Paa ski i maaneskin
Paa ski i maaneskin.
(1892.)
paa ski gjennem skogenes haller —
et sus over heier og held,
en dans over blanke krystaller“.
(Th. Caspari: „Stjerneskud“.)
Det var en skumringsstund, vi sad inde og stured og syntes, det var noksaa studsligt paa landet om vinteren. I aviserne læste vi om saa meget morsomt, de nu havde for sig inde i byen. Kunstnernes høstudstilling var aabnet, paa theatre og i koncertsale var saa meget at se og høre.
Hvad saa og hørte vi? Øde skogstrækninger, fjeld bagom fjeld, vindens evindelige tuden — — — tankerne gik graat i graat.
Da kom min lille niaarige skikamerat og foreslog: „Kom, lad os gaa en tur paa ski, det blir saa deiligt maaneskin ikvæld!“
Ja nok, det var et ord i rette tid. Vi spændte vore nye fine ski paa fødderne, og fandt snart en sti i skogen, som vi kjendte saa godt fra vore sommerture, og som slynged sig morsomt med smaa bakker hist og her.
Vel lidet sne var det endnu; men den, som var, var skinnende ren og frisk. Ikke noget ruskomsnusk fra vor smudsige jord havde faat skjæmme den endnu.
„Fjeldtoppens sølvblege skjær viste, at maanen var nær“ — for at tale med fader Welhaven —, og snart gled den ogsaa høitidelig frem og tændte skogen i festbelysning. Alle trær var i fuld galla, damerne i hvide kjoler og herrerne i „ulastelige skjortebryst“. Alt dette festlige smitted; vi slog om i feststemning, vi med.
Min lille kamerat, som i den korte maaneskinsbelysning og med sin røde toplue livagtig ligned en nisse, blev især munter. Han narred mig udover bakker og stup, som han klarte som ingenting, men lo, saa det sang i skogen, naar jeg stupte, saa snespruten stod om os. Og han greb overgiven de udstrakte grener og raabte: „Goddag, gamle kamerat!“ Men de ærværdige, skjæggede trær blet smittet af hans lystighed, og kylte i lutter gemytlighed festdragten lige i hodet paa ham, mens grenene sprat let tilveirs.
Men vi gled videre nedigjennem de smale stier, hvor trærne stod tæt, og hvor maanelyset bare i striber faldt ind hist og her mellem trærnes blaa skygger, og ind paa en aaben plads, hvor det med en gang blev saa lyst, som naar lysekronen sænkes i theatret.
Det var jo ogsaa en festsal, vi var kommet ind i. Lyttende skarer af unge trær stod stille og hørte paa en gammel ærværdig gran holde foredrag om vore skoges uforlignelige skjønhed. Ikke var det politik, han foredrog — nei, da havde vi pebet ham ynkelig ud. Men fordi hans foredrag var ungt og friskt som selve skogen, vifted vi med skistavene, mens de unge trær dryssed sin hvide sne som blomster for talerens fødder.
Men det værste var, at nu vilde „Nissen“ ogsaa holde foredrag. Han kløv op paa en stubbe, fægted voldsomt med armene, og begyndte i velvalgte ord at gi et resumé af sine møisommelig erhvervede skolekundskaber. Det summed om ørene paa mig med bibelske, historiske og geografiske navne, saa jeg blev helt forfærdet over al den viden, jeg allerede havde faat proppet ind i hans unge hode. Naturligvis raabte jeg bravo og hurra, saalænge der fandtes veir i mine lunger. Men da han havde begyndt med begyndelsen og truede med at gjennemgaa hele verdensordningen, maatte jeg saa høflig og skaansomt som muligt gjøre ham opmærksom paa, at den største feil, en taler kan ha, er ikke at kunne begrænse sig. Efter denne tilrettevisning af publikum afslutted han noget pludselig sit foredrag, efter dog først behændig at ha anbragt de velklingende navne Sierra Nevada og Sierra Morena. Forsøgte saa at hoppe ned midt i hodet paa publikum, hvilket heldigvis ikke lykkedes ham helt.
Efter dette intermezzo, som end yderligere havde opfrisket vort humør, gled vi videre og kom ud paa en pynt, hvorfra vi havde den mest storartede udsigt.
Det ene „vinterbillede“ efter det andet traadte frem, omrammet af maanens sølverskjær — — — aha, vi var kommet ind i kunstnernes høstudstilling!
Derinde i byen havde de dekoreret med en gran med tre kongler i toppen og Karlsvognen over. Det hørtes saa morsomt og stilfuldt ud, da vi læste det; men nu? En gran og tre kongler! Her var tusen graner og millioner kongler! Og Karlsvognen? Ja, den var sagtens vor mindste kunst at præstere hver stjernelys kvæld! Og billederne selv? kunde saavist konkurrere med hvilkomhelst malers.
Dette gik jo udmærket. Nu havde vi været baade paa foredrag og kunstudstilling. Landlivet om vinteren var ikke saa værst endda! Var lykken god, kunde vi kanske komme paa koncert ogsaa.
Ganske rigtig; der kom vi ind i koncertsalen, stor, lys og rummelig. Ingen pianovirtuos sad ved flygelet, og ingen primadonna stod paa tribunen, ikke engang skogens vanlige sangere var paafærde. Men „ensomhedens store sang bruste om vort øre“, og den greb os saa mægtig, at vi i ærefrygtsfuld taushed bragte den vor hyldning.
Vi fandt dog, at det maatte være maade med fornøielser paa en kvæld ogsaa; nu fik vi tænke paa hjemveien. Og saa bar det opover bakke; jeg strævende og kavende, mens „Nissen“ flot manøvrerte sine ski paa kryds og tvers. Han var saa overlegen paa ski, at jeg nær havde faat skogens ungdom med paa en begeistret ovation for skisporten, adresseret til ham, hvis jeg ikke i det samme havde siddet fast i min vanlige stilling opover bakke: staven fast plantet i bakken, og jeg krampagtig støttet til den, paa nære nippet til at glide baglængs nedover og midt op i en af „vinterbillederne“. „Nissen“ vendte sig, smilte beskyttende og gav mig det i skiverdenen saa foragtede raad at spænde skierne af og bære dem opover bakken.
„Se, hvor gildt det lyser deroppe paa bakken!“ raabte han saa med ett. „Nu kommer vi til kongsgaarden!“
„Ja, det er rigtigt; den fornøielse har vi endnu igjen“.
Og saa raabte vi overgivent: „Du maane, du maane, kan du si os veien til Soria Moria slot?“
Did skulde vi, blev vi enige om, og ikke vilde vi gi os, før vi havde fundet veien did og faat os en dans med den yngste og vakreste af alle prinsesserne.
„Nissens“ eneste bekymring var, hvorledes han skulde faa mor med opover bakke. Udover var hun ikke saa værst endda, for hun havde da ialfald mod til at stupe!