Partipolitisk kapløb om udsultede provinser
Partipolitisk kapløb om udsultede provinser
Syditalien er ikke ganske roligt den senere tid. Der er maaske ikke mer uro, end der pleier være. Men det som er, springer saa i øinene, fordi der ellers hersker saa fuldstændig ro i landet.
Syditalien har altid i kamret været de reaktionære regeringers støttepunkt. Men nu begynder socialismen at sive ind. Den har vel nærmest bredt sig sydover fra Neapel av, hvor socialisterne vandt terræn ovenpaa kommuneskandalerne. Hidtil har de faat ret i hver sag de roted op i. Men her sydpaa er partiet ikke saa vel disciplineret som i Norditalien. Og det har mange grunde; det ligger bl. a. i folkenaturellet — lidenskaben har lettere for at vokse dem over hodet. Det ligger ogsaa i det, at en mængde av disse socialister har gjort det svimlende sprang til socialist direkte fra det ikke at kunne læse og skrive — den kunst lærte de i militærtjenesten. Bevægelsen er til en begyndelse ganske anderledes farlig og uberegnelig her end nordpaa.
Jeg ved ikke om dette er en av grundene, men Syditalien er pludselig kommet i vinden i politiken. Det er vistnok før ogsaa — og med rette — sagt om den landsdel, at Italiens fremtid vil bli saadan, som Syditaliens blir; og naar nye ministerier dannedes, saa tog man av lokal-hensyn altid nogle statsraader derfra.
Men nu er Syditalien rykket frem til at bli vigtigste post at behandle i nationalforsamlingen. Der er kapløb mellem partierne om at tilrive sig reformerne.
Ihøst reiste ministerchefen Zanardelli sydover paa kondolence-tourné. Den indlededes med en stor banket i Neapel og avsluttedes i Basilicata med en redegørelse for de indhentede erfaringer.
Saadanne banket-tournéer til urolige landsdele har hævd i den italienske politik. Da Pelloux efter urolighederne for vel en fire aar siden overtog regeringen, sendte han tre retoriske statsraader ud paa tourné til Sicilien, hvor de indprentede folket, at det ikke var nødvendigt at gøre oprør for at opnaa forbedringer; vi ved jo meget vel hvor elendigt det staar til her paa øen, sa deres hovedtaler; vi kommer her, bare forat I skal se os og faa tillid til vor bevaagenhed. Statsraaderne hadde ordet alle tre efter hverandre, og den efterfølgende roste altid den foregaaende. Det var et ganske fornøieligt syn. Og Sicilien fik løfte paa nye veie og havne, og de fattige skulde faa jord at dyrke — romerrettens begreb om eiendom, retten til usare et abusare, var da gudskelov et tilbagelagt stadium, sa de. — Det blev imidlertid med løfterne. —
Zanardelli var nu tilstede ved en vældig banket i Neapel, hvor hans landskendte veltalenhed holdt en poetisk samlingstale med gammel glans over retoriken fra firtiaarenes reisningstid. Han er selv en gammel mand, som har været med ved frihedsværket, dengang det begyndte i Norditalien — han er fra Garda-sjøen. Han sa bl. a. i sin tale: «... Jeg ser i eders bifaldsstorm en hilsen til den landsdel, hvorfra jeg er, jeg ser i den et udslag av det brodersind ligeoverfor egnene under Alperne, med hvilke I har fælles fremtid og fælles hjærteslag.» — Og han var uden statsraadsfølge, saa han maatte rose sig selv. Han regned op sine gode handlinger mod Syditalien helt fra 1876, da han som arbeidsminister skaffed jernbane mellem Neapel og de to hovedprovinser i syd. Han mindtes Garda-sjøens bølger, hvor Vergil hadde færdes, og Posilippo-haugen ved golfen, hvor hans grav laa. Han sanked, saa godt han kunde, paa de store fælles minner i landet, som bandt nord og syd.
Og efter denne indledning fortalte han, at nu vilde regeringen spendere 100 millioner til en vandledning! Nu hadde regeringen nedsat en kommission, som skulde gøre Neapel til et industricentrum! Nu skulde bytolden paa maccaroni og brød ophæves! — og i flere smaabyer skulde de helt sløife toldmuren, saa alle levnetsmidler blev billigere o.s.v. Og han hadde nys læst en fransk bog, hvor der stod noget, som ogsaa faldt sammen med hans opfatning: at en intelligent regering og administration kunde gøre Neapel’s befolkning til den fremmeligste i Italien, i enhver henseende, ogsaa i moralsk henseende ... «I forvisningen herom løfter jeg mit bæger og drikker. Jeg drikker paa Neapel’s fremtid, — og da tænker jeg paa dets genialitet paa tankens omraade, paa dets offermod, naar det gælder handling o.s.v. Jeg drikker paa eders udmerkede ordførers sundhed o.s.v. Jeg drikker paa kommunestyrets vel, som blev valgt nu nys under det stærke fornyelsens pust og som har en velsignelsesrig mission at udføre for verdens mest fortryllende by. Jeg drikker amtsrepræsentanterne til, repræsentanterne for retsvæsen, for øvrighed. Jeg drikker industriens repræsentanter til og handelens o.s.v. Jeg drikker o.s.v. o.s.v.» Den gamle minister drak dem alle til, entusiastisk, under blændende retorik.
Talen gjorde da ogsaa vældig virkning paa forsamlingen i øieblikket. De faldt i ekstase av kunstnydelse.
