Peter van Heeren har faat blod paa tand/06
Ved ett-tiden kjørte fru van Heeren avgaarde i sin store indelukkede Rolls Royce for at hente Madame Raskowsky ut til Longchamps. Omtrent samtidig trillet Peter avsted sammen med Tatjana og Wasilieff, satte vognen fra sig sammen med de mange tusen andre vogner utenfor indgangen til veddeløpsbanen og utsøkte sig en godt beliggende plass paa den overdækkede balustrade utenfor jockeyklubbens pavillon. Han saa av programmet at Mc. Fee skulde ride i tre løp. Alle i den siste halvpart av serien. Blandt disse tre løp var ogsaa hovedløpet, hvor 25 av Europas bedste hester var indskrevet. I alle de løp han deltok red Mc. Fee rene outsidere.
De første løp paa programmet var som vanlig litet sensationelle. Peter gjorde nogen smaa indsatser paa favorittene «placé» og vandt nogen mindre beløp.
Ved begyndelsen av andet løp ankom fru van Heeren sammen med Madame Raskowsky og tok plass paa diplomattribunen som ligger tilhøire for jockeyklubbens pavillon, midt mellem denne og tribunen for almindelige dødelige.
«Som før sagt, mine venner,» sa Peter, «dere maa undskylde mig nu. Cherbulier, min raadgiver i dette shakspil er ganske enig med mig i at jeg maa dyrke Madame Raskowsky.»
«Jeg liker det ikke,» sa Tatjana, «og hvis jeg finder en som vil bortføre mig, er det ikke sikkert jeg er her naar De kommer tilbake.»
«Hør her, Tatjana,» hvisket Peter til hende, «skal vi opgi alt dette, sende dokumenterne tilbake til Sibileff og forsvinde i ødemarken? Hvis De vil saa gjør vi det.»
Tatjana kikket op paa ham.
«Mener De det virkelig?»
«Kom med mig skal De se.»
«De mener det altsaa virkelig. Da kan De gaa og snakke med Madame Raskowsky.»
«Og De forsvinder ikke?»
«Nei, ta hende med Dem, saa skal jeg siden gaa og underholde Deres mor. I virkeligheten er hun desuten meget morsommere end De er.»
Peter kysset hende paa fingerspissen, nikker til Wasilieff og gik over til sin mor og Madame Raskowsky.
«Dette er min søn Peter,» sa fru van Heeren. «Han er vildt forelsket i Dem og sier han har truffet Dem i Monte Carlo.»
«Det har jeg ogsaa, Madame,» sa Peter, idet han hilste paa Madame Raskowsky. «Jeg saa at De vandt 30 000 francs.»
«Men jeg tapte dem fort igjen, det kan De være sikker paa,» svarte Madame Raskowsky. Hun var en liten mørk pariserdame med et pussig uregelmæssig ansigt. «Jeg taper altid i spil. Igaar tapte jeg 10 000 francs i Auteuil. Jeg er skrækkelig misundelig paa Deres mor for hendes bedaarende Rolls Royce, men jeg kan aldrig vinde penger til at kjøpe mig en for.»
«Uheld i spil» mumlet Peter som hadde bestemt sig til at gjøre et godt indtryk og ikke skyet nogen banalitet.
Madame Raskowsky saa opmuntrende paa ham.
«Men De er jo medlem av jockeyklubben, hr. van Heeren,» sa hun. «De kan sikkert gi mig gode tips. Endnu har jeg et par tusen francs som jeg maa spille bort idag.»
«Mummy,» sa Peter til sin mor, «faar jeg lov til at ta Madame Raskowsky med mig ned i jockeyklubbens indhegning og vise hende hestene, saa skal vi plukke ut en vinder. Jeg tror ikke du blir alene længe, for mit selskap over paa tribunen her ved siden av snakket netop om at de hadde lyst til at komme over og hilse paa dig.»
Madame van Heeren smilte elskværdig til sin søn. «Jeg er ikke den som vil staa min eneste søns lykke iveien,» sa hun. «Bare forsvind.»
«Vet De virkelig noget?» spurte Madame Raskowsky ivrig og grep Peter i armen mens de gik bortover mot indhegningen, hvor hestene blev motionert.
Peter nikket paa hodet og blunket som den der er bak kulissene.
Andet løp var nu slut og det tredje som var det første hvor Mc. Fee deltok, skulde netop til at begynde.
