Palmyra
Palmyra.
En Novelle.
1.
Nej, nu taber jeg Taalmodigheden! sagde den gamle Grosserer Falster og saa paa sit Ur. „Ja, min Taalmodighed er længe siden borte“, svarede hans Datter, den lysøjede Rikke; „nu er Thevandet tredje Gang gaaet af Kog.“ „Bare Drengen ikke er kommet Noget til“, mente Moderen, og saa ængstlig imod Døren. Mina sad taus og strikkede; men hendes blussende Kinder og stigende Barm forraadte, at hun ikke var den Ligegyldigste iblandt dem. „Hør, Thore“, raabte Falster ud af den aabne Dør, „har Du seet rigtig paa Tilsigelsen; har min Søn virkelig bestilt Hestene til Kl. 4?“ — „Der kan De selv see“, svarede Gjestgiveren, og rakte Skydsseddelen. Men i samme Øjeblik rullede en Rejsevogn ind over Gaarden; en ung Mand sprang ud, og med et højt Glædesraab styrtede den glade Familie sin længe savnede Yndling imøde. „Min Moder, min Fader! Rikke! Mina!“ raabte den overraskede Rejsende, og tumlede fra den Ene til den Anden. Glædestaarer trillede ned over Alles Kinder, og den fromme Moder foldede sine Hænder og takkede Gud. „Stille nu, Børn!“ afbrød endelig Falster den glade Tummel; „Rikke, tænk paa din The, der er gaaen af Kog. Stop Dig nu en Pibe, min Søn, drik og hvil Dig ud; Du trænger vel til det. Lad nu alle Spørgsmaal fare, Børn; der kommer jo en Dag i Morgen ogsaa. Men for Pokker! det er allerede ganske mørkt; Anton kan jo ikke see at faa Koppen til Munden. Bring Lys ind, gamle Thore.“ Lyset kom ind, og de nysgjerrige Blik faldt nu paa engang paa den elskede Anton, som i samfulde fire Aar havde været borte i langt fraliggende Lande. Men med Forfærdelse bleve de Alle var, hvilken voldsom Forandring der var foregaaet med den unge Mand. Sundhedens glødende Roser vare bortvegne fra hans Kinder; det matte Øje laa dybt under den furede Pande; maver fremragede den spidse Hage og Næse i det engang saa fyldige Ansigt. „Store Gud!“ raabte Madame Falster; „hvorledes er det med Dig, min Anton? Har Du været syg?“ „Syg just ikke“, svarede han med et vemodigt Smil, „men ret frisk har jeg ikke været, siden jeg forlod Asia.“ „Og det har Du dulgt os i dine Breve“, sagde Faderen bekymret. Mina saa blegnende paa ham, og Rikke løftede det blonde Hoved i Vejret, og tørrede en søsterlig Taare af Øjet. „Ja, ser Du, gode Fader; det er kommet saadan efterhaanden; vi lede mange Besværligheder, som Du ved, paa Hjemrejsen, og jeg er egentlig mere afkræftet og mat, end just syg. Den norske Fjeldluft og Eders Kjærlighed vil snart give mig mine Kræfter tilbage.“ — „Ak, det var dyrt at betale de Kundskaber, Du har erhvervet Dig paa dine Rejser“, sukkede Moderen, „naar det skulde koste Dig Helbreden.“ — „Sig ikke det, Moder!“ svarede Anton med blussende Blik; „jeg vilde ikke have undværet denne Rejse for et langt, sundt Liv; den er ubetalelig. Dog, I Kjære! værer ikke bekymrede; jeg kommer mig nok.“
Thetøjet var sammenpakket; Antons Skydsheste stode forspændte. Rikke bragte med nedslaaet Mine den elskede Broder Velkomstbægeret, og da Mina stødte an, trillede en Taare ned i det perlende Glas. Stille tømte Enhver Glasset, og den gamle Madeira havde ingen Smag. Nu rullede Falsters Vogn frem; Forældrene toge den kjære Søn imellem sig, og de unge Piger stege sørgmodige ind i hans Rejsevogn.
2.
Vi have ført vore Læsere ind i en saare elskværdig Familie. Den gamle Grosserer Falster, en Bondesøn fra denne Ø, havde ved ærlig Flid og Anstrengelse skaffet sig en betydelig Formue, og hvad mere var, ualmindelige Kundskaber og en sjelden Dannelse. Uden at være egentlig Videnskabsmand, kjendte og elskede han Videnskabelighed, og da hans talentfulde Søn, beriget med Indsigter og med hæderlige Vidnesbyrd, havde forladt Kjøbenhavns Højskole og var vendt tilbage til Fædrenehuset, gav han med Glæde sit Minde til at Anton modtog et fordelagtigt Tilbud fra sin Universitetsven, Grev Rosenholm, at gjøre Følge paa en videnskabelig Rejse til Italien, Grækenland og Orienten. Rosenholm tilbød ham fri Rejse; men Falster, som ikke vilde vide sin Søn afhængig, udstyrede ham rigeligt, og saaledes forlod han efter et halvaarigt Ophold i Norge atter sin Familie, ledsaget af de varmeste Ønsker og Velsignelser. At disse to modne Ynglinge rejste som Mænd, viste Antons rige, skjønne Breve, og Falster rystede altid smilende paa Hovedet, naar hans gamle Fuldmægtig i de senere vanskelige Handelsaar betænkelig raadede ham til at formindske de store Remisser! Madame Falster var en Kone, der i enhver Henseende fortjente at besidde en saa elskværdig Mand, og hendes stille, huslige Virksomhed, den fortræffelige Opdragelse, hun havde givet sin eneste Datter og den fader- og moderløse Mina, tildrog sig Alles Beundring. Rikke og Mina vare, hvad Aand og Hjerte angik, et sandt Søsterpar; huldt opvoxne i den skjønne Natur, tæt udenfor en af Norges mest kultiverede Stæder, skjønne som Naturens fagreste Blomst, omfattede de hinanden med den inderligste Kjærlighed. Anton var efter sit Ophold hjemme, førend han tiltraadte Rejsen, bleven et nyt Baand imellem Pigerne; thi i de stille, fortrolige Timer, naar Rikke strømmede over i Lovtaler over den næsten tilbedte Broder, dulgte ikke Mina for hende, at hun elskede den skjønne, talentfulde Yngling; og Rikke betroede hende ethvert betydningsfuldt Ord af Antons Mund, naar han havde talt om Mina; han skulde og maatte elske Mina; derom var ingen Tvivl. Ethvert af hans Breve bekræftede ogsaa denne Mening; thi i intet af dem var hun glemt, og selv det korteste og skyndsomste indeholdt et Par Linjer til hende. Begge de Gamle saa med Glæde denne Tilbøjelighed fremspire. „Mina vil engang blive en Kone, som Du er, min Anne“, sagde Falster ofte, og trykkede sin Kones Haand. „Og Anton bliver en Mand og Fader som Du, Gamle“; svarede den gode Moder og kyssede Falster ømt paa Panden. „Det skulde gjøre mig ondt, om Anton lod sig fængsle af nogen fremmed Pige“, lagde hun saa til; „thi tro mig, Minas Hjerte hænger ved ham.“ „Det har ingen Nød“, mente Faderen.
Nu vare da Adskillelsens Aar forløbne. Skjælvende af Fryd læste Falster det sidste, korte Brev fra Anton, hvori han meldte sin Tilbagekomst. Mina kunde neppe holde ud at sidde i Stuen; hun blegnede og rødmede vexelvis og brød endelig ud i en voldsom Graad. „Tilgiv mig!“ raabte hun og tilhyllede sit blussende Ansigt. Men i et moderligt Favntag skjulte den værdige gamle Kone Pigens skamfulde Hoved ved sin Barm, og hviskede sagte til hende: „min Datter!“
Et Par Uger vare forløbne, og nu traadte Falster en Dag ind til sine Fruentimmer, med et forklaret Aasyn. „Skynder Jer, Børn! I Eftermiddag vil jeg kjøre en Tur med Eder. Rikke, sørg for en god Madkurv og en Flaske Madeira eller to. Vi kjøre Anton imøde. I Nat laa han paa Rødby, Klokken 4 ere hans Heste bestilte paa Sundsæt.“ „O Gud!“ raabte Rikke, og tabte Synaalen. Madame Falster skød Skammelen hen ad Gulvet, og Mina trak efter Vejret — „Anton kommer, — Falster, vil jeg sige!“ raabte den gamle Kusk til Staldkarlen, Stuepigen til Kokkepigen, Kontorbetjenten til Skriverdrengen, og aldrig havde det i Falsters Hus varet saa længe, før en Vogn blev forspændt og en Madkurv tilsnøret; thi Ingen vidste af lutter Glæde, hvad han gjorde.
3.
