Paa Reise
Paa Reise.
Middelhavet.
Middelhavet, den 1ste April 1891.
Det viste sig allerede den første Dag, at det havde varet altfor længe, siden jeg sidst var ude paa egen Haand; jeg havde fuldstændig glemt at reise.
Først gik jeg ind i Vaskeværelset paa Stationen i Hamburg, trak mine to dyrebare Ringe af og lagde dem omhyggeligt ved Siden af Vaskefadet. Dernæst toede jeg mine Hænder og gik bort — ren og velfornøiet. Først i Osnabrick, da jeg trak Handskerne paa igjen efter Middagen, mærkede jeg, at Ringene laa igjen ved Siden af Vandfadet i det Hamburger Vaskeværelse.
Ved næste Station, hvor der var nogle Minutters Stans, satte jeg hele Telegrafkontoret paa Ende med mine Ringe og fik afsendt et stort Telegram til Stationschefen i Hamburg, at han maatte finde dem og sende dem efter mig til Hotel de l'Europe i Antwerpen.
Hele Dagen siden havde jeg en ubehagelig Følelse af mit Uheld, om jeg end intet Øieblik alvorlig troede, at jeg for bestandig skulde have mistet disse Ringe, selv i dette Øieblik — midt i Middelhavet — haaber jeg fuldt og fast at gjense dem i Piræus.
Imidlertid blev jeg altsaa i mindre godt Humør; Reisen er desuden besværlig med mangfoldige Ombytninger af Vogn og ganske uforstaaelige Stationsnavne, saa jeg mistede min Stok to Gange. Den var det eneste jeg havde at passe, efterdi jeg havde ladet alt mit Tøi indskrive lige til Antwerpen.
— Stokken fik jeg begge Gange med mig i sidste Øieblik, fordi en fransk Herre, som ellers ikke sagde et Ord underveis, han pikkede mig paa Paraplyen med Pegefingeren og raabte heftigt: your stick!
Hvad gaar der af ham? — tænke jeg, men forstod lykkeligvis itide og naaede endelig Antwerpen Klokken halv elleve.
Der gik jeg da rolig som en gammel Reisende med min gode Stok i den ene Haand og mit Bevis for Tøjet i den anden, medens mine Reisefæller i stor og uklædelig Forvirring rev sit Tøj med sig og spredtes, som om det gjaldt Livet.
Endelig blev jeg ensom under det store Glastag; andre Tog ankom paa andre Perroner; en gammel bekymret Drager nærmede sig og spurgte om noget.
Jeg rakte ham bare min Seddel og bad ham skaffe mig Tøiet og en Droske.
Han saa paa mig og spurgte forsigtig, om mit Tøj var undersøgt af Tolderne paa Grænsen?
Ingenlunde! — siden i Kiel havde man ladet mig i Fred; og jeg havde udtrykkelig beundret, hvor godt det var indrettet med Tøiet, at jeg saaledes kunde faa det direkte til Antwerpen!
Om jeg ikke havde bemærket noget i Essen?
Jo vist havde jeg seet, at Folk havde svært travelt; men jeg troede, de spiste; og desuden tænkte jeg, der maatte vel komme en og sige til mig om Visitationen.
Den gode gamle Mand rystede paa Hovedet. Mit Tøi stod nu mellem Tolderne i Essen og jeg selv i Antwerpen med min Stok.
Saa blev jeg da ført omkring som et Specimen, der ikke havde Vet til at passe sit Tøj; fra Sous-Chefen til Chefen og alle Slags Autoriteter; og under dette kom det ogsaa for en Dag, at jeg førte med mig 100 Cigarer — aabent staaende midt i min Haandkuffert.
Da saa det meget mørkt ud en Stund; men utrættelig slæbte Drageren mig med, som om han fremviste en Idiot, indtil det blev mig lovet, at Tøjet skulde komme fra Essen næste Formiddag; Klokken ni skulde jeg atter fremstille mig til fortsat Behandling.
Da den gamle bekymrede fik en Reichsmark ved Afskeden, blottede han sit Hoved og sagde ganske sikkert indvendig: „Saa rig — og saa dum!“
I Hotel de l'Europe vakte jeg en pinlig Opsigt med min Stok. Portieren og efter ham Hustjeneren, dernæst Opvarterne stak bedrøvet Hovedet ind i Vognen, hvor der ikke fandtes Spor af Bagage, — oppe hos Kusken var der heller ikke andet end et deltagende Skuldertræk, og jeg selv forplumrede mig i det, jeg vilde forklare om Tolden og Essen og min Forglemmelse, blev forvirret og ganske hed om Ørene ved Tanken om, at de maaske ikke vilde tro mig.
Men da kom der til Lykke en tyk Madame, som jeg siden lærte at sætte Pris paa som Mademoiselle; hun saa strax min Troskyldighed og gav Ordre til Nr. 25, hvilket viste sig at være et smukt Værelse bare en Trappe op.
Saa vidt gik det; men der stod jeg nu uden mine Ringe og uden andet Nattøj end denne elendige Stok.
Imidlertid blev jeg modigere efterhaanden; og da jeg havde spist, tog jeg den Beslutning at lade Hotellet faa Nøglerne og slaas om mit Tøj og Cigarerne med Toldere og Dragere.
Jeg sov altsaa — uden stor Anstrængelse — til Klokken 12 den næste Formiddag; da kom det altsammen — indtil Cigarerne, hvis Redning endnu er mig en Gaade.
Senere paa Dagen telegraferede jeg igjen til Hamburg efter Ringene og fik Svar, at de var fundne og sendte, men til en Station, hvis Navn ingen kunde udtyde. De kom hellerikke i de fire Dage, jeg laa i Antwerpen; men deres Skjæbne er lagt i gode Hænder.
— Det er en stor Fornøielse at vandre om i Antwerpen, hvor gammelt og nyt er blandet saa overgangsløst om hinanden. Der er fine, kjedelige Boulevarder Side om Side med ældgammelt Murværk og krogede Smug mellem gamle skumle Handelshuse med smaa Ruder. Det hjemlige ved en Sjøby blir her endmere fremtrædende, fordi man kan tale omtrent, hvad Sprog man vil, saa forstaar de. Naar hverken Fransk eller Tysk vilde falde rigtig, saa behøvede jeg bare at snakke lidt Norsk, saa løstes alle Vanskeligheder.
Kun vilde ingen tro, det var Norsk. De smilte godmodigt, som om de vilde sige: Lad ham tro, det er Norsk, naar det morer ham; men vi hører jo tydeligt, at det ikke er andet end Flamsk.
— Endelig fik jeg ogsaa se de to berømte Flodheste og de andre Dyr i Antwerpens zoologiske Have. Det var rigtignok en sur og kold Dag; men det var allerede en Fornøielse at se et Sted saa rensligt og rigeligt med Luft og Lys for Dyrene. Om Sommeren maa Haven være af de bedste; men da er der vel altfor mange Mennesker.
Museet og Kirkerne gik jeg igjennem, — hovedsagelig frydende mig ved at gjenfinde hin Ungdommens lyksalige Reisestemning, hvor man kun har at gaa fra nyt til nyt og intet i Verden at passe undtagen Tiden for table d'hôte.
Men tilslut kom jeg ind i Musée Plantin, hvor jeg — næsten alene — vandrede længe om i Sale og Gallerier.
Alt, hvad der findes af Kostbarheder i Møbler, Skabe og herligt udskaaret Egepanel, af Glas, Vaser og Skildpadde, — selve dette vidtløftige Hus med det skjønne Gaardsrum, alt hvad her er ophobet af Skatte og Værdier, Malerier, Bøger og ubetalelige Billedværker — alt er samlet og fortjent paa Bøger, Bogtryk og Forlag.
Og her hænger de selv som Fyrster af de to Dynastier Plantin og Moretus — disse Bogtrykkere: Moretus den 1ste, Moretus den 2den — med Kniplingskraver og gyldne Kjæder, malede af Rubens; her er og deres Damer indpakkede i stiveste Silkebrokade; og Tavler hænger til Ære for duelige Medarbeidere — nemlig Sættere, Korrektører og Billedskjærere; Trappe op og Trappe ned — overalt denne solide Rigdom, som er trukket — „labore et constantia“ — ud af Bøgerne, men intetsteds — intet eneste Ord, om de Mænd, der skrev dem,
Ikke et Billede, ikke et Minde, ikke et Spor i denne Bogtrykker-Himmel af dem, paa hvis Tanker hele denne Herlighed hævede sig op; ikke en Tak til Aanderne, som bragte Lyset og Guldet med det; ikke et Suk over de forkomne Digtere og Tænkere, som sølede i Vinhusene mellem Armod og Raahed, eller sad ukjendte og sleb Glas eller syede Sko, medens Moretus den 3die skjænkede af Farfader Moretus den 1stes ædle Vine for Døgnets fulde Pengesække og tomme Hofparykker.
Og som jeg gik — alene gjennem Rummene, hvor hist og her en galloneret Opsynsmand vilde fortælle mig, hvad Lysekronerne havde kostet, eller hvor mange af de dyrebare Plantin-Moretuser der havde ligget i den rigt udskaarne Seng, samlede der sig mange sære Tanker i mit Sind.
