På Sct. Jørgen/14
XIV.
Else var gåt i seng. Maren kom med kloralen, skrued gassen ned og gik.
Føle sig bedre tilmode efterhånden. – Efterhånden, dette ord naged i Elses indre. Når frk. Schrader sa efterhånden, så var det tydeligt at hun trôde eller vidste at Else skulde bli der længe. Hun havde bare ikke hjærte til at sige det ligefrem.
Ja ja, hvordan det nu end var eller blev, så måtte hun ikke glemme at være glad for, hun var sluppen fra Hieronimus.
Kanske fik hun sove inat. Hun havde intet ondt i tanden, og begge hendes naboersker var stille. –
«God damn these rascals!» Se så, der begyndte frk. Hall. «I tell you, I will murder you all!» Ja naturligvis. Det var altfor sangvinsk at tænke, hun skulde holde sig rolig.
«Maren!» skreg så fru Henderson, og slog dundrende på sin dør. «Vil De ikke gjøre det, når Frants siger det? At De ikke vil adlyde mig, det får så være, men Frants!»
Else undred sig over at hun nu tydelig kunde forstå fru Hendersons uartikulerte stemme. Men det var naturligvis vanen.
Da frk. Hall havde holdt på en halv times tid, kunde Else mærke at hun blev træt. Hendes skjænden lød svagere og tilsidst ganske grødet. Lidt efter hørte hun hende snorke.
Også fru Henderson var efterhånden bleven stille.
Ja, hvis hun nu ikke fik tandpine!
Men hun fik tandpine. Aldeles forfærdelig, uudholdelig tandpine.
Da nornen kom med sin dinglende lygte, sad Else som de foregående nætter oprejst i sengen, og jamred sig.
Nornen gik efter et omslag, og blev stående lidt da Else havde fåt det på.
«Det har hjulpet,» sa Else.
«Det var da godt at høre.»
«Har De vært nattevagt længe?»
«I 7 år.»
«Og det har De kunnet holde ud?»
«Dårlig», hvisked nornen.
«De er også så bleg.»
«Gul. Gul som en citron. Og mager. Ja, jeg har tabt mig svært i disse årene. Det er sikkert».
«Men er De da fæstet her for livstid?»
«Nej. Men de vil nødig af med mig. På et sådant sted skal det jo være et pålideligt menneske, og en, som har kræfter til det.»
«Så sover De vel hele dagen?»
«Nej. Jeg blir aldrig færdig før henimod klokken 2. Jeg har også med badningen af de syge at gjøre.»
«Så håber jeg da, at De mindst har 100 Kroner måneden i løn?»
Der kom som en skygge af et smil på nornens ansigt. «Hm,» sa hun bare. «Hjælper det fremdeles?»
Else nikked.
«Ja så godnat da frue,» hvisked nornen og forsvandt. –
Hvor var dog hodet træt og ørt, og legemet tungt og kraftløst. – Else var som sædvanlig bleven revet ud af sin morgendøs. Det brased og knitred i kakkelovnen, og et stærkt blåt lys flød ind gjennem det skoddefri vindu bag Elses seng.
Ja, så fik hun vel op og vaske sig.
Henne ved servanten blev hun stående og rysted ærgerlig hodet. Nu havde hun hver dag, siden hun kom, bedt Maren endelig huske at gi hende 2 kander vand, og 2 håndklæder. Frk. Schrader havde på Elses anmodning straks git tilladelse til det, og i Elses påhør sagt Maren besked. Skulde hun som de andre morgener hjælpe sig så godt hun kunde med den ene lille kande vand, og det ene smale håndklæde, og så atter i aften påminde Maren?
Nej, så vilde Maren ganske sikkert bli ved med at glemme det.
Hun åbned døren og råbte på Maren, men ingen svarte.
At der da heller ikke fandtes en klokke. Sligt bryderi det var at få fat på en af pigerne!
Hurtig kasted hun slåbrokken på sig og gik gjennem sin egen korte gang ud på den lange korridor.