Peter anbragte tusen francs for sig selv og tusen francs for Madame Raskowsky paa Jeanne d'Arc, som Mc. Fee red.
Det var et forholdsvis litet løp med bare otte hester og Jeanne d'Arc som helt til et par hundrede meter før maal laa blandt de siste i klyngen, blev paa en eller anden uforklarlig maate presset frem paa tredjeplassen.
Den var placert.
Vildt begeistret trak Madame Raskowsky Peter med sig over paa baksiden av pavillonen hvor opslagstavlene staar.
«Gud, hvor De er flink, hr. van Heeren!» sa hun. «Forstaar De Dem virkelig saa godt paa hester?»
«Naa, — — Peter smilte beskedent. «De vet jo, Madame, at et visst skjøn lægger man sig jo til efterhvert. Jeg tror jeg er noksaa god til at plukke ut en «placé», men jeg spiller nødig paa «vinder».
Jeanne d'Arc kom ut med 53 paa 10 og Peter og Madame Raskowsky indkasserte hver 5 300 francs.
«Se,» sa Peter, «det var jo en begyndelse. Nu tror jeg vi sitter over et løp og gaar ind i restauranten og feirer vort held.»
«Nei,» sa Madame Raskowsky. «Vi maa ikke gaa glip av et eneste løp. Husk jeg skal vinde penge til en Rolls Royce. Det er mindst 200 000 francs.»
«De maa stole paa mig, Madame,» sa Peter alvorlig. «Jeg kjender ikke hestene i det løp som kommer nu og da tør jeg ikke raade Dem til noget.»
Desuten synes jeg oprigtig talt at jeg fortjener en belønning for mit gode raad.»
«De fortjener en hvilken som helst belønning som De vælger,» sa Madame Raskowsky og saa ham dypt ret i øinene, «men De maa fortsætte at raade mig.»
Peter tænkte at dette utvikler sig temmelig fort og saa sig ængstelig omkring om Tatjana skulde være i nærheten. Hun var imidlertid gudskelov ikke at se.
I det følgende løp deltok Mc. Fee igjen paa en anden like ukjendt hest som denne gang placerte sig som nummer to og indbragte Peter og Madame Raskowsky 8 700 francs hver.
«Vi skulde spillet høiere,» sa Madame Raskowsky, som nu begyndte at sætte større fordringer til livet end før.
«Jeg kan ikke rigtig si jeg liker dette, Madame,» sa Peter alvorlig. «Kan vi faa nogen hygge av vort bekjendtskap senere, naar vi er saa heldige sammen i spil?»
«Indbild mig ikke at De tror paa disse gamle fordomme,» sa Madame Raskowsky ivrig.
«Det er ikke det det kommer an paa, Madame, men tror De paa dem?»
«Jeg? Ikke det mindste. Tvertimot.»
«Da fortsætter vi ganske rolig spillet. Nu kommer criterium-løpet. Hvor mange penger har De vundet?»
«14 tusen francs.»
«Da sætter vi alt paa ett brett,» sa Peter som hadde en berettiget tillid til sin ven Roederer.
Blandt de 25 hester i dette spændende løp var der mindst 10 med europæisk berømmelse. Favoriten for første pris var Pot au Feu og Abdulla. De 8 andre var like favoriter for anden og tredje plass.
Mc. Fee red denne gang ikke engang en outsider, men en anerkjendt representant for arrièregarden.
Paa denne anbragte Peter Madame Raskowskys 14 tusen francs og desuten nogen tusen for sig selv.
Sammen med sin nye veninde stillet han sig helt nede ved gjærdet mot banen i nærheten av indkomstlinjen. Madame Raskowsky var blit helt stille av spænding. Ogsaa Peter var spændt. Han hadde en indsats i dette løp som for ham var vel saa stor som Madame Raskowskys 14 tusen francs.
19 av de anmeldte 25 hester stillet op paa startlinjen.
Der var dødsens stille over hele veddeløpsbanen.
Av de par hundredetusen mennesker som befandt sig paa de forskjellige dele av skueplassen var det ikke mange som ikke hadde en større indsats paa dette løp end deres økonomiske forhold strengt tat tillot dem.
Tre gange blev hestene kaldt tilbake efter feil start. Saa slap endelig feltet løs.
Løpet var paa 2400 meter. Hele den ytre bane paa Longchamps. Omtrent midtveis er da hestene skjult for tilskuerne bak et litet skogholt Peter og Madame Raskowsky fulgte løpet i kikkert.
