Othar af Bretagne/02
Anden Bog.
Taageskyer og Middagsstorme.
De første Dage, efter at Alt var blevet stille paa Borgen, snege sig temmelig langsomme bort for de tilbageblivende. Dertil kom, at Vejret Dag fra Dag blev slettere. Om Aftenen, naar Kaminilden blussede højt, kom gjerne Herman ind, satte sig i den varmeste Krog, og fortalte dem Eventyr. Dette underholdt de Elskende, uagtet de ikke altid hørte paa Fortællingen; thi mangt Øjekast eller iblandt et uvilkaarligt Haandtryk udfyldte det tomme i mange af den gamle Hermans Krøniker. Han mærkede Intet eller lod saaledes, og blev uforstyrret ved. Othar længtes ret efter at tale med den Gamle i Enrum, for at fortsætte hin mærkværdige Samtale, der aldrig ret vilde gaa ham i Glemme, saa megen Umag, han end gjorde sig derfor. Men Herman syntes at undvige enhver Lejlighed til at tale ene med Ridderen. Endelig blev Othar en Aften alene med den Gamle. Borgfogdens Kone var syg, og Ida gik ned for at pleje hende. Herman, som Intet vidste deraf, kom ved sædvanlig Tid ind med sin Harpe. Han syntes vranten, da han hørte, at Frøkenen ikke var tilstede; men satte sig dog ved Kaminen. Othar begyndte:
„Kjære Gamle! Jeg har mangen Gang tænkt paa vor Samtale. Men en Tvivl er opstaaen hos mig. Hvorledes kan din Mening forenes med vor Religion? Hvorledes kan den paalægge os Pligter, naar vi ingen Frihed have, og love os Belønninger for det Gode, vi gjøre?“
„Hm, jeg har jo ikke sagt, at Noget kunde skee uden tilstrækkelig Aarsag. At den Uendelige har en stor Plan for med Verden, altsaa ogsaa med den Orm, vi kalde Menneske, det er vist. Om nu den indvortes Følelse eller disse Befalinger skulle virke til den store Plans Udførelse, derom ved han bedst Besked, som lagde Planen. Disse aabenbarede Bud ere Kræfter i det Hele, ligesom den lovede Løn“.
„Og Forløsningsverket i Jesu Død for Menneskene?“ Herman ragede om i Gløderne, og lagde mere Ved i Kaminen. Efter et Ophold blev han ved:
„Jeg vil nødig berøve Nogen hans Tro, om jeg ogsaa finder den urigtig. Men naar Menneskene ville begribe Guds Raad og fatte hans Tale, forekommer det mig, som om min Hest skulde søge at udfinde Meningen af en sammenhængende Tale. Mine Befalinger kan den forstaa; men vil jeg forklare den en Hensigt, da fatter den kun lidet deraf. Det vilde da ogsaa være en Daarlighed af mig at præke for den“.
„Gjør da Gud en Daarlighed, naar han i sit Ord lærer os sit Raad?“
„Den Slutning bad jeg Dig ikke gjøre. Han har vist intet Ord lært, som jo i sine Virkninger paa os skal arbejde til det store Øjemed, om det endog ikke er sagt, for at vi skulle forstaa det ret.“
„Kan da den Højeste ville bedrage os? Thi om end Ordet var sandt, var det jo dog Bedrag, naar det var sagt for at misforstaaes?“
„Daare, tør vi dømme Gud? For ham er ikke Sandhed og Løgn. Er det Usandhed af Naturen, naar Gift stundom virker velgjørende paa Syge, eller naar den velgjørende Sol udtærer Sæden paa Marken, eller af Gud, naar Ordet tages i en omvendt Betydning?“ Othar rystede paa Hovedet. Hermans Dom forekom ham skjæv; men han formaaede ikke at gjendrive ham. Dertil kom, at han i den senere Tid meget havde forsømt den hellige Bogs Læsning, og i sin Adspredelse havde glemt Meget. Dog forstod han nok paa denne og den øvrige Del af Samtalen, at den Gamle ingen Tro havde til Guds Ord, men ømmedes ved at betage Othar sin. Denne Forsigtighed hos Herman indgød Ridderen Agtelse og var maaskee farligere, end om det var kommet til Samtale; thi saaledes fik Othar ingen Lejlighed til at undersøge den Gamles Grunde i deres Styrke og Svaghed. Først silde gik de til Hvile, og Søvnen flyede den tankefulde Othar.
Næste Dag sad han atter og grundede, han tog Bibelen frem, men Hermans hemmelighedsfulde Tvivl afspredte ham. Da lød udenfor i Gaarden en munter Sang, ledsaget af vilde Greb paa en Harpe. Othar lyttede og hørte disse to Vers:
Lev for Dagen, som Dig smiler,
Natten kommer vis og sort;
Tidens Fod saa fage iler,
Og det hele Spil er kort.
Ei det Dig at grunde frommer,
Hvad bag Tidens Forhæng kommer.
Pluk med dristig Haand hver Rose,
Som paa Skrænten vinker mild,
Snart Du vandrer i en Mose,
Hvor kun Torne spire vil.
Tænk ej paa i Glædens Alder,
Hvor i Morgen Vejen falder.
„Den lystige Skald turde have Ret“, sagde Othar, og sprang ned, for at see, hvo det var. Men hvor stor blev hans Forbauselse, da Sangeren var Uller, som med megen Glæde kom ham imøde. Othar kunde i Begyndelsen slet ikke stemme i med i Dvergens Henrykkelse. Thi dels var han i sit Hjerte bleven saa fremmed for denne sin Barndoms Legekammerat, dels lo hele Borgens Besætning af den stygge, vanskabte Lille, der sandelig ej heller var udvoxen til sin Fordel. Med tvungen Venlighed førte han ham op i Borgsalen. Uller mærkede rigtignok, at Othar ikke tog saa synderlig glad imod ham; men uagtet det gjorde ham ondt, taug han dog for det Første.
„Hvorledes fik Du mit Opholdssted spurgt?“ begyndte Othar, efter en forlegen Pause.
„I, jeg tænkte vel i Førstningen at søge saa længe til jeg fandt Dig, men da jeg havde vandret lidt, hørte jeg alle Mennesker, fjernt og nær, opfordrede og uopfordrede, omtale den herlige Ridder Othar af Bretagne, og nu var det let at finde Dig. Jeg hører, Du har faaet en Hjertenskjær, min gode Ven“.
„Saa vidt er det endnu ikke kommet“, svarede Ridderen og blev rød.
„Nu, nu, det kommer vel. Jeg kan saamen ikke heller klage over Pigerne; de have altid været mig gunstige.“ Othar saa paa Dvergen og kunde ikke bare sig for at smile tørt.
„Ja, ja, Du ser paa mig og ler; men ved Du hvad (med paatagen Alvorlighed), det kan komme Dig dyrt at staa; jeg kunde faa Lyst at hevne mig og snappe Ida fra Dig.“ Othar lo oprømt, og lidt efter lidt blev han glad i sin gamle Legebroder. Han lod Mad og Vin sætte frem, og Uller fortalte, medens han satte dygtigt tillivs, om sin Afsked fra Valrun, — om Synar og Thora, der begge levede vel, om sine Eventyr, og om sin Lykke hos Pigerne. Othar var hjerteglad over den gode Efterretning om Synar, og troede for Resten, hvad han vilde, af den snaksomme Ullers Fortællinger.
„Du er bleven meget forandret, Uller.“
„I Sind eller Skind?“ spurgte denne og besaa sig fra øverst tilnederst.
„Du er bleven lystig“, sagde Othar. — „O, min Ven, jeg lever ogsaa i en lystig Verden. Hvad har jeg bedre at gjøre, end lee? Overalt ere Menneskene morsomme, og naar jeg kjeder mig, tager jeg strax Fod i Haand. Det er et Slaraffenliv at være Skald.“
„Jeg faar da see, hvor længe vi kunne binde Dig her hos os, Du Trækfugl“, sagde Othar venlig, og i det samme kom Ida ind i Borgsalen. Hun hilsede kort den lille Pusling, og drejede sig hurtig om til Othar, for at skjule for Dvergen den uvilkaarlige Latter, hvortil hans besynderlige Udseende bragte hende. Men Uller blev lige med Et maalløs, da han saa Pigen, og i en underlig Bevægelse stemte han sin Harpe.
Saa fjern og saa nær
Jeg Eder er;
En underlig Kjæde vi Alle bær;
Den forer i Grav
Eller ud deraf,
I Muld eller lysen Himmel.
Paa Bølgen den blaa,
Paa Stien, der snor sig om Klippen graa,
Springer Kjæden ej;
Men paa samme Vej
Vi færdes mod Muld eller Himmel.
Den lille Mand,
Som drager saa vidt fra et fremmed Land;
Men vi følges vist
Enten her eller hist,
I Muld eller lysen Himmel.
Othar blev alvorlig og Ida ængstlig, uagtet Ingen forstod hans Sang. Selv følte han maaskee utydeligt, hvad de Ord monne betyde, som Øjeblikket lagde ham i Munden. Meget venlig lagde han Harpen hen, gik mod Ida.
„Lad min Sang ej forstyrre Eder, skjøn Jomfru; Skalden synger alt det, som kommer ham i Tanker, ofte uden at vide selv, hvad han mener; saa gik det og mig.“
„Desto mere rædsom er den Stemme, der taler igjennem ham“, svarede Ida, „naar han ej selv fremlokker den.“ Det varede en rum Tid, før det Indtryk, dette Kvad havde gjort, ophørte at forstemme Selskabet. Mod Aften kom Herman til, og hilste meget venlig den ankomne Gjæst. Han syntes at kjende ham, skjønt han var Uller ganske fremmed. Paa Othars Begjæring tog Ida sin Harpe ind, og begyndte en Sang. Det var denne:
I Nattens tause Skjød,
Hvor Livet sover —
En Baad sig ilsom skjød
Paa stille Vover:
Et Barn paa Toftetind
Der staar med Graad paa Kind;
Ej hveden Baaden styred,
Ej hvo den Smaa har hyret,
End kommer ham i Sind.
Her afbrød Othar hende i nogen Bevægelse, og fortalte, hvorledes han Aftenen før Kampen med Alfried havde hørt denne Sang. Efter nogen Betænkning sagde Ida:
„Det er ganske rigtigt, Ridder; thi jeg sang den samme Aften i en enlig Løvhytte nær ved Borgen. I har formodentlig hvilet paa en Græsplet tæt ved.“
„Det er rigtigt“, svarede Othar, „men lad os høre den hel; thi den rører mig overmaade.“— Hun vedblev, og til hendes og Othars Forundring sang ogsaa Uller med, hvorved Tonen blev mere fuldstemmig og udtryksfuld.
De Stjerner flamme saa
Paa Himmelbuen,
I Bølgen sorteblaa
Gjenskinner Luen,
Der staar en gammel Mand
I Maanens blege Rand
Og stirrer paa den Lille;
Men Drengens Taarer trille
Alt i det mørke Vand.
De Strømme gaa saa fast,
De Vinde springe,
Og Baaden i en Hast
Sig snor i Ringe;
Den Smaa saa bange er,
Han staar saa ene der;
Det er saa koldt der ude,
De vilde Vinde tude,
Og ingen Hjælp er nær.
„Men“, sagde Herman, da Sangen var udsungen, og Othar dybt bevæget stirrede ud for sig; „men saa vidt jeg mindes, er der flere Vers; thi jeg har hørt den i min Barndom.“
„Jeg kjender kun disse“, svarede Ida.
„Jo“, vedblev Uller, „der er endnu et Par“; hvorpaa han begyndte noget livligere:
Men Drengen bliver stor
I Graad og Jammer;
Da finder han et Ror
I Snekkens Kammer;
Han uden det maa dø,
Det sætter han i Sø,
Han staar saa rank og voxen,
Og alt han styrer moxen
Den Baad mod fjerne Ø.
Den underlige Nat
For Kraften svinder;
Paa Horisonten brat
Lyset oprinder.
Han i sin Adel staar,
Og stolt i Havet slaar,
Og, fri for Barnets Lænker,
Han spotter Skjæbnens Rænker,
Og ved, hvad han formaar,
En underlig Bevægelse gjennemstrømmede Othar; han kastede et stolt Blik omkring sig, og saa triumferende paa Herman. De Ord:
Nu fri fra Barnets Lænker,
Han spotter Skjæbnens Rænker
Og ved, hvad han formaar,
stode med Luebogstaver for Ynglingens Sjæl. Han følte en Selvstændighed, en stolt Kraft i sit Indre, og foragtede Tvivlens og Frygtens Ledebaand. Med store Skridt gik han op og ned i Hallen; Alt havde taget et nyt Udseende for ham, Alt syntes ham forandret, kun ikke hans Kjærlighed til Ida. Ingen forstod Ridderen uden Herman, der gjennemskuede ham. Derpaa brød Selskabet op, og Othar gik med nye og høje Følelser til Hvile. Dag fra Dag blev Othars Stemning stoltere; ja den ytrede sig endog mod hans Vilje trykkende mod de Øvrige, selv Ida. Ogsaa var den, som alt blot Menneskeligt, for lidet grundet i Sandhed til at kunne enes med den tækkelige Ydmyghed og Omgængelighed, som vi Mennesker skulle beflitte os paa. Othars Stolthed trængte til udvortes Føde, og derfor var hans Opførsel ukjærlig og haard, eller dog anstødelig. Paa denne Tid vandt Uller mere og mere Alles Yndest paa Borgen. Hans Sange, muntre eller sørgelige, havde altid noget Tiltrækkende, og hans Vid forlod ham aldrig. Ida var hel gjerne i hans Selskab, hvilket mangen Gang ærgrede Ridderen, skjønt han ikke havde Aarsag til Skinsyge.
Saaledes gled atter en rum Tid, og Vinteren meldte sig med Sne og Frost. Da var det en klar Morgen, at Othar og Herman tidlig gik ud for at opspore en Ulv. Othar var meget vranten, fordi Uller, just som han gik, blev kaldt over til Ida, for at lære hende en ny Sang paa Harpen.
„Du er ret bister i Dag“, begyndte den Gamle.
„Ja man kan ikke altid være i Lune“, svarede Ridderen. Efter et Ophold begyndte Herman:
„Hvorledes staar det mellem Dig og Ida? Jeg synes, I holde noget af hinanden.“
„Hvad kommer det Dig ved“, mumlede Othar mellem Tænderne.
„Ser Du, kjære unge Herre“, vedblev Herman, „jeg mænger mig ugjerne i fremmede Anliggender; men her kan jeg ikke tie. Først bliver jeg nødt til at sige Dig Noget, som jeg gjerne havde tiet stille med. Jeg har kjendt Dig, førend Du endnu vidste at skille Sverd fra Spyd. Jeg var engang din Faders Vaabendrager.“ Othar blev opmærksom.
