På Sct. Jørgen/28
XXVIII.
«Nå fru Kant, jeg hører De snart skal afsted.»
Else, der havde rejst sig op for at hilse på frk. Schrader, stirred målløs på hende.
«Overlægen har git mig besked om at Deres tøj skal være i orden,» vedblev frk. Schrader. «Det blev et kort besøg. Nu er De vel glad?»
Else tog frk. Schrader om halsen, og gråd med ansigtet på hendes skulder.
«Kan De se, det var sandt, hvad jeg hele tiden har sagt? Overlægen er en mand, som man bør ha den fuldeste tillid til. Ikke alene patienterne, men enhver, der har med ham at gjøre.»
«Ja,» sa Else idet hun løfted ansigtet, og tørred øjnene. «Overlægen er den mand, han skal være.»
«Og De har slet ikke altid vært elskværdig mod ham,» vedblev frk. Schrader. «Rigtig styg har De vært et par gange.»
«Å ja, frk. Schrader. Men De véd ikke, hvilke kvaler jeg har gjennemgåt. De kan imidlertid være vis på, at jeg hele mit liv med taknemmelighed vil mindes overlægen. Og Dem også og dr. Vibe og Sibylle og allesammen.»
«Gud gi, De nu måtte få det rigtig godt,» frk. Schrader tog Elses hånd og så på hende med et inderligt blik. «De vil jo til Sct. Rudolfs hospital, hører jeg. Godnat.»
«Godnat,» sa Else, og kyssed hende.
Else blev gående op og ned i sit lange, smale værelse. Hun skjøv gyngestolen tæt ind til væggen for at få bedre plads. Det var, som det sang inde i hende. Hvordan fremtiden blev, hvad hun end fik at gjennemgå – hvad vilde det altsammen være mod dette, at ha sin frihed! At igjen bli ansét som et menneske, og ikke længer tilhøre den kaste, som samfundet ikke regned med. – Hun hørte det snakke på gangen, og gik derud. Det var Maren og Anne.
«Nu skal jeg snart rejse,» sa hun strålende.
«Nå,» svarte Maren uden at røbe den ringeste overraskelse, og Anne, der stod og vendte vrangen ud på en kjole, bemærked tørt: «Så får vi bedre plads.»
«Havde De tænkt det, Maren?» spurgte Else, som i sin glæde havde trang til at fortsætte samtalen.
«Ja,» sa Maren med sit sædvanlige søde smil. «Anne og jeg har hele tiden sagt, vi ikke kunde begribe hvorfor fru Kant skulde være her,» hun veksled et blik med Anne.
«Ja, en har da en smule forstand en anden en også,» svarte Anne, idet hun gik med den vrængte kjole.
Else lukked på døren til frk. Hall, som var gåt tilsengs. På en stol under det røde gasblus sad frk. Thomsen, og læste højt af avisen.
«Kom ind, kom ind,» vinked frk. Hall.
«Vi trode, Deres dør var stægnt,» sa frk. Thomsen. «Det er bare af ongskab de gjør det, det rakkerpak. Ikke, fru Kant?»
Else gik hen til sengen, og fortalte frk. Hall at hun skulde rejse.
Frk. Hall satte sig hélt overende, slog hænderne sammen, og udbrød med fortabt mine: «Nu har jeg aldrig hørt så galt!»
«De har jo hele tiden lovet mig, at jeg ikke skulde bli her længe, frk. Hall.»
«Men så kort en tid,» frk. Hall blev ved at se frem for sig med et fortabt udtryk.
«Hvad er det, De taler om?» spurgte frk. Thomsen og så nysgjerrigt fra den ene til den anden.
«Fru Kant skal rejse, mit barn!»
Frk. Thomsen blev hvid i ansigtet, og kinderne liksom svandt ind.
Så måtte Else omstændelig berette hvorledes hun havde fåt besked om det, hvad der var gåt forud, og om det nu virkelig også var sandt.
«De kommer og rejser den ene efter den anden!» brød frk. Thomsen fortvilet ud, og rakte armene op over sit hode. Så lod hun sig hårdt dumpe ned på knæ, la ansigtet i sofaen og hulked.
«Så så, mit barn. Så så, mit barn,» trøsted frk. Hall. «Deres tid kommer nok også. Der er intet, som varer evigt her i verden.»
«Jeg flyngter herfra, og går lige til kognen,» hulked frk. Thomsen. «Så skal jeg få straf over deres ongskab. Lige til kognen, lige til kognen!»
Frk. Hall i nattrøje og med sin korte chemise, steg frem af sengen, la sig på knæ ved siden af frk. Thomsen, og slog armen om hende.
«De skal tro på gud, mit barn,» sa hun blødt. «Ikke på den gud, som præsterne står og lyver om, men på den store, rene jomfru Marias søn, der drypper af blodrød kjærlighed til de ulykkelige menneskebørn.»
Frk. Thomsen, der havde løftet ansigtet for at se på frk. Halls mund mens hun talte, sa klynkende og grådkvalt: «Kom ikke med dette jomfrumariavrøvl. Jeg er rettroende, men De, De er værre end en katolik.» «Nej ikke katolik,» svarte frk. Hall højtideligt. «Men den strålende søn, der er som solen, og drypper af kjærlighed, ham tror jeg på. Han er vor forløser, og han er Deres eneste ven og frelser, mit barn.»
«Å hvad kan det hjælpe, hvad kan det hjælpe,» frk. Thomsen vred hodet til siderne og blev ved at græde. Så gjorde hun sig fri for frk. Halls arme og rejste sig.
Frk. Hall krøb tilbage i sin seng, og Else sa godnat.
«Så har jeg meget at tale med Dem om,» hvisked frk. Thomsen, da hun og Else forlod frk. Hall. «Vigtige ærinder at betro Dem,» hun vilde følge Else ind på hendes værelse, men i det samme kom Anne med kloralen, og forbød det.