Jeg satte mig i en af de udskaarne Egetræs Bænke, som staar paa Afsatsen i den brede Egetræs Trappe, — en Skov af mægtige Ege synes fældt og slæbt hid, for at indpaneles og udskjæres. Midt i al den gode gamle Herlighed fik jeg Øie paa en tynd Laurbærgren. Den raktes frem af en nøgen Figur, paa hvis Fodstykke der stod „artibus“.
Mon her var tænkt paa Sprogets Kunstnere, paa Tænkerne og Genierne ?
Isaafald burde Figuren ikke staaet ude paa Trappen, men midt i den glimrende Plantinske Bogsamling, og han burde ikke holdt en Laurbærkrans, — skjønt Laurbærblade ganske vist er noget af det billigste, man kan afspise en Mand med; men en Dusk Halm — muggen Halm skulde han strakt ud mod alle de ædle Navne paa Filosofer, Digtere, Lærde, Opdagere — alle de, hvis Tanker var gaaet med til dette Boghandler-Palads, og hvis Navne netop fik den Ære at staa indpressede i de fine Bind rundt paa Hylderne.
— Frisk Storm af Vest og saa af Øst sydover lige til Portugal; saa det var et Særsyn, da Flaskerne stod opreist paa Middagsbordet anden Paaskedag. Men derfra slog Veiret om til Sommervarme om Dagen, medens selve Nattevinden blev saa mild, som den ikke er mange Nætter midt paa Sommeren i Stavanger.
Noget skjønnere gives ikke for den, som er frisk, end at føres paa et Skib gjennem jevne store Dønninger henover Havet i Solskin. Den friske Luft fra Sjøen og selve Dampskibets egen Lugt blander sig til et særeget Behag, som gjør Sindet let og sætter Modet op, naar man om Morgenen stiger ud paa Dækket og gaar forover; — selv Kokkens stærke Os, naar han er ifærd med Frokosten, vækker Appetiten og gir Humør.
Saa ved man, at man er ganske for sig selv; der kan ingen komme indom og fortælle os noget ubehageligt fra Land; og selv har vi intet Ansvar, mens vi føres afsted ude paa Havet. Fra det Øieblik, at Lodsen er kvitteret, er Skibet en Klode, hvor Lykken bor for den Ensomme.
Lodsen er en herlig Mand — især i Land; og især for brækkefærdige Landkrabber at have til at klænge sig opefter, naar de laver kjække Vers, eller naar de i Selskab eller Thinget holder Taler om vort Lands Hæder og saa videre.
Men der gives andre Arter af Lodser end de uforfærdede, som i Farens Stund altid er velkomne; og det er de forkjælede Flod-Lodser, som ligger og vugger i fine Kuttere og maa skraales og pibes op af Søvne, naar man skal bruge dem.
Saasnart han er kommen ombord i Skibet, er det akkurat som naar Jordemoderen er i Huset. Ingen tør sige ham imod, han raader for alt; thi ene han kjender de trange Farvande; er han ikke i godt Humør, lægger han sig tvert i Udhavn og erklærer al Passage umulig.
Derfor maa han pleies og nøres med Kaffe, Tobak, Brændevin — eller hvad han begjærer. Akkurat — som naar en vetskræmt og forvaaget Barnefader opdager en Tallerken rigtig delikate Smørogbrød eller kjender Lugten af en Kaffe — dobbelt saa stærk som han nogensinde faar den, — saa kommer Pigen løbende: For Guds Skyld! rør det ikke! — det er til „Madamen“!
Saalænge disse Personer er ombord eller tilhuse, er hverken Skib eller Hus sig selv. Ansvaret er for en Stund kommet ud af Ligevægt og over paa andre, som dog, naar det kommer til Stykket, hverken kan erstatte Skib eller Ladning; og medens man nødes til at respektere og bruge deres lokale Kundskaber, ønsker man inderlig, at de var vel fraborde.
Og det ved de — begge to, baade Lodsen og Madamen; og derfor dvæler de, indtil den sidste Ængstelse er svundet med den sidste Kaffetaar, og de kvitteres med et Lettelsens Suk og et hemmeligt: maatte det vare længe til næste Gang.
— Efter Storm og Væde er Solen kommen med en Magt som er ganske overvældende. Hvor faa Dages Dampskibsfart der skiller mellem Nordens kolde Taage og en Solvarme, som allerede er hed nok. Alt ved Portugals Kyster blev Havet mørkeblaat, medens Landet indover begyndte at grønnes, hvor kridhvide Landsbyer ligger som Sneflækker mellem Højene, og høit oppe i Bjergene skinner Aftensolen paa de store Taarne og mægtige Bygninger af Klostret Mafra.
