Hopp til innhold

Paa Gaden

Fra Wikikilden
Gyldendalske Boghandels Forlag,  (s. 123–134).

PAA GADEN
DAGBOGSBLAD



Jeg har gaaet op og ned her i min Stue og bare tænkt paa den Hændelse med Avisgutten. Han angar mig ikke, jeg har ikke opført mig sørgeligt mod ham, han fandt sig ogsaa i det hele. Og nu har jeg kastet bort to Timer paa at lede efter ham og gøre alt godt igen.

Det gik saaledes til, at jeg kom drivende op over Karl Johan. Det var baade koldt og mørkt, men især var det mørkt, og Klokken var kanske syv. Jeg gaar og ser ned i Gaden.

Saa staar Avisgutten paa Hjørnet ved Günthers Konditori og raaber med »Vikingen«. Han siger bare de Ord:

»Køb »Vikingen« da, Di.«

Jeg lagde ikke Mærke til det med en Gang, først da jeg var kommet et Par Skridt forbi, slog hans Ord an hos mig. Jeg saa tilbage paa ham og tænkte: du kunde gærne give ham en Tiøre, du er lige fattig for det. Og jeg tog udtrykkelig til Lommen efter Skillingen. Jeg bemærker, at min første Indskydelse var virkelig at give Gutten ti Øre. Men mens jeg har Haanden i Lommen, stikker det mig med Snusfornuftighed, og jeg siger til mig selv, at det aldrig nytter at give et Menneske Øre til Hjælp; ikke engang ti Kroner vilde hjælpe klækkeligt, det gjorde bare galt værre, det demoralisered, og saa videre. Jeg gik min Vej og lod Gutten staa.

Jeg gik saa langt som til Universitetet og vendte om den samme Vej. Ved Cammermeyers Vinduer standser jeg op og ser paa Bøger, og mens jeg staar der og vender Ryggen mod Gaden, hører jeg Avisguttens Stemme igen. Han var lige bag mig. Han trætter med et Par berusede Sjømænd med Kasketter paa Hovedet om et Numer af »Vikingen«, som de var komne i Skade for at rive i Stikker for ham. Matroserne vilde ikke betale det sønderrevne Numer, og Gutten stak i at græde.

Saa gaar jeg hen til dem og faar høre, hvordan det hænger sammen; jeg siger derpaa skarpt til Matroserne, at det var deres Pligt at betale, naturligvis. Men det hjalp ikke, de lo ad mig og sagde:

»Hør paa den!«

Dette forarged mig højlig, og jeg bed Tænderne sammen.

Nu har jeg engang faaet en stor rund Slipsnaal, som ser ud til noget af hvert; den er saa stor, at den endog kan tages for en Smule Politiskilt eller et hemmeligt Tegn af en eller anden Sort, og denne Naal bærer jeg stadig paa venstre Bryst under Frakken. Da nu disse to drukne Matroser driver Løjer med det iturevne Numer af »Vikingen« og nægter av betale det, falder det mig med et ind at være dristig; jeg vender mig mod Skøjerne, aabner Frakken og peger stumt paa min mærkelige Slipsnaal. Vi ser paa hinanden et Øjeblik; jeg siger da koldt og afgørende:

»Vil Dere betale, eller vil Dere følge med mig?«

Det hjalp. »Vikingen« blev betalt, og vi fire Mennesker, som havde trættet om Blader, gik hver vor Vej. Gutten tørred sine Øjne og fortsatte opover, mens jeg gik nedover Karl Johan. Matroserne slang udover i Retning af Tivoli.

Ved Posthuset vendte jeg atter om og driver paany opad Gaden. Min Tanke arbejded fremdeles med Avisgutten. Jeg tænkte: du har hjulpet den lille Fyr til sine Penge, han er dig naturligvis taknemmelig herfor og vil ikke praje dig mer, om du møder ham; han har Takt i Livet, han har kanske nydt en bra Opdragelse.

