kristent hjem, som fra en liten be gyndelse vokset sig op til nu at kunne motta 76 unge piker, som fra forskjel lige dele av vort land søker ind til Kri stiania for at frekventere skoler og gym nasier.
I K. M. A. vil kammerherreinde An kers minde leve som den utrættelige missionsven. Særlig var det det ulykke lige Armenien, « blodets og taarernes land», som av Herren blev lagt paa hendes hjerte; og i ydmyg avhængighet av Ham begyndte hun i 1902 Armenier missionen i Norge, og hun var dens dygtige og energiske formand næsten til sin død. Hun fik ogsaa vakt og med megen korrespondanse vedligeholdt inter essen for dette arbeide i store dele av vort land.
Vi takker Gud for hvad han gav os i kammerherreinde Anker.
Hun vil bli meget savnet.
Kjære K. M. A. venner rundt om i Norge, vil I ikke være med at slaa en bønnering om det armeniske folk, som er i stor aandelig og legemlig nød og mere end noget andet folk i verden trænger til vore forbønner. Der er fare for at den sidste rest skal gaa tilgrunde i grænseløs jammer og lidelse. Esaias 62,6.
Frk. K. M. Petersen, som midt i oktober kom hjem fra Armenien, skriver i et brev til mig:
De politiske forhold er endnu vanskelige, og det er ikke avgjort hvem der skal ha landet. Tyrkerne i Sivas, Malatia og Harpoot sier at de vil gjøre motstand til det yderste om englænderne skulde komme, da de selv vil beholde landet og ikke vil avgi det til armenierne. De truer likefrem med en massakre paa den lille rest som endnu er tilbake, og de vil ha tid og magt nok til at gjøre det, hvis de skulde høre at stormagterne nærmer sig. Endnu er forholdene i det indre meget usikre og vanskelige. Tyrkerne bryr sig ikke om nogen befaling fra Constantinopel, men gjør som de vil. De gir ikke armenierne sine eiendomme tilbake, men truer og plager dem.
I husker nok alle vor badvelli (pastor) Krikor Stephanian, som i alle de aar jeg var i Musch trolig stod mig bi i arbeidet. Baade han og hans hustru blev deportert og dræpt sommeren 1915; men deres eneste datter Araxi var dengang ved det amerikanske kollege i Harvoot for at utdannes til lærerinde, og det blev hendes redning. Da jeg talte med hende i Mesereh var hun utrøstelig over tapet av sine kjære forældre og alle sine slegtninge. Senere flygtet hun over til Rusland, da forholdene i Harpoot blev meget usikre. Siden hendes flugt har jeg intet hørt fra hende og var bange for, at hun ogsaa var omkommet; men for 2 uker siden mottok jeg et langt brev fra hende fra Constantinopel, hvori hun fortæller at hun ved Dersimkurdernes hjælp flygtet over til Kaukasus. I næsten 3 aar har hun arbeidet som sykepleierske ved et av det røde kors’ hospitaler i Rusland og kom efter vaabenstilstanden over til Constantinopel, hvorfra hun vil reise til Amerika for at studere videre ved et av universiteterne der. I vil sikkert med mig glæde eder over at høre, at hun er reddet og i sikkerhet og bede for denne unge, ensomme pike, som efter alt hun har gjennemgaat føler sig fredløs og ulykkelig. Araxi ligner meget sin far. Hun er en stilfærdig og klok pike og var en av vore bedste elever paa skolen og i søndagsskolen i Musch.
Hun fortæller mig at en av vore kjære lærerinder, Margarid, som ogsaa flygtet over til Kaukasus, nu opholder sig i Tiflis og hjælper til i et armenisk barnehjem der. Det var ogsaa en stor glæde for mig.
Ogsaa fra vor prest Benjamin Bedrossian har jeg for kort tid siden hat brev. Han virket i flere aar som prest og lærer i landsbyen Havadorig, nær Musch, og senere nogen aar som evangelist i det store Musch distrikt; men i de sidste aar har han været bosat i Constantinopel, hvor han er ansat av amerikanerne som prest og lærer i en armenisk landsby nær Constantinopel.