Men som vi nærmer os Middelhavets gamle Porte dukker Rækken af Navne frem over Horisonten, halvglemte Navne fra Geografien eller fra den ældste Historie og lige op til Trafalgar; Hærskarer af Navne fra alle Middelhavets Kyster, hvor vi møisommeligen seilede paa fremmede Tungemaal i Ungdommens Tid; Minder og Billeder, dannede i halvklar Fantasi af det vinrøde Hav, Vesuvius med sin Røgsky, Soracte — høit og skinnende hvidt og de blomsterkransede græske Strande.
— Og som Skarer af Fugle løfter de sig fra Carthagos Ruiner og flyver os imod med tunge Vingeslag, fra Italien kommer de i glinsende Pragt, de myldrer frem fra Grækenlands Lande, Øer og Kolonier, Navne og Minder kommer susende udover Middelhavet helt inde fra Bunden, hvor Engle med hvide Vinger sang for Hyrderne, — alt det, man har lært og følt fra liden af, strømmer imod En, medens det kloge Jernskib kløver sin Vei midt imellem Herakles's ærværdige Søiler.
Og hele Verdens Strid mod Lys og Varme, Skjønhed og Lykke svulmer mod En ligesom selve Havet — Middelhavet, den gamle Verdens Hjerte, der aabner sine lune Bølger, stryger kjærtegnende henad Skibets Sider og vugger frem Minder og Ungdoms-Drømme.
Tunis og Athen.
Middelhavet, den 9de April 1891.
Man har seet de utallige Billeder af Orienten, ligefra de sorte Klatter i Skillings-Magazinet til de franske straalende Malerier; man har seet Arfda og Aladdin; man har de mangfoldige Gange læst altsammen nøjagtigt opregnet i Reisebeskrivelserne, saa man kan det udenad: Gadeliv, Minareter, tilslørede Kvinder, matte Pikanterier fra Haremer — og saa staar man uventet en Dag midt opi det hele, det er der altsammen, det er der, som man havde tænkt sig, og dog saa overraskende nyt, — saa uventet, betagende som et hinsides Liv, skilt fra vort uden Overgang eller Sammenhæng.
Alle de tusener sorte og mørkebrune Øine, jeg i disse Dage har seet ind i, — et Øieblik i Vrimmelen paa Gaden, i en aaben Dør eller oppe paa Taget. De mangfoldige Spørgsmaal, man møder hjemme, Lysten til at glo, se om man kjendes, vide, hvem det var — her er intet af alt dette; alt Udtryk er samlet om Tungsind og Foragt.
Selv Tiggerne langs Husvæggen gider neppe løfte de tunge Øine mod de Fremmede; smukke Arabere i deilige Klær, jeg talte længe med en i Tunis om Prisen paa hans Dragt; det løb op i flere hundrede Franks, da alt er udsyet og broderet; han svarede uden Smil, men beredvilligt; og Tolken paastod, at han følte sig smigret.
Det er Kampen mellem det vulgære Europa i de nye, praktiske Klær og de gamle, farverige Draperier, som foregaar i alle Byer langs Middelhavet. Naar nogen i Tunis vilde fiske en Kompliment for sin By hos den Fremmede, prøvede han gjerne at henkaste: man kan næsten begynde at regne Tunis for en europæisk By.
Men der er langt igjen — lykkeligvis!
Der var en stor Fest — af disse udslidte europæiske Tilstelninger, som kaldes historiske Kavalkader; det var første Gang i Verden noget saadant blev forsøgt i Tunis.
Nu er jeg vistnok ingen Ynder af Fester; men jeg synes nok, disse Vognlæs af Allegorier hører til de dummeste. Det var ogsaa her de almindelige Opstillinger, hvor nogle Skjønheder lod sine Indvolde omskumple i flere Timer, medens ulykkelige Smaapiger sad og sov af Træthed med Guldpapirsharper og visne Blomster.
Hvad de Indfødte syntes, var ikke godt at forstaa, men sikkert er det, at Folket, som stod paa begge Sider, var langt mere værdt at se end den udklædte Procession og de dybsindige Vognlæs.
Men det er klart, at medens Vesteuropas Smag trækkes med Orientens Stoffer og Farver, er selve Syden ifærd med at bukke under for den simpleste Kontorist-Smag fra vore Lande.
I selve Beiens Palads — fuldt af Marmor og Mosaik — var Møblementet af det aller trivielleste fra gamle Hoteller i Paris; forgyldte Stole med slidt Plyds og simple Speil; dumme rundryggede Sofaer; og ved Siden af Beiens Tronstol var der placeret et ægte fransk Konsolspeil, saadanne, som nu neppe kan sælges i Hôtel de Drouot — med det evige Pendule og to simple Sypige-Vaser med Papir-Blomster; — en saadan Opstilling paa hver Side af Tronstolen!