Det var langt paa Dag. Mismodig sad Familien i den ellers saa muntre Dagligstue. Ængstligt lyttede de efter enhver Bevægelse ovenpaa, hvor Anton laa. Da traadte han endelig ind med det vanlige, ømme Smil, og kyssede dem Alle hjertelig. Der var noget Højtideligt i Familiens Stemning; Antons blege, skarpe Aasyn gav ham et sælsomt Præg, og nedslog den Glæde, hans Nærværelse vakte. Nu satte han sig imellem dem, og den sonore Stemme talede i de gamle Toner, kun blødere, det rene Sprog. Nylig førend han traadte ned, havde Faderen formanet dem til at undgaa at omtale videre hans sygelige Udseende. „Thi“, mente han, „man kan jo ikke vide om et Sjælesaar, der ikke taaler voldsom Berørelse, nager hans Barm.“ Samtalen blev derfor snart behagelig, og Anton vidste ved sin smagfulde Underholdning og sin Inderlighed at kvæle de foruroligende Tanker. Rikke spurgte efter hans Dagbog. „Desværre“, svarede han, „vil det vare længe, inden jeg faar fat paa denne min Rejseskat. Den laa i en Kasse, som ved min Uagtsomhed blev efterglemt i Marseille. Men den er i meget sikker Forvaring, og vil ved første Lejlighed blive bragt til Kjøbenhavn. Imidlertid faar De tage til Takke med mine Erindringer og en Del Tegninger.“
Dagen henflød saare behagelig og da Anton imod Aften saa sig omringet af en Mængde gamle Bekjendte, der vare indbudne, tabte den vemodige Stemning sig hos ham, som saa let forener sig med den inderligere, højere Glæde, der kun blomstrer i den enge Kreds af de Dyrebareste for vort Hjerte. Han blev saare oprømt og fortalte de muntreste af Rejsens Eventyr. Da Rikke mærkede, at de mange krydsende Spørgsmaal, der snart satte ham i Øst, snart i Vest, begyndte at trætte ham, foreslog hun Selskabet at sætte sig i en Kreds, og efter Rad gjøre ham, Enhver især, et Spørgsmaal, som han i Ro kunde besvare. Det blev vedtaget, og Raden kom til Presten, Antons Barndoms Lærer. „Sig mig“, sagde denne, „hvilket Land forekom Dig interessantest; var det Rom med dets prægtige Ruiner eller Athen med dens betydningsfulde Levninger? Jeg ved, Du var som Barn Græker med Liv og Sjæl.“ „Det er jeg endnu“, svarede Anton, „men hverken Rom eller Athen greb mig med den Inderlighed, som Orienten. Hist bliver man ikke færdig med at beundre, med at nyde; men Historien efterlader intet dunkelt Slør over Oldtiden, og den plastiske Natur er lig Marmoret, hvis Overflade tilfredsstiller vort Blik, medens det forstenede Indre ej volder nogen Længsel eller Anelse. Jeg ved, hvad der er indenfor; men det falder mig ej ind at sønderbryde Formen, for at betragte, hvad den dølger. Anderledes er det med Orienten. En dyb Aand rører sig i de sønderbrudte, adspredte Levninger; Historien har der kun en Lampe at lyse med, ingen Fakkel. Men dette Lampeskin, Hr. Pastor, det bringer Hjertet til at bæve af en sød, inderlig Fornemmelse.“ — „Du — Du Tydsker!“ sagde Presten smilende; „men jeg begriber meget vel, hvad Du vil sige. Den græske Storhed, Østens Blomsterverk og Romernes Mangfoldighed lader sig ikke sammenligne; de ere uforenbare. Men derfor kan man jo nyde enhver for sig, og den Plastik, som Du synes at have tabt Kjærligheden for, den er dog det Fuldendte, dersom Livet er mere end Drømmen, Dagen mere end Tusmørket.“ Anton hørte ikke længere paa ham. “Uforenbare!“ sagde han sagte hen for sig, og lagde Hovedet i Haanden; „uforenbare!“ raabte han højt. „Nej, kjære Hr. Pastor; der var et Sted hvor det Høje, det Dybe og det Rige omarmedes i søsterligt Samfund; Alderdommens højtideligste Levning minder endnu i sit Grus om at denne Forening kunde tilhøre Jorden. Disse Levninger vare fordum det herlige Palmyra“, vedblev han, og tørrede Sveden af sin Pande; „men tilgiv mig: saa gjerne jeg end dvæler ved den kjæreste Erindring af min Rejse, saa føler jeg, at det i Aften angriber mig at tale derom.“ Med Forundring betragtede Selskabet den unge Mand, og den Spænding, hvori han befandt sig. Enhver længtes efter at høre mere om dette Palmyra, der som en for mange Aar siden forglemt Bekjendt traadte frem for Adskilliges Erindring, og overraskede ved den Glands, hvori det ved Antons Fremstilling nu for første Gang viste sig.
Anton befandt sig ikke bedre, men heller ikke værre i de første Uger efter Hjemkomsten. Formiddagen tilbragte han gjerne paa sit Kammer med at arbejde, og om Eftermiddagen spadserede han eller underholdt sin Familie. Mina, hvis Billed han havde bevaret i venligt Minde under den lange Fraværelse, gjorde nu et saare dybt Indtryk paa ham. Den Finhed og Delikatesse, hvormed hun omgikkes ham, og bag hvilken den inderligste Hengivenhed og den ømmeste Deltagelse fremlyste, maatte mægtigt røre Antons for alt Ædelt og Skjønt aabne Sjæl. Gjerne tilbragte han ogsaa flere Timer i hendes og Søsterens Selskab, og da var det som en ny Olje gød sig over hans Livsaander.
Paa engang var den hele glade Bygning omstyrtet, som Familien havde bygget paa hans jevne Rolighed. En mørk Tungsindighed bemægtigede sig ham, og han forlod hvert Øjeblik Stuen for at søge Ensomheden. Ingen kunde udfinde nogen anden Grund til dette Tilbagefald, end en Tegning af Palmyra, der var kommen ham i Haanden, idet han gjennembladede sin Portefølje med Familien. Især skyede han, som det lod, den stakkels Minas Selskab, og hun græd i Ensomhed mangen bitter Taare derover. En Morgen gik den bekymrede Fader op paa hans Værelse, greb ømt hans Haand og sagde: „Kjære Anton! En lønlig Græmmelse fortærer Dig. Betro Dig til din gamle, troe Fader. Har Du en Kummer, som kan hæves? ingen Opofrelse skal da være stor nok fra min Side. Og er din Smerte af den Natur, at Mennesker ej kunne borttage den, saa kan dog Mennesketaarer lette den. Vend Dig ikke bort fra os, men læg dit Hjerte op til mit.“ Antons Øje vædedes; han trykkede sig i Faderens Favn, og var længe taus. „Kjære, elskede Fader!“ svarede han endelig med sagte Stemme; „dersom jeg vidste, hvad der fejlede mig, vilde jeg ikke længere være ulykkelig. Jeg forsikrer Dig, min Kummer er mig selv en Gaade. Men stundom gaar der noget op inden i mig, som jeg ræddes ved at betragte. Dersom jeg sagde Dig, hvorledes jeg har det, vilde Du tro, jeg var afsindig; og jeg er virkelig bange for min Forstand.“ — „Hvad er det da? Hvad gaar op inden i Dig?“ spurgte med bævende Røst den forskrækkede Fader og trak ængstlig efter Vejret. „O, Fader! spørg ikke; det er Daarskab, det er Blændverk; men — jeg ved ikke ret, hvad Tid det er — jeg ved ikke ret, hvem jeg er; — jeg er ikke altid her, hvor jeg synes at være. O, spørg ikke! dersom jeg kjendte min Kummer, var den ikke mere til.“ Falster kunde ikke længere udholde det, men maatte afsted. „Afsindig er han! Afsindig, min Anton, mit stolte Haab, mine Dages Lys!“ Saa klagede den gamle Fader, og indsluttede sin Smerte i sin mandige Barm, og spurgte fra nu af aldrig mere: „Hvad fejler Dig, Anton.“
Palmyra.
