søgte advokat, som netop egner sig til at færdes mellem partierne, — som ogsaa egner sig til at sendes ud paa banket-reiser til misligholdte provinser, hvor refrainet er «l’Italia una e indivisibile», hvor hans retorik, med udgangspunkt i Vergils vugge og Vergils grav, finder anslaaende ord for rigsomslyngende syner, helt fra Garda-sjøens bølger til Neapels golf. Man tror paa hans uegennytte og paa hans vilje — om den ikke er saa stærk; man ved jo, at enheds-entusiasmens storm har flagret i hans lokker — dengang han hadde lokker. En mand ikke netop med saa mange idéer som med idealitet; — og han lar sig udlaane til modparten, naar det gælder at redde enheden, som i 1898, da han gik ind i Rudinis reaktionære ministerium for at hjælpe til at ride oprørsstormen av.
Men den egentlige politiker i Zanardellis ministerium er piemonteseren Giolitti, det vanskelige indredepartements chef. En mand uden idealitet, uden synderlig idéer ogsaa, udenfor de nødtørftigste at fodre folket med; — det gælder forøvrigt at styre en skute efter de gældende parlamentariske styringsregler. Og det er hans liv at manøvrere i stygt farvand.
Giolitti egner sig ikke til at sendes ud som banket-taler. For det første er han ingen taler saadan som italienerne fordrer det; dernæst er folks tillid til hans karakter ikke overvættes stor — dertil stod han i sin tid Banca Romana-skandalen lidt for nær; men især er det dette som betar folk tilliden: han er uudgrundelig; der er ligesom saa mange politiske erfaringer avlagret nedover i ham, saa han virker som en mørk brønd, skønt han er uigennemtrængeligere end sin hæftige modstander Sonnino, saa minner dog skikkelsen om ham; det er bare det, at Giolitti har lagt roret den rette vei.
Giolitti kan politikens golde jus, han kender tilbunds parlamentarismens kautschuk, dens forfuskelse av løfter, saadan som det har været dens særpræg i Italien: ingen løsning av sociale spørsmaal foregaar i grunden gennem kamret — han fik selv sande det i 1891, da han søgte at sætte igennem en ekstraskat, som rammed de velhavende; og naar et forslag i kamret frem til at bli lov, saa er det fordi de folkekaarne har hast og skal hjem til paaske Han har set, at partierne ikke har flyttet nogen ting de sidste aar, — det eneste maatte da være at de har flyttet sig selv; det er det som foregaar ude i landet, som flytter paa tingene Og ud fra denne skepsis til parlamentet lar Giolitti proletariatet selv besørge socialt reformarbeide gennem streiker: kan de ikke opnaa skattelettelser, faar de skaffe sig bedrede kaar, saa de faar humør til at betale skatterne — Ifjor vaar gjorde saaledes næsten hele Norditaliens jordarbeidere sig foreløbig færdig — og omtrent uden blodsudgydelse. Dengang svarte han Sonnino under en større kammer-debat, at alle disse streiker var et uimodstaaeligt udslag av den stigende kultur blandt proletariatet og kun av social karakter; men « bevægelsen vilde bli politisk den dag regeringen greb ind som klasse-regering. Bevægelsen vilde bli farlig og voldsom den dag regeringen vilde bruge magt. Regeringen skal være neutral og respektere retten til streik». Undtagen — la han til — hvor det gjaldt virksomheder av offentlig art, saa stansning vilde ramme samfundets vitale interessen og dertil regned han foruden jernbanetrafiken o. l. ogsaa brødbagning — da greb han ind og anvendte soldater til at udføre arbeidet. — Han holder sig alle veie aabne. Og sidder som en edderkop i baggrunden, med et vaagent øie, som ikke lar sig overrumple eller overraske, med indflydelsesrige presseorganer i sin sold.
Men især kommer hans overlegenhed for dagen ligeoverfor streiker, hvor gæringen er kunstig oparbeidet og hvis relative berettigelse er tvilsom, saa den er forudbestemt til nederlag. Han behandler den psykologisk; i begyndelsen borttar han mest muligt alt som kan støtte trodsen og saaledes styrke de streikendes samhold. Han demoraliserer dem, og forvirrer dem, ved at række dem dette overstrømmende bæger handle- og streikefrihed. Og imens rykker tropperne stille ind i byen, og den situation av knusende militær overmagt fuldbyrdes, som skal til, forat den genstridige kapitalist uden fare kan genta sit avslag. Han er en Cunctator av rang. — Man saa det ved jernbanearbeiderstreiken ifjor vaar; man saa det ved generalstreiken i Florens samme sommer, hvor han udførte et lidet mesterværk, — især da han her ogsaa hadde en hidsigprop av en præfekt at holde i skækerne. Den streik endte med fuldstændigt nederlag for arbeiderne. Og dog forløb det hele uden blodsudgydelse, uden et skud — kun et avklippet gasrør oppe paa Viale dei Colli! kun nogen avisspalter retorisk angst for Florens’ ve og vel!
