Paul Botten Hansen (Daae)
Paul Botten Hansen.
Af Ludvig Daae.
I hele den temmelig lange Tid, som allerede er forløben siden denne af Literaturen fortjente Mands Død, har jeg stadig tænkt paa at forsøge en Fremstilling af hans Liv og Virksomhed. Hertil har jeg havt en naturlig Opfordring deri, at jeg kjendte ham nøie i en Række af Aar, havde lært særdeles meget af ham og endelig efterfulgte ham i hans Embede. Den nedenstaaende Skildring hviler derfor for en Del paa mine personlige Erindringer. Men derhos har jeg ogsaa havt det Held at faa værdifuld Bistand fra andre Bekjendte af den Afdøde. En af Hansens og mine fælles Venner, der selv i sin Tid har tænkt paa at give et Bidrag til hans Eftermæle, har stillet de Samlinger, han havde gjort i dette Øiemed, til min Raadighed. Blandt disse hans Samlinger fandtes der Adskilligt, som hidtil var mig ubekjendt, hvoriblandt jeg vil nævne en kortfattet Beretning om Hansens Ungdom, nedskreven af hans Bekjendt fra tidligere Aar, afdøde Fuldmægtig i Revisionsdepartementet Peter Munch Søegaard. En Sambygding af Hansen, Hr. Kirkesanger E. Hougen i Tønsberg, har paa min Opfordring optegnet adskillige interessante Ting om hans Familieforhold og Barndomsliv, supplerede af Meddelerens Broder, Hr. Fr. Hougen. Fra Hansens Dimissor til Examen artium, daværende stud. philol., nu Overlærer ved Lillehammers Latinskole Karl Nilsen, har jeg faaet fortræffelige Meddelelser om hans Ungdomstid i den nævnte lille By og om hans Standpunkt, da han blev Student. En Kilde, som en Biograf fortrinlig søger at benytte, er Breve. Men Hansen var ikke af dem, der førte nogen rig Privatkorrespondance, og Breve fra ham, tjenlige for Øiemedet, have saagodtsom ikke været at opdrive[1].
Jeg har gjort mig megen Flid for at give alle mine Beretninger den størst mulige faktiske Paalidelighed og mener derfor ogsaa, at de fortjene Tiltro. En af Hansens Venner har derhos nøiagtig gjennemgaaet mit Manuskript og med mig omhyggelig drøftet dets Indhold. Skildringen er bleven udførlig, idet en Mængde Smaatræk ere medtagne. Dette er skeet, fordi det just er gjennem saadanne Enkeltheder, at biografiske Billeder vinde Anskuelighed og Liv. Maatte mine Bestræbelser i denne Retning ikke have været uheldige, skal jeg med Lethed finde mig i mulige Beskyldninger for at lide af lues Boswelliana. Og jeg ved af Erfaring, at hvad Samtiden undertiden kalder Bagateller, det sætter Eftertiden ofte en særlig Pris paa at se opbevaret.
I.
I Begyndelse af Tyverne i vort Aarhundrede var der i Sell, Annex til Vaage i Gudbrandsdalen, en Omgangs-Skolelærer Hans Paulsen Nystuen. Det var længe før Seminariernes Tid, og Hans’s Forberedelse til Lærerfaget har visselig været alt andet end «methodisk». Han beskrives som «en vakker, velvoxen Karl, en spræk og begavet Skolemester, men ingenlunde flittig og brav — under Skoletimerne kunde han, ret som det var, tage sig en Tur ud og kom saa fygende ind igjen, gjorde et Kast og spændte i Taget». For øvrigt skal han have været en Tusindkunstner og særlig en stor Kalligraf. Hans Liv var alt andet end sædeligt. Den daværende Sognepræst, Liv Borch Fietzents[2], lod imidlertid længe fem være lige og ænsede ikke Hans’s Opførsel, men tilsidst gjorde dog denne sig umulig. Han lokkede nemlig to Piger paa een Gang. Den ene, «Datteren paa Havn», «beærede han med Ægteskab»; men da hun kort efter døde, drog han med en Kammerat, «Thorsten Pladsen», afsted til Nordlandene og kom aldrig mere tilbage. Der nordpaa skal han være «havnet i Velstandskaar», idet han ægtede en rig Enke, og omsider være omkommen ved et Fiske.
Den anden af de to Piger var Ragnhild Johannes-(Jehans-) datter fra Botten (lige nedenfor Sells Kirke). Hun blev i Slutningen af 1824 Moder til en Søn, Paul[3], Gjenstanden for den følgende Fortælling. Senere blev hun gift med «Velt-Arne» (ɔ: Lille-Arne) i Grindstuen, Plads under Gaarden Hougen i Nordre Sell og levede med ham et i alle Maader saare ulykkeligt Liv, ved hvis Enkeltheder der ikke er nogen Grund til at dvæle.
Den lille Paul kom heldigvis ikke til at voxe op hos sin Moder eller til at dele hendes Kaar. Han blev hos hendes Familie paa Botten og fik det der efter Omstændighederne godt, da Bedsteforældrene levede i taalelige Vilkaar og havde to Sønner, der tjente Penge ved Handel. Botten var nok, hvad man kalder en Selveierplads, men for øvrigt et meget besøgt Sted, da det ligger midt i «Færdingsveien» og var Hvilested for reisende Almuesfolk, der jevnlig kom ind i Stuen. Ogsaa før «Messetid» om Søndagene samledes Kirkefolk der, og Stedet var altsaa ligesom en Børs, hvor alle Nyheder fra Dalen og andetstedsfra meddeltes til «de videlyste Gamle og deres kateketisk anlagte Sønner». Disse Sønner, Imbert og Jon Botten, «vare store og stoute Idrætsmænd, der levede i ugift Stand. Den Sidste var Dalens Kjæmpe, den Første Bygdens mest bereiste Mand»; han havde nemlig fulgt Prokurator Søegaard paa hans Flytning fra Sell til Sorenskriveriet i Sætersdalen[4] og vidste derfor at fortælle vidunderlige Historier om Fragtemænd og Baade mellem Christiania og Christiansand. Naar Brødrene kom hjem fra sine Handelsreiser til Christiania, holdtes der efter Tidens Skik «Byhelg»[5] paa Botten, hvor da gode Venner bleve trakterede, naturligvis ikke mindst med stærke Drikke. I dette sit Hjem kom Paul saaledes til at blive Vidne til mere end en burlesk Scene. Adskillige af disse Erindringer har han benyttet i en satirisk Novelle Norske Mysterier (hvorom mere nedenfor) i Manden eller Andhrimner. Min Hjemmelsmand, E. Hougen, bemærker herom: «Jeg havde, da jeg læste Fortællingen, ikke fjerneste Forestilling om, hvem Udgiverne af Manden vare; men Botten og Mostuen ved Sells Kirke og Folkesamlingerne der vare gjengivne med en fotografisk Nøiagtighed, som ikke kunde lade mig i Tvivl om Forfatteren»[6].
De Gamle paa Botten vare snille Folk. Bedstefaderen Johannes («Jehans») «talte mindre; men var altid god og blid mod Paul». Bedstemoderen, hvis Navn var Ingeborg, gav sig mest af med ham og glædede sig over, at Alle roste hans ypperlige Nemme. Men hans Indfald og Luner kunde stundom gaa ud over den gamle Kone. En Julekvæld, fortæller Søegaard, hørte han gamle Ingeborg «undres paa», om det kommende Aar skulde blive et godt Aar eller ikke. «Det faar jeg vide imorgen», lagde hun til; «thi finde vi da Bygkorn under Bordet, faa vi et godt Aar». «Hvorledes kan det gaa til?» spurgte Paul. «Tuftkallen, som ved Besked om Sligt», svarede Ingeborg, «har da været her og lagt Kornet under Bordet». Paul taug stille, fik fat i nogle Bygkorn og lagde dem uformærket under Bordet. Om Morgenen viste saa Bedstemoderen triumferende Alle, eftersom de kom ind, dette ufeilbarlige gode Tegn, og der var Mange, som med hende glædede sig over de gode Udsigter. Men — Aaret blev slet ikke godt, og Ingeborg kunde ikke begribe, at hendes gamle Ven Tuftekallen skulde have narret hende saa stygt; men, har Paul siden selv fortalt, hun var siden den Tid «lidt ustø» i Troen paa de Usynlige. Historier om Underjordiske, Jutuler, Huldre osv. indtoge overhoved en bred Plads mellem den første Næring, Paul Botten Hansen fandt for sin livlige Aand.
Bedstemoderen lærte selv Paul Bogstaverne, og inden man vidste Ord deraf, kunde han læse. Og saa traf det sig saa heldigt, at Læreren i Almueskolen var en i sin Stand usædvaalig Mand. Hans mærkeligste Elev har selv sørget for at bevare hans Navn til Efterverdenen[7]. Thi dette være her sagt en Gang for alle: Troskab mod Venner og Velgjørere var et stærkt fremtrædende Træk i Hansens Karakter. Enhver, hvem han skyldte Tak, har han stedse kjærlig erindret, ofte ogsaa sørget for deres Eftermæle og taget dem i Forsvar, om det gjordes fornødent.
Læreren Hans Hansen Pillarviken var en Autodidakt, der havde en sand Tørst efter Kundskab og Læsning. Han slugte, hvad han kunde overkomme, og dette var naturligvis af den forskjelligste Art, for det Meste Bøger, som han enten fik laant af Embedsmænd eller havde lagt sig til ved Auktioner efter saadanne. Han var ogsaa paa sin Vis Forfatter og har endog udgivet en liden Samling af Salmer; men hans fleste Frembringelser bleve naturligvis utrykte. Mellem disse var der — fingerede Breve efter J. S Sneedorffs og den Rahbekske Tilskuers Mønster, allegoriske Syner i Lighed med Ewalds Lykkens Tempel, Dialoger efter Suhms Forbillede osv.! Men over sine egne Interesser glemte Hans Hansen ikke Børnene; tvertimod han arbeidede med dem med utrættelig Kjærlighed. Lærerens Løn for det trofaste Arbeide var 12 Spd. om Aaret for 40 Skoleuger, hvortil da naturligvis kom Kosten paa Bondegaardene, hvor den ambulerende Skole blev holdt. Paul Botten var ikke den eneste af hans Elever, som omsider naaede frem til Universitetet, thi ogsaa Lærerens Søstersøn, Hans Thorsen Stensrud, siden Præst ved Bodsfængslet († 1858), udgik fra denne Skole. Paul Botten Hansen vedblev stedse at mindes og at elske sin Lærer. I 1858 havde jeg selv Anledning til at iagttage dette, thi Hans Hansen kom da til Christiania i Besøg. For at glæde ham indbød da Paul Botten sine literære Venner til et lidet Lag for den gamle Skolelærer. Denne talte ikke meget, men hørte desto bedre efter og nød denne Aften med synlig Glæde; ved Afskeden bad han os allesammen om at skrive vore Navne i hans Lommebog. Mange Aar efter blev jeg mindet herom gjennem E. Hougen. Til ham havde nemlig den Gamle omtalt Sagen og erklæret denne Aften for den skjønneste i sit Liv, ja saa at sige «levet paa den» i lange Tider. Han havde sat saa meget mere Pris paa sin lærde Elevs Venlighed, som han paa et andet Sted i Byen (hos en Slægtning af ham, hvor han kunde have havt Grund til at vente nogen Erkjendtlighed) var bleven mødt med Ugjestfrihed og Kulde. Hans Hansen tog 1840 Afsked med 8 Spd. aarlig Pension, hvilken dog mange Aar efter forhøiedes til 32 Spd. Han døde 1863.
Baade Børn og Forældre havde megen Agtelse for Hans Hansen, men karakteristisk nok skyldtes dette nok mere hans Mod og Raskhed i Idrætter, end hans Kundskaber og Læregaver. Engang kort efter sin Ankomst til Bygden sad Skolemesteren et Lag paa Botten og deltog i en Samtale om Underjordiske, Gjengangere o. desl., hvis Tilværelse han dristig benegtede. De Andre vilde ikke høre paa Saadant og spurgte, om han da turde vove at aabne Døren til den nærliggende Kirke ved «Midnats-Leite». De vare saa visse paa, at han ikke var istand til det, at de væddede med ham derom. Da saa Klokken blev 12, tog Hans Hansen Kirkenøglerne, gik ud i den mørke Vinternat og kom snart igjen med et gammelt, i Glas og Ramme indfattet Billede, foreviste det for de studsende Gjæster og bragte det saa tilbage paa sin Plads i Kirken. Dette imponerede. Men ikke mindre Autoritet vandt Hans Hansen, da han besteg Kirketaarnet med en stor Blok i Haanden og satte denne op paa Taarnspiret, og en anden Gang klatrede op paa Selljordskampens Bratside og stillede sig paa Toppen, hvorfra «hans Stammemoder» (?) Pillar-Guri i sin Tid havde blæst paa Lur i Skottekrigen.
Hans Hansen blev opmærksom paa den lille Paul Bottens gode Anlæg og lagde snart sin Elsk paa ham. Fr. Hougen har nedskrevet en liden Scene fra Pauls barnlige Skolegang: «I Februar eller Marts 1832 var der Omgangsskole i Øvre-Havn, høit oppe i den bratte Li, en Fjerdingvei fra Botten. Børnene sade om Bordet i Bondestuen, Morgenandagten var til Ende og Undervisningen begyndt. Da for Døren op, og som en Snebold ruller en liden velvoxen Gut med Niste og Skolebøger paa sin Kjelke lige ind paa Gulvet. «Kan Du Noget idag, Du da, Paul?» siger Skolemesteren. «Ja, jeg kan det Attende om Dommedag», svarer Gutten. «Læ meg naa høire da». Og saa læste den syvaarsgamle Paul med sit klingende Maal saa høitideligt og klart det 18de Stykke af Katekismens Sententser, at det gjorde dybt Indtryk paa Alle i Stuen». Det sagdes almindelig, at det kvikke Hoved havde han efter Faderen, medens den kritiske Sans, som alt i Barndommen traadte frem hos ham, og «hans undertiden overmodigt mønstrende Blik» mindede om Mødreneslægten paa Botten. Det kunde ikke undgaaes, at han snart blev sine Evner bevidst; i Skolen var han jo altid den Udmærkede, og Bedsteforældre og Morbrødre undlode ikke at fortælle de Forbireisende om hans Talenter. Men saa var der ogsaa just ved den Tid, han skulde afslutte sin Skolegang, forbeholdt ham en Modgang af en saa eiendommelig Art, at vi maa dvæle et Øieblik ved denne tragikomiske Episode af hans Barndomsliv.
Paul havde Talent for at tegne og «gjøre Roser» med Pennen og derhos ogsaa for Træskjæreri, hvori han havde drevet det temmelig vidt. Men da han ofte var i Knibe for Fortegninger og Mønstre, begyndte han snart at kopiere Morbrødrenes Pengesedler og erhvervede snart en stor Virtuositet i at eftergjøre disse. Dette vakte stor Opsigt og, skriver E. Hougen, «jeg var Øienvidne til, at gamle Folk ordentlig kjærtegnede hans røde og gule Sedler, hvad enten det nu var for de gloende Farvers Skyld, eller fordi Kopierne saa fristende mindede dem om, hvad i hine trange Aar saa haardt savnedes i Dalen». Der kunde imidlertid ikke være Tale om noget Misbrug af de velgjorte Sedler, thi enhver af dem var forsynet med en eller anden humoristisk Bemærkning, som f. Ex. «Har Du ikke Øinene oppe, faar Du holde Pungen oppe» osv. I Skolen medbragte han en Hoben Marke-, Halvdaler-, Daler-Sedler osv., Børnene «legede Handel» og morede sig derved, og Skolemesteren saa i dette, som rimeligt kunde være, intetsomhelst Ondt. Men — snart kom der slemme Rygter i Omløb, og hvad skulde hænde? En vakker Dag kom Sorenskriver Berbom til den bekjendte Skydsstation Laurgaard, som var Thingsted, Retten blev sat, Paul Botten blev trukket frem, Vidner af hørtes osv. Det heder, at en Nabo, en af Bygdens Storbønder, formedelst Uvenskab med Pauls Morbrødre havde anmeldt Sagen for Øvrigheden. Familien var fortvivlet, og Pauls Moder, med hvem han ellers stod i liden Berøring, viste sig navnlig ganske utrøstelig. Men hans tro Ven, Skolelæreren, vidste Raad for Uraad. Han var allerede ilet afsted til Provst Krag (den bekjendte Samler af Sagnene om Skottekrigen osv.), der, som ivrig Skoleven, for længe siden var Paul god og havde lagt Mærke til hans Fremgang og Evner. Den hjertevarme Krag betænkte sig ikke, men satte sig øieblikkelig i Kariolen og tilbagelagde i en Fart de to Mile mellem Vaage Præstegaard og Laurgaard og kom tidsnok til at lægge sit Ord med i Laget. Den vakre Gut maatte imidlertid afsted i Lensmandsarresten paa Fillingsø i Vaage, men Provsten var hos ham sent og tidlig, og strengere blev han da ikke holdt, end at han hver Dag fik Lov at komme til — Sorenskriveren selv for at lege med dennes Sønner. Overøvrigheden henlagde strax Sagen og Enden kom altsaa til at minde om den Scene, vi kjende fra Fjeldeventyret[8]. Paul har siden sat ogsaa Krag et smukt Minde i en Nekrolog i sit Nyhedsblad (1855, No. 30), hvor han skildrer ham saaledes: «Det hvasse lynende Blik betegnede den rastløse Aand, og det milde Smil over de spændte, bestemte Ansigtstræk talte om Mandens Livsfreidighed og Hjertensgodhed ved Siden af hans Ihærdighed og Ivrighed». Han omtaler her ogsaa den Indflydelse, Krag øvede paa ham selv i Skolen: «Jeg holdt paa at gaa fortabt i Udenadslæren, indtil min Læsedrift fik en bedre Ledelse gjennem Krag».