Og faa Skridt fra Paladset bugner Tunis' Bazar under Masser af Tæpper og Draperier, indlagte Vaaben, Møbler, Kostbarheder og karakteristiske Gjenstande til Brug og Dekoration.
I en ubeskrivelig Varme smyger man ind under Bazarens Hvælvinger for at kjøle sig; thi jeg for min Del tør ingenting kjøbe. Selv om man er vel vant til at betale lidt for meget, reiser dog Ens sidste Haar sig foran denne Plukning. Alt det Rab og Skrab, som allerede er for dyrt i de tunesiske Butiker i Rue de Rivoli, det bydes her for det syv-, det ti-, det femti-dobbelte, — alt eftersom den Fremmede ser ud. Skjønt Butik efter Butik er fra Europa — Nürnberg, Paris — saa sælges alt her som ægte, som ægte og antikt! — er man saa dertil tyk og blond og bærer Guldkjæde, saa hvirvler Priserne op som i de sidste Vers af Multiplikationstabellen; og naar den snedige Kjøber har pruttet ned fra 109 til 14 Franks, er han netop snydt for de 12.
Men kan man halsstarrigt holde sine Hænder i Lommen og bestandig se bort fra den, som skraaler En ind i Øret, saa er Synet herligt, saa forunderligt, at det aldrig glemmes. Gaderne i Bazaren er bare en bred Rendesten, paa hvis Bredder man færdes; i hule Rum til begge Sider er der Værksteder og Butiker; Tag er der over, men mange Gjennembrud slipper den rasende Sol ned, og den finder et Stykke Tøi af det grønne som Sjøgræs eller som Profetens Fane, og hele Butiken oplyses som af et bengalsk grønt Blus, i hvis Lys to hvide Oldinger sidde alvorligt i Samtale.
Grand Hotel des Etrangeres.
Athènes le 12. Avril 1891.
Kjære Ven og Formynder!
Og Bukken kom did, den aldrig havde været før!
Og hellerikke anede vi, dengang vi skiltes, at du skulde faa Brev fra Mr. Micawber under saa glimrende Forhold.
Tro nu ikke strax, at jeg ligger og „øder“ i et 1ste Rangs Hotel; jeg vil bare spise Middag her; og Værelse har jeg kun for at sove et Par Timer.
Det er nemlig ikke — siden vi bestandig skal tale om Indskrænkninger — det er ikke disse Udgifter, man gjør med aabne Øine og ifølge Beslutning, som er de økonomisk farlige. Nei — ser du! men Smaating, som man dels ikke agter paa — ja, som visse Folk i en besynderlig Kortsynethed endog anser for særligt fornuftige — som for Exempel min hvide Paraply!
Du sendte den til Kjøbenhavn sammen med det andet — meget godt! men nu var Kassen ikke lang nok; en Kasse, lang nok, var vel for dyr — kan jeg tænke; at sende Paraplyen særskilt — ligesaa. Hvad gjorde du saa i din kortsynte Økonomi? Jo, du og Asser anvendte — jeg formoder — en halv Arbeidsdag, al Eders Kløgt og en Masse Spiger til at korsfæste Paraplyen paa den indre Side af Laaget til den altfor korte Kasse.
Derved fremkom nu først et Fænomen af en Kasse, som satte Kjøbenhavns Toldbod i stor Bevægelse; og dernæst var naturligvis hele den fremspringende Spids paa Paraplyen brukket tvers af.
Men saa var der slaaet et stor Spiger tvers gjennem selve Haandtaget!
Jeg tilbragte en frygtelig Time med at faa Tingene skilt ad; og da endelig Kasselaaget var splintret, jeg selv sved og sint, saa var der ikke andet tilbage af Paraplyen end en Bundt afmægtige Spiler, som jeg lod ligge der.
Saaledes blev Følgen af alle disse økonomiske Hensyn og Foranstaltninger den, at den gode Paraply blev ødelagt, og at jeg sandsynligvis kjøber mig en frygtelig dyr en i Odessa.
Jeg ved ikke, om der skjuler sig nogen økonomisk Finesse deri, at du sender mig en fin Ørret-Tøm istedetfor den store Laxe-Snelle, jeg bad om? — men én Ting maa jeg spørge dig om: hvad skal jeg med 6 — sex — store, svære Bly-Pilker?
Aldrig i mit Liv har jeg hørt om nogen Privatmand, som eiede 6 — sex Bly-Pilker, og om jeg strax satte mig ned i en Baad og pilkede 8 Timer daglig, vilde jeg blive en afpilket Olding, inden jeg fik oppilket denne Beholdning.