Da den siste rytter forsvandt bak skogholtet var dette Mc. Fee som var let kjendelig paa sin orange og sorte bluse.
Da troppen kom tilsyne igjen bak skogholtet var Mc. Fee fremdeles den siste. Henover mot den bortre sving syntes han at hale sig opover mot midten og et stykke nedover opspurtsiden var han kommet sig op saa at han hadde en syv-otte hester foran sig. Troppen hadde nu delt sig i to og Mc. Fee var bakerst i fortroppen. I det siste halve minut av løpet var larmen fra tilskuerne dæmonisk. Hver ropte paa sin jockey. Ingen ropte paa Mc. Fee. Peter og Madame Raskowsky var for spændt til at rope.
Ingen vet hvordan det foregik, men paa de siste 100 meter fik Mc. Fee paa en mirakuløs maate trukket sin hest frem forbi fire-fem av sine konkurenter og kom ind som nummer tre, et halvt hestehode foran fjerdemand.
Et øieblik var man i tvil om tredjeplassen. Saa gik Mc. Fee's nummer op.
Madame Raskowsky snudde sig resolut om mot Peter og kysset ham midt paa munden.
Peter mistet hatten og saa sig forskrækket omkring.
Han hadde en ubehagelig fornemmelse av at en kikkert muligens var rettet mot ham fra en av tribunerne. For en mand av ære var der jo imidlertid ingen vei tilbake og Peter fandt sig som et lam i det uundgaaelige. Desuten var i virkeligheten Madame Raskowsky fortryllende. Man bør dog haabe at dette moment spillet mindre rolle for Peter.
Publikumsplassen paa Longchamps efter et stort løp minder i meget den utenforstaaende iagttager om frikvarteret paa et galehus for uhelbredelige.
Den støi som hersker paa plassen gjør at man for at kunne bli forstaat av den man snakker med maa brøle av sine lungers fulde kraft i en avstand av ikke over 5 cm. fra vedkommendes øre. Naar et par hundrede tusen mennesker samtidig utfører dette eksperiment paa et forholdsvis begrænset plassomraade, samtidig som de puffer hverandre, gestikulerer med armene og kaster sine egne og andres hatter op i luften gir det plassomraadet et præg av uro.
Efter en stunds forløp skiller en gruppe personer sig ut fra de øvrige. Disse personer gaar med determinerte skridt og haanden fast knyttet om en bunke papirlapper i lommen henover mot utbetalingskontorene. Dette er vinderne. De andre har tapt. Vinderne kan ogsaa tildels kjendes paa at de gaar uten hat idet de som ovenfor nævnte i øieblikkets begeistring som regel pleier at kaste hatten op i luften. Hvis det er en god hat faar man aldrig tak paa den igjen.
Peter gik hatteløs med determinerte skridt, venstre haand i lommen og med Madame Raskowsky under høire arm henover mot opslagstavlen.
Vinderen var Pot au Feu. En av favoritene. Den kom ut med 33 paa 10.
Saa kom nummer 2, likeledes en favorit. 17 paa 10.
Ingenting.
«Vent,» sa Peter til Madame Raskowsky. «De skal se vor blir bedre.»
Saa, endelig kom Mc. Fee's hest op paa tavlen.
167 paa 10.
Peter sidesteppet lynsnart da tallet kom op paa tavlen. Han vilde ikke ha flere demonstrationer for offentligheten.
Madame Raskowsky var imidlertid mindre farlig nu. Hun var for matt av bevægelse til at gi uttryk for sit eksplosive temperament.
«Vet De hvad De har vundet?» sa Peter til hende.
«Nei,» sa hun, «det er altfor meget til at regne.»
«Ja,» sa Peter, «det har De visst ret i. I alle fald er det sikkert over 200 000 francs, saa Rolls Royce'n kan De betragte som Deres.»
«Vi maa kjøpe den straks! Vil De være med mig og ta den ut?»
«Madame,» svarte Peter, «jeg hadde netop tænkt paa som en belønning for den lille tjeneste jeg har hat den lykke at kunne gjøre Dem at be om lov til at bli med og ta ut bilen og kjøre den første tur i den sammen med Dem.»
Madame Raskowsky grep ham ivrig i armen.
«Kom straks,» sa hun.
Peter smilte.
«Jeg maa hente pengene først» sa han. «Nu skal jeg først følge Dem til min bil som staar like utenfor porten her. Saa skal jeg gaa og hente pengene og underrette min mor om at jeg har bortført Dem.»
Peter fandt pengene, men ikke sin mor. En av tjenerne oplyste at hun var gaat sammen med en anden dame like efter løpet.
Peter trak paa skuldrene. Der var ikke noget at gjøre ved det. Antageligvis var hun kjørt hjem sammen med Wasilieffs i sin egen bil. Det viste sig ogsaa da han kjørte forbi det sted hvor hans mors Rolls Royce pleiet at staa, at den var borte. Han henvendte et spørsmaal til chaufføren og fik bekræftet at den hadde staat der, men var kjørt væk for kort tid siden.
«Men, Gud det glemte jeg jo rent,» utbrøt Madame Raskowsky paa veien tilbake gjennem Boulougneskogen. «Jeg maa jo gaa i mottagelse i den engelske legation, hvor jeg dypt og hellig har lovet min mand at jeg skal komme. Jeg tør ikke la være at gaa der.»
Peter hadde et svakt indtryk av at han muligens kunde faat overtalt hende til at sløife mottagelsen, men da han i grunden selv trængte et pusterum, mumlet han noget om «le charme exquis de l'attente» og satte hende av utenfor hendes bolig. Før de skiltes maatte han love at kjøre indom Rolls Royce-utsalget og faa bilen gjort færdig til bruk hurtigst mulig. Det var en ganske bestemt vogn Madame Raskowsky hadde kastet sine øine paa. Et kremgult karosseri med en bitte liten sammenlægbar lær-kupe bakerst.
Peter maatte anerkjende hendes smak med hensyn til biler, og traf de nødvendige arrangements.
Saa snart hun kunde finde nogen rimelig undskyldning til at forlate sin gemal skulde Madame Raskowsky ringe hjem til ham.
Der aapnet sig farlige perspektiver for Peter.
Hjemme fandt Peter Cherbulier som var overstadig beruset og Wasilieff som var bekymret.
Madame van Heeren og Tatjana med Rolls Royce'n var ikke kommet tilbake.
«Jeg gik først over sammen med min søster og hilste paa Deres mor,» forklarte Wasilieff. «Efter femte løp bad damerne mig gaa ned og se efter Dem, men det var selvfølgelig haabløst at finde nogen i den vrimmel som hersket paa plassen. Jeg snakket med nogen bekjendte i jockeyklubbens pavillon under det sjette løp og da jeg efter det gik tilbake til diplomatpavillonen for at finde Deres mor og min søster igjen var de ikke der.
En av de omkringsittende meddelte mig imidlertid at en herre hadde vært og hentet dem og at de var gaat sin vei sammen med ham. Jeg gik ut fra at det var Dem og at dere hadde opgit at finde mig og var kjørt hit hjem allesammen.»
Peter gik op og ned i værelset.
«Jeg liker det ikke,» sa han. «Allikevel, vi behøver jo ikke straks at male fanden paa væggen. Der er jo saa meget som kan ha opholdt dem.»
«Sludder,» hvisket Cherbulier, som sat og glippet med øinene i en dyp lænestol.
Peter og Wasilieff, som begge hadde trodd han sov, snudde sig fort om mot ham.
«Sludder, sier jeg,» fortsatte Cherbulier. «De tror jo ikke engang selv hvad De sier. Det er ganske indlysende hvad som er hændt, nemlig at Sibileff og hans kreaturer har faat klørne i dem. Det var en kriminel slurv at la dem være alene et øieblik.»
«Hm,» sa Peter. «Jeg frygter for at De har ret. Men da har jeg allikevel brukt formiddagen bedre end jeg hadde trodd.»
«Det var heldig for Dem,» sa Cherbulier. «Jeg skulde ta meget feil om Deres motspiller ikke snart kommer og avlægger Dem et besøk for at varsle «Madame».
«De mener at han kommer hit?»
«Selvfølgelig kommer han hit. Han maa jo følge spillets regler. Men han venter at De er matt i løpet av ganske faa træk. Nu gaar jeg og tar mig en lur. Jeg er meget træt. Om halvanden times tid har vi Sibileff her.»
«Om halvanden times tid?»
«Ja, fordi det tar tre timer at kjøre til Rouen, hvor Iswetzia ligger. Naar Sibileff har faat besked om at damerne er bragt ombord, kommer han sikkert like hit.»
Cherbulier reiste sig møisommelig op av stolen og gik ut av værelset.
«Han har ret,» sa Peter til Wasilieff. «Det er den situation vi har at regne med. Enten Sibileff kommer hit eller ikke saa faar vi i hvert fald snart høre fra ham, for foreløbig er det papirene og eventuelt mig han vil ha fat paa.»
«Har De en plan?»
«Ja,» svarte Peter, «jeg har en plan som vi maa samarbeide om. Først maa De komme Dem ut av huset uten at bli iagttat. Jeg tror forresten ikke det skal være saa vanskelig nu. Sandsynligvis er vi ikke længere under særlig skarp bevogtning. For sikkerhets skyld ta en droschebil og kjør ned paa en av de store boulevarder. Prøv at komme ubemerket ut av bilen i trængslen der. Gaa fort til nærmeste undergrundsstation. Ta det første tog som gaar et eller andet steds hen og kjør derfra ret til Rolls Royce-agenturet. I mellemtiden skal jeg sørge for at man har en bil færdig til Dem der. Det er en kremgul vogn som jeg har kjøpt til Madame Raskowsky i formiddag. Vent paa kontoret hos Rolls Royce indtil De faar en telefonopringning fra mig. Da vi vel kan gaa ut fra at ingen anden ringer til Dem der, behøver vi ikke tænke paa nogen feil med falsk opringning. Uanset hvad jeg sier til Dem i telefonen maa De straks jeg ringer til Dem kjøre til Avenue Henry Martin nr. 30 og stanse der til Madame Raskowsky kommer ut og sætter sig i bilen. Saasnart hun er kommet ind kjører De uten at stoppe til Fontainebleau. Kjør fort og bry Dem ikke om hvad Madame sier.
Vet De hvor golfklubbens bane er i Fontainebleau?»
«Ja, jeg har vært der. Et par kilometer bortenfor slottet.»
«Netop. Kjør forbi slottet og forbi golfklubbens bane. Ta saa første vei op til høire gjennem skogen og kjør ind gjennem en aapen port i en stenmur paa venstre side av veien. Det er det første hus som De kommer til efterat ha forlatt den hovedvei som gaar forbi golfklubben. Huset har jeg leiet, og jeg skal sørge for at De er ventet. Før hende ind med det gode eller det onde og sørg for at hun ikke kommer ut igjen. Imorgen ved middagstid ringer jeg sandsynligvis til Dem og sier at De kan kjøre hende hjem igjen. Hvis det er mulig skal jeg prøve at ordne det saa at De ikke risikerer nogen motstand fra hendes side i det hele tat, men uanset hvad som sker maa De sørge for at faa hende dit. Ta paa Dem en chaufførfrakke og lue som hænger i tjenergarderoben.»
Wasilieff saa paa ham.
«Jeg stoler paa Dem, min ven,» sa han. «Men husk paa hvad dette gjælder for mig.»
«Vær ganske rolig, Wasilieff. For mig gjælder det meget mere.»
Efterat Wasilieff var gaat hadde Peter en telefonsamtale med Rolls Royce-utsalgets kontor og med portneren i sit hus ved Fontainebleau.
Han forberedte denne paa besøket slik at han forstod hvor hans egne økonomiske interesser laa i forbindelse med affæren. Portneren har eventuelt tænkt sig muligheten av at Peter vilde etablere et mindre depot for en eksportforretning av hvite slavinder, men det angik jo ikke ham.
Saa hadde Peter en spændende halvtime. Meget avhang av at Madame Raskowsky ringte før Sibileff indtraf paa sit ventede besøk. Naar Madame Raskowsky først hadde ringt kunde Sibileff komme til ham eller han gaa til Sibileff. I hvert fald burde saken kunne ordnes.
Mens Peter ventet satte han sig ned og lavet forskjellige utkast til brever til Raskowsky.
Endelig klokken halv seks ringte det i telefonen.
Peter kastet sin 25de cigaret ind i kaminen og grep hørerøret.
Det var Madame Raskowsky.
Madame Raskowsky var en slange. Opflammet av tanken paa Peter og paa den nye Rolls Royce hadde hun paa en eller anden maate som Peter ikke nærmere fik forklart opnaaet at frigjøre sig for sine selskabelige pligter resten av dagen. Hun var til Peters disposition.
«Madame,» sa Peter. «Husker De De sa at jeg kunde vælge mig hvilken som helst belønning?»