Herligt blomstrede Salomons stolte Stad. Ofte ødelagt, rejste den sig stedse prægtigere af sine Ruiner, og i sin højeste Glands fremstod den sidste Gang paa den store Zenobias Vink. Mægtige Mure omringede Verdens herligste Stad, og de rige Porfyr-Søjler bare Hvælvinger, som trodsede Tiden. Midt i Staden hævede det mageløse Solens Tempel sin rige Kuppel, og til Templet førte en Række Støtter af det hvideste Marmor, med Kapitæler, hvis Skjønhed overgik Athenens herligste Mesterverker. Porfyr og Marmor afvexlede overalt i mægtige Piller, og svævende i dristig Flugt slyngede sig de stolte Buer, som Blomsterguirlander fra Piller til Piller. Det var den dybeste Midnat, og mange hundrede tusinde Lamper og Begfakler oplyste den forbausende Herlighed. Thi Staden jublede over den Sejr, Zenobia havde vundet over de mægtige Perser. Træt af Dagens Triumf havde den herlige Dronning indsluttet sig i sit Paladses prægtige Haller; men de brusende Folkemasser stimlede drukne af Glæde og Vin omkring i alle Gader og ofrede under Marmorpillastre og Buegange til Evan og Afrodite. Fra de brede Torve flammede græsk Ild og romerske Lys, og Glædesraab hvirvlede giennem alle Gader. Da stod, lænet til den store, med kunstige Vinranker og udskaarne Figurer prydede Obelisk, en høj, rank Mand, indhyllet i en fremmed Dragt, strakte sine Arme ud for sig og raabte: „O stolte Stad! For et Øjeblik rejser Du Dig for mit Blik, for strax at hensynke i dine Ruiner! Ej taaler Du at beskinnes af Morgensolen, og I glade Skarer, der bevæge eder omkring mig, I ere Skygger, der fly Dagens Lys. Aldrig mere rejser Palmyra sig da af sit Grus, og vilde Horder fare over de indstyrtede Templer, og Verden glemmer at Zenobia og Palmyra var!“ Saaledes klagede den Fremmede, og hans Blik omtaagedes af Taarer; men forbauset og opbragt trængte de berusede Skarer sig omkring ham, og en Kriger satte ham forbitret Landsen for Brystet. „Ned med Forræderen!“ raabte Mængden, og rev den Ubekjendte midt imellem sig. „Hvo er Du, Spaamand, som midt i Glæden kun ser Ulykker og Død?“ raabte Krigeren; „svar, eller jeg støder til.“ Men den Fremmede saa sig forbauset omkring, og kunde hverken svare eller rive sig løs. Da kom med langsomme Trin en gammel, ærværdig Rabbi hen imod den rasende Mængde og vinkede med Haanden, at den skulde give Plads. Alle vege ærbødighedsfulde tilbage for den kraftfulde Olding, og han traadte hen til den Ubekjendte og slog ham paa Skulderen: „Velkommen, Akhilleus, velkommen! Mine Øjne længes efter dit Lys. Kom, Du Velsignede, og glæd min Bolig med din Nærværelse; thi sandelig, her staar Du ikke vel.“ Dermed trak den Gamle af med den Ubekjendte, og Ingen vovede at røre ved hans yderste Klædebond; men strømmevis fulgte Folket, og sagde: „Sandelig, denne maa være en Profet fra Palæstina; thi Rabbi Eliezar beskytter og ærer ham.“ Men den Gamle svingede sin Stav omkring sig og Folket flyede. Nu stod han ved Indgangen til en liden sirlig Bygning bøjede sig for den Fremmede, og bød ham trine indenfor. Tjenernes Mangfoldighed traadte til med Sølvbækken og Damaskes Duge, at vaske hans Fødder. Men der de betragtede hans fremmede Dragt, og de i sort Læder indhyllede Ben, vidste de ikke, hvad de skulde gjøre. Rabbi Eliezar bød dem fjerne sig og bragte den forundrede Gjest ind i en prægtig Forsal. „Her ere vi i Sikkerhed, Herre, for den støjende Mængde. Men erindre Dig fra nu af, hvo Du er, og hvor Du er.“ „Hvo jeg er?“ afbrød den Fremmede ham og gned sine Øjne. „Dersom jeg maa give Dig et Raad, Fortræffelige“, vedblev Oldingen, „saa vær nu ganske, hvad Du maa være, og fuldkom din Gjerning. Gak ind i dette Værelse; der vil Du finde en Dragt, som jeg haver besørget Dig, og vend ikke dine Øjne bort fra din Tjener, fordi han vover at belære Dig. Jeg ved vel, at din Alder er større end min og min Visdom er din Daarlighed.“ I det Samme oplod han en Dør, førte den forvirrede Akhilleus ind, og forlod ham. „Skal jeg være Akhilleus, saa lad saa være!“ raabte denne, da han saa sig ene, og iførte sig ikke uden Vanskelighed den prægtige Dragt, der halv østerlandsk og halv romersk forenede begges Pragt. Neppe havde han indhyllet sig i den mørkeblaa kostbare Toga, og omviklet sit Hoved med den perlestukne Turban, før to skjønne, græsk klædte unge Slaver traadte ind, lagde Hænderne krydsvis paa Brystet, bøjede sig og udbade sig hans Befalinger. Akhilleus bed sig i Læben og vendte sig bort, for at skjule et Smil. „Skal det være, saa lad det være!“ tænkte han, og forlangte et Bæger Vin at styrke sig paa. Begge Drengene syntes at kappes om at opfylde hans Befaling, og i et Øjeblik bragte de paa et Sølvfad en etrurisk Vase, fyldt med Vin, og et gyldent Bæger. Akhilleus satte Læben til Bægeret, og den duftende Tokajer spillede ham imøde. „Maaske Du behøver at tage Hvile, Herre?“ spurgte den ene Slave, og rullede til Side et Silketeppe. Akhilleus saa en prægtig Sofa af Fløjels- og Silkepuder bugne ham imøde, og strakte sig med et hemmeligt Smil hen ad Puderne, som om han ofte havde hvilet paa et saadant Leje. Da de havde bortfjernet sig, vilde han søge Hvile, for atter at samle de forvirrede Forestillinger; men en herlig Sang i Sideværelset, ledsaget af en Lyre, forstyrrede ham paa en behagelig Maade. „Siden det lader som jeg er Herre her“ — sagde han, og skød uden Betænkning Døren op. „Tilgiv mig, om jeg har forstyrret din Ro,“ sagde en ung Pige af den skjønneste Skabning, bedækket med et hvidt Slør, idet hun rejste sig. „Ingenlunde, Du hulde Sangerinde“, svarede den Indtrædende; „men hvis Du anser mig værdig at høre din dejlige Røst, da beder jeg Dig vedblive. Dog sig mig først, hvad Du kalder Dig.“ — Mit Navn er Zilha,“ svarede Pigen, „og jeg er stolt af at kaldes Rabbi Eliezars Plejedatter.“ Derpaa greb hun i Strengene og sang med Inderlighed og med en henrivende Stemme:
„Blomsterne sukke paa Bilbahs Høje imod Middag og længes efter den svale Dugg, som Pigens brændende Kind efter den kjølige Taare. Men Duggen perler endnu ikke.“
„Arabiens Krydernellik har tabt sin Duft; thi Kilden er tørret ved dens Fod, og kvelder ikke mere op af det gule Sandhav; og Daddelpalmen sænker sit høje Hoved og taber sine Frugter.“
„Libanons Ceder strækker sig længselfuld imod Himmelen og folder sine Grene; thi den sukker efter Regn, og den beder til den høje Hvælving om en Læskedrik. Men Himlen har ingen Sky og i den hele Luft samler sig ingen Regnsky.“
„Saaledes længes Sommerdagen efter Læske og den kvalme Dag efter Vand. Men naar Kilden farer ud af Klippen, den sprudlende Kilde med raslende Væld, og Duggen drysser ned, den kolde Dugg med de spillende Krystalperler, og Regnen væder den lumre Dal: da glæder Jorden sig, og den hele Jord fryder sig over den Eviges Miskundhed.“
De underlige, fremmede Ord i det sirlige Syriske kvædede med en blød, henrivende Stemme og i en egen, synderlig men dejlig Melodi, gjorde et mægtigt Indtryk paa Akhilleus og han greb Pigens Haand og sagde: „Du tier alt for snart, Zilha, hvi maa den skjønne Sang være saa kort!“ — „Herre!“ sagde Zilha og rejste sig forvirret, idet hun drog sin Haand ud af hans; „Slutningen af min Sang tør jeg ikke nu synge; men Du kan vel ane den.“— Nu traadte Eliezar ind, og Zilha forlod Værelset. „Du har kjedet Dig, Akhilleus“, sagde den Gamle. „Ak nej! Rabbi, Du har en elskværdig Datter; dersom hendes Ansigt er saa dejligt som hendes Skabning, saa er den Mand lykkelig, der engang faar Ret til at løfte det Slør, der bedækker det.“ — „Hendes Ansigt er vel en Kamp værd“, sagde Oldingen; „men nu er det Tid, at Du træder nærmere hen til den Kreds, hvori Du skal virke.“ Akhilleus gned sin Pande og greb Eliezars Arm.
Endnu skjønnere straalede Lamperne fra Palmyras prægtige Søjlegange, og fra de rige Templer. Kunstige Sole hvirvlede sig knaldende op igjennem Luften; Folkemængden var endnu større og jublede stedse højere. Langt borte hørtes fra det straalende Slot en hvirvlende Musik. Akhilleus kunde ikke blive træt af at beundre og dvælede hvert Øjeblik ved et nyt Under. Men Oldingen trak ham fast med sig, og da han lod hans Haand falde, befandt den forbausede Fremmede sig midt i en Sal, hvis umaadelige Pragt og brogede Menneskevrimmel aldeles bedøvede ham. Forskrækket saa han sig omkring efter Eliezar. Han var forsvunden i Trængselen, og den forfærdede Akhilleus søgte forgjæves efter en Udgang. Længe grublede han over hvad Rolle han her skulde spille, og frygtede for at blive tiltalt. Atter begyndte Musikken, som han havde hørt i det Fjerne, at tone, og det i Enden af den lange Sal. „Du er altsaa i Zenobias Slot, Akhilleus, eller hvad Du nu heder“, tænkte han ved sig selv og saa sig om efter en Pillar, hvortil han kunde støtte sig. „Du søger Noget, Fortræffelige?“ hviskede en geskjæftig Eunuk; „behager Du et Bæger Cypervin, eller en Sorbet?“ Akhilleus vilde svare, da kom en prægtig klædt ung Mand hen imod ham med ilsomme Skridt; Alle de Omstaaende bøjede sig næsten til Jorden og vege til Siden. Men den unge Mand rakte Akhilleus Haanden og sagde: „Ved Zeus! Du er den aller beskedneste Mand i Østen, ligesom Du er den aller fortræffeligste. Jeg har ledt efter Dig i det hele Slot og finder Dig endelig ved Døren i den yderste Sal. Min Moder venter paa Dig.“ Derpaa førte den unge Mand den sukkende Achilleus ved Haanden igjennem en Række mageløs yppige Sale, og paa Vejen hørte han de forundrede Gjester hviske til hverandre: „Hvo er den Fremmede, som Prins Vhabalat har ved Haanden?“ Endelig aabnedes den inderste Sal; en herlig Vellugt kom den Indtrædende imøde. Salen var belagt med de kosteligste persiske Tepper, og Spejle af Sølv med gyldne Rammer skjulte Marmorvæggene. Akhilleus var saa blændet, at han ikke kunde se foran sig. Da hviskede Prindsen: „Min Moder har befalet mig at sige, at Du ikke maa knæle for hende.“ Nu stod han for Tronen; en himmelsk Skjønhed rejste sig og gik ham svævende imøde. Akhilleus glemte Forbudet og styrtede, henreven af Ærefrygt, ned paa sine Knæ. „Tusinde Gange velkommen, Akhilleus,“ sagde Dronning Zenobia med Majestæt, men i en smeltende Fløjtetone, som forekom Akhilleus bekjendt fra fjerne Dage. „Tilgiv, at jeg har forstyrret din Ro; men den forvovne Menneskehaand griber selv den højeste Stjerne og vover at rulle det helligste Teppe bort. Glem, hvad Du endnu ikke er, og vær mig, hvad kun Du kan være mig!“ — „Mægtige Dronning“, stammede Akhilleus; „Du, for hvis Aasyn Solen blegner, som den svage Maane, og for hvis Herlighed Naturen udtømmer sig i Efterligning! mægtige Dronning! lad dit Øjes Glands bestraale din Slave, om han end skal forgaa som Semele for Jupiters Herlighed! Men tilgiv mig, jeg er ikke den, som Du antager mig for. Akhilleus er et Navn, som jeg neppe har baaret i to Timer. Rabbi Cliezar nævnte mig i Aften saaledes første Gang.“ — „Tys!“ svarede med et huldt Smil den prægtige Dronning og hviskede, idet hun bøjede sig imod ham: „Naar Kilden farer ud fra Klippen, den sprudlende Kilde med raslende Væld: da glæder Jorden sig, og den hele Jord fryder sig.“ Men Akhilleus traadte forbauset tilbage, og opløftede sine Hænder og sagde højt: „Mægtige Dronning! Ved denne Ædelsten i din Trones Himmel, hvis Renhed og Gjennemsigtighed ikke staar tilbage for Luften! Jeg har ingen Del i den Fejltagelse, som har bemestret sig din Visdom. Jeg giver mig ej ud for at være Akhilleus, jeg er en simpel Mand, gjør nu ved din Slave hvad Du vil; men denne Ædelsten, som jeg kalder til Vidne om min Uskyldighed, skal engang, naar dine Øjne oplades, minde Dig om, hvad jeg her erklærer.“ — „Stille, stille!“ sagde Zenobia, og trykkede sin Finger paa hans Mund; „Du har Intet at frygte; og paa det Du skal være rolig, vil jeg nu sige, at jeg ikke hverken ved eller vil vide Noget om din Person uden fra dette Øjeblik af, da jeg“ — her vendte hun sig til den forbausede Forsamling — „forestiller eder min Privatsekretær, imedens Longinus er borte som Gesant ved Romerhoffet.“ Inden Akhilleus kunde besinde sig paa et Svar, traadte Hushofmesteren frem og bøjede sig for Dronningen. Hun vinkede, og under en rungende Musik traadte Selskabet ind i Spisesalene, der bugnede under Spiser og Vine. Hungeren plagede den nye Sekretær, og han lagde sig ned paa de bløde Bolstre. Desserten var nydt, man rejste sig, og Selskabet brød op. En Officier af Garden bøjede sig for Akhilleus og bad ham stige ind i sin Vogn for at føres hjem i sin Bolig. Akhilleus fulgte mekanisk og rullede, besværet af Nattens Scener og af den stærke Vin, igjennem de øde Gader, der beskinnedes af Morgensolen. Han steg af med sin Ledsager, en prægtig Marmortrappe førte op til den stolte Ballustrade, hvor rigt klædte Betjente ventede paa ham. Træt af at forundre sig lod han sig føre ind i sit Sovekammer og glemte snart i Søvnens Arme den hele besynderlige Tildragelse.