Dèr kom en underlig skikkelse hende imøde, en tynd liden kvinde i mørk bomuldskjole, som holdtes sammen under brystet med flere rader trækkebånd. På hodet havde hun en slags hue, hvorunder det grå hår hang tjafset ned. Ansigtets hud minded om skrumpent, mørkebrunt læder, og var besat med store, sorte vorter. Øjnene var udsprængt af sine huler, og så ud som vilde de i næste nu trille ned over kinderne. Munden stod åben, og en tyk tunge førtes uafladelig frem og tilbage fra mundvig til mundvig. Den ene hånd strøg hun famlende langs væggen, den anden holdt hun ud fra sig, og bevæged den op og ned som en svømmende hunds forpote.
Else gik lidt nærmere for bedre at kunne betragte dette afskrækkende syn, men fik i det samme et dask i ansigtet af den brune klamme hånd, hvis berøring minded om en skrubtudses.
Med et dæmpet skrig fôr hun tilbage, mens skikkelsen uforstyrret fortsatte sin gang, og forsvandt gjennem en dør nederst i korridoren.
I det samme kom Maren tilsyne henne ved trappegangen, bærende et fad med en stor stabel smørrebrød.
«Jeg har sét et frygteligt menneske!» udbrød Else, og gav sig til at fortælle.
«Det er bare frk. Hahn. Hun går altid sådan med hænderne fordi hun er blind.»
Else vendte sig for at gå tilbage til sit værelse men husked så, at hun var gåt ud for at finde Maren, og spurgte i en ærgelig tone om vandet og håndklæderne. Hun vilde nødig klage til frk. Schrader, sa hun, men på denne måde blev hun jo nødt til det.
«Nej,» sa Maren, og så op med et så vindende smil at Elses misstemning blæstes bort i det samme. «Nu skal jeg hente det, og så skal jeg ikke glemme det mere. Det lover jeg fruen.» –
Dr. Vibe kom til stuegangen; frk. Schrader var med, men kaldtes næsten straks ud.
Else var glad ved at være alene med dr. Vibe. Så fik hun uforstyrret snakke om Hieronimus. At dr. Vibe hverken nu eller før svarte noget, brød hun sig ikke om. Hvad enten han gav hende ret eller ikke, var det dog en lise at få luft.
«De får jo bladet om dagene?» spurgte dr. Vibe, da Else omsider holdt inde.
«Ja tak. Præcis ½ 1 blir der banket på min dør, og så véd jeg, det er portneren med bladet.» –
Senere kom overlægen og beklaged hendes tandpine. Af Sibylle havde han hørt, at hun heller ikke inat havde sovet. Nu skulde han skikke dr. Sejer ind til hende i formiddag. Der måtte dog kunne gjøres noget med den forbistrede tand. Så var det frk. Hall. Else burde gå ind til hende, og bé hende la være med at skrige sådan op om nætterne. Frk. Hall var egentlig rar, og nu havde hun ladet sig forlyde med at hun syntes så godt om Else. Det vilde måske hjælpe, hvis Else selv bad hende.
Så spurgte Else om hun kunde få koldt bad om morgenen, og det var der ingenting ivejen for. Nu skulde hun få en katalog ind, for at udvælge sig de bøger, hun havde lyst til at læse. Håndarbejde havde hun jo også, sikken et kønt tæppe hun dér broderte på. Hvis hun nu bare vilde spasere om dagene og gå ned til måltiderne, vilde det ikke vare længe, før hun blev rigtig fornøjet hos dem.
Uf dette «længe», tænkte Else. Men hun var så beklemt at hun ikke kom sig til at spørge om hvad overlægen mente med længe. Istedetfor sa hun: «Synes overlægen virkelig, at det er nødvendigt at holde mig indespærret her?»
«Indespærret, indespærret», gjentog overlægen ærgerlig. «Nej, forresten,» sa han så i en anden tone, «efter min mening kunde De lige godt vært tat et andet sted hen, til Deres slægtninge i udlandet f. eks.»