«Ja, jeg venter bare at De vælger.»
«Jeg har et litet sted utenfor Paris,» sa Peter. «Vil De spise middag med mig der?»
«Men tør jeg?»
«Vi skal være meget forsigtige. De behøver ikke at ængste Dem. Jeg sender Deres nye bil efter Dem med en chauffør som kjører Dem ut til mig. Selv kjører jeg ut alene med det samme og venter paa Dem.»
«Jeg kommer til at synes det er trist at kjøre alene.»
«For Deres egen skyld, Madame,» sa Peter med overtalende stemme, «maa jeg gi avkald paa den lykke at faa kjøre den første tur med Dem i Deres nye vogn. Jeg tør ikke utsætte Deres rygte for nogen risiko.»
«De har ret, min ven. Jeg skal være færdig klokken halv syv.»
«Klokken halv syv skal bilen være der. Paa snarlig gjensyn. Jeg tæller sekunderne.»
Peter la hørerøret av, fik tak paa Wasilieff i telefonen, gav ham den nødvendige besked og begyndte at tælle sekunderne.
Det blev mange at tælle og haugen med cigaretstumper foran kaminen øket.
Peter var alt næsten begyndt at tvile paa Cherbuliers deduktionsevne da Sibileff blev meldt og vist ind i røkeværelset.
Peter reiste sig med et elskværdig smil og rakte ham haanden.
«Gratulerer, Sibileff?» sa han. «Er De alt kommet ombord?»
Det er i grunden ganske let at følge den smukke gamle skik at vise sig elskværdig overfor en motpart som man netop har meddelt en alvorlig knock out.
Baade Peter og Sibileff var nu i denne situation, men mens Sibileffs elskværdighet virket forholdsvis naturlig paa Peter, kunde Peters ikke undlate at forvirre Sibileff som jo ikke var fuldt à jour med begivenheterne. Han saa forskende paa Peter.
«Det er beklagelig at De har blandet Dem op i dette paa den gale side,» sa han. «De burde samarbeide med mig. Jeg forstaar at jeg ikke behøver at bruke mange ord.
«Iswetzia» avgaar imorgen aften til Leningrad. Skulde der bli foranlediget nogen undersøkelse ombord, hvilket vel forøvrig vilde være vanskelig at faa gjennemført, saa behøver jeg vel ikke si Dem at der ikke vil bli fundet noget som De har interesse for. De vil da heller ikke faa se Deres mor eller Tatjana Wasilieff igjen. Derimot vil De faa anledning til at træffe dem og ogsaa til at følge dem iland, hvis De inden imorgen aften melder Dem ved skibet medbringende visse dokumenter. Det er vel ikke nødvendig at minde om at der gaar natruter til England. Det skulde derfor ikke være noget vanskelig for Dem at være ute i tide. For en som er saa sportsinteressert som Dem maa det jo bare være spændende at se om De kan klare det.»
Peter overveiet saken.
«Hvilken garanti,» sa han, «har jeg for at vi kommer iland igjen efterat jeg har vært ombord med papirene?»
«Mit ord,» sa Sibileff, «De faar stole paa det.»
Peter lo henrykt og klappet ham paa skulderen.
«Ja, man kan si hvad man vil om Dem, Sibileff, men De har sandelig en viss sans for humor.»
Sibileffs sans for humor var imidlertid sterkt begrænset.
Han misbilliget Peters frivolitet like meget som hans mangel paa tiltro til hans hæderlighet.
«Saa meget desto mere beklagelig for Dem,» sa han stivt, «hvis De ikke mener at kunne stole paa mig. De to damer blir behandlet som gjester ombord indtil imorgen aften, men hvad mandskapet kan finde paa at foreta sig under reisen vil De kanske lettere kunne tænke Dem end jeg kan si det.»
Hvis Sibileff hadde kjendt Peter bedre vilde han ha visst at den lille næsten umerkelige stramning ved tindingene var et uheldig varsel. Den varte imidlertid bare et øieblik. Saa smilte Peter og saa paa Sibileff gjenem halvt lukkede øine.
«De er et fint og sart meneske, Sibileff,» sa han. «Jeg tror allikevel jeg forstaar hvad De sigter til. Jeg skal være ombord i «Iswetsia» saa tidlig som mulig imorgen formiddag. Jeg træffer Dem formodentlig ombord?»
«Ikke bare formodentlig, men ganske sikkert, hr. van Heeren.»