Først langt paa Dag vaagnede den nye Sekretær, og sprang op, overbevist om, at det Hele maatte være en Drøm. Men da han saa sine Betjente igjen, da han ved at gjennemløbe de prægtige Gemakker, fandt Alt saaledes som ved sin Indtrædelse; da fornam han vel at det var ingen Drøm, men en alt for frygtelig Sandhed. Thi at en Fejltagelse var med i Spillet, eller og et Naturspil, hvorom den blotte Anelse bragte hans Haar til at rejse sig, derom kunde han ikke tvivle. Frokosten blev bragt; en talrig Skare af Gaarsdagens Personer lode sig anmelde og overøste den nye Stormand med de mest overdrevne Smigrerier. Endelig rev han sig løs og ilede ud i den prægtige Stad. Da han længe havde vandret omkring og mættet sit Blik, vendte han sig om til den Betjent, der ledsagede ham, og spurgte efter Rabbi Eliezars Bolig. Han traadte ind til Oldingen, der modtog ham med synlig Glæde. „Det glæder mig, Akhilleus, at Du saa snart beærer mig med et Besøg. Jeg vilde ikke forøge Sværmen af dem, der i Dag gjorde Dig Opvartning. Men om Du tillader det, skal jeg indfinde mig hos Dig, naar Du kommer i mere Rolighed.“ — „O, Ærværdige!“ sagde Akhilleus med Taarer, „forlad mig ikke i min betrængte Stilling; Du har først taget Dig af mig; sig mig nu, hvad jeg skal gjøre.“ — „Du er mig nærmere, end Du tror“, svarede Eliezar; „men sæt Dig ned paa mine ringe Bolstre, saa vil jeg sige Dig, hvad jeg tør. Grubl for Alting ikke; thi der er Meget i Verden, som der hører Styrke til at taale og at beskue. Vær den, Du maa være! det er min første Regel. Du lever nu i Palmyra, og vov ikke at træde udenfor Palmyra med en Tanke. Hvad Dronningen fordrer af Dig, kan Du kun alt for vel udføre; men vogt Dig for at opløfte det Fremtidens Teppe, der kun for din Haand af alle Dødeliges lader sig oprulle.“ — „Hvad vil Du sige dermed?“ — „At Du kjender Palmyras Fremtid: Du har seet dens Ruiner; Du har staaet bag Teppet, Du har været der, hvor Du ikke endnu er.“ — „Tys! tys Gamle! Dersom jeg turde forstaa Dig, blev jeg afsindig. Men sig, hvoraf ved Du, at saadant rører sig i mit Indre.“ — „Hm,“ sagde Rabbi Eliezar, og holdt paa engang inde — „hm! Erindrer Du ikke mere de betydningsfulde Ord, Du udsagde igaar paa Torvet, da Du nær var bleven myrdet af Pøbelen. Tror Du ej en gammel Skriftlærd, som jeg, kan skille en dyb Forudsigelse fra en Sværmers Drømme? Ak, min Søn, Zenobia venter hos Dig Kundskab om Fremtiden. Tro ikke, hun er saa sikker og rolig, som Gaarsdagens Jubel syntes at forkynde. Et frygteligt Uvejr drager op over Østens mægtigste Dronning. Du skal raade hende, eller rettere, Du skal læse Blad for Blad Skjæbnens Bog for hende. Men hør mit Raad; for din Skyld og for hendes; for den mægtige Guds, der lukkede Menneskets Blik, at det ikke skulde skue den ufødte Morgens Begivenheder: Iæs ikke! Kun raade skal Du, at det sker, som skal ske, og som for Dig jo er skeet. Lov mig det.“ Mekanisk rakte Akhilleus den Gamle Haanden og drog sit Vejr. — „Hvor er Zilha?“ spurgte han endelig. „Er det mig tilladt at hilse hende?“ — „I Aften, om Du vil“, svarede Rabbien. Akhilleus anbefalede sig og gik hjem, for at tage sin Bolig ret i Betragtning, hemmelig utilfreds med at Zilha ikke var synlig. „Hun er en Kamp værd, sagde Eliezar i Gaar; hvad skal det sige? Jeg tror næsten at jeg kunde have Lyst til at kjæmpe for hende. Men først maatte jeg vide, hvorledes hun saa ud.“
Dage gik og Dage kom; Hoffester afvexlede, og Zenobia sluttede sig stedse fortroligere til Akhilleus. Men denne følte sig snart udmattet af det uvirksomme, yppige Liv; thi de Forretninger, Dronningen undertiden gav ham, vare dels saare ubetydelige, dels af den Natur, at han, der var ubekjendt med Tingene, maatte for det Meste overdrage dem igjen til Skrivere. Om Aftenen, inden de prægtige Cirkler kaldte ham til det samme usle Tant og jammerlige glædeløse Svælgeri, som den Dag i Dag hersker ved alle Hoffer, Højsæderne for elendigt Vid og pyntede Laster, sneg han sig hen til den vise Rabbi og hans elskelige Plejedatter, hvis henrivende Sange og uskyldige Hjerte fængslede ham. Hun afslog ham stedse at slaa Sløret til Side, men dog saaledes, at han beholdt mere end Haabet om engang at se hendes Ansigt. Ofte trængte Zilha ind paa ham for at udforske Fremtiden, — thi hun ansaa ham, ligesom den hele Stad, for en Profet; men Akhilleus undveg hende bestandig med Finhed, og foresatte sig, i Samtale med Zilha, at øve sig til den forventede frygtede Stund, da Zenobia skulde, som Eliezar forsikrede, fordre af ham Oplysning over Fremtiden. Heller ikke vidste han ret, hvorfra den Anelse kom, som gjennemgøs ham, eller rettere, han vilde og torde ikke opfatte denne Anelse. Den Gamles Advarsel og hans eget Hjerte skrækkede ham hver Gang tilbage.
Endelig — det var Solens Fest. Prægtigen traadte Zenobia i Spidsen for sit Hof, med sine tre Sønner ved Siden, ind i det kolossalske Tempel. Ofrenes Blod flød i de gyldne Skaaler og Koret af Prester istemte den hellige Sang. Folket, betaget af den dybeste Ærefrygt, stod taus og lyttende; men Akhilleus stod der med sammentrukken Pande; thi han kunde ikke deltage i en Afguds Tilbedelse. Zenobia syntes at gjette hans Tanker. „Billeder ere nødvendige for det sandselige Menneske“, hviskede hun. „Kun skulle de ikke trækkes ned til Mennesket, men hæve ham over sig. Og det er min Plan med mit Folk. Dog derom Mere en anden Gang. Det er snart Tid, at vi to komme i nærmere Bekjendtskab. Hør dog paa Sangen; den er forfattet efter min Befaling, og Du vil forstaa mig; maaske Faa forstaa mig og denne Hymne, uden Du.“ Netop begyndte den egentlige Sang, og Akhilleus tabte ikke en Stavelse deraf.
Du, som majestætisk skrider
Over Himmelbuens Blaa;
Du, som maaler Livets Tider;
Du, som alle Egne saa!
Hellige, i Purpurklæde,
Med den gyldne Stjernebrem,
Paa dit høje Himmelsæde,
I dit Straalediadem
Maa Du herligen fremtræde.