Hjærtet hopped i Else af glæde over disse ord. Men der havde vært noget over overlægen, som var de undslupne ham halvvejs mod hans vilje. Derfor svarte hun kun: «Ja det var jo netop det, jeg sa til dr. Tvede.»
«Nå ja godmorgen,» overlægen rakte Else hånden, og gik med den sædvanlige opfordring om at være ved godt mod.
Ja, det skulde sagtens være hendes mindste kunst nu, da hun vidste at overlægen syntes det samme som hun. Så varte det ikke længe før han kom og sa at hun var fri fra fængslet og kunde drage hvorhen hun vilde. For glæde og sindsbevægelse kunde hun ikke sidde stille, men måtte rejse sig op, og gå på gulvet.
«Kom ned med i haveng,» lød en gjennemtrængende hvisken bag Else, der hastig vendte sig om. Døren var bleven lukket op på klem, og frk. Thomsens hattehode stak ind.
Else vilde ikke.
«Kom ned med i haveng,» gjentog frk. Thomsen, og fortrak ansigtet som hun plejed når hun talte. Så skal vi blæse det rakkerpak et stykke.»
«Vil ikke, he? Vil ikke?» frk. Thomsen satte op en ynkelig mine. «Kom ned med i haveng,» begyndte hun så igjen, og gjentog opfordringen 3–4 gange inden hun omsider lukked døren, og gik.
En stund efter kom dr. Sejer med nogle tandlægegrejer i hånden. Efter at ha spurgt om Else nu ikke havde skiftet mening, og var lykkelig ved opholdet, tog han oppe ved vinduet fat på at undersøge tanden. Begge hænderne stak han ind i Elses mund uden at bruge serviet. Han pirked og grôv i tanden med et skarpt instrument, noget af plomben var faldet ud, sa han. Så putted han ind en grå klump, som han gjorde sig svær umage med at få til at sidde fast.
«Så håber jeg nok at tanden skal bli skikkelig,» sa han, da han gik.
Ja, det håbed Else også, siden hun havde døjet dette med begge hans hænder, som lugted af metal. Hun gik hen til servanten og skylled munden rén.
Om eftermiddagen ved sekstiden var overlægen atter inde hos Else.
«Skal jeg nu ikke få en hilsen med til Deres mand?» sa han, da han havde siddet lidt og snakket. «Imorgen tar jeg ind til byen.»
«Hvis De vil hilse ham, så værsgod,» svarte Else mørk. «Men det er ikke mig, som sender nogen hilsen.»
«De er en stædig en,» sa overlægen.
«Skulde de derimod træffe min elskede Hieronimus,» vedblev Else lidt efter, «så må De endelig hilse ham på det hjærteligste.»
«Hieronimus – uh! Kan De da ikke holde fred med Deres Hieronimus? Jeg blir jaloux, ligefrem jaloux!» Overlægens tone var så komisk klynkende, og hans mine så pudsig fortrædelig at Else måtte le højt.
Da overlægen var borte gik Else ud på koridoren, og blev forundret over den usædvanlige færdsel derude. Mørktklædte kvindeskikkelser, gamle og unge, høje og korte, nogle enkeltvis, andre med hinanden under armen, næsten alle med dukkede hoder og undsélige miner blev ved at komme ud fra den lille tværgang, hvor Elses værelse lå, spasere forbi hende, og forsvinde gjennem fløjdøren for enden af den lange koridor.
«Hvad er dette for en folkevandring?» spurgte Else, da Anne viste sig på koridoren.
«Det er dem fra anden og tredie pleje. De kommer gjennem fløjdøren i tværvæggen derinde på Deres gang, og skal til fest i den store sal.»
Ja, det var jo sandt. Iaften skulde der være fest. Overlægen og frk. Schrader havde begge fortalt Else det, og spurgt om hun vilde være med.
Så tæt befolket som Sct. Jørgen måtte være! Dette var kun de rolige patienter, hvis antal var forsvindende, sammenlignet med de urolige. Og alligevel kom der så mange. Så var der jo også en mandsafdeling.