I Vinteren 1839—1840 begyndte Hansen at forberedes til Konfirmation af denne sin Velynder. Ved et Tilfælde fik han imidlertid kort efter Tilbud om at blive Butiksvend hos en (først for nogle Aar siden afdød) Kjøbmand paa Lillehammer, Lars Engebretsen Hof. Krag gav ham da af Hensyn til hans gode Kundskaber Lov til at tiltræde Tjenesten strax, saa at han blot kom hjem paa nogle faa Dage om Sommeren 1840[9] og da konfirmeredes med de øvrige Børn. Hermed var hans Ophold i Hjembygden afsluttet, og han gjensaa den herefter kun paa faa og korte Besøg. Men Mindet om «Paal» lever endnu paa de gamle Tomter, hvor man med Føie er stolt af ham. Herpaa fik jeg selv et Bevis i 1876, da jeg paa en Throndhjemsreise stansede et Øieblik ved Sell Kirke for at se min Vens første Tumleplads. En Mand, med hvem jeg kom i Samtale om ham, fremdrog et Nummer af Almuevennen med hans Billede, som han havde vel gjemt i en Kiste, og endog et lidet Barn i Stuen begyndte ved Synet af «han Paals» Træk at tale om ham, et Bevis paa, at hans Navn ogsaa levede paa de Voxnes Læber[10].
II.
Den By, hvor Hansen altsaa i Femtenaarsalderen skulde begynde som Handelsbetjent, var dengang endnu mindre end nu. Lillehammer var anlagt 1827 og havde i 1840 511 Indbyggere. Kjøbmændene vare smaa Bondehandlere og for det Meste kun Faktorer for Hovedstadens Grosserere. Den Kjøbmand Hof, hos hvem Paul Hansen skulde tjene, var en godmodig og snil Mand. «Til min usigelige Fordel», har Hansen engang paa sin Maade udtrykt sig for mig, «havde han ingen Handel, og jeg kunde derfor læse halve Dagen bag min Disk». Til Læsning havde han nemlig en uimodstaaelig Lyst, og snart begyndte han ogsaa at skrive Vers[11]. Disse sine Poesier brugte han undertiden som Pakpapir, hvorved de kom ud i Byen og vakte en Smule Opmærksomhed blandt Folk. Allerede i Sell havde han skrabet sammen de Bøger, han kunde faa fat i, og paa Lillehammer kjøbte han flere og flere. For at faa Penge hertil og til at betale den Privatundervisning, han efter Stedets og Tidens Leilighed kunde faa — det var mange Aar, førend Byen fik Latinskole — aagrede han med sit Pund som Udskjærer og Tusindkunstner. Saaledes fabrikerede han Masker, som han solgte i Juletiden osv. Hans Mesterstykke var en Lirekasse med dansende Figurer, hvilken han sendte hjem til Sell som Foræring til sine Slægtninge. Da jeg fik dette at vide, kunde jeg endnu bedre end før forstaa den varme Interesse, Hansen nærede for den bondefødte norske Kunstner Magnus Berg, af hvis Levnet han siden har givet en smuk Fremstilling[12].
Efterhaanden fik han dog større og større Lyst til at ombytte det for ham unaturlige Krambodliv med Studeringer. Der var ogsaa Flere, som erkjendte hans Anlæg i denne Retning og opmuntrede ham til at følge sin Lyst. Mellem disse var den af sin orthopædiske Virksomhed bekjendte Læge Gunder Kjølstad, der paa den Tid opholdt sig paa Lillehammer, og til hvem Hansen siden altid stod i nært Forhold. Han har ogsaa ihukommet denne sin Velynder i en kort Biografi[13].
I 1845 begyndte han da at forberede sig til Artium. Dette blev ham muligt derved, at Kjøbmand Hof, som havde faaet mere og mere tilovers for den lovende unge Mand, lod ham vedblive at bo hos sig, efterat han havde opgivet Butiktjenesten. Men i Stedet for denne Tjeneste maatte han nu paatage sig en anden, nemlig Arbeide paa Sorenskriverkontoret. Her skal han mærkelig nok dog ikke have været simpel Skrivekarl, men endog, saa utroligt det end lyder, virkelig have konciperet Domme, rigtignok saa at Sorenskriveren fremsøgte Lovstederne, efter hvilke Dommen skulde afsiges. Hans Lærere vare cand. theol. (nu Provst og Sognepræst til Trygstad) Chr. Sommerfelt, Student (siden Adjunkt paa Lillehammer) Carl Nicolai Rønneberg, begge Mænd af Kundskaber, samt — den senere Arbeideragitator Marcus Thrane og denne sidstes Hustru, der gav Undervisning i levende Sprog[14]. Trofast som Hansen var mod Enhver, han mente at skyldte Erkjendtlighed, har han ogsaa været mod Thrane. Hvor lidet naturligvis dennes senere Virksomhed end tiltalte ham, har han Mod nok til, om just ikke at tage ham i Forsvar, saa dog at anføre, hvad der kunde tale til hans Undskyldning[15]. Selv erindrer jeg, at Hansen altid omtalte Thrane som en stor Fantast, der selv troede paa sine Lærdomme. Det er vistnok utvivlsomt, at den anden Agitators, Abildgaards, Skyld var langt værre, og Historiens Dom tør maaske ramme flere af de senere Aars radikale og «liberale» Politikere fuldt saa haardt som Thrane. Nogle af disse Sidste begyndte da ogsaa sin politiske Bane med at bole med Thraniterne og at spekulere i deres Agitation med egennyttige eller forfængelige Planer for Øie.
Efter i et Par Aar at have nydt denne Undervisning begav Hansen sig i Begyndelsen af Sommeren 1847 ind til Christiania for at søge en Dimissor. Han henvendte sig til daværende stud. philol. Karl Nilsen. Vi ville lade denne selv berette herom: «Jeg», fortæller denne, «lod ham skrive et Par latinske Extemporalstile og en Oversættelse og erklærede saa, at fra Latinens Side var der Intet i Veien for Dimission; men jeg maatte ogsaa forfare ham i Norsk Stil. Herpaa svarede Paul Botten med en yderst naiv og overordentlig elskværdig Sikkerhed, som aldeles erobrede mit Hjerte, at dermed havde det ingen Fare; «for i Norsk Stil er jeg rigtig god». Jeg fandt det dog raadeligst at se i alle Fald de Hefter, hvori hans tidligere norske Stile vare indførte. Dagen efter bleve disse bragte til mig, og dermed var Sagen klappet og klar; thi jeg erkjendte snart, at vor kjære Paul Botten havde fuldstændig Ret i sin Paastand. Den hele Scene maa have gjort et stærkt Indtryk paa mig, thi den staar saa klart for min Erindring, som om den havde tildraget sig igaar, uagtet det nu snart er 41 Aar siden».
III.
I August 1847 kom Hansen altsaa til Universitetet. Han fik Meget godt for Latinsk Oversættelse, Udmærket godt for Historie, Temmelig godt for Arithmetik og Godt i samtlige øvrige Rubriker (deriblandt Latinsk Stil), altsaa et bedre Haud. ill. Betænker man, at han kun havde havt to Aar til Forberedelsen, og at han samtidig tildels havde maattet arbeide paa et Kontor, var Resultatet ikke saa ilde, allerhelst da Hansens Personlighed, navnlig paa den Tid, medførte, at hans Kundskaber ikke let kom til sin Ret ved et Examensbord. Men hele sit Liv igjennem havde han Følelsen af, at han var bleven Student som Hastverksprivatist. Mere end en Gang har han for mig udtalt, hvor vel han forstod den Overlegenhed, Sikkerhed og Styrke, som en solid Skoledannelse giver, og hvor tungt det tidt havde faldt ham i ældre Aar at maatte famle og søge efter de Kundskaber og Forudsætninger, som de lykkeligere stillede erhverve saa at sige gratis eller dog med umærkelig, saagodtsom ubevidst Anstrengelse.
Efter saaledes at være bleven Student, maatte Hansen strax igjen forlade Universitetsstaden og søge sig en Huslærerplads. Han fandt en saadan i Valdres’s Centrum, Nordre Aurdal, hos en Proprietær Kolderup. Her blev han et Aar, og vendte saa tilbage til Christiania. Her indehavde han nu i tre Aar en (neppe meget vellønnet) Post som Lærer ved sin gamle Velynder Kjølstads orthopædiske Institut. Det gjaldt nu ogsaa at faa Andenexamen, hvormed det dog ikke gik hurtigt. Dels vare Fordringerne til denne langt mere alvorlige og bestemte end nu, dels forlangtes der saagodtsom udelukkende Kundskab i Naturfagene, der laa Hansen ganske fjernt, og endelig, hvad der var det Væsentlige, havde han stærke Interesser i helt andre Retninger. Omsider fik han sig dog sit Haud i Juni 1850. Nu kaldte han sig i et Par Aar «stud. philol.» Han har ogsaa hørt Forelæsninger over Oldnorsk hos Keyser, en Tid nok tillige hos Aubert i Latin; men for Alvor har han neppe nogensinde begyndt paa det filologiske Studium, hvortil han da ogsaa savnede Forudsætningerne. Desto ivrigere dyrkede han Skjønliteraturen, hørte Welhavens literaturhistoriske Forelæsninger, hvilke han tildels endog offentlig kritiserede, og samlede Bøger. For at tilfredsstille sin Lidenskab i denne Retning kunde han paalægge sig de største materielle Savn og fandt sig i hine Aar ofte i at undvære Middagsmad for at kjøbe en Bog. Fremdeles vedblev han ogsaa at skrive Vers i disse første Studenteraar. I de sidste Maaneder af 1848 finder man saaledes i Morgenbladet flere Digte af ham under Mærket «Paul». Det Første (i Bladets No. 310) har til Overskrift Kringlen og indeholder nogle og det ret smukke Maaneskinsdrømmerier ved dette historisk bekjendte Sted i Hansens Fødebygd. Det fandt imidlertid en uvillig Læser, der forsøgte at parodiere det (i No. 345) og endte sin Parodi med følgende høipoetiske Formaning:
Tag lidt Forstand først paaraads(!) dertil»,
hvortil Hansen svarede (i No. 358) med en prosaisk og citatrig Kommentar til sit Digt, der igjen fremkaldte hans vrede Modstanders Duplik i Begyndelsen af det følgende Aar. Videre findes i samme Blad ved samme Tid nogle andre Digte: Skreibjerget og Hamars Ødelæggelse (No. 331), Afskeden (No. 333) og Næs Kirke ved Mjøsen (No. 340), de to sidste væsentlig af erotisk Indhold. I Drammens Addresse for samme Aar (No. 144 og 150) skal der have staaet nogle lignende Sager: Fantasiens Skabelse og Det affaldne Blad. Hansen opgav ikke disse Bagateller til Forfatterlexikonet, og har altsaa ganske fornegtet dem. Her nævnes de kun for at vise, i hvilken Retning hans Stræben gik i disse Aar, om hvilke jeg for øvrigt ikke ved meget at fortælle[16].
Samtidig har han ladet Et og Andet trykke for at supplere sine tarvelige Indtægter. I 1850 udgav han hos A. Th. Nissen saaledes en Oversættelse af udvalgte Eventyr af Tusinde og en Nat. Han sees ogsaa at have tænkt paa en populær Bearbeidelse af Nordiske Sagaer; thi en Subskriptionsindbydelse herpaa er trykt i September 1850. Han bebuder her at ville begynde Foretagendet med «de skjønneste af vore mythiske og romantiske Sagaer, f. Ex. Vølunds, Vølsunga-Saga, Hervors, Kong Heidreks, Frithjofs og Ørvarodds Sagaer»; men heraf saa Intet Lyset. Formodentlig har der ikke tegnet sig Subskribenter nok[17]. I Magazin for Ungdommen, hvoraf i 1850 udkom et første og sidste Bind hos A. Th. Nissen, har han opgivet sig som Forfatter til Nordmændenes gamle Gudelære (naturligvis en Kompilation, men som dog røber adskillig Literaturkundskab) og til Thord Fisker og hans Historie, i hvilket sidste ret morsomme Stykke Asbjørnsens Paavirkning er kjendelig. Jeg antager det imidlertid for utvivlsomt, at han ogsaa har redigeret dette Magazin, og at dets hele Indhold er oversat eller bearbeidet af ham. Først med Aaret 1851 gjør Hansen sit virkelige Indtog i Literaturen. Han havde nu gjort Bekjendtskab med to siden navnkundige Mænd. Den ene var A. O. Vinje, der oprindelig var Seminarist fra Asker, derpaa under Navn af O. Olsen havde været Skolelærer og Valgmand i Mandal, ja i 1847 (skjønt under den grundlovmæssige Alder) endog havde havt nogle Stemmer til Storthingssuppleant der, men saa havde begyndt at studere og (efter en Del Fataliteter i 1849) var bleven Student 1850, understøttet en Tid af A. B. Stabell. Den anden var Henrik Ibsen, der ligeledes havde været oppe til Artium 1850 og samme Aar havde debuteret som Forfatter med sin Catilina. De tre enedes om at udgive et Blad, og Faktoren i A. Th. Nissens Officin, N. F. Axelsen, paatog sig at forlægge det. Foreløbig lode de det udgaa — uden Titel. I Stedet for en saadan anbragtes et Billede af Christiania Stortorv, paa hvilket en Mand viste sig i forskjellige groteske Stillinger. Bladet gik derfor under Navn af Manden. Efter et Fjerdingsaars Forløb blev det navnfæstet som Andhrimner. Men efter i et halvt Aar at have existeret under det nye Navn gik det ind. Det opnaaede, har Hansen selv oplyst, aldrig mere end allerhøist 100 Abonnenter, uagtet enhver af disse fik — 2 Exemplarer deraf, men Kontingenten var da ogsaa høi, 100 Skill. for Fjerdingaaret foruden Porto.
Samtiden oversaa altsaa grundigt dette Blad. Nuomstunder er et Exemplar deraf en kostbar og vistnok af ikke faa eftertragtet Sjeldenhed, da man her har Anledning til at gjøre Bekjendtskab med tre siden bekjendte Forfatteres i flere Henseender mærkelige Begynderarbeider. Vinje skrev her forskjellige politiske Artikler, bl. A. en lang Række saadanne om det i 1851 af Oppositionen forlangte Ministerskifte; han begyndte med at gaa ud fra et saadant som ønskeligt, ja nødvendigt, men eftersom han skrev, forandredes hans Opfatning, saa at han endte med at udtale, at de gamle Statsraader, det saakaldte Vogt-Løvenskioldske Ministerium, helst burde blive staaende. Mellem Ibsens Bidrag kan bl. A. mærkes den vittige «Musik-Tragedie»: Norma eller en Politikers [ɔ: A. B. Stabells] Kjærlighed.
Af Hansens Arbeider i Andhrimner er maaske hans Skizze: Det unge Tyskland, det, som bør nævnes først, fordi det i nogen Grad tjener til at forklare det Standpunkt, hvorpaa han dengang befandt sig. Man vil nemlig af dette hans første literaturhistoriske Arbeide, der behandler Heinrich Heine, Börne osv., forstaa, hvorledes han var bleven bekjendt med og selv en Smule greben af den saakaldte Weltschmertz og derfor havde slaaet ind paa den ironiserende, halvt blaserede Retning, der især repræsenteres ved den førstnævnte tyske Digter.
Hans Novelle Norske Mysterier, der leilighedsvis allerede ovenfor er nævnt, er en Frugt af saadanne Stemninger. Skuepladsen for Novellen er Grænden omkring Sells Kirke, Helten, «Hastverk», i det Mindste tildels ham selv; overalt møder man hjemlige Erindringer, saasom gudbrandalsk Overtro, realistisk Sæter-Erotik, Bondebrylluper osv.; men det Hele ogsaa er gjennemsyret af ætsende og opløsende Reflexion og spækket med Allusioner til Dagens Politik, saavelsom med Mottoer og Citater fra de forskjelligste Skrifter paa en Maade, der minder om P. A. Heibergs Rigsdalersedlens Hændelser. Fortællingen er derhos udstyret med Illustrationer, skaarne, i hvert Fald for en Del, efter Tegninger af Henrik Ibsen. Allerede de første Linier ville give et Begreb om Formen og Stilen:
«Der er et Strøg af vort Land, hvori man, som paa mange andre Steder, finder fede Heste paa Markerne, «tænksomme» Bønder i Husene, malkende Kjøer i Fjeldene og paa Baasen, «trivelige Præster» i de tjærebredte Kirker og rødmalede Gaarde, og før slæbende, nu politiserende Husmænd i Udmarkerne, foruden mange andre mindre betydelige Skabninger, der behøves i et befolket Land.
«Dette Landstrøg er en lang, frugtbar Dal, der var til, men ikke beskreven, længe før Hjorthøys Tid. Folket var hedenskt paa Olaf den Helliges Tid, overtroiskt eller uddødt paa «Svart Dauens» Tid, høi-ugudeligt og kjernesundt paa Præsten Fietzentz’s Tid[18], høihelligt og prophetisk paa Hans Nielsens Tid og talrigere, end Dalen kunde rumme paa Thranes Tid.
— — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
— — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
«Strax nordenfor Kleven seer den Reisende et Hus, saa gammelt, som noget i Walter Scotts Romaner, og det seer saa øde ud, at jeg kunde fristes til at lade Uglerne tude i Fjeldet ovenover det, hvis ikke en stor Del Romancedigtere allerede havde vænnet Læserne saa aldeles til Ugletuden, at de derved hverken skræmmes eller stemmes romantisk.
«Fiskerne have for at forskaffe sig «Sökkje» bortskaaret det Bly, som indfatter de smaa Ruder i Husets Vinduer, saa at et Par af Ruderne endog ere faldne ud og nu i Romanbegyndelsens Vintertid maa erstattes ved en istoppet gammel Trøie og et Par Uldstrømper.
