Surp garabed, 16. juli 1913. Armenisk kloster, 8 timers ridt fra Musch.
Det gjør mig ondt, at jeg saa sjelden har faat tid til at skrive hjem, men heroppe paa fjeldet, borte fra uro og travelhet har jeg tid og ro til at besvare kjære breve. — Som De kanske vet, red jeg i begyndelsen av juni over til Mia-Farkin for der at møte hr. pastor Lohmann og være litt sammen med søster Thora. Jeg tok mindst mulig med, da det jo bare er tre dages ridt fra Musch til Farkin, hadde hverken seng eller sengklær med, kun litt mat og tøi. Rupen og en Sabtie var med, Sabtien for at vise vei og for at beskytte os, da der sagdes, der var usikkert oppe iblandt kurderne, og en tyrkisk officer dagen forut skulde være blit myrdet paa den samme vei, som vi skulde ta. Vi hadde egne heste med, saa det bar hurtig avsted paa sletten, men oppe i fjeldene var de ikke saa flinke. Første dagen var nu ikke værst, vi naadde ved aftenstide til kurderlandsbyen Schen, som ligger høit og vakkert. En venlig kurderhøvding mottok os i sit aapne, pene telt, hvor vi snart følte os vel. Høvdingen og hans bror spiste til aftens sammen med os, der var pillaw og moden urter og et tungt, sort brød, der smakte storartet efter det lange ridt. Efterpaa trakterte jeg med the, og Rupen kom frem med lemonade. Det syntes de rigtig godt om, og sa: «tænk, at de tyske trakterer os, ellers pleier de ikke at ville gi os noget.» Jeg sa til Rupen, «vi maa se at finde anledning at tale til dem om aandelige ting og om mulig fortælle dem om Jesus», og snart tilbød der sig en leilighet. En av dem sa til en anden:. «Du kan se, at de tyske heller ikke er tilfredse i deres land, siden de kommer her for at reise omkring.» Saa fortalte jeg dem den egentlige grund, hvorfor vi var komne her, og snart var vi inde i en lang samtale om de evige ting. Jeg talte paa armenisk, og Rupen oversatte saa godt han kunde paa kurdisk, gik det ikke paa kurdisk, saa talte han paa tyrkisk, og Sabtien oversatte det paa kurdisk. Høvdingens bror og Sabtien lyttet især opmerksomt og spurte om saa meget, og jeg takket Gud i mit hjerte, fordi han gav os anledning til at vidne om frelsen i Jesus for disse vilde kurder. Først vilde de alle bli i teltet om natten, men paa min bøn lot de os beholde det alene og sov selv utenfor. Det var koldt deroppe i det aapne telt, men de la paa baalet midt i rummet og gav os varme sengklær. Saavel Sabtien som Rupen laa med ladte geværer; men jeg følte mig saa tryg hos dem, som laa jeg i min seng i Musch. Tidlig om morgenen vaagner jeg ved at en av kurderne roper: «Rupen, Rupen skynd dig av sted, en av hestene har slit sig løs og er langt avsted oppe imellem bjergene,» og Rupen sprang avsted saa hurtig han kunde. Vore to heste hadde vi maattet binde ute langt fra teltet, da der i nærheten intet godt beite var. Det var slemt nok, Sabtiens hest og den ene av vore sprang om langt, langt borte paa den anden side elven efter endel løse heste. Jeg hadde ikke stort haab om, at vi skulde komme avsted den dag; men la saken frem for Gud, og min glæde var stor, da jeg ½—1 time efter hører at vor hest er fangen, og senere fik de med list og snilde ogsaa tak i Sabtiens hest. Senere spiste vi frokost og tok ogsaa et billede, som jeg senere sender, om det er godt. Tilslut kom en uhyggelig dervish med sort, langt haar og sorte, onde øine og vilde vise os sine slanger og gjøre alleslags kunster. I den mands nærhet følte jeg mig ikke vel, det var som en ond aand sat ved siden av mig og betragtet mig og jeg var glad, da vi atter var paa veien til Farkin. Det var en anstrengende dag, op og ned