Dersom du vilde forsvare dig med, at jeg bad om sex, saa vil jeg spørge dig: Er du Daarens Formynder, eller er du det ikke?
Men dersom du vil komme med, at Bly-Pilker er meget billige Fiskeredskaber, saa vil jeg dertil svare, at det just er disse tilsyneladende billige Smaating, man skal give Agt paa. Saa mangen tror: det gjør ikke noget — en Skilling hist og en her, men sandelig! det løber op i Længden. Uden at ville bebreide dig noget — hver har jo sit økonomiske System! vil jeg dog lade dig vide, at jeg selv aldrig kunde faldt paa at kjøbe mer end høist to slige Bly-Delfiner; — saa forskjellige er vi.
Vi kom til Piræus efter at have faret langs det Land, som jeg kalder for Isthmen, og om hvilket jeg ikke ved andet, end at det var her Themistokles engang beværtede sine Venner paa en skammelig Maade, idet han gav dem kolde Kjødstykker.
Men disse — nemlig Vennerne — drog bort εἰς ὄλεθρον — seilende Pokker ivold langs henad Havet, idet de ønskede, at Themistokles ikke maatte leve ad Aare.
Herlige Ord! som intet har tabt under en smagfuld Oversættelse! Hvilken Lykke for alle os, som tidlig fik konjugere os ind i dette ædle Sprog, som ingen taler og faa forstaar.
— Var der i Tunis en Dragning mod det Vest-Europæiske, saa var det dog der endnu temmeligt uskyldigt og dreves vel mest af de indflyttede Europæere, medens de ægte Afrikas Børn saa paa det med Mistro og Foragt.
Men her — i Athen er Alting forlængst omformet. Gadeliv, Butiker, Dragter og Ansigter er som i alle sydeuropæiske Byer; og dobbelt triste staar de ædle Ruiner i dette travle praktiske Folk, som bare har Øinene med sig efter Handel og Gevinst.
Selve Ruinerne paa Akropolis gjør først og fremst et overvældende Indtryk af Sorg og Bedrøvelse. Ingen af de Afbildninger, vi nogensinde har seet, giver en Idé om Ødelæggelsens vederstyggelige Brutalitet. Hele Akropolis ligger som et plyndret og voldtaget Slagteoffer, der aldrig kan faa dø.
Jo længer man vandrer om i al denne besudlede Renhed, jo stærkere koger det op indeni En: at saaledes gaar det Gang paa Gang, i Verden, — i det store med Mellemrum, i det smaa dagligt, bestandigt.
Er der nogetsteds noget skjønt, noget rent, strax skal det rives ned og tilsøles; bestandig er der Plads og Velsignelse for Raahed og Tilbagegang. De Kristne „rensede“ sig Kirkerum, deres spraglede Helgener sees endnu klint op paa de hvide Vægge. Og Tyrkerne vaskede Kristenblodet af de hvide Marmorfliser og „rensede“ sig disse Haller til Moské.
Det var naturligvis en Svenske, som førte Venetianerne, dengang de fik sprængt Parthenon i Luften, saa at Søilerne til begge Sider — de faldt ud og blev liggende — saaledes som du har seet det paa Billeder — med Stykkerne adskilte i lange Rækker. Hans Navn: Kønigsmark mumles den Dag idag sammen med de andres, hvis Udødelighed er knyttet til disse Steder hvor Bedrøvelsen aldrig vil tage nogen Ende.
Først naar Øiet vender sig udover mod den vidunderlige blaa Luft mellem de gulrøde Søiler, faar Sindet Fred til at nyde et Rundskue, som vist maa være noget af det skjønneste paa denne Jord!
De gamle hellige Navne stiger op fra Sletten, fra Havet og Havnene, fra Øerne og de fjerne Bjerge, og mens Solen synker, trækker mørke Skygger sig opover det steile Akropolis for at indhylle det skjønne Jammers-Minde.
— Du har vel læst i Dagbladet, at jeg glemte mine Ringe i Hamburg?
Nu har jeg dem paa Fingeren; de laa i Piræus og ventede paa mig.
Atter et Exempel paa, hvor vi to er forskjellige. Du vilde sagt: det kan ikke nytte at kaste Pengene bort til Telegrammer; Ringene er naturligvis forlængst fundne, stjaalne, opsmeltede og fortærede. Og medens du ærgrede dig Næsen helt ned over Hagen, vilde du tænke paa, hvorledes du igjen skulde indspare de tabte Værdier.