Stille! hører, tier og bæver!
Guden hen over Templet svæver!
Brændende er hans Kjortelflig;
Mild mod den Fromme — hans rædsomme Luer
Synderen truer.
Rolig, stille, andagtsfuld,
Milde Gud, vi Dig beskue;
Lys os med dit Straaleguld,
Varm os med din stille Lue!
Stille! hører! I Gudens Navn vi tale,
Bi hans Presters Sandheds Ord;
Mithras Magt er herlig og stor;
Ingen Dødelig kan den male.
Men — saa byder han os at sige:
Større endnu er den evige Gud,
Solen, hans Søn, er hans Sendebud;
Uden Grændser er Faderens Rige.
Mithras er den Eviges Billed.
Lign ham, o Støvets svags Søn!
Send ham dit Hjertes stille Bøn!
Derfor han er dit Blik fremstillet.
Hellig Varme i din Sjæl
Gløde ren som Solens Flammer;
Visdoms klare Straalevæld
Lyse skal i Støvets Kammer.
Kraften straaler, Retfærd truer,
Godhed gløder, Visdom luer
Hist i Mithras store Øje;
Hæv din Sjæl imod det Høje,
Lign Alherrens Billede!
Akhilleus forstod let den vise Dronning og beundrede den store Aand. Imidlertid kunde han ikke noksom forundre sig over det Afstikkende i denne Hymne, saavel i Sprog som Form, og over det overraskende Indtryk, dens Simpelhed gjorde paa Mængden, der var vant til Orientens rige Blomstersprog. Da Dagens øvrige Højtideligheder vare forbi, vinkede Zenobia ham ind i sit inderste Gemak, fattede hans Haand og sagde: „Udtal nu Skjæbnens evige Dom over Palmyra og Zenobia! Løs de Gaader, som kun for dit Blik ej ere det!“ Skjælvende greb Akhilleus i Skjæbnens Dække. Men med mandig Standhaftighed udholdt han Prøven og afslog den dejlige Kvinde, hvad hun med Taarer og smigrende Ord bønligen begjærede. „Ha, jeg forstaar det! Jeg ved, hvorfra denne Fasthed kommer! Eliezar, den Forvovne, har misbrugt min Tiltro. Gaa, Akhilleus! Endnu har Ingen vovet at negte den mægtige Zenobia en Begjæring; Du er den første. Velan! af Dig maa jeg taale det. Men snart vil Du tænke anderledes.“
En Betjent traadte ind og anmeldte Longinus. Dronningen blev bleg. „Nu vil det vise sig!“ sagde hun hurtig fattet. „Akhilleus! Bliv her.“ En høj, ædel Græker traadte ind og bukkede sig flygtig for Dronningen. „Nu, hvad er Udfaldet?“ spurgte hun med usikker Stemme. „Store Dronning! for Udfaldet raader den evige Verdens Behersker; men fra Kejserhoffet bringer jeg ingen god Efterretning. Jeg blev neppe indladt hos Aurelian, og han udstødte fornærmelige Ord, som jeg ej kan gjentage. Du havde glemt, at Du var hans Vasal; Du havde udstrakt din Arm over Ægypten, tvert imod hans Forbud; det var Tid at standse din Vælde, som snart kunde blive Romerfolket farlig, siden Du ej mere kunde ansees for at arbejde i Fællesskab med det. Han har besluttet at vende de Vaaben imod Dig, der hidtil vare vendte imod Persere og andre Barbarer, og paa Udsoning var ej at tænke, med mindre Du fandt Dig i at aftræde alle erobrede Lande til ham og trække de gamle, snevre Grændser om Palmyra.“ — „Det havde jeg ventet. Men hvor snart kan hans Armee være her?“ — „Den er allerede under Vaaben; maaske i dette Øjeblik paa Marschen. Ved lumpne Kunstgreb opholdt man mig under forskjellige Paaskud i flere Uger paa Vejen.“ — „Longinus“, sagde Zenobia med Fatning; „nu er den Tid kommen, da Zenobia skal vise sin Kraft, og Du din Skarpsindighed. Jeg har aldrig ejet Kvindetaarer i Farens Stund; de skulle ej heller nu dunkle mit klare Blik. Der ser Du din Vikarius, min Ven Akhilleus; træd ind i mit Kabinet med ham, og gjør ham bekjendt med vor Forfatning.“
Stemningen blev snart meget alvorlig i Palmyra; Rygtet om den fremrykkende romerske Armee, Dronningens alvorlige Krigsrustninger, Statsmændenes stille Virksomhed og de frem og tilbage jagende Kurerer; — Alt satte Folket i den uroligste Spænding. Da lød Zenobias Befaling, at den hele Stads Indvaanere skulle forsamle sig paa det store Torv. Selv traadte hun frem iblandt Mængden, hendes tre Sønner i Purpurkaaber ved hendes Side, Longinus og Akhilleus foran den prægtige Hofstat. Dronningen opløftede sin herlige Stemme, og holdt en Tale, fuld af mandigt Mod, fuld af kvindelig Ynde. Hun forestillede Folket dets tilkommende Konger. „Frygter ej“, sluttede hun, „imedens en af disse endnu lever. Jeg og mine Sønner ere beredte til at ofre Livet for eder; men saa længe en Frugt er tilbage af det kongelige Palmetræ, saa længe har det ej mistet sin Krone.“ Da hyldedes de tre unge Mænd af det jublende Folk og Zenobia gik bort med rolig Højhed.
Om Aftenen traadte Akhilleus, endnu opfyldt af Dronningens Storhed, ind til Rabbi Eliezar. Han var ilke tilstede, men Zilha sad grædende i en Krog af Stuen. „Hvad fejler Dig, yndefulde Zilha, og hvor er din Fader? — „Ak“, svarede Pigen, „jeg er meget ulykkelig. Min elskede Plejefader er fængslet, og ser maaskee ikke den kommende Sol.“ Forfærdet veg Achilleus tilbage. Da greb Zilha Luten, fremkaldte dens melodiske Toner og sang:
„Nat er i min Sjæl, Sorgens Nat, der er uden Maanesølv og Stjerneguld; ej heller dufte Natfiolerne og Myrrhabuskene; thi det er øde som i Syriens Ørken i mit Hjerte.“
„O Du, Du kom, Fremmede! som en Raa kom Du fra de fjerne Bjerge, som en herlig Glands fra de langt bortliggende Morgenhøje. Og min Fader elskede Dig som Søn.“
„Se, jeg har nu intet Slør, hvormed jeg kan bedække mit Hjerte, og i min Sorgs Nat, imedens jeg sørger over min Fader, drager jeg Dig til mig; thi nu have mine blege Kinder ingen Roser mere at rødme ved.“
„Derfor siger jeg nu frit, at Du er mit Haabs Morgenrøde. I din Haand staar min Faders Liv; Du kan give ham Frihedens Dag, og derfor vil jeg give Dig mit Hjerte; thi det er en Frugt, en Drue, som jeg har bevaret for Dig, og som min Fader har opelsket for din Haand.“
„Hør nu min Bekjendelse i Sorgens Nat. Den skammer sig for Dagen, ligesom Nattergalens Toner for den lyse Dag.“
Akhilleus var ude af sig selv. Første Gang følte han tydelig, at han elskede med Orientens hele Lue den herlige, hulde Sangerinde, endog han endnu ej havde skuet hendes Ansigt. Dristig slog han sin Arm om hendes Liv og vilde opdrage Sløret. Men hun holdt hans Haand tilbage. „Ikke skal det angre Dig, min Ven, at se mit Ansigt, men opfyld først Forpligtelsen, at Du maa være Lønnen værdig. I Morgen vil Dronning Zenobia give min Faders Liv i din Haand. Lov mig da helligt, at Du vil redde ham — og Kjærlighed og Taknemmelighed skal dufte Dig imøde sødere end Mandeltræet dufter i Palmyras Haver.“ — „O mit Livs Sol!“ svarede Akhilleus, og lagde sit Hoved paa hendes Skuldre og omfattede hende end fastere; „hvorledes kan Du tvivle om din Faders Redning, naar hans Liv, som Du siger, ligger i min Haand? Giv mig dog en anden Prøve, at jeg kan vise min Kjærlighed.“ — „Denne vil være stor nok“, sagde Zilha og bad ham nu gaa bort.
Da Akhilleus kom ud, mødtes han af et støjende Optog. I Anledning af de tre Kongers Udnævnelse og for at adsprede den Uro, som Tidsomstændighederne frembragte, havde Zenobia, efter alle Tiders Maade, anstillet en glimrende Folkefest. Græske Skuespil forlystede den mere dannede Del, imedens Folkemassen glædede sig ved den Skare formummede, allegoriske og fantastisk indhyllede Personer, der støjende sværmede om eller i forskjellige Processioner droge op af alle Gader.