Oppe ved Grand ser jeg ham igen. Han staar lige ved Lygten, saa jeg ser ham klart, og jeg siger til mig selv, idet jeg nærmer mig ham, at saasnart han bare fik Øje paa mig, vilde han tie bom stille, indtil jeg var kommet forbi. Jeg gaar Lygten saa nær som muligt forat give ham Anledning til at kende mig igen.

Jeg havde forregnet mig. Han gjorde ingen Forskel paa mig og enhversomhelst anden, han stak Avispakken hen til mig og sagde, at jeg maatte købe »Vikingen«.

Jeg gik ham tavs og stødt forbi. Jeg havde taget grovelig fejl af ham; det var naturligvis bare en Vikagut, rigtig en elendig Pode, som allerede brugte Tobak og »misted« sin Karakterbog, naar der var for slemme Tal i den. Det var kort og godt en liden ægte Kæltring, jeg var kommet op i det med. Jeg var dygtig fornærmet paa ham, idet jeg gik videre, og jeg følte hos mig selv, at jeg havde behandlet ham efter Fortjeneste, naar jeg slet ikke havde givet ham de ti Øre.

Nu skulde det bare mangle, at han prajed mig for tredje Gang! Man var istand til det, for det var en fræk Knægt, jeg havde med at bestille. Imidlertid skulde det altsaa bare mangle.

Ved Universitetet vendte jeg atter om. Nu begyndte jeg at beregne, hvor jeg muligens skulde træffe Gutten. Jeg vilde indrette mig saaledes, at jeg kunde møde ham paa et stærkt belyst Punkt af Gaden, for endnu engang at lade ham kende mig igen. Han havde kanske ikke set mig rigtig tydelig udenfor Grand, jeg kunde ikke vide det bestemt. Jeg gaar saa længe og spekulerer paa dette Spørgsmaal, at jeg blir med Skam at melde ganske nervøs, og jeg hidser mig op med de dummeste Forestillinger. Sæt nu — tænkte jeg — at Gutten simpelthen var gaaet hjem! Da stod jeg der med Hovedet fuldt af mine Beregninger til ingen Nytte. Gud ved, om han ikke var vendt om og kanske gik foran mig hele Gaden fremover, istedetfor at komme mig imøde.

Og vil man tænke sig, jeg gamle Mand strakte ud, slog formelig over i Ilfærdighed, ene og alene for at give en stakkels Avisgut Anledning til at byde mig »Vikingen« en Gang til, hvis han understod sig.

Men ved Blomqvist træffer jeg ham ganske roligt staaende paa Risten udenfor Vinduet og fryse, med optrukne Skuldre og Hænderne i Bukselommerne. Nu og da raaber han hen til de Forbigaaende om »Vikingen«.

Han tager ikke Hænderne op og rækker heller ikke Aviserne frem.

Saa kommer jeg. Jeg gaar ham saa nær som muligt, der er ikke en Alen mellem ham og mig, og han ser mig aldeles tydeligt i Lyset fra Dioramaets Lygte. Og øjeblikkelig retter han sig op; han stirrer mig ind i Ansigtet, rækker sin Avispakke ivejret og siger, som om intet havde passeret os imellem før:

»Køb »Vikingen« da, Di.«

Jeg standsed. Saa spændt havde jeg gaaet paa Udfaldet af denne Prøve, at mit Hjærte klapped stærkt, da han sagde disse Ord.

Nu gav jeg efter for en overmaade tosset Ide. Gutten havde ligefrem med koldt Blod gjort Nar af mig og budt mig »Vikingen« tre Gange i Træk, jeg var forbløffet og vred, og jeg bebrejded ham i de haardeste Ord, jeg kunde finde, at han ikke lod Folk faa gaa i Fred. Han svared ikke, men han stirred paa mig som før; det ligned ligefrem Forhærdelse. Da var det, at jeg fik mit Indfald: jeg tog en Halvkrone op af Lommen, holdt den lige hen under Guttens Næse og lod den falde ned mellem Sprosserne i Jærnristen, han stod paa. Jeg havde ikke før gjort dette, før jeg tog nok en Halvkrone op af Lommen, viste ham den ogsaa og lod den gaa samme Vei.