Aldeles feilagtigt! Det er med Penge som med Molboerne: bliver nogle borte, maa der sendes andre efter dem, indtil de sidste finder de første; og en vakker Dag vender alle glade tilbage, bærende sine Renter paa Hovedet.
At spare derimod refererer sig ikke til det, man har tabt, men til det, man har. Som den fulde Mand sagde til Sorenskriver Garman i Flekkefjord: „Ja, ser De min kjære Hr. Garman! Jo mer man sparer, des mere har man.“
For at kunne spare, maa man med andre Ord have noget at spare paa; men naar den, som ingenting har eller har tabt, hvad han havde, naar han saadan i Hyt og Veir vil „spare“, saa bliver dette ikkun en øde Indbildning.
— Imorgen til Smyrna.
Saloniki.
Smyrna! — allerede Navnet er blødt og solvarmt som en moden Frugt.
Vaade Paraplyer og gule Olieklær — omtrent som en Søndag i Haugesund, saaledes fik jeg Orientens Perle at se under en Dags-Regn af det Slags, vi i Stavanger kalder Sølvbryllups-Regn.
Længe regnede det alt, hvad det kunde; men saa begyndte det først at øse ned over alle Maal og Maader, saa En maatte takke til, at der var en god dansk Kahyt at krybe ned i.
Næste Dag var det bedre; men en By i disse Egne kan ikke paa et Døgn forvinde saa megen Væde. Gaderne var ikke til at gaa i for Søle, og omend Solen skinnede af og til, var der dog ikke paa langt nær den mættede Varme over Byen, som hører med til dens Fysiognomi; og derfor følte jeg det hele Dagen, som om jeg slet ikke fik se Smyrna, skjønt jeg virkelig var der.
Først da vi hev ind Ankeret, fik vi et Syn af Smyrna, som det skal være. Fuldt Solskin over de hvide Huse mellem vaargrønne Træer og sorte Cypresser; Havnen vrimlede af de skjønneste Baade, spraglede Dragter, Raab og Skrig. Og inde paa den brogede Kai et uendeligt Tog af Kameler fuldt bepakkede, som kom til Byen efter Regnveiret; først en Fører paa et Æsel, og dernæst sex Kameler, altid sex og sex sammenbundne med et Toug, og Klokkekamelen — den sjette — ringende med store Bjælder, akkurat samme Lyd, som naar Gamle Østen ringer til Højmesse paa Aarre.
I disse Egne reiser man fra Europa over til Asien og tilbage igjen, omtrent som man reiser fra den ene Side af Kristianiafjorden over til den anden. Kysterne og Øerne ligner ogsaa ofte Norge; men underligt nok! der ser frugtbarere ud hjemme. Thi her er Fjeldene ikke af gammel, haard Sten som hjemme, hvor hver Spræk og Kløft er fuld af saftigt Grønt. Her er alt fortørket og hensmuldrende, som om Bjergene var af Ler, som tørrer og gulner, med lidt tornet Krat og løse Stene imellem.
Men der aabner sig rigtignok ogsaa en og anden bred grøn Dal, som igjen ser langt rigere ud end noget af det, vi har, hvor de graalige Oliventræer staar i rækkevis paa de vide Marker, Agrene strækker sig i Bunden og Vinmarkerne stige opad Skraaningerne.
— Saloniki ligger med en bred aaben Rhed lige imod Olympen — selve Olympos høi og hellig med hvide Snemasser og en Bue af blaa Fjelde til begge Sider.
Selve Byen stiger fra Stranden temmelig brat opunder Fjeldet, og rundt dens hele Grænse gaar en Mur af de gode gamle med Takker og Taarne og Skydehuller.
Gjennem utallige smaa ensomme Gader, hvor man ingenting ser for de høje Havemure, naaede jeg endelig op til en af Portene i selve Forsvarsmuren. Der laa en fredelig Stork paa et gammelt høit Rede, og under den aabne Port gik pyntede Jøder og Jødinder med Smaabørn; det var en Lørdag Morgen.
Dersom jeg var Jøde og boede i Nord-Europa, hvor de altid maa høre, at de er sorte og smaa og „skjævbenede“, vilde jeg hvert Aar reise til Saloniki som til et Bad. Jeg vilde opsøge mine Stamme-Slægtninger, iføre mig den zobelbræmmede Kaftan og de lyse, fine Underklær; og i Glæden over det udvalgte Folks Skjønhed — saaledes som den her har faaet bevare og udvikle sig — vilde jeg strække mine Ben og rette min Ryg og fylde min Sjæl med Foragt for de høihattede, vandøiede Nordboer.
