Paa skoleeksamen
Paa skoleeksamen.
som tjern i sommersolens skin.“
(Ibsen: „Brand.“)
Midt i vilde skogen, hvor det ikke er langt op til fjeldbandet, men stupende brat ned til elven, som gaar vaargul og strid ned i dalrenden, ligger skolehuset. Rigtignok gaar der en vei lige forbi; men en vei, som sjelden nogen færdes paa, forhøier bare ensomheden, og du synes ligefuldt, du er i øde skogen, med fjeld over dig og fjeld midt imod. Og her, paa den moseklædte bund, mellem enerbusker og tause skjæggede graner har civilisationen ranet sig en liden flek fra skogens lynrappe, menneskesky dyr. Her, hvor orren og tiuren nylig i uforstyrret ro lekte sin hemmelige vaarlek, hvor tykke meiser, vimsede snespurv og skvaldrende trost skravled lystig i munden paa hverandre, uden nogen slags disciplin og orden, — her overdøves de nu af klare barnestemmer, som synger om Jesus. Og her, hvor før bare saas de retlinjede spor efter rævens forsigtige lusken, de regelmæssige trekantede efter harens kaade sprang og de barnslig sprikende efter ekornets alfelette hop, eller hvor en tydelig kunde se, at rypen havde gjemt sig i den løse sne og broderet smaa kniplingsagtige veie omkring, og hvor en ræd liden mus havde draget en forsigtig stribe fra træ til træ, — her yrer det nu af spor efter barn. Her staar de i den løse sne, smaa nye sko, eller gamle skjæve, laant af far eller mor; paa kryds og paa tvers staar de i nord og i syd og peger hid og did, uden maal og med, — fortæller bare om sidsten og om gjemsel bag busk og bag træ, mens alle skogens to- og firbente dyr forarget ser paa slige planløse spark, som hverken gjælder mad eller elskov, og gjemmer sig dybt inde i den tause, mørke skog.
Idag skal det være eksamen for smaaskolen, og paa den næsten ufremkommelige landevei kommer skolebarn traskende. Det er først i mai, saa det skulde ligesom være vaar; men Vorherre stelte til en besværlig vaaraan iaar, slig en vældig snø-dætt, som der kom just i den tiden, det skulde til at bli bart. Men han vil nok vise, han kan gjøre vaar alligevel i rette tid, for nu gaar det i stormskridt altsammen. For ikke mange dagene siden var det aldeles snø-helt, og nu bryder alt bækkene sig vei gjennem sneen, dæmmer op til hele tjern midt i veien, saa skolebarna stanser og glemmer at høre sig selv i katekismen, mens de absolut maa kare nogen smaa render her og der, saa vandet faar vei. Og hei — der fosser det afsted med skvulp og med skval, mens ungerne hujer af fryd, saa den klare, vaarblaa luft dirrer af raab og latter, og spruten staar ret tilveirs og sender en regn udover den buksen, han Jon skrædder netop syede nyt „buks-træk“ paa til eksamen, eller udover det „modig“ fine forklæde hendes Anne, som er sømmet paa samme jæla som præst-bonas. Og paa den stille landeveien, hvor en ellers kan høre sin egen pust og hver liden mus, som pusler bag en busk, her staar de nu paa hver sin side af veien og hujer af al magt for at overdøve bækken, som gaar imellem dem.
„Jøss, klokka er vist snart halgon ni!“
Det var en liden gløg en, som kom til sans og samling. Og som paa kommando hiver de allesammen stokkene og staurene, de har brugt til at kare i snedammen med, og sætter afsted, saa nisteskræppen dingler paa ryggen.