Akhilleus vilde undgaa Sværmen og forføje sig hjem, hvor vigtige Statssager ventede ham. Men det var umuligt at komme ud af Mængden, og det var næsten som om den hele Trop af Forklædte kun havde ham i Sigte; thi hver Gang han troede sig fri, blev han omringet af et Par af dem. Snart var han i Selskab med Silen og Bakkhos, snart med Fauner og Nymfer. Endelig troede han sig fri. Han havde trængt sig ind imellem nogle uoplyste Pilastre. Da greb et sælsomt, broget kvindeligt Væsen hans Haand med Kjæmpestyrke; om Hovedet havde hun et tæt, foldet Slør, som faldt ned over hendes Ansigt og Bryst. I Haanden førte hun en firkantet, stor Bog, hvorpaa med en fremmed Skrift stode fire lueforgyldte Tegn. „Har Du ikke Lyst til at vandre med mig fra al denne Elendighed?“ spurgte Masken i et Sprog, der var meget forskjelligt fra alle ham bekjendte Tungemaal, og som han dog til sin store Forfærdelse baade forstod, og som syntes ham inderlig bekjendt. En klar Glands omgav hende pludselig midt i Mørket, ligesom naar Maanen træder frem imellem tykke Regnskyer. Hun slog Sløret til Side, og et huldt, bekjendt og dog fremmed Ansigt smilede ham imøde. „Følg mig, Yngling; Du har længe nok tumlet Dig her imellem disse Mennesker. Vær fri, slaa op i min Bog, og jeg skal slaa Trylleslaget over denne Ruinhob. Zilha og Zenobia! Lad dem være! Giv dem Ro; tag din Haand fra dem, saa falde de sammen under Ruinerne.“ Da saa Akhilleus forskrækket paa Bogen og klart stod Skriften ham for Øje og han læste et Aarstal, langt henne i Fremtiden. „Nej, nej: Jeg tør ikke, jeg kan ikke!“ sagde han endelig og vendte sig bort. „Jeg længes efter Dig, Du underlige Kvinde, og jeg skjælver for Dig. Lad mig være!“ — „Nu vel! dit Maal er da ikke fuldt; saa sværm endnu, Daare. Men imorgen, imorgen vil jeg komme igjen.“ Hun forsvandt; Akhilleus saa med en underlig Følelse efter hende, og hans Bryst blev trangt.
Endelig stod han igjen i sit ensomme Palads for de optaarnede Pergamentsruller. Men ligegyldig og spottende bladede han dem igjennem; skrev Breve til fremmede Hoffer og udarbejdede forviklede Planer lige til Morgenstunden, og fandt til sin store Forundring, at det Hele havde lykkets ham bedre end nogensinde.
Ved Dagbrud blev han kaldt til Zenobia, og hun saavel som Longinus faldt i glad Forbauselse over den Indsigt og Fuldendthed, hvormed han havde udført de vanskelige Forretninger. — Paa et Vink bortfjernede Longinus sig, og Dronningen greb hans Haand. „Akhilleus“, begyndte hun, „Du har gjort Meget for mig, men det er Alt sammen Intet imod hvad jeg fordrer. For sidste Gang: rul Fremtids-Teppet op; Eliezars Liv er nu i dine Hænder. Jeg ved, det er ham, som har afskrækket Dig. Gaa ind i mit Kabinet og betænk Dig en halv Time.“
Bleg og forvirret traadte Akhilleus ind. Han tænkte paa Zilha og sit Løfte, paa den Gamles Fare, men ogsaa paa hans Formaning; og en indvortes, uforklarlig Modbydelighed talte højt i hans Bryst imod at opfylde Dronningens Begjæring. Da var det paa engang, som om Gulvet sank under ham, som om Væggene forsvandt, som om han stod paa en uoverseelig Grusdynge; Masken fra Gaarsdagen stod hos ham og sagde: „Har Du ikke Kraft til at følge mig frivillig, saa løs i det mindste din Tunge og forkynd Zenobia hvad hun fordrer; thi i samme Øjeblik staar Du fri ved min Side; kun din Taushed holder hende og Alt om hende vedlige. Tænk dog paa, hvor Du hører hen, og lad dette fare.“
Synet forsvandt, og med det den hele forunderlige Forandring. Akhilleus gik dybsindig op og ned i Kabinettet. Allerede hørte han Dronningens Trin. Da styrtede ilsomt ind i Salen en Eunuk, trykkede ham en Seddel i Haanden og forsvandt. Han betragtede den forundret og fandt disse Ord fra Eliezar: „Følg din indre Stemme. Bevar din Hemmelighed. Lad mit Hoved falde og dit, om det gjøres nødigt; men ti; ellers er Alt tabt.“ Netop fik han stukket Billetten til sig, da den stolte Dronning med funklende Herskerblik stod for ham. „Din Beslutning?“ — „Er uforanderlig.“ Hun saa længe stivt, ligesom gjennemborende paa ham. Endelig vendte hun sig rask om til en Officier. „Fuldend Henrettelsen!“ raabte hun; „og bring denne Misdæder i Fængsel.“
Her havde han Tid nok til at overveje sin underlige Skjæbne. Det Besynderligste var, at han ikke tydeligt kunde forklare sig, hvad der egentlig bandt hans Tunge. Daglig kom Bud fra Zenobia, hvori han paa det Eftertrykkeligste blev formanet til at give efter; men forgjæves. Imidlertid vare store Omvæltninger foregaaede. Aurelian havde slaaet Persere og Armeniere, og laa nu alt i lang Tid for Palmyra, hvori Dronningen efter det tabte Slag ved Emesa havde maattet indeslutte sig. Hver Dag syntes Kejseren at komme sin Sejr nærmere. Snart manglede Levnetsmidler. Borgernes Mod forsvandt. To af Zenobias Sønner vare fangne: den tredie haardt saaret. Akhilleus glemte ganske sig selv og den haarde Behandling, han udstod, og tænkte alene paa den store Dronning og hendes Lands Skjæbne.
En Dag, da han med Lampen i Haanden søgte efter Noget, blev han en Indskrift var paa Væggen i Fængslet. „Salomons Løngang“, stod med halv udslettede, hebraiske Bogstaver. Længe stirrede han forundret, snart paa Skriften, snart paa Væggen. Endelig opdagede han, at en liden Sten tæt ovenfor Inskriptionen stod lidt udenfor de øvrige. Han trak i den, og med nogen Møje fik han den i Haanden. Se, og i et Øjeblik knagede Væggen, og sank ganske hel ned i Jorden. En mørk Hvælving laa for ham. Efter nogen Betænkning traadte han forsigtig, med Lampen ind i den; men i Øjeblikket sprang Væggen op bag ved ham, Lampen gik ud, og han stod i en forrtvivlet Forfatning i det tykkeste Mørke. Efter længe haabløs at have famlet omkring, stødte han paa en langagtig, firkantet Forhøjning som en Ligkiste. En ny Gysen gjennemfoer ham. Afmægtig sank han ned paa Forhøjningen. Da glimtede igjennem Mulmet en liden trekantet Plade, hvorpaa „Jehovah“ stod præget med Bogstaver, der efterhaanden, som han betragtede dem, ligesom Sankthansorme, begyndte at skinne. En frisk Gren laa ved Pladen. „Jehovah!“ raabte han med sin sidste Kraft og tog Grenen i sin Haand. Da stod paa engang ni Mænd i sorte Kapper omkring ham, hver med en Lygte og en Klokke i Haanden. Den ene af dem greb ham om Haanden og rejste ham op; og nu førte de ham en vidunderlig Gang, indtil de stode ved en stor, prægtig Marmordør. Mange rædsomme og herlige Syner opgik for hans Blik, da han førtes ind i den lyse prægtige Hal. Længst borte sad en prægtigt klædt Olding paa en rig Fløjels Trone. Akhilleus torde ikke spørge; men det bares ham for, som om den Gamle maatte være den vise Østens Konge. Efter at have hørt, seet og lært mangfoldige Ting, hvoraf dog Alt syntes ham som i en dunkel Drøm bekjendt, blev han endelig ført ud, og nu traadte en af Forsamlingen hen til ham. „Her“, sagde han, „giver jeg Dig Valget imellem to Nøgler. Foran Dig ser Du to Døre. Den ene fører Dig igjennem en sikker Vej ud i det Frie, hvor hint Væsen med den store Bog venter Dig, for at bringe Dig did, hvor Du egentlig hører hjemme. Den anden Dør derimod fører Dig ind i en Gang, der bringer Dig ind i Solens Tempel i Palmyra. Men vil Du heller blive ved at gaa herfra fremad, da kommer Du op paa Vejen, som gaar til Eufrat.“
Akhilleus valgte, efter en kort Betænkning, at vende tilbage til Staden. Uden Vanskelighed kom han igjennem et lyst, rummeligt søjleklædt Galleri hen til en liden Dør. Han lukkede den op med en Nøgel, og stod nu pludselig midt i Solens Tempel. Templet var opfyldt af Mennesker, men Ingen havde lagt Mærke til at han traadte ind igjennem den lønlige Dør. Lige saa ubemærket sneg han sig igjennem Trængselen. Thi Alle vare beskjeftigede med den overhængende Fare, og anraabte Guden om Bistand.
Akhilleus ilede lige til Slottet og forlangte at tale med Dronningen. Med et Glædesraab, der forundrede ham, traadte hun ham imøde. „Himlen være lovet, jeg har Dig igjen!“ udbrød hun, næsten ude af sig selv. „Sig mig, hvor har Du været?“ — Uden at lade sig forvilde ved Zenobias uventede og uforklarlige Naade, bøjede Akhilleus sig for hende, og sagde: „Store Dronning! Glem for et Øjeblik den Unaade, hvormed Du har straffet din ulykkelige Slave, og laan et Øre til hans Tale. Jeg har gjort en Opdagelse, der maaskee kan blive et Redningsmiddel for Verdens ypperste Prydelse, og bevare dine kostbare Dage, hvis hverken din Tapperhed eller Visdom kan frelse Dig imod den sejrende Fiende.“ Stum af Beundring stod den dejlige Kvinde for ham, og kunde længe ikke fremføre et Ord. Endelig sagde hun: „Førend Du betror mig din Opdagelse, højmodige Mand, maa jeg gjøre Ende paa en Vildfarelse, som, skjønt jeg frivillig og forsætlig har foranlediget den, dog har kostet mig endnu langt Mere end Dig. Tro ikke, at din Vægring for at opfylde mit Forlangende har mishaget mig. Tvertimod, Du har været sat paa den haardeste af alle Prøver. Din Tjeneste er mig af højeste Vigtighed; men kun da, naar Du i intet Tilfælde røbede det der for mig endnu er tilkommende, torde og tør jeg benytte din Tjeneste. Trækker Du Sløret fra mit Øje, saa er Tiden der, hvori jeg ikke er og kan være, og det er forbi med mig og Palmyra. Du har overstaaet Prøven. Tag nu den første Belønning.“ Døren gik op og Eliezar traadte ind og fløj i sin Vens Arme. Akhilleus havde neppe Kraft til at udholde den pludselige og utænkelige Forandring. Hvad der bragte ham til sig selv, var den Fare, hvori Zenobia og den uophørlig belejrede Stad svævede. „Og nu den anden Løn“, vedblev Dronningen. „Gaa i Aften, men ikke før, til Eliezars Bolig.“
De bleve afbrudte ved frygtelige Efterretninger om Fienden. Zenobia styrtede ud, kastede sig paa sin Ganger og sprængte afsted til Murene. En ny Ild greb Akhilleus; han forlangte Vaaben og kastede sig i Spidsen af en Legion, der netop, idet den vilde gjøre Udfald, mistede sin Anfører. Med utrolig Tapperhed og Held stormede han frem, og anrettede saa stor Skade i den romerske Hær, at denne rykkede tilbage fra Stadens Mure. Bedækket med Støv og Blod kom han sent imod Aften tilbage.