Og saa reiste den gamle mand sydover, besøgte smaabyerne, omsværmet af ordførere, og holdt taler og drak paa byernes vel. Efter sit besøg i Basilicata-provinsen samled han sine indtryk fra reisen og holdt for vælgerfolket en ny stortale, hvis mening, sammentrængt, var denne: Han hadde ikke hat idé om, hvordan her saa ud! Ingen veie omtrent! der er jo 21 kommuner, som ikke har kørevei! Nogen har ikke engang stier, saa de bruger elveløbene. Men høst og vaar, naar det regner, er adkomsten avskaaret; dagevis er de uden post og aviser! — Og saa emigrationen! Saa dødeligheden, specielt paa grund av malariaen og det elendige hospitalsvæsen! Uvidenhed i jordbrug og dets fremskridt! — Det som maa til, det er jernbaner! og veie! og drikkevand — den store vandledning! Saa maa der skogplantning til, forat det kan komme til at se ud som dengang da Ovid og Martial besang syden — mod malariaen, mod oversvømmelserne. Saa maa der finans-reformer til — skatten paa arbeidsprodukterne maa omlægges; der maa skaffes billige laan til kommunerne. — — Hans række indtryk var en eneste jammer fra ende til anden; han hadde ikke hat idé om, at det saa slik ud ...
I begyndelsen av oktober var Zanardelli færdig. En maaneds tid efter reiste forhenværende minister, den deputerede Sonnino sydover. Han er nu det moderate partis fører i kamret, arvtageren efter Crispi og Rudini, oppositionens leder mod ministeriet. I og for sig en kraft, en personlighed. I Neapel holdt han sin bankettale. Han er tør; hans programtaler er som algebra. Og naar han vil være poetisk, saa nøier han sig med at citere andres digte — han er jøde. Sammentrængt var hans tale følgende:
Jo da, vi har en meget god idé om, hvordan her ser ud, her syd. Det er noget, vi alle har kendt til — det er ikke noget at anstille sig overrasket over. Vi kender endog grundene: Det er jordbruget, det stikker i — grundskatten (imposta fondiaria)! det er hypoteklaanene, som ødelægger jordbruget. Dette uvæsen at laane paa jorden! — dette utal av smaabanker, som lever av at være mellemmænd! Og saa er det de store banker i Neapel, som eier alt i jorden. Det er netop denne brug av krediten, som er det gale. — Problemet i syden er et ganske andet, end Zanardelli sa: en faar ta det fra grunden av, skal man først gøre noget. Jernbaner hjælper ikke — det er ikke det, som trænges; det er netop det, som er feiltagelsen, at tro det, saaledes som man har trodd nu en 30 aar. For naar arbeidet med anlægget er over, saa gaar jo arbeiderne der ledige igen .... Grundskatten maa reduceres til det halve, ved en speciel lov for Syditalien og øerne! Der ligger egentlig botemidlet. Og den som vil løse problemet ad den vei, har hans — Sonnino’s — støtte, enten han er høire, venstre eller radikal ....
Dette var hovedindholdet af Sonnino’s lange tale; og hans avis — Giornale d’Italia — bragte dagen efter de lovforslag, som han agter at forebringe kamret. — —
Med hensyn til ministerchefen Zanardelli, saa er jeg ikke der i tvil om, at den gamle retor følte det væsentlige av den lands-bekymring, han i feststundens henrykkelse la for dagen. Sagen stiller sig mere tvilsom med Sonnino; hans program har for tiden ingen anden bestemmelse end at være meisel, som skal hugge løs tilhængere fra regeringens majoritet. Man er ikke helt tryg for hans medynk med de stedmoderlig behandlede provinser i syd, endda han som ung har gjort studiet af dem til sit specielle.
Og denslags manøvrer fra partierne, pludselig at ville overgaa hverandre i kærlighed til reformer, har god tradition i den italienske politik. Da saaledes venstre to til tre aar efter at have faat magten (1876) indbragte for kamret et forslag om ophævelse av told paa mel som det første skridt til en radikal skattereform, kom Sella, høires geniale fører dengang, straks frem med et forslag, som ogsaa var retfærdigt og paakrævet, nemlig om nedsættelse av salt-prisen. Ved denne vældige kurtise av de lavere klasser vildledtes dengang den offentlige opinion, — og meltolden forblev den samme indtil den dag idag. Ogsaa. den antike statsforfatnings historie kender denslags kneb.
Sonnino ved for det første meget vel i sit hjærte, at denne reform med nedsættelsen av grundskatten ikke gaar i kamret; der vil nemlig bl. a. lokal-interesserne straks reise hodet i veiret: Ogsaa vi fra Norditalien vil ha reduceret grundskatten! Han ved endvidere, at en lettelse i grundskatten i tilfælde ikke vil komme jordbrugs-proletariatet tilgode, men bli en foræring fra staten til endel million-godseiere, som ligger inde i storbyerne og morer sig. — Forslagets reelle hensigt er at bevare status quo.
Nu har ogsaa til overflod en av de største godseiere der sydpaa, høiremanden Capelli, netop skrevet en opsigtsvækkende artikel, hvori han siger, at en saadan skattelettelse hjælper ikke det gran (gjennemsnitlig vil det bli 11⁄2 à 2 lire hektaren i lettelse!) Men i den med bredt landmandshumør skrevne artikel vender han sig ogsaa mod Zanardelli’s nye jernbaner. Han siger, at de som er bruges jo ikke av befolkningen han siger, at det er med jernbanerne her syd ligesom med museerne og gallerierne i Rom: gaar en romer der mere end en eller to gange om aaret, blir han anset for et merkeligt dyr. Og endda merkeligere dyr er de indfødte, som reiser paa Syditaliens baner og ikke har fribillet. Han mener, at det, som skal til, er en fornuftigere drift av banerne, saa de blir brugt av folket og bærer sig (bl. a. nedsættelse av taksterne).
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |