På Sct. Jørgen/29
XXIX.
«Værsgod,» sa overlægen, da han kom næste formiddag. Han la et åbent brev på bordet foran Else, der bøjed sig fremover og læste.
Det var en kort skrivelse til overlægen fra Knut, hvori han meddelte, at der ikke kunde skaffes plads til Else på Sct. Rudolfs hospital før om 5 dage.
«Nå, er De nu fornøjet?» spurgte overlægen.
Else takked.
«Ja, nu er De altså fri her fra, og kan gå hvorhen De lyster. Hvis De vil ta til Deres venner, så skal jeg skrive til fru Hein og be hende komme og hente Dem imorgen.»
Else betænkte sig. Nej, hun var ikke skikket til at være andre steder end på et hospital, sålænge hun følte sig så mat og udpint.
«Hvis jeg må få lov at bli her disse dage, indtil der er plads på Sct. Rudolf, så foretrækker jeg det,» svarte hun.
«Aldeles som De vil. Så skriver jeg til fru Hein og siger, hun må komme – på lørdag altså?»
«Tusen tak.»
«Å, jeg bér,» sa overlægen koldt, og fjerned sig.
– – – – – – – – – – – – – – – –
Det blev underlige dage for Else de 5, som var tilbage.
En træthedens fred var falden over hende, og hun kjendte det, som gik hun omsvøbt af et matgult lys, der svagt varmed hendes hjærte, og hvori det undertiden blinked som med stråler af håb. Men bagenfor det matgule lys var alt indhyllet i tunge, blysorte skyer, der sendte kolde gufs af frygt og modløshed og angst hen over hende. Og inderst inde havde hun en fornemmelse som var hun bleven radbrækket efter alle kunstens regler.
Og hvor var disse dage lange! Fra time til time holdt hun regnskab med den tid, der svandt, og fortalte sig selv, at nu var der kun så og så længe tilbage.
Og imens blev frk. Thomsen ved med uafladelig at hænge over hende. Om morgenen, før Else var ståt op, om eftermiddagen og om aftenen, altid, altid, hvert øjeblik på dagen havde hun hende tæt ind på sig, mens hun snakte og snakte i en tilstand af febrilskhed og ophidselse, som Else ikke før havde sét hos hende. Else var ofte nær ved at fortvile, og havde al sin kraft behov for ikke ved synet af frk. Thomsen at bryde ud i et skrig, og råbe op i hendes ansigt for en skrækkens pine, hun var blet hende. Men tanken på at også disse dage fik ende, og at hun så snart skulde være fri, mens arme frk. Thomsen blev, og måtte bli tilbage, hjalp hende altid til at holde gode miner.
Kun én gang i disse 5 dage lykkedes det Else at bli fri for frk. Thomsen. Det var en eftermiddag, hun af frk. Schrader havde fåt tilladelse til, sammen med frk. Hall, at ta ned til byen for at kjøbe nogle småting til Maren og Anne og nornen. Else følte det som lidt af en fest og trak tiden ud så længe som muligt.