«Døren er furet og graanet af Vinden, der paa sine Toure fra Hovedstaden har larmet paa den siden «Ofsens» Dage[19]. En lang Løfteklinke hindrer Døren fra at aabne sig af sig selv og slippe Vinden ind, naar den udenfor rædsomt hviner sit hæse «Lukop!» Forresten er Døren saa lav, at jeg ordentlig undseer mig for at uleilige Læseren ind igjennem den, da jeg godt ved, at han ikke er nogen Præst, hvem Skribenten, som til Sognebud, kan trække ind i enhver Hytte for der at faa Anledning til at skrifte egne og især Andres Tanker. Men det staar ogsaa Læseren frit for at blive staaende udenfor Døren ligesom vore gentile, kirkebesøgende Kavalerer; han kan jo ligefuldt betragte de Ind- og Udgaaende, ja saagar lorgnettere dem, som om han holder Frøkenrevu ved Slotskirkedøren. Men hvis han vil lære at kjende den Helt in nuce, som efter de forskjelligste Skjebner og Livsstillinger med Tiden vil komme til at beherske baade ham og mig, da maa han ikke undse sig for at følge mig ind i Huset, hvor der nok ogsaa har været brave Folk inde før, kan han tro. Fogden tænder sin Pibe der, naar han reiser til Things. Færdesfolk, saasom Sild- og Fiskekræmmere fra Læssø, Bliktøikræmmere fra Biri, Glaskræmmere fra Hurdal, Brændevinskræmmere fra Hedemarken foruden mange Slags andre gaaende og kjørende Kræmmere ere allesammen glade ved at tye ind til «gamle Kari» for at faa Hus over Hovedet, hvilket kan falde vanskeligt nok paa de største Gaarde, hvis Eiere, som Medlemmer af Formandskabet, ikke ville begunstige Forprang og Landprang ved at huse de skakkerjødeagtige Kræmmere. Men gamle Kari er saa gjestfri, som om hun havde levet paa Smaakongernes Tid; hun bærer «Lauvriis» ind paa Skorstenen, for at de Reisende kunne opvarme sine frosne Lemmer, tørre sine «Sjosokker» og optøe sin Niste; hun kaster et Knippe Rughalm paa Gulvet, hvor de trætte Færdesmænd sove saa haardt og sødt, som nu Fyrsterne, der blot forstyrres i sin Søvn af Politispioners Beretninger om de heldigen snoede Snarer for Frihedens tolvhovede Trold. Jeg og du, Læser, kunne ikke sove saa sødt, efterat dette Kapitel er skrevet og læst, naar vi betænke, at blot den kjedeligste og svageste Del af det Hele endnu er bragt fra Haanden».
Fortællingen blev ikke fuldført og standser allerede, inden «Hastverks» Barneaar ere forbi. Dens sidste Partier, der angaa Heltens kunstneriske Forsøg, ere aabenbart Erindringer fra hans egne barnlige Forsøg i Træskjæreri m. m.
Endnu langt mærkeligere, end denne eiendommelige Novelle er det dramatiske Arbeide af Hansen, der ligeledes fremkom i Andhrimner, men kort derpaa udgaves særskilt med nogle faa Rettelser. Dets Titel er «Huldrebryllupet, dramatisk Eventyrdigtning». En Student fra en Fjeldbygd, «Sagnius», der er træt og hjertesyg af Kulturlivet, mindes Hjemmets Sagn og Eventyr og søger tilbage til Fjeldet, idet han har forelsket sig i Huldren og søger at vinde hende ved at skyde over hende. Han opnaar ogsaa hendes Kjærlighed; men for det Første har han til Medbeiler en Jutul, som ved Hjælp af en Hex søger at skille de Elskende ad for at bemægtige sig Bruden, og dernæst søger «Mester Hurtig», en mefistofelisk Figur, med djævelsk Kløgt at fordærve den uskyldige Sagnius. En Mængde landlige Skikkelser og Naturaander: Nøkken. Lygtemanden, Dragen osv. optræde i et Mellemspil.
Tager man i Betænkning, at dette Stykke er ældre end Ibsens nationale Arbeider, maa det vække Forbauselse. Det er umuligt at læse det uden at tænke paa de tre første Akter af Peer Gynt, og det er ogsaa allerede offentlig udtalt, at Huldrebryllupet staar i et «prototypisk Forhold» til dette Digt[20]. Hansen er endnu bunden af den ældre Romantiks Traditioner (maaske især af L. Tieck), medens Ibsen er mere fri og original, men dette udelukker ikke, at denne har været i nogen Grad paavirket af Hansen. Versifikationen, der er meget flydende, ligner stærkt den, vi kjende fra Peer Gynt, og Rhythmen er tildels den samme. Ogsaa til Naturaandernes Optræden findes Sidestykker i Peer Gynt, Pers Kynismer have Forbilleder i «Mester Hurtigs», Sceneriet i og om Rondane frembyder ligeledes Sammenligningspunkter. Juristen Karlsen synes at være en lidet løst henkastet Forløber for «Kopist Styver» i Kjærlighedens Komedie.
Som Prøve paa Hansens Vers og hans Ibsenismus ante Ibsenium hidsættes:
Ja, De er Digter: i jers Tale
gaar hvert et Ord, som en Raket,
paahængt det Ideales Hale
til «Himles Himle» fjederlet;
thi Kjærligheden gjør Petrarker
som Fæ og Ladhed Patriarker[21].
Men Kjærligheden er en Frugt,
der fremfor andre klogt maa nydes:
den trives bedst, naar den forbydes
og bliver helst umoden slugt.
(Sagte)
I Faldets Kolera fortryder
man først, hvad man umodent nyder.
Hvad hjelper dine Faderraad,
naar den jeg elsker mer end Livet,
er «flygtig som et Pust i Sivet»,
ustadig selv som Barnets Graad?
Tag Livet kun paa ny Maner:
Elsk Hundrede og De vil finde,
at den, som favner blot een Kvinde,
ei veed, hvad «salig Elskov» er.
Fuldkommenheden er forgrenet
saavidt som Livet: aldrig fandt
De hos een Pige alt forenet
Koketteri er godt iblandt,
naar Dyden selv tilsidst Dem kjeder;
ja Gudsfrygt skader ei saagar,
mens, Notabene, selv De beder;
men er den daglig, da De har
et Huskors, slemmere end Maren.
Og bør Utroskab man forsmaa?
Er den ei kanske ilde faren,
der kan saa trygt fra Hjemmet gaa,
at han behøver ei at tænke
paa Konen fra Kontorets Bænke?
Nei, Sligt er Kjærlighedens Iis
og Ømheds Snefog, ligervis
som Ægteskabets «Huuslig-Fred»
er Skildtet for dets Kjedsomhed.
Og gaar De dybere i Texten
fra Damens Huuslighed til Væxten
samt Stand og Taille, vil De see,
at tynde Frøkner mest indtage
i Maaneskin og Soirée,
men trinde Piger maa behage
Dem meest, naar i en salig Stund
De kysse vil en Rosenmund.
Forenes alle hine Dyder
og disse saa pikante «Lyder»
i een Person Det negtes, Ven!
Desuden maa det ei forglemmes,
at Elskov af et Hensyns-men
til Valg og Omvalg tidt bestemmes.
Tænk Dem nu blot, jeg er Student
og stundom maa ved Bogen hænge
og nu og da blir Guld mig sendt:
da elsker jeg, thi jeg har Penge,
en Tone-Frøken — det er klart.
Men kommer jeg i Pengeknibe
maa jeg til det Solide gribe
og elske den, hvis Faer har spart.
Det maa man have klart for Øie,
at Elskov blot er Nuets Sag
og ikke maa besees nøie,
thi den er huul som Alfens — Bag.
Husk ogsaa paa hiint Bibelsted,
som Skolens Rektor gav Dem med,
at variatio delectat
et mens nil nisi ludos spectat — —
(betragtende Mester Hurtig):
Hvem er du vel?
Erfaren gammel
Og dog din Lære er saa vammel.
Den er in praxi ikke gal:
jeg i min Ungdom greb Sekunden
Fryd kun skabt, saa raskt som Hunden,
der spiller Fluepoliti.
Jeg ogsaa elskede: min Sukken,
min Maaneblegnen, Hosten, Bukken
var dog unyttigt Krammeri.
Da falder hun en Dag i Slummer
i Lunden, medens Bien summer
sit Visse—lulle—sulle—tys
og drømmer om sin Hjertenskjære,
men vaagner under mine Kys:
Og tabt var, hvad man kalder — Ære.
Afskyeligt!
Jeg gik for fort
tilverks — hvor jeg mig har forløbet!
thi Sneglen er ei ganske krøbet
af Dydens Sneglehus — nu bort!
(Vil gaa).
Hvorledes vare nu Vilkaarene for en begyndende ukjendt Forfatter i Christiania i Tiden omkring 1850?
Uden Tvivl saa daarlige som muligt. «Hovedstaden», dengang en By paa nogle og tredive tusinde Mennesker, lod sig beherske af et Juristeri, der var meget respektabelt som Embedsmænd og Embedskandidater betragtet, men for den større Del saftløst og borneret, om man stillede Fordringerne høiere. Tidens dannede Mænd hentede sin egentlige Sjæleføde fra Athenæums Aviser og Nyheder og begjærede ikke stort mere. Der var liden Trang tilstede til literær Nydelse og endnu mindre til literær Produktion. Men samtidig var man desto mere velhavende paa Kritik, forstaar sig en steril, overfladisk og dertil feig. Thi fremtraadte en Forfatter med en allerede erhvervet Autoritets Stempel, eller dog under en anerkjendt Størrelses Ægide, da vovede ikke let Nogen at antaste ham, thi det vilde jo være den lige Vei til at «prostituere sig». Var saadant derimod ikke Tilfældet, da vare de kritiske Frimestere saa meget dristigere, selv om de ikke gad fremtræde som offentlige Recensenter. De nøiede sig nemlig oftere med affærdigende og «vittige» Ytringer, der snart vare satte i Omløb i den lille By. Wergeland var død 1845, og Welhaven havde i samme Aar egentlig kulmineret som Digter, medens han dog vedblev at være det egentlige Orakel for Smagen. A. Munch havde siden indtaget Pladsen som poëta laureatus. Den forbigaaende Begeistring for de norske Kunstnere, der i 1848 og 1849 havde gjæstet Fødelandet, bortdunstede snart. En theoretisk Patriotisme gjorde det vistnok i hine Aar muligt for Chr. Tønsberg at forlægge en Række vigtige Verker i den nationale Videnskab. P. A. Munchs bindstærke Hovedverk udkom, men dets Hefter bleve ogsaa ofte nok uopskaarne. Den «norske historiske Skole» bestod i Virkeligheden (høit regnet) kun af 6—7 Personer, mellem hvem der herskede næsten absolut Enighed og ialfald aldrig mærkedes Spor af videnskabelig Debat, Noget, som maatte blive fremmede Iagttagere (f. Ex. Konrad Maurer) høist paafaldende; den eneste Opponent var nemlig L. K. Daa, der stod helt udenfor «Skolen» og ikke kunde kaldes Historieforsker. Et fortjenstligt literært Tidsskrift, redigeret først af Chr. Lange, derpaa af Monrad[22], fik ogsaa et nogenlunde Abonnenttal, men sygnede efter lang Kamp for Tilværelsen ind af Mangel paa Medarbeidere. Hvo, der uden taaleligt sikkert Haab om at blive f. Ex. Universitetslærer, vovede sig ud paa de friere Studiers Vidder, var langt snarere en Gjenstand for Advarsler og Beklagelser, om ikke endog for Spot, end for Sympathi og Opmuntring. Man kunde endog være udsat for Latter og Drilleri. «Hvad skal Sligt føre til?» spurgte man, «den Mand ødelægger jo sin Fremtid, han taber jo alle Befordrings-Udsigter». Datidens Studenter stode vistnok i grundige Kundskaber ikke under, men over Nutidens, thi den lærde Skole var endnu ikke bleven forkvaklet eller slagtet for Borgerskoledannelsens Skyld. Studenterne, der for det Meste tilhørte Landets dannede Familier, vare ogsaa gjennemgaaende mere civiliserede og velopdragne end Nutidens Ungdom, og deres Liv var i det Store taget hæderligt, ustraffeligt og rent. Men deres akademiske Stræben gik meget sjelden høiere end til at opnaa et Laudabilis i en «rimelig» Tid. Deres Fælledskreds, Samfundet, var et meget agtbart Selskab, men hvad der bedst trivedes, var Debatter om Revisionsindstillinger og lignende formalistisk Vrøvl. Det Eneste, som tildels delte Herredømmet med dette Væsen, var den fra Studentermødet i 1845 nedstammende Modeinteresse for Sang; Sangerne kjendte dog ofte nok ikke mere af de Viser og Sange, de foredroge, end det første Vers. Den skandinaviske Idé var paa ikke faa Studenters — Læber, men for Mængden vare Talerne om «Brødrene hinsides Kjøl og Sund» desværre altfor hyppig ikke Andet end Fraser[23].
Under disse Forholde faldt Huldrebryllupet dødt til Jorden. Det blev endnu mere ignoreret, end Ibsens Catilina var bleven det Aaret i Forveien. Vel solgtes der af det sidstnævnte Stykke — af hvis fata dets Forfatter siden selv har givet den bekjendte interessante Fremstilling — kun 30 Exemplarer, og stort færre Kjøbere kan vel Hansen ikke have havt, men Catilina fandt dog flere Anmeldere, ja endog udførlig og anerkjendende Omtale i Langes Tidsskrift[24]. Huldrebryllupet derimod opnaaede, saavidt vides, kun en eneste Gang at blive offentlig omtalt, nemlig af Rolf Olsen i det Nationalblaad, der i de første Maaneder af 1852 holdtes igang af den daværende Storthingsopposition. Anmelderen, selv Poet, roste Digtet, som derpaa foreløbig overgaves til Forglemmelse.
Hermed var nu Hansens korte Digterliv afsluttet. At han har følt en hemmelig Skuffelse og Sorg, er høist sandsynligt, skjønt jeg ikke ved, at han herom har udtalt sig for Nogen. En af hans yngre Venner nedskrev adskillige Aar senere under hans Navn de Ord «Poet paa Vartpenge», og Hansen smilede over denne nyfødte Kategori, men det tør nok have kostet ham et stille Suk.
Der existerer for øvrigt et Brev fra Hansen til en Frue, en af hans daværende Venners Hustru, hvori han selv udtaler sig om sit Digt saaledes: «Hele Digtet er et Helvede, der er bygget op paa en i en eneste Tanke undergaaet Individualitets Ruiner. Det er et Helvede, igjennem hvis skumle Sprinkelvinduer de udenfor skuende og klagende Skytsengles Hulken lyder. Men det er et forfinet Helvede, hvorfra Verdens hverdagslige Synd og Last er udelukket; det er et idealt Helvede, hvis Styrer (Mester Hurtig) kun den, der har konstrueret hans Bolig i sin egen Barm, kan skildre med sande Farver. Huldren (Alma) tilhører Mindets og Uskyldighedens Verden — hun er derfor ikke saa sand som Sagnius (min egen Høihed), der tilhører Nu’et. De vil altsaa ikke kunne forundre Dem over, at jeg qva Geni finder en stor Tilfredsstillelse i at have faaet mit aandelige Livs rigeste og rædselsfuldeste Episode paa Prent, og jeg sætter min bedste Fortrøstning til, at jeg vil blive tilrakket af de Skoledrenge, der kokettere med vor kritiske Gudinde, den ungdomsgraa Idun[25], og af de forfaldne Præliminarister, der husere i — og gjennem den fremhjælpe alt Fantepak i Literaturen, naar det blot er ligesaa raat og uforskammet som de selv. Thi en saadan Nedrivelse vil først give mig mit sande Genidiplom!!!»
IV.
Endnu medens Andhrimner fristede sin fra et økonomisk Standpunkt kummerlige Tilværelse, havde Polakken Dzwonkowski, en «driftig» Mand, besluttet at udgive et «Illustreret Nyhedsblad». Den Subskriptionsindbydelse, han i Løbet af Sommeren 1851 udstedte, var en Smule markskrigersk og gavnede neppe Foretagendet, idet den ikke uden Føie blev angreben og latterliggjort i Krydseren. Da der indbødes til Subskription, havde Dzwonkowski, saavidt vides, endnu ingen Redaktør engageret. Nu fik han fra Oktober, da Bladet skulde begynde, fat paa Hansen. Denne kunde ikke stille store Fordringer i en for Literaturen saa ugunstig Periode, som Datiden var, og overtog Posten for — 20 Spd. om Maaneden, og det sikkerlig uden nogetsomhelst særligt Honorar for egne Artikler[26]. I en senere Periode var hans Gage 30 Spd. maanedlig. Man kunde have ønsket, at Hansen i Stedet for et illustreret Blad havde kunnet udgive et Ugeblad eller Hefteskrift af udelukkende literært og almenvidenskabeligt Indhold. Herom kunde der imidlertid ikke blive Tale, og man maa da glæde sig over, hvad man fik. Hans Blad blev de almindelige illustrerede Tidender temmelig uligt, thi medens disse gjerne indrette Stof og Tone efter Døgnets Smag, lagde Hansen især an paa et Indhold af solid Art og af blivende Værd. Men Følgen heraf var da ogsaa, at Abonnentantallet aldrig blev meget stort. Bladet skiftede flere Gange Forlægger og kunde ofte enten aldeles ikke eller dog kun meget slet honorere Medarbeidere og skaffe Redaktøren anstændig Gage. Men det blev af stor Betydning for Literaturen og øvede en ikke ringe Indflydelse paa Samtiden. I Broderlandene undrede ogsaa literaturkyndige Mænd sig over, at et Blad af saa gedigent Indhold kunde bestaa i Norge. En væsentlig Forklaringsgrund er den, at adskillige Forfattere af Rang som oftest leverede sine Bidrag[27] gratis af Venskab eller Interesse for Redaktøren, hvis Personlighed tiltalte dem.
