gjort Velbehag nærmede os civiliserede Menneskers Boliger. Naar de Hellige fra de forenede Stater eller andre Dele af Verden faae Byen i Sigte, nedkaste de sig paa Jorden ligesom Mahomedanerne, naar de opdage Mekkas hellige Bygninger; af os hilsedes imidlertid Synet af dens straalende Huse kun med et Glædesraab og vi skyndte os afsted paa den meget befærdede Vei. Skjøndt i Reglen god, var denne Vei ligesaa mærkelig som alt Andet, der hører til dette Territorium. Den snoede sig frem og tilbage, først tilhøire og saa tilvenstre, rundtom Bjergenes og Bakkernes Fod, indtil den endelig naaede den Slette, hvorpaa Byen ligger, og vi betraadte den ligesom Solen sank ned i den vestlige Horizont og Nattens Skygger begyndte at brede sig over Bjergtoppene. Naturligviis gik vort førsste Ønske ud paa at erholde Husly og Føde, ikke blot for den Nat, men for flere Uger. Zion var fuld af Besøgende, Reisende og Udvandrere, som tærngte til det Samme. Der findes Flere, som mod et Vederlag ville give os, hvad vi trænge til — jeg siger mod et Vederlag — thi Mormonbrødrene ligne i denne Henseende de gamle Jøder, som, medens de lode som om de foragtede Hedningerne, ikke desmindre inderligt elskede Hedningeguld. Vi søgte Logi i „De forenede Staters Hotel“, hvis Vært var Mr. Kinney, bestalter Dommer for Territoriet Utah, men til vor store Sorg var hans Hus fuldt. Han yttrede ligeledes sin Beklagelse, men henviste os til et mindre og langt ringere Gjæstgiversted, som forestodes af en Mormon — Broder Underwood.