Med ubeskrivelig Glæde blev Akhilleus og hans tapre Skare modtagen. Men han ilede til sin Bolig, for at afføre sig den blodige Rustning. Hans Hjerte var opfyldt af den inderligste Selvtilfredshed og af Haabet om den Løn, han maaskee endnu samme Aften skulde modtage af Zilha, en Løn, der overgik Zenobias Naade og alle et taknemmeligt Folks Laurbærkrandse. Da traadte uanmeldt Zabdas, Oberst for Livgarden, ind til ham. „Min Ven!“ sagde den ærlige gamle Mand, „Du vil forundre Dig over min uanmeldte Indtrædelse. Men jeg har paa engang en bedrøvelig og den aller glædeligste Nyhed at bringe. Først maa Du vide, at paa samme Tid Du gjorde det heldige Udfald imod Fienden, rykkede Prinds Vhabalat ud, blev afskaaren og er sandsynligvis ligesom hans tapre Brødre falden i Kejserhærens Hænder, om han ikke endog er bleven et Offer for sit Mod. Fortvivlet over dette Uheld og over Folkets nedslagne Forhaabninger, har Dronningen besluttet — o Akhilleus! jeg ved ikke at smigre, men mine Taarer skulle tolke Dig min Glæde — at belønne dine store Egenskaber og give Folket en Fader. I Morgen vil hun hænge Purpurkaaben om dine Skuldre og vælge Dig til Gemal og Medregent“.
Akhilleus stod uden Fatning; de forskjelligste Følelser vexlede i hans Sjæl. Han formaaede neppe at bede den Gamle om at give ham Tid til at samle sig. Med et inderligt Haandtryk forlod den tappre Zabdas sin Ven, og denne sank udmattet ned paa Puderne. Men med Et sprang han op. „Endnu har jeg ingen offentlig Kundskab om den ædelmodige Dronnings Vilje. Det er endnu Tid.“ — Hurtig styrtede han igjennem Gaderne og hen til Rabbi Eliezar. Oldingen mødte ham med et Favntag. Men Akhilleus rev sig løs og spurgte efter Zilha. „I denne Aften, Gamle, i dette Øjeblik skal Du forene mig med hende. En Time, og det er maaskee for seent. Nøl ikke, se ikke paa mig! Jeg ved, Du vil give mig Pigen; men snart, nu strax.“ Zilha traadte ind, og Akhilleus drev stærkere paa den Gamle, idet han, skælvende for enhver Bevægelse paa Gaden, drog hende tæt til sig. „Ved Du at Dronningen —“ spurgte Zilha, og lod hans Haand falde. „Just derfor, i Navn af Alt hvad helligt er!“ raabte Akhilleus stormende. Da løftede Zilha sit Slør og sank i hans Arme. Det var Zenobia!
„Du har vundet mit Hjerte og Du fortjener at dele min Trone,“ sagde med Højhed og Kjærlighed den store Kvinde, men ren bevare Du min Kjærlighed i din Barm. Zenobia har aldrig følt Sandsernes Storm, og Verden anseer mig for en kold, følesløs Skabning, fordi jeg ikke kan drikke af det lave Vellystbæger. Du, Akhilleus, Du er den Eneste, for hvem jeg endnu kunde nære Kjærligheds Lue; thi Du alene af alle Dødelige kan bevare den ren, Du Mand af en fremmed Tid; Du kan elske min Sjæl med din Sjæl, og Du vil ikke forlange at sætte den brusende Bærme for dine Læber“. Derpaa trykkede hun et sjælefuldt, men roligt Kys paa hans Læbe, og førte ham med sig igjennem en hemmelig Gang fra Rabbiens Bolig op i Slottet.
Det var Morgen; drømmende stod den nye Konge i sit Purpu, paa den høje Slotsbalkon og skuede ud over den tumlende Folkemængde der ligesom anstrengte sin sidste Kraft for efter saa mange sørgelige Afvexlinger endnu en Gang at hvirvle et jublende Glædesraab i Luften; det Haab, den nye beundrede Konge kunde opvække hos det, var alene som en Afglands paa de vestlige Høje af den dalende Sol; det var ingen Morgenrøde. Akhilleus følte det med Vemod, og Zenobia søgte forgjæves at dølge sin Kummer og bange Anelse. Longinus var ved Emesa bleven Offeret for sin Troskab, og Akhilleus ventede sig en ikke mildere Skjæbne.
Da rejste sig en frygtelig Tummel. Forrædere eller Fortvivlede havde aabnet Stadens Porte, og den romerske Hær drog ind, som naar Havet har brudt en mægtig Dæmning og overskyller Landet med Død og Elendighed. Da tabte Zenobia sin Fatning, da udbrød hun: „Akhilleus! jeg føler, at jeg er Kvinde. Du er Mand. Gjennembor dette Bryst, at det kan faa Fred. Du har Kraft til at byde Fienden den sidste Trods. Begrav Dig under mine stolte Mure.“
Men Akhilleus drog den skjønne, afmægtige Kvinde med hurtige Skridt ind i Solens Tempel. Allerede stormedes dets hellige Mure. Da aabnede han Løngangen, og førte hende ned i de trygge Hvælvinger. „Hvor fører Du mig hen?“ spurgte hun mat. „Til Frihed!“ svarede han og trykkede hende i de tro Arme. Derpaa ilede han op i Templet hvor paa hans Befaling Zabdas havde indfundet sig med en udvalgt, tavper liden Skare. Han vinkede, og de traadte ned efter ham. Nu beskrev han Dronningen Vejen, og bad hende ile over Eufrat. Selv vilde han først følge, naar Alt var tabt. Zenobia var kommen aldeles til sig selv. Hun lod Krigerne gaa foran, og da hun var alene med Akhilleus, sluttede hun ham endnu engang i sine Arme, og sagde: „Sandelig, Alt er tabt, min Elskede; Alt uden vor Tro til hinanden, og hvad er det Øvrige at regne derimod? Du vil aldrig mere se mig, det føler jeg, gjør din Pligt, og vend da tilbage til et lykkeligere Aarhundrede. Men se, i Afskedens bitre Stund har jeg et Mindetegn at give Dig.“ Hun tog en kostbar Sten frem af sin Barm og viste ham de hemmelighedsfulde Charakterer, der med et magisk blegrødt Skjær glødede paa den mørkerøde Bund. „Tag denne Sten til Dig; den er en Talisman, som Du aldrig maa skille Dig ved. Saa længe Du bærer den, skal Tid og Død ikke adskille os, og naar Du engang i fjerne Tider finder den under dette Tempels Ruiner (thi med Dig skal den nedsynke bag de hellige Mure), da skal vi atter færdes og Tidens Hjul skal gaa tilbage for os, ufatteligt for Menneskene.“ Saa talede hun og llede fremad; men Akhilleus sank bevidstløs om med Stenen i sin Haand,
4.
Det var en vakker Høstdag. Anton sad dybsindig i Haven, og betragtede det affaldne Løv, og tænkte paa de fjerne Lande og de fjerne Tider. Det var ikke Lærkens Foraarslængsel efter Sydens Lunde, det var den stivnede Bis Længsel efter at finde Fred i den kommende Vinterdvale. Lægen havde nylig været her og havde rystet betænkelig paa Hovedet. Mina havde blegnende skjult sit Ansigt, og Rikkes Øjne løb over. Med et smerteligt Smil bøjede Anton sig over de hulde Piger og ilede ud i den høstlige Natur. „Egentlig er min Sygdom en unaturlig Spænding“, sagde han ved sig selv; „men denne Spænding er saa voldsom, griber saa dybt ind i min Tilværelse, at jeg maa gaa under.“ Da tænkte han med Et paa den kjære Rejsefælle, Baron Rosenholm, og det forekom ham, som denne alene maatte formaa at borttage hans indre, kvælende Smerte. „Jeg maa til ham!“ udbrød han højt, og glædede sig over, at han endnu havde Kraft nok til en bestemt Ytring af Viljen. Da blev paa engang en Tummel i Gaarden. Han blev opmærksom, og nu lød den gamle Vens bekjendte Stemme i hans Øre. Med to Spring var han ude af Haven og i Rosenholms Arme. Hvilken Overraskelse! „Du her! og det uden at vi have faaet en eneste liden Stavelse derom.“ — „Tusinde Gange velkommen, Hr. Baron“, sagde Falster med en Inderlighed og Rørelse, som ordentlig blev paafaldende for Anton, midt i hans Glæde over Vennens Komme. Endnu mere forundret ved at se, hvorledes Mina og Rikke vexelvis trykkede Rosenholms Haand, ligesom et gammelt Bekjendtskab skulde fornyes. Man gik ind i Stuen. Den Rejsendes Lune indtog Familien, og Anton, som i sin Glæde næsten ganske havde bemægtiget sig Samtalen var af Udseende, Stemme og Væsen saa rask, at Rosenholm med glad Forundring spurgte, hvor den Sygelighed og Svækkelse var bleven af, som han i sine Breve endnu bestandig havde klaget over.