Men inde i skolestuen er det saa fint og skuret, og gulvet er festlig strød med ener. Ved pulterne sidder de smaa i række og rad med søndagsansigter og foldede hænder, gutterne til høire, jenterne til venstre. Paa bænkene rundt om væggene sidder nogen kjærringer med bunding og et par mænd. Oppe ved et lidet bord for sig sidder præsten med bøger og protokoller i ærefrygtindgydende stive bind foran sig, mens præstefruen sidder lidt længer borte med et utrulig fint haandarbeide, som jenterne gløtter nysgjerrig bort til. Men oppe paa katedret staar en ung vakker lærerinde med haaret opsat i en liden nydelig top, mens nogen lokker, som var for smaa til at være med i toppen, kruser sig viltert om en klar og ungdomsglad pande. Hun eksaminerer i religion, og svarene falder rappe og flinke.
Der staar de alle disse glade barn og forklarer med freidig røst og lyseblaat blik kristendommens dybsindige sandheder. Skabelsen, gjenløsningen og helliggjørelsen, ja selv nadverens løndomsfyldte ord glider som fod i hose gjennem deres lille klare sjæl, som endnu ingen tvilens dæmon har herjet. Og over de gamles ansigter, bøiet over bundingen, gaar bevægelsen, snart som et smil, snart som et dirrende smertensdrag, mens læberne hvisker ordene med. Endnu mindes de nok: „Det er —“, og naar de smaa stanser og glemmer, høres i stilheden den sagte hvisken over de smale, sammenknebne læber.
De mindes — — men det er saa længe siden, de stod der selv og tyktes, det alt var som fod i hose. Hvor blev det af det alt i livet? Hvorfor blev det borte paa veien? Var det, fordi de ikke var sande disse gamle, trøstefulde ord, eller var det, fordi de selv slap taget? Og der presses et suk frem over den tæt sammenknebne mund, som aldrig er vant hverken til at klage eller juble, og som saa sjelden har tid til at nævne de høitidsstemte tanker dybt dernede paa sjælens bund.
„Hvad hændte paa pintsedagen, da, barn?“ spør lærerinden.
„Jesus stod op fra de døde,“ mener en liden en.
„Saa?“ Det lyder lidt bebreidende.
„Nei, det var Kristi himmelfartsdag, det,“ retter en liden freidig fyr.
En kjærring med svart kjole og kvit bunding puffer ham forarget i ryggen: „Svara slikt!“ hvisker hun.
„Ved dere ikke, paa hvilken dag Jesus stod op fra de døde?“ spør lærerinden.
De smaa er pludselig blit betaget af usikkerhed og tør ikke foreslaa flere festdage.
„Paaskedag, ved jeg!“
Stemmen lyder lidt skarp, og der kom nogen rynker i den klare pande, mens hun utaalmodig stryger en liden næsvis lok bort.
Pintsedagens under er klaret, og nu holder de paa med den første artikel. De greier utrolig kjækt alle Gud faders egenskaber.
„Hvad vil det si, at han er evig?“
„At han har vøri hele tia,“ svarer en gut i splinterny diplomatfrak af sort vadmel. Han stikker næsten akademisk af mod de andre gutter, som nærmest ligner smaa gemytlige lægprædikanter i graa-vadmel.
„Men han skal vel dø engang?“ eksamineres der videre.
„Nei, han skal leve hele tia, au,“ svarer den flinkeste af jenterne.
„Hele tia,“ hærmer en stor jente smilende efter. Stakkar, hun har lite til hjerne, men desto mere til krop. Hun ser næsten ud som i konfirmationsalderen, og det store hode med kortklippet haar kunde passe paa en røsslig kar. Hun sidder hele tiden i én henrykkelse, i den lyksaligste uvidenhed om sin egen dumhed, og hver gang hun har plapret et svar efter, ser hun sig glædedrukken om i kredsen.
„Skal vi heller aldrig dø?“ spør lærerinden.
„Jo da!“ svares der ubekymret i kor, som om døden ogsaa var en lek, et lidet muntert hop over en vaarbæk, og lige saa let at forstaa som, at Gud aldrig skal dø.
„Ja, dere ved, vi maa alle dø engang,“ siger lærerinden alvorlig.
„Ja,“ hviskes der igjen i kor; men denne gang gaar der ligesom en liden skygge over de sorgløse barneansigter, som en fjern anelse om dødens gru.