Den vigtigste Del af Hansens Redaktørgjerning blev hans literære Kritik. Han har egentlig først bragt Methode i denne hos os. Vistnok har der før hans Tid været skrevet mere end en fortrinlig Recension, især i Vidar og Den Constitutionelle i dette Blads Velmagtsperiode, samt i Langes Tidsskrift. Men selv i disse Organer var det dog kun en Minoritet af de udkommende Arbeider, der gjordes til Gjenstand for Behandling, og selv for de dygtige Mænd, fra hvis Haand man saa Anmeldelser, var deres Gjerning som Anmeldere dog nærmest en tilfældig og for dem mindre væsentlig, hvoraf ogsaa fulgte, at de tidt enten bedømte et Arbeide for strengt, fordi de ikke saa det i Sammenhæng med den hele Literatur, eller at de af samme Grund til andre Tider kunde være for ødsle med sin Ros. Hansen blev derimod Literaturanmelder af Fag, han fulgte den hele Bogavl, her og i Danmark, og beflittede sig paa ogsaa at lade Almenheden blive bekjendt med denne i vid Udstrækning. Han udviklede en Evne til korte, træffende Karakteristiker og til klare Oversigter, som man før ikke havde kjendt hos os. Hvad der ellers vakte liden Opmærksomhed, blev fremdraget og paapeget i Nyhedsblaadet, ifald det gjorde sig fortjent til at kjendes i videre Kredse. Da nu hertil kom en gjennemgaaende Stræben efter Upartiskhed, blev Nyhedsbladet et Forum, hvis Domme snart vandt en høi Anseelse. Byens Forlæggere fulgte med frygtblandet Opmærksomhed dette Blad, som vel altid anerkjendte og anbefalede den gode og gavnlige Produktion, men som heller ikke var bange for at blotte og revse den simple Spekulation og det forlorne Bogmageri[28]. Efterhaanden blev Hansen saaledes en Mellemmand mellem adskillige Forfattere og Forlæggere. Han kjendte nemlig ud og ind alle Boghandelens Mysterier og Fif, ligesom han ogsaa var den fineste Iagttager af Læseverdenens Smag og Tilbøieligheder, og han besad derfor en enestaaende Evne til at stille literære Foretagenders Horoskoper. En Anbefaling af ham offentlig eller underhaanden har mere end en Gang bidraget til i hine literært trange Tider at lade Bøger se Lyset, som ellers vare blevne uskrevne eller utrykte.
Det vil uden Tvivl interessere Læseren at se en Prøve paa Hansens Anmelderstil. Jeg har derfor ganske iflæng grebet en saadan ud af den store Masse og aftrykker her dens Hovedindhold.
(1862, No. 44). Se Tiden an, Novelle af Israel Dehn, 1—2. Cappelens Forlag, Chra.
Pseudonymen Israel Dehn er begyndt som Novellist at udfolde en Productivitet, der er exempelløs hertillands, hvor ingen høie Honorarer lokker Dumas’er til at holde sig Maquer’er eller andre Medhjælpere i deres Bedrift for at tilfredsstille Publikums stedse stigende Efterspørgsler. Siden vi omtalte Hr. Dehns Bidrag til forrige Jule-Literatur, har han nu — vistnok uden al Kontorhjelp — skrevet andet Bind af Høit og Lavt, nærværende Tobinds Novelle, en do. do., der udkommer før Jul, og nok ogsaa en tredie, der antagelig kommer ud inden Nytaar. — — Tidligere vare hjemmegjorte Noveller hos os rari nantes in gurgite vasto, og der krævedes saaledes en overordentlig stærk Tilførsel, hovedsagelig fra Danmark af. Men forundes Hr. Dehn Helse og Forlæggere, ville vi herefter maaskee ikke alene kunne novel-føde os selv, men ogsaa udføre adskilligt til Broderrigerne. Skjønt vi ikke længere med de danske Literatorer i forrige Aarhundredes Slutning ubetinget tør udbryde i Frydesange over hver Kategori i Literaturen, som udfyldes med hjemmegjort Penne-Arbeide, kunne vi dog ikke andet, end i hiint Slags Selvhjulpenhed see mærkelige Tidens Tegn. Men for selve Hr. Dehns Forfatter-Personlighed, turde denne hans Frugtbarhed være mindre heldig. Ingen er hverken aandeligt eller materielt saa rig, at han uafladelig kan øse ud uden tilsidst at blive forarmet. Man behøver ikke at slaa efter mange Blade i denne hans Novelle for at finde Beviser paa, at han tager sig det danske Skriftsprog, som han skriver, temmelig let. Han Stil lider stærkt af Vilkaarlighed, Ellipser og Sprang og hengiver sig mere og mere til en Maner, der bliver saa meget uhyggeligere, som den med al sin Tilførsel fra Dickens og Bjørnson fremtræder med Originalitetens pretentiøse Krav. Disse Bemærkninger ledes man snart til at gjøre, selv uden at have underkastet Bogen nogen nøiagtig Granskning fra Compositionens og den finere Motiverings Side, en Granskning, der for vor Part kræver maaskee mere Tid, end Hr. Dehn (antageligen) behøver til en ny Novelle. Men om end en saadan imidlertid skulde indhente os, vil dette ikke skade, da vi saaledes under Et kunne overskue større Strækninger af hans Forfatterskab. Det faar imidlertid være os nok, at vi ovenfor have «annonceret» hans nyeste udkomne Bog. I Grunden behøver det store, paa Dehns Forfatterskab ellers saa opmærksomme Publikum ogsaa kun at underrettes om Tilværelsen af en vis Bog af ham for strax at kjøbe den eller idetmindste skaffe sig den fra et Leiebibliothek. Det er denne Underretning, vi have skyndt os at give.
De saakaldte Norskhedsmænds sproglige Reformforsøg fandt altid en Modstander i Hansen. Allerede den Kjendsgjerning, at han, skjønt bondefødt Forfatter, skrev det «danske» Sprog med et Mesterskab som yderst faa i vort Land, ja beherskede dets fineste Nuancer saa at sige souverænt, maatte være en kraftig og slaaende praktisk Protest mod Norskhedsmændenes Paastand, at Skriftsproget skulde være os fremmed og unaturligt. Ved Midten af Femtiaarene havde han en Feide i denne Retning med et Par af den nye Retnings Mænd, Vinje og Ole Vig. Jeg hidsætter en ironisk Bemærkning af ham i Anledning af Vinjes Fordringer paa, at Hovedstaden skulde lade sig sproglig beherske af Fjeldbygden.
«Jeg vidste ikke af «Civilisation» og «Cultur», før jeg var ganske voxen. Da jeg i 1847 kom ind til Byen, var jeg meget utilfreds over, at Alt her ikke var som paa Gaarden Botten i Sells Annex til Vaage Præstegjeld i Gudbrandsdalen. Der nord var Alt saa herligt og norskt, som man vel kunde ønske sig, og derfor var Intet rimeligere, end at de gode Byfolk, der dog savne ethvert nationalt Holdepunkt, havde tilegnet sig noget deraf, idetmindste Sproget, saa jeg havde undgaaet at aflægge mit gode Dølemaal. Men nei, saa billig var ikke Byen. Den lod tvertimod til ikke at mærke, at jeg var kommen herind. Heller ikke kan jeg sige, at den som By gjorde mig noget ondt, førend jeg kom op til Examen. Men da for den theologiske Professor frem med saa megen u-sell-versk Dialectik, at jeg nær havde sagt den gode Professor, at han uforsvarligen havde undladt at gjøre sig bekjendt med Sellsskolemesterens Maade at examinere paa. Jeg taug dog, men besluttede at tilraabe de 30 000 Christianiabeboere: D’æ rang Gjæl paa alt ihop herinne; d’æ lyt nok bli’ ei Vend me dæ ette Sellværs Sæt aa Viis, for helles stryk e heimmat». Men netop da erindrede jeg, at min Bedstemoder, der var saa ferm en norsk Kone, som nogen i Landet, havde givet mig den Formaning: «Du fæ taa Skjikken føri de, kor du kjem, Paal.» Jeg opgav da min Reformplan, men kun for en Tid. Thi Bedstemoder føiede altid klogeligen til sine Regler: «D’æ lyt du naa gjere, saalængje e livi, nær e æ’ dau, kain e inkje seia meir um det, e korles du gjer». For engang at kunne udtale min Fordring med forøget Vægt, fandt jeg det nødvendigt at blive Skribent; denne selvbestaltede Stilling har jeg da anmasset mig og venter kun paa Leilighed til at tilraabe Byens 30 000 Sjele hine Tordenord. Af Skaansomhedshensyn har jeg besluttet at bie, indtil Krigen og Dyrtiden er forbi, saa man ikke har dem at ængstes for, men da giver jeg heller ikke længer Dag.»
Med Ole Vig vexlede han i Byens Dagsaviser Indlæg, som endnu fortjene at læses. Vig var en varmhjertet og velmenende Mand, der i sin korte Levetid nød megen Yndest som populær Forfatter, men som tildels ogsaa blev udskjæmt ved altfor hurtig Paaskjønnelse og overdreven Ros og derfor henfaldt til at ræsonnere over Adskilligt, han ikke forstod. Han var greben af de Knudsenske Sprogideer og kom nu i en Polemik med Hansen, hvori han laa under. Hansen lod ham vide, at «man maatte erindre, at Norskheden ikke render ene paa Banen, thi ogsaa Skriftsproget er med og styrkes idelig i sin Trivsel ved nye Verker». Vig havde draget Skandinavismen ind i sine Norskhedsartikler, og allerede nu forekom hos ham den siden noksom bekjendte Betragtning, at en nordisk Forening skulde tjene ikke alene til «Forebyggelse af udvortes Farer fra Syd og Øst», men ogsaa «til Værn mod et muligt Overgreb fra svensk Side» (!). Hansen svarede med Føie, at for det Første skyldte Vig at godtgjøre, at «Danmark vilde bistaa os med at holde Sverige Stangen», og for det Andet var det ikke meget sandsynligt, at Sverige vilde indgaa paa en Union, som skulde bringe det Trudsler om Tugtelse« (Morgenbl. 1856, 9de Januar). Skandinavismen havde dengang ingen Tilhænger i Hansen, hvormeget han end bestandig bekjæmpede «Norskheden». Først i sine senere Aar kom han Skandinaverne nærmere og aabnede dem da altid beredvillig sit Blads Spalter, om han end vedblev personlig at indtage et noget skeptisk Standpunkt i dette Spørgsmaal. Han troede, at intet af Nordens Folk let vilde opgive noget af «det Gyntske Jeg».
Med æsthetisk Produktion gav Hansen sig, som vi have hørt, ikke mere af. Dog har han, som Text til Tidemands bekjendte Billeder af en norsk Bondefamilies Liv, leveret en længere Novelle i Nyhedsbladet. Den er henlagt til forrige Aarhundrede og er vistnok en i høi Grad korrekt Skildring af Almueslivet, sandsynligvis bygget paa virkelige Traditioner. Navnene «Imbert» og «Jehans» minde om Forfatterens egen Familie. Den har ogsaa Interesse derved, at den er ældre end de Bjørnsonske Bondenoveller. Men den løsslupne, ironiserende Tone, som vi kjende fra Norske Mysterier, er ganske forsvunden, og det er mest et fortrinligt Stykke Kulturhistorie, han her har givet. I Forbindelse hermed kan anføres hans klassiske Stykke i Bladets første Bind: Gudbrandsdalsk Klædedragt og Levemaade.
Nyhedsbladet indeholder overhoved Bidrag fra Hansens Pen i de forskjelligste Retninger. Men hvad der ikke mindst udmærkede det, er dets Rigdom paa gode biografiske Artikler. De fleste i hin Tid afdøde Personer af nogen Mærkelighed har han gjort til Gjenstand for mere eller mindre udførlig Omtale, og jevnlig læstes ogsaa Skildringer af levende Mænd. Denne Literaturgren kan man med Sandhed sige, at Hansen har hævet op til et langt høiere Trin end det, hvorpaa den før befandt sig hertillands. Gode Biografier vare hidtil en Sjeldenhed, thi de fleste vare skrevne i kritikløs Bedemandsstil og uden Literaturkundskab. Hansen vidste at skaffe sig Adgang til de rette Kilder og forstod at søge Veiledning hos dem, som særlig havde kjendt Gjenstandene for hans Skildringer. Derfor har man i disse Arbeider en Skat, der ofte er bleven benyttet og ikke sjelden plagieret. Som Exempel kan nævnes en Serie af Norske Historikere (Keyser, Munch, Lange, Munthe, senere A. Faye). Ogsaa udenfor Nyhedsbladet har Hansen givet vigtige Bidrag til den biografiske Literatur, saaledes navnlig i det desværre ikke fuldførte Eidsvolds-Galleri.
En Biografi, der gjorde nogen Opsigt ved sin humoristiske Tone, var den Skildring, Hansen skrev af den filosofiske Særling, Oluf Brock (1856). Dølen betegnede den som noget af det «mest flirande i vor Bokavl», men Andre toge lidt Forargelse. Kort efter skulde Studentersamfundet have en Julemoro, og man udgav et trykt Blad i stor Folio: Første Tillæg til Santa Indulgentias Iagttager med det falske Aarstal 1860. Et Par Venner af Hansen fandt paa at true ham med, at enten fik han selv skrive sin Biografi for dette Blad, eller ogsaa vilde de skrive den saa, at Oluf Brock skulde faa Opreisning. Hansen skrev da strax en parodisk Nekrolog over sig selv, af hvilken et Par Citater forekomme i denne Skildring. Han skrev med saa stor Abandon, at mere end een troskyldig Læser indigneredes paa hans Vegne. En dengang bekjendt Spidsborger, der var meget vred paa Hansen, blev derimod «kisteglad» og forelæste Nekrologen med synlig Tilfredsstillelse for sine Kunder paa en Vinkjælder, indtil han til sin Ærgrelse fik at vide, at det Hele var en Mystifikation.
I Slutningen af 1851 havde Hansen seet sig nødt til at sælge vistnok den største Del af den allerede ikke lille Bogsamling, som han trods knappe Kaar havde vidst at skaffe sig. En Mand, som havde forstrakt ham med nogle Penge til hans Studier, havde nemlig hørt Tale om, at han kjøbte mange Bøger, hvilket efter denne Velgjørers Opfatning ikke var stort bedre end at føre et lastefuldt Levnet. Han fordrede nu ikke alene Laanet tilbage, men forlangte ogsaa Renter, og Hansen maatte da skille sig ved sine Skatte. Han begyndte imidlertid lige ufortrødent at samle paany og saa sig snart atter i Besiddelse af en god og stadig voxende Samling. For dem, der forstaa sig paa saadant, er det bekjendt nok, at man i denne Retning kan komme langt selv med smaa Midler, naar man har den rette Lyst og det rette Greb. Man finder da idelige Leiligheder til billige Underhaandskjøb, defekte Sager suppleres efterhaanden, Bytning og Tuskning spille sin store Rolle, og Gaver begynde efterhaanden at indløbe, om det end er sikkert nok, at der ogsaa vil Penge til, og at allerede Indbindingen sluger betydeligt. En væsentlig Hjælp for ham blev det, da han som Redaktør efterhaanden fik mere og mere saavel af dansk som norsk ny Literatur tilstillet som Anmelderexemplarer. Det var først paa den Tid, at det blev almindeligt, at Forlæggerne indsendte saadanne til Blade og Tidsskrifter.
Et særeget Held havde han ogsaa deri, at just i disse Aar flere gode, ja tildels fortrinlige Bogsamlinger bortsolgtes ved Auktioner. Den mærkeligste af dem var J. Chr. Bergs, hvis Rigdom i Filologi og Historie er bekjendt. At forfatte en Katalog over denne var overdraget til M. Birkeland og Hansen i Forening, og dem skyldtes det, at den store, ogsaa paa Haandskrifter rige Samling katalogiseredes paa en saadan Maade, at denne Katalog, ialfald for en Tid, fik et vist Værd for Bogvenner, foruden at den blev et smukt Monument over den lærde Eiers egen Kjærlighed til Bøger. Dernæst kunne ogsaa nævnes Bergraad P. Petersens, J. A. Hjelms og Høiesteretsassessor P. G. Debes’s betydelige Bibliotheker og noget senere ogsaa Toldinspektør H. M. Lassens udsøgte Samling af antike og moderne Klassikere samt flere andre respektable Samlinger, hvis Lige man i den senere Tid kun yderst sjelden har seet tilfals. Jacob Aalls Bibliothek, hvilket Arvingerne ubegribeligt nok havde fundet for godt at lade gaa under Hammeren, var noget tidligere blevet spredt for alle Vinde, men fremdeles forekom dog idelig næsten ved alle Leiligheder Levninger deraf mellem tilfældige Auktionssager.
En enkelt Fagbroder vil maaske erindre, at Rasmus Nyerup, da han engang i sin Ungdom (1781) skulde skildre Vinterens Behageligheder, mellem disse særlig fremhævede, at i denne Aarstid «Bogauctioner holdes i Mængde, hvorved Bøgerne komme i de rette Brugeres Hænder[29]», et Indfald, der har bragt mange Læsere til at smile. Hansen morede sig over dette Sted hos en Forfatter, med hvem han selv ikke havde faa Ligheder. Han talte stundom om ogsaa at ville nedskrive nogle «Erindringer fra min Bogsamlerpraxis». Det var Synd, at dette aldrig kom til Udførelse, thi det vilde være blevet en ualmindelig fornøielig og ægte humoristisk Skildring. Men i sin nysnævnte parodiske Autobiographi har han dog været inde paa Tingen, idet han begyndte denne Spøg saaledes: «Kjender Du, kjære Læser, en middelshøi Mand med blegt, kantet Ansigt og uordentlig Gang, der i luslidt Tullup paa alle Bogauctioner i sit Fædreland sad presset op til Skranken, veiende de udkastede Bøger i Haanden for af Tyngden at slutte sig til Papirets Beskaffenhed og med graadige Blikke ledsagende Hammeren, naar den skulde falde til hans Bud paa en literær Sjeldenhed — —. Ih bevar’s, det er jo Paul Botten — —».
Hansens Bogsamleri har havt en større og videre rækkende Betydning, end maaske de Fleste forstaa. Ikke alene er hans Samling bleven den fortrinlige Stamme for et offentligt Bibliothek i Landets næststørste By, men den øvede ogsaa en vis Indflydelse i hans egen Levetid, idet den var hans Bekjendte og mange Andre et Exempel, der opfordrede til Efterligning. Dette kunde virkelig tiltrænges, thi Sandsen og Interessen for at samle Bøger i større Maalestok syntes dengang ifærd med at uddø, et betænkeligt Vidnesbyrd om literær Ligegyldighed. De gamle Bogsamlere vare borte, uden at man havde seet Tegn til, at yngre Mænd afløste dem som Samlere. Men Hansen kaldte nu denne ædle Interesse igjen tillive. Ved Bogauktioner var han ikke alene selv den bedste Kunde, men han var tillige andre Kjøberes altid velvillige Veileder og Konsulent. Publikum fik gjennem ham et Begreb om, hvilke Arter af Bøger havde Værd og fortjente at erhverves. Man fik af ham ogsaa at vide, hvorledes Bøger skulde behandles og bevares i gode og vel konditionerede Exemplarer. Og saavel paa Bogtrykkere som Bogbindere, to Klasser af Mennesker, der saa ofte have været Forfattere og Bogelskere sande Pæle i Kjødet, har han øvet en god og belærende Indvirkning. Den for Studierne saa nyttige Skik at tage Separataftryk, især af Blade, der aldrig opbevares i mange Exemplarer, hvilken hertillands tidligere altfor sjelden iagttoges, har først Hansen gjort almindelig. Mindre væsentlig, men dog kjær for Bogelskere, var hans Omsorg for at faa trykt Velinexemplarer.