Aldrig har jeg seet smukkere Mandfolk end disse Jøder i Saloniki, som spadserede Sabbath-Morgen i Gaderne eller udenfor Muren, og aldrig et finere Udtryk i Ansigterne. Det var en Velvilje, som ikke var ængstelig for at vise sig, og dog en Værdighed, der ragede høit op over den halvt forlorne engelske Stivhed, hvori vi alle gjerne vil fuske lidt — især paa Reiser.
To unge Jøder, som jeg tog for Brødre, fulgtes jeg længe med.
Det hele bestod forresten bare i, at et Æsel belæsset med Hø og Ugræs, fik presset os tre op i et Hjørne, hvorved vi alle blev behængt med Stilker og Græs. Vi lo til hinanden over det fælles Uheld, — kunde naturligvis ikke forstaa et Ord; men vi pilkede gjensidig Straa af hinanden, og vi følte — hver paa sin Side —, at havde vi bare kunnet tale, saa var vi Venner og Ligemænd; vi forstod, at der var noget ligt og noget fælles mellem os, men kunde blot med Øinene forklare, at vi forstod hinanden.
Imidlertid blev vi ved at gaa sammen — ligesom tilfældigt opad Gaden. Stundom førte Trængselen os tæt indpaa hinanden, og vi smilede; og saaledes havde vi paa en vis Maade Glæde af hinandens Selskab.
De var højivoxne — som hele Slægten her af det portugisiske Snit. Haar og Skjæg af usædvanlig Skjønhed, varm, brun Hud og kloge Øine og fremfor alt en Ro og en Freidighed, som lidet ligner det, man andetsteds forstaar ved Jøder.
Og dertil kom, at i Saloniki var det Jøder, som besørgede alt det tunge og grove Arbeide med Hænderne — f. Ex. i Havnen. Den Lørdag, da de altsaa gik og spadserede i deres lange pelsbræmmede Kaftaner, da var der ikke en Baad at opdrive ved Kaien. Og ved Losningen af Skibet viste det sig, at denne Dag, da vi havde Lossere og Sjauere af andre Guders Bekjendere, blev der ikke en Trediepart udrettet, ligesom ogsaa den hele Bande pilede iland, længe før Sol gik ned, fordi der kom lidt Vind.
Først Synet af disse Efterkommere af de gamle Jøder forklarede mig Josefus's Historie, som jeg halvt vantro læste i Vinter.
Thi det Indtryk af Jøderne, vi beholder fra vor Bibelhistorie, er helst, at de var et lidet forjaget Folk omkring et Tempel, som vi ogsaa hele Tiden vidste skulde nedstyrtes i Grus. Et Folk, som bestandig var i Knibe og kun opretholdtes ved overnaturlige Tilstelninger; et Folk i Jacobs Billede, der lurede sig frem — beskyttet fra oven.
Men i Jøderne i Saloniki gjenkjender man den ukuelige Kraft, som Josefus fortæller om, et Heltefolk — omtrent det haardeste, Romerne havde at knække, med en Hovedstad, hvis Pragtbygninger viste sig fra det Fjerne som et høit, snehvidt Bjerg.
Store Kirkegaarde bredte sig udenfor Salonikis Mure med mørke Cypresser og mange sjeldne Træer, jeg ikke kjender; Oliven er her overalt en Masse af, — et kjedeligt Træ, som alligevel maa behandles med Agtelse formedelst dets Hellighed og store Nytte. Men paafaldende faa Orangetræer, ser jeg. Efter den Masse Appelsiner, som findes overalt i Verden, maatte En vente at finde Skove af dem.
Kun indenfor Gitteret i Kongens Have i Athen saa jeg en Række Orangetræer med modne Frugter og Kart, og mangfoldige nedfaldne Appelsiner laa der i Gangene, akkurat som Æblekart hjemme.
Men ellers er det et underligt Foraar at opleve. I Kjøbenhavn var det netop saa vidt, at Guldknapper og Sneklokker brød gjennem det visne Løv under Træerne; men intet Træ havde endnu rørt sig. I Antwerpen var der enkelte Spiræa-Busker, som havde smaa grønne Bladknopper, men der blæste og sneede.
Saa kom vi næsten med én Gang til det herlige Tunis med Palmer og sydlige Træer i fuld Bladdragt og fik en Varme som vor hedeste August.
Men senere er Foraaret gaaet tilbage igjen. Haverne her er ikke paa langt nær udsprungne. Platanen er ifærd med Blomstringen, men har endnu kun faa og smaa Blade. Kastanierne er netop saa vidt at de lysegrønne Blade hænge slapt ned efter at have forladt det klissede Hylster. Mange fremmede Træer staar i Blomst; men Blomsterne, som sælges her, er Tulipaner, Syrener, Guld- og Blaa-Regn, medens det i Tunis var Roser og Levkøier.