Giolitti er vel den sleipeste indenrigsminister Italien har hat. Ved arbeideruroligheder er han en myg gummikølle, men der sidder en blyknap ytterst. Og blyknappen er den selvsamme som den var under Crispi: karabiniererne.
Og dog, hvis den dag alligevel kan tænkes, da det italienske proletariat staar samlet i kampstilling, saa situationen kræved et raskt indsnit, da er muligens Giolitti gaat tilbunds med sine parlamentariske styringskneb, Zanardelli visselig viftet hen med sin nationale retorik. Den dag vil proletariatet —helle-r komme til at staa ansigt til ansigt med en mand som Sonnino. — —
Det ytterste venstre og proletariatet tæller ikke længer 15 repræsentanter i kamret som paa Cavallottis tid; de hadde ca. 50 at mønstre ved obstruktionen under Pelloux, og ved de nye valg ligeefter kom de tilbage i et antal paa ca. 100. De stod dengang tæt sammen i en fællesforening — Unione dei partiti popolari — baade socialister og radikale og republikanere; de stemte i flok, og deres organer nævnte aldrig dissenser.
Spliden i folkepartiet traadte klart frem i dagen, dengang det parti erobred Milano’s store kommune fra de konservative, og en av venstre — Mussi — blev borgermester. Det republikanske parti, som i den by er stærkt, med egen avis — Italia del popolo, og som staar i livlig rapport med republikanere i Schweiz og over i Argentina, skilte først lag og meldte sig ud av fællesforeningen. Misstemningen gjaldt socialistføreren Turatis person. Men spændingen er øget, og under valg ifjor vaar udarted den til sammenstød paa knytnæver; av pur chikane mod Turati hadde dengang republikanerne sat en straffange, anarkisten Calcagno, op som modkandidat.
Splittelsen bredte sig som smitte. Ogsaa socialisternes samhold rakned op. Der var en spåk fraktion — riformisti — med Turati som leder, og en mer paagaaende — rivoluzionari — som skældte fællesforeningen ud for at være sovnet ind i kommunestyret og slet ikke at ha til hensigt at opfylde de løfter de hadde git før valget; man sa bent ud, at denne slaphed skrev sig fra frygt for at miste det pengetilskud, som deres «arbeidskammer» oppebar.
Disse to fraktioner samler sig om Turati og kriminalisten Enrico Ferri.
Der er i grunden noget indolent og lidenskabsløst ved Turatis personlighed, noget seigt despotisk; kanske det ikke var saa stærkt fremme før, da han blev forfulgt og efter 98— revolten sat i fængsel sammen med de andre. Han kræver god disciplin i sin skare; derfor lar han sig nu vælge tre fire gange op igen i sin valgkreds og frasiger sig kammerhvervet, for at gøre skaren tættere og gi valget vægt, naar han saa endelig bekvemmer sig til at svare ja. For ham er «stat» i grunden et ukrænkeligt begreb. Socialismen er mer og mer blit ham en videnskabelig disciplin, og siden grupperne i fællesforeningen begyndte at skille lag, er han i sine taler begyndt at fremholde stærkt nødvendigheden av «educazione politica», noget man ikke hørte om tidligere, da den ifølge sagens natur var meget mindre end den nu er; dette med kultur anvendes jo ofte ogsaa her sydpaa for at skræmme, naar de første tegn til differentiering viser sig. — Turati taaler ikke sprang, ligesom hans tæt sammenføiede artikler i hans ugeskrift «Critica sociale» ikke taaler det. Lidt tung logik, lidt kompakt, en indolent logik; men dialektisk blændende — man kan maaske merke, at han især har læst megen engelsk filosofi og social-literatur. Forøvrigt gir han ved sin optræden i den senere tid indtryk av en mand som vil ind igen i det «gode selskab», — muligens spiller Millerands lysende endeligt ind.
