På Sct. Jørgen/16
XVI.
Else havde fåt en større portion kloral end de foregående aftener. Efter dr. Vibes ordre, havde Maren forklaret. Nu lå hun med ansigtet mod væggen, og vilde sove.
Hvad var dog dette for en underlig lyd? En tuslende, hvislende tisken, der steg og sank, og undertiden gik over i en truende knurren. Hun løfted hodet fra puden.
«You black, dirty pigs, you wampyres, bloodsuckers, you robbers and rascals,» lød det med en gjennemtrængende tydelig hvisken.
Stakkels frk. Hall! Ja, hun havde ret. Hun kunde ikke la være. For ikke at forstyrre Else lå hun nu der og hvisked sine skjældsord. Det var rént rørende.
Else var ved at slumre ind, da et hvinende skrig, ledsaget af banken og larm trængte ind til hende. Hurtig sad hun oprejst i sengen, og lytted. Hun hørte råb, og snak af en høj forskrækket stemme, hastige skridt, lyden af nøgleraslen, og af en dør, som blev lukket op og i, hvorpå det blev stille.
Sukkende la hun sig tilbage på puden.
Lidt efter kom nornen ind. Else spurgte hvad det havde vært for en larm, og fik vide at det var en ung pige inde på den anden gang som havde tat ind at laksere på.
«På den anden gang – er det anden pleje?» spurgte Else.
«Ja, det er tæt herved, kun en væg imellem. Fruen har nok sét fløjdøren derude. – Imorgen skal jo fruen bade, hører jeg. Skal det være karbad eller styrt?»
«Tak styrt.»
«Så skal det nok være parat til klokken 8. Fruen må nødig komme senere, for bagefter har jeg de andre, to, tre hold, som skal ha varmt bad.»
«Nej, jeg skal nok være præcis. Men hør, får jeg ikke lov at være alene, mens jeg bader?
«Jo såmæn får fruen det. Sådan som fruen er, kan der ikke være noget ivejen. Hvordan er det med tanden.
«Tak. Den værker slet ikke.»
«Ja, ja godnat frue. Jeg skal nok se ind siden.»
Og det gjorde nornen troligt. Tre gange til var hun inde hos Else, som hun altid fandt vågen. Nornen rysted bedrøvet hodet, og Else var rent fortvilet. Nu havde hun ikke tandpine, og både frk. Hall og fru Henderson var forlængst bleven rolige. Kloral havde hun også fåt, mere end før, og dog sov hun ikke. Nej, for det var disse nagende tanker, som aldrig lod hende i fred. Dette at være her. Og uvisheden om hvor længe. Og iveren for at overlægen, som dog sikkert ikke anså hende for sindssyg, skulde lade hende slippe derfra. Og længselen efter Tage, og bekymringen for fremtiden. Uden barnet kunde hun ikke leve, og hjem vendte hun aldrig mere. Bare én af disse kvaler vilde vært nok til at holde hende vågen, og nu var der så mange, så mange.
Den prægtige norne! Så redebon hun havde svaret ja da Else bad om lov til at bade alene. Heller ikke nornen anså hende for sindssyg. For så havde hun ikke sagt ja. Den gode, velsignede norne!
«Også dette at De aldrig sover, det er også et sikkert tegn på sindssyge.» – Ja, den Hieronimus, det var en herre, som vidste besked!