„Hvorfor har Du dulgt dette saa omhyggeligt?“
„I, fordi din Hr. Fader efter den almindelige Mening ikke just var nogen Engel, og man gjerne siger: som Herren er, saa følge ham hans Svende.“
„Lad min Faders Minde med Fred!“
„Ja, ja, jeg dømmer ikke heller om ham, som Mængden. Men nok er det, jeg var hans Vaabendrager.“
„Hurtig, Herman, hvad ved Du om min Fader? Hvorledes gik det ham? Hvor blev der af min Moder?“
„Ej, ej, det er tre Spørgsmaale paa en Gang, men hvoraf jeg desværre ikke kan besvare noget nøje; thi jeg var kun kort i hans Tjeneste og forlod ham før hans Endeligt.“
„Nu, hvad vil Du da berette mig?“
„At Du havde en Søster, som tidlig blev sendt til en Moster, en brav gammel Kone, som Rygtet siger.“
„Nu, og denne Søster?“ spurgte Othar pludselig forfærdet.
„Fik i Daaben det Navn Blanka, men skal siden, da Mosteren var død, være givet et andet Navn af de gjerrige Arvinger, som borttage hendes Kostbarheder, og vilde skjule sin Udaad“.
„Og min Søster?“ gjentog Othar.
„Er Ida, hvis ikke al Gisning og din Moders Træk lyve“.
„Du ser Spøgelser, Gamle“, svarede Ridderen vred.
„Kan nok være; men dersom Ida bærer det samme Mærke paa sin Arm, som Du, og dersom hun er skjæv i venstre Side, da er det Blanka“.
„Snak! Ida er ikke skjæv“.
„Bliv Du ikke vred, fordi jeg har betroet Dig mine Tvivl. Du kan jo lade fem være lige. Ved mit graa Haar, af mig skal ingen erfare en Tøddel. Egt Du Ida, se ikke efter noget Mærke paa Armen, spørg hende aldrig, om hun er skjæv, og Du kan da med god Samvittighed leve og dø med hende“.
„Er Du fra Forstanden, Herman! tror Du, jeg vilde egte min Søster? Men det er umuligt!“
„Ja vist er det det, vær nu kun oprømt, Ridder. Se, der er Ulvesporet igjen“. Men Othar var adspredt, forfejlede Ulven, og gik hjem uden at tale mere.
Saasnart han kom til Borgen, lukkede han sig inde og grublede. Snart forestillede han sig Hermans Mening som en Umulighed, snart syntes han igjen, at der ingen Tvivl var tilbage; snart besluttede han at følge den Gamles Raad, og lukke Øjnene til, selv om han saa Beviserne for sig; snart afskyede han igjen denne Beslutning. I det Samme bankede det paa Døren, Othar lukkede uvillig op. Det var Uller, som kom. „Hør, min Ven“, begyndte han, „jeg vil nu vide, om jeg skal vandre videre eller blive. Paa den ene Side er jeg nødig Nogen til Ulejlighed, og paa den anden tykkes I mig trænge til den stygge Uller, for nogenledes at holde ud med hverandre; Herman gaar sin Gang alene og bliver vranten, med Dig er det næsten ikke at holde ud. Den elskværdige Ida græmmer sig“.
„Græmmer hun sig, Uller?“
„Ja, det kan en Blind see. At hun elsker Dig, er jo synligt, og at Du elsker Pigen, kan hun jo see endog af Andres Øjne. Men den ene Dag gaar efter den anden; Du er tvær og tier stille. Fy, Othar! om Du ikke skjønner paa den Skat! Idas dejlige Skikkelse er hendes mindste Fortjeneste; dog, det anstaar mig ikke at rose hende. Men det ved jeg, at en Hustro, som Ida, finder Du ikke noget Sted i Verden“
„Tal ikke derom, Uller, Du ved ikke selv, hvad Du siger; Du knuser min Sjæl“. Uller saa forundret paa ham.
„Hvad er der da i Vejen, Broder?“
„Alting“, svarede Othar og vendte sig bort. Han gik ud i det Frie, og nu erindrede han Borgfogdens Kone, der var syg. For at adsprede sig gik han ind til hende. Men atter nye Pile traf ham ogsaa her. Thi Fogden og den Syge vare uudtømmelige i at rose den herlige Ida.
„O, gode Herre!“ lagde Konen til, „Lad det ikke bie for længe med Brylluppet!“ Manden tyssede paa hende; men hun vedblev: „Ja, vi vide jo alle sammen, at Ridderen og Frøken Ida holde en hel Del af hinanden; det er et vakkert Par. Gud give dem Lykke!“ Længer kunde Othar ikke udholde det; han gik hurtig bort. I Gaarden mødte Ida ham, og hilsede ham venlig.
„Idag, Ridder, maa I ikke gaa fra os; ved I vel, det er Eders Fødselsdag? Jeg har længe mærket, at vort Selskab her ikke er Eder nok. Idag komme en Del Riddere og Damer fra Nabolaget. Ikke sandt, I tager mig min Dristighed vel op?“ Othar takkede forvirret og gik op paa sit Kammer, under Paaskud at iføre sig en pynteligere Dragt. Den Kamp, han her atter udholdt, blev afbrudt ved Trompetstød og en Skare Ridderes og Fruers Ankomst.
Ida havde foranstaltet en smuk Fest; Borgsalene vare oppudsede, og en skjøn Vellugt udbredte sig i de høje Haller. Alle vare forundrede over den Ynde, hvormed hun vidste at tee sig som Vertinde. Derimod varede det nogen Tid, før Othar kom i Lune; men da blev ogsaa Alting livligt og behageligt. Man fornøjede sig med Lege og Spil, med Skjemt og Sang. Mændene tømte flitteligen de store Kruse, og Kvinderne nippede til den søde Most. Nu klappede Ida i Hænderne, en Sidedør fløj op, og derfra begyndte en herlig Dansemusik. Hun tog Othar ved Haanden, og førte ham op til den øverste Ende af Hallen. Alle bleve behageligt overraskede, og stillede sig op til Dans; men Othar hviskede forlegen:
„Jeg kan ikke danse“.
„Bryd Eder ikke derom“, svarede Ida sagte, „jeg skal nok føre Eder an; hold bare Takten, saa mærker Ingen noget“. Denne Tale ledsaget af et yndigt Smil, indgød vor Ridder Mod. Jeg havde jo heller ikke brugt Vaaben før, da jeg overvandt de to Ryttere og Alfried, tænkte han ved sig selv, og fulgte rask med den livlige Ledsagerinde. Othars medfødte Behændighed, hans frygtløse Bevægelser, og et godt Øre for Takten, erstattede ganske Mangel paa Øvelse, og Ingen faldt paa, at dette var første Gang i hans Liv, at han havde seet en Dans. Othar fandt megen Behag i denne Glæde, og dansede den ganske Nat med alle Fruer og Frøkener. Men paa engang indtraf en Hændelse, som endte al hans Munterhed. Han dansede med Ida en Dans, som da brugtes, og som temmelig lignede vor Storvals. Tættere og tættere omslyngede han, beruset af Vin, Dans og Kjærlighed, den ranke Pige, som fortrolig lagde sin Haand paa hans Skulder. Alles Øjne fulgte det skjønne Par. Men Othar blev paa engang bleg, styrtede ud af Dansen, og foer vildt igjennem Salen. Hverken Ida eller de Øvrige kunde begribe denne Adfærd. Men Othar mødte Herman paa Trappen, og sagde:
„Du har Ret, o alt for megen Ret. Ida er skjæv! Jeg følte med min Finger, at hun er udstoppet!“
„Tys, tys“, sagde den Gamle, og lagde Haanden paa hans Mund. „Gjør ikke Allarm. Vær forsigtig og ti“. Alle saa forundrede paa hverandre, Musikken taug, og Enhver satte sig stille hen i Krog. Men Ingen led saa meget som den arme, uskyldige Ida, der forgjæves hos sig søgte en Grund til Othars Opførsel. Endelig kom han, paa gjentagne Bud og Hermans Forestillinger, bleg og forvirret tilbage. En pludselig Svimmel, Følge af hans nylige Sygdom, maatte undskylde den uforklarlige Adfærd. Alle syntes at tro det, uden Ida. End en Tid dansede Selskabet; men da hverken Othar eller Ida mere deltoge deri, ophørte de Øvrige. Herman hviskede Noget til Uller, hvorpaa denne tog sin Harpe og fremsatte denne Gaade:
Et Taarn af Kalk foruden Sten,
En liden Borg af Ben,
Paa røde Bund foruden Sand,
Foroven rank, i Grunden kroget.
I Borgen ingen Riddersmand,
Ja ingen Borgefoged;
Dog, kommer Foged i den Borg,
Da volder han stor Hjertesorg,
Da styrter Taarnet ned paa Stand,
Og Ingen det oprejse kan.
Man gjettede her og der. Da sagde den gamle Ridder Ruderik, som gjerne var til Spøg for de Øvrige, fordi han var lige saa enfoldig som opblæst.
„Slig Gaade kan Ingen raade; thi jeg forstaar den ikke“.
„I har dog lige saa mange Taarne for meget, som jeg har for lidt, Hr. Ridder“, sagde Uller og lo; „thi jeg har mistet to Tænder“.
Hele Selskabet morede sig herover, men Ruderik blev vred; thi han havde to dobbelte Tænder, som vansirede ham meget, hvorfor man spotvis kaldte ham Vildsvinet.
„Nu er Turen til en Anden“, sagde Uller. Mange Gaader bleve fremsatte, og de fleste opløste. Endelig kom Raden til Ida. Nu tog hun sin Harpe, spillede en Stund, og sang derpaa saaledes:
Jeg ved en Blomst med Blade purpurdunkle,
Dybt staar den i vort Bryst.
I Bægret gaadefulde Perler funkle,
Didsat fra fremmed Kyst.
Men Blomsten aabner sig og gløder,
Og folder sig igjen og — bløder.
Den fine Skud saa længselfuld udstrækker
Alt fra den indre Rod,
Og atter ængstlig dem tilbagetrækker,
Og dukker sig i Blod.
Den strækker Skud mod Syden og mod Norden,
Mod Himlens Blaa og Fædrejorden.
Men hvor den engang slynger sine Arme,
Der snor sig fast dens Skud;
Der deler den sin Saft, sit Liv, sin Varme,
Og Perlerne fra Gud.
Men Skjæbnens Haand den fjernt igjen bortstøder,
Da folder den sig tæt og — bløder.
Dog Blomsten kunde ej for Jorden sættes,
Hvor skjult dens Perler staa;
Vist paa en bedre Bred dens Kalk skal tvættes
I rene Ætherblaa,
Og Bladene de dunkeltrøde
Med lyse Purpur helligt gløde.
Alle stirrede paa den skjønne Mø, der saa med et forklaret Smil ud for sig. Men Ingen formaaede at gjette Gaaden; kun Othar pegede taus paa sit Hjerte, og Ida nikkede venlig.
„Der kan man see, hvem der forstaar hinanden!“ sagde et Par af Selskabet og smilede. Disse Ord nedbrøde den skjønne Stemning, hvori Othar var kommen. Han blev atter alvorlig, og Enhver syntes at ile med Afskeden. Da Alle vare borte, trykkede han hurtig Idas Haand og gik, men vinkede til Uller. Denne fulgte da med ham paa hans Kammer, og ventede utaalmodig Opløsning paa Othars Opførsel og Stemning;
„Thi Du er dog idag Gaaden over alle Gaader“, sagde han.
„Et Ord kan løse Dig den, min Uller. Ida er min Søster“.
„Din Søster? raser Du?“ Othar fortalte ham nu alle Omstændigheder, Hermans Udsagn og sin egen Erfaring.
„Men Mærket paa Armen mangler, og desuden kan din Indbildningskraft let have lagt en Udstopning under Fingrene. Synderlig skjæv kan dog Ida eller Blanka, hvad hun nu heder, ikke være; thi rankere Mø har vel intet Øje seet“.
„Hvad gavner det mig, enten Skjævheden er stor eller liden; nok, naar den er der, og beviser, at Herman har Ret“.
„Naar Du nu var lidt klogere, kjære Othar, saa betroede Du hverken mig eller Dig selv disse Tvivl. Spørg aldrig efter nogen Ting. Ingen i Verden falder paa dette Slægtskab, som dog til evig Tid bliver tvivlsomt. Hent Du Borgkapellanen fra Lille-Arnspa, og gift Dig heller idag end imorgen, Saa forgaa de Griller nok“.
„Og min Samvittighed?“
„Ømmes ved at sønderrive en Lænke, Fordom har bundet, og gjøre Noget, som ikke kan forarge nogen Dødelig, eller tror Du, Herman og jeg udbasune dine Formodninger? og ømmes ikke ved at sønderknuse Idas Hjerte; thi om din egen Lykke vil jeg ej engang tale. Tænk Dig nu paa den ene Side et lykkeligt Liv med Ida, sunde, stærke Sønner og Døtre, og paa den anden et Liv fuldt af Savn og Anger over en daarlig Fordom, tænk Dig dertil, hvad Folk ville sige om Eder. Nu passerer Ida jo for din Forlovede overalt, det kan Du være vis paa. Stakkels Ida! Du bliver opofret af en Utaknemmelig! Dit Liv er en Malurtdrik, hvori krænket Kjærlighed, Bagvaskelse og Harme, dryppe sin Gift; tænk paa —“
„O hold op, hold op! Ellers kan jeg ikke modstaa“.
„Ilde bar jeg Navn af din Ven, naar jeg holdt op nu —“. Da kom i det Samme en Skrivelse fra Harthur. Othar brød Seglet og læste.
„Jeg erfoer med megen Glæde af dit sidste Brev, at Du føler Dig ganske helbredet, og at Alt er vel. Min Tilbagekomst bliver der for det første intet af; thi vi have her nok at gjøre. Tvertimod har jeg paa Kejserens Befaling at spørge Dig, om Du vil laane ham din tapre Arm. Dette Budskab er Dig vel nu mindre kjærkommet end til enhver anden Tid; thi ikke sandt, Alt er afgjort imellem Dig og Ida? Rygtet har allerede underrettet mig derom, og i Sandhed jeg ønsker Dig oprigtig til Lykke. Kan Du rive Dig løs, da kom; en Skare Udvalgte staar til din Kommando. Udrust Dig rigelig; Du ved, mit er ogsaa dit; tag Herman med, om Du vil, og overlad rolig Ida og mine Borge til den gamle, ærlige Borgfogeds Beskyttelse. Din
Harthur“.
Dette Budskab var Othar saare kjærkommet. Han meddelte Uller Brevets Indhold og ilede, uden at høre dennes Mening, ned til Herman. Denne rynkede Panden og forestillede Ridderen, at der kun vilde komme lidet ud af denne Krig, og at han selv endnu var for svag.
„Det er forgjæves, jeg rejser“. — „Og hvem skal beskytte Ida?“
„Borgmuren og den ærlige Foged, som i mange Aar har staaet hende i Faders Sted. Jeg rejser; vil Du ikke være med, saa bliv tilbage“. — „Jo, Ridder! Du er mig alt for kjær til at jeg kunde forlade Dig, saalænge de gamle Ben endnu kunne klemme en Hest om Siden, og Du ikke selv forskyder mig“.