En helt anden skikkelse er professor Ferri; der er noget ublandet romansk ved ham; en væver mand, fuld av kast, — som handler paa impuls; han synes i det hele at være den blandt alle italienske politikere som har færrest bagtanker. Han er en stor taler, slagfærdig; der er gnist i hans ord, og hans organ er bøieligt, fuldt av tone. Netop en taler saadan som italienerne nyder ham. En agitatorisk kraft. Han førte an i kamret obstruktionen mod Pelloux, en stund socialist-partiets første tillidsmand, som i sin tid, dengang hele redaktionen sad fængslet, alene redigerte deres hovedorgan «Avanti» i Rom. Man føler, at han ifølge sit væsen netop ikke kan suge næring av engelsk læsning; det er den utaalmodige belgiske socialisme han staar nær.
Ferri hadde med misnøie set paa den parlamentariske situation, hvor socialisterne som parti støtted regeringen for at undgaa Sonnino som Giolittis eftermand, — og støtted den sammen med en del av de «moderate», som nu holdt paa venstre-styret, fordi det efterhaanden bedred sig og strøg radikale poster av sit program. Han saa ogsaa Giolitti ved streiker mest muligt gi de ytterligst gaaende fri tøiler, og han gennemskued den demoraliserende hensigt; thi han vidste jo, hvor en italiener trænger at stives op i sin opposition av modstand. Ferri ønsked tilbage igen det frimodige partihads salte skumbølger.
Det var hans grundstemning, da den store debat kom i kamret ifjor vaar — den gjaldt foranstaltninger til Syditaliens opkomst. Dengang delte talerne sig pludselig i nord og syd og anklaged hverandres landsdele. Og i stridens hede slynged Ferri ud, til forsvar for Norditalien: «Nordpaa er moralske smittecentrer undtagelser; i syden er de kommuner, hvor hæderlighed er til huse, oaser» — som han straks oplyste, han tænkte kun paa administrationen. Og han sa der kun hvad alle italienere gaar og siger sig imellem — det er bare det, at saadant siger man jo ikke i kamret. Stormen brød løs over hans hode: det var en krænkelse av parlamentets værdighed! en forsmædelse mod landet! Han blev fratat ordet og fik ikke engang lov til at forklare sig ytterligere; og da han stod paa sin ret til at tale, blev han sat under censur og uden videre nægtet adgang. Han drev videre i sit raseri, lige ind i glasruten i møde-salens dør, som han knuste med knytnæven; og gennem det hul brølte han ud over forsamlingen: Camorra parlamentare! — Ovenpaa det reiste han ud paa en folkemøde-tourné, og grunded samtidig et ugeskrift «Il socialismo», hvor hans omkvæd er: for al del, væk med Giolitti! — hans frisind demoraliserer os! La os faa den uforsonlige Sonnino isteden! thi han holder rækkerne sammen og gør os stridbare. — Men hans forrige venner søgte at tie ham ihjel — han er blit saa uanstændig glimresyg! sa de; det hele er bare jagt efter applaus. Saa han forstummer nok, naar vi nu lar være at nævne ham i vore aviser.
Ferri er imidlertid ikke forstummet; han er rigtignok ikke nu længer socialismens mand, men kun fører for en fraktion, som altsaa har brudt med parlamentarismen og kalder sig «revolutionær». I september ifjor holdt saaledes det samlede socialist-parti landsmøde i Imola, og der kom det til opvask mellem fraktionerne; her mødte ca. 800 som delegerede for ca. 60 000 indskrevne medlemmer, og ved voteringen over dagsordenen stod det nye parti mod «reformisterne» omtrent som 3 mod 4. Jeg har set av nordeuropæiske socialistaviser at «den sunde fornuft» seired paa Imola-kongressen, og at faren for splittelse er besværget; det ser man altsaa av stemmegivningen ikke er tilfældet. Og man er da vistnok ogsaa her i landet paa det rene med, at et aabent schisma vil komme; den dag en moderat socialist sidder i regeringen, er det der ialfald. Men paa landsmødet dækked man over saa godt man kunde — selv Ferri optraadte dæmpet. «Reformisternes» lange omsvøbs-resolution er for lang at avtrykke i sin helhed, men jeg kan ikke nægte mig at hidsætte følgende filtpassus: «... Kongressen erklærer, at partiets aktion er reformistisk, saasom den er revolutionær, — er revolutionær, saasom den er reformistisk, med andre ord: partiets aktion er helt enkelt socialistisk ...» Og talerne fremholdt, at det, som skilte, kun var ledernes ulige temperament.
Som om det ikke er det, som altid adskiller! Specielt i Italien, hvor jo alle er enige om de sociale problemer — selv Sonnino siger stadig, at landet er «sygt». Det er just det temperament, hvormed man tar fat paa løsningen, som egentlig adskiller. Det er temperamenterne, man har at regne med; det er ogsaa temperamenterne, som bringer overraskelserne og fornyelserne. Overalt gælder det jo, at blir politikerne gamle og deres temperament avtar, avtar tillige deres evne til fornyelse.
