Side:Kriton.djvu/10

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

klæder dem, er simpel og tarvelig, og det er Grunden til at Mange, naar de høre ham første Gang, anse hans Tale for lidet betydningsfuld — — men den, som rigtig forstaar at udgrunde dens skjønne og dybe Betydning, han ser tydelig, hvor viis, hvor indholdsrig og hvor guddommelig den er, og at dens Hensigt er ene og alene at løfte vor Sjæl og sprede Lys blandt Menneskene — — — den vækker Forsætter og Beslutninger tillive hos os, som i alvorlig gribende Styrke overgaa Alt, hvad de mest begavede Folketalere have formanet at skabe.“

Den Kriton, med hvem Sokrates i sit Fængsel fører den efterfølgende Samtale, var en velhavende atheniensisk Borger og en af Sokrates’s ivrigste Disciple og troeste Venner; ogsaa hans Sønner vare den store Vismands Disciple. Dertil maa han have været en baade dygtig og begavet Mand; han skal nemlig selv have skrevet en Samling Dialoger (ɔ: saadanne Samtaler som den efterfølgende) i Sokrates’s Aand.

Det er den ovennævnte Platon, Sokrates’s berømteste Discipel, som har nedskrevet den efterfølgende Dialog, der bærer Navnet Kriton. Vi kan derfor være temmelig visse paa, at vi ikke blive skuffede, naar vi mene, at denne Sokrates’s Samtale med Kriton giver os et troværdigt Indblik i den navnkundige Vismands Tanker. Om hans Død skriver Platon et andet Sted: „Saaledes endte vor Ven, der efter vort Skjøn, saaledes som vi lærte ham at kjende, ikke alene var den fortræffeligste, men ogsaa den viseste og retsindigste blandt alle Mennesker.“