Det var en Fornøielse at se Hansens Bibliothek og at iagttage ham mellem Bøgerne. Naar han f Ex., hvad ofte hændte, fik til Foræring eller paa et eller andet Sted havde faaet opdrevet en Sjeldenhed, der hidtil ikke var «forekommet i hans Regjeringstid», blev han inderlig fornøiet. Hvad der kunde synes andre, stundom endog literært dannede Mænd ligegyldigt og unyttigt, kunde han altid indordne paa dets rette Plads, hvorved ogsaa Bagateller kunde faa Værd som Led af et større Hele. Han levede et Liv mellem disse Bøger, og, som man vil begribe, erhvervede han paa den Maade en rig Kundskabsfylde, saavel reel, som bibliografisk. Hans Samling overgik i Omfang Justitiarius Bergs, om den end i rent historisk Henseende ikke kunde maale sig med den, men til Gjengjæld var Hansens Bibliothek rigt i Skjønliteraturen, som Berg ikke bekymrede sig om. Samlingen udgjorde omtrent 14 000 Bind. Den har siden kun fundet et fuldtud værdigt Sidestykke, nemlig Thorvald Boecks, der nu vistnok er naaet op til et end større Omfang.
V.
I Begyndelsen af 1856 modtog Hansen en Ansættelse som Kopist eller, som det gjerne kaldtes, «Assistent» ved Rigsarkivet, der var bleven ledig efter hans Ven Birkeland.
Rigsarkivet havde dengang sit Lokale paa Fæstningen i nederste Etage af det gamle Slot, hvor to Værelser vare indredede for Arkivaren eller, som han officielt hed, «Bureauchefen» og det øvrige Personale, medens Resten («Afdelingen») optoges af Arkivalierne; hvad der ei fik Plads der, var anbragt i andre «Afdelinger», dels paa Kirkeloftet og i Kjelderen under Kirken (det gamle Borgfængsel eller «Mørkestuen», som man udtrykte sig i Middelalderen), dels i et Lokale i Departementsgaarden. Fra Slotsvinduerne havde man den prægtigste Udsigt over Fjorden, og paa den øvre Fæstning forøvrigt en herlig Spadsergang. Det var overhoved et skjønt Sted at være, og alle de Historikere og Andre, der have færdedes her, have neppe glemt denne terrarum angulus ridens.
Rigsarkivar Lange der var en vennesæl og jovial Mand, satte megen Pris paa Hansens udmærkede Bogkundskab og interesserede sig for hans Bibliothek, hvorfor han jevnlig talte om, at han burde se til, ligesom Wegener i Kjøbenhavn, at faa sig en egen Gaard, hvor det kunde bekvemt opstilles, ja den praktiske Mand morede sig endog med at gjøre Tegninger til en saadan Gaard, der dog aldrig blev mere end et Luftkastel. Lange fandt i Hansen en ligesaa ufortrøden som dygtig Medhjælper ved Fortsættelsen og Udgivelsen af J. E. Krafts norske Forfatter-Lexikon. Oprindelig var det paatænkt, at Hansen alene skulde have paataget sig dette Foretagende, hvortil Lange ogsaa havde formaaet ham, men Hansen arbeidede ikke raskt nok, hvorfor Lange selv maatte overtage det[30].
Mellem det daværende Personale var der foruden Lange dengang kun en Videnskabsmand, nemlig N. Nicolaysen, thi først et Par Aar senere kom Huitfeldt-Kaas ind. Fuldmægtig G. Hall var en aldeles uliterær Mand, som dog efterhaanden havde vundet en vis Rutine i at fremdrage Dokumenter af Kancelliets og Rentekammerets Sager. Senior i dette Kollegium var Student A. P. Knoph, en gammel Non’ist fra Røraas, som Henrik Wergeland i sin Tid havde forbarmet sig over og skaffet en Kopistplads[31]. Han var, om muligt, endnu mere illiterat end Hall, brugte kun Papirsaxen og dyppede neppe en Pen, førend han, allerede et godt Stykke oppe i Sextierne, for en kort Tid vaktes til Virksomhed af en ærgjerrig Drøm, da Fuldmægtigposten blev ledig efter Hall. Imidlertid var han altid fuldt overbevist om, at han, om nogen, udfyldte sin Plads. Forøvrigt udmærkede han sig især ved et glødende Had til — Danmark, som han paa Kraftpatrioters Vis gjorde ansvarligt for alle Norges Ulykker. Ironisk nok var han opkaldt efter A. P. Bernstorff. I mere end 30 Aar søgte han (dog kun ved Kollegers Hjælp) at bringe sin Stamtavle i Orden, men aldrig fandt han «det manglende ene Led». Endelig var der Siegwart Petersen, som med Arkivstillingen forbandt en hel Legion af andre Befatninger og just paa den Tid begyndte at skrive sine talrige smaa Lærebøger. Desuden saaes i Kontoret jevnlig de faa Historikere, man dengang havde, samt Andre, der havde Oplysninger at søge[32].
Egentlig Historiker var Hansen aldrig, men hans Ansættelse i Arkivet gav ham Interesser ogsaa i denne Retning og øvede en betydelig Indflydelse paa hans Nyhedsblad, i hvilket herefter «Gamle Nyheder», hentede fra Arkivets Papirer, blev en staaende Artikel, og hans Blad fik fra nu af en ikke liden Lighed med den gamle Bergske Budstikke. Hans Forbindelse med Lange og andre Historikere bevirkede nemlig, at disse i hine Aar, da et historisk Tidsskrift haardt savnedes, hyppig gave ham interessante og værdifulde Bidrag. Denne hans historiske Retning fik ogsaa et mærkeligt Fremstød ved den eneste Reise, han nogensinde har foretaget ud over Norges Grænser, hans Deltagelse i Studentermødet i Upsala 1856, af hvilket han har givet en fortrinlig, sammentrængt Fremstilling. Paa Hjemveien, der lagdes over Kjøbenhavn, blev nemlig Hansen indkvarteret hos gamle Werlauff i dennes bekjendte (siden af Madvig beboede) Professorresidents i Kannikestrædet. Det saaledes stiftede Bekjendtskab grundlagde et senere aldrig afbrudt Venskabsforhold mellem Hansen og den gamle, elskværdige Ven af Norge og Nordmænd. De førte længe en stadig Brevvexling[33], for Hansens Vedkommende den eneste, han underholdt. Kan det interessere Nogen, da var det Hansen, som gjennem forskjellige Mellemled omsider udvirkede, at Werlauff (1862) blev Storkors af Olafsordenen, en velfortjent Paaskjønnelse for hans store Fortjenester af Norges Historie; men af større Betydning var det, at denne de danske Historikeres Senior af og til meddelte Bidrag til Nyhedsbladet; thi herved vakte dette Opmærksomhed i Danmark, og den norske Literatur blev gjennem Bladet mere paaagtet hos Broderfolket, end før, og fandt fra nu af bedre Indgang dernede.
Ved den Tid, da Hansen ansattes i Rigsarkivet, gjorde jeg, dengang filologisk Student, hans personlige Bekjendtskab. Ved Bogauktionerne havde han lagt Mærke til mig og bedet mig besøge ham. En Vaardag i 1856 kom jeg til ham. Imponeret af hans Bøger, yttrede jeg, at han med Tiden maatte faa en umaadelig Samling, naar han allerede eiede saa meget nu. «Aa ja», svarede han paa sin eiendommelige Maade; «dersom man ogsaa (det var en hyppig Interjektion i hans Mund) skulde indlade sig paa at leve længe». Skjønt ti Aar yngre end han, kom jeg meget snart til daglig at omgaaes ham og inddroges derved for bestandig i hans Kreds. Med det Gavn, jeg heraf høstede, og med den bestemmende Indflydelse, som disse Forbindelser øvede paa min Fremtid, skal jeg ikke trætte Læseren. Jeg har alene berørt det, forat man kan forstaa, hvorledes jeg er bleven istand til at fortælle om Hansen og hans Liv i denne og den følgende Tid ud af egne levende Erindringer.
Han boede dengang i Raadhusgaden No. 28, rimeligvis Christianias ældste treetages Gaard, bekjendt under Navn af «Pipergaarden» og dengang tilhørende en gammel Urtekræmmer Nils Haslund[34]. I tredie Etage havde Hansen to temmelig store Værelser. Allerede ude paa Gangen — om Entreer var der ikke Tale i de gamle Gaarde — saa man et større Parti Bøger, naturligvis saadanne, som Eieren neppe tillagde stort Værd, siden det laa aabent for Enhver. Indenfor var der Reoler overalt, og selv Sengen var saaledes indesluttet af saadanne, at der fremkom en bibliothekarisk Alkove. Man forbausedes ved de ofte fortrinlige Exemplarer paa Skrivpapir og Velin. Den dansk-norske Literatur viste sig strax at være den bedst repræsenterede, men ogsaa af fremmed og antik Literatur saa man kostbare Ting, hvis Erhvervelse dog tildels mere skyldtes tilfældigt Held end en bestemt Plan. Hvad var her ikke at lære og iagttage for den, som havde Sands derfor!
Dette enlige Bibliothek-Hjem var derfor ogsaa søgt af en stadig Kreds af Venner og Kammerater. Jevnlig saa man M. Birkeland og fra 1857 ligeledes af Henrik Ibsen, der i hint Aar vendte tilbage fra sit fleraarige Ophold i Bergen og overtog Ledelsen af det «norske» Theater i Møllergaden. Ikke sjelden kom Asbjørnsen, der i Nyhedsbladets første Tid havde været en af dets stadige Medarbeidere, Tyskeren Autenrieth, en Mand af Læsning og Literaturkundskab, Filologen M. K. Holfeldt (senere Overlærer i Bergen og tilsidst i Stavanger), den senere Statsraad O. A. Bachke (en af Hansens kjæreste Venner), Historikerne O. Rygh og H. J. Huitfeldt, nuværende Assessor Carl Lie, desuden af og til Bjørnson, J. E. Sars, Ivar Aasen, J. Gamborg, den kundskabsrige Departementsmaad (tilsidst Sorenskriver paa Ringerike) A. Segelke og forskjellige Andre. Stundom havde P. A. Munch et Ærinde til Hansen og fordybede sig da jevnlig i en eller anden Bog, hvis Indhold han maatte have slugt, inden han gik[35]. Ligeledes kunde man i Ny og Næ træffe Welhaven, naar han ønskede en literærhistorisk Oplysning og i den Anledning søgte Hansen «ved hans Redaktørpraas», som han kaldte det; han forlod sjelden Stedet uden at have givet en Aandrighed eller tilspidset Ytring tilbedste. En af Hansens bedste Venner var forøvrigt Sprogmanden Jacob Løkke. Denne var i disse Aar Adjunkt paa Lillehammer, men under sine Besøg i Hovedstaden boede han stadig i Bibliotheket, og hans Ankomst fremkaldte altid et lidet Gilde. Efter sin Forflyttelse til Kristiania i 1861 blev han atter en af de daglige Omgangsvenner.
Enhver af de gjenlevende mellem disse Mænd vil være enig i, at det var behagelige, beaandede og lærerige Timer, man tilbragte i Raadhusgaden No. 28. Fremfor Alt var det Hansens eiegode Sind, som frembragte den rette Stemning. Man morede sig ved at bringe ham Bøger og ved at spøge med ham. Asbjørnsen medbragte saaledes engang en liden Bog i 22 Exemplarer, med Titelen Paul Bottens St. Hansnats Eventyr, en Nytaarsgave til Forfatteren. Han havde nemlig mellem sine Samlinger fundet nogle barnlige Optegnelser af Hansen fra dennes Barndom om Huldre og Underjordiske og «deres Slægtregister», hvilke ad Omveie vare komne i hans Hænder, og som han nu lod trykke paa Velin. En anden Ven havde i Reskriptsamlingen (Wessel-Bergs Udg. I. S. 333) fundet et Reskript om en «Povel Hansen af Vaage i Gudbrandsdalen i vort Rige Norge», der «havde forseet sig med fire Kvindespersoner o. s. v.», men blev «pardonneret paa Liv og Krop, naar han Lovens Bøder og Kirkens Disciplin fyldestgjør og giver noget ad pios usus efter Biskoppens Kjendelse». Dette Reskript afskrev han, lod Rigsarkivar Lange vidimere dets ordrette Overensstemmelse med Originalen og forærede Hansen det i Glas og Ramme. En anden, Kredsens Latiner, skrev da under Hansens Billede følgende Epigram:
atque ortum proavo, quattuor fallente puellas.
Ikke anede Nogen af os, hvilke Tanker disse vore harmløse Indfald maatte vække hos vor Ven, om hvis Herkomst og Barndomshistorie dengang Intet vidstes blandt hans Christiania-Bekjendtskab.
Ofte tilbragte man her ogsaa Aftenen ved et studentikost Maaltid og et lidet Glas. Konversationen dreiede sig om alle mulige Ting, deriblandt ikke sjeldent om juridiske Emner. Hansen havde nemlig — maaske fra den Tid, han var paa Sorenskriverkontor — en stor Lyst til at bryde en Lanse med Jurister[36]. Mest var det dog literære Emner, som vare paa Bane. Mere end en Kritik, mere end en Afhandling i Nyhedsbladet har været paavirket af disse Samtaler. En Stamgjæst hos Hansen, som ofte kunde tie, men som altid var en opmærksom Tilhører, var Henrik Ibsen. Det tør nok hænde, at en og anden Enkelthed i hans senere Digte kan udlede sin Herkomst fra disse Aftener. Et enkelt Exempel vil jeg anføre. J. E. Sars havde i Begyndelsen af 1858 i Christiania-Posten skrevet en Kritik over A. Munchs dengang netop udkomne og stærkt lovpriste William Russell. Kritiken var ubarmhjertig, men det var noget vist Befriende i dens Protest mod Publikums overdrevne Ros. Selvfølgelig vakte Recensionen Forargelse, og Munch optraadte selv med en «Sangerprotest» mod den «kritiske Hane, der galede». Nu havde tilfældigvis en af os paa en Spadsertur opfanget en Samtale mellem tre ganske unge Damer. No. 1 af Smaapigerne havde talt begeistret om Lord Russell, No. 2 derimod snusfornuftigt bemærket, at der jo havde staaet Dit og Dat i Posten, men No. 3 afvæbnet Kritiken ved den trøstefulde Oplysning, at det Stykke var skrevet af et ungt Menneske, «som endnu ikke havde taget sin Embedsexamen». Referatet af Samtalen i Hansens Kreds har faaet følgende Amindelse i Kjærlighedens Komedie:
Men Gud bevar’s, der gives altid visse,
Som af det rørende sig lader hidse
Til Railleri! Det er jo vel bekjendt,
At her var En, som bare var Student,
Der var saa fræk, saa ryggesløs og ussel
At kritisere selve William Russell.
Denne Kreds fik Navnet Hollænderne, eller det lærde Holland. Dette Navn har sin Oprindelse deraf, at en af os under sin Beundring af det Held, som Hansen havde med sig til at opsnuse alle de mest obskure Tryksager og de sjeldneste Bøger, udbrød i det Holbergske Citat: «Pokker tage Hollænderen, han har sine Spioner ude allevegne». Senere hørte man undertiden ogsaa Navnet «Westphalere», fordi en (meget celeber) «Hollænder», der gjerne tidligst pleiede at indfinde sig om Eftermiddagen, af Hansen havde faaet Navnet «Geert».
De hyppige Sammenkomster fandt Sted i den her beskrevne Form indtil 1861, da Hansen giftede sig med Frøken Hanna Sang, en Præstedatter fra Romedal paa Hedemarken. «Holland» vedblev imidlertid fremdeles i flere Aar at existere, dels gjennem Smaaselskaber hos Medlemmerne, dels ved mere klubmæssige Møder og Sammentræf ude i Byen. Efterhaanden sporedes imidlertid ogsaa her Indflydelsen af den politiske Tvist og den dermed forbundne stærke Forskjellighed i Opfatningen saa at sige af alle Forhold. Ganske vist oplevede ikke Hansen at se Splittelsen fuldt gjennemført og Samfundet skilt ad i to eller flere Leire. Men Begyndelsen til alt dette havde dog meldt sig allerede i Sexti-Aarene. Derved udsondredes nogle periferiske Elementer af Kredsen. Men samtidig knyttedes ogsaa de Tilbageblivende endnu fastere og fortroligere sammen.
Det Forhold, som bestod mellem Hansen og hans nærmere, virkelige Venner, havde aldrig noget ved sig af det, man kalder Kammeraderi eller gjensidig Beundring. Man sagde aldrig hverandre smukke Ting i den Kreds, tvertimod man kritiserede hverandre uden Skaansel. Reklamevæsen og literært Vexelrytteri var banlyst.
VI.
Imidlertid var Hansens ydre Stilling forandret, idet han i Sommeren 1860 ombyttede Assistentposten i Rigsarkivet med en Amanuensispost ved Universitetsbibliotheket, der var bleven ledig ved A. Munchs Udnævnelse til saakaldet Docent ved Universitetet. Han overtog her Læsesalen.
Strax efter sin Ansættelse her foretog han ogsaa en af sine faa Reiser, nemlig til Throndhjem, den længste Udflugt, han nogensinde har gjort i Fødelandet. Paa Veien gjæstede han for sidste Gang sin Fødebygd. Det var ellers i Bibliothekets Ærinde, han reiste; thi Assessor Henrik Hornemanns Arvinger havde tilladt Universitetet at udtage, hvad det maatte ønske af dennes betydelige Bogsamling, der indeholdt mange Sjeldenheder[37]. Det traf sig, at hans Ophold i Throndhjem just faldt sammen med Carl XV.s Kroning, hvorom han da skrev nogle Breve til sit Blad. Men den sidste af disse Kroningsartikler har en særegen Interesse og vil derfor her saagodtsom helt blive meddelt som Prøve paa, hvad Hansens humoristiske Pen formaaede, naar han fandt et Emne, som var skikket til at begeistre ham. Man læse da Følgende:
— — Dog, hvor hovedstadsmæssig Gadernes Befolkning end viiste sig, var der længe for en Christianienser — ialfald for mig — en vis Mangel ved det hele Ensemble. Der manglede deri et satirisk-dæmonisk-ironisk Element, en rigtig dristig genremæssigt henslængt Figur, der i Lighed med Hofnarrene kunde forsone med den middelalderske Pomp netop gjennem Modsætningen, gjennem Aandrighed og Formløshed, hvor alt gik i Galla. Men Skjebnen, som i alt begunstigede Kroningen, hjalp ogsaa herpaa.
Thi Dølen kom, og der blev en anden Luftning, — jeg vil just ikke sige national, uagtet han selv tror at gaa med den Bør; men man følte sig ligesom mere etikettefri og lettet ligeoverfor alle disse Hensyn af Baand og Stjerner, hvormed den ellers jevne, borgerlige Dyd her gik belæsset. Thi Dølen, der har det ubestrideligste Talent til at være Hofnar i Middelalderens bedste Forstand, gik her omkring som et levende Træsnit, skaaret ud af en gammel Folkebog med Ironien bag sit Alvor og Graaden bag sin Latter — lige beredvillig til at spille Viismand som Daare — Alt efter Tidens Tarv. Han forstaar jo lige godt at være Loke og Till Uglspeil, det nationale Syvmilsskridts og det Fratzenhaftes almengyldigste Repræsentant. Hans hele Optræden gav Indtrykket af en Mand, «hvis Skotvinge faa ere værdige til at løse», og om hvem man skriver med skjælvende Haand, fordi man veed, at uden Dristighed kan han ikke behandles, og ved Dristighed gaar man ind i hans egen Methode. Da vi have carte blanche for hvad vi ville skrive om ham, ville vi her udtrykke os noget hensynsløst — ikke med Hensyn paa Dølen, thi han har selv sagt, at han er som Thors Bukke, der iaften slagtes og imorgen staa op igjen — men med Hensyn til Publikum, der officielt kræver en solid Tilhylning af Personen, hvormeget den end ønsker at kjende ham paa nærmere Hold.
For altsaa at fortsætte med Dølen — han ventedes og imødesaaes i det Trondhjemske, ligesom en Komet, og Manden med Kjæmpesvinet vilde sagsøgt ham for Afbræk i Næring. Og dog var der ingen særegne Foranstaltninger trufne til hans Modtagelse. Da han holdt sit Indtog i Byen, iført en af Regnen afbleget Dragt, der kun ved en mørkere Plet antydede, hvor det nationale Attribut Skræppen havde siddet, skeede det vistnok gjennem en Æreport, men dette var den samme, som Kongen havde reist igjennem, og saaledes kunde han vel ikke tilegne sig den heelt. Mangelen af Æreport var dog det mindste Skaar i hans Indtogs-Glæder. Dølen havde, som bekjendt, besluttet «at lufte paa sig» i Sommermaanederne og ved denne Luftning havde han faaet fuld Erfaring for den Beundring og Kjærlighed, hvormed han overalt omfattes. Han havde besluttet at gaa og blive længe paa hvert Sted. Men han var ikke før kommen, før man spændte Hestene fra Ploven eller Høsaaten (han var to Maaneder underveis) og kjørte ham videre. Dølen bemærkede derfor selv ganske rigtigt, at han var faret «som paa Lægd». Men saa kravlede han sig ogsaa frem ganske anderledes billigt end de tilsagte Kroningsgjæster. Alt, som han kom nordpaa, for den nationale Aand mere og mere i ham, og da han tilsidst havde nedladt sig til at gaa, og en barmhjertig Kronings-Samaritan kom kjørende og bad ham sidde paa med sig afslog han dette saavel af nationale Pilegrimshensyn, som fordi han vilde «besee den store Bjørka der ute ved Vegen» — jeg erindrer nu ikke hvor. Som Følge heraf var det da, at Dølen holdt sit Indtog tilfods — og som sagt ganske afbleget. Politiet, der «skuer Hunden efter Haarene», mærkede sig ham naturligviis strax — ikke i Egenskab af Landstryger, men fordi det var om Kvælden, og han ved sit lyse Udseende kom ind under «Geistertheorien». Og da han paa Grund af sin ubegrændsede Tillid til den norske Gjæstfrihed ikke havde sikret sig noget Tilflugtssted i den dyre Kroningsstad, var denne politimæssige Forsorg ham naturligvis meget kjærkommen. Det er ikke saa i Throndhjem som hos os, at Politiet har en til Væmmelse og Skjændsel grændsende Raadstue, hvor det anbringer husvilde Personer, men en Politibetjent har et eget Tabernakel (paa Norsk Skaale eller Skuur), hvorunder han samler de paa Gaderne adspredte Faar. Under dette Skuur bragtes da ogsaa Dølen — forresten godvillig. Det vilde geraade Throndhjem til liden Ære, dersom det havde vidst, hvilken Gjest der her placeredes paa denne Maade. Men det kunde toe sine Hænder — Dølen kom jo gaaende eller for at tale Hofsprog incognito. Politibetjenten behandlede ham altsaa som en almindelig Fangst, slap ham sammen med diverse Mænd og Kvinder fra Landets forskjelligste Egne og anviste ham formentlig Leie under en saakaldet Samfundsfeld. Men Dølen, der i flere Stykker er særdeles naturkyndig, traf sine strategiske Forholdsregler, idet han heisede sin Rustning saa høit paa en opstukken Stok, at — — — — Men Dølen var ikke før bleven kjendt som den meget omspurgte og beundrede literære Original, før Enhver slog Døre og Vinduer op, og bad ham tage tiltakke. Overalt spurgte og bad man om noget Døl. Dette var allerede en fuld Opreisning for Indtogets Tort. Men Dølen havde ogsaa en anden. Det af ham forsvarede og reddede (?) Ministerium saaes paa Gader og fornemme Steder, f. Ex. til Hove, at underholde sig med denne sin aandrige Talsmand. Det var navnligen her han syntes i sit Æs, hvad man ikke skulde have troet, da han tidligere ordentlig regnede Folk det til Last, at de kom i «fornemt Selskab». Men saasom han ganske træffende og ironisk har opstillet som sit Livs Program, stadig at skifte Mening, og stadig er Verdensgangens utrættelige Laudator, hvad der end skeer, saa var det netop i Charakteren her at tage Tingen, som han gjorde. Og han tog den sandelig fra den Side, som var fornøieligst baade for ham selv og Medmennesker. Uagtet dette Bukkeskjæg, som ved sin philosophiske Rædsel endog har kunnet aabne for ham den hermetisk tillukkede «Reformforening», optraadte han ikke paa sin skjæggede Philosophisk fra Holbergs Dage, men tvertimod i den meest moderne Almindelighed — og der var meer end et Damehjerte som slog, naar han, denne Aandrighedens stærkbrynjede Basunist, halv en Loke, halv en Lyriker, iført Præstekjole og Kammerherrebuxer, skred hen ad de kongelige Sale mellem stereotype Figurer af Hoffolk, hvis Liv kun pulserede i Bukning og Kjedsomhed. Dølen selv var ligesom høinet ved det Elysæiske i Situationen. Da han stod der ved Kongens Bord under Træernes vældige Kroner og med Blikket samtidig vendt paa sin Fortids Gjenvordigheder og paa Fremtiden og den mulige Kammerherre, og drak Kongens skummende Champagne til en Drikkevise af Tusender af frivilligt istemmende Stær, følte han sig med Rette stoltere end Hannibal, da han skuede ud over det yndige Italien, hvis fremtidige Hersker han i Aanden saa sig at være. Der er Mange, der som Dølen have ombyttet Lovanterne med Glaceehandskerne — den Lethed, hvormed det kan skee er den bedste Udtalelse af Standsforskjellens Ophævelse hos os. Men der er Ingen, der som han lyrisk kan glæde sig ved dette Changement — Ingen, der som han kan vade i Fortiden og favne Fremtiden —, der som han kan staa i den af ham paa «Madsidens Vegne» lovpriste ærlige Møg med det ene begsømskoede Ben og med den anden lakerede Fod i Kongens Hal, hvor der bruser af tommetyk Silke.
Og med alt dette vilde Dølens Stilling for enhver anden være lidet misundelsesværdig. Han gaar om i Verden som en stor Witz, hvorved alle lee, endog han selv. Idet man nyder ham, prentet og personlig, spørger man ikke om, hvorvidt han kan hangle Livet igjennem. Man giver ham et Glas Punsch og lader Guderne sørge for Resten. For Privatmandens Vedkommende kan dette passere, men ikke for Statens. — — — — Vi sige derfor: giv Dølen, naar han søger paa godt Dansk, en Kopistpost i det mindste og fordel ham i Ugen mellem samtlige Departementer. Disse trænge alle til Luftning. Dølen har desuden med lige Held taget Skolelærerexamen, som juridisk Examen og har, hvad han paa Grund af sin Aandrighed ikke burde have Lov til, viist sig som en fuldstændig Examenshelt. Han har i dette Stykke endog viist sig mere praktisk end nogen anden, da han har taget Styrmandsexamen uden nogensinde at have betraadt en Skude og derhos været en yndet Lærer i Navigation. — — — — —
Hansens drastiske Skildring af «Dølen» og hans Forhold til denne Mand overhovedet tiltrænger en Kommentar.
De to fordums Samarbeidere i Andhrimner, havde efter dette Blads Ophør vandret høist forskjellige Veie, men dog stedse fortsat et Slags Bekjendtskab. Vinje havde i 1853 skrevet Noget i Nyhedsbladet; men hans Anseelse hos Almenheden var dengang saa slet, at Hansen blev truet med Opsigelser og fra mange Kanter matte høre skarp Dadel over, at han havde tilstedet et «saadant Subjekt» Adgang til sine Spalter. Vistnok vare nemlig Vinjes Korrespondencer til Drammens Tidende i flere Aar flittigt eftersøgte paa Hovedstadens Caféer, men de henregnedes dog almindeligvis til den scurrile Literatur. Hansen var en af de meget Faa, der allerede da med et indtrængende Kjendskab til alle Vinjes Skrøbeligheder forbandt et klart Blik for hans Originalitet og uomtvistelige Begavelse. Der bestod saaledes et eiendommeligt Forhold mellem disse to, og Vinje henvendte sig jevnlig til Hansen, naar han vilde have et godt Raad, saaledes f. Ex., naar han drømte om Opfyldelsen af sit mest brændende Ønske. Dette var at komme i — Embedsstilling. Jeg har f. Ex. selv seet et Brev fra «Dølen», hvori han for ramme Alvor omtaler sin Hensigt at søge om — et Skoledirektør-Embede og anmoder om et Par Mænds Anbefaling til at faa det! En anden Gang havde han sat sig i Hovedet, at han burde være Universitetslærer, og tænkte sig et extraordinært Professorat eller, som det dengang hed, Lektorat, enten i sit «eiende» Maal eller i — «praktisk Filosofi». Undertiden vilde han dog nøie sig med noget Mindre. Saaledes ønskede han en Amanuensispost ved Bibliotheket, da Hansen selv var bleven Bibliothekar. «Aa ja», svarede denne, «dersom du kunde udvirke, at der blev to Poster at besætte; thi da kunde jeg jo lade den anden passe paa dig og gjøre om igjen alt, hvad du gjorde[38]».
At Hansen var Maalstrævets bestemteste Modstander og i Vinje saa «Sprogeieren» hindrede ikke, at han ret kostelig morede sig over Bladet Dølen og ved at omtale det i Nyhedsbladet bidrog betydelig til at henlede Almenhedens Opmærksomhed derpaa[39]. Vinje vilde engang gjøre en Art Gjengjæld og skrev allerede 1858 en anerkjendende Artikel om Hansen og Nyhedsbladet. Men i den samme Artikel forekom der ogsaa Ytringer, som ret tydelig røbede hans egen Natur og illustrerede hans egen Tænkemaade. Han beskyldte nemlig ganske ugenert «Botneguten» for at have saa at sige solgt sig til «den fine Fane» og insinuerede, at der bestod en stiltiende Aftale mellem ham og «fine Folk» om, at Hansen skulde bekjæmpe Norskheden, og de «Fine» til Gjengjæld gjøre ham til Universitetsbibliothekar[40]. Med dette Nummer af sit Blad i Haanden kom han smilende til Hansen i den Tanke, at han havde noget særdeles velkomment at overbringe ham, og at han havde gjort sig Hansen overmaade forbunden! Thi for «Dølen» stod en saadan «stiltiende Overenskomst» paa ingen Maade som noget forkasteligt, tvertom, han ansaa det for det naturligste af Verden, at man «opportunistisk» valgte det Standpunkt, som gav Udsigt til den største Fordel.
Læseren vil i det ovenfor aftrykte Brev fra Throndhjem have lagt Mærke til Bemærkningen om, at Dølen i sin Tid havde «regnet Folk det til Last», at de kom «i fornemt Selskab». Men nu var der netop Intet, som Dølen selv satte mere Pris paa, end — om det saa skulde ske gjennem Ydmygelser — at faa Adgang til de «høiere Cirkler». Hans Kryhed kunde stige til det Utrolige, naar han havde solet sig i Velynderes Gunst. Engang havde han i Hotel d’Angleterre drukket et Glas Punsch med Advokat Dunker. Da de forlode Stedet, sad Hansen i i Forværelset med Henr. Ibsen og nogle andre Venner, som nu hilsede paa Dunker og Vinje. Advokaten hilsede igjen, men ikke Vinje. Da saa Hansen Dagen efter spurgte om Grunden til, at han ikke vilde kjendes ved sine Venner, svarede han ganske naivt: «Nei, Du kan jo skjønne, jeg kunde jo ikke kjendes ved Jer, naar jeg gik med saadan en Mand».
For nu at vende tilbage til Hansens Throndhjemstur kan det bemærkes, at adskillige Godtfolk fandt, at Dølen var beskreven med en Frihed, som streifede ind over det Tilladeliges Grænse. Men Dølen selv, for hvis Falstaff-Natur det først af Alt kom an paa at blive renommeret, var selv inderlig tilfreds dermed, og Hansen havde derfor havt fuldkommen Ret, naar hen paaberaabte sig sit carte blanche. Dølen forstod ypperlig, at Hansens hyppige Omtale af ham havde forøget hans Læsekreds, og forsikrede ham stadig: »Du har været mig en god Mand, som jeg ikke noksom kan takke.«
Vinje skrev forøvrigt i denne Tid meget, som ikke alene var pikant, men ogsaa sandt og træffende, saaledes f. Ex. den vittige Artikel »Napoleon og Ueland«, som dog — mærkeligt nok — ikke er bleven optagen i den bindstærke Udgave af hans Skrifter, som nylig har seet Lyset. Derpaa drog han til England og udgav sin Britain and the British. Nu drømte han om Verdensry og kom 1863 henrykt tilbage til Christiania. Hansen kunde aldrig glemme det Udraab, hvormed Dølen paa Gaden — uden forudgaaende Hilsen — henvendte sig til ham og et Par Andre: »Jeg bliver mere og mere forklaret — man sublimeres.« Men Forventningerne om et europæisk Navn bleve snart skuffede. Misfornøielsen med egne Kaar gjorde ham saare bitter, og navnlig kunde han aldrig tilgive Bjørnson og Ibsen deres Gager af «Rikskassa». Snart vilde han saa have disse Digtergager afskaffede, snart foreslog han, at enhver Poet skulde gageres[41]. Værst blev det dog fra 1868, da han mistede den Kopistplads, han et Par Aar havde indehavt. Dengang havde Statsrevisionen endnu ikke antaget sine senere Dimensioner og frembød altsaa ingen Plads for ham. I næsten Alt, hvad han lod trykke, spillede disse hans private Anliggender nu en Hovedrolle. Hansen udtrykte dette (i Skill. Mag.) paa sin Maade saaledes: «Dølen skriver i den senere Tid meest om sin egen Afsættelse eller, som han ogsaa kalder det Vaar Politik».
VII.
Den 7de Marts 1864 udnævntes Hansen til Universitetsbibliothekar efter F. W. Keyser, som havde taget sin Afsked[42]. Hansen var forlængst af den almindelige Mening udpeget som den rette Mand til dette Embede, naar det engang maatte blive ledigt. Han fik heller ingen nævneværdig Konkurent, var enstemmig indstillet af Universitetet og hilsedes velkommen af Alle. Kort efter holdt den «hollandske» Kreds et Gilde for ham i Hotel du Nord. En af hans Kammerater havde efter Opfordring skrevet et latinsk Lykønsknings-Program fra Hollænderne («circulus noster literarius, qui Batavorum nomine gaudet»), der tryktes i nogle faa Exemplarer.
Dette Gilde var tillige en Afskedsfest for Henrik Ibsen, der nu, kort efter at Kongsemnerne var udgivet og opført, forlod Norge for lange Tider. Ibsen og Hansen saaes ikke oftere her i Livet. Men Hansen fulgte med den mest levende Interesse sin gamle Vens Produktion og hans fra nu af hurtig voxende Berømmelse. Navnlig var han meget stærkt optaget af Peer Gynt, der udkom til Julen 1867. At det maatte gjøre et forunderligt Indtryk paa Huldrebrylluppets Forfatter at læse dette Digterværk af sin gamle Staldbroder, siger sig selv. Men det kan forsikres, at den Følelse, som overveiede enhver anden, var Glæden over at gjense noget af det, han i sin Ungdom selv havde tænkt, i en saa fuldendt og forklaret Skikkelse hos Ibsen. Han skrev ogsaa en kort Anmeldelse af Peer Gynt i Skillings-Magazinet, men den udførligere Omtale, som han her bebudede, kom aldrig. Kun til faa, fortrolige Venner omtalte han sin egen Ungdomsdigtning. Af Publikum var det aldeles glemt, eller rettere man havde aldrig vidst det, at Hansen engang havde gjort en lovende, men brat afbrudt Begyndelse paa Digterbanen. Forinden Peer Gynt var udkommen, havde Hansen, i Forening med P. Chr. Asbjørnsen, O. A. Bachke, M. Birkeland og Jacob Løkke, indleveret til Regjeringen en underdanigst Ansøgning om Digtergage for Ibsen. Det er uvist, om det vilde have lykkedes at bevæge Statsraad Riddervold til at indstille paa en Kgl Proposition i denne Retning. Den gamle Præst havde taget Forargelse af Figuren «Straamand» og nærede overhoved Frygt for de Virkninger, som Ibsens Forfatterskab i Fremtiden vilde øve. Omstændighedenne bevirkede imidlertid, at det blev daværende Statsraad Stang, som kom til at behandle Sagen. Storthinget i 1866 bevilgede Gagen mod faa Stemmer, men var ikke Proposition bleven fremsat, havde Sagen visselig for det Første været haabløs. Thi Thinget havde endnu ikke ret faaet Smag paa at votere den Art Bevilgninger efter private Initiativ.
Efter sin Udnævnelse til Bibliothekar fratraadte Hansen Redaktionen af Nyhedsbladet, der overtoges af den samtidig som Bibliotheksamanuensis ansatte Fr. Bætzmann, nylig hjemkommen fra et langt Ophold i Italien. Han vedblev dog som Medarbeider, og da Bladet, der en Tid havde været eiet af et Interessentskab med Jonas Lie, da Sagfører paa Kongsvinger, i Spidsen, i Sommeren 1865 gik over til Mallings og Cappelens Forlag, indtraadte han atter som Redaktør. Men Nyhedsbladet havde ikke nogen lang Levetid for sig. Konkurrencen med Skilling-Magazinet, der henvendte sig til en anden Læsekreds, havde det kunnet klare; men fra Begyndelsen af 1866 fik det en farligere Konkurrent i Norsk Folkeblad. Dette, grundlagt af Nyhedsbladets tidligere Kasserer, en Skolelærer Olsen (den samme, som tilsidst blev Verdens Gangs Fader), begyndte med en storartet Humbug, bedre skikket til at samle, end til at bevare en stor Abonnentsskare. Ikke alene sattes nemlig Kontingenten ufornuftig lavt, men der forespeiledes Landets Tusinder af Almueskolelærere, at, om de antoge sig Bladets Udbredelse, skulde »Overskuddet» anvendes til Pensioner for deres Stand! Hertil kom, at en meget navnkundig Mand snart efter overtog Redaktionen. Det er bekjendt, at dette Blad omsider spillede fuldstændig Fallit, men den første og nærmeste Følge af dets Fremtræden blev Nyhedsbladets Ophør ved Udgangen af 1866[43]. Af Hansens værdige Afskedsord til sine Læsere hidsættes følgende:
Nyhedsbladet har kunnet glæde sig ved mange og trofaste Venner, som paa forskjellig Maade lige til denne Stund have forsøgt at støtte det. Men det har ogsaa skaffet sig ligesaa oprigtige Fiender. Indbildte Poeter og Literater, hvis Producter ere blevne afviste, grundtvigianske Seminarister, hvis sproglige Paafund ere blevne latterliggjorte, pirrelige Geistlige, hvis Intolerance er bleven revset, og bondefule Politikere, hvis Herskesyge er bleven blottet — alle have havt Selvopholdelsens Drift og Ret til at hade og modarbeide Nyhedsbladet. Et faatalligt literært Proletariat i vor By har sat dette Had i System og gjort sig det til ordentlig Levevei. — — — — Men Hovedsummen af vore Erfaringer er dog af fredeligere Art, saaledes at vi overhoved skylde vore Læsere Tak for langt og trofast Samvær. Selv de Abonnenter, som af personlige Grunde have atter og atter sendt Opsigelse, kun for at abonnere paany, takke vi paa Avislaugets Vegne, thi de have for os kun tjent som levende Vidner om, at Sag og Sandhed altid staar høiere end private Formeninger».
Hansen overflyttede fra nu af sin Recensions-Virksomhed til Skilling-Magaszinet, i hvilket han vedblev at være Medarbeider til sin Død.
Omtrent paa den Tid, da Nyhedsbladet gik ind, blev Hansen anmodet om i Anledning af en Verdensudstilling i Paris at forfatte en statistisk Udsigt over den nyere norske Literatur. Dette gav Anledning til hans fortrinlige Verk, La Norvége litteraire au 19e siècle, der dog først blev færdigt ved Juletid 1868. Han har her leveret et Hjælpemiddel, der udmærker sig i lige Grad ved Fuldstændighed, ved Klarhed i Fremstillingen og ved Objektivitet i Domme. Der er her nedlagt overmaade meget Arbeide, og Bogen har gjort stor Nytte, navnlig har den bidraget mere end noget andet Verk til at give Udlandet Begreb om norsk Literatur[44]. Ogsaa en norsk Bibliografi for Aarene 1848—1865 fik han i Forening med S. Petersen tilveiebragt.
Samtidig deltog Hansen ogsaa i Udgivelsen af en af vore første Klassikeres samlede Verker. I 1867 paabegyndtes nemlig den smukke Udgave af Welhavens Skrifter, paa den Gyldendalske Boghandels Forlag i Kjøbenhavn. Welhaven var, som bekjendt, dengang allerede saa afkræftet, at han selv liden eller ingen Del kunde tage i Foretagendet. Det var vistnok hans Ven, Statsraad Birch Reichenwald, hvem Æren i væsentlig Grad tilkommer for at have fremmet det, ligesom Geheime-Etatsraad A. F. Krieger, Norges og den norske Literaturs trofaste Ven, varmt interesserede sig for samme. Ogsaa Hansen deltog imidlertid med stor Redebonhed og Flid i dette Arbeide, og det saameeget mere, som Welhavens Digtning længe i særlig Grad havde tiltrukket ham. Den syge Digter sendte ham i den Anledning et smukt Erindringstegn.
Selvfølgelig maatte Bibliotheket drage Fordel af en saa indsigtsfuld Bestyrer. Idet han efter Keysers Exempel selv besørgede det daglige Udlaan, har han gjort Mangfoldige, baade Videnskabsmænd og Andre, store Tjenester ved sin udstrakte Literaturkundskab, som han altid beredvillig lod komme Enhver til Gode. Han øvede ogsaa en belærende Indflydelse paa yngre Mænd med literære Interesser, saaledes paa den unge J. B. Halvorsen, der ved den Tid grundlagde de Samlinger, hvis rige Frugt nu nedlægges i hans Forfatterlexikon. Hansen virkede ligeledes ivrig for Bibliothekets Komplettering. Dets Personale forøgedes med en i 1866 oprettet ny Amanuensispost, der besattes med Ægypteren J. Lieblein. Ved samme Leilighed reguleredes Gagerne, men de sattes yderst knapt, og det ikke mindst for Bibliothekarens eget Vedkommende[45].
Om Hansens Sundhedstilstand tør jeg ikke dømme, kun kan jeg ikke erindre, at han nogensinde var egentlig syg. Men hans Kræfter vare dog medtagne af meget og opslidende Arbeide, og en Ungdom, henrunden under smaa Kaar og knap Forpleining, maatte vel ogsaa øve sin Indflydelse paa hans Helbred. I hans senere Aar plagedes han derhos haardt af Næringssorg. Han havde giftet sig som Amanuensis med Gjæld, han besad intet økonomisk Talent, og mindre end de Allerfleste forstod han at gjøre sig sin Pen indbringende. I sine sidste Aar maatte han gjøre sig fortrolig med Tanken om at skulle sælge sit Bibliothek, hvilket han helst ønskede at se overdraget helt til en By eller en Stiftelse; Tanken om, at Bergens By burde erhverve det, var allerede fremme i hans levende Live. Det fulgte derfor af sig selv, at hans sidste Aar ikke vare ublandet lykkelige, skjønt hans livlige Aand dog altid holdt ham nogenlunde oppe.
I 1869 var der et nordisk Studentermøde i Christiania. Hansen foreviste en Dag Bibliotheket for de fremmede Gjæster, men uheldigvis var Lokalet netop blevet skuret, og de raa Dampe paadrog ham en Sygdom, der snart viste sig at være Lungebetændelse. Den ansaaes dog ikke for livsfarlig, og det kom derfor helt uventet, da man om Morgenen den 7de Juli fik høre det sørgelige Budskab, at han var død om Natten. Han havde endnu ikke fyldt det 45de Aar.
Nogle Dage senere fandt Begravelsen Sted paa Vestre Akers Kirkegaard. Præsten Fangen talte nogle Ord i Kirken, og en Sang af Jonas Lie blev afsungen. Senere skrev J. B. Halvorsen en smuk, men ganske kort Nekrolog i (dansk) Illustreret Tidende. Vinje skrev et Mindedigt[46].
Hansen efterlod en Søn, der bærer hans eget fulde Navn og blev Student 1885, samt tre Døtre, hvoraf den ene siden er død. Hans Enke, der trofast og opofrende har levet for dem, fik en Pension af Storthinget, oprindelig kun for fire Aar, men siden for Levetid.
Efter længere Tids Forhandlinger indkjøbtes hans Bibliothek ved privat Subskription i Bergen, der var sat i Gang af en Komite. Bergenseren Børs i New-York ydede det største Bidrag. Kjøbesummen var 3000 Spdlr., hvortil kom et Par hundrede Spdlr. som Godtgjørelse for den Katalog, som nogle af Hansens Venner havde besørget og skjænket Boet. Ved Bistand og Opofrelser af den Afdødes Venner, deriblandt navnlig Bibliothekar Keyser, bragtes Boets indviklede Affærer til en efter Omstændighederne ønskelig Udgang.
Paul Botten Hansen var i flere Henseender en usædvanlig Personlighed. Han var i høi Grad kritisk anlagt, ja i store og væsentlige Spørgsmaal var han vistnok en Skeptiker. Men han havde samtidig bevaret et varmt Hjerte og et kjærligt Sind. Grundstemningen i hans Sjæl var et Humor saa ægte, som det kun sjeldent forekommer. Derfor viste han ikke lettelig Forbitrelse eller Haan ligeoverfor Modstandere eller ligeoverfor Retninger, som ikke tiltalte ham. Han kunde latterliggjøre det Forvrængte, som han mødte i Livet, uden at Hadskhed og Fiendskab beherskede hans Syn. Han formaaede tvertom sympathetisk at opfatte de enkelte berettigede Momenter, der kunde skjule sig endog der, hvor han i det Store og Hele mente at se Vildfarelse og Uret. En uegennyttigere Mand møder man sjelden, og var Nogen fri for Forfængelighed, da var det han.
Han havde været en af dem, der i en voxen Alder skulde skifte Stand og opflyttes i et nyt Lag af Samfundet. Det er ikke just Alle, for hvem Metamorfosen lykkes. I vor Tid, efterat Maalstrævet og Radikalismen have øvet sin Indflydelse, ser man hos Personer, «udgaaede af Folket», ofte et firskaarent, nonchalant og udfordrende Væsen. Tidligere var det noget anderledes. Gamle Traditioner og Respekten for «Pudderskyen fra Fædrenes Parykker» vare dengang endnu en Magt, og man saa hyppigere end nu Exempler paa homines novi, der havde anvendt en yderst omhyggelig, smaalig Bestræbelse, ja et møisommeligt Studium for i det Ydre at aflægge den gamle Adam og at tilegne sig de høiere Embedsmænds Akcent, deres Manerer og værdige Holdning, med andre Ord, man havde en liden Klasse af de forlorne, affekterede og opstrammede Væsener, der fortrinsvis kaldes Parvenuer. Det er den Slags Folk, som yndede at bringe Trivialiteter til Torvs med en Mine, som om de vare Grander af Spanien, og om hvem en vittig Storthingsmand engang bemærkede, at deres Taler vare, som om man vilde synge en Gadevise efter Melodien: «Af Høiheden oprunden er». Men var noget Menneske fri for alle saadanne Aberrationer, da var det Hansen. Han gjorde intet Forsøg paa at udslette Sporene af sin Herkomst. Han knotede ikke, men udtalte til sin Død f. Ex. Lucian og Julian med Tonen paa første, «Fordel» og «fornem» med Tonen paa sidste Stavelse, ligesom han aldrig gav Slip paa Oplændingens bekjendte tykke r. Og dette klædte ham, ligesom det (for her at mindes en stor Mand) klædte Madvig saa godt, naar han talte sit prægtige Bornholmsk. Men, medens han saaledes ikke ænsede Skallen, havde han desto bedre tilegnet sig Kjernen: den dannede og velstuderede Mands Opfatning og Tænkemaade. Hans ydre Fremtræden var altid udpræget forstandig, beskeden og fremforalt naturlig og taktfuld. Han var bleven hjemme i Christiania, men havde altid en kjærlig Tanke for de Forhold, af hvilke han var udsprungen. Welhaven har sagt om Edvard Storm, at hos ham var den trofaste Gudbrandsdøl og den indgroede Kjøbenhavner harmonisk forenede. De Ord har jeg stundom erindret, naar jeg har tænkt paa Paul Botten Hansen, Edvard Storms Sambygding. Den gjennemførte Agtelse for, hvad der var sandt og gedigent, var hos Hansen forbunden med et betydeligt moralsk Mod, en høi Grad af Frihed for Menneskefrygt. Han bøiede sig aldrig for, hvad han etsteds i sin franske Bog kalder les opinions dominantes. Han gjennemskuede Pietismens, Vestlandspolitikens, Bondesmigreriets og Halvkulturens Skrøbeligheder, og han forudsaa klart de Farer, som alt dette maatte medføre for Fædrelandet. Han forargede af og til Demokratiet ved at skrive eller optage frimodige Kritiker over dets Bedrifter og dets Mænd. Men samtidig indtog han den samme uafhængige Holdning mod de dengang herskende Kredse i Hovedstaden, og hans Blad var tidt en alt anden end velkommen Læsning for Folk, der mente at have forpagtet Smagen og vundet Hævd paa at angive Tonen i Literatur og Kunst. Er dette allerede i og for sig en stor Ros for en Mand, bliver det en dobbelt for en bondefødt. Det er jo netop Bondens Achilleshæl, at det saa tidt skorter ham paa Selvstændighed. Klarest kommer dette tilsyne i det politiske Liv. Bonden kan være overmaade kjæk, naar han ved, at han f. Ex. har Vinden i Thingsalen med sig eller dog sine Vælgere i Amtet bag sig, men kun altfor sjelden finder man en Ole Hammerstad, som turde sige Vælgerne Sandheder og, om det kneb, staa «blottendes aleine». Det gjælder imidlertid ogsaa i andre Livets Forhold, at Bonden har liden Lyst til at være sig sin Mening bekjendt og som oftest taler eller i det Mindste forhen talte den efter Munden, med hvem han var sammen, lad være, at han siden lo ad ham bag hans Ryg.
Hansen var en Bøgernes og Reflexionens Mand, men ikke en Handlingens og Initiativets. Han var ikke fri for Opsættelseslyst og aagrede ikke altid med Tiden. Han lagde neppe Planer til omfattende Verker og har i ethvert Fald ikke udført dem. Hans Produktion bestod derfor mest af Leilighedsarbeider. Men han har i sine biografiske og kritiske Smaaskrifter nedlagt en Mængde værdifulde Oplysninger og fremsat talrige træffende og levedygtige Bemærkninger og Iagttagelser. Hans Stil stod paa Høide med det Bedste, Samtiden formaaede. Den udmærkede sig ved en Fyndighed, der hos os søger sin Lige. Og gjennem hans Fremstilling, der maaske hævede sig høiest i Polemiken, gik der en eiendommelig Understrømning, der var beslægtet med Holbergs Muse. Denne vor ypperste Klassiker var da ogsaa i de modnere Aar hans kjæreste Læsning.
Literaturhistorien vil vide at finde Hansen i hans Skrifter, og den vil bevare det Billede af hans Personlighed, som kommer tilsyne gjennem disse.
Men desværre har Læseverdenen endnu ingen bekvem Adgang til Hansens Skrifter. De foreligge nemlig for det Meste i Blade, i det næsten uoverkommelige Andhrimner og det heller ikke meget hyppigt forekommende Nyhedsblad. For den yngre Slægt er han altsaa næsten at betragte som en ubekjendt Forfatter. Forlængst har det derfor været erkjendt, at et Udvalg af hans mærkeligste Arbeider burde samles og udgives. Mathematikeren Dr. Elling Holst foreslog for en Del Aar siden, at Studentersamfundet burde antage sig denne Sag, og hans Tanke fandt udelt Bifald, men er ikke bleven udført. Vi ville for Literaturens Skyld haabe, at Ideen maa gjenoptages, og at man vil finde den rette Mand til at forestaa Udgivelsen.
- ↑ Hansen har i Langes Forfatterlexikon i Artikelen om ham selv henvist til et Stykke i Drammens Blad for 1854 af B. Bjørnson. Selvfølgelig har jeg bestræbt mig for at faa fat paa denne Opsats, men forgjæves. Aargangen findes ikke i Universitetsbibliotheket, og i Drammen, har man tilskrevet mig, eier end ikke hint Blad selv sine tidligere Aargange. Bjørnsons Stykke, der maaske kunde indeholde noget af Interesse, maa vel altsaa betragtes som forsvundet af Verden.
- ↑ Fietzents har udgivet en Sundheds-Cathechismus eller Lyksalighedslærens første Grunde, Søndagsaftens-Læsning for unge Mennesker og Menigmand, der nu vistnok er forglemt, men som i sin Tid oplevede tre Oplag. Det første Spørgsmaal lyder: «Hvad er vor Slægts inderligste Ønske?», hvilket besvares saa: «Lyksalighed eller den største Sum af behagelige Fornemmelser, som den herneden kan haabe».