Men der er ved første øiekast noget uhyggeligt spændende ved et temperament som Ferri — noget som en beruset natur-magt; det bryr sig ikke om stierne, eller har sky for det som møisommelig er indgærdet, bare sætter tvers over haverne og markerne og akrene. Og denne beruselse ved gamle partiers opløsning, og ved fund av nye veie, forskrækker rubrik-politikerne, og kommer dem paa tverke som beregner en idés værd efter det stemme-tal den formaar at samle om sig, — gør dem helt svimle i hodet. Ferri er tillige videnskabsmand og kender tingenes gang; han ved i kraft av det, at ingen ting stanser i udvikling, at der forestaar opløsning for alle og alt.
Paa den anden side ser han tydelig Giolittis tilftedse smil, at han ved sin optræden er sit parti, hvad man kalder enfant terrible, saasom det er tæt sammenslutning og opstilling i geled, hvor den enkelte forsvinder, — som trænges. Han ser, at han sparer Giolitti meget besvær.
Ferri er et offer for denne dobbelthed; hans lidt akademiske artikler synes da ogsaa av og til den senere tid præget av betænkelighedens halvhed. Det er dette modsigelsesforhold, som er det tragiske ved manden — ved alle mænd, som ifølge temperament kaldes til at sætte differentieringens idé ud i livet. Men det er ogsaa dette, som gør ham saa interessant som fænomen.
Og der er endnu en tragisk side til ved manden: det er den praktiske virkning et saadant rop gennem en knust glasrute har i øieblikket paa selve parlamentarismen. Der skal mere til ligeoverfor en forsamling skøiere som et deputerkammer — det bare vækker deres bajads-humør, mens ropet fortoner sig lig den sprøde lyd av en knust rute. Det synes saa haabløst vældigt, det han har tat paa sig at rydde op i.
Saa er det endvidere det, at han endnu for en ikke uvæsentlig del i sit stormløb eskorteres av irregulære husvilde horder fra gaden — fra rennestenen, og støtter sig til deres bifald, — Ferri, en uskrømtet fremstormende idealist, som tilhører det «gode selskab», men som paa liv og død vil ud av det for at bli stridsmand. — Og dette sidste træk ved billedet er det tragikomiske ved skikkelsen.
Men man kan være av hvilken politisk overbevisning man vil, eller man kan tro, at den paa bunden borgerlige Ferri ikke er manden: en saadan fremtoning i stats-livet som han er der noget fængslende ved, fordi han alligevel er et stille vink om, at organismen lever, at der er stofveksel. Et skurrende varsel til det avlægse om differentieringens unge stolte lov.
Jeg har i denne artikel forbigaat mange skikkelser. Jeg har bl. a. forbigaat vævre slangemennesker som finansfagmanden venezianeren Luzatti, som har deltat i saa mange ministerier, og som har det ved sig at bli farlig, naar han er naadd indenfor, ligesom træhesten i Troja. Jeg forbigaar en saadan snedig mysende politiker som Syditaliens Lacava. Jeg forbigaar den nuværende udenrigsminister Prinetti, en ny mand, som har vist sig at være en ytterst dygtig kræmmer i sin branche, oprindelig cyklefabrikant fra Milano, — og i den branche skifter jo ogsaa systemerne alt i ét. Jeg forbigaar i det hele dem, som har hat vanskelig for at bli ledere, eftersom deres profil var for ufast, hvormeget dog ogsaa disse har været med paa at gi det offentlige liv i Italien dets friskhed og bevægelighed og sikre det mod pedanteri.
Men jeg har trukket frem Cavallotti, Sonnino, Zanardelli, Giolitti, Turati og Ferri, fordi det er disse udprægede typer, som efter mit skøn for øieblikket gir statslivet dets fysiognomi. Og jeg har nævnt Cavallotti først og Ferri sidst, ikke bare fordi de i sin kamp er repræsentanter for hver sin generation, men fordi det synes mig som det er mellem disse to temperaments-ytterligheder, at det levende i statslivet inderst inde svinger i Italien, kanske alle landes statsliv — mellem Cavallottis samlende enheds-entusiasme, hans had til splittelsens dæmon, og Ferris optrevlende individualisme, som i svimmel rus løfter foden til nyt skridt, men som saa ligesom ikke tør sætte den ned. Mellem disse ytterligheder som ramme boltrer sig hele det kostelige mylr, som man kalder parlamentarikere, og driver sit selviske spil.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |