Side:Kriton.djvu/13

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

formet Kvinde, iført et hvidt Klædebon, kom til mig, raabte paa mig og sagde:

Sikkert paa tredie Dag vil Du hilse det frugtbare Phthia[1].

Kriton: Hvor selsom en Drøm, o Sokrates.

Sokrates: Og dog tydelig nok, Kriton; saa synes ialfald mig.

Kriton: Ak ja, vel saa det, ser det ud til — men, o herlige Sokrates, endnu er det Tid; lyd mig og Du skal frelses. Betænk ogsaa, at, dør Du, da kommer Ulykken ikke alene: ikke nok med, at jeg mister en Ven, hvis Mage jeg aldrig vil finde, men for alle dem, som ikke vide fuld Besked, vil jeg staa som den, der med Vilje har undladt at bringe Penge til Din Frelse, endskjønt det har staaet i min Magt. Og dog, hvilket Ry er skammeligere end det at beskyldes for at sætte Penge høiere end sine Venner? Den store Mængde vil nemlig ikke tro, at Du selv ikke har villet forlade dette Sted, medens dog vi have truffet Foranstaltninger dertil.

Sokrates: Men hvorfor, min hæderlige Kriton, skal vi egentlig bryde os saa farligt om, hvad den store Mængde mener? de Sindigste, hvis Mening der ligger nogen Vægt paa, ville dog visselig tro, at Sagen er gaaet til, just som Tilfældet er.

Kriton: Men Du indser nok alligevel, kjære Sokrates, at man nødvendigvis maa tage Hensyn ogsaa til den store Mængdes Mening; thi, som Sagerne nu staa, er det klart nok, at den store Mængde er istand til at sætte, ikke Smaating, men det Allerværste iværk mod dem, som gjennem Bagtale ere komne ud for deres Had.

Sokrates: Ja var det endda saa vel, Kriton, at den virkelig duede til at iværksætte de største Onder og derved ogsaa viste sig istand til at udrette de største Goder, saa vilde Alt være i sin gode Orden. Men nu formaar den ikke nogen af Delene; thi hverken magter den at handle fornuftigt eller ufornuftigt, men gjør simpelthen, hvad den i Øieblikket finder for godt.

  1. =