- ↑ I Vaage Ministerialbog findes Følgende: «Paul, født 26de December 1824, døbt 30te Januar 1825. Sells Kirke. Ugifte: Ungkarl Hans Paulsen Nystuen og Pige Ragnhild Johannesdatter Botten. Faddere: Amund Stordalen, Peder Klevimellem, Syver Botten, Mari Hagen, Rønnaug Botten». (Meddelt af Sognepræst Holmboe i Vaage). Selv høitideligholdt han altid 16de Novbr. som sin Fødselsdag, uagtet altsaa Døbeattesten har udvist 26de December.
- ↑ Sønnen, den i Forordene omtalte P. M. Søegaard, har beskrevet noget af denne Flytning i sin lille Bog I Fjeldbygderne, Chra. 1868.
- ↑ «Byhelg» omtales ogsaa i Fietzens’s ovenfor citerede Sundheds-Cathechismus (2det Opl., S. 56) sammen med «Auktionshelg» og «Markedshelg» osv.
- ↑ Sammenlign de senere anførte Prøver af Novellen.
- ↑ Illustreret Nyhedsblad 1863, No. 209.
- ↑ I en parodisk «Nekrolog» over sig selv (der siden skal omtales) af 1856 har P. B. Hansen spøgt med denne Barndomserindring paa følgende Maade: «Hans første Skridt paa Offentlighedens Bane var, at han oprettede en Børnebank for at afhjælpe den blandt hans Lige herskende Mangel paa Byttemiddel. Men da han ikke hertil havde søgt Bygdevægterens Approbation og dog satte Navn paa sine Fabrikata, blev hele Banken beslaglagt, og han selv bragt i yderste justitiel Vaande. Heraf kom hans senere Foragt for Penge, der aabenbarede sig i permanent Pengeløshed» osv.
- ↑ Af Ministerialbogen sees han at være konfirmeret af Krag med Vidnesbyrd «Meget godt» 30te Juni 1840. (Sognepr. Holmboes Medd.).
- ↑ Af Hansens nærmeste Slægt døde Bedstefaderen Johannes Engebretsen Botten 1ste Marts 1847, 78 Aar gl., Morbroderen Jon 22de Febr. 1874, 62 Aar gl.; Imbert skal være død c. 1860. (Sognepr. Holmboes Medd.).
- ↑ Under sit Ophold paa Lillehammer skrev han vistnok af og til ogsaa Vers i Byens Avis. Et saadant, et Syttendemaipoem, undertegnet «Paul Hansen», har jeg fundet i Lilleh. Tilsk. for 1846, No. 309.
- ↑ Ill. Nyhedsblad’s Nytaarsgave for 1862. Hansens Antagelse, at Magnus Berg, ligesom han selv, har hørt hjemme i Sell i Gudbrandsdalen, er (efter Bergs Testamente, som findes i Geheimearchivet [Sjellandske Indlæg 1739 Litr. A.]) ikke usandsynlig.
- ↑ Ill. Nyhedsblad 1857 No. 30.
- ↑ Hun var født Buch og Datter af en tyskfødt Gravør.
- ↑ Hansen, dengang Assistent i Rigsarkivet, havde engang i Ill. Nyhedsblad udtalt sig misbilligende om Øvrighedens Fremgangsmaade mod Thrane. Statsraad Bretteville ytrede i den Anledning for Hansens Foresatte, Rigsarkivar Lange, sit Misnøie med en saadan Optræden af en Kopist. Lange havde selv ingen Forargelse taget, men gjorde Hansen bekjendt med Statsraadens Ord.
- ↑ Af Erfaring vidste altsaa Hansen, baade, at Russen skriver Vers og, af hvad Beskaffenhed disse pleiede at være. Herpaa gav han et Bevis i 1857. Den talentfulde, men tidlig bortkaldte Journalist H. H. Bordevik var i dette Aar bleven Student fra Throndhjem og indsendte strax (uden at navngive sig) nogle Poesier til Nyhedsbladet, selvfølgelig fast overbevist om, at de skulde gjøre Opsigt og Lykke. Ugerne gik, men Versene kom ikke i Bladet. Den unge Digter tog da Mod til sig og gik til Hansen for at spørge, om de og de Vers vare komne ham i Hænde. «Nu, De er altsaa Hr. Bordevik?» spurgte Hansen. Den Anden spurgte forbauset, hvoraf han kunde vide hans Navn. «Aa jo, da jeg ikke kunde betvivle, at De var Rus, tog jeg Artiumslisten for mig og saa strax, at Bogstaverne H. H. B. i Deres Signet maatte betyde H. H. Bordevik».
- ↑ Aaret i Forveien havde nuværende Prof. Fr. Brandt gjort en Begyndelse til en Række Saga-Oversættelser under Titelen Skildringer af de gamle Nordboeres Færd; men kun en Saga udkom.
- ↑ «Fietzentz viste nemlig Folket i sin Sundheds-Cathecismus, hvorledes det skulde blive sundt og lykkeligt, og i sine Prækener, hvorledes det som bedst kunde blive fordømt».
- ↑ «Ældre Folk i Dalen bestemme endnu Tidspunktet for mærkelige Begivenheder ved at henføre dem til det eller det Aar før eller efter denne ødelæggende Vandflom (Mai 1789), der med alle sine Rædsler uudslettelig har indpræget sig i Hukommelsen».
- ↑ Nordisk Conversations-Lexikon, 3die Udg., I, S. 384.
- ↑ Disse Linier gaa igjen i Kjærlighedens Komedie (1ste Udg. s. 19), hvor
Ibsen skjæmtende citerer sin Ven saaledes:
«En gammel Praktikus, som ikke henter
Sin Visdom blot af mugne Pergamenter,
Har sagt, at Kjærligheden gjør Petrarker
Saa let som Fæ og Ladhed Patriarker». - ↑ Nogle ret træffende Bemærkninger om Datidens Kunst- og Literaturforholde har Monrad fremsat i dette Tidsskrift, saaledes i Aarg. 1853, S. 337—340 og 382—383.
- ↑ En literær Forening» existerede dog i Samfundet og udfoldede i nogle faa Aar et vist Liv. Hansen var en Stund Medlem og har her holdt et Par Foredrag. Foreningens Stifter var H. Schultze, og nogle andre mindre Forfattere, C. P. Riis, A. Borchgrevink og A. Aabel, optraadte ligeledes der.
- ↑ Da Catilina udkom, var jeg Discipel i næstøverste Klasse af Christiania Kathedralskole. Vi kunde her som Pensum i Norsk lære udenad Stykker af Forfattere efter eget Valg. Flere af Klassen valgte at lære temmelig lange Afsnit af Catilina. Jeg erindrer, at dette interesserede Ibsen at høre, da jeg fortalte ham det i 1857. Derimod erindrer jeg ikke mellem mine unge Samtidige en Eneste, der omtalte eller havde læst Huldrebryllupet.
- ↑ Et samtidigt Blad, hvoraf dog kun 17 No. udkom, se Halvorsens Forfatter-Lexikon II. 395.
- ↑ Samtidig skal han have havt et Tilbud om at blive Redaktør af en Avis i Drammen.
- ↑ Af dem, som have skrevet i Nyhedsbladet, kunne nævnes: A. Arbo, P. C. Asbjørnsen, M. Birkeland, B. Bjørnson, O. J. Broch, Statsraad L. Daae (anon.), L. Dietrichson, Chr. Hansteen, E. F. B. Horn, H. J. Huitfeldt, P. A. Jensen, Th. Kjerulf, Chr. Lange, Jonas Lie, Jac. Løkke, M. J. Monrad, A. Munch, P. A. Munch, O. Rygh, J. E. Sars, F. C. Schübeler, A. Segelke, Johan Storm, Magd. Thoresen, E. C. Werlauff, A. O. Vinje.
- ↑ En af vore Forlæggere havde engang i Nyhedsbladet faaet en høist fortjent Tilrettevisning for sit Styverfængeri. Da imidlertid Bladets Bogtrykker stod i Klientelforhold til hin Boghandler, blev han greben af en Panik for, at denne mægtige Mand skulde unddrage ham sin Søgning, og bønfaldt derfor Hansen om en Attest for, at han (!) var udelagtig i hin Artikel i Bladet. Hansen gav ham en Bevidnelse om, at han ikke alene var uskyldig som det mindste Barn, men at, «selv om han af al sin Evne havde anstrængt sig for at forhindre Stykkets Trykning, skulde dette ikke have hjulpet det allerringeste».
- ↑ R. Nyerups Levnetsløb, udg. af C. L. Strøm, Kbhvn. 1829. S. 100.
- ↑ Efter Langes Død var det Forlæggeren Johan Dahl, som paa egen Haand lod trykke de sidste Ark, der ogsaa i Sandhed allerede ved Artiklernes uordentlige, ja næsten kaotiske Plads for nogle Bogstavers Vedkommende, bære Spor af, at Udgiveren var borte. Hansen og Huitfeldt (der ligeledes har betydelig Fortjeneste af Værket) gave dog nogle Tilføielser. Værket fik ingen Fortale, men Hansens Bemærkninger i Nyhedsbladet 1863, No. 33 kunne gjøre Tjeneste som saadan.
- ↑ I nogle uforstandige Blade fortaltes der ved hans Død (1878), at «han havde hørt til Wergelands fortroligste Venner» (!).
- ↑ Til stor Plage for Personalet var det, at Kreti og Pleti, som vilde bese det i anden Etage værende Rustkammer, toge feil og trængte ind i Arkivet. P. A. Munch, som i den Tid, han efter Langes Død bestyrede Samlingen, ærgrede sig meget over disse kjedsommelige Gjæster, søgte forgjæves ved Plakater, skrevne med hans egen kalligrafiske Haand, at forebygge Invasionerne. Naar Hansen, efterat han havde forladt Arkivstillingen, stundom saa op til sine gamle Venner paa Fæstningen, hændte det, at han paa sin lune Maade kom ind ad Døren med de Ord: «Er Rustkammeret aabent idag?»
- ↑ Af Werlauffs Breve til H. ere de vigtigste udgivne af mig i Norsk historisk Tidsskrift 1 R. I. S. 434—446.
- ↑ Denne Husvært saa surt til Hansens Bibliothek, da man havde gjort ham vis paa, at den tunge Bogmasse maaske bragte den gamle Gaard til at synke, og Hansen truedes ofte med Opsigelse, ja maatte for at undgaa den love ikke at kjøbe flere Bøger (!), hvorfor han stundom indsmuglede sine nye Bogkasser paa Tider, da Værten ikke kunde iagttage det. Men en Dag hændte det, at Hansen gik ned i Kramboden og lykønskede Haslund som femtiaarig Borger af Hovedstaden. Denne, som ikke havde mærket sig Dagen og mindst tænkte paa noget Jubilæum, spurgte forbauset, hvorfra Hansen vidste det. Denne fremtog da en gammel, trykt Borgermatrikel. Fra den Tid af nærede dog Verten lidt større Respekt for den Bogsamling, hvori der endog fandtes noget — om ham selv!
- ↑ Saaledes staar endnu for mig den hjertelige Latter, som den rigtignok ogsaa usigelig komiske Bog Statsfangen Magnus de Beringskiolds Transportreise (af W. L. Sebbelow) fremkaldte hos Munch. Det var virkelig et «Syn for Guder».
- ↑ Jeg var engang i et Selskab med Hansen hos en fælles Ven. Her kom han i en ivrig Samtale med en Mand, uden at vide, hvem denne var, om Morderen Arne Kulterstads Sag, som just var paadømt i Høisteret. Vedkommende var af en anden Mening, end Hansen og gjendrev venligt, men bestemt hans uforgribelige Formeninger. Da Samtalen var forbi, spurgte Hansen mig, hvem det var, han havde talt med. Jo, det var Assessor (senere Statsraad og Justitiarius) Meldahl. «Ah, da var det jo intet Under, at han var saa stiv», svarede H.
- ↑ Se herom Ill. Nyhedsbl. 1866, S. 29. Hos Hornemann fandt Hansen det eneste bevarede Exemplar af J. R. Paullis Politisk Kandestøber, hvilken Bog F. Bætzmann siden udgav i Kjøbenhavn 1867.
- ↑ Da Vinje omsider blev Kopist i Justitsdepartementet, arbeidede han i Begyndelsen som en Smed, idet han tænkte sig store Avancements paa den departementale Bane, uagtet den daværende Expeditionssekretær havde ladet ham forstaa, at man ikke forudsatte stort Arbeide af ham. Da han senere forstod, at hans «Befordrings-Udsigter» ikke vare store, indstillede han sin Kontorflid og lod sin Bureauchef vide, at denne meget snart vilde blive glemt, medens han selv kunde gjøre Regning paa Udødelighed.
- ↑ «Vi tro», skrev saaledes Hansen (Nyhedsbl. 1863, No. 28), «uden Ubeskedenhed at kunne tilegne os nogen Fortjeneste af Dølens Naturhistorie og af hans mange kostelige Eiendommeligheders rette Erkjendelse in publico». I 1861 No. 31 skrev han i Anledning af Dølens uefterrettelige Omtale af P. F. Suhm). «Det gjør ikke stort til Sagen, da Ingen falder paa at benytte Dølen som Kilde for en hedenvandret Mands Biographi. Men det oplyser Forskjellen mellem den Ting at skrive aandrigt og den Ting at skrive faktisk». Stundom morede Hansen sig med at sætte Dølen paa Prøve. Et Exempel: Engang, da første Bind af et meget anseet videnskabeligt Verk var udkommet, blev det for visse Aarsagers Skyld strax omtalt i Dølen som et aandløst og maadeligt Arbeide. Hansen havde sin Mistanke om, at dette kun beroede paa en Inspiration fra en af Forfatterens Modstandere, og ved et tilfældigt Sammentræf ytrede han til Vinje: «Du maa vogte Dig for at skrive saadant om en Bog, som endnu ikke er udkommen, men blot annonceret». «Hvad siger Du?» udbrød Dølen, som blev hed om Ørerne, «jeg forstod ikke bedre af hvad — — fortalte, end at den var udkommen og ikke duede til noget.»
- ↑ Jeg hidsætter Stedet: «Den fine Fane, han tener under og som breider sine Bladkur ikring honum, den tar honum som ein Stridsmann mot Norskheti, fordi han kjenner hena og soleids kan hogga og slaa for desse danske Herrar betri en nokon af deim sjelve. Nokon Aftale er vist ikke gjord imellom deim, men dei forstaar hverandre (!), og Botnen arbeider i deires Aand, og dei koma til at skaffe honum ein Bokgjøymsle-Post, om han verdt tru inntil Enden. Han fortener ærlegt ein slik Post ved sin Kunnskap og Bokkjensla, det er ikke for det, men han vilde no aldri faa den, dersom han var Døl, idetminste ikki so lengi dei no Raadande liva, likesolitet som Welhaven nokotsinn var vorden Professor, dersom han ikki havde godtgjort sin «gode Smag» ved at klora Wergeland i Augo». (A. O. Vinjes Skrifter i Utval IV. S. 229).
- ↑ Saaledes skrev han 1865 om C. P. Riis (Vinjes Skr. IV. S. 58): «No daa Staten har lagt i Veg med at draga Omsorg for sine Poeter, sosom ved at gjera some til Skogmenn og lata andre faa Pengar, liksom meir for inkje, so lyt den taka Riis med. Det er raadlaust annat, for anten alle eller ingen, daa Skilnaden imellom deim ingalunde er so stor, at nokon har Rett til at krevja nokot framifraa. So kunne dei daa alle sitja klunkande med Horpa si paa Rikskassa.» Og i det følgende Aar, da Ibsens Brand var udkommet (Skrifter IV. S. 143): «Det var trongt og smaatt for Ibsen, og dette gjorde vist det meste til, at han kom in paa dette sit Brandvæsen. Men no daa han har fengjet Poetløn af Rikskassa og Stipendium ataat, so gjeng han trulegt ut af Brandkorpset som Chef idetmindste. Faa no sjaa. Det plagar ganga slik med dei politiske Brandmenn, naar dei faa seg eit godt Embætt, og Elden legg sjeldan lenger inne hjaa slike Poeter en hjaa Politikere. Det er veike Menneskjor allesaman. Gjev Kalven ein Høydott, so rautar han ikki lenger.»
- ↑ Jeg har i Skillings-Magazinet for nylig d. A. givet en temmelig udførlig Skildring af denne fortjente Mands Liv og Virksomhed, til hvilken jeg her kan henvise.
- ↑ Nogle Aar senere fandt en Literat af lavere Rang, der i et Par Aar udgav et Illustreret Nyhedsblad, for godt at betegne dette sit Foretagende som en Ny Række af det gamle ansete Hansenske Blad.
- ↑ I 1875 traf jeg i Rostock en sydtydsk Literat, som, da han hørte, at jeg var Nordmand, strax bragte dette Verk paa Tale og ytrede, at han tænkte paa at oversætte det paa Tysk. Han fik af mig Løfte om fornøden Veiledning til Bearbeidelsen, men jeg har siden ikke hørt mere til Sagen.
- ↑ Aaret efter Hansens Død fremkom en Insinuation imod ham, der gjorde hans Venner og overhoved dem, som kjendte og vurderede ham, meget ondt. Prof. L. K. Daa havde i 1867 deponeret et utrykt Ungdomsdigt af Henrik Wergeland, hvori denne havde udtalt sig for Nordens Enhed, paa Universitetsbibliotheket, men da han i 1870 spurgte efter det, var det umuligt at gjenfinde det. Den udpræget mistænksomme Daa udtalte sig herom (i sine Tids-Tavler I. S. 366) i følgende Udtryk: «At Bibliothekaren B—H. den 7de Juli 1869 var død, havde uden Tvivl begravet Hemmeligheden med denne Forsvinden, da han som flittig Literatur-Historiker og som den, der ofte havde ytret sig imod Skandinavismen, sandsynligvis har havt anden Anvendelse for det, hvorom han ikke har udtalt sig paa Dødsleiet». (Udhævelserne ere gjorte af mig). Efter mange Aars Forløb, og efterat ogsaa Daa var død, blev imidlertid Digtet gjenfundet — i Bibliothekets Manuskriptrum, hvor det var faldet ned mellem Reolen og Væggen!
- ↑ Optrykt i Utval af A. O. Vinjes Skrifter I. S. 680 flg.