Paa Sygeleiet
Paa Sygeleiet.
Det Iisdryps Rislen i min Barm . . ?
og disse Stik af Ild . ?
Lad Døden kalde det sin Sei’r!
Det er min Himmels Foraarsveir,
dens Vaarfrembrud – snart kold snart varm
min Saligheds April.
og disse Stik af Ild . ?
Lad Døden kalde det sin Sei’r!
Det er min Himmels Foraarsveir,
dens Vaarfrembrud – snart kold snart varm
min Saligheds April.
Dog kjæmper Hjertet i mit Bryst
mod Dødens Trængen ind.
Det slaaer den endun Dag for Dag
tilbage kjækt med tunge Slag.
Mit Sind er roligt, klart og lyst
som Kjern i Maaneskin.
mod Dødens Trængen ind.
Det slaaer den endun Dag for Dag
tilbage kjækt med tunge Slag.
Mit Sind er roligt, klart og lyst
som Kjern i Maaneskin.
Kan hende da min Torneflor
udsprungen jeg faaer see?
Først Qviste syv, saa to fremskjød’,
ialt der elleve frembrød.
Og – kommer ikke Dødens Lee,
den skyder fleer, jeg troer.
udsprungen jeg faaer see?
Først Qviste syv, saa to fremskjød’,
ialt der elleve frembrød.
Og – kommer ikke Dødens Lee,
den skyder fleer, jeg troer.
Ak! blomstrer som i Gulistan,
som Schiraz’ Centifol!
Dog søger Ingen eders Sted:
I blomstre i den Eensomhed,
hvorhen jeg er forjagt i Ban
fra Folket, fra min Sol.
som Schiraz’ Centifol!
Dog søger Ingen eders Sted:
I blomstre i den Eensomhed,
hvorhen jeg er forjagt i Ban
fra Folket, fra min Sol.
Ja til den øde Eensomhed
af Landsmænd jagt i Ban!
De vrede Daarer ikke veed,
at den en herlig Urskov er.
Som sluppen Fugl jeg levte der,
som frien Indian.
af Landsmænd jagt i Ban!
De vrede Daarer ikke veed,
at den en herlig Urskov er.
Som sluppen Fugl jeg levte der,
som frien Indian.
Brasiliens Skov med Palmetræ’r
af hundred’ Alens Top,
hvortil den blaa Passionsblomst med
Camellien klattrer sammen op,
saa stolt og pragtfuld dog ei er
som denne Eensomhed.
af hundred’ Alens Top,
hvortil den blaa Passionsblomst med
Camellien klattrer sammen op,
saa stolt og pragtfuld dog ei er
som denne Eensomhed.
Der mangler det paa Syner ei
og Aandernes Besøg.
Som Skyer, der gaae lavt og midt
igjennem Skoven søge Vei,
de Minder graae forbi mig tidt
i Eensomheden strøg’.
og Aandernes Besøg.
Som Skyer, der gaae lavt og midt
igjennem Skoven søge Vei,
de Minder graae forbi mig tidt
i Eensomheden strøg’.
Dog maa jeg være bleven ramt
her i min elskte Ørk
af Trolddom eller Slangebid:
min Arm er mat, min Kind er hvid,
mit Blod det rinder nu saa tamt
og Aaren er saa mørk.
her i min elskte Ørk
af Trolddom eller Slangebid:
min Arm er mat, min Kind er hvid,
mit Blod det rinder nu saa tamt
og Aaren er saa mørk.
Ah, Døden har, den store Aand,
blæst af min Livstraads Haar.
Til Folk jeg vil mig slæbe frem:
jeg gjerne vil fortælle dem,
hvor sidste Plantning fra min Haand
i Blomst i Ørknen staaer.
blæst af min Livstraads Haar.
Til Folk jeg vil mig slæbe frem:
jeg gjerne vil fortælle dem,
hvor sidste Plantning fra min Haand
i Blomst i Ørknen staaer.
See, om ei Honning drypper sød
fra hver en Rosenknop!
om ei hvert udslaaet Blomsterblad
er tegnet med et kjærligt Qvad,
hver Roses aabne Purpurskjød
en hellig Bog, lukt op!
fra hver en Rosenknop!
om ei hvert udslaaet Blomsterblad
er tegnet med et kjærligt Qvad,
hver Roses aabne Purpurskjød
en hellig Bog, lukt op!
Blot Døden vil mig skjænke Frist,
til Floren frem er brudt!
Men ok! han har mig alt omsust,
mit Bryst med Knokkelhaanden knust,
med Blæserørets fule List
mig lydløst gjennemskudt.
til Floren frem er brudt!
Men ok! han har mig alt omsust,
mit Bryst med Knokkelhaanden knust,
med Blæserørets fule List
mig lydløst gjennemskudt.
. . . O Følelse som af et Bad!
Jeg Alt tilgivet har.
En Finger paa mit Øie kom.
En Engels; det min Moders var.
Nu er min Sjel en toet Blom,
saa nyfødt, barneglad.
Jeg Alt tilgivet har.
En Finger paa mit Øie kom.
En Engels; det min Moders var.
Nu er min Sjel en toet Blom,
saa nyfødt, barneglad.