»Værsaagod,« sagde jeg skadefro, »tag dem nu der nede, din lille Satan, og lad mig gaa i Fred for dig.«

Risten var fastfrossen, og det var mig en Tilfredsstillelse at se, hvorledes min Plageaand maatte rykke og slide i Sprosserne for at komme til. Hans Fingre hang nu og da fast i det kolde Jærn. Jeg saa ogsaa, at han fik et Saar paa det ene Haandled; men han arbejded lige hidsigt paa at komme ned til de to Halvkroner. Han giver slet ikke tabt, han blotter sin ene Arm og piner sin Haand ned mellem Risten og Væggen. Hans Arm var sygelig og tynd.

Endelig faar han Tag i den ene Skilling paa Bunden.

»Nu har jeg den ene,« siger han lykkelig.

Idet han trækker Haanden til sig, skraber han Huden af sine Knoger mod Muren. Han ser paa mig, om det er mit Alvor, at han skal faa disse Penge, alle disse Penge, og da jeg intet siger, beholder han dem og gør Anstalter til at faa ogsaa den anden Halvkrone op. Han presser paany sin Haand ned i Sprækken og begynder at strække sine Fingre ud efter den lille Skat. Hans Ihærdighed er storartet, han forsøger sig her og der langs Aabningen, han strækker endog i sin Hjælpeløshed Tungen ud, som om det kunde hjælpe.

»Havde jeg bare en Flis, saa kunde jeg kare den til mig med den,« siger han. Og han løfter samtidig Hovedet lidt op og ser op paa mig.

Vented han Hjælp fra mig? Mente den lille forslagne Knægt, at jeg skulde hente Fliser til ham til det Brug?

»Jeg skal bringe dig en Flis,« siger jeg. »Men det er ikke forat hjælpe dig med det, saa meget du ved det. Jeg skal bringe dig en altfor kort Flis, som du ikke kan gøre noget med alligevel. Vil du bare vente lidt, saa skal jeg straks.«

»Nej, det er ikke værdt,« svarer han med ét.

Han tager ned i sin Lomme og faar fat paa en rustet Foldekniv, som han begynder at pirke med. Han holder den mellem to Fingre og strækker den ned til Halvkronen. Langsomt og forsigtigt fører han Mynten længer og længer ind mod Væggen, henimod Aabningen.

Han var istand til at faa Tag i den paa den Maade, den lille Laban vilde nok ikke give tabt forinden. Jeg saa med Uvilje paa, at det virkelig lykkedes ham at faa den inden Rækkevidde, og jeg hørte ham sige:

»Der er ikke langt igen nu.«

Jeg saa mig omkring. En hel Del Mennesker stod og iagttog Gutten og mig. Og jeg vendte mig brat om paa Hælen og gik min Vej.

Men en Times Tid bagefter drev jeg atter om i Karl Johan, søgende efter den samme Gut. Han var ingen Steder at se. Jeg gik med en dansk Tokrone mellem Fingrene og ledte efter ham en lang Stund, jeg vilde have forligt mig med ham og givet ham en liden Skilling til et Par Vanter over Hænderne. Naa — han vilde vel kanske ogsaa have købt Tobak for Pengene, eller, hvis han var af den rette Sort, vilde han kanske endog have drukket dem op; det var Synd og Skam at give ham noget. Med disse Tanker gik jeg hjem.

Dette var igaaraftes.

Men nu idag har jeg som sagt atter gaaet og tænkt paa Avisgutten. Det er hans fattige Arm, jeg husker, de Par Blodsdraaber paa hans Knoger. Og jeg ser for mig hele hans lille Kæltringskikkelse, da han laa paa Maven over Jærnristen og rakte Tungen og Fingrene ud efter de to Sølvpenge.