Poet og æsthet

Gyldendal, 1930 (s. 15–18).

POET OG ÆSTHET

Motto: „Saa ga de ham digterglorien
og om hans stakkars person de bandt
digtningens gustne likgevandt,
literaturhistorien!“

Rundt hjørnet ved Frederiks gate
— videnskapsgaten, hvor ingen bor,
som vender saa strengt fra by og fjord
sin ensomme navneplate —

kom jeg paa brustne saaler,
fulde af festlig sørpevand,
busende ind, der Carl Johan
hang i et spind af straaler!

Færdig mit digt «Violen»!
Nu i mit luftige sind en trang,
til, med en lynende løves sprang
at svinge mig op paa solen!

Trangen til slikt forlot mig!
Bølgende frem under vaarens hvælv
strømmet af mennesketræk en elv
mægtig og blankt imot mig!

Vinterens staalgraa orden
langsefter husene hèr, var sprængt —
færdselen frigit, og herlig trængt
utover fortaugsbaarden!

Strøket saa ut som en slette
under et vandrende folkeslag!
Hèr, i det vældige jævndøgnsjag
hørte jeg til med rette!

*

I tætteste folkestimen
sér jeg en selvsyk liten æsthet,
hilsegeskjæftig og ferm og fet,
komme fra franskbrødtimen!

Han holder sig tæt til muren —
den lærde og ubarberte kind
rødmet fornøiet i søndenvind,
kysset af alnaturen!

Jeg mødte ham nytaarsnatten —
han snakket mig flat om talentet mit,
tænkte jeg venlig, og løftet blidt
haanden min halvt til hatten.

Da saa jeg ham formelig røte
glinsende halmgule haar af skræk —
nær var han uten facon rendt væk
med armen om Kleist og Goethe!

Undløpet var han paa nippen,
men valgte det fine forbehold,
og gjorde en jép, distræ og kold
med haken begravd i snippen!

Tykke, lidt mot i barmen!
Længre nede gaar din docent —
uten at ane, hvad hær har hændt,
tar han dig stolt under armen!

Styrket af dén staffagen,
kan du bestemt ta let din skam —
dét, at bli offentlig set med ham
vasker nok væk blamagen!