Grunden til Baronens Ankomst og til Familiens Fortrolighed imod ham, var den, at den gamle Falster, da Lægen alt værre og værre rystede paa Hovedet, havde skrevet til Rosenholm og bedet om Oplysning om Sønnens Sygdom. Denne havde med Bekymring for sin Ven skrevet tilbage, at han snarest muligt selv vilde komme, og da mundtlig sige dem, hvad han vidste, og paa alle Maader stræbe at opmuntre Anton. Førend Nogen havde ventet det, ankom han virkelig, og des større og livligere blev Glæden.
Næste Morgen Klokken halv aatte var efter Sædvane Familien samlet; denne Gang i ængstlig Forventning. Baronen traadte ned med sin Pibe. Anton sov som sædvanlig. „For os Alle“, begyndte Rosenholm efter Morgenhilsenen, „er Antons sygelige Forfatning saa nærgaaende; det er i denne Anledning jeg har revet mig løs fra mine Forretninger i Danmark, og jeg ved, der er Intet for dem Alle vigtigere, end at erfare hvad jeg kan vide om dens Oprindelse. Altsaa jo før jo heller. — Vi landede, som De ved, i Saide, efter at have opholdt os et Par Uger i Athen og dens Omegn. Min Ven følte den mest levende, næsten overdrevne Interesse for enhver Levning fra Orientens Oldtid. Vi kom fra Jerusalem og vare begge opfyldte med Tanken om dens mageløse Betydning og Mærkværdighed. Kun Palmyras berømte Ruiner kunde forekomme os endnu seværdige i disse Lande. En Aftenstund ankom vi til en Flekke, en halv Mil borte fra den herlige Ruinhob, og næste Morgen vandrede vi i Selskab med nogle Beduiner til Staden. Det er ikke her Tid at fortælle Dem, hvor stor, hvor herlig denne sunkne Rigdom af Underverker ligger der i den vilde Forstyrrelse. Vi vare begge næsten ude af os selv. Efter et Par Timers Vandring skiltes vi ad, for paa forskjellige Kanter at optage Tegninger o. s. v. Kun ved Maaltiderne søgte vi sammen. Om Aftenen sent besluttede vi os endelig til Hjemrejsen; men Falster vilde endnu engang gaa igjennem Ruinerne af Solens Tempel, hvortil udfordredes en lang Omvej, og jeg, der var overmaade træt, gik hjem. Et Par Indfødte skulde følge min Ven. Saasnart jeg var kommen i Kvarteer, sank jeg om paa mine Puder. Efter nogle Timers Forløb vaagner jeg og kalder paa Falster. Han var endnu ikke kommen. De kan tænke, hvor urolig jeg blev. Jeg sprang op og gjorde Undersøgelser. Hans Ledsagere vare længe siden komne hjem. Da de, kjede af at stryge om med ham, havde drevet paa Hjemturen, havde Anton sagt, de kuns kunde gaa. Han fandt nok hjem. Forestil Dem min Uro. I faa Øjeblik sad jeg til Hest, fulgt af en hel Del Beduiner. Vi stode igjen ved de omstyrtede Stenhobe. Maanen straalede forunderligt ned over de hvide Støtter og Mure; det var en magisk dejlig Nat. At finde Falster i denne uhyre Strækning var naturligvis yderst vanskeligt. Vore Raab bleve ubesvarede, og han var intet Steds at opdage. Ganske fortvivlet og ude af Stand til at gaa længere, satte jeg mig ned paa et Murstykke, og mine Folk lejrede sig ligegyldige omkring mig. Søvnen trykkede mine Øjelaag sammen. Da jeg vaagnede, stod Solen højt paa Himmelen. Jeg sprang op og begyndte paa ny at raabe. Da — o Glæde! — kom Falster frem bag en Søjlegang og gik mig imøde. Paa mine Spørgsmaal vidste han ikke at svare Andet, end at det havde været ham umuligt at rive sig løs fra Ruinerne, der i Nattelyset havde noget usigeligt tiltrækkende. Han havde vandret omkring den hele Nat, mente han; dog vidste han ikke ret, hvad der var foregaaet med ham. Vore Raab vare slet ikke trængte til hans Øre. Med den højeste Smerte og Forfærdelse betragtede jeg ham. Han saa næsten ud som en Vanvittig. Meget føjelig gik han nu afsted med mig, og syntes lidt efter lidt at komme sig. Han medbragte en mærkværdig liden Sten, som han havde fundet i en Gang fra Solens Tempel. De har vel seet denne rigtig interessante Relikvie fra Oldtiden. Men snart ønskede jeg den langt bort; thi han betragtede den uafladelig og med en saa underlig Interesse, at jeg ofte blev bange for ham. Ved vor Tilbagekomst til Marseille lod han den indfatte i Guld og bar den siden altid i en Guldkjede. Der har De den hele Historie, saa vidt som jeg kjender den. Jeg drev paa Hjemrejsen i det Haab, at han vilde komme sig i sin Families Skjød. Desværre, mit Haab er da ikke opfyldt.“
Tause og inderlig bedrøvede sad de gode Mennesker omkring Baronen, som bekymret stirrede hen for sig. „Jeg er ikke overtroisk“, begyndte han endelig; „men af psykologiske Grunde tror jeg, det vilde være godt, om man fik Medaillonen fra ham.“ — „De har Ret“, svarede den gamle Falster; „men hvorledes bære vi os ad dermed? At bruge Vold var neppe raadeligt.“ Rosenholm saa betydende paa Mina. En let Rødme fløj over Pigens blege Kinder. „Jeg vil forsøge det“, sagde hun sagte.
Nu kom Anton ned. Den sædvanlige Mathed, hvormed han hver Morgen traadte ud fra sit Værelse, laa paa hans Ansigt. Imidlertid oplivede Rejsefællens Nærværelse ham kjendeligen. Baronen førte Samtalen lige paa Palmyra, og Anton, der i Førstningen var ligesom sky for at indlade sig deri, blev snart opildnet. Feberild brændte i hans Øjne og paa hans Kinder; han sprang snart op, snart satte han sig igjen. Da traadte Mina med sit hulde Smil tæt foran ham og bad ham om at se Medaillonen. Han tog den frem og gav hende den. Med en kunstlet Munterhed begyndte den elskværdige Pige: „Anton! Jeg har en stor Begjæring at gjøre Dig. Giv mig et Bevis paa at Du holder af mig, og forær mig denne Skat. Jeg kan ikke se mig mæt paa den.“ — „Det kan jeg ikke, kjære Mina; jeg ved ikke selv hvorfor; bed mig om hvad Du vil, men tag ikke denne Relikvie fra mig.“ Men Mina, den ellers saa fordringsløse Pige, holdt ikke op at bede, førend han med et mørkt Ansigt gav hende den.
Mina ilede under den første Forevending ud af Stuen, og skjulte Stenen i sin Kommode. Dagen hengled som sædvanlig, kun at Roserholms Nærværelse satte Anton i et fortræffeligt Lune. Om Aftenen, da han bad Godnat, stod Ønsket om at faa Stenen tilbage tydelig skrevet paa hans Pande; men Mina lod det ikke komme til Ord, og han gik. Næste Morgen, Familien havde neppe samlet sig, førend Anton usædvanlig munter traadte ned. „Det er forunderligt“, sagde han; „saa vel har jeg ikke sovet i mange Tider; Din Ankomst, Rosenholm, gjør mig frisk igjen.“ Og virkelig, fra den Tid af kom Anton sig: Rosen blomstrede atter paa hans Kind, Øjet straalede, og inden en Maaned var han fuldkommen helbredet. Endnu førend Baronen rejste, blev Mina forenet med den elskværdige unge Mand, og alle Glædens Genier omflagrede den lykkelige Familie.
I dette Tidspunkt lærte Nedskriveren af disse Ark Falster at kjende, og hørte af den lykkelige Kone Begivenheden med Medaillonen. Hun viste mig den, og, var det saa i sig selv, eller fordi Fortællingen havde vakt min Fantasi, men jeg maa tilstaa, Stenens Farver og de uforklarlige Charakterer forekom mig ret vidunderlige. Anton spurgte aldrig efter den mere; men engang, da vi længe havde underholdt os om Palmyra, tog han mig til Side og gav mig et Manuskript, der havde til Overskrift „En Ulykkeligs magnetiske Drøm, optegnet efter Hukommelse i hans lykkelige Dage.“ Dette Manuskript har jeg i Forkortning meddelt Læserne i det Foregaaende.
Saa langt har jeg trøstig berettet min Vens underlige Tildragelse. Nu skjælver min Haand, og mit Øje omtaages af en bitter Taare. Ak, skal jeg fuldende? — Tre lykkelige Aar henrandt som den rolige Bæk løber ned over Blomsterengen. Da — døde Mina. Stum af Sorg sad Anton en Aften og gjennemsaa hvert Baand, hvert Brev i den Uforglemmeliges Efterladenskab. Da fandt han Medaillonen. Han hængte den atter om sin Hals, gik op paa sit Værelse og lukkede Døren i Laas. Neden under hørte man ham gaa op og ned hele Natten. Næste Morgen — var hans Forstand aldeles borte! — Nu sidder han med de stive, stirrende Øjne den hele Dag ganske alene og drømmer. Intet kan vække ham. „Gud give ham snart Fred!“ sige de gamle bedrøvede Forældre, og med et Suk gjentager hans Søster, min elskede Hustru, og jeg det tunge Ønske.