De gamle bøier igjen de trætte hoder, og et, suk høres i stilheden.
„Hvor kommer vi saa hen, da?“
„I jora,“ svarer en jente uforfærdet; det har hun da set saa mangen en gang, at de døde „farer til jora“.
„Ja, legemet; men sjælen da?“
Og nu løftes de lyse barnestemmer igjen til et stort samstemmigt kor:
„Til Gud i himlen, vel!“
„Javist,“ siger lærerinden. Der farer nok noget igjennem hende om, at hun vist ogsaa burde nævne den anden mulighed, men — helvede og slige klare barneøine — hun gaar hurtig videre.
Senere paa formiddagen har de historie, geografi og naturfag over ett, og nu faar de lov til at fortælle og svare i kor hele tiden, for at det skal gaa lidt raskere. Somoftest forstaaes intet uden et samstemmigt hyl, bare af og til, paa de vanskeligere punkter, faar en eller anden begavet enkeltmand ordet. Snart er det en af „lægprædikanterne,“ som i gemytlige landsmaals-ord lar sin visdom skinne; snart den lille „akademiker“ i diplomatfrakken, som forsøger at gjøre vold paa sin landsmaals-tunge for at udtale de rare fremmede navne; snart en flok lyshodede jenter, som i gløg samstemmighed kan alt paa en prik.
Tilhørerne sidder her forholdsvis udenfor; de mangler forudsætningerne for at kunne følge med. En og anden kjærring synes nok, alt dette høres gildt ud; men en af mændene med selvgodt norsk bondeblod i sine aarer ryster paa hodet, mens han tænker: „I min ungdom lærte vi bare forklaringa, vi; og det vart da folk af os, au. Men hvad dem skal med alle disse landskapa, er ikke godt aa veta!“ Han ser foragtelig bort paa landkortene, spytter og snur sig.
Nu kommer turen til det menneskelige legeme. Der kan de følge lidt bedre med, for at en har lunger, hjerte, nyre og lever, ved da de ogsaa; i slagtningen er de blit var noget af hvert sligt. Men slig som de gransker baade i tjuktarmer og tyndtarmer og spytkjertler og al den styghed, som til er! Huf, det kunde rigtig grøsse i en! Og slige fæle „roser“, som der hænger paa væggen, baade af skranglete benrangler og af tarmer og alt stygt indvortes stel. Nei, da var det i grunden morosammere at høre paa historie, f. eks. om han Gunnar paa Lidarende, som „hadde slig en vond kjærring“ — vonde kjærringer havde nok de ogsaa raakt paa i verden!
Men nu har de smaa snart udtømt al sin viden, og nu er det bare sangen igjen. Med et hop er de ude af pulten og stiller sig op i ring, haand i haand.
Og saa synger de, slig som bare barn kan synge, om fugl og om fisk, om bjønn og om ræv, om lek og om moro, om arbeide og om søvn, om liv og om død, om engler og om al himlens, himlens fryd — alt vælder ud fra friske barnebryst i en eneste lys strøm. Og far og mor løfter paa hodet, mens gamle minder river dem ud af hverdagslivets slid, og de bæres af barnesangen op mod den vaarblaa, tindrende himmel, hvor Gud sidder og siger sit almægtige „bliv!“ til vaaren. End lystrer de ham baade paa fjeld og i skog, end har han magt til at løsne de vældige snefonner og en liden klar takkens taare fra gamle, tørre hjerter.
Og de knokede, stive hænder folder sig til bøn sammen med alle disse myge barnehænder, som har saa let baade for at bede og takke. Sammen med alle disse tillidsfulde barneøine, som kan baade graate og le, som kan alt det, de gamle ikke kan, hæver de blikket høit over livets jammer og over jordens slid.
De sidste toner dør hen.
Nu er det hele slut, og skolestuen ligger der saa stille igjen, en liden signet flek midt i øde, vilde skogen.