På Sct. Jørgen/24
XXIV.
«Nå,» sa overlægen, da han kom en eftermiddag. «Hvad hører jeg,» han trued til Else, og lod som han var vred.
«Jeg véd ikke, hvad De mener,» Else så forundret på ham.
«De har jo vært ude alene idag.»
«Å det. Jeg gik sammen med frk. Hall, men så skulde hun gjøre et besøg hos portnerkonen, og så spaserte jeg omkring en halv times tid, inden jeg vendte tilbage.»
«Ja,» sa overlægen og smilte elskværdigt. «Havde De ikke selv varskoet om at De vilde undvige, så kunde De såmæn gjerne ha gåt alene hver dag.»
«Jeg varskoed ikke. Det var Dem, som spurgte mig.»
Overlægen tog op fra bordet det blad, som dr. Vibe daglig sendte Else; han kég lidt i det, og begyndte så at snakke om politik.
Else var så uenig med ham at hun ikke kunde dy sig for at svare. Og inden hun vidste ord af det, var hun i fuld diskussion. Overlægen raisonnerte ud fra et stærkt konservativt, efter Elses mening reaktionært standpunkt, men uden fanatisme. Der var også nu i overlægens ord og udtryksmåde denne afklarede humanitet, der hele tiden havde virket så beroligende på Else.
«Enige blir vi ikke,» sa tilsidst overlægen, og gav Else hånden til godnat. «Men derfor behøver vi ikke at være fjender. Vel?»
«Jeg blir aldrig Deres fjende,» var Elses svar.
«Ja, vær nu ikke så sikker! Hvis jeg nu beholder Dem tilstrækkelig længe?» –
«Men det gjør De ikke,» sa Else i bestemt tone. «For det er der ingen grund til.» – –
Om aftenen sad Else inde i frk. Halls værelse ved siden af frk. Thomsen. Frk. Schrader havde gjort sit sædvanlige besøg, og frk. Hall sad tilbagelænet i sengen.
«Iaften vil jeg danse!» råbte frk. Thomsen pludselig og fôr op. I et nu rév hun kjolen af, og stod i underskjørt; så knapped hun op sine støvler og sparked dem langt fra sig, hvorpå hun med tommel og pegefingrene tog et løftende tag i skjørtet og begyndte at hoppe rundt på gulvet.
«Nej, De gjør det så umusikalsk!» råbte frk. Hall. «Nu skal De se,» hun kom hastig frem af sengen og gav sig til at figurere.
Else la sig tilbage i sofaen og lo. Frk. Hall i den korte nattrøje med sin tykkelse og de lave, svulmende lægge så aldeles vanvittig komisk ud. Hun bevæged sit legeme i tunge, men graciøse svingninger, og gjorde taktfaste dansetrin, mens hun nynned en tarantella.
Frk. Thomsen danste med, et stykke længere nede på gulvet. Hun førte sig som en trædukke med en indvendig mekanisme. Tilsidst kom hun til at vælte et lidet bord, der var fulldt af tomme sæbeæsker, englesmykkede julekort, brogede danserinder og riddere af papmaché, hvilket altsammen stod opstillet i zirlig orden.
«Gud, min familje, min elskede familje!» råbte frk. Hall skrækslagen. «Fy fy, mit barn.»
«Vi kan jo ta det op igjen,» sa Else og rejste sig. «Det har vist ingen skade lidt.»
«Smide min familje sådan på gulvet,» vedblev frk. Hall bebrejdende. «Jeg begriber ikke hvordan De kan bære Dem så tankeløst ad, mit barn.»
Frk. Thomsen hjalp Else med at samle op og stille sagerne tilrette. «Altid skal hun skabe sig sådan, den frk. Hall,» hvisked hun. «Men det kommer af, at hun ikke er rigtig i hodet.»
I dette øjeblik gik døren op, og Anne viste sig med frk. Halls kloralglas i hånden.
«Ih gud forbarme sig!» råbte frk. Hall og var i et par tunge spring oppe i sengen, hvor hun dækked sig til med den hvide, svulmende overdyne.
«Nå, her går det nok for sig,» sa Anne, og så sig om. «Hvad er det for et kostume, De er i frk. Thomsen?»
Frk. Thomsen greb sine klær, kyssed hurtig Else til godnat, rakte tunge til Anne og løb ud.
«De siger vel ikke noget,» sa Else til Anne. «De har såmæn ingenting gjort, bare ganske uskyldig moret sig lidt.»
«Nej, det kunde aldrig falde mig ind,» svarte Anne. «Men man skal jo holde respekten oppe. Nu må De forresten i seng, fru Kant. Jeg kommer straks med Deres kloral.»
Else gik hen og sa godnat til frk. Hall, der slog armene om hende og trak hende tæt ned til sig. «Jeg holder så meget af Dem, fru Kant,» hvisked frk. Hall, «og jeg er så glad for mine søde små negerbørn. Jeg har 7 stykker,» hun fjerned Elses ansigt lidt og uden at slippe taget om hendes hals så hun triumferende på hende, og begyndte at fnise. «Syv stykker har jeg,» gjentog hun nikkende.
«Det har De da vist ikke, frk. Hall,» sa Else alvorlig.
«Nej, jeg har ikke,» frk. Hall lo og skutted sig, så sengen rysted. «Det er kun sådan noget vrøvl, som jeg ikke kan la være med at sige. Jeg forstår det ikke selv,» hun så med ét tankefuld ud.
«Jo, når det nu blir sommer, og De er ganske frisk, så kan De vist la være, ikke sandt?»
«Ja næsten,» sukked frk. Hall. «Men det varer ikke længe. To måneder. Neppe nok. Nej, men kan De i grunden begribe, hvorfor jeg altid er nødt til at sige ting, som jeg véd, ikke er sande, og gjøre ting, som jeg slet ikke vil?» – det bæved om frk. Halls mund, og hendes øjne fyldtes med tårer.
«Stakkels Dem,» sa Else og kyssed hende. «Forresten, vi er allesammen stakler, mere eller mindre.»