„Vel da, Herman, saa lav Alting til i Stilhed. Næste Nat maa vi være paa Vejen. Men lad Ingen mærke Noget“. Derpaa kastede Othar sig paa Lejet og indslumrede træt og mødig.
Han vaagnede først langt paa Dag, og kaldte saa paa Uller. „Inat rejser jeg, Uller. Imorgen maa Du paa en varsom og lemfældig Maade underrette Ida saavel om min Afrejse som om vort Slægtskab. Ærindet er vanskeligt; men Du vil bedst kunne udføre det“.
„Og om kort Tid sees vi i Kejserstaden“.
„Vel, Du skal være velkommen“. Derpaa gik han ned til Ida og var den hele Dag oprømt og munter, eller lod i det mindste saaledes. Ogsaa Ida var glad, da hun saa sin Ven fornøjet. Først mod Aften blev Othar atter trang om Hjertet, og da han bød Godnat, havde han Møje med at skjule sin Bevægelse. Ved Midnatstid, da Alt laa indhyllet i Søvn, red Othar ganske stille fra Borgen tilligemed Herman. Begge vare forstemte.
Da det gryede ad Dagen, vare de langt borte; thi deres Heste vare vælige Gangere, og Othar sparede hverken Sporen, naar de rede, eller Havren, naar de hvilede. Efterhaanden blev Othar snaksommere og førte atter den Gamle hen paa de Anmærkninger, han havde gjort om Skjæbne, Nødvendighed, Godt og Ondt. Herman udviklede ofte og nøje sine Tanker, og uagtet Othar langtfra ikke bifaldt dem, manglede de dog ikke at gjøre et dybt Indtryk paa ham. Gjerne gik han efter en saadan Samtale over til den letsindige Ullers Valgsprog: Lev for Dagen, og lad komme, hvad der vil. Ullers Charakteer, der egentlig bestod i ingen at have, virkede endnu mere ved Exemplets Magt paa den uerfarne Othar, end den kloge Oldings Filosofi Herman gjorde ham ogsaa opmærksom derpaa, og tilføjede:
„Jeg anseer denne rolige Nydelse af det Nærværende for langt visere, end al Eftertanke, og lykønsker Dig dertil. Min Filosofi har blandt andet den Ulempe, at Alt, hvad jeg siger, næsten strider imod min Overtydning. Saaledes kan jeg vel hverken ønske Dig til Lykke med et Sindelag, eller rose det som Visdom, da det er en absolut Nødvendighed, at Du tænker saa, saa nødvendigt i det Hele, som at Solen gaar op i Øst og ned i Vest“.
Saa hurtige Dagsrejser, som vore Rejsende gjorde, var det naturligt, at de inden føje Tid ankom til Kejserens Hovedkvarteer. Harthur tog med uskrømtet Glæde mod sin Ven, og ledsagede ham strax til Kejseren. Men paa Vejen bad Othar ham tie om Ida, og lovede nøjere at forklare Sammenhængen. Saasnart Harthur blev anmeldt, aabnedes Døren til de prægtige Sale, og Kejseren kom strax hen til dem. Da Harthur havde talt et Par Ord om Othar, vendte Kejseren sig strax til denne, og sagde:
„Vel behøver I ingen Anbefaling, tapre, unge Ridder, uden Eders Udvortes og Rygtet; men vilde der endnu kunne gives nogen værdig Maade at anbefale Eder end ydermere, da er det den, Ridder Harthur bruger, naar han kalder Eder sin Ven. Er det Eders Alvor at ville tjene mig, da staa to hundrede udvalgte Folk fra imorgen af færdige at adlyde Eder, og hvad Sold angaar, da skulle vi nok enes derom“. Othar var ganske forvirret over denne Naade, der smigrede hans Stolthed paa det behageligste. Paa Hjemvejen gav Harthur ham Regler for hans Adfærd i denne nye Sfære, og Othar mærkede med Forbauselse, hvor Meget han endnu havde at lægge sig efter. Til sin Forundring og Fortrydelse mærkede han snart, Krigen mere bestod i Gesandtskaber og Underhandlinger, end i fri og ærlig Fejde, og at der oftere blev tænkt paa Feste og Turneringer, end paa Fienden. Harthur smilede til sin Vens Utaalmodighed.
„Du kjender endnu ikke Politikken, Othar. Kejserens Plan indskrænker sig vist ikke til at tvinge nogle oprørske Vasaller. Vi ville snart faa andre og vigtigere Foretagender.“ Othar blev mere og mere misfornøjet. Ved Turneringer gjorde han kun liden Figur, paa Ballerne blev han overseet. Kejserens store Naade, som han havde regnet saa meget paa, bevistes saa Mange, og bestod kun i Ord, saa at Othar vel mærkede, han langt fra at spille nogen glimrende Rolle, tvert imod ingen spillede. Gjerne klagede han sin Nød for Herman; thi for Harthur skammede han sig ved at tilstaa sin Svaghed. Herman trak paa Skuldrene og henviste ham til sit System, at det jo maatte være saaledes. En Aften var han i et prægtigt Selskab hos Kejseren. Ved Taffelet blev en Skald anmeldt, som ønskede at opvarte med Musik. Han blev indladt, og det var Uller. Alle gjorde lystige Bemærkninger over den lille, skjæve Sanger; men Othar hilste ham saa venlig han kunde, og havde gjerne forladt det store Taffel for at samtale med Dvergen. Uller, ubekymret om den Latter han opvakte, stemte sin Harpe og begyndte en lystig Sang.
„Bravo!“ raabte Kejseren, og Alle istemte Bravo! Man anviste ham Plads, og efter Maaltidet vare Alle kun sysselsatte med ham. Damerne forlangte at spaaes, og han sang dem strax en nydelig Kompliment for, og saaledes spillede Uller Hovedpersonen den hele Aften. Næste Morgen kom Uller op til Othar.
„Her, min Broder! er Brev fra Ida.“ Othar rev det begjærligen op og læste:
„Min Broder!
I dette Ord har jeg udtømt alle mine Følelser for Dig. Min kjære, elskede Broder, o hvor er dette hellige Navn mig dyrebart! Jeg er saa lykkelig ved at kunne nævne Dig saaledes. Ida er ikke mere alene i Verden. Hvi forlod Du mig for dette Navns Skyld, min Othar? Min Kjærlighed til Dig var for ren og for høj til at lide ved det skjønne Navn, Du har givet mig, din Søster. Kan man da elske højere under nogen anden Benævnelse end under denne? Eller var din Kjærlighed ikke saaledes? Maatte jeg endelig bære Navn af din Hustro for at udfylde den? Nej, nej, Othar! lad dette dyrebare Broder! Søster! ikke fjerne men forene os! Du og jeg har hvilet under et Bryst! O tilgiv din Blanka dette Brev, saa urimeligt som uordentligt. Jeg er saa glad, saa rørt. Jeg savner kun Dig, for at være fuldkommen lykkelig. Mine elskværdige Plejeforældre formaaede vel ikke i det Første at sætte sig ind i min Fryd; de tænkte som Du, min Othar. Men nu ere de glade i min Glæde. Hils Harthur, din ædle Ven, ogsaa min Ven; hils gamle Herman! Jeg kalder mig, som Du vil, din
Blanka eller Ida.“
Othar læste dette Brev med dyb Rørelse. „O, hvor meget større og ædlere er Du, end jeg! Ja jeg vil være lykkelig ved at besidde Dig som Søster!“ — For første Gang besluttede Othar at efterligne de øvrige Riddere, og udsøge sig en Dame. Valget var ikke let; thi de fortrinligste Damer vare alt optagne, og det Ideal, Othar søgte Magen til, en Ida, var ikke almindeligt. En Dag kom Uller hemmelighedsfuld hen til ham og sagde:
„Othar! Du har igaar gjort en Erobring; forfølg den, og din Lykke er gjort.“
„Du spøger! og hvem vil da gjøre mig lykkelig?“
„Der er hun“, sagde Dvergen, og puttede hurtig et Portræt i hans Haand. Med ilde dulgt Begjærlighed aabnede Othar Haanden.
„Himmel! et dejligt Ansigt!“
„Og Du kjender hende ikke?“
„Nej, i Sandhed.“
„Naa, Du besynderlige Menneske. Ja bi til i Aften, saa vil det finde sig. Men bær Dig nu lidt ordentlig ad.“ Dermed var Dvergen ude af Døren; men Othar blev midt i sin Urolighed smæk vred over hans Formaning.
Aftenen kom, og Othar i sin skjønneste Dragt, med Skjærf af samme Farve som det, der omslyngede Portrættets Hoved. Han saa sig til alle Sider, og kunde ikke opdage sin Skjønne. Da — hvo maler hans Forundring — traadte den unge, skjønne Kejserinde ind i Salen — og det var Portrættets Original! Othar, som endnu stedse var forlegen og bly, havde hidtil aldrig vovet at kaste et Blik paa den prægtige Kejserinde, som desuden først nylig var kommen til Staden. Hans Forbitrelse over Uller, der havde spottet med hans Lyst til at erobre, steg med hvert Øjeblik. Men hvad maatte han tænke, da Kejserinden kastede sine funklende sorte Øjne betydningsfulde paa ham? da hun, idet hun gik forbi, lod sit Tørklæde falde, og takkede ham, da han bragte det, mere med Øjnene end med Ord? Han maatte fortælle om sin Opdragelse, sin Kamp med Alfried, og især om Ida.
„Jeg har hørt, at I elsker den smukke Ida“, spurgte Kejserinde Livia med et skarpt Blik.
„Som Broderen elsker Søsteren“, svarede Ridderen frimodig. Endelig bød hun ham sin Arm, og gik op i Dansen. Othar glødede af Forfængelighed og Undseelse, af Fortrydelse over den Fornærmelse, hans Hjerte begik imod Kejseren, og dog af hoverende Glæde. Han glemte over sin Stilling at tænke paa Dansen, og dansede derfor første Gang, siden paa Arnspa, meget godt.
„I danser jo som en øvet Hofmand“, sagde Livia, da de holdt op. „Man har sagt mig, at I ikke dansede saa godt.“
„Naar Dansens Gudinde omgiver den Dødelige med sin Nimbus, Eders Naade, saa maa han vel af hendes Glands laane en Straale!“
„Galante Ridder! Af Eders Mund hører Livia ugjerne Smiger.“
„Naa, det var en Aften“, sagde Othar ved sig selv, da han kom hjem. „Othar, Othar, det er en farlig Vej og en syndig Sti. Skulde jeg gjøre dette Onde og synde imod Gud?“ Dette Sprog lettede hans Bryst og han lagde sig til Hvile med gode Forsætter.
Harthurs Spaadom traf ind, før Nogen havde formodet. Keiseren samlede ikke en saa uhyre Arme for at undertvinge et Par Smaafyrster. Anlægget var mod Frankrige, og allerede næste Dag laa Marschordren paa Othars Bord. I Afrejsens Øjeblik bragte et Bud Ridderen en prægtig Fjærbusk og et skjønt broderet Skaberak, med en Seddel uden Navn, hvori stod: „Lev vel, vær heldig, og kom uskadt tilbage!“ Uagtet sit Forsæt kunde Othar dog ikke negte sig den Glæde, strax at pryde sig med Fjærbusken, at omvinde sin kjære Skimmel med det rige Fløjel, og at kysse tusinde Gange den venlige Billet. Nu ilede han ud til sine raske Folk, og sluttede sig til de Øvrige.
Paa Grændsen af Frankrige blev slaget Lejr, og Kejseren begyndte synligen at udmærke Othar. Uagtet sin unge Alder maatte han deltage i Anførernes Raadsforsamlinger, hans Forslag bleve ofte fulgte, tvertimod de Ældres Mening, og skjønt de ofte vare forvovne og urigtige, føjede Lykken ham stedse.
Efter mange Smaatræfninger kom det til et Hovedslag, hvor Othar fandt Lejlighed til med sine tro Folk at vinde en vigtig Fordel. Herman fulgte ham trolig, og gav ham ofte i Slagets Hede gode Raad. Kejseren greb enhver Lejlighed til at hædre Othar, og talte gjerne til hans Berømmelse, og, som det gik da, og gaar endnu, de Store vare altid Ekko. Alt dette forøgede Othars Stolthed, hvortil hans Uerfarenhed kom, der tog enhver Ytring for ment af Hjertet.
Men midt i sine gyldne Drømme og stolt af sin Krigerhæder, stod han paa engang Fare for at nedstyrte fra denne glimrende Højde, og saa meget højere hans Ære var stegen, des dybere maatte Faldet blive. Det var en Midnat, at Kejseren havde samlet sine Øverste for at beraadslaa om et Slag den følgende Dag. Alle raadede til nogle Dages Ophold, indtil man havde faaet nærmere Kundskab om Fiendens Anlæg og Stilling. Kun Othar reiste sig trodsig og mente, man maatte ikke dvæle.
De besindige Gamles Advarsler og Indvendinger mod dette hans Forslag kunde han ikke høre; thi han var bleven var, at en temmelig ung, fornem Ridder, der ikke stod i bedste Forstaaelse med ham, smilede haanligt og ynkende. Hidsig tog han Ordet, og da Kejseren endnu tvivlraadig rystede paa Hovedet, tilbød han sig at sætte sit Hoved og sin Ære i Pant paa et heldigt Udfald, hvis man vilde betro ham Anførselen. Alle bleve bestyrtsede. Nogle ynkede den forvovne Daare; Andre mumlede forbitrede om, at Othars Ære og Hoved kun lidet vilde erstatte en tilintetgjort Hær. Men Kejseren og Nogle af Othars ivrigste Beundrere stirrede paa ham som paa en overjordisk Heros, og tilraabte ham Bifald. Kejseren gav da den hele Kommando i Ridderens Haand, og Forsamlingen adskiltes. Men neppe var Othar traadt ud af Teltet, før det løb ham iskoldt igjennem Ryggen. Jo mere han overvejede sit ubesindige Ord, desto ængstligere blev han. Han gik fortvivlet omkring den hele Nat, uden at formaa at fatte en Beslutning. Herman kom ham imøde og bragte ham den Efterretning, at Fienden stod i slagfærdig Orden og i en meget fordelagtig Stilling.
„Uden Tvivl“, lagde Herman til, „lure de paa, at vore Tropper skulle angribe først, og saa er Sejren rimeligvis deres.“
Jo mere Herman berettede om den fiendtlige Armee, desto mørkere og mere fortvivlet blev Othar. Han vred sine Hænder, og betroede Herman sin Fremfusenhed. Den Gamle trak paa Skuldrene og fattedes første Gang Raad. Han trøstede Ridderen med den uovervindelige Skjæbne, og erindrede ham om den frembrydende Morgen. Bleg og skjælvende samlede Othar næsten uden Fatning Hæren, uddelte forvirrende og modsigende Befalinger, og udbredte ved sit nedslagne, frygtsomme Væsen en almen Mismodighed iblandt Kjæmperne. De erfarneste Krigere rystede paa Hovedet, og kun den forblindede Keiser satte rolig sit Haab til Othar. Endelig rykkede de frem, Othar i Spidsen, og, hvad der var let at forudsee, Alting blev forvirret. Rasende styrtede Othar frem, da han saa, at Intet kunde redde ham fra Undergang, og besluttede ikke at overleve sin Skjændsel. Men det var, som en usynlig Haand afbødede Huggene. Modigere og voldsommere trængte Fienden frem; Othars Armee vendte sig og flygtede i den største Uorden, og selv blev han, uden selv at vide det, bortreven med de Øvrige. Udmattet styrtede han med sin Hest i en Hulvej, og blev bedøvet liggende. Da bankede en gammel, kroget, huløjet Kjærling ham paa Skulderen.
„Stakkels Dreng“, sagde hun venlig. Opbragt over denne Tiltale slog Othar efter hende.
„Naa, naa! lille Ridder; ikke saa hidsig! Skal jeg være det sidste Offer for den mægtige Othar.“ Hun plagede ham endnu Noget, men fremtog endelig en liden sort Kugle, og gav ham den, sigende:
„Siden Du nu ikke mere kan reddes af Mænd, saa lad Dig hjælpe af en gammel Kvinde. Forsøg endnu at samle dine Folk, som nu forfølges paa den store Slette; rid saa frem, og kast denne Kugle paa Jorden.“
„Hvortil skal det nytte?“ sagde Othar, og lod Kuglen falde. Hexen var alt forsvunden; men idet Kuglen faldt, delte den sig i mange hundrede, der dog vare lige saa store, og som alle rullede omkring og formerede sig i tusindvis. Med en glad Gysen tog Othar en af Kuglerne op, satte sig til Hest og ilede efter de Flygtende. Han lod Trompeten lyde, og Armeen, ligesom paa engang begejstret af nyt Mod, ordnede sig atter. Denne pludselige Forandring opvakte et Øjebliks Standsning i Fiendens Forfølgelse, og nu kastede Othar Kuglen ud. Ligesom naar en Hagelbyge bedækker Marken, saa trillede en utallig Hoben smaa, grønne Kugler hen imellem Fienden, og saasnart de kom Hestene eller Folkene nær, bleve disse som lynslagne, og standsede eller vendte forfærdede om. Nu rykkede Kejserens Hær med Sejrsraab efter, og Udfaldet blev ikke et Øjeblik tvivlsomt. Under Sang og Spil droge Othars Krigere langsomt og hoverende tilbage. Men selv red han tankefuld og nedslagen midt imellem de lovprisende Skarer. I Førstningen saa han sig meget urolig om paa Jorden efter de smaa, grønne Kugler, men mærkede snart til sin Trøst, at de vare alle forsvundne. Hvorledes han blev modtagen af Kejseren, der fra en nærliggende Høj havde overseet Slaget, og hvis første Forbitrelse var gaaen over til Henrykkelse, det ville vi ikke nøjere berette, men kun tilføje, at Othar bag efter forklarede Armeens Flugt og tilsyneladende Forvirring som en listig Plan, hvorover han blev højligen anseet baade af Venner og Uvenner. Den tredie Nat efter dette Slag kom Troldkvinden ind til Othar, og forlangte at dele hans Leje. Endelig lod hun sig nøje med at drikke et Glas Vin af hans Bæger, hvorpaa hun slog ham Resten over Hovedet og gik bort. Othar stirrede et Øjeblik forbauset og bedøvet efter hende, men pludselig foer han op, og styrtede efter den Forsvundne ud af Teltet. Alt var stille, Stjernerne oplyste den tause, rolige Leir. Kun Herman sneg sig sagte, indhyllet i sin Kappe, bort mellem Teltene og Othar gik forbitret og ængstlig tilbage til sit Leje.
Denne Begivenhed med Kuglerne og Kvinden gjorde Othar i lang Tid nedslagen og syg; han skammede sig i sit Hjerte, og torde ej engang betro Herman, at han havde søgt Redning hos en Hex. Dog blev han efterhaanden munter, og tænkte snart ikke mere derpaa.
Ud paa Foraaret begyndte Fienden at give efter, og forlangte Fred. I denne Anledning behøvede Kejseren nogle vigtige Statspapirer, og Othar blev sendt for at hente dem. Neppe var han kommen til Staden, før Uller indfandt sig hos ham. Denne havde imidlertid stedse været ved Hoffet, og fordrevet Damerne den lange Vinter med sit Spil og sin Sang. Uller var uudtømmelig over Kejserinden og beskrev Othar hvorledes hun ved enhver Efterretning først havde spurgt om ham, hvorledes hun havde glædet sig ved enhver Udmærkelse han fik, og hvor elskværdig hun i det hele var. Othars Indbildningskraft og Forfængelighed opvaktes i lige Grad. En dunkel Anelse drev ham, da Uller var gaaen, til Slotshaven. Hel ubevidst opsøgte han en mørk Gang, der førte til det mest fraliggende Lysthus, hvor Kejserinde Livia ofte tilbragte hele Timer. Døren stod aaben til Salonen, og han gik ind med bankende Bryst. Livia sad der i en forførende Dragt. Hun vinkede Othar nærmere, da han med et forvirret Blik traadte tilbage. Othar styrtede sandsesløs for hendes Fødder, i hendes Arme — og ilede ud af Haven, beruset af den vilde Nydelse, men med en nagende Orm i sin Barm.
„Hvad har Du gjort, Ulykkelige!“ lød uophørlig i hans Sjæl. „Hvad har Du gjort?“ syntes ham at staa malet i ethvert Aasyn. Fra nu af sysselsatte han sig uophørlig med de ham overdragne Forretninger, og undveg enhver Lejlighed til atter at see Livia. Men hans Mismod tiltog stedse. Endelig besluttede han at søge Uller for hos ham at finde Adspredelse.
„Spil mig Noget for“, bad han efter en kort Samtale. Uller saa paa ham og lo, greb Harpen og sang:
Pluk med dristig Haand hver Rose,
Som paa Skrænten vinker mild,
Snart Du vandrer i en Mose,
Hvor kun Torne spire vil.
Tænk ej paa i Glædens Alder,
Hvor i Morgen Vejen falder.
„Du spotter mig“, sagde Othar mørk.
„Nej, men jeg giver Dig et godt Raad!“ Da kom i det Samme en Tjener med et Brev. Othar læste, rev Papiret itu, og ilede forvildet til Slottet. Han havde hverken Kraft hos sig til at modstaa Livia, eller Mod til at udsætte sig for en fortørnet Kvindes Harm. Snart glemte han i den Skjønnes Arme enhver Erindring om Kejseren, om sin Pligt, om Følgerne af disse Eventyr. Efter faa Dages Forløb var Othar ganske hildet i den farlige Snare, og da Afrejsens Stund kom, følte han ingen Smerte over sin Synd, men kun over at maatte forlade den dejlige Livia.
Med Glæde og Hæder modtoges Othar af Kejseren og af Harthur. Herman saa vist paa Ridderen, da han hilste ham.
„Der er foregaaet en vigtig Forandring hos Dig, Othar.“ Othar slog Øjet ned.
„Frygt ikke, ethvert Spil maa spilles ud. Ikke Du, men en større Haand har ført Brikkerne, en Haand, i hvilken Du selv er Brikke.“ Disse Ord sloge Othar besynderlig. Han tænkte paa Valruns Skaktavl, og greb med vansindig Styrke den Gamle i Skulderen.
„Ha, Herman! ikke sandt, jeg er Valruns Brikke?“ Herman begyndte at skjælve og ryste over hele Kroppen, men kom nogenledes til sig selv, inden den forvildede Othar kunde bemærke hans Adfærd. Ganske rolig rev han sig løs, og spurgte Ridderen, hvad der gik af ham, og hvem Valrun var. Men Othar taug og vendte sig om.
„Hvad fejler vor Ridder Othar?“ sagde Kejseren ofte til Harthur og de øvrige Riddere, der omgave ham. Ingen kunde svare derpaa, og Harthur var alt for beskeden til at paatrænge sig en Vens Fortrolighed. Man gjettede da paa Kjærlghed, og alle Hoffets Damer maatte passere Gjennemsyn.
En Dag kaldte Kejseren Othar for sig.
„Hør Ridder! Felttoget er nu til Ende, og dets lykkelige Udfald skylder jeg for en stor Del Eders Mod og Sindighed. Vel ved jeg, at I helst lever under Vaabenbrag, og at Eders Hensigt er, nu at forlade mig og opsøge Eventyr. Men I kan ikke undres over, at dette Ønske ej stemmer med mit. Jeg vil gjerne beholde Eder ved min Side. Min kjære Harthur forlader mig for at gaa til sit Hjem; skulde jeg nu ogsaa miste Eder? Vil I vel antage en Skatmesters Embede? Jeg trænger til en tro og duelig Mand til denne vigtige Post. Dog forlanger jeg ikke nu Eders Svar. I har tre Dage at overveje mit Forslag.“ — Othar takkede i almindelige Udtryk. Han var fast bestemt, ikke at modtage Tilbudet. Imidlertid — de tre Dage forløb, og Othar — blev Skatmester. Ved Tilbagekomsten til Wien tog Harthur Afsked. Herman blev hos Othar. Uller ynkedes over den Stemning, hvori hans Ven befandt sig, og foretog sig at adsprede ham. I Førstningen lykkedes det kun lidet. Thi de Selskaber, hvori Uller bragte Othar, havde saa meget raat og vildt, at de afskrækkede ham. Dog deltog han deri, dels for Ullers Skyld, dels fornemmelig for at undgaa at føle sig ene. Hvad der mest underholdt ham i denne Kreds, var et ungt Menneske af et sjeldent Udvortes. Han kaldte sig Silvestro, en Italiener af Fødsel; deltog i det vilde Selskab, som det lod, mere af Vane end af Lyst, og var meget stille. En kold Alvorlighed stod udbredt over det blege Ansigt. Han tømte Bægerne med de Øvrige, som Vand, uden Modbydelighed, men ogsaa uden Glæde, og blev aldrig beskjænket. Dette Menneske tiltrak sig Othars Opmærksomhed; han søgte hans Omgang af Nysgjerrighed og dreven af en uforklarlig Interesse; men Silvestro syntes hverken at undvige, eller at komme Othar imøde.
Saa ofte end Ridderen foresatte sig at bryde sin fordærvelige Omgang med Livia, saa umuligt blev det ham. Hver Dag blev Baandet stærkere, men hvad der satte ham i størst Uro, det var de Efterretninger, han fra flere Venner fik, at man ved Hoffet og i Byen begyndte at tale derom.
„Bagtalelse“, sagde Othar og smilede tvungent.
„Bagtalelse“, gjentoge hans Venner; men Othars Blod strømmede ham hedt om Hjertet.
En Aften gik han temmelig sent og meget urolig gjennem en hemmelig Bagdør ned fra Kejserinden. En Mand gik hurtig efter ham, det var Silvestro.
„God Aften, Herr Ridder! Hvorhen gaar Turen?“
„Til vor Klub“, svarede Othar hurtig, fordi han ikke i Øjeblikket vidste hvad han skulde sige.
„Der kommer nok ikke Mange iaften“, svarede Silvestro; dersom I vil komme til mig, Herr Ridder! og hensladre Aftenen, saa er I velkommen“. Othar modtog Indbydelsen. Silvestro boede meget smukt. Han lod fremsætte Vin og Frugter. I Begyndelsen var Samtalen meget almindelig; men snart kom de uformærkt til at tale om det Onde i Verden. Othar fremsatte sine Meninger eller rettere Hermans.
„Dette“, tillagde han, „er en sørgelig Overbevisning; men jeg kan ikke løsrive mig fra den“.
„Og jeg“, svarede Silvestro, „finder Eders Anskuelse for en Del rigtig; men jeg kan ikke negte, at min er i det Hele meget forskjellig derfra. Naturens Betragtning har tidlig og dybt sysselsat mig, og i dens Skjød tror jeg at finde Lys ogsaa over den moralske Verden.
„Vel, Signore! I har spændt min Opmærksomhed; lad den ikke blive utilfredsstillet“.
„Jeg maa bede Eder undskylde min Mangel paa Fremstillingsevne, og tillægge, at jeg skylder en visere Mand mit Syn paa Verden. Overalt i Verden findes to modsatte Kræfter. I disses Kamp og Forening fremstaa Legemer og Liv, Naturlove og al Bevægelse. I disse to Kræfter kan man opløse den Virkning, som viser sig hos Bernsten og Krystal. Disse to Kræfter forklare Magnetstenens tiltrækkende Evne. Ogsaa i Menneskesjælen vil I have opdaget en saadan Strid. Der gives en Hemmelighed som jeg ikke tør opdage Eder, men som de Gamle kjendte, og hvorved de begejstrede sine Orakler; denne bestaar ogsaa af to modsat virkende Kræfter. Kort, Herr Ridder! Intet staar alene i Verden uden Modsætning. Deraf slutte vi, at det saakaldte Gode kun kan bestaa med en Modsætning, som vi kalde Ondt, ligesom Skygge og Lys. Nu er det Endelige en Afbildning af det Uendelige; disse Evner, som røre sig i Verden, maa have sin Grund i Noget udenfor denne: saaledes oprinde de modsatte Kræfter i Naturen af to modsatte Væsener, og der kan ingen Gud tænkes uden en Djævel“.
Othar stirrede paa ham; han forstod Intet af de Beviser, Silvestro hentede fra Naturen; han følte hos sig selv Sandheden af den Bemærkning, at to modsatte Drifter beherske Mennesket, og selv Bibelen syntes at give Silvestro Medhold.
„Er det nu saa“, vedblev denne, „at det er nødvendigt, Alting maa have en Modsætning, saa falde vel i moralsk Betydning Begreberne om Ondt og Godt bort. Thi maa Lys have Skygge, og Magnetismens ene Ende den anden, saa maa i den aandelige Verden det saakaldte Gode have noget Ondt ved sin Side, ellers var det ikke Godt“. Othar saa dybsindig ned for sig. Med levende Deltagelse begyndte han en Kamp mod Silvestros spidsfindige Forklaring; men han maatte snart give tabt. Thi dels manglede han den Sandhedens Aand, der giver os den inderlige Overtydning og Kraft, dels var Silvestros Tunge smidigere end hans, og dels kunde han Intet indvende mod de fysiske og filosofiske Beviser hans Modstander anførte, da han ikke forstod dem.
Efter at Samtalen længe og ivrigt var ført om disse og lignende Materier, sprang Othar efter en Pause op, og greb Silvestros Haand:
„Og Menneskene, og Skjæbnen! Silvestro?“
„Vi ere enten blotte Spil i den hele Mekanisme, eller vi maa hæve os selv til at være Spillere“.
„Og hvorledes er det muligt?“ —
„Ved at slutte sig til Kraften, og rive sig op af Vrimmelen“.
„Jeg forstaar Eder ikke“.
„Og jeg hverken kan eller tør tydeligere forklare mig. Men er Eders Længsel efter Frihed og Indsigt oprigtig, da søg Kundskab hos en vis Mand, hvis dybe Indsigt jeg har at takke for det Trin af Sjælsfrihed, jeg har naaet“.
„Hvem er denne Mand?“
„Naar I engang drager herfra — thi i den Stilling, I nu staar, kan I ikke opsøge ham —, da skal jeg medgive Eder en Anbefaling til ham“.
Det talede endnu Adskilligt, og sent tog Othar Afsked med den Aftale, oftere at see Silvestro.
„Det forekommer mig rigtigt; men jeg forstaar ikke Meget deraf“, sagde Othar ved sig selv, og besluttede at tale med Herman derom.
Den nye Stilling, hvori Othar befandt sig, og som var meget anselig, førte ham ind i en meget glimrende Cirkel. Ja, det var nødvendigt at føre en prægtig og kostbar Levemaade, som hans Indtægter ogsaa tillode ham. Othar lejede en prægtig Bolig, og Fester afvexlede med hverandre hos ham. Denne glimrende og magelige Levemaade behagede ham. Kejseren, og endnu mere hans indtagende Gemalinde forskjønnede ofte Ridderens Selskaber. Ved denne Tid fik han et Brev fra Ida, som en Tid lang gjorde ham meget alvorlig.
Kjære Broder!
Vredes ikke paa din Søster, om dette Brev ej er Dig saa behageligt, som hun ønskede. Men en mørk Sky overtrækker din Blankas Sjæl; det er for din Skyld, hun er urolig. Skulde jeg tage fejl? skulde det skrækkelige Rygte, der har trængt sig til mine Øren, være et Opspind af Ondskab, saa tilgiv den ængstlige Søster. Men, min Othar! skulde det virkelig være saaledes; skulde Du være vegen fra den Vej, Du engang vandrede, skulde Du være hildet i Snarer; o, for Guds, den Almægtiges Skyld! saa rejs Dig min Broder! Skriv snart til den dybt bedrøvede Ida.
Othar fik ikke Tid til at besvare dette Brev. Et længe frygtet Uvejr brød løs, før han havde troet det. Ved adskillige Lejligheder havde Livia behøvet Penge, og henvendt sig til Othar. Allerede ofte havde han forstrakt hende med betydelige Summer af Kejserens Kasse, og stedse bleve de ham tilbageleverede, saasnart hun fra sine Godser havde inddraget Summen. Selv havde han ogsaa formedelst sine mange Udgifter seet nødsaget til at angribe Kassen; men altid vidste han at skaffe det Tagne tilbage. Men engang ved Regnskabstidens Nærmelse saa han sig i en frygtelig Forlegenhed. Livia havde laant en meget betydelig Sum, og kunde til den bestemte Tid ej tilbagelevere den. I en skrækkelig Uro tilbragte Othar en søvnløs Nat. Om Morgenen kom Uller. Denne saa strax paa sin Vens Pande, at en betydelig Græmmelse nagede ham, og ved at kaste Øje paa den opslagne Regnskabsbog, gjettede han snart Sammenhængen.
„Vil Du give Dig i min Vold, saa er Du reddet; endnu en Time, og det er for sent“.
„Hvad vil Du?“ sagde Othar fortvivlet. Uller satte sig for Bogen og tog en Pen.
„Maa jeg??
„Gjør hvad Du vil; thi jeg har intet at tabe“.
„Men alt at vinde“, sagde Uller, og forandrede med et Pennestrøg Summer og Bilag.
„Du gjør mig til en Bedrager, Uller“.
„Jeg redder Dig“.
Da kom to Udsendte ind med en skadefro Mine; thi at Othars Regnskab var i Uorden, vidste allerede hans Fiender. Skatmesteren pegede taus paa Bogen, og rakte dem Nøglen til Kassen. De undersøgte, og til deres Forundring, og maaskee Utilfredshed blev Alt befundet rigtigt; thi Uller havde vel beregnet Alt; Bedrageriet lod sig ikke let opdage. Da de vare borte, satte Othar sig i en Krog og græd; men Uller spillede en lystig Vise.
„Du har reddet Skatmesteren, Uller; men Othar er sunken dybt“.
Lev for Dagen, som Dig smiler,
Natten kommer, vis og sort;
nynnede Dvergen.
„Ja, ja, vis og sort“, sagde Othar. Just i det Samme bankede Silvestro paa Døren. Hans Samtale adspredte Othar, og bragte ham det Forbigangne i Forglemmelse. Dog, skjønt denne Hændelse ikke strax havde Fordærvelse i Følge, skulde den dog fremskynde det voldsomme Uvejr. I den Forvirring, hvori Othar var, da de Udsendte undersøgte hans Papirer, havde han forsømt at rydde tilside et Par Breve fra Kejserinde Livia, og et Svar, som laa færdigt. En af de Udsendte blev disse Breve var, og stak dem uformærkt til sig. Nu havde hans Fiender vundet Spil.
Ved Midnatstid kom en Ridder af Livvagten ind for at afhente den Ulykkelige. Et sort, skummelt Fængsel modtog ham. Han, for hvem de Store før bøjede sig, der nylig sad ved en Kejsers Side, som endnu forrige Dag hvilede i Livias Arme, han sad nu, mere foragtet end Betleren udenfor hans Bolig, i et skummelt Taarn, foragtelig tiltalt af en raa Fangefoged. Sandelig, Anledning til alvorlige Betragtninger. Men Othar forbandede kun sin ulykkelige Skjæbne, søgte det Onde overalt, uden hos sig selv, og glemte, at Spiren til det Alt var hans nedsunkne Sjæl. Til Gud skulde han have henvendt sig, og friere i Fængslet, end før i Borgen, skulde hans Hjerte have slaaet; men Gud var fremmed for hans Sjæl. Næste Morgen blev han kaldt for Retten. Kejseren sad selv, indhyllet i Sort, øverst blandt Dommerne, men med indhyllet Ansigt og uden at vende sig mod Forbryderen.
„Othar af Bretagne! vil I selv tilstaa Eders Udaad, som vi ræddes for at nævne; eller skal vi først anklage Eder?
„Nej“, svarede Othar, „skriver! jeg skal diktere; Mere, end I forlange, skal jeg diktere. Modløs har jeg i Krigen brugt Trolddom for at beskytte mig; Eders Kejserinde har jeg skjændet, og Kejserens Skat har jeg bestjaalet“.
Dette sagde han i en Art fortvivlet koldt Vanvid; thi under andre Omstændigheder skulde han vel ikke let have været den Første, der gjorde Livia ulykkelig, og lige saa lidt anført sine skjulte Forbrydelser. Da rejste Kejseren sig og hævede det blege, forvirrede Aasyn.
„Othar! Gud forbarme sig, Othar!“ Men Othar udbrød i en bitterlig Graad og sank afmægtig til Jorden. Man opsatte Retten og førte ham atter i Fængslet.
Det var rædsomme Timer. Mod Midnat meldte Fangefogden en Munk, som ønskede at trøste ham. „Lad ham komme!“ sagde Ridderen ligegyldig. Munken kom, og da de bleve ene, slog han sin Hætte til Side, det var Herman.
„Jeg kommer, Ridder, ikke for at plage Dig med Munketrøst, men for at redde dit Liv. Har Du Mod, som Du engang havde, saa brug det. Der er en Dolk; følg mig“. I det samme udblæste han Lampen. Othar fulgte sandsesløs. Ved Fængselsdøren bankede Herman sagte paa. Den blev oplukket; men idet Othar bag den Gamle sneg sig ud, stode de lige i Glandsen af en Blændlygte, som den Oplukkende holdt i Haanden.
„Stød ham ned!“ raabte Herman og skjød Othar frem. Othars Dolk foer Mennesket i Brystet. Det sank og udstødte et højt men spædt Klageskrig.
„Min Gud! det var et Fruentimmer!“ raabte Othar“.
Rolig, det var Fangefogdens Kone. Der kommer han selv. Hurtig, drag Dolken ud og gjennembor ham“. Ude af sig selv opfyldte Othar Befalingen, og i et Øjeblik svømmede ogsaa Manden i sit Blod.
„Hvorledes komme vi forbi Skildvagten?“ hviskede Othar halv ubevidst til sin Ledsager.
„Rolig, han er bestukken“. Snart vare de udenfor Taarnet; Skildvagten vendte sig om, og lod som han Intet saa, og nu ilede de gjennem de mørke Gader. Paa et Torv holdt en Vogn. „Derind!“ hviskede Herman. Men i det Samme traadte en Mand frem, indhyllet i en Kappe.
„Der Ridder! Silvestro holder sit Ord; der er Eders Anbefaling“. Othar modtog et Pergament, og Manden var borte. Saasnart de vare indstegne, rullede Vognen hastig over Stenene. Othar sad stum og uden Følelse. Ved en Skov holdt Vognen, og et Par rappe Heste stode opsadlede og bundne til et Træ. De svingede sig op i Sadlen og fore som Lynet afsted. Op ad Dag standsede Herman sin Hest.
„Hvorledes gaar det Dig, Othar? nu er Faren forbi; vi ere paa fremmed Grund; her kunne de ikke opsøge os“.
„Tilgiv mig Gamle, at jeg ikke kan takke Dig nu. Min Sjæl er saa blodig, jeg er i en skrækkelig Forfatning“.
„Saa maatte det være“, svarede Herman og aabnede sin Randsel, som var rigt forsynet med Spise og Vin. Efter flere Dages Reise i Skove og øde Bjergegne tænkte først Othar paa, hvorhen de nu skulde tage sin Vej.
Det beror paa Dig selv, kjære Ven!“ sagde den Gamle Silvestros Anbefaling faldt Othar ind. Han trak den op af Lommen og læste udskriften: „Signor Marchese di Runo, til Verona.“
„Til Verona, til Verona, Herman!“
De opsøgte nu Landevejen, og Othar rejste under Navn af Ridder Anton af Flandern. Jo længere han kom fra Fare og Efterstræbelser, desto roligere, eller rettere, desto sløvere blev hans Samvittighed. Livia i alle sine Fortryllelser svævede for ham og opflammede den indslumrede Lidenskab.
„Denne Lidenskab er syndig, Herman; før mig bort fra den; af mig med dine vise Samtaler!“
„Sandsernes Vilje staar ikke under Fornuft og Eftertanke, Ridder; Billeder kunne kun forjages ved Billeder; kom, lad os sysselsætte os med din Barndom og Ungdom. Fortæl mig om dine tidligere Dage.“
„Nej, nej“, sagde Othar og gøs. „Ikke disse frygtelige Minder. Fortæl mig om Arnspa, om Harthur, om Ida.“ Herman adlød, og Othar hørte med stigende Interesse, hvad den Gamle fortalte; især dvælede hans Sjæl gjerne ved den hulde Ida. Ethvert Træk af hendes Hjerte forhøjede hans Begreb om denne herlige Pige, og han ønskede sukkende, at den rædsomme Opdagelse af deres Slægtskab evig var bleven skjult.
„Da, Herman, havde jeg nu været et lykkeligt Menneske. Ida var bleven min; ingen af disse skrækkelige Begivenheder havde tildraget sig. Livias Skjønhed skulde ikke have fristet Idas Elsker. Jeg havde beholdt hele Verdens, og hvad der er endnu mere, min egen Agtelse.“
„Nu, og hvor liden Del har Du ikke selv i alt dette?“ svarede Herman; „erkjender Du ikke heri den nødvendige Skjæbne?“ Othar var nedsunken i Drømme. Hans Indbildningskraft sysselsatte sig ufravendt med Ida. Herman vilde ikke forstyrre ham, men red taus ved Siden.
Da det led mod Aften, befandt de sig i en mørk Skov. Ligesom Skyggerne forlængede sig og Dagens sidste Straale tabte sig i Tusmørket, forhøjedes Othars Indbildningskraft. Han glemte det Nærværende og legede med Fortidens smilende Billeder. Ogsaa Herman syntes beskjæftiget med fremmede Tanker. Han sad nedbøjet, ligesom dybt grublende, paa sin Hest. De raske Gangere havde denne Dag og Nat tilbagelagt en meget lang Vej. Utaalmodig og mødig standsede Othars Hest ved en lav Kulsvierhytte. Han foer op, og gjorde Herman opmærksom paa, at Dyrene havde udtømt sine Kræfter, og at det blev nødvendigt, her at søge Kvarteer. Den Gamle mente, at de vel kunde naa den næste Landsby, men Othar steg af og gik ind i Hytten. Den var mørk; kun nogle faa Gløder ulmede paa Skorstenen, og Ingen besvarede Hans Tiltale. Herman havde imidlertid afsadlet Hestene, bandt dem til en Stubbe ved en frodig Græsplet, og tog Randslerne ind.“
„Folkemængden skal ikke forstyrre os her“, sagde Ridderen; „men søg noget Brænde op dernede, førend Gløderne slukkes.“ Da Herman havde bragt et Bundt tørre Grene ind, sagde han, at han vilde føre Hestene til Vands ved en Kilde, der lod sig høre noget borte i Skoven. Othar blev da alene i Hytten. Han lagde Brænde paa Skorstenen og overlod sig til sine Drømme om de lykkelige Dage paa Harthurs Borg. Med levende Tanker, der flammede stærkere ved de dunkle Erindringer om Livia, tænkte han sig den herlige Mø i sine Arme. I det samme blussede Flammen højt og klart paa Skorstenen. I en Krog af Hytten hørte Othar et hastigt Aandedrag; han vendte sig, og — halv blottet laa Ida slumrende paa et Straaleje. Othar stirrede paa det forunderlige Syn, fast overtydet om, at det var Bedrag af den optændte Indbildningskraft. Med tilbageholdt Aande traadte han nærmere, og snart overtydede han sig om, at det var intet blot Spil af Fantasien. Afklædt, kun omhyllet af et tyndt Tæppe, laa i en urolig Slummer den dejlige Jomfru, støttet paa den ene Arm og den anden skjødesløst henkastet i Skjødet. Ved hvert Aandedrag gled Tæppet mere ned fra den fulde, højt stigende Barm. Blodet styrtede som glødende Lava i alle hans Aarer; en Taage overtrak hans Blik. Da udbredte den Slumrende sine Arme og hviskede: „Othar! min elskede Othar!“ Othar saa sig ikke længere mægtig. Da hørte han en sagte Hosten ved det lave Vindu. Han vendte sig — og Herman kigede igjennem Ruderne med et djævelsk Smil. Et frygteligt Lys oprandt hos Ridderen. En kold Gysen foer over hans Sjæl, og Sandsernes vilde Storme standsede pludselig. „Vig fra mig Satan, i Jesu Navn!“ raabte han med frygtelig Stemme og slog et Kors over den Sovende; og se, Idas Billede forsvandt, og en hæslig Slange hvislede hen over den fugtige Halm. Men Othar sank bevidstløs om paa Gulvet.
Solen skinnede klart igjennem Vinduet, da Othar vaagnede af sin Bedøvelse. Han saa sig forvildet om. Først lidt efter lidt og utydeligt fremstillede sig den forrige Nats Scener for hans Erindring. Udenfor Hytten stod endnu hans Hest; Hermans var borte. „Endelig kjender jeg Dig, djævelske Forfører! Harthur, Harthur! Dig har det anet, hvad der boede i den gamle Slanges Sjæl. Hvi lod jeg mig ikke advare af din Mistro!“ Næsten uden at nyde Noget steg han til Hest med Skræk fra dette Sted. Ved en stejl Bakke standsede han et Øjeblik og blev inderlig bevæget ved at see en Pilegrim ligge paa Knæ for et Kors ved Vejen. Pilegrimen sang med høj Røst en Psalme i det han rejste sig, og gik med stille Glæde Ridderen imøde.
„Lovet være Gud!“ sagde han, i det han hilste Ridderen.
„I Evighed!“ svarede Othar med sagte Stemme. Han vovede ikke at slaa Øjnene op paa den fromme Mand. Dybt følte han sit ulykkelige Vilkaar; men hans Sorg var mere Misundelse over den Frommes Lyksalighed end sand Anger, og til at fatte den Beslutning at forbedre sig, havde han ingen Kraft mere. Det var sørgelige Dage, han tilbragte paa sin enlige Rejse, indtil han endelig, uden nogen synderlig Hændelse, naaede Verona. I den Sjælssløvhed, hvori han nu befandt sig, var det virkelig mere for dog at have et Maal for sin Rejse, at han besøgte denne Stad, end af Længsel efter Silvestros Læremester.
Ved sin Ankomst til Byen befandt han sig i megen Forlegenhed; thi de faa Penge, Herman havde forsynet ham med ved Flugten fra Wien, vare næsten aldeles fortærede, og i dette fremmede Land saa hun ingen Udsigt til at forskaffe sig Underholdning. Han beholdt ogsaa her sit antagne Navn Anton af Flandern. Neppe havde han været en halv Time i Herberget, før Verten bragte en tyk og svær Pakke med Udskrift: „Signor Cavaliere Antonio di Flandria.“ Med Forundring rev han den op, og de blanke Guldstykker rullede ud. Det var fra Uller.
„Kjære Broder“ skrev han; „din ulykkelige Skjæbne har rørt os Alle, men Ingen mere end din Uller. Jeg har været i Harthurs Borg. Et stille Tungsind er udbredt over Idas Aasyn, og Harthur sidder bedrøvet i en Krog. Men sørg ikke min Ven: Alt kan endnu blive godt. Kejseren har ikke sønderbrudt dit Vaaben, under Paaskud af, at Du ikke er af tydsk, men fransk Familie. Der er ikke sat Pris paa dit Hoved. Livia er forsvunden; man tror, hun er gaaen i Kloster. Jeg vilde rejst efter Dig til Verona, dersom ikke andre Omstændigheder forbød det for det første. Silvestro og jeg tale daglig om Dig; han lader Dig hilse, og paalægger Dig, jo før jo heller at skaffe Dig Adgang hos Marchese di Runo, hvor en ny Verden vil oplade sig for Dig, og hvor Du i dybe Videnskabers Skjød snart vil glemme dit Uheld. De Penge, jeg sender Dig, ere Overfloden af de Indkomster, min Harpe har forskaffet mig. Ikke sandt, af min Haand vil Du ej forsmaa en Haandfuld Guld? Hils Herman; jeg forstaar mig ikke paa hans Opførsel og hans Il med sin Flugt. Han, saavel som jeg, vidste, at Kejseren havde givet hemmelig Befaling til at føre Dig til Grændsen og sætte Dig i Frihed. Herman maa vel have havt sine Grunde.“
„Ja sikkert“, sagde Othar ved sig selv og gøs. „Lev vel, min kjære Othar! bliv igjen lykkelig og glem ikke Uller.“
„Jeg er ikke ganske forladt i Verden; jeg har endnu en prøvet Ven“, sagde Othar, da han havde læst dette Brev, og saa snart paa de velkomne Penge, snart paa de venlige Linjer. Othar ringede og spurgte efter Marchese di Runo. „Hist over i det store Palæ, Signore.“ Mod Aften, da Othar havde skaffet sig en smuk Dragt efter den derværende Brug, gik han til Marchesens Hotel og lod sig melde. En liden sortklædt Mand af middelmaadig Alder traadte ud, og saasnart han havde læst Silvestros Skrivelse, sagde han paa Tydsk:
„Velkommen Ridder Anton! Mit Hus er Eder altid aabent, saa længe I opholder Eder her. Vi skulle snart lære hinanden nøjere at kjende, og jeg haaber, vi blive paa begge Sider fornøjede med hinanden. Min første Begjæring vil I ikke afslaa mig, at være min Gjæst i Aften.“ Othar takkede og traadte ved Marchesens Haand ind i en prægtig Sal, hvor et glimrende Selskab af begge Kjøn var forsamlet. Det kom nu Ridderen vel til Pas, at han i Kejserstaden havde lagt sig efter Italiensk. En fri og utvungen Tone herskede i dette Selskab; man sang, man spillede paa Instrumenter, som vare Othar ganske fremmede, men som indtoge hans Øre, og man talte om gamle og nye Kunstverker, Kunstverker, hvis Navn Othar aldrig havde hørt, men som vakte i høj Grad hans Deltagelse. Kort, Aftenen hengled uformærkt uden at han et Øjeblik havde faaet Tid til at mindes sin Skjæbne.
Meget ofte kom Othar til Marchesen, men kun om Aftenen blev han modtagen, og da fandt han stedse, snart større, snart mindre Selskab. Saa behageligt end dette adspredte ham, saa lidet var han dog tilfreds med, at han aldrig fandt Lejlighed til at gjøre det nærmere Bekjendtskab, som Marchesen havde lovet ham. Da han ingen Beskjæftigelse havde, og stedse nagedes af de mørkeste Erindringer, glede Dagene langsomme og sørgelige hen for ham. En Aften sad han stille og tankefuld paa en Taverna, da han paa engang hørte en mærkværdig Samtale mellem to Adelsmænd, der sad fravendt i et Hjørne af Værelset.
„Ved næste Samling bliver jeg indviet i de højere Hemmeligheder“, hviskede den ene.
„Det har jeg længe havt di Runos Løfte om“, svarede lige saa sagte den Anden; „men ved Du hvad? jeg gyser lige saa meget derfor, som jeg længes derefter!“
„Fordom“, gjentog den Første; „Marchesen, eller hvad han er, ejer os saa alligevel med Hud og Haar; og bliver det alt for galt, saa have vi jo Frihed til at træde tilbage; vor Vilje har han ikke bundet.“
„Ikke med nogen synlig Lænke, Broder; men enhver af os maa dog bekjende, at vor Vilje er temmelig paa hans Side. Hvo ved, om der bliver os noget Valg, naar det sidste Slør er trukket fra vore Øjne.“
„Du fejler; thi deri bestaar Friheden, at vor Vilje er enig med Fornuften, og ikke blot deri, som Mængden af os tror, at Elementer adlyde os. Thi i Sandhed, de Indsigter, vi hidtil ere i Besiddelse af, ligne Drengens, der regner efter Formler, hvis Grund han ikke fatter.“ De Talende syntes at bemærke Othars Nærværelse, og overførte Samtalen paa ligegyldige Ting. Men han reiste sig og gik med blussende Kinder og inderlig Længsel hen til Runo.
Denne Gang havde Marchesen intet Selskab. Tjeneren tvivlede paa at hans Herre vilde modtage Ridderen, men mod al Formodning lod Runo sige, at han var velkommen. Othar blev ført ind paa hans Studerekammer, som var overtrukket med grønt Klæde. Selv sad Marchesen ved et Bord og skrev. Han gik Ridderen imøde med en venlig Mine. Efter en kort Samtale, som Othar henledede paa Naturens Hemmeligheder, fremførte han med Frygtsomhed sin Bøn om at optages blandt Marchesens Disciple.
„I synes at kjende min Maade at undervise paa, Ridder. Ja, det er kun til et Antal Fortrolige jeg tør meddele de Lysstraaler, jeg selv er i Besiddelse af. Den blinde, trælbundne Hob taaler ikke Oplysning. Længe maa den Mand være prøvet, som jeg skal give Plads blandt de Udkaarede.“
„Ak“, sagde Othar, „saa vil det vare længe, før jeg bliver blandt dem; maaskee jeg aldrig nyder den Lykke.“
„Jo, Ridder Othar af Bretagne; jeg kjender Eder alt for lang Tid siden. I hører for det første, at Eders rette Navn er mig ikke fremmed. Eders Ønske skal blive opfyldt. Men det maa I betænke, at ingen Fordom tør trænge sig indenfor det Selskab, I vil optages i. Læg Alt til Side, som I forhen har vidst, ja om muligt, glem det; fra nye og fremmede Synspunkter skal Alt vise sig for Eder; men I skal Intet antage, uden af Overbevisning: her bevises Alt.“
Othar forlod Marchesen med dyb Ærefrygt og med en glad Higen efter den Dag, der skulde gyde Lys i hans Sjæl. Negte ville vi ikke, at hvad der saa meget bidrog til denne Længsel, var det Haab, at blive fri fra Samvittighedens haarde Stemme og Frygten for den Eviges Straffedom. At Alt, hvad i hans nærværende Forfatning nedstemte hans Sjæl, skulde som Taage synke ned for ham, naar han fra et højere Standpunkt overskuede Livet, blev ham stedse klarere. Saaledes skjælver jo Barnet, tænkte han, for Følgen af en Forseelse, som den kloge Fader maler med frygtelige Træk, og bag Forhænget smiler Faderen, naar han har tiltalt den Lille.
Det varede ikke mange Dage, før Othar blev kaldt til Runo. Mange uforklarlige og tildels rædsomme Scener foregik, før man tillod ham Plads blandt de Øvrige. I dette Selskab fandt Ridderen mange Bekjendte fra Marchesens Selskaber; han fandt Prælater og Statsmænd, Riddere og Lærde, Haandverkere og Handlende, Jøder og Muselmænd. Jo oftere han deltog i disse Samlinger, desto mere fattede han af Runos Lærdomme. Naturen adlød hans Vink, adskilte sig i sine inderste Dele og forenede sig igjen ved nye og sære Sammensætninger. Efter saadanne Underscener forklarede Runo Virkningerne, og overførte Alt paa den aandelige Verden. Nu forstod Othar meget af Silvestros Samtale og med stigende Tilbøjelighed kastede han sig over de hemmelige Videnskaber. I kort Tid gjorde han betydelige Fremskridt; og snart skulde han traadt ind i den snævrere Kreds, til hvilken Marchesen betroede sine dybere Hemmeligheder. Men følgende Brev udrev ham paa engang fra denne underlige Verden. Det var fra Ida med Overskrift: Bern i Helvetia.
„Kjæreste Broder!“ skrev hun; „min Frygt for Dig blev desværre alt for stadfæstet. Dog kan Du maaskee endnu reddes; men da er det paa høj Tid. Al Synd kan forlades, kun ikke mod Aanden, siger vor himmelske Forløser. Derfor, ulykkelige Broder, hvis det endnu er muligt, saa riv Dig ud af de Forbindelser hvori Du nu stedes. Mørket paatager sig ofte Lysets Klæder, og Du, min Othar, vandrer i Mørket og holder det for Lyset; thi hvor er Lys uden hos den Herre Jesus? Spørg mig ikke, hvorfra jeg kjender din nærværende Stilling. At jeg kjender den, maa være Dig Borgen for, at jeg har Ret i at kalde den fordærvelig, skjønt Du vel ikke anseer den derfor. O Ælskede, forlad Verona! Du vil med Forundring see af dette Brev, at jeg er i Bern. O, min Broder! En salig Glæde venter Dig her; gid dit Hjerte endnu maatte kunne fatte den. Se, din og min Moder venter Dig. Ved den Almægtiges Naade har jeg fundet hende her i et enligt Kloster. Hans Naade føre ogsaa Dig til os! Du er vor eneste Sorg; men med Tillid og Haab kaste vi den paa Herren. Omvend Dig, søg Jesum og Du skal finde ham. Kom, o kom til din længselfulde Moder og din bedrøvede Søster
Blanka af Bretagne.“
Dette Brev omkastede alle Othars Planer. Alle hans tidlige Ungdoms Følelser opluede paanyt. Hvorvel han ikke ansaa Marchesens Selskab med samme Øjne som Blanka, følte han dog med Forfærdelse, at han langt fra at være sat i en lykkeligere Sjælstilstand, tvert imod nu mere end nogensinde var Tvivlens og Fordærvelsens Rov. Mod hans Moder, som han saa længe havde anseet for død, higede nu hans hele Sjæl. Trangen til noget Bedre blev levende hos ham, og hvorvel den ikke var et Verk af Længsel efter Samfund med Gud, men af Frygt for hans evige Vrede, blev den dog stærk nok til at sønderrive de Baand, der fængslede ham her. Han overtællede sine Penge og fandt, at der netop var nok tilbage, for at han kunde naa Bern. Med rask Bestemthed gik han da til Marchesen og meldte ham sin Beslutning at reise. Di Runo syntes noget bestyrtset herover.
„Du, kjæreste af mine Disciple! vil Du forlade mig? Just nu, da jeg vil optrække Dig Teppet for de dybeste og vigtigste Hemmeligheder! Bliv Othar! Lad ikke den ydre Verden drage Dig fra Sandhedens Beskuelse“.
„Jeg maa rejse, Signore; endnu idag maa jeg rejse“, svarede Othar med Fasthed.
„Vel, din Vilje er fri. Men bier Du endnu et Par Dage, saa vil jeg for din Skyld gjøre en Undtagelse og aabne dine Øjne for den klareste Dag. Og jeg siger Dig forud, min Ven, da vil din Vilje være anderledes. Du forlader ikke Verona“. Netop disse sidste Ord bestemte den allerede vaklende Othar. At hans Vilje nu var god, følte han bestemt, og gøs ved Tanken om, at den skulde lænke sig til denne uforklarlige Mand.
„Jeg maa rejse, Signore“, gjentog han, fastere end forhen.
„Saa drag da bort, jeg hverken kan eller vil tvinge Dig. Men endnu et Ord til Afsked. Ved din Indtrædelse i vort Samfund afslog Du mig at opfylde en Ceremoni, som de fleste af mine Disciple uden Vægring have fyldestgjort. Denne Ceremoni er vigtigere, end Du tror. Først ved den sættes Du i en saa nøje Forbindelse med mig og med Samfundet, at jeg altid og hvor Du end er i Verden, kan staa Dig bi. Der kan hænde Dig meget, min unge Ven, hvorved Du trænger til mig. Skulde Du komme i en Stilling, hvori Du behøvede min Hjælp, saa sønderriv dette Pergament, som jeg her giver Dig, nævn højt mit Navn, Val di Runo, og udtal det Par Ord, Du har vægret Dig ved at sige. Se, min Hjælp skal da være Dig nær. I øvrigt bifaldt jeg, at Du før standhaftig negtede at gjøre et saa betydeligt Løfte til en Mand, hvis Hensigter ikke vare Dig bekjendte. Nu ved Du, at det er til Visdom og Lyksalighed jeg har villet lede Dig. Nu vil Du ikke længere være mistroisk mod mig. Lev vel kjære Othar! Med tungt Hjerte siger jeg Dig Farvel“. Marchesen omfavnede Ridderen og forlod ham hurtigt. Men med ilende Skridt forlod Othar Slottet og gjorde Alt færdigt til sin hastige Rejse.
Jo længere han kom udenfor Verona, desto friere slog hans Bryst. Han overvejede eftertænksom, hvad han havde vundet ved Marchesens Bekjendtskab, og skjønt han fandt sig beriget med mange og mangfoldige Kundskaber, fandt, at han fra et friere og højere Standpunkt overskuede Livet og dets Rørelser, maatte dog en indvortes Stemme sige ham, at han havde tabt Mere. Intet Ondt var han sig bevidst at have begaaet under sit Ophold i Verona, og dog forekom det ham, som om han var længer fra det Gode. Troen paa Herrens Ord var aldrig med Ord forkastet af Runo og hans Tilhængere; men den var lidt efter lidt kvalt under de Lærebygninger, der opførtes paa en kunstig Grundvold; dens Liv var udslukket i Othars Hjerte af de kolde Visdomsord.
Han tilbagelagde mange Dagsrejser, uden at nogen synderlig Mærkværdighed tilstødte ham. Vejen blev stedse snævrere, stejlere og vanskeligere. Ofte tog han fejl og maatte rejse hele Mile tilbage. En Aften kom han til Indgangen af en stor, mørk Skov. Han standsede ved et lidet enligt Hus og spurgte om Vejen. Ejeren betegnede ham den, men fraraadte ham at drage ud i den vildsomme Skov før næste Morgen. Han tilbød Ridderen sin fattige Stue og fremsatte en simpel Aftensmad. Mandens Gjæstfrihed behagede Othar, og han besluttede at følge det velmente Raad. Det varede ikke længe, førend tre unge, raske Mænd kom ind, vel bevæbnede.
„Det er mine Sønner“, sagde Verten. „Naa Drenge! Hvorledes er det gaaet med Jagten?“
„Vi have dræbt et Vildsvin, Fader“, svarede den ældste, „en fed Steg, med en dygtig Vams. Jeg har endnu ikke vasket Sveden af Hænderne“. Han tørrede sine blodige Hænder af og satte sig ved Bordet.
„Nu maa I gjøre Eder magelig, Herr Ridder. Hurtig Rudolph, træk Herren der Rustningen af. Maaskee I vil til Hvile?“ Othar takkede og fulgte med den Gamle, der førte ham ud i et lidet Værelse, som dog var ret smukt. Han lod sin Rustning bringe ind og kastede sig træt paa det bløde Leje.
„For Eders Hest er der sørget, og nu Godnat“, sagde den godmodige Vert, idet han blæste Lampen ud og famlende forlod Værelset. Skjønt Ridderen højlig trængte til Hvile, flyede dog Søvnen hans Øjelaag. En flygtig Mistanke til hans Verts Ærlighed opkom hos ham. Stille listede han sig derfor op af Sengen og lagde Øret til Væggen, hvor han hørte en sagte Hvisken. Gjennem en Sprække saa han et ikke alt for behageligt Syn. En af de Unge sleb en Dolk, og de to Andre pegede spottende paa Kammerdøren, der førte ind til ham. Den Gamle traadte derpaa ind og sagde lavt, men dog saa, at den lyttende Othar forstod Ordene:
„Hvor har I da gjort af Pigen?“
„For Fanden, det har vi jo sagt Eder. Hun ligger bunden i Skovhuset. Og det nytter ikke at føre hende hid, før den Fremmede er af Vejen“.
„Mon han har mange Penge“, afbrød En. Længer kunde ikke Othar holde ud med Rolighed at høre paa denne Samtale. Først vilde han styrte ind og slaa sig igjennem dem; men efter nøjere Overlæg gik han til det lave Vindue, aabnede det sagte, hængte sin Rustning over sig og var med et lidet Spring paa fri Mark. Men hvorhen? var nu Spørgsmaalet. Othar bestemte sig snart. Det var ham ikke blot om Frelse at gjøre; ogsaa det Fruentimmer, hvorom Røverne talede, vilde han fri af deres Vold. Med varlige Trin gik han derfor rundt om Huset og skjulte sig i et Skur ved Indgangen. Det varede ikke længe, førend Røverne kom bandende ud.
„Værer rolige“, sagde den ene, „han har sikkerlig taget den Vej, hvorfra han kom, og saa indhente vi ham snart; thi hans Hest staar her“.
„Ja“, svarede den Anden, „er han gaaen dybere ind Skoven, saa kan I være vis paa, han ikke kommer mere ud af den. Hvorledes skulde han finde Vej der?“
„Skynd Jer nu, henter Pigen!“ raabte den Gamle til dem; „hun skal da ikke undløbe os, og Pater Oswald betaler godt“. Nu satte de sig til Hest; en af dem jog efter Othar og de andre to rede den modsatte Vej. Kun den Gamle blev tilbage. Neppe vare de Øvrige ude af Sigte, før han traadte ind i Hytten og nedstødte den forskrækkede Røver. Derpaa indtog han atter sin Post og oppebiede rolig Udfaldet. Efter en halv Time kom den Røver, der skulde opsøge Othar. Denne mødte ham ved Indgangen til Huset. I et Øjeblik laa han livløs i sit Blod. Neppe var Othar færdig hermed, før de to øvrige ankom. De stode af, og bare et besvimet Fruentimmer imellem sig. Denne Gang styrtede Ridderen for tidlig frem. Røverne bleve ham tidsnok var, for at møde ham med udtrukne Sverd. En lang og fortvivlet Kamp opstod. Den ene laa gispende paa Jorden; men idet Othar, der var haardt saaret, svingede sit Sverd mod den anden, gav denne ham et Stik af en Dolk, saa at Bevidstheden forlod ham.
„Gud være lovet, han lever!“ Disse vare de første Ord, Othar fornam, da han atter slog Øjet op. Dagen straalede klart, og en Pige heldede sig over ham.
„Hvor er jeg?“ spurgte han og saa sig forundret om.
„Hos en Taknemmelig, som I ved Eders Tapperhed har reddet“, svarede Pigen. Eders Hjerteblod, stolte Ridder, flød for mig, og mit Hjerte skal aldrig forglemme det“. Pigen havde omhyggelig forbundet hans Saar. Othar rejste sig med Møje og skuede med Bestyrtelse Valpladsen fra Natten af. Ogsaa den sidste Røver var dræbt; han havde forblødt sig af det Hug, Othar segnende gav ham.
Lenet paa Jutta, saa hed Pigen, gik Ridderen ind i det øde Hus, for at finde en Læskedrik. Derpaa skrev han paa Bordet, hvad der var foregaaet, og krøb mat op paa sin Hest. Jutta ledte den ved Tøjlen. „Ja Herr Ridder! Det Hvilested, jeg kan tilbyde Eder, er just ikke meget behageligt; imidlertid — Nøden er forhaanden. Jeg bebor en gammel, saare forfalden Borg, eller rettere, en øde Ruin af en Borg. Og det Værste er endnu, at den eneste Beboer foruden mig er min gamle Fader, som desværre er sindssvag“. Othar, saa svag han end var, blev dog meget nysgjerrig ved den Underretning. Han saa først nu ret paa Pigen og fandt hende smuk, skjønt en dyb Alvor stod præget i det ophøjede Aasyn.
Efter et Par Timers meget møjsommelige Rejse standsede de ved en Ringmur, der, skjønt den endnu stod hel, tydelig røbede Seklers Ælde. Ved en optrukken Vindebro klappede Jutta i Hænderne, og strax gik den knagende ned. Da de kom ind, mødte dem en højst forunderlig Skikkelse, en overmaade høj, mager Mand i fuld Rustning men med en kort Kappe over Skuldrene og en Hætte over Hjelmen. De lange tynde Fingre stode udspilede og Øjnene laa langt inde i Hovedet. Førend han endnu kunde sige Noget, løb Jutta til ham og trykkede venlig hans Haand.
„Der, Fader! bringer jeg Dig en syg og saaret Ridder. Han har reddet mig af Røveres Hænder, og nu maa Du lade mig pleje ham“.
„Ja vist Jutta! Fy skamme Dig; Du har ladet mig gamle Herre alene paa Slottet. Ja saa, har Røverne villet forgribe sig paa Dig? aldrig Jutta mere fra mig. Fy skamme Dig, Du har ladet den gamle Herre saa længe alene“. (Halv hviskende:) „Jeg kjender den unge Ridder; han er mig velkommen“. (Til Ridderen:) „Velkommen, min Herre! I har nok glemt mig; men jeg kjender ganske vel den stolte, velbyrdige Bartholomæus af Savoyen. Velkommen! Stig ind i min Borghal“. Under denne besynderlige Mands uophørlige Snakken kom de ind i den saakaldte Hal, der rigtignok snarere saa ud til at være en Bjørnehule, end en Riddersal. Jutta bragte Othar og den Gamle en Skaal Vand med Saft i, samt tørrede Frugter, og gjorde en venlig Undskyldning for den tarvelige Drik. Derpaa førte hun Othar op i et lidet Værelse og anviste ham et Mosleje.
Underlige Drømme omgjøglede ham. Snart saa han Valrun staa for sig, snart Herman, og snart den blege Ridder i Rustning og Munkekappe. Han vaagnede forskrækket, og hvo beskriver hans Rædsel, da den gamle Ridder virkelig stod bøjet over ham og stirrede i det blege Maaneskin paa ham med de forvildede Øjne.
„Jeg vilde kun see, om I sov, Hr. Bartholomæus“, sagde han, da Othar foer op. Derpaa satte han sig paa en Bænk ved Skorstenen. Men Othars Søvn var forbi. Han stod op og gik med en underlig Frygt for dette Menneske frem og tilbage. Virkelig lignede Riddersmanden snarere en opstanden Dødning, end et levende Menneske.
„Nu Hr. Bartholomæus, hvordan gaar det?“ begyndte han. — „Tiderne ere ikke mere de samme. I kan nok huske mig i mine unge Aar. Hej, husk! Da gik det lystigt. Nu gaar jeg sagte, Men Kapeldøren kan jeg ikke faa op. Ja, ja, gamle Herre! vær ikke bange; den gaar nok op. Men Jutta maa ind først. Tro kun mig, først Jutta, saa — ja hvem saa? Det Navn har jeg glemt. Hør Bartholomæus!“ i det samme tog han Othar i Skulderen; „se til, at Du kan komme ind, saa gaar jeg efter“.
Othar svedte af Sjæleangst; men den gamle Ridder blev ved at tale, til Morgenen skinnede ind i Stuen. Da blev han træt og faldt siddende i Slummer. Othar benyttede sig af Øjeblikket og sneg sig ud i Gaarden. Alt var øde; paa Alt havde Tidens Tand gnavet. I et fordums Borgværelse havde Jutta sat hans Skimmel. Den tyggede rolig det friske Græs. Da den saa sin Herre, begyndte den at vrinske, og Othar glædede sig som et Barn i denne vante Stemme, der afbrød den gyselige Stilhed. Han førte den til en Bæk, som sprudlede frem ved Muren. Da kom Jutta mild som Dagen ud med Frugter og Saft. Han ilede hende imøde og satte sig fortrolig under en Eg med den uskyldige, fromme Pige. Efterat han havde fortalt sit natlige Eventyr, spurgte han om Ridderen.
„Ak jeg ved kun lidet at fortælle om ham. Jeg gik engang for et Par Aar siden dybt bedrøvet og forladt af alle Mennesker gjennem denne Skov. Jeg vansmægtede af Mangel, og bad inderlig til Gud, at han vilde sende mig et Menneske. Som jeg saa gik, blev jeg denne Mand var, klædt som I nu seer ham. Han laa næsten død ved Foden af en Stenhob, hvoraf han var styrtet ned. I Førstningen blev jeg meget bange; men, tænkte jeg, det er jo et Menneske, og jeg gik til ham, rejste ham i Vejret og hjalp ham op“. „Ak er det Dig? kommer Du endelig, min Datter?“ sagde han venlig og holdt paa sit forstødte Hoved. Jeg blev meget bange ved denne Tiltale og ved det forvildede Øjekast, hvormed han saa sig om. Men Gud gav mig Kraft til at overvinde Frygten. Jeg ledte ham, og han pegede paa denne Borg. Da vi vare inde, og han møjsommeligen trak Vindebroen op, overfaldt mig en dræbende Angst. Han satte vilde Bær og Frugter for mig og talte mig saa venlig til midt i sit Vanvid, at jeg fik Mod til at svare ham. Mod Aften anviste han mig Plads i en Hvælving, hvori han lagde et Bundt Mos. Kort Hr. Ridder, den forladte, ulykkelige Jutta blev hos ham. Nu takker jeg daglig Herren derfor. Her inden disse Mure har jeg gjenvundet min tabte Ro, og min Trøst er det Gode, jeg kan gjøre for den Ulykkelige. Siden mit Ophold her er han bleven meget roligere og taler ofte sammenhængende“.
„Hans Navn, kjære Jutta?“
„Jeg har aldrig hørt ham kalde sig andet end den gamle Herre. Saa meget jeg kan slutte af hans forvirrede Tale, er han en fornem Ridder, som, urolig over sin Vandel, har havt den Beslutning at træde ind i en Munkeorden. Enten har Samvittighedsnag eller grum Behandling i Klosteret berøvet ham Forstandens Brug, og han har flygtet til denne Skov, hvor han har fundet disse Ruiner“. — „Men hvad heder Du da kjære Pige? thi Navnet Jutta har han vel givet Dig efter den Datter, som han antager Dig for“.
„I Førstningen kaldte han mig ogsaa med et andet Navn; men da jeg engang fortalte ham, at jeg hed Jutta, smilede han venlig og sagde: jeg ved nok, Du har byttet Navn; og siden kalder han mig Jutta“.
„Paa hvad Maade faa I Fødemidler?“
„Da jeg kom, levede han af usle Rødder og af Frugter, hvilke han samlede i Skoven. Men da jeg fandt en stor Mængde Guldstykker hos ham, har jeg efterhaanden taget deraf og hentet i en Landsby ved Enden af Skoven Ris, Frugter og iblandt lidt Kjød, af det Sidste spiser han kun sjelden. Det var just paa Hjemvejen fra Landsbyen, jeg blev overfalden af Røverne“.
„Hvormed tilbringer han Tiden?“
„Han rydder Gruset af de indstyrtede Kamre; men hans eneste Sorg er en tilmuret Kapeldør, som han aldrig kan faa aabnet. Imidlertid har han stedse det Haab, at den vil springe op af sig selv. Engang hentede jeg en Bibel fra Byen. Jeg tænkte at læse for ham. Men han blev ganske forvildet og var i lang Tid rent fra sig selv. Endelig bad han mig gjemme den, til Kapeldøren springer op. Den arme Mand!“
„Den arme Mand!“ gjentog Othar sukkende og faldt hen i Tanker. Den gamle Ridder afbrød Tausheden. Han kom munter hen til dem.
„Inat har jeg sovet godt“, sagde han. „Jeg har havt en skjøn Drøm. Det varer ikke længe, før Døren gaar op. Pas kun paa“. Othar følte sig saa ængstlig i den Ulykkeliges Nærværelse, og da hans Saar ikke vare farlige, tog han Afsked, skjønt Ridderen indstændig bad ham blive. Jutta saa ham med Bedrøvelse bestige Hesten, og sukkede dybt, da hun nedlod Vindebroen. Men Othar jog ilende den Vej, Jutta havde betegnet ham, og var snart i Landsbyen.
Med megen Forundring saa han sig her modtagen paa den ærefuldeste Maade. Indvaanerne kappedes om at bevidne ham sin Taknemmelighed og Beundring. Det varede længe, førend han fik Aarsagen at vide. Endelig blev han underrettet om, at Grunden til den almindelige Jubel var hans Sejr over Røverne, der allerede i lang Tid havde plyndret Indbyggerne, naar de rejste igjennem Skoven, og som forgjæves vare eftersatte. Othar havde sat sit antagne Navn Anton af Flandern under den Beretning, han havde efterladt i Huset. Flere Dage havde de gode Indbyggere ventet paa denne Helts Ankomst, og nu var Jubelen desto større, da han virkelig kom. Paa en nærliggende Borg blev næste Dag anstillet en Turnering til hans Ære; skjønt Othar saare gjerne havde fortsat sin Rejse, torde han dog ikke forstyrre de gode Menneskers Glæde og maatte opholde sig, medens denne Fest varede i Byen. Selv kunde han ikke deltage i Turneringen, da hans Saar smertede ham. Blandt de kjæmpende Riddere vandt en Fremmed Prisen; han førte nedslaget Visir og et ubekjendt Skjoldmærke. Denne syntes at betragte Othar meget skarpt, men undgik enhver Lejlighed til at tale med ham.
Saasnart Festen var tilende, og vor Ridder havde tilkjendegivet Indvaanerne sin Erkjendtlighed, red han videre. Han havde netop naaet en temmelig øde Egn, da den ubekjendte Sejrherre ved Turneerspillet, tilligemed et lidet Følge, naaede ham. Othar hilste ham venlig, og de talede adskilligt sammen, idet de med lige Ilsomhed rede fremad. Paa engang forekom det Othar, som om denne Stemme var ham bekjendt, skjønt den Fremmede talede igjennem sit nedslagne Visir. Han bedrog sig ikke; thi mod Aften standsede hiin sin Hest og vinkede til sine Staldbrødre. I et Øjeblik vare Othars Hænder bundne; Ridderen slog Hjelmen op; det var Alfried, Harthurs Frænde.
„Jeg er Eder nok en Smule til Byrde, Herr Ridder, i Eders Inkognito. Men bliv ikke vred; det er naturligt, at jeg benytter mig af denne gode Lejlighed til at betale gammel Gjeld. Rejsen gaar, om I tillader det, til Wien. Altsaa omkring!“ Alfried og hans Følge vendte sine Heste og førte Othar imellem sig. Othar taug med indædt Harme. Først da Hungeren tvang ham, nød han uvillig den Føde, man spottende stak ham i Munden. De rejste kun om Natten; ved Morgengry søgte de Skovene. Denne langsomme Rejse forøgede Othars Lidelse. Han fik ret Stunder til at forestille sig den Skjæbne, der ventede ham, og Alfrieds overmodige Fryd forøgede endnu mere hans Harme end Tanken om Straffen; og paa den anden Side malede hans Moders og Idas Uro sig for hans Sjæl. Ofte faldt det ham ind at prøve om Marchesens besynderlige Løfte om Bistand virkelig formaaede at redde ham; men en uforklarlig Modbydelighed for denne holdt ham tilbage. Endelig en Nat, ikke langt fra Wien, blev Alfrieds Spotterier ham ganske utaalelige. Han mumlede ved sig selv de Ord, Marchesen havde forlangt, at han ved sin Indtrædelse i hans Samfund skulde sige: „Val di Runo, til din Førelse overlader jeg mig aldeles; før mig paa dine Veje!“ Derpaa raabte han højt: „Val di Runo!“ og sønderrev Pergamentet, hvilket han med Møje tog frem med de bundne Hænder. Men et frygteligt Ekko tonede fra de fjerne Bjerge: „Valrun!“ og Jorden brast under Othars Fødder.
Da han igjen blev istand til at bemærke, hvad der foregik med ham, befandt han sig paa en mørk underjordisk Vej. Med en voldsom Fart blev han, uden selv at vide hvorledes, fremstødt. En inderlig Angst gjennembævede ham. At di Runo var Valrun, at han nu maaskee for evig tilhørte denne, at det rædsomme Bjergslot stedse skulde indslutte ham: skrækkelige Forestillinger! Endelig stod han for en Jerndør, der oplystes ved en mat Lampe. Døren sprang op, og Valrun, klædt som i Verona, kom ham imøde.
„Velkommen Othar! Frygt ikke, men glæd Dig. Du er nu ved Maalet, ved det Maal, hvortil jeg saa længe og saa uafladelig har søgt at lede Dig. Ikke denne blege Mine, ikke denne skjælvende Rædsel! Hvorfor frygter Du mig nu mere end i Verona? Nu er Du mit Væsen nærmere.“
„Sig mig, Uhyre! Hvad er jeg nu? Hvor nært er mit Slægtskab med Helvedes Aander?“ sagde Othar og skar Tænder.
„Ikke saa; Du er Guds evige Fiende, men min Ven. I en dristig Kamp med det Gode skal din Virkning og din Lyksalighed bestaa. Forsag ikke Othar. Kun ved Iver i din nye Stilling kan Du blive lykkelig. Hevn skal være din Glæde, Vellyst din Ledsagerinde, Stolthed din Fryd. Forsag dine Fordomme. Bladet har vendt sig. Hvad der før var Last, bliver nu Dyd. Forbrydelse er nu din Fortjeneste. En lang Rad af Aar skjenker jeg Dig i din og min Herres Navn.“
Othar stirrede paa ham. Som naar Røgen omvælter sig i tykke Skyer, saa tumlede sig hans Tanker, hans Vilje, hans Haab og hans Rædsel. Valrun vedblev at tale til ham og forestille ham den stolte Bane, han fra nu af havde at betræde, og Frihedens Værd, som først nu blev ham til Del. Men alt som Uhyret talede, dannede sig en utydelig Forestilling i Othars Sjæl, at han dog ikke ganske kunde tilhøre den skrækkelige Valrun. Endnu havde han ikke af fri Vilje og med beraad Hu overgivet sig til ham. Denne Forestilling blev klarere, ligesom Valruns Overtalelser formeredes. Det Eneste, Othar endnu i sin bedøvede Tilstand følte Kraft til, var med intet Skridt at nærme sig Valruns Hensigter, men fast og ubevægelig at vedblive sin indvortes Modstand.
Klokken slog, og Valrun førte sin arme Gjæst til det med Vine og Retter rigt besatte Bord. Men Othar, skjønt han følte Hungerens Trang, vilde ikke nyde Noget. Da saaledes hverken den spillende Drue eller Overtalelser formaaede at løsne hans Tunge, foer Valrun op med rullende Øjne og i en frygtelig Vrede.
„Vel Halstarrige! Du bedrager Dig med et falskt Haab; Du indbilder Dig at være ubunden til mig; Du foragter min Tale. Usle Daare! Har Du ikke forsaget Gud, antaget min Lære, ifølge min Indskydelse skjændet Kejserens Egteseng, røvet hans Kasse, dræbt to Uskyldige; har Du ikke villet krænke din Søster; har Du ikke kaldt paa mig og lovet at betro din Sjæl til mig? Og enda tror Du, at Du ikke hører mig til! Du mener vel at være Guds Barn.“ Othar taug. „Vel Halstarrige!“ vedblev Valrun; „jeg skal bøje Dig! En skrækkelig Straf venter Dig. Følg mig!“ I det samme tog han ham med vældig Kraft ved Armen, oplukkede en Dør og stødte ham ud.
Han havde Ret, det var et skrækkeligt Opholdssted. Othar befandt sig i en uendelig dyb Dal, indsluttet af stejle Klipper, der i en svimlende Højde næsten lukkede sig sammen og kun tillode en svag, brudt Lysstraale at trænge ned i Dybden for mat at oplyse den skrækkelige, døde Natur. En knugende Kulde omgav ham. I Afgrunden laa en evig Is og intet levende Væsen, ingen visnet Plante var at see. En kold, fugtig Taage stod som stivnet i Hulen, opfyldt med en dræbende Dunst. Kun Rædselen opholdt den Ulykkeliges Livsaander. Han stod længe som naglet af Kulde, Harme og underlig Skræk i dette Øde. Lidt efter lidt bleve hans Øjne vante til Mørket, og han skimtede en Stenbænk. Paa denne satte han sig. Hunger og Tørst, Kulde og Søvn begyndte stedse stærkere at plage ham. Men intet kvægende Blund nærmede sig de matte Øjelaag. Tiden selv syntes at stivne; thi intet Mærke paa Forandring kunde betegne dens Flugt. Selv den Elendiges usle Trøst, i Klage at kunne bejamre sin Tilstand, var Othar negtet; hans Læbe var ubevægelig. Længe sad han saaledes; da vilde han rejse sig og søge til Klippedøren. Han vilde banke paa og indgaa Valruns Vilkaar. Men nej! Han formaaede ikke at bevæge sig. Langsomt trak en dødelig Stivhed op i hans Ben, op igjennem hans Rygmarv. Kun den øverste Del af Legemet beholdt Liv, at ikke Sjælen rent ud skulde forlade sin Bolig. Da blev hans Fortvivlelse uendelig stor.
Maaneder vare maaskee henrundne over Jordfladen og hvert Minut deraf forekom Othar som Aar. Sjælen svævede mellem Livet og Døden, og kunde ikke forlade sine Kvaler; men med det udslukkede Blik stirrede han uafladelig mod den Kant, hvorfra Valrun skulde komme. Engang, som Øjet heftede sig paa den isklædte Klippevæg tæt ved hans Sæde, blev han var et Navn, udkradset med Neglen i Isskorpen. Det var Hermans. Han stirrede derpaa med en Blanding af Gysen og Fornøjelse over endelig at skue en ny Gjenstand, et menneskeligt Spor. Og se! flere og flere Navne vare kradsede ind ved Siden og ovenfor. Deriblandt stod Silvestro og Armand af Bretagne. En Gnist af Bevægelse udsprang i hans Hjerte. Han anede svagt en Beslutning, heller evig at lide denne grændseløse Jammer, end som de Ulykkelige, hvis Navne her stode, at lade sig bøje af den. Med sitrende Haand ridsede han sit Navn blandt de Øvriges og slog sit Blik mod den høje Klippehvælving. Til Bøn kunde hans Sjæl ikke hæve sig; havde han kunnet! — o! thi Gud er nær hos dem, der søge ham! — da havde han flyttet Bjerge; men den svage Vilje at bede, er ogsaa en Bøn. Han følte atter et Spor af Kraft. Just gik Døren op, Valrun vinkede, og som tunge Jernkjæder sprang Isbaandet fra Othars Legeme. Han traadte, skjønt med vaklende Trin, ud af Klippedalen.
I Valruns underfulde Sale udbredte de klare Lamper en oplivende Glands; en mild Varme gjennemstrømmede Othars iskolde Lemmer; en liflig Vellugt opfyldte Hallen, og fra det vel besatte Taffel duftede Spiser og perlede Vine ham imøde. Othar følte, at han hvert Øjeblik blev svagere i sin høje Beslutning, og endnu førend Valrun havde tiltalt ham, tog han Ordet:
„Uhyre!“ sagde han, „før mig heller strax tilbage i det martrende Opholdssted, Du vil berede mig; thi jeg modstaar din Vilje. Ja, jeg foragter Dig, saa foragtelig jeg og selv er; mod Dig er jeg ren, som Lyset mod Mørket. Jeg spotter din Vælde midt i min Afmagt. Jeg frygter Dig ikke længer; thi nu mærker jeg vel af dine Anslag, at Du endnu Intet formaar over mig. Nej, Djævel, jeg er endnu ikke din!“
„Vel, Du skal blive det, Orm! En Menneskealder skal Du tilbringe i den skrækkelige Kval, som Du nu har lært at kjende, og Du skal sande, at det kun var en Forsmag, jeg gav Dig paa de Lidelser, jeg kan berede Dig.“
Derpaa stødte han Othar forved sig; men i det Øjeblik, Klippedalens Porte aabnede sig, sprang endnu en anden Dør op ved Siden. Med et raskt Trin ilede Othar derind. Valrun vilde gribe efter ham; men Othar var alt indenfor og faldt i Flugten om paa Jorden. Han rejste sig strax og saa sig forfærdet om. Men paa Dørtrinnet stod Valrun og stampede med Fødderne i afmægtig Harme. Endelig traadte han tilbage, og Døren fløj i. Men Othar vendte sig atter — og se! i Baggrunden sad den døde Olding heldet over sin Bog ved den stille Lampe. Et frydefuldt Haab oplivede den arme Othar. Han kastede sig grædende paa Knæ og bad med Inderlighed til den forbarmende Fader. Styrket af en hellig Andagtsglød rejste han sig og gik stille hen til Oldingen. Alt var uforandret, som da han i sin første Ungdoms Blomst stod her. Det matte udslukkede Blik vendte sig uforstyrret mod det opslagne Blad; men dette var betegnet med nye Skikkelser. En høj Figur, klædt i en sort Kappe, foldede sine Hænder. Selv saa han sig ved Siden, og Blanka og endnu et Fruentimmer lagde sine Hænder paa hans Pande. Men Uller saa smilende op mod Himlen.
„O, nu skal Intet mere skrække mig!“ raabte han gjennembævet af et saligt Haab; „Frelsen vil ikke udeblive!“ og medens de klare Taarer trillede ned af hans blussende Kinder, ilede han, uden at tænke paa Hvælvingen, fra Oldingens Bog. Men jo længer han styrtede fremad, desto længer fjernede Muren sig, og endelig lejrede den sig i en umaadelig Afstand omkring ham. Alt var mørkt; alt fjernere og fjernere sad den døde Olding, bøjet over sin Bog, omgiven af den blege Lampe. Da stod Othar for den gamle Synars vel bekjendte, kjære Hytte. Men Himmelen hvalte sig sorteblaa omkring ham, som forhen Muren, og Maanen med sin runde Skive kastede sine matte Straaler omkring sig, som før Lampen, og i dens Midte var endnu dunkelt at skue en gammel, krumbøjet Mand. Men da Othar stod ved Hyttedøren, blev han saa overvældet af Glæde og Smerte, Længsel og Mathed, at han maatte sætte sig paa Græsbænken. En dyb Søvn overfaldt ham her, og han sov ind, omspillet af skjønne Drømme.