På Sct. Jørgen/08
VIII.
Men Elses håb om søvn gik ikke i opfyldelse. Efter nogle minutters forløb gav det et ryk i den syge tand, og så begyndte den at værke med en ilter, huggende hamren.
Hun trak uldteppet op over kinden, ånded ned i det, for at frembringe varme, og lå ganske stille.
Men smerten blev bare værre. Tilsidst sad hun oprejst med hodet mellem hænderne, og vånded sig dæmpet.
Også dette kunde hun takke uhyret Hieronimus for. Havde han ladt hende få en tandlæge, så vilde hun vært fri ialfald for disse smerter.
Var der ikke noget, som hed myndighedsmisbrug, og gaves der ikke straffebestemmelser desangående? Hvis så var, skulde Hieronimus straffes.
«De skal ikke være kjed over at De har fåt tandpine,» det havde vært den i sandhed trøstefulde trøst reservelægen på sjette afdeling havde forundt hende. Hun mindedes anekdoten om Yankeen, der af juryen var bleven frikjendt, da han stod anklaget for at ha slåt ihjel en mand, som, mens han vånded sig under tandpinesmerter, havde sagt: Du skal blot la være at tænke på det.
Nu kunde hun kanske fåt et par timers søvn, og nu skulde hun sidde her og lide så aldeles meningsløst forfærdeligt. Hun blev ved med at jamre sig, mens hun rokked hodet frem og tilbage.
Da gik døren lydløst op, og ind gled en umådelig lang og tynd kvindeskikkelse, hvis hode var indhyllet i et sort tørklæde, frem af hvilket der stak et skarpt, voksgult ansigt. Et nøgleknippe hang ved hendes side, og i et bånd en tændt lygte, der dingled nede ved kanten af hendes lange forklæde. Som en af nornerne forekom hun Else, mens hun stiv og smal nærmed sig sengen.
«Hvad er det, som fejler fruen?» hvisked hun.
«Tandpine.»
«Hm. Det var da slemt. Skal jeg gi fruen et varmt omslag?»
«Ja tak. Men hvem er De?»
«Nattevagten.»
Nornen forsvandt ligeså lydløst som hun var kommen, og var snart efter tilbage med et dampende vandfad, og vat og gummilærred hængende over armen.
«Så,» sa hun, da hun stille og omhyggelig havde pakket ind Elses hode, og gjort bandagen fast med Sikkerhedsnåle. «Måske det kunde linde lidt. Jeg skal se ind igjen om en timestid.»
Da nornen efter timens forløb kom tilbage, sad Else atter oprejst i sengen, og vånded sig som før.
«Hjalp det ikke?» hvisked nornen.
«Jo, en stund. Men nu er det begyndt igjen.»
Nornen forsvandt atter og kom atter tilbage med det dampende vandfad.
«Mange tak,» sa Else, da hun havde fåt det nye omslag på. «Hvor De er snil. Men det er synd, at De skal ha så megen ulejlighed nattens tider.»
«Nej,» hvisked nornen. «Ingen ulejlighed. Jeg går jo vagt alligevel. Og hvis det bare kunde hjælpe fruen.»
«Går De vagt hver nat?» spurgte Else, der hvisked liksom nornen.
«Ja. Jeg skal sé ind igjen om en stund. Så kan fruen få et omslag til.»
Else havde neppe lagt sig tilrette, før damen derinde, frk. Hall, hvis seng måtte stå klods op ad væggen ved Elses seng, rejste sig overende, så det knaged, og gav sig til at skjænde og forbande på engelsk. De styggeste skjældsord kom skrigende, og så klasked hun i hænderne og dundred på væggen.
Else var faret sammen i skræk, men så mærked hun med ét, at smerten i tanden var blet borte, og søgte at trøste sig med den tanke at angsten dog havde magt til at fordrive tandpinen.
Et øjeblik efter tog fru Henderson fat, værre end før. Det var som om søvnen havde git hende nye kræfter.
Else lå og stirred håbløs op på den store, lyserøde papirroset, der, for at skjærme hendes øjne, formet som en solsikke, var hængt udenpå gaskuplen.
Så kom nornen tilbage. «Nu,» hvisked hun, «hvordan går det?»
«Jo tak, tanden er bra. Men hør på dette!»
Nornen så uforstående på Else. «Å, de derinde,» sa hun så. «Hvad gjør det?»
«Det er jo umuligt at få sove,» stønned Else.
«Hør ikke på dem,» beroliged nornen.
Atter tænkte Else på historien om Yankeen.
«Hvordan skal jeg bære mig ad med ikke at høre på dem, sa hun halvt grædende. «Og så er jeg så forfærdelig bange for dem.»
Nornens ansigt fik et udtryk af medlidende forundring, der liksom lyste lidt over det ubevægelige ansigt.
«Det behøver fruen nu slet ikke at være. De er jo lukket inde, og desuden, så gjør de ikke en kat fortræd.» «Men kan De ikke gå ind, og bé dem være stille?»
«De blir kun værre da. Nu er det bedst